Posts in Category: Stine Lundberg Hansen

LER

Fra Gukki Nuka var 14 år og 33 år frem holdt han på en hemmelighed; en hemmelighed, som kom til at styre hans liv. I mellemtiden uddannede han sig til keramiker. Og det er dét denne artikel skal handle om og så om et levet liv fortalt baglæns. Hemmeligheden - det traume samt den kunst - denne førte med sig, kan man læse om andetsteds*. Vi begynder nu og ender ved begyndelsen…

Jeg arbejder i hvidt lertøjsler. Selvom det er tørt, kan jeg fjerne det, jeg ikke er tilfreds med og arbejde det op igen. Og så er det robust – der er papir i leret – når det brændes får det en struktur så stabil som Eiffeltårnet.

”Kaalaralaaq” er en vase, en perlekrave, et stykke keramik. Og en del af udstillingen ”Tupilappassuit” på Nuuk Kunstmuseum, som vises frem til slut april. Lavet af Gukki Nuka.

Kaalaralaaq, lille Karen, var, hvad Gukkis farmor blev kaldt. Elsket af Gukki og af alle. Gukki inkorporerer og mindes personer i sin keramik. De keramiske sjælesten, der udsmykker Grønlands kredsretter, har hver inkorporeret et navn kun Gukki kender til. Som hyldest og som minde.

Hun troner midt i udstillingen, hende Kaalaralaaq, manifesteret, dog stadig blød og rund. Gukki kalder det sin feminine side; sin forkærlighed for de bløde og runde former. Bunden er buet, som et skib, for at ophæve tyngdekraften.

Alligevel er Kaalaralaaq et centrum, et samlingspunkt. Kvinden indtager og hviler i rummet. Med en perlekrave af tupilakker. Tupilakkerne her har opløst sig selv som ondt og hævngerrigt væsen; de er en gentagelse og et ornament, ligesom perlekraven. Måske en beskyttende ånd – som de mange fantasihulde kunsthåndværkstupilakker, der står i folks hjem; endda gives som beskyttende (hus)ånd i indflytningsgave. En ånd, der ikke har noget med den gamle tupilak at gøre, men en ny harmløs betydning måske fremkommet gennem kunstens fantasifulde udformninger af det sagnomspundne væsen.

Man kan jo udsmykke Kaalaralaaq med fjeldets blomster – sætte dem i vand – hvis ikke den stod på et kunstmuseum.

Perlekraveflasken blev lavet i Danmark efter, at Gukki Nuka var blevet uddannet i Canada.

Jeg bygger først yderskålen, den store skål, og brænder den. Så bruger jeg den som form for inderskålen. Leret krymper og skaber luft imellem.

Inderskålen kan bevæge sig, men Gukkis dobbeltskåle kan ikke skilles ad. Dobbeltskålene opstod i Canada, hvor Gukki var væk fra de to kulturer, der var styrende for hans liv. Med en dansk mor og en grønlandsk far står han, som mange andre i Grønland, imellem og i to kulturer. Luften mellem dobbeltskålene er Gukki, hans verden; de to skåle kan ikke skilles ad.

I Canada fandt han sit keramiske sprog i denne helt tredje kultur. Dobbeltskålene blev formgivet ud fra en tanke om sejlads og skibsfartens betydning i Grønland. Sejlads som familieforetagende, som overlevelse og som dét, der binder og har bundet øen Grønland sammen på kryds og tværs og med resten af verden.

Gukki Nuka skulle have været til Japan med hjælp fra kunstnerne Anne-Birthe Hove (1951-2012) og Arnannguaq Høegh (f. 1956) på et 10årigt ophold, men som det hele var på plads, mistede de kontakten til den ældre japanske keramiker; måske døde han. Gukki kom i stedet til Canada.

Han havde opdaget keramikken på et højskoleophold, hvor han manglede et fag og skulle vælge imellem, hvad han opfattede som pest eller kolera – håndarbejde eller keramik. Men i samme øjeblik han gik i gang med keramikken, forelskede han sig i leret, udtrykket fascinerede ham, og det blev en besættelse. Han kunne ikke stoppe igen.

Siden han var lille, havde det ellers været tegningen, som han var tiltrukket af. ”Hold da op du tegner godt”, kommenterede hans far og en ven på én af hans tegninger som barn. Det er det første, Gukki Nuka husker, om sin kunstneriske løbebane.

* http://www.nuukkunstmuseum.com/da/udstillinger/revner-i-sjaelen/

PIIAASUP PANIA RONJA

Det er fortællingen om et skrig. Om Ronjas forårsskrig. Et skrig vi alle har i os. Et skrig af alle kræfter – de gode og de onde, som det omfavner og overvinder.

Tekst: Stine Lundberg Hansen // Foto : Nunatta Isiginnaartitsisarfia/Gerth Lyberth

Piiaasup Pania Ronja blev den 22.-26. februar spillet på Nunatta Isiginnaartitsisarfia; på scenen på Industrivej i Nuuk. Mattisskoven var bleven til et fjeldlandskab – uden at det mistede sine skovhekse, sine gråddværge, sine rumpenisser og de underjordiske. Det grønlandske fjeldlandskab har samme mystik og dragende kraft som den dybe Mattisskov – og sagn- og mytevæsner har beboet fjeldet lang tid før Ronja Røverdatter fandt sin vej ind i det.

Fjeldet har som Mattisskoven skiftende årstider - omend i en anden rytme og tid; det har den længe ventede sommer, der kommer efter en længselsfuld vinter med masser af sne. Det har lysets skiftende nuancer og spil i landskabet. Det har elve og grotter. Og det har tågen. Ligesom Mattisskoven.

Mattisskoven blev altså uden større betydning for historien til et fjeldlandskab. Vi er placeret langt fra byen midt i naturen med alle dets kræfter, som kan virke gode eller onde.

Vildhestene og skyggetroldene havde ingen plads fået i teateropsætningen, men en fuld opsætning af fortællingen om Ronja Røverdatter kan blive omsiggribende – den svenske filmatisering fra 1983-84 varer i fuld længde 2 timer og 24 minutter. Udover at vildheste ingen mening ville give i et grønlandsk fjeldlandskab, så må beskæringer og tilpasninger laves, hvis denne fortælling skal spilles som teater – og på et teater, som skal turnere på de grønlandske scener.

Det essentielle er fortællingen – fortællingen om Ronjas forårsskrig – og alt det, der skal til for, at det kommer ud og alle kræfterne heri. Venskabet, den spirende pubertet, identiteten, modet, livet og døden – og skriget varierer ved hver skuespiller, som har spillet og spiller Ronja, men ud kommer det.

Ud kom det også på Nationalteatret i en skarpt skåret version af fortællingen om Ronja Røverdatter og Birk Borkasøn - eller Paka som han hedder i den grønlandske version. Fortællingen stod stærkt. Scenografien var som altid enkel – klar til Grønlands mange forskellige scener – men indeholder hele magien i Mattisskoven og understøtter nuanceret og rigt fortællingen.

