Posts By admin

LER

Fra Gukki Nuka var 14 år og 33 år frem holdt han på en hemmelighed; en hemmelighed, som kom til at styre hans liv. I mellemtiden uddannede han sig til keramiker. Og det er dét denne artikel skal handle om og så om et levet liv fortalt baglæns. Hemmeligheden - det traume samt den kunst - denne førte med sig, kan man læse om andetsteds*. Vi begynder nu og ender ved begyndelsen…

Jeg arbejder i hvidt lertøjsler. Selvom det er tørt, kan jeg fjerne det, jeg ikke er tilfreds med og arbejde det op igen. Og så er det robust – der er papir i leret – når det brændes får det en struktur så stabil som Eiffeltårnet.

”Kaalaralaaq” er en vase, en perlekrave, et stykke keramik. Og en del af udstillingen ”Tupilappassuit” på Nuuk Kunstmuseum, som vises frem til slut april. Lavet af Gukki Nuka.

Kaalaralaaq, lille Karen, var, hvad Gukkis farmor blev kaldt. Elsket af Gukki og af alle. Gukki inkorporerer og mindes personer i sin keramik. De keramiske sjælesten, der udsmykker Grønlands kredsretter, har hver inkorporeret et navn kun Gukki kender til. Som hyldest og som minde.

Hun troner midt i udstillingen, hende Kaalaralaaq, manifesteret, dog stadig blød og rund. Gukki kalder det sin feminine side; sin forkærlighed for de bløde og runde former. Bunden er buet, som et skib, for at ophæve tyngdekraften.

Alligevel er Kaalaralaaq et centrum, et samlingspunkt. Kvinden indtager og hviler i rummet. Med en perlekrave af tupilakker. Tupilakkerne her har opløst sig selv som ondt og hævngerrigt væsen; de er en gentagelse og et ornament, ligesom perlekraven. Måske en beskyttende ånd – som de mange fantasihulde kunsthåndværkstupilakker, der står i folks hjem; endda gives som beskyttende (hus)ånd i indflytningsgave. En ånd, der ikke har noget med den gamle tupilak at gøre, men en ny harmløs betydning måske fremkommet gennem kunstens fantasifulde udformninger af det sagnomspundne væsen.

Man kan jo udsmykke Kaalaralaaq med fjeldets blomster – sætte dem i vand – hvis ikke den stod på et kunstmuseum.

Perlekraveflasken blev lavet i Danmark efter, at Gukki Nuka var blevet uddannet i Canada.

Jeg bygger først yderskålen, den store skål, og brænder den. Så bruger jeg den som form for inderskålen. Leret krymper og skaber luft imellem.

Inderskålen kan bevæge sig, men Gukkis dobbeltskåle kan ikke skilles ad. Dobbeltskålene opstod i Canada, hvor Gukki var væk fra de to kulturer, der var styrende for hans liv. Med en dansk mor og en grønlandsk far står han, som mange andre i Grønland, imellem og i to kulturer. Luften mellem dobbeltskålene er Gukki, hans verden; de to skåle kan ikke skilles ad.

I Canada fandt han sit keramiske sprog i denne helt tredje kultur. Dobbeltskålene blev formgivet ud fra en tanke om sejlads og skibsfartens betydning i Grønland. Sejlads som familieforetagende, som overlevelse og som dét, der binder og har bundet øen Grønland sammen på kryds og tværs og med resten af verden.

Gukki Nuka skulle have været til Japan med hjælp fra kunstnerne Anne-Birthe Hove (1951-2012) og Arnannguaq Høegh (f. 1956) på et 10årigt ophold, men som det hele var på plads, mistede de kontakten til den ældre japanske keramiker; måske døde han. Gukki kom i stedet til Canada.

Han havde opdaget keramikken på et højskoleophold, hvor han manglede et fag og skulle vælge imellem, hvad han opfattede som pest eller kolera – håndarbejde eller keramik. Men i samme øjeblik han gik i gang med keramikken, forelskede han sig i leret, udtrykket fascinerede ham, og det blev en besættelse. Han kunne ikke stoppe igen.

Siden han var lille, havde det ellers været tegningen, som han var tiltrukket af. ”Hold da op du tegner godt”, kommenterede hans far og en ven på én af hans tegninger som barn. Det er det første, Gukki Nuka husker, om sin kunstneriske løbebane.

* http://www.nuukkunstmuseum.com/da/udstillinger/revner-i-sjaelen/

PIIAASUP PANIA RONJA

Det er fortællingen om et skrig. Om Ronjas forårsskrig. Et skrig vi alle har i os. Et skrig af alle kræfter – de gode og de onde, som det omfavner og overvinder.

Tekst: Stine Lundberg Hansen // Foto : Nunatta Isiginnaartitsisarfia/Gerth Lyberth

Piiaasup Pania Ronja blev den 22.-26. februar spillet på Nunatta Isiginnaartitsisarfia; på scenen på Industrivej i Nuuk. Mattisskoven var bleven til et fjeldlandskab – uden at det mistede sine skovhekse, sine gråddværge, sine rumpenisser og de underjordiske. Det grønlandske fjeldlandskab har samme mystik og dragende kraft som den dybe Mattisskov – og sagn- og mytevæsner har beboet fjeldet lang tid før Ronja Røverdatter fandt sin vej ind i det.

Fjeldet har som Mattisskoven skiftende årstider - omend i en anden rytme og tid; det har den længe ventede sommer, der kommer efter en længselsfuld vinter med masser af sne. Det har lysets skiftende nuancer og spil i landskabet. Det har elve og grotter. Og det har tågen. Ligesom Mattisskoven.

Mattisskoven blev altså uden større betydning for historien til et fjeldlandskab. Vi er placeret langt fra byen midt i naturen med alle dets kræfter, som kan virke gode eller onde.

Vildhestene og skyggetroldene havde ingen plads fået i teateropsætningen, men en fuld opsætning af fortællingen om Ronja Røverdatter kan blive omsiggribende – den svenske filmatisering fra 1983-84 varer i fuld længde 2 timer og 24 minutter. Udover at vildheste ingen mening ville give i et grønlandsk fjeldlandskab, så må beskæringer og tilpasninger laves, hvis denne fortælling skal spilles som teater – og på et teater, som skal turnere på de grønlandske scener.

Det essentielle er fortællingen – fortællingen om Ronjas forårsskrig – og alt det, der skal til for, at det kommer ud og alle kræfterne heri. Venskabet, den spirende pubertet, identiteten, modet, livet og døden – og skriget varierer ved hver skuespiller, som har spillet og spiller Ronja, men ud kommer det.

