Monthly Archives: februar 2017

Udstillinger – En kærlighedserklæring

Af Nivi Christensen

Udstillinger kan være noget af det mest inspirerende. Udstillinger kan få en lille detalje frem i et værk, og kan få beskueren til totalt at overse et andet. De kan få folk til at se og forstå kunsten på ny, og aktivere flere sanser. Udstillinger kan styre vores forståelse af kunstværkerne. Og så kan de ødelægge og nedbryde kunsten, hvis det bliver gjort uden respekt og kærlighed.

En minimal definition på begrebet udstilling er:

”.. et arrangement af oftest flere udvalgte genstande i et mere eller mindre offentligt tilgængeligt rum ..”*

Udvalgte genstande – altså en selektion. Arrangement – dermed noget styret og opsat. I et tilgængeligt rum – noget præsenteret for andre og i et rum. Det er mere end det, der allerede er – det er noget udvalgt, noget tilgængeligt og noget ordnet.

The White Cube 

Når vi taler udstillingsteori er det mange år siden at tanken om ”The White Cube” – det hvide neutrale udstillingsrum – blev forladt. Udstillinger før 2. verdenskrig var med farvede vægge, gerne i stærk kontrast til værkerne. Efterfølgende opstod en ide om at vægge og rum skulle være neutrale og rene så værkerne kunne tale for sig selv, og der med de hvide udstillingsrum. Uanset hvilken farve væggen har, hvilke værker der er udvalgt, uanset belysning, ophængningsmåde, rummenes udformning, hvilke måde plakaten er skabt eller udstillingstreksten er skrevet, så har det en betydning for udstillingen. Udstillingen er aldrig neutral. Det betyder, at en udstilling altid skal tilpasses et sted. Den samme udstilling vil se forskellig ud i forskellige rum. Den forskellighed kan, hvis man udnytter og omfavner den, forære kunsten nye lag og nye forståelsesrammer.

Ignoreres det – påvirker det også kunsten, men ofte på en negativ måde. Hvis en udstilling er dårlig opsat og ikke er tilrettet rammerne og rummet – kan kunsten virke uprofessionel og ligegyldig. Det kan direkte ødelægge oplevelse af det enkelte værk og af kunstnerens arbejde.

Det er nødvendigt, at vi i Grønlands kunstliv accepterer den præmis. Kuratering – det at skabe udstillinger - har en betydning. Hvis vi forventer professionelle kunstnere, og hvis vi forventer et højt kunstfagligt niveau, skal vi som kulturaktører og udstillingsansvarlige også følge op med professionelle udstillingsansvarlige.

Refleksion, analyse, seriøsitet og diskussion

I forbindelse med KIMIKs udstilling ved Nuuk Kunstmuseum i november 2016 skrev kunstneren og medlem af KIMIK Pierre André Auzias følgende på sin facebook:

“As in a dream, it felt so great to work with people wondering to give the absolut best of themselves!...So many changes through these 4 days of intensive reflexions, analyses and serious (but kind) discussions to find out with the very best way to show our works. At least we found out as an evidence that our difference could create an absolut harmony. “**

En udstilling er langt fra alene håndværksmæssigt og teknisk kunnen. Værkerne bliver først sat i spil ved refleksion, analyse og dialog. På udstillingen var 100 værker – det gav et uendeligt antal måder at opsætte udstillingen på. Selv hvis vi valgte at inddele det sådan, at hver kunstners værker hang sammen, var der tale om 18 udstillende kunstnere, og igen et (næsten) uendeligt antal måder at opsætte dem. Når værkerne opsættes er det en valgt placering – ikke en givet placering.

Udstillingsansvarlig

Alle udstillingssteder bør kunne love kunstnerne, at man afsætte den tid, det tager, at man skaber rum til at gøre sit bedste, og at man har de rette faglige kompetencer. Hvis ikke man giver udstillingerne kærlighed, tid og seriøsitet, hvordan kan man så forvente det af kunstnerne.

Vi har et ansvar for at fremhæve kunstens forcer. Vi har et ansvar for at formidle udstillinger. Vi har et ansvar for at få folk til at forholde sig til kunsten. Vi har et ansvar for at vise kunst for alle aldre. Vi har et ansvar for at give kunsten de bedste rammer. Vi har et ansvar for at udvælge det bedste og reflektere og diskutere, hvorfor det er godt. Vi har et ansvar for at fjerne fokus fra kunstneren over på kunsten.

Det kræver tid, overvejelser, refleksion, videreuddannelse, nysgerrighed, sparring, og så kræver det en erkendelse af, at det har en betydning.