Fortællingen om Ronja Røverdatter burde gives til alle børn, så de får mod til at gribe livet og blive voksne, til at blive sig selv, til at elske og at blive elsket, og til at omgås livet selv med alle dets skovhekse, gråddværge, rumpenisser og underjordiske, men først og fremmest med skriget selv.

Nu turnerer Piiaasup Pania Ronja i en fornem og medrivende version. Måske burde opsætningen også være en opsang til alle politikere i dette land om, at kunst og kultur er grænseløs. Den hverken trives eller opstår i et vakuum.

Ronja Røverdatter kommer alle børn ved, uanset om den foregår i Mattisskoven eller i et fjeldlandskab. Fordi den handler om det forårsskrig, vi alle bør skrige, og om at blive et helt menneske.

Måske burde denne opsætning være opsang til politikerne om at få fingeren ud og i stedet for at snakke om at snakke grønlandsk, så få noget mere og meget mere verdenslitteratur oversat til grønlandsk.

______________________________________________________________________________________________________

Ronja Röverdotter af Astrid Lindgren findes som bog i en grønlandsk oversættelse ”Piiaasup Pania Ronja” fra 1994.

Teateropsætningen Piiaasup Pania Ronja var et samarbejde mellem det grønlandske og det islandske nationalteater. Kostumer og scenografi var blevet til i samarbejde mellem de to teatre, samt en skrædder fra Det Kongelige Teater.

______________________________________________________________________________________________________

Slutnote:

I sommer interviewede jeg Makka Kleist om hendes oversættelse af Shakespeares ”A Midsummer Night’s Dream” - som sidste år blev opsat på Grønlands Nationalteater – om at oversætte Shakespeare og hans univers til grønlandsk. Denne artikel kan læses i Neriusaaq 3/2018. Makka Kleist arbejder på at få udgivet oversættelsen ”Aasarisseruttoraa...” , som er første Shakespeare-stykke på grønlandsk i fuld længde.

Mytemails

Her begynder vi - et spørgsmål om dagen, ellers koster det kage. Jeg finder spørgsmålene hen ad vejen, som du svarer. Alle spørgsmål og svar finder sted midt i livet - det er ikke et interview, hvor vi har taget en rum tid ud til at snakke i. Denne korrespondance foregår midt mellem alt andet; forberedelse til udgivelse, projekter, venner, snestorm og glatte veje.

Sådan begyndte en mailkorrespondance med Maria Kreutzmann om væsnerne og bogen Bestiarium Groelandica. Under udarbejdelsen af bogen, havde jeg mange samtaler med bogens forfatter, redaktør og projektmager Maria Kreutzmann; om myterne, om bogen og researchen til bogen. Samtalerne fandt sted i arbejdssammenhænge, på vej til og fra arbejde, eller tilfældige steder, vi mødtes og faldt i snak. På et tidspunkt spurgte jeg Maria, om denne samtale ikke skulle finde sted over mail, og at denne mailsamtale derefter blev til en uredigeret artikel. Maria sagde med det samme ja.

Der gik dog flere måneder, før jeg fik sat gang i mailsamtalen - først en uge før den grønlandske udgivelse af bogen. Og selvfølgelig blev korrespondancen afbrudt; nogle dage kostede kage, andre gik bare med andre ting. Her kommer korrespondancen – renset for smileys – ellers i fuld længde og i den rækkefølge spørgsmålene og svarene kom. Undertegnede spørger. Maria svarer.

Titlen kunne vel oversættes bæster fra Grønland - hvor fik du idéen til titlen, og hvorfor latiniseringen?

Ideen til titlen var faktisk ikke min ide, men et genialt påfund fra Julie Kondrup, der arbejdede for Milik. Tidligt i processen, havde jeg insisteret på at jeg gerne ville have bogen udgivet på 3 sprog (til at starte med), og at det skulle være hvér sin bog, og ikke tre sprog samlet i én - ellers ville vi ikke kunne have så meget info med i bogen, da vi var begrænset af sideantal, og illustrationerne ville allerede fylde meget. Hun foreslog den latinske titel, da den som overtitel ville fungere på ALLE sprog, også hvis den engang i fremtiden skulle bliver oversat til andre end de 3 første. 

Hvis vi nu kalder dem bæster - eller hvad kalder du dem? Myte- eller sagnfigurer, overtro eller noget der bare er? Hvilket bæst identificerer du dig mest med og hvordan?

Vi kalder dem væsener, da de både kan være skræmmende, dødelige, groteske OG fjollede og hjælpsomme. Og det bedste er, at de funktioner ofte krydser ind over hinanden; så et væsen, der er er dræbende, kan også være nuttet! Jeg tror helt klart at jeg identificerer mig mest med Asiaq (selv om jeg ikke vil være helt ved det), og har også fået lavet en tatovering for at hylde hende af samme årsag. Der er noget vildt, men samtidig tragisk over hende, og så er hun jo noget af en bosslady!

Disse væsner - hvordan har I fundet frem til deres historier, til fortællingerne om dem? Jeg tænker, at fortællinger om de enkelte væsner også nogle gange må være modsatrettede og forskellige. At de ikke har en samlet fortælling, men mange... 

Vi startede sådan set fra en ende af; vi lavede en liste over de mest kendte mytesamlinger, og så gik mit research-team (Ujammi som er historiker ved nationalmuseet, og Robin og Qivioq som begge er kultur- og historiestuderende) og jeg ellers igang med at læse. Undervejs udvidede vi listen, og så lavede vi det vi kaldte et "Sonne-tjek". Birgitte Sonne, som er en af de mest kendte moderne grønlandsforskere, har lavet en online database med 2500 myter inde på Arktisk Instituts hjemmeside. Den har en søgefunktion, som vi benyttede os rigtig meget af! Men ingen roser, uden torne; navnene på væsenerne er skrevet med enten moderne eller gammel retstavning, og på mange forskellige måder også, alt efter hvor i Grønland (eller hvornår) de er indsamlet. Så nogle gange kunne vi simpelthen ikke finde særlig meget info på en enkelt figur, hvis vi ikke vidste præcis hvordan det var indført til at starte med. Og tro mig, vi prøvede MANGE navne af!

Og jo, rigtig mange af mytevæsenerne havde mange modstridende oplysninger. Et godt eksempel er Amu og Aajumaaq, to meget kendte figurer i Grønland. Vi fandt optegnelser, hvor deres individuelle udseende og færdigheder simpelthen var byttet rundt. Og de var ikke de eneste, hvor dette skete. I sidste ende besluttede vi, at hvis en figurs færdigheder og udseende dukkede op flere gange, selv hvis der var en anden figur, der havde de samme færdigheder, så måtte færdighederne og udseende med rette tilhøre den figur, hvor det blev nævnt flest gange. I nogle tilfælde blev en figur kun nævnt forbipasserende i en enkelt sætning, og andre gange er det dét, som historiefortælleren virkelig har fokuseret på. Derfor er der også nogle figurer i bogen, som kun har meget lidt information, og andre der har meget. 