Ud kom det også på Nationalteatret i en skarpt skåret version af fortællingen om Ronja Røverdatter og Birk Borkasøn - eller Paka som han hedder i den grønlandske version. Fortællingen stod stærkt. Scenografien var som altid enkel – klar til Grønlands mange forskellige scener – men indeholder hele magien i Mattisskoven og understøtter nuanceret og rigt fortællingen.

Fortællingen om Ronja Røverdatter burde gives til alle børn, så de får mod til at gribe livet og blive voksne, til at blive sig selv, til at elske og at blive elsket, og til at omgås livet selv med alle dets skovhekse, gråddværge, rumpenisser og underjordiske, men først og fremmest med skriget selv.

Nu turnerer Piiaasup Pania Ronja i en fornem og medrivende version. Måske burde opsætningen også være en opsang til alle politikere i dette land om, at kunst og kultur er grænseløs. Den hverken trives eller opstår i et vakuum.

Ronja Røverdatter kommer alle børn ved, uanset om den foregår i Mattisskoven eller i et fjeldlandskab. Fordi den handler om det forårsskrig, vi alle bør skrige, og om at blive et helt menneske.

Måske burde denne opsætning være opsang til politikerne om at få fingeren ud og i stedet for at snakke om at snakke grønlandsk, så få noget mere og meget mere verdenslitteratur oversat til grønlandsk.

______________________________________________________________________________________________________

Ronja Röverdotter af Astrid Lindgren findes som bog i en grønlandsk oversættelse ”Piiaasup Pania Ronja” fra 1994.

Teateropsætningen Piiaasup Pania Ronja var et samarbejde mellem det grønlandske og det islandske nationalteater. Kostumer og scenografi var blevet til i samarbejde mellem de to teatre, samt en skrædder fra Det Kongelige Teater.

______________________________________________________________________________________________________

Slutnote:

I sommer interviewede jeg Makka Kleist om hendes oversættelse af Shakespeares ”A Midsummer Night’s Dream” - som sidste år blev opsat på Grønlands Nationalteater – om at oversætte Shakespeare og hans univers til grønlandsk. Denne artikel kan læses i Neriusaaq 3/2018. Makka Kleist arbejder på at få udgivet oversættelsen ”Aasarisseruttoraa...” , som er første Shakespeare-stykke på grønlandsk i fuld længde.

Ny milepæl i kunst- og kulturpolitikken

På efterårssamlingens sidste dag (29. november 2018) vedtog Inatsisartut et beslutningsforslag om at oprette en kunstfond. Et ønske som kunstnerne har fremført i mange år.

Lovforslag senest i efteråret 2019

Forslaget til Inatsisartut beslutning (pkt. 164) var fremsat af IA´s Peter Olsen og gik ud på, at pålægge Naalakkersuisut ”senest til efterårssamlingen 2019 at udarbejde et forslag til ændring af gældende lovgivning, således en etablering af en kunstfond muliggøres med henblik på at skabe et armslængdeprincip i tildelingen af samtlige kunstmidler”. Der var bred opbakning til forslaget, idet 22 medlemmer stemt for og igen imod.

Peter Olsen har gennem de seneste år været meget aktiv på kulturfronten og var bl.a. stærkt medvirkende til, at Inatsisartutloven om kunstnerisk virksomhed blev vedtaget med virkning fra 2016.

Ingen opbakning fra Naalakkersuisut

Departementet for Kultur afviste forslaget ved førstebehandlingen med den begrundelse, at departementet var i gang med delvist at overdrage beslutningerne om kunstnerisk tilskud til EPI (Eqqumiitsuliornikkut Pinngorartitsisut Ingerlatsisullu). Af forslaget til Finanslov for 2019 fremgik det ellers, at Naalakkersuisut skulle kunne indgå en resultatkontrakt med EPI med henblik på administration af kulturmidler, arbejdslegater, filmvirksomhed, udgivelse af grønlandsksprogede bøger og tilskud til musikproduktion. Teksten findes fortsat i finansloven for 2019 (s. 450).

Et enigt Kulturudvalg indstillede imidlertid Peter Olsens forslag til vedtagelse. I Naalakkersuisoq for Kulturs svarnotat til anden behandlingen blev udvalgets betænkning taget til efterretning, men svarnotatet havde alligevel kun fokus på eventuelle negative følger af lovforslaget. Med andre ord havde Naalakkersuisut nok hellere set en anden løsning på administrationen af støtteordningerne end etableringen af en kunstfond.

Armslængdeprincippet

Problemet med de kulturelle tilskud har blandt andet været, at de skulle godkendes af Naalakkersuisoq for Kultur, og de har derfor gennem årene været under mistanke om politiske prioriteringer. Et andet problem har været, at de afsatte midler skulle bruges inden for kalenderåret, og ikke brugte midler gik tilbage til landskassen. En kunstfond vil kunne imødekomme begge disse knaster i bevillingspolitikken. Beslutningsforslaget tager ikke stilling til, om midlerne til fondens drift skal finansieres fra landskassen midler eller fra de eksisterende kulturkonti. Vælger man den sidste løsningen, kan det blive dyrt for kunsten.

Kunstfonden – en milepæl i kulturpolitikken

Kunst- og kulturpolitikken har gennem de sidste 20 år udviklet sig betydeligt, og der er ingen tvivl om, at kunstfonden kan blive en milepæl for kunstnerne og for kulturpolitikken i det hele taget. Behandlingen af ansøgninger og udviklingen af tilskudsordninger vil fremover i højere grad skulle besluttes af kunstnerne selv, og med den meget lille kunstscene her i landet vil der skulle stilles stor krav til fonden. Fremover skal Inatsisartut kun tage beslutning om størrelsen af årlige tilskud til fonden og ikke til kulturpolitiske prioriteringer. Manglende interesse fra politikerne kan derfor blive prisen, som kunstnerne må betale.

Læs hele Peter Olsens forslag og Inatsisartuts behandling for forlaget på www.inatsisartut.gl under EM 2018 punkt 164.

Læs også min artikel ”Hvad er grønlandsk kunst, og hvad er en grønlandsk kunstner?” på www.kunst.gl.

 

 

Mytemails

Her begynder vi - et spørgsmål om dagen, ellers koster det kage. Jeg finder spørgsmålene hen ad vejen, som du svarer. Alle spørgsmål og svar finder sted midt i livet - det er ikke et interview, hvor vi har taget en rum tid ud til at snakke i. Denne korrespondance foregår midt mellem alt andet; forberedelse til udgivelse, projekter, venner, snestorm og glatte veje.