Jeg er træt af dårlige udstillingstekster, der intet siger om kunsten og siger for meget om kunstneren. Jeg er træt af dårlig indramning, print i dårlig kvalitet, uovervejede sammensætninger, for proppede udstillinger, dårligt opspændte lærreder, mangel på mod til at fravælge værker. Jeg er træt af, at det eneste tidspunkt vi taler om uddannelseskrav i forhold til kunsten er kunstnernes – vi taler for lidt om personalet på museernes og udstillingsstedernes faglighed.

Kunstens niveau er kun så højt som laveste fællesnævner – og pt er det ikke kunstnernes niveau, der er problemet - det er udstillingsstedernes niveau. Kunstnerne fortjener bedre. Behandles udstillingerne med ligegyldighed – kan vi heller ikke forvente at folk gør andet end netop det. Behandler vi det med faglighed, seriøsitet og kærlighed, så tror jeg på at folk gør det samme.

*”Hvad er udstillingsanalyse” af Runa Gade i Udstillinger mellem fokus og flimmer red. E. Bodin & J. Lassenius. Citat af Locher s. 17, 2006 ved forlaget Multivers.

**Pierre André Auzias på sin egen facebookprofil efter udstillingen ”KIMIK” på Nuuk Kunstmuseum i november 2016.

Isen hvor mennesket lever og bor

Isen hvor mennesket lever og bor

Grønland er kendt for sin indlandsis. Indlandisen kan smelte, verden forandre sig. Klima i krise er overskriften pt. Intet er fast, og hvad der er frosset kan smelte. Isen er ej heller altid gennemsigtig. Isen konstituerer manges møde med Grønland. Et land som i sin tid ikke fik navn af isen.

Lige nu er der to udstillinger i Nuuk. Udstillinger af kunstnere, som kom til Grønland og fandt inspiration.

På Nuuk Kunstmuseum vises Kirsten Kleins landskabsfotos af isfjelde ved siden af Jette Bangs ikoniske sort/hvide fotografier. På Nationalmuseet er Iskrystalprinsessen vol. 2, hvor designer Jørgen Simonsen inspireret af den grønlandske nationaldragt og sælskind udstiller fem haute couture kreationer.

Det er hverken fotografi, sælskind eller nationaldragt dette essay skal handle om – men om isen.

Iskrystaller

Jørgen Simonsen (f. 1972) lavede i slutningen af 90erne kollektionen Iskrystalprinsessen. Han havde aldrig været i Grønland, men havde brugt timer på at studere grønlandske klædedragter på et bibliotek i Paris. Volume 1 af Iskrystalprinsessen blev designet til modehuset Versace. På det tidspunkt havde Jørgen Simonsen kun besøgt Grønland i sin fantasi. Vi vender tilbage til Iskrystalprinsessen, men for et øjeblik dvæler vi ved fantasien.

Grønland er en fantasi. Det er utopien mod nord; fantasien om det uberørte, det overvældende, det opslugende, det slet og ret romantiske; det skønne, det sublime og det pittoreske.
Fantasien om det oprindelige. Naturfolket og forbindelsen til naturen; tætheden og samklangen. Det rå og barske iblandet det landskab, der tager pusten væk og fjerner benene under. Det eksotiske og fremmede.
Fantasien er levende i isens genskær.

Iskrystalprinsessen vol. 2 er en ny kollektion, hvor Jørgen Simonsen har besøgt og samarbejdet med Grønland.

http://sermitsiaq.ag/groenland-slog-benene-vaek-modedesigner

Iskrystalprinsessen vol. 2 er også et fotoshoot. Ved isfjorden. Med isfjelde, isblokke, isflader i baggrunden. Vi er ved Ilulissat – verdensarven og turiststed nummer 1. Ilulissat betyder isfjelde.

En kvinde poserer. Er hun prinsessen? Fantasien? Med bare arme blandt isen, på isen, ved isen.

En anden kvinde tager fotos – ikke i Ilulissat, men i Saqqaq længere nordpå. Af fjelde. Af is.

Isfjelde

Kirsten Klein (f. 1945) tog i en måned billeder af isfjelde. Formerne, lyset og rummet omkring dem. Som landskabsfotograf kan Kirsten Klein noget med rummet – hun kan tage billeder af dét, der ikke er. Af rum, af afstand, så luft fylder. Tomrummet presser sig på i hendes landskabsfotografier.

I billede på billede møder vi isfjeldene – og i hendes bedste fotografier fylder tomrummet omkring isen og presser sig på, som en dramatisk masse. Alligevel bliver isen et eksotiske møde – det fremmede stof. Koblet på fantasien om dette land.