I Grønland elsker man gyset og spøgelseshistorierne - samtidig med, at man, når man samles, har let til latter og griner sammen. Det samme ligger i disse væsner - det humoristiske og det uhyggelig. Hvilket væsen er det mest fjollede, som får dig til at grine?Og hvilket væsen er det mest skræmmende, som får det til at løbe koldt ned af ryggen på dig?(Eller er det i virkeligheden forkert at drage et skel på denne måde, da alle væsnerne indeholder begge dele?)

Jeg tror det væsen jeg griner mest af, er 'Katsiia', som faktisk startede med at være en ond, ond åndemaner, og så fik hugget hovedet af. Hendes hoved ligger så i en isrevne og råber af forbipasserende, hun kan ikke noget andet. Der er et eller andet lidt tragikomisk ved at hendes hoved bare ligger dér, uden at det er farligt overhovedet. (no pun intended) Alle figurerne er i større eller mindre grad i stand til at forvolde skade, selv de små, fjollede Iseqqat; de kan finde på at kilde dig, men det kan de så til gengæld gøre til, du dør! Katsiia kan ikke andet, end bare ligge der og være sur…

Den der skræmmer mig allermest, er og bliver  'Ikusik (Den på albuerne) eller 'Qarlimaatsoq' (Dødningen). Jeg er vokset op med begge, og at jeg som voksen stadig er lidt mørkeræd, det er jeg overbevist om er deres skyld - og jeg tror aldrig, jeg gror fra det! Da jeg voksede op, var det helt klart spøgelserne og de døde, der overvejende var dem, der blev fortalt om. Og den dag idag, er det stadig også det, jeg mest hører om fra mine voksne venner. 

En tanke - hvis man kan tale om en grønlandsk folkesjæl, så består den måske af lige dele gys og latter; det samme som ligger i disse væsner. Man samles om spøgelseshistorierne, de er konstant til stede - og man samles om latteren. Så udover at de bebor den fysiske grønlandske natur, er deres natur eller træk også tilstede i dag, hvis man sige det således, blandt menneskene...

Den tanke har du helt ret i, og Ujammi kommer også rimelig godt ind på det i hendes kapitel om Grønlands historie. Den verden vores forfædre levede i var utilgiveligt barsk, og man måtte vel nærmest finde hvad som helst at grine af i de lange, mørke arktiske nætter. 

Illustrationerne er digital art - er det rigtigt forstået? - hvad er der for en kunstform og hvorfor var den ifølge dig specielt egnet til denne bog og disse væsner?

Jeg var dybt fascineret af tegneserier, da jeg var lille, og voksede op med læse næsten alt, hvad jeg kunne få fat i. Det var alt fra jumbobøger og basserne, til Elverfolket og X-men. Da jeg så kom in på The Animation Workshop, blev jeg introduceret til concept art; concept art er bare en måde at udvikle en visuel ide, og KAN være til tegneserier, film og spil og deslige, men bliver også brugt i arkitektur og design. Det kan både være rimeligt råskitset, men også færdige billeder. I det her tilfælde lænede jeg mig op af creature-concept-design. Ved at gøre det, følte jeg, at vi fik trukket væsenerne ind i det 21. århundrede, og fik lavet nogle helt unikke versioner. Versioner som jeg håber vil inspirere andre til at prøve at lave deres egne. 

Her kommer et spørgsmål, som blev til flere...Hver illustration kan man også kalde en fortolkning af væsnerne. Hvad er der sket med væsnerne i denne kunstneriske proces - har de forandret sig? Hvad overraskede dig ved illustrationerne? Jeg tænker, at nogle af væsnernes egenskaber og træk i den illustrative fortolkning bliver forstørret eller formindsket. Er illustrationerne en fortælling i sig selv?

Det er svært at sætte en finger på hvad der overraskede mig mest, da jeg havde det som at åbne en julegave HVER gang kunstnerne sendte mig nye ting. Ud over en enkelt tegning (Asiaq), bad jeg dem om ikke at referere til de tegninger, som vi allerede kender så godt her i landet. På den måde var de en smule tvungne til kun at lade sig inspirere af de fysiske beskrivelser, og jeg syntes det gik rimelig godt! Grunden til at vi kiggede på Kârales (Andreassen, red.) tegning af Asiaq, var fordi at mange af beskrivelserne er modstridende med hinanden, når det kommer til hendes ansigt; nogle gange er det at elementerne i hendes ansigt sidder på tværs, andre gange er det beskrevet som at sidde på hovedet. Jeg fik nogle fantastiske skitser fra Jonatan, der lavede tegningen, og han fik lov til at kigge på den oprindelige tegning, netop fordi den er så ikonisk. 

Jeg ved ikke helt hvordan processen for kunstnere var, men for mig selv kan jeg kun sige at hver tegning var et eventyr! Specielt da jeg skulle lave de 23 stregtegninger, var det virkelig sjovt at sidde og prøve at fortolke de (nogle gange meget få) oplysninger det var! Specielt fordi mange af dem ikke er visualiseret før, så det lå helt frit, hvordan jeg så den, når jeg læste teksten. 

Udover at fortolke det skrevne til et visuelt udtryk, hvordan har kunstnerne så helt konkret skabt illustrationerne, med hvilke teknikker - på computer, i hånden, begge dele?

De fleste af tegningerne er lavet digitalt, men der er en enkelt der er lidt mere mixed medium (Equngasoq). Kunstnerne har som regel lavet en skitse (enten i hånden eller digitalt), som de så har sendt videre til mig. Så har vi som regel snakket lidt om dem, hvorefter de har færdiggjort dem digitalt. Nogle gange var processen lidt hurtigere, hvor kunstnerne sendte mig noget der var lidt mere færdigt, specielt efterhånden som de begyndte at lave flere og flere, og vi begyndte at forstå hinanden og processen godt. Sidst i forløbet modtog jeg et par stykker, der var stort set færdige, som blev godkendt med det samme, af nogle af de kunstnere, som lavede rigtig mange billeder.  

Alle kunstnerne har hver deres helt unikke måde at farvelægge og outline deres værker, hvilket jeg syntes er meget tydeligt og en super fed oplevelse, når man bladrer i bogen! Når man tegner og farvelægger digitalt, har man muligheden for at lave en variation af 'brushes' i de respektive programmer, og hver kunstner har deres helt egne ynglingsbrushes, som de kan ændre og variere. Man kan hente mange 'brush-sets' på nettet, fra andre, der laver og deler dem. Jeg har også en samling i photoshop, som jeg føler mig mest tryg ved, og læner mig op af hele tiden. 

Det slog mig, da jeg læste bogen, at væsnerne også er en slags verdensbillede eller forklaringer på naturen, mennesket, dets eksistens og det derimellem. For eksempel tænkte jeg, at væsnet Kiiappa kunne være en forklaring på epilepsi eller lignende. Har du haft lignende tanker - at væsnerne var forklaringer på tilværelsen?