Sådan begyndte en mailkorrespondance med Maria Kreutzmann om væsnerne og bogen Bestiarium Groelandica. Under udarbejdelsen af bogen, havde jeg mange samtaler med bogens forfatter, redaktør og projektmager Maria Kreutzmann; om myterne, om bogen og researchen til bogen. Samtalerne fandt sted i arbejdssammenhænge, på vej til og fra arbejde, eller tilfældige steder, vi mødtes og faldt i snak. På et tidspunkt spurgte jeg Maria, om denne samtale ikke skulle finde sted over mail, og at denne mailsamtale derefter blev til en uredigeret artikel. Maria sagde med det samme ja.

Der gik dog flere måneder, før jeg fik sat gang i mailsamtalen - først en uge før den grønlandske udgivelse af bogen. Og selvfølgelig blev korrespondancen afbrudt; nogle dage kostede kage, andre gik bare med andre ting. Her kommer korrespondancen – renset for smileys – ellers i fuld længde og i den rækkefølge spørgsmålene og svarene kom. Undertegnede spørger. Maria svarer.

Titlen kunne vel oversættes bæster fra Grønland - hvor fik du idéen til titlen, og hvorfor latiniseringen?

Ideen til titlen var faktisk ikke min ide, men et genialt påfund fra Julie Kondrup, der arbejdede for Milik. Tidligt i processen, havde jeg insisteret på at jeg gerne ville have bogen udgivet på 3 sprog (til at starte med), og at det skulle være hvér sin bog, og ikke tre sprog samlet i én - ellers ville vi ikke kunne have så meget info med i bogen, da vi var begrænset af sideantal, og illustrationerne ville allerede fylde meget. Hun foreslog den latinske titel, da den som overtitel ville fungere på ALLE sprog, også hvis den engang i fremtiden skulle bliver oversat til andre end de 3 første. 

Hvis vi nu kalder dem bæster - eller hvad kalder du dem? Myte- eller sagnfigurer, overtro eller noget der bare er? Hvilket bæst identificerer du dig mest med og hvordan?

Vi kalder dem væsener, da de både kan være skræmmende, dødelige, groteske OG fjollede og hjælpsomme. Og det bedste er, at de funktioner ofte krydser ind over hinanden; så et væsen, der er er dræbende, kan også være nuttet! Jeg tror helt klart at jeg identificerer mig mest med Asiaq (selv om jeg ikke vil være helt ved det), og har også fået lavet en tatovering for at hylde hende af samme årsag. Der er noget vildt, men samtidig tragisk over hende, og så er hun jo noget af en bosslady!

Disse væsner - hvordan har I fundet frem til deres historier, til fortællingerne om dem? Jeg tænker, at fortællinger om de enkelte væsner også nogle gange må være modsatrettede og forskellige. At de ikke har en samlet fortælling, men mange... 

Vi startede sådan set fra en ende af; vi lavede en liste over de mest kendte mytesamlinger, og så gik mit research-team (Ujammi som er historiker ved nationalmuseet, og Robin og Qivioq som begge er kultur- og historiestuderende) og jeg ellers igang med at læse. Undervejs udvidede vi listen, og så lavede vi det vi kaldte et "Sonne-tjek". Birgitte Sonne, som er en af de mest kendte moderne grønlandsforskere, har lavet en online database med 2500 myter inde på Arktisk Instituts hjemmeside. Den har en søgefunktion, som vi benyttede os rigtig meget af! Men ingen roser, uden torne; navnene på væsenerne er skrevet med enten moderne eller gammel retstavning, og på mange forskellige måder også, alt efter hvor i Grønland (eller hvornår) de er indsamlet. Så nogle gange kunne vi simpelthen ikke finde særlig meget info på en enkelt figur, hvis vi ikke vidste præcis hvordan det var indført til at starte med. Og tro mig, vi prøvede MANGE navne af!

Og jo, rigtig mange af mytevæsenerne havde mange modstridende oplysninger. Et godt eksempel er Amu og Aajumaaq, to meget kendte figurer i Grønland. Vi fandt optegnelser, hvor deres individuelle udseende og færdigheder simpelthen var byttet rundt. Og de var ikke de eneste, hvor dette skete. I sidste ende besluttede vi, at hvis en figurs færdigheder og udseende dukkede op flere gange, selv hvis der var en anden figur, der havde de samme færdigheder, så måtte færdighederne og udseende med rette tilhøre den figur, hvor det blev nævnt flest gange. I nogle tilfælde blev en figur kun nævnt forbipasserende i en enkelt sætning, og andre gange er det dét, som historiefortælleren virkelig har fokuseret på. Derfor er der også nogle figurer i bogen, som kun har meget lidt information, og andre der har meget. 

I Grønland elsker man gyset og spøgelseshistorierne - samtidig med, at man, når man samles, har let til latter og griner sammen. Det samme ligger i disse væsner - det humoristiske og det uhyggelig. Hvilket væsen er det mest fjollede, som får dig til at grine?Og hvilket væsen er det mest skræmmende, som får det til at løbe koldt ned af ryggen på dig?(Eller er det i virkeligheden forkert at drage et skel på denne måde, da alle væsnerne indeholder begge dele?)

Jeg tror det væsen jeg griner mest af, er 'Katsiia', som faktisk startede med at være en ond, ond åndemaner, og så fik hugget hovedet af. Hendes hoved ligger så i en isrevne og råber af forbipasserende, hun kan ikke noget andet. Der er et eller andet lidt tragikomisk ved at hendes hoved bare ligger dér, uden at det er farligt overhovedet. (no pun intended) Alle figurerne er i større eller mindre grad i stand til at forvolde skade, selv de små, fjollede Iseqqat; de kan finde på at kilde dig, men det kan de så til gengæld gøre til, du dør! Katsiia kan ikke andet, end bare ligge der og være sur…

Den der skræmmer mig allermest, er og bliver  'Ikusik (Den på albuerne) eller 'Qarlimaatsoq' (Dødningen). Jeg er vokset op med begge, og at jeg som voksen stadig er lidt mørkeræd, det er jeg overbevist om er deres skyld - og jeg tror aldrig, jeg gror fra det! Da jeg voksede op, var det helt klart spøgelserne og de døde, der overvejende var dem, der blev fortalt om. Og den dag idag, er det stadig også det, jeg mest hører om fra mine voksne venner. 

En tanke - hvis man kan tale om en grønlandsk folkesjæl, så består den måske af lige dele gys og latter; det samme som ligger i disse væsner. Man samles om spøgelseshistorierne, de er konstant til stede - og man samles om latteren. Så udover at de bebor den fysiske grønlandske natur, er deres natur eller træk også tilstede i dag, hvis man sige det således, blandt menneskene...

Den tanke har du helt ret i, og Ujammi kommer også rimelig godt ind på det i hendes kapitel om Grønlands historie. Den verden vores forfædre levede i var utilgiveligt barsk, og man måtte vel nærmest finde hvad som helst at grine af i de lange, mørke arktiske nætter. 