Der findes tusinder og atter tusinder af billeder af isen i Grønland.

kunsten.nu/artguide/calendar/jette-bang-kirsten-klein/

I mødet med isen som fascination og som fremmedlegeme overses noget. At noget er det samme. At livet i Grønland leves og leves og leves*. Dag efter dag i flere tusinde år.

Fantasien om et land gjort af et andet stof – et stof klimaet kan forandre. Men intet er fast selv ikke isen - og endnu mindre fantasien.

For eksempel

Et isfjeld er stort og massivt – også selvom verden taler om, at det smelter. Isen er ikke altid gennemsigtig...

Grønland er et land, hvor livet leves. Ikke med en særegen mystik eller indkapslet i tiden. Men et levet, fremadskridende liv, som blandes og udveksles med andre. Grønland har aldrig været noget for sig – folk har vandret, sejlet og fløjet hertil.

Grønland var grønt i syd, da det fik sit navn. Nuuk er uden sne 4-6 måneder om året – selvom der kan komme isskodser sejlende i fjorden.

Men isen konstituerer manges første møde med landet – og for mange foregår første møde med Grønland i fantasien. 

Fra og til

På Nuuk Kunstmuseums samling – den største offentligt tilgængelige samling af grønlandsk kunst – går man fra ekspeditionsmalerne og alle dem, der kom udefra og og ind, blev inspireret, men aldrig slog sig permanent ned i landet, til de grønlandske kunstnere (kunstnere opvokset eller bosat i landet).

Isen er forskellen. Isen som optager så mange kunstnere udefra – isskodser, isfjelde, iskrystaller – men er fraværende som motiv, som fantasi i den grønlandske kunst.

Grønlandske kunstnere beskæftiger sig ikke med isen – ikke som fascinationsmotiv. Nogle kunstnere bruger blålige farver – som fra isen – men ikke til is, og farverne bruges for det meste mangfoldigt, som fjeldet om sommeren. Her er naturen og isen hverken skøn, sublim eller pittoresk. Den er – nogle gange et afsæt, en impuls, andre gange uden betydning. Og mennesket lever iblandt den.

Regler er undtagelser

Den grønlandske kunstner Inuk Silis Høegh (f. 1972) har pakket bygninger langt fra Grønland ind, så de blev til is. Et isbjerg. Ikke fantasien om landet højt mod nord, men en helt konkret fysisk manifestation.

Isbjerget er sat sammen af forskellige fotografier taget af fotograf Ivars Silis (f. 1940).

Inuk Silis Høegh genkalder i værket en nærmest pervers glæde i dét at konstruere sit eget isbjerg af egen fantasi. En fantasi som mimer virkeligheden, men ikke er den. Kan et isbjerg se sådan ud i virkeligheden? Som en kommentar til menneskets behov til at kontrollere naturen.*

En kommentar som også kommenterer på at gøre det rå, barske og sublime til det pittoreske, det sceneriske og til et landskab. Det skræmmende og det tæmmede. Og alligevel ender dette isbjerg måske med at være som Frankensteins drøm om mennesket, og at bygge og kontrollere det – noget der ender med at være udover vores fatteevne, noget der undviger vores kontrol.

Iluliaq, som værket hedder, manifesterede sig første gang under COP15 – FN’s klimakonference i København i 2009. Dermed er værket også en kommentar til det, verden snakker om – isen smelter.

Isen iblandt fantasien

Isen er en realitet og et fantasifoster; en idé om et land mod nord.

Lige nu er der to udstillinger i Nuuk med isen som fascination, som inspirator, som fremmedlegeme, som drømmen om dette mægtige land mod nord med den overvældende natur. Dog et land, hvor mennesket har levet og lever og lever og lever…

 

* http://www.gallery.ca/en/about/1454.php

 

Artiklen er inspireret af ”Til hæder og ære” af Aqqaluk Lynge (in: Til Hæder og Ære /Tupigusullutik angalapput, Brøndum, København, 1982) :

De rejste og rejste
i et land hvor de troede
at ingen menneskelige væsner
kunne leve og bo

De rejste og rejste
og da de kom fandt de nogle
som ikke kendte andet
til mennesker end sig selv,

De rejste og rejste
og gæstfriheden var stor
nysgerrigheden uendelig
men gæsterne var ikke til at mætte.

De rejste og rejste
alle vegne hvor de kom
blev menneskene undersøgt
deres klæder, slæder og udstyr blev opkøbt

De rejste og rejste
til så stort et land
kan der ikke være nok mennesker
til at navngive så mange steder

De rejste og reste
og rejste tilbage
med kort over landet
og livsform beskrevet

til hæder og ære
medaljer med mere
for at have berejst et land
hvor mennesker lever og bor