Én jeg synes, der er meget sigende som forklaring, er Akueqqutit, som fungerer som en slags omvendt Jesper Fårekylling. Væsenet følger dig og får dig til at tage dårlige beslutninger, beslutninger, som du selv godt ved er dårlige, men du gør det alligevel. I en verden, hvor man var afhængig af, at man tog beslutninger for fællesskabets overlevelse, kunne det sikkert undre, når et individ gjorde noget egoistisk eller noget, der skadede gruppen. Dårlige og onde beslutninger kunne vælte et helt samfund, og der var næppe særlig stor forståelse for psykologien, der kunne forklare hvorfor mennesker gjorde som de gjorde. Der VAR bare ikke andre forklaringer, end at der måtte husere en ond ånd, der fik individer til at gøre slige ting. Måske forklarede den også andre psykiske lidelser, ting, som vi først er ved at forstå i det 21 århundrede, og som der bare ikke var simple forklaringer på dengang. 

Jeg har funderet lidt på navnene, som du fortæller i kilderne godt kan være forskellige; altså de beskrives ens, men hedder noget forskelligt. Alle de her væsners navne - kender du til, at nogle af navnene indgår i det vest-, øst- eller nordgrønlandske sprog i dag som udtryk, ordspil eller på andre måder; altså har de andre dagligdags betydninger? Hvilket navn har undret dig mest?

Uha, i forhold til ordspil på Grønlandsk, er mit ordforråd desværre lidt for begrænset. Men jeg morede mig en del over nogle af navnene, mest fordi det var så forskelligt om de var symbolske, eller om de var super bogstavelige. Eksempelvis er der Ikkillineqanngeqqissaartoq; den direkte oversættelse er vitterligt "Den der aldrig bliver sløv", og det er et væsen med en skarp sav på ryggen. Så den er altid skarp. Og så er der Kisermaaq, hvilket betyder "Den ensomme". Det navn virker meget mere symbolsk og filosofisk, hvor mange af de andre navne er mere beskrivende på udseendet. Jeg tror personligt det er noget, der er opstået subjektivt for fortælleren - nogle har syntes, at den fysiske beskrivelse har været vigtig, andre har dykket dybere ned i figuren og på en anden måde.

Jeg kan huske en samtale med dig for et halvt år siden på vej hjem fra en kaffemik. Du fortalte om, at du havde fundet en myte, som lignede havets moder, var det i Sydamerika? Mange af disse væsner, som fx havets moder samt tupilakken, er på mange måder ærkegrønlandske, men de er vel også universale – ligesom mange myter og sagn er?

Ja, da jeg var udvekslingsstudent i Florida tilbage i 2001, hørte jeg om en mytefigur kaldet Yemaya fra den Cubansk-afrikanske religion Santeria. Den måde, jeg fik beskrevet hende, var, at hun var hersker over vandet. De billeder, jeg blev vist, var en ung, men stor kvinde med langt hår, hvilket straks gav mig associationer til Sassuma Arnaa. Jeg har sidenhen lært meget mere om hende, og hun adskiller sig på mange måder fra Havets Moder, men samtidig er der jo nogle centrale temaer, der går igen, når det handler om kvindelige ånder; i Japan har man mange historier om kvindelige og feminine væsener, som handler om vand og havet, og man kan finde det i mange, mange historier overalt i mange religioner. At man associerer kvinder og vand er nok ikke så underligt siden fødsel og spiritualitet jo unægteligt hænger sammen, og det mytiske i at kvinder var forbundet til vand igennem dette giver god mening. Netop denne historie om Yemaya fik mig dengang også til at tænke på den måde, vi netop er forbundet i vores åndelige tro, trods lang, lang afstand, og jeg håber at finde mange flere røde tråde. Jeg har læst om Native American myter, Wabinaki fra staten Maine i USA, hvor man også snakker om Nordlys som åndelige væsener, der spiller bold! Og der er mange andre historier, ikke bare fra inuit-stammer, men længere sydpå, hvor Nordlys indgyder denne her samme ærefrygt, som vi har heroppe. Jeg tror, vores historier er bundet sammen, også på tværs af havene, tid og sted. Man skal bare finde brikkerne og prøve at samle det. 

I Rovaniemi i Lapland til et seminar for arktiske museer her i efteråret, snakkede vi nordlysmyter, og det viste sig at fra samerne til Nordamerika over Canada til Grønland er der myter om Nordlyset - fx at de spiller bold med dit hoved, hvis du fløjter. En laplandsk afdød kunstner, Reidar Särestöniemi, hvis museum vi besøgte, havde den opfattelse, at det arktiske hele vejen rundt om kloden havde en meget til fælles på trods af de store afstande imellem dem.

Ja der er et eller andet omkring det med nordlys og vores fælles historier, jeg har også læst det samme.

Hvorfor skulle denne her bog og dette projekt skrives og laves?

Jeg lavede bogen, fordi jeg selv manglede den og ville ønske, at jeg havde haft den. Og fordi jeg så gerne ville se nogle moderne fortolkninger af vores væsener. Jeg håber virkelig, at folk føler sig inspireret til at lave deres egne fortolkninger, og laver noget der aldrig er set før. Og at de tager historierne og laver nye eventyr, fortællinger, film og i alle andre medier, der nu er. Eller i hvert fald bare husker dem, for væsenerne trænger til at blive husket og genopdaget, af både gamle og unge! 

 

Angst og styrke – kvinder i kunsten

Kvinderne går igen i Jukke Rosings fotografier – både som myter og som motiver. Jeg mødte hende under Nuuk Nordisk Kulturfestival 2017 til en snak om kvinderne og om angst. Hun er i gang med at udsmykke kredsrettene i Grønland med den kvindelige gudinde for retfærdighed Justitia, og i udstillingen Assinga 4x4 var hendes værker fotografiske fortolkninger af Maliina, solen, og Sassuma Arnaa, Havets Moder.

De mørke sider af mennesket kunne de kaldes. Beslægtet med døden kaldes de sygdomme – til tider tabuiseret. Angst, depression og andre psykiske lidelser, der folder sig ud som huller at falde i.

Huller at falde i – afgrunde – men også dybder i livet, hvori skabelsen hviler; myternes stof er skabt ud af den kaostiske afgrund – det vidner den ene gudeverden efter den anden om.

Disse mørke sider har et tilhørsforhold til kunsten; ikke 1:1, ikke nødvendigt, måske nærmere en flirten og af og til en dødelig én af slagsen. Et kort kastet blik på litteraturen, musikken og kunsten historisk og nu bekræfter dette.

Livet består, fordi der er afgrunde at falde i og for foden af disse døden. Angst, depression og psykiske lidelser bevæger sig i livets grænseområder. De er hverken leg eller uskyldig flirten, de er heller ingen bevidst beslutning, de er.

ANGSTEN

- Størstedelen af gangene bruger jeg mig selv (i fotografierne, red.). Min angst har jo handlet meget om, at jeg ikke har haft kontrol. Så den kontrol jeg besidder, er den jeg skaber. Selv da jeg havde det allerdårligst, tog jeg billeder af mig selv. Og det virker måske, som var man selvforstærkende i ens lille ynkelige verden, men når jeg havde modet til at tage billeder af mig selv, så var det ligesom et punktum i det stykke; nu var jeg nået så meget længere.