Illustrationerne er digital art - er det rigtigt forstået? - hvad er der for en kunstform og hvorfor var den ifølge dig specielt egnet til denne bog og disse væsner?

Jeg var dybt fascineret af tegneserier, da jeg var lille, og voksede op med læse næsten alt, hvad jeg kunne få fat i. Det var alt fra jumbobøger og basserne, til Elverfolket og X-men. Da jeg så kom in på The Animation Workshop, blev jeg introduceret til concept art; concept art er bare en måde at udvikle en visuel ide, og KAN være til tegneserier, film og spil og deslige, men bliver også brugt i arkitektur og design. Det kan både være rimeligt råskitset, men også færdige billeder. I det her tilfælde lænede jeg mig op af creature-concept-design. Ved at gøre det, følte jeg, at vi fik trukket væsenerne ind i det 21. århundrede, og fik lavet nogle helt unikke versioner. Versioner som jeg håber vil inspirere andre til at prøve at lave deres egne. 

Her kommer et spørgsmål, som blev til flere...Hver illustration kan man også kalde en fortolkning af væsnerne. Hvad er der sket med væsnerne i denne kunstneriske proces - har de forandret sig? Hvad overraskede dig ved illustrationerne? Jeg tænker, at nogle af væsnernes egenskaber og træk i den illustrative fortolkning bliver forstørret eller formindsket. Er illustrationerne en fortælling i sig selv?

Det er svært at sætte en finger på hvad der overraskede mig mest, da jeg havde det som at åbne en julegave HVER gang kunstnerne sendte mig nye ting. Ud over en enkelt tegning (Asiaq), bad jeg dem om ikke at referere til de tegninger, som vi allerede kender så godt her i landet. På den måde var de en smule tvungne til kun at lade sig inspirere af de fysiske beskrivelser, og jeg syntes det gik rimelig godt! Grunden til at vi kiggede på Kârales (Andreassen, red.) tegning af Asiaq, var fordi at mange af beskrivelserne er modstridende med hinanden, når det kommer til hendes ansigt; nogle gange er det at elementerne i hendes ansigt sidder på tværs, andre gange er det beskrevet som at sidde på hovedet. Jeg fik nogle fantastiske skitser fra Jonatan, der lavede tegningen, og han fik lov til at kigge på den oprindelige tegning, netop fordi den er så ikonisk. 

Jeg ved ikke helt hvordan processen for kunstnere var, men for mig selv kan jeg kun sige at hver tegning var et eventyr! Specielt da jeg skulle lave de 23 stregtegninger, var det virkelig sjovt at sidde og prøve at fortolke de (nogle gange meget få) oplysninger det var! Specielt fordi mange af dem ikke er visualiseret før, så det lå helt frit, hvordan jeg så den, når jeg læste teksten. 

Udover at fortolke det skrevne til et visuelt udtryk, hvordan har kunstnerne så helt konkret skabt illustrationerne, med hvilke teknikker - på computer, i hånden, begge dele?

De fleste af tegningerne er lavet digitalt, men der er en enkelt der er lidt mere mixed medium (Equngasoq). Kunstnerne har som regel lavet en skitse (enten i hånden eller digitalt), som de så har sendt videre til mig. Så har vi som regel snakket lidt om dem, hvorefter de har færdiggjort dem digitalt. Nogle gange var processen lidt hurtigere, hvor kunstnerne sendte mig noget der var lidt mere færdigt, specielt efterhånden som de begyndte at lave flere og flere, og vi begyndte at forstå hinanden og processen godt. Sidst i forløbet modtog jeg et par stykker, der var stort set færdige, som blev godkendt med det samme, af nogle af de kunstnere, som lavede rigtig mange billeder.  

Alle kunstnerne har hver deres helt unikke måde at farvelægge og outline deres værker, hvilket jeg syntes er meget tydeligt og en super fed oplevelse, når man bladrer i bogen! Når man tegner og farvelægger digitalt, har man muligheden for at lave en variation af 'brushes' i de respektive programmer, og hver kunstner har deres helt egne ynglingsbrushes, som de kan ændre og variere. Man kan hente mange 'brush-sets' på nettet, fra andre, der laver og deler dem. Jeg har også en samling i photoshop, som jeg føler mig mest tryg ved, og læner mig op af hele tiden. 

Det slog mig, da jeg læste bogen, at væsnerne også er en slags verdensbillede eller forklaringer på naturen, mennesket, dets eksistens og det derimellem. For eksempel tænkte jeg, at væsnet Kiiappa kunne være en forklaring på epilepsi eller lignende. Har du haft lignende tanker - at væsnerne var forklaringer på tilværelsen?

Én jeg synes, der er meget sigende som forklaring, er Akueqqutit, som fungerer som en slags omvendt Jesper Fårekylling. Væsenet følger dig og får dig til at tage dårlige beslutninger, beslutninger, som du selv godt ved er dårlige, men du gør det alligevel. I en verden, hvor man var afhængig af, at man tog beslutninger for fællesskabets overlevelse, kunne det sikkert undre, når et individ gjorde noget egoistisk eller noget, der skadede gruppen. Dårlige og onde beslutninger kunne vælte et helt samfund, og der var næppe særlig stor forståelse for psykologien, der kunne forklare hvorfor mennesker gjorde som de gjorde. Der VAR bare ikke andre forklaringer, end at der måtte husere en ond ånd, der fik individer til at gøre slige ting. Måske forklarede den også andre psykiske lidelser, ting, som vi først er ved at forstå i det 21 århundrede, og som der bare ikke var simple forklaringer på dengang. 

Jeg har funderet lidt på navnene, som du fortæller i kilderne godt kan være forskellige; altså de beskrives ens, men hedder noget forskelligt. Alle de her væsners navne - kender du til, at nogle af navnene indgår i det vest-, øst- eller nordgrønlandske sprog i dag som udtryk, ordspil eller på andre måder; altså har de andre dagligdags betydninger? Hvilket navn har undret dig mest?

Uha, i forhold til ordspil på Grønlandsk, er mit ordforråd desværre lidt for begrænset. Men jeg morede mig en del over nogle af navnene, mest fordi det var så forskelligt om de var symbolske, eller om de var super bogstavelige. Eksempelvis er der Ikkillineqanngeqqissaartoq; den direkte oversættelse er vitterligt "Den der aldrig bliver sløv", og det er et væsen med en skarp sav på ryggen. Så den er altid skarp. Og så er der Kisermaaq, hvilket betyder "Den ensomme". Det navn virker meget mere symbolsk og filosofisk, hvor mange af de andre navne er mere beskrivende på udseendet. Jeg tror personligt det er noget, der er opstået subjektivt for fortælleren - nogle har syntes, at den fysiske beskrivelse har været vigtig, andre har dykket dybere ned i figuren og på en anden måde.