Modellerne i Jukke Rosings fotografier er oftest hende selv eller én af hendes lillesøstre. Det handler om tryghed og kontrol, om at få det billede, det udtryk og den fortolkning, hun gerne vil have.

- Jeg har altid bildt mig selv ind, at det (fotografiet, red.) skal være i momentet, men der ligger jo altid enorm meget tankemylder bag, og så ender det med at blive opstillet i sidste ende. Der ligger mange søvnløse nætter iblandt mine billeder, og det er ikke negativt. Det er sådan en del af mit virke.

Jukke Rosing har udsmykket kredsretten i Grønland med en fortolkning af den romerske gudinde for retfærdighed - Justitia. Justitia bevæger sig i Jukkes fotografier i et grønlandsk landskab indsvøbt i et flyvende hvidt klæde, og hun manifesterer sig, når retfærdighede sker fyldest.

På udstillingen Assinga 4x4 udstillede Jukke Rosing fire fotografier, der var fortolkninger over havets moder – Sassuma Arnaa – og Maliina, solen.

- De er jo de udstødte – om de har valgt det selv eller ej. Maliina vælger at stikke af – Havets Moder bliver udstødt, hun bliver smidt i havet af sin far. Og de må jo besidde enorm stor sorg og enormt stort had.

STYRKEN

- Mine billeder handler også om bearbejdelse. Jeg tror, at det er derfor, at jeg vælger nogle historier, som måske kan afspejle det. Jeg ser utrolig stor skønhed i det halvulykkelige.

Jukke Rosing er vokset op med det grønlandske mytestof – hendes farfar, kunstneren Jens Rosing, er kendt for hans bøger, billeder og illustrationer. Selv siger hun, at disse myter kom ind med modermælken.

Hun har prøvet at fotograferer mænd, eller at bruge mænd fra myterne som motiv, men det gik ikke. Det er kvinderne, som forbliver hendes motiv. Fra myternes verden fortolker hun kvinder, som går så grumme meget igennem og vender denne grumme historie til en styrke. Det fascinerer Jukke Rosing:

- Det er jo enormt grumme historier, alligevel har de en utrolig styrke og vælger at vende deres historier om til en styrke, de kan bruge. Jeg har lidt af angst i mange år, så det med at finde styrke i ens svagheder er jo enormt smukt. Når man har haft noget, der ligesom har været ens downfall, så synes jeg, det er vigtigt at komme til et punkt i ens liv, hvor man kan bruge det til noget. Man skal ikke lade det blive ens endeligt, om ikke andet må det være en ny start.

- Da jeg var allermest syg, var jeg så ked af, at jeg aldrig kunne blive mig selv igen. Så var der én, der sagde til mig, at det bliver du jo aldrig - du bliver aldrig den samme, når du først har været nede og skrabe - og at det handlede om, at jeg skulle definere mit nye jeg – du har et nyt udgangspunkt.

Kunst og terapi. Kunstterapi.

Dette essay er én af to artikler. Den finske kunstner Inkeri Jäntti var del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram 2017, og i de måneder hun boede i Nuuk var hun i dialog med kvinder, som havde traume efter seksuelt overgreb; et gennemgribende tema og afsæt i hendes kunst, som har rødder i eget traume. Hendes fokus er ikke stedsbestemt, hverken specifikt grønlandsk eller finsk, men hvad kunsten kan gøre med traume og tabu. Denne første artikel skal dog handle om kunsten som terapi. 

Det er set før, at kunsten bliver til terapi. Herman Rorschachs far var kunstner, og han var måske blevet det selv, havde han ikke læste Tolstoj og besluttet sig for at hele menneskets sjæl. Herman Rorschachs var schweizisk psykiater og opfinder af Rorscharch-testen; den hvor psykiatriske patienter kigger på ubestemmelige blækklatter og fortæller, hvad det ligner og derudfra stilles en diagnose.

Blækklatterne - oftest i røde og sorte nuancer spejlet symmetrisk - udgør sammen med patientens fortolkning en vævende idé om, at kunst og terapi, udtryk og heling, går hånd i hånd. Og et dyk ind i kunsten viser, at traume og kunst kan væves sammen.

Det er også set, at traume bliver til kunst. Kunstneren Louise Bourgeois’ (1911-2010) barndom og særligt hendes forhold til faderen var en konstant ressource for hendes kunst livet igennem. Bure, spejle, lange titler, det indvendige/udvendige, kvindekroppen; hvert værk synes en udsigelse om et traume, en terapeutisk session; alligevel kender man ikke personen Louise Bourgeois ud fra Louise Bourgeois’ kunst. Forholdet kunst og traume er ikke 1:1; nærmere et springbræt. Det er først og fremmest kunst. En udsigelse i et rum. En form og et forhold. Ligesom Rorscharch-testen først og fremmest var terapi.

Ligeledes set er, at kunsten bliver terapi for traumet. I utallige nætter brugte kunster Gukki Nuka selfien – nøgenbilledet af sig selv – til at bearbejde sit traume. Pixel for pixel bearbejdede han billede for billede og fik skrøbeligheden, sårbarheden og smerten frem. Billederne til blev fortællinger om traume med ham selv som udgangspunkt og afsæt. Den fortælling han havde holdt skjult i 30 år siden sin barndom; smerten og ødelæggelsen efter seksuelle overgreb begået af en fodboldtræner. Kunsten blev en bearbejdelse - en terapeutisk session - af traumet.

Flere år senere blev disse billeder til udstillingen ”Tarnip Qupineri // Revner i Sjælen”, og her blev udstillingen ikke bare en bearbejdelse af Gukkis eget traume, men også en stemme for andre i samme situation og en stemme i samfundet.

Inkeris aktivistiske stemme

”Når man skaber kunst, kan man skabe sin egen fortælling, og jeg tror - specielt for mennesker med traume - at skabe kunst kan gøre, at man fortæller sin egen historie og sin egen virkelighed. Det er en god måde at føle en form for kontrol. I et traume kæmper man ofte med spørgsmål som ”var det min skyld?”, ”vil folk tro på mig?”, ”var det virkelig sådan en stor ting?”, ”havde jeg fortjent det?” og så videre. Med mit projekt vil jeg gerne give en følelse af, at ens oplevelse har værdi og er virkelig, og hvad du føler er virkeligt og at du har lov til at føle sådan.”

Inkeri Jäntti har også været udsat for seksuelt overgreb; i hendes kunst arbejder hun med kvinder og traume, det iscenesatte og det krakelerede. Hendes primære medie er fotografiet, og hendes fotografier nærmer sig reklamens eller modefotografiets iscenesættelse og æstetik, men med krakeleringer; med fortællinger om traume bagved det umiddelbare billede.

Hendes billeder er kvinder iscenesat enten i naturen eller et forfaldent sted. De får make up og lys på. Billederne er stiliserede og æstetisk gennemtænkt. Men iscenesættelsen i billedet er ikke skabt ud fra en æstetik, men ud fra en fortælling. En del af processen består i, at Inkeri opsøger og snakker med kvinder, som har været udsat for seksuelle overgreb. Deres fortælling bliver til et fotografi; et kunstværk. Nogle gange stiller kvinderne selv op som modeller i fotografiet, andre gang bruger Inkeri modeller, for eksempel dansere, til i et billede at skabe et udtryk af denne bagvedliggende fortælling om traume og seksuelt overgreb.