Jeg kan huske en samtale med dig for et halvt år siden på vej hjem fra en kaffemik. Du fortalte om, at du havde fundet en myte, som lignede havets moder, var det i Sydamerika? Mange af disse væsner, som fx havets moder samt tupilakken, er på mange måder ærkegrønlandske, men de er vel også universale – ligesom mange myter og sagn er?

Ja, da jeg var udvekslingsstudent i Florida tilbage i 2001, hørte jeg om en mytefigur kaldet Yemaya fra den Cubansk-afrikanske religion Santeria. Den måde, jeg fik beskrevet hende, var, at hun var hersker over vandet. De billeder, jeg blev vist, var en ung, men stor kvinde med langt hår, hvilket straks gav mig associationer til Sassuma Arnaa. Jeg har sidenhen lært meget mere om hende, og hun adskiller sig på mange måder fra Havets Moder, men samtidig er der jo nogle centrale temaer, der går igen, når det handler om kvindelige ånder; i Japan har man mange historier om kvindelige og feminine væsener, som handler om vand og havet, og man kan finde det i mange, mange historier overalt i mange religioner. At man associerer kvinder og vand er nok ikke så underligt siden fødsel og spiritualitet jo unægteligt hænger sammen, og det mytiske i at kvinder var forbundet til vand igennem dette giver god mening. Netop denne historie om Yemaya fik mig dengang også til at tænke på den måde, vi netop er forbundet i vores åndelige tro, trods lang, lang afstand, og jeg håber at finde mange flere røde tråde. Jeg har læst om Native American myter, Wabinaki fra staten Maine i USA, hvor man også snakker om Nordlys som åndelige væsener, der spiller bold! Og der er mange andre historier, ikke bare fra inuit-stammer, men længere sydpå, hvor Nordlys indgyder denne her samme ærefrygt, som vi har heroppe. Jeg tror, vores historier er bundet sammen, også på tværs af havene, tid og sted. Man skal bare finde brikkerne og prøve at samle det. 

I Rovaniemi i Lapland til et seminar for arktiske museer her i efteråret, snakkede vi nordlysmyter, og det viste sig at fra samerne til Nordamerika over Canada til Grønland er der myter om Nordlyset - fx at de spiller bold med dit hoved, hvis du fløjter. En laplandsk afdød kunstner, Reidar Särestöniemi, hvis museum vi besøgte, havde den opfattelse, at det arktiske hele vejen rundt om kloden havde en meget til fælles på trods af de store afstande imellem dem.

Ja der er et eller andet omkring det med nordlys og vores fælles historier, jeg har også læst det samme.

Hvorfor skulle denne her bog og dette projekt skrives og laves?

Jeg lavede bogen, fordi jeg selv manglede den og ville ønske, at jeg havde haft den. Og fordi jeg så gerne ville se nogle moderne fortolkninger af vores væsener. Jeg håber virkelig, at folk føler sig inspireret til at lave deres egne fortolkninger, og laver noget der aldrig er set før. Og at de tager historierne og laver nye eventyr, fortællinger, film og i alle andre medier, der nu er. Eller i hvert fald bare husker dem, for væsenerne trænger til at blive husket og genopdaget, af både gamle og unge! 

 

Angst og styrke – kvinder i kunsten

Kvinderne går igen i Jukke Rosings fotografier – både som myter og som motiver. Jeg mødte hende under Nuuk Nordisk Kulturfestival 2017 til en snak om kvinderne og om angst. Hun er i gang med at udsmykke kredsrettene i Grønland med den kvindelige gudinde for retfærdighed Justitia, og i udstillingen Assinga 4x4 var hendes værker fotografiske fortolkninger af Maliina, solen, og Sassuma Arnaa, Havets Moder.

De mørke sider af mennesket kunne de kaldes. Beslægtet med døden kaldes de sygdomme – til tider tabuiseret. Angst, depression og andre psykiske lidelser, der folder sig ud som huller at falde i.

Huller at falde i – afgrunde – men også dybder i livet, hvori skabelsen hviler; myternes stof er skabt ud af den kaostiske afgrund – det vidner den ene gudeverden efter den anden om.

Disse mørke sider har et tilhørsforhold til kunsten; ikke 1:1, ikke nødvendigt, måske nærmere en flirten og af og til en dødelig én af slagsen. Et kort kastet blik på litteraturen, musikken og kunsten historisk og nu bekræfter dette.

Livet består, fordi der er afgrunde at falde i og for foden af disse døden. Angst, depression og psykiske lidelser bevæger sig i livets grænseområder. De er hverken leg eller uskyldig flirten, de er heller ingen bevidst beslutning, de er.

ANGSTEN

- Størstedelen af gangene bruger jeg mig selv (i fotografierne, red.). Min angst har jo handlet meget om, at jeg ikke har haft kontrol. Så den kontrol jeg besidder, er den jeg skaber. Selv da jeg havde det allerdårligst, tog jeg billeder af mig selv. Og det virker måske, som var man selvforstærkende i ens lille ynkelige verden, men når jeg havde modet til at tage billeder af mig selv, så var det ligesom et punktum i det stykke; nu var jeg nået så meget længere.

Modellerne i Jukke Rosings fotografier er oftest hende selv eller én af hendes lillesøstre. Det handler om tryghed og kontrol, om at få det billede, det udtryk og den fortolkning, hun gerne vil have.

- Jeg har altid bildt mig selv ind, at det (fotografiet, red.) skal være i momentet, men der ligger jo altid enorm meget tankemylder bag, og så ender det med at blive opstillet i sidste ende. Der ligger mange søvnløse nætter iblandt mine billeder, og det er ikke negativt. Det er sådan en del af mit virke.

Jukke Rosing har udsmykket kredsretten i Grønland med en fortolkning af den romerske gudinde for retfærdighed - Justitia. Justitia bevæger sig i Jukkes fotografier i et grønlandsk landskab indsvøbt i et flyvende hvidt klæde, og hun manifesterer sig, når retfærdighede sker fyldest.

På udstillingen Assinga 4x4 udstillede Jukke Rosing fire fotografier, der var fortolkninger over havets moder – Sassuma Arnaa – og Maliina, solen.

- De er jo de udstødte – om de har valgt det selv eller ej. Maliina vælger at stikke af – Havets Moder bliver udstødt, hun bliver smidt i havet af sin far. Og de må jo besidde enorm stor sorg og enormt stort had.

STYRKEN

- Mine billeder handler også om bearbejdelse. Jeg tror, at det er derfor, at jeg vælger nogle historier, som måske kan afspejle det. Jeg ser utrolig stor skønhed i det halvulykkelige.

Jukke Rosing er vokset op med det grønlandske mytestof – hendes farfar, kunstneren Jens Rosing, er kendt for hans bøger, billeder og illustrationer. Selv siger hun, at disse myter kom ind med modermælken.

Hun har prøvet at fotograferer mænd, eller at bruge mænd fra myterne som motiv, men det gik ikke. Det er kvinderne, som forbliver hendes motiv. Fra myternes verden fortolker hun kvinder, som går så grumme meget igennem og vender denne grumme historie til en styrke. Det fascinerer Jukke Rosing:

- Det er jo enormt grumme historier, alligevel har de en utrolig styrke og vælger at vende deres historier om til en styrke, de kan bruge. Jeg har lidt af angst i mange år, så det med at finde styrke i ens svagheder er jo enormt smukt. Når man har haft noget, der ligesom har været ens downfall, så synes jeg, det er vigtigt at komme til et punkt i ens liv, hvor man kan bruge det til noget. Man skal ikke lade det blive ens endeligt, om ikke andet må det være en ny start.

- Da jeg var allermest syg, var jeg så ked af, at jeg aldrig kunne blive mig selv igen. Så var der én, der sagde til mig, at det bliver du jo aldrig - du bliver aldrig den samme, når du først har været nede og skrabe - og at det handlede om, at jeg skulle definere mit nye jeg – du har et nyt udgangspunkt.

Kunst og terapi. Kunstterapi.

Dette essay er én af to artikler. Den finske kunstner Inkeri Jäntti var del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram 2017, og i de måneder hun boede i Nuuk var hun i dialog med kvinder, som havde traume efter seksuelt overgreb; et gennemgribende tema og afsæt i hendes kunst, som har rødder i eget traume. Hendes fokus er ikke stedsbestemt, hverken specifikt grønlandsk eller finsk, men hvad kunsten kan gøre med traume og tabu. Denne første artikel skal dog handle om kunsten som terapi. 

Det er set før, at kunsten bliver til terapi. Herman Rorschachs far var kunstner, og han var måske blevet det selv, havde han ikke læste Tolstoj og besluttet sig for at hele menneskets sjæl. Herman Rorschachs var schweizisk psykiater og opfinder af Rorscharch-testen; den hvor psykiatriske patienter kigger på ubestemmelige blækklatter og fortæller, hvad det ligner og derudfra stilles en diagnose.

Blækklatterne - oftest i røde og sorte nuancer spejlet symmetrisk - udgør sammen med patientens fortolkning en vævende idé om, at kunst og terapi, udtryk og heling, går hånd i hånd. Og et dyk ind i kunsten viser, at traume og kunst kan væves sammen.

Det er også set, at traume bliver til kunst. Kunstneren Louise Bourgeois’ (1911-2010) barndom og særligt hendes forhold til faderen var en konstant ressource for hendes kunst livet igennem. Bure, spejle, lange titler, det indvendige/udvendige, kvindekroppen; hvert værk synes en udsigelse om et traume, en terapeutisk session; alligevel kender man ikke personen Louise Bourgeois ud fra Louise Bourgeois’ kunst. Forholdet kunst og traume er ikke 1:1; nærmere et springbræt. Det er først og fremmest kunst. En udsigelse i et rum. En form og et forhold. Ligesom Rorscharch-testen først og fremmest var terapi.

Ligeledes set er, at kunsten bliver terapi for traumet. I utallige nætter brugte kunster Gukki Nuka selfien – nøgenbilledet af sig selv – til at bearbejde sit traume. Pixel for pixel bearbejdede han billede for billede og fik skrøbeligheden, sårbarheden og smerten frem. Billederne til blev fortællinger om traume med ham selv som udgangspunkt og afsæt. Den fortælling han havde holdt skjult i 30 år siden sin barndom; smerten og ødelæggelsen efter seksuelle overgreb begået af en fodboldtræner. Kunsten blev en bearbejdelse - en terapeutisk session - af traumet.

Flere år senere blev disse billeder til udstillingen ”Tarnip Qupineri // Revner i Sjælen”, og her blev udstillingen ikke bare en bearbejdelse af Gukkis eget traume, men også en stemme for andre i samme situation og en stemme i samfundet.

Inkeris aktivistiske stemme

”Når man skaber kunst, kan man skabe sin egen fortælling, og jeg tror - specielt for mennesker med traume - at skabe kunst kan gøre, at man fortæller sin egen historie og sin egen virkelighed. Det er en god måde at føle en form for kontrol. I et traume kæmper man ofte med spørgsmål som ”var det min skyld?”, ”vil folk tro på mig?”, ”var det virkelig sådan en stor ting?”, ”havde jeg fortjent det?” og så videre. Med mit projekt vil jeg gerne give en følelse af, at ens oplevelse har værdi og er virkelig, og hvad du føler er virkeligt og at du har lov til at føle sådan.”

Inkeri Jäntti har også været udsat for seksuelt overgreb; i hendes kunst arbejder hun med kvinder og traume, det iscenesatte og det krakelerede. Hendes primære medie er fotografiet, og hendes fotografier nærmer sig reklamens eller modefotografiets iscenesættelse og æstetik, men med krakeleringer; med fortællinger om traume bagved det umiddelbare billede.

Hendes billeder er kvinder iscenesat enten i naturen eller et forfaldent sted. De får make up og lys på. Billederne er stiliserede og æstetisk gennemtænkt. Men iscenesættelsen i billedet er ikke skabt ud fra en æstetik, men ud fra en fortælling. En del af processen består i, at Inkeri opsøger og snakker med kvinder, som har været udsat for seksuelle overgreb. Deres fortælling bliver til et fotografi; et kunstværk. Nogle gange stiller kvinderne selv op som modeller i fotografiet, andre gang bruger Inkeri modeller, for eksempel dansere, til i et billede at skabe et udtryk af denne bagvedliggende fortælling om traume og seksuelt overgreb.

Inkeris kunst har et aktivistisk præg over sig, ligesom Gukki Nukas kunst fik; det handler om stemmen, der italesætter seksuelle overgreb. En kamp mod tabuet, det forstillede, det neddyssede eller usagte.

Kunsten bliver en stemme, et udtryk, lige så vel, som den giver en stemme til noget, der måske ikke havde en stemme før. Kunsten skaber fortællinger, der både i processen, i skabelsen og i selve udtrykket kan noget; noget der er beslægtet med terapien, med bearbejdelsen og det helende.