Inkeris kunst har et aktivistisk præg over sig, ligesom Gukki Nukas kunst fik; det handler om stemmen, der italesætter seksuelle overgreb. En kamp mod tabuet, det forstillede, det neddyssede eller usagte.

Kunsten bliver en stemme, et udtryk, lige så vel, som den giver en stemme til noget, der måske ikke havde en stemme før. Kunsten skaber fortællinger, der både i processen, i skabelsen og i selve udtrykket kan noget; noget der er beslægtet med terapien, med bearbejdelsen og det helende.

Den anden artikel er en samtale med to kvinder om tabu og seksuelle overgreb skrevet af Inkeri Jäntti og kan læses her

Foto: Inkeri Jäntti hyrede danser Maliina Jensen til at være model i nogle hendes fotografier. De sejlede til Kangeq – en efterladt bygd lidt udenfor Nuuk – og fotograferede et æstetisk udtryk over traume inspireret af fjeldgængeren eller Qivittoq – dem som gik til fjelds eller forlod samfundet i skam eller skyld.

Assinga – blikke i Grønland

Under Nuuk Nordisk Kulturfestival i oktober blev 8 kunstnere sat i stævne i en artist talk på Nuuk Kunstmuseum med lektor Jette Rygaard fra Ilisimatusarfik som moderator. Anledningen var udstillingen ”Assinga 4x4” – en udstilling der kan ses frem til 14. januar 2017 på Nuuk Kunstmuseum.

”Assinga” er dens samme, dens lige; fotografiet. Otte kunstnere er sat sammen; fire fra Grønland, fire fra Norden – alle forholder de sig til Grønland i deres fotografier

”Kunst skal sanses, ses og opleves”, citerer moderator Jette Rygaard Bodil Kaalund. Kunst skal ikke tales sønder og sammen, alligevel er otte kunstnere sat i stævne for netop at tale om kunsten, deres kunst, fotografiet og blikke på Grønland.

Udstillingen er et dobbeltsyn på Grønland. Insiders – de fire af dem – skildrer det velkendte, mens outsiderne – de fire nordiske kunstnere - er inviterede kunstnere, som del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram; inviteret til at se på og interagere med Grønland. Og også de udefrakommende bærer det velkendte med sig. De otte kunstnere mødes om det samme – fotografiet og stedet Grønland. Det kan manipuleres, være det samme og forskelligt fra det levede og det oplevede. Det kan være fremmed og velkendt.

Hver kunstner fik 8 minutters taletid – her får de under 8 linjer; et uddrag af deres fortællinger om deres kunst og Grønland skrevet under Artist Talk’en.

Angu Motzfeldt udstiller fotografier på forskellige materialer:

Vi skulle indlevere i fredags, og på det tidspunkt havde jeg ingen idé om, hvad jeg skulle lave. Jeg var nedtrykt og håbløs og gik med min computer under armen ned til trykkeren, som havde en printer, som kunne trykke på enhver flade. Så jeg gik rundt i industriområdet og samlede gamle træblokke, granitplader, alt der havde en overflade. Lige pludselig kunne jeg på overfladerne se mine billeder. I Grønland foregår en genopbygningen af identitet i dag, sådan at vi kan komme videre; dette kan jeg se som noget ubevidst i mine billeder.

Tinne Zenner udstiller en cyanotypi og filmen ”Nutsigassat”:

Kortlægning i dag er ikke upolitisk eller korrekt. Jeg arbejder med konstruerede landskaber og blikke; med idéen om et oprindeligt landskab. Nuuk er konstrueret ovenpå landskabet og ind i landskabet. Landskab og arkitektur bærer lag af historie med sig. Mit sprog i filmen er meget politisk ladet. Jeg ved ikke, hvilken historie jeg fortæller, om det er min eller andres – men det er en fortælling om den verden, vi lever i; og som dansker at komme til Grønland.

Inuuteq Storch udstiller en film:

Jeg havde en samtale om hunde i New York. I Grønland er hundene ikke kæledyr, fx i Nordgrønland skal hundene piskes på samme måde, som den lyd man bruger, når man tæsker dem, sådan at når isen brækker, løber de stærkere. Når jeg fortæller denne historie, bliver jeg ofte outsideren eller dæmonen, der tæsker hundene. Men det er ikke dårligt, at være outsideren. I filmen har jeg brugt et online medie kaldet Inuaiaat Isaat med folks hjemmevideoer fra 50erne, 60erne og 70erne. Min mor tager også en masse billeder af vores familieliv. Jeg har denne teori, at de ved ikke, hvorfor disse billeder skal tages, men kun at dette skal huskes. De ved ikke, hvilke følelser de skal vise. Jeg fejlfortæller deres fortælling for at gøre den til min egen.

Lotta Törnroth udstiller fotografier og værket ”Imaginære Øer”:

Jeg var interesseret i, hvordan folk her opfatter og forholder sig til havet. Havet er majestætisk – det tager og giver. I billederne personificerer jeg én, som leder efter nogle. Jeg prøver at få en forbindelse til havet og til dét at miste til havet; savnet og længslen. De imaginære øer tager to–tre dage for en isklump – et stykke nedfrosset hav - at smelte ned i akvarelpapir med forskellige blå farver. De er ikke kontrollerede, som fotografierne er.

Inuuteq Kriegel udstiller sort/hvide fotografier:

Jeg har set mange blikke på Grønland. Jeg er ikke fascineret af naturen; den var den samme for 200 år siden og om 200 år. Så jeg tager billeder af mennesker og bygninger. Jeg har brugt et engangskamera og har fjernet linsen, som et oprør mod, at fotografiet nogle gange handler om grej; det nyeste kamera eller linse. Bagefter lavede jeg kontrasterne. Min hund er der, så det er mit daglige liv og mig selv og ikke om så meget andet.

Inkeri Jäntti udstiller fotografier og en film:

I den grønlandske mytologi er der mange barske elementer, ligesom i naturen. Især fortællingen om qivittoq – outsideren – inspirerede mig; folk, der har været udsat for trauma, føler sig ofte sådan.  Jeg ville gerne forestille mig en ånd for hævn; en hævn for seksuelle overgreb. Filmen har en yderside og en inderside; den filmet som mode eller reklame-film, men fortællingen i høretelefonerne får det billede til at falde fra hinanden. Mine billeder er iscenesættelser.

Jukke Rosing udstiller fotografier – en fortolkning af Havets Moder og solen, Maliina:

Det handler om kontrol, fordi jeg aldrig har følt at have den. Jeg manipulerer mine billeder meget kraftigt. At manipulere så det ser helt falsk ud, men stadig naturligt. Jeg blev spurgt under en anden artist talk, om jeg i mine fotografier bevidst valgte at tage noget med fra Grønland. Det er det ikke, det er bare mine rødder. Her valgte jeg bevidst Sassuma Arnaa, Havets moder, og Maliina, solen. Jeg bruger ofte mig selv i billederne, det kan jeg kontrollere.