Den anden artikel er en samtale med to kvinder om tabu og seksuelle overgreb skrevet af Inkeri Jäntti og kan læses her

Foto: Inkeri Jäntti hyrede danser Maliina Jensen til at være model i nogle hendes fotografier. De sejlede til Kangeq – en efterladt bygd lidt udenfor Nuuk – og fotograferede et æstetisk udtryk over traume inspireret af fjeldgængeren eller Qivittoq – dem som gik til fjelds eller forlod samfundet i skam eller skyld.

The Silence of Friends

Denne artikel er anden ud af to artikler. Den finske kunstner Inkeri Jäntti var del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram 2017, og i de måneder hun boede i Nuuk var hun i dialog med kvinder, som havde traume efter seksuelt overgreb; et gennemgribende tema og afsæt i hendes kunst, som har rødder i eget traume. Hendes fokus er ikke stedsbestemt, hverken specifikt grønlandsk eller finsk, men hvad kunsten kan gøre med traume og tabu.

Denne artikel er skrevet af Inkeri ud fra en samtale med to kvinder i Nuuk. Samtalen bearbejdede hun i sin kunst, med kvindernes tilladelse og accept, og gav deres fortællinger et udtryk. Artiklen er skrevet på engelsk, og samtalen foregik på engelsk. Den første artikel er et essay over kunst og terapi og kan læses her

Foto: Inkeri Jäntti hyrede danser Maliina Jensen til at være model i nogle hendes fotografier. De sejlede til Kangeq – en efterladt bygd lidt udenfor Nuuk – og fotograferede et æstetisk udtryk over traume inspireret af fjeldgængeren eller Qivittoq – dem som gik til fjelds eller forlod samfundet i skam eller skyld.

Text, photography and video by Inkeri Jäntti

Looking at them, you’d think nothing is amiss with these two women sitting with me in a living room in Greenland’s capital city Nuuk. These women who have been physically, sexually abused. Raped.

There, I said it. It’s a strong word.

“I was 12,” Julie, who is 47 now, says. “We were spending time after school at the youth center and a boy asked me to go back with him to our school. He had forgotten his backpack at the school gym and had a key. It was late and he said he was scared to go alone. I went with him because I knew who he was.” Julie has short, smartly cut black hair and glasses. She’s wearing a knitted scarf and matching handwarmers. They look like armour on her when she presses her palm on her chest, above her heart. “My heart is beating fast, when I tell this story. Almost nobody knows. Only my husband.”

I’m sitting with Julie at the home of 26-year-old Ann-Margrethe, Julie’s ex-boyfriend’s sister. I’ve already met Ann-Margrethe earlier, when she told me her story. Now she offered to act as an interpreter between Julie and me. Ann-Margrethe works in a local grocery store and rest of the time focuses on taking care of her one-year-old daughter Lily. Tonight Lily doesn’t want to go to bed and toddles around the living room, laughing loudly. She wants to look at photos of my cat on my iphone. “Avva!” she says and slides the touchscreen expertly to see another photo. “It means dog in Greenlandic baby language,” Ann-Margrethe clarifies. “But Lily says that about most animals.” When she goes to put Lily to bed, I sit with Julie who doesn’t know a lot of English. We trade some language tips, me trying to imitate the soft, throaty “q” sound of Greenlandic and she trying to roll out the hard “r” of Finnish. We laugh when we both fail.

It’s not an easy situation, describing to a stranger how somebody hurt your body and mind, took your sense of agency. But these women seem to do quite easily. Only when I ask how they feel, they reveal the difficulty. “I’m shaking, “ says Ann-Margrethe. But you can’t tell. She’s used to being strong and not showing her feelings. Just like the tens of thousands of other sexually abused women in the world, and in Greenland. Women must stay quiet and take it. “I’m always trying, “ she says. “You always have to try to hide it and be strong.”

A CULTURE OF LOOKING AWAY

“I think it is a cultural thing to have to hide it,” Julie says. “It’s a stigma on the house, if somebody has been raped. Especially if it happened inside the family. You can never reveal what’s wrong.

People will be afraid of what other people will say, will we ever get jobs again.” Rape is taboo. But only for the victim. The perpetrator doesn’t face any of the responsibility.

“It makes women here easy victims,” Ann-Margrethe adds. “The rapists know nobody will reveal it and their actions won’t have consequences. That’s why they keep doing it.”

When Ann-Margrethe was young, around six - she can’t remember exactly - she went to spend the night with her sister’s family. Her uncle also lived there. She hadn’t spent much time with him before and felt happy when he took special notice of her. “He took me to the store and bought me wine gums and cup noodles. It felt like I had a whole new family.”

In the evening, she shared a bed with her uncle and his children. During the night, she woke up to her uncle staring at her and reaching into her underwear. “I remember his heavy breathing. I tried to turn away from him and wait for him to leave. It felt like hours.” Eventually, he was gone and she ran to her sister to tell what had happened. She was told to go back to sleep and the problem would be dealt with tomorrow. “The next day, somebody beat my uncle up a little. But that was it. My family still talks to him. He doesn’t live that far away so I run into him often. I feel sick if I even see him.”

Both of these events happened a long time but to Julie and Ann-Margrethe, they’re still present in their lives daily. Both have suffered from depression and memories intruding on their lives for decades.

“I don’t remember exactly what happened at the gym.” Julie says. “The boy pushed me into the equipment closet and then I blacked out. Sometimes bits and pieces come back. I remember the smell of a cologne and sweaty man. I remember him holding my hands behind my back like the police do when they arrest someone. He was my cousin’s best friend.”

Ann-Margrethe interprets most of my questions as we don’t share enough common language with Julie to talk more than about the snow situation in Nuuk. The two women sit on opposite sides of me, talking in Greenlandic and I watch as Julie’s face moves with her story. She doesn’t cry and she’s not dramatic but sometimes she pauses and I see the inner struggle.

“When it was over, I asked him why did it. He didn’t say anything, just pushed me out.”

For a long time, Julie didn’t tell anybody. She went on to live a turbulent teenage life where everything around her made her angry. She lashed out at others, loving it when she could make somebody else angry. “It felt like they were expressing my anger and for a moment, I felt relief.” She studied to be an accountant and later on a social worker. She now works in a small home for the handicapped, taking care of two patients suffering from a very rare syndrome. She says she loves her work. “For the first few weeks I was a bit lost. But then I knew this is the right job for me.”

FLASHING BACK TO THE PAST

Many feelings follow sexual abuse and trauma, such as shame, depression and contrarily enough: feeling numb as well as uncontrollably aggressive. Anger is often difficult to feel and express after rape but it’s very present in both Ann-Margrethe’s and Julia’s stories. “I hate wearing too tight pants,“ Ann-Margarethe says. “It makes me feel like his hand is still in there. Sometimes that makes me angry and I get irritated with my mother and my boyfriend.” I feel glad, in some strange way, that they are able to feel and express anger. It was a bit different for me.