Marte Lill Somby udstiller træsnit og en film:

Jeg arbejdede med døden; døden er på mange måder tabuiseret fx taler vi ikke om selvmord i Norge, selvom der er mange. Jeg blev inspireret af iniutkvinder, der tog deres liv, når de var gamle eller syge, for ikke at belaste samfundet; som et offer. Det er en interessant historie i vores individualistiske samfund, hvor livet oftest ikke gives slip på; det er vores. I videoen fokuserer jeg på det smukke i dette offer for fællesskabet.

En krønike – om at registrere

Fra den 11. november til den 14. december registrerer Nuuk Kunstmuseum hele dets samling. I denne måned er mellem 6 og 9 mennesker på arbejde for hver dag at give hvert et kunstværk, kunsthåndværk, etnografika og andre kuriositeter - både fra Svend Junges donation og fra tiden efter - et præfiks og føre det ind i et register, som næste år bliver tilgængeligt for offentligheden, når det føres ind i museernes database.

Vi begynder i fremtiden ved et spørgsmål, en undren – en vag erindring – som noget der dæmrer uden helt at åbenbares:

Vi er i et ødeland – et sted som efter ødelæggelse eller krig – af murbrokker og stumper og stykker. Mellem dette får vi øje på nogle bogstaver og tal, glinsende og sorte. Vi samler det op; et stykke som både er stift og bøjeligt med tre bogstaver og fire tal: NES0001. Vi vender og drejer det i hånden – noget dukker op – først nogle vage stemmer, et sted, derefter lys og farver, som samler sig til usammenhængende billeder på nethinden. Men det er for lang tid siden til, at det giver mening. Noget var, som ikke er mere.

Hvis vi igen fjerner os fra en sådan dystopi fra fremtiden, hvorfor så overhovedet registrere, og hvilken fremtid er registreringen overhovedet til? Mellem murbrokker og ødelæggelse er bogstaver og tal – kunstværkets præfiks – en ligegyldighed blandt andre ligegyldigheder. Et tegn på noget, som var – et mærke sat af nogle på noget. På denne vis er en registrering noget, vi gør nu i en ikke-eksisterende fremtid. Betydningen eller meningen er i den tid, vi lever i.

Registrering er et værktøj i tiden – i den tid, vi lever i – hvor vi indskriver dét, vi finder vigtigt, nyttigt og bevaringsværdigt her og nu. Men vi bevarer for os selv og vores tid, fremtiden kan vi ikke bevare; den eksisterer som muligheder, som dystopier og som utopier.

Alligevel handler registrering om bevaring; at nedfælde noget, afgrænse det og gøre det til sit eget; das ding an sich. Noget for sig selv og alligevel til for os; das ding für uns. Noget som eksisterer i tid; i den tid den nedfældes i.

At registrere kommer fra register – ”registórium” på latin – der betyder skatkammer, som igen er en afledning af ”regerere”, der betyder indføre, skrive ind eller bære tilbage.

Registreringen er med sine bogstaver, tal og sit register tegn; noget der viser sig for os, og vi skal tyde; forstå meningen bag. Noget som i andre sammenhænge, som i den totale ødelæggelse, vil være meningsløst. Vi må indføres i, have adgang eller kendskab til registeret eller samlingen for at tal og bogstaver giver nogen form for mening.

En samling er en afgrænsning. Samlingen kobler nogle ting sammen og skiller nogle ting fra alle andre ting og gør disse udvalgte ting til en del af en samling. Men alting kunne altid være anderledes; kunstværkerne, tingene, samlingen. Ligesom sociologen Niklas Luhmanns (1927-1998) begreb om autopoeisis er en samling og en registrering et system, der skaber sig selv af sig selv og refererer til sig selv. Bogstaverne og tallene – præfikset – giver ingen mening i sig selv, kun som en del af samlingen.

I og med at registreringen indskriver nogle ting frem for andre ting, bevarer den disse ting. Beskytter for en tid imod glemslen. Men den totale ødelæggelse eller ligegyldigheden beskytter en registrering ikke imod; samlingens, tingenes, fremtid er ikke sikret.

Dagene med registrering på Nuuk Kunstmuseum forløber mellem kaffepauser. Et kunstværk tages ned fra væggen eller fra lageret. Den måles op - med og uden ramme eller for genstanden og skulpturen med højde, bredde og en eventuel dybde – og støves af med en støvsuger. Den gives et præfiks – tre bogstaver og fire tal - med blyant i øverste højre hjørne på bagsiden. Vi undersøger bagsiden for skrift, sedler og mærkater. Auktionsnumre, priser, årstal, titel, kunstner, og hvad en bagside ellers indeholder af informationer. Vi fastslår, hvilken samling den tilhører; om den er en del af Svend Junges donation eller indkøbt efter. Hvor den har været udstillet, og hvad den forestiller. Dens materialer, teknik og tilstand… Til sidst fotograferes den og får sit præfiks som filnavn. Hvert værk tager sin tid og får den.

En registrering rækker på den måde snarere tilbage, til tingens historie, end mod dets fremtid. Tingen bliver givet en historie, eller som ordet ”regerere” betød, så bliver den båret tilbage.

Dish! om udstilling et sted**

Jeg møder den færøske kunstner Jóhan Martin Christiansen i Katuaq under Nuuk Nordisk. Han står i NAPA og er ved at lime et af sine værker sammen; en gipsfstøbning fra Nordafar/Færingehavn*.

- Det var et værk, jeg godt vidste, var meget udsat, så det var jeg forberedt på. Så jeg flegnede ikke helt, siger Jóhan Martin og griner, men jeg satser på, at det kan løses.

Vi sætter os midt i udstillingen; for at tale om den og om Katuaq som udstillingssted. Jóhan Martin har selv skrevet formidlingsteksten/pressemeddelelsen til udstillingen; jeg spørger, om han har gjort det før.

- Jeg har gjort det én gang før til min egen afgangsudstilling, men da var det en del af opgaven, siger Jóhan Martin og griner, og der blev det til et digt. Men jeg synes ikke, at det er kunstnerens opgave, det er institutionens, fordi, som kunstner, kan det være svært at se, hvad det præcis er, man skal formidle, og hvad der er utydeligt overfor publikum.

Udstillingen hedder DISH; et flertydigt ord og en lyd, som ligger godt i munden. Dish!

- Jeg har i min praksis tit haft et sprogligt udgangspunkt, eller det har været en stor del af processen. Ofte en sætning, et ord eller en tanke, som har dannet en form for ramme for udstillingen. Det er ikke altid der er en 1:1 forbindelse mellem udstilling og titel, men der er en forbindelse.

DISH kan lede tankerne hen på det, som sker i caféen; de raslende tallerkner fra diverse serverede retter, hvis lyd fylder udstillingsrummet i Katuaq. Det kan være lyden af et slag: Dish! Eller DISH kan betyde parabol, som i Satellite Dish.

- Jeg tænkte lidt over de her værker; hvad er de egentlig? De er en slags information, som bliver lagret i en form, som kunne ligne en parabol eller ligne en form for en flade, der modtager information. Der kommer forskellige associationer ovenpå ordet. Den synes, jeg er fint; at ordet får en parallel betydning i forhold til værkerne, samtidig med at det også taler til værkerne; om værkerne.

Udover lyden fra caféen i Katuaq kommer en del igennem udstillingsrummet, som ligger omme bagved  i kulturhuset – både afsondret og i forbindelse med; på én gang en gang og et rum.

- Der er helt klart ikke taget højde for, at det skal være et rum, som kun er helliget kunsten, siger Jóhan Martin. Det synes jeg både er irriterende, men sætter samtidig også kunstneren nogle udfordringer, som kan være interessante; hvad kan værkerne bære?

- Jeg er (som kunstner, red.) nødt til at sige, at sådan er rummet, og det er rammen. Der er en café, en scene , et indgangsparti, en reception og alle mulige ting, og det her udstillingssted midt i det hele. Det ligger lige der, hvor folk går frem og tilbage, både børn, besøgende og dem man måske ikke ser ude foran, teknikerne og de ansatte, de går forbi her. Det er et meget trafikeret rum.

- Faktisk er jeg overrasket over, at der ikke er flere værker, der er gået i stykker endnu, tilføjer Jóhan Martin med et grin og ironi i blikket.

Senere på ugen står Jóhan Martin i udstillingen, da et barn kommer løbende og hopper op på et kunstværk. Da vi når weekenden efter kun en uges udstilling er ikke bare et, men tre af værkerne gået i stykker.

Udstillingen består af gipsafstøbninger af jorden i Nordafar/Færingehavn*; selve udstillingens tema. Dette ubeboede og forfaldne sted, besøgte Jóhan Martin i sommer, sammen med filmfotograf Ulannaq Ingemann. Det kom der disse gipsafstøbninger ud af samt en sort/hvid film, som dokumenterer eller registrerer stedet; dets bygninger og dets forfald. Udstillingen består også af en fiskekasse, papirsække og mursten fra Færingehavn/Nordafar. Fundne genstande, objekter eller rekvisitter fra den gamle fiskeristation.

- Oprindeligt er der for mit vedkommende to forbindelser til Nordafar, siger Jóhan Martin. Den ene forbindelse – som måske er hovedårsagen til, at jeg gik i gang med det hele – er min far, som kom til Grønland for første gang som 15årig i 1958. Han var med et fiskeskib, og de skulle fiske i Davisstrædet. Først kom de til Buena Vista i New Foundland. Der kunne de ikke få det, de havde brug for. Så sejlede de over til Færingehavn, som lige var blevet til Nordafar. Samtidig er Færingehavn – Føroyingahavnin – også færøsk historie, som alle på Færøerne kender til. Jeg husker tydeligt som barn i 90erne, at jeg så nogle dokumentarer om fiskeri og Færingehavn.

Vi vender tilbage til titlen DISH og denne her lagring af information. Afstøbningen eller registreringen af noget.

- Gipsskulturer - og også videoværker - er en slags dokumenter; et fotografi på et eller andet plan. Man kan sige, at jeg jo har valgt nogle steder ud, hvor jeg laver en afstøbning.  Min professor kaldte engang mine værker (dengang afstøbninger af papkasser mm., red.) for sweet nothings, som kan oversættes til yndige tomheder eller det smukke ingenting. Og det synes jeg var interessant, fordi jeg prøver ikke at fortælle noget helt konkret med disse skulpturer. De ligner ikke noget. De er bare til.

Vi sidder lidt og kigger på videoværket; Jóhan Martin fandt her til morgen, at projektoren var udskiftet. Katuaq skulle bruge den andetsteds og har sat en anden op, mere lyssvag end den forrige. Det irriterer Jóhan Martin – filmen arbejder med de sort/hvide kontraster i forfaldet, men med det meget ovenlys i udstillingsrummet samt en mere lyssvag projekter udviskes kontrasterne i filmen.

Imens lyder der klirrende tallerkner, kopper og en duft af mad spreder sig fra caféen ind i udstillingslokalet; mange har krydset udstillingen, imens vi sad her; nogle stoppede op, andre var på vej andetsteds hen.

 

 *  Nordafar – en sammentrækning af Norge, Danmark og Færøerne – var en fiskeristation dannet i 1951 syd for Nuuk ved Færingehavn, Kangerluarsoruseq. Færingehavn blev anlagt som international fiskerihavn i 1937 med sygehus, radiostation og pakhuse. Nordafar gik konkurs i 1989, og i dag står stedet ubeboet tilbage.

 

** Jeg møder udstillingen DISH dagen efter ferniseringen. Det er aften i Katuaq. Værkerne trækker i mig, som min veninde og kollega fortæller mig om tankerne bag. Udstillingen har potentiale – et potentiale som absolut ikke er forløst i det udstillingsrum, den er placeret i.

Udgangspunktet for interviewet var denne oplevelse af, at have set noget fedt kunst, som ikke blev forløst eller faldt igennem på grund af udstillingsstedet. Afsættet for samtalen var med en slet skjult sarkasme, at Jóhan Martin selv måtte skrive formidlingstekst/pressemeddelelse til udstillingen, og det var immervæk ikke et lille galleri i en smal sidegade, han udstillede på; det var et sted, som kalder sig Grønlands Kulturhus.

Katuaq har lige fejret 20 års jubilæum, men som Ivan Burkal tidligere her på siden har gjort opmærksom på, så er der ting, der ikke burde fejres. For eksempel, kunne jeg tilføje, deres udstillingspraksis.

Ethvert sted, som kalder sig et udstillingssted, bør som det mindste engagere sig i, at kunstværkerne ikke ødelægges af hoppende børn, enten ved at sørge for, at der ikke er hoppende børn i udstillingen, eller planlægge og kuratere udstillingen og værkernes sikkerhed i samarbejde med kunstneren, sådan at det ikke sker. At det sker hele tre gange på en uge, rummer for mig en ligegyldighed over for det udstillede.

Katuaq kalder sig hele Grønlands Kulturhus – i hvert fald hver gang jeg går i biografen – det vil sige kulturhus for høj og lav, tyk og tynd. Derfor er der vel også en hvis forpligtelse til at formidle sine udstillinger; at stedet imødekommer og henvender sig til sine brugere og sine daglige gæster om sine tilbud og udstillinger. Med andre ord gør sig selv relevant.  Jóhan Martins udstilling havde for mig at se en fortælling om Grønland og Færøerne, som jeg tænker at høj og lav også kunne have haft glæde af. Et indspark i søndagsbrunchen eller til biografgængeren.

Katuaq har en ildsjæl, som driver og gør et kanon arbejde med biografen, og de har gode koncerter, men hvis de virkelig skal være hele Grønlands Kulturhus skal de være langt mere end café og konferencecenter – dette burde være en sidebeskæftigelse.

At være kulturhus handler også om, at skabe en kapital, som ikke er penge på bundlinjen, men en kulturel kapital som vedkommer, er relevant, giver indspark og udspark til høj og lav, tyk og tynd, den helt almindelige bruger.