Many years ago, I met a boy, fell in love and started dating him. People told me he was a bit bad news but I didn’t care. I was having a difficult time, I’d been depressed, my self-esteem was low. Quickly our relationship deteriorated into him being unstable and unpredictable, lashing out at me for talking to his brother (I must have been cheating) or having a urinary tract infection (I must have

been cheating) or even talking about our relationship to my friends. He felt I didn’t need friends when I had him, or maybe I didn’t even have real friends. Who would really like a person like me?

When I started crying after he insulted me for behaving stupidly and not being able to keep my mouth shut, he told me it was for my own good. If I felt hurt, he called me too sensitive. “It’s normal to fight like this,” he said. When it came to sex, I realized I was tuning out. He didn’t care about what I felt or if I felt anything at all. Mostly I didn’t. If sex hurt, he tried to persuade me to continue and sometimes even pushed me to continue. I became afraid to say no. In the end, whatever I said, no or yes, I didn’t know what it meant.

The relationship ended quite soon and I should count myself lucky that it did. Afterwards, it took me months to understand what he did to me and how I changed after that. I distanced myself from almost everybody, I gained weight, I started dressing differently. I was afraid of people walking behind me and if an interpersonal conflict occurred, I could already hear a voice in my head berating me for the stupid things I’d done. One day, I ended up on a web forum for raped women and reading their experiences, I found myself thinking: this is how I feel, but why? It’s impossible to say if what happened in my past relationship was rape, sexual abuse or “only” a bad relationship. I don’t use the R-word often. I stutter as I try to say it in my own language. In English, it’s a little bit easier. My case could never have gone to the police, so in the end it doesn’t really matter how it’s defined.

SEEKING SUPPORT

I was lucky to have received help afterwards. Having been a depression patient for years before, I already had a therapist who I still continue to see today. The women in Greenland are less lucky. “We went to court,” Ann-Margrethe says. “But it was dismissed. There wasn’t enough evidence.” You can only wonder why judges think a child would lie about something like that. “I didn’t know what it was that happened. At that time, we didn’t have access to internet or even that much TV. All I knew was that it was wrong and belonged in the adult world.”

About 5 years ago she went to talk to a social service worker about her case. “It was a really bad experience,” she says. “ I was waiting to get in and they asked me to tell my story there out loud, in front of everybody. When I was assigned to a social worker, she didn’t even ask me in. I was standing at the doorway and the woman said to me: ‘You were raped only once. I can’t see why we should help you. Get over it.’ It still haunts me.” Now that she has recently had a baby, she has more access to health care and could go to a few sessions with a psychologist. “It’s until my baby is two. After that, they don’t care.”

Julie found some help through her studies. She was studying to become a social worker but when she was confronted with a course about abuse, the memories became overwhelming. “I went to a guidance counselor and told her I can’t do this, I’m going to quit school. The counselor pressed me to tell her what was going on and eventually got me 30 sessions with a psychologist.” When I ask her if it helped, she nods.

There are very few health care professionals in Greenland who could deal with trauma and its aftermath. Many regular citizens don’t have access to anybody who would help despite countless studies that show that the effects of sexual trauma can be long lasting and difficult to overcome by yourself.

Most sexual abuse survivors have mental health issues and aside that, frequently suffer of unexplained pains and aches, such as pelvic inflammation and headaches. Their emotional and sex lives are often irrevocably altered. “For a while I would just sleep with people without thinking about it,” Julie says. “But when I had my first child, I started to understand my body. That I should only have sex when I really wanted to.” When sexual agency and choice are taken away from you, it can become impossible to recognize or even tolerate sexual feelings. “Often I don’t want it all,”

Ann-Margrethe says. “It brings back too many memories. It doesn’t feel like a normal part of a loving relationship.”

CONNECTING WITH PEOPLE

Julie and Ann-Margrethe want to help others who share their experience. When they heard about a Finnish photographer (that’s me) coming to Nuuk to do an art project concerning the experiences of abused women, they wanted to tell their story, hoping it could help others. “I’m still working on my trauma, “ Julie says. She’s on antidepressants and has bad spells. “If I have a bad day, I talk to my husband. My life is better now and I have a good relationship.” As our interview drags on, Julie’s husband calls her to check when she’s coming home. It’s sweet that he worries about her.

Ann-Margrethe, as a new mother, worries about her child. “Having Lily made me want to talk about this and bring things to light. I never want anything like this happen to her, or any other baby.

Sometimes I can’t sleep at night because I’m so worried about children having these experiences. The only way to make this situation better is to talk about it openly.”

We meet in the evenings when Lily has gone to sleep or Lily’s father is home from work and can look after the baby. Ann-Margrethe’s house is cozy and lovely, a traditional colourful wooden house at the center of Nuuk. “It’s become hard to connect with people after what happened,” she says. “It feels as if other people can never be in the same place if this has never happened to them. Trusting people becomes almost impossible.”

Despite the feelings of isolation, there’s a kinship when I talk to Ann-Margrethe and Julie. During our talks, most of what they says rings true to me. In this horrible thing, we are united and we can share each other's experiences. I can only be grateful that they have been able to trust me enough to share their experiences with me. Looking at them, I don’t see shame or a stigma, I see women who have struggled and become stronger for it. It’s as if we have an odd secret society now. Listening to them, I realize that deep down in all of our communities, there exists a vibrant thread of women supporting each other. We need to trust it and bring it forward. We can nurture change.

The best way to help is to talk about it, out loud.

Inkeri Jänttis hjemmeside

Hvad er grønlandsk kunst og hvad er en grønlandsk kunstner?

Af Ivan Burkal

Der er ofte i medierne og det offentlige rum særligt fokus på ”det grønlandske” i grønlandsk kunst. Denne artikel tager ikke stilling til om det er godt eller skidt, men forsøger at problematisere ”det grønlandske” i forhold til lovgivningen.  

Hvad er grønlandsk kunst og grønlandske kunstnere
Det er der antagelig flere bud på, men det officielle svar kan man finde i Inatsisartutlov nr. 11. af 6. juni 2016 med den noget besynderlige titel ”lov om kunstnerisk virksomhed”. Virksomheden omfatter en række aktiviteter, som beskrives og afgrænses i loven (se § 1, loven kan findes på www.lovgivning.gl).

Loven definerer grønlandsk kunst som ”værker, der er udført af grønlandske kunstnere eller kunstnerisk virksomhed udøvet af grønlandske kunstnere”. Hvad der definerer en grønlandsk kunstner er ofte uklart, men også her er loven meget tydelig; en ”grønlandske kunstnere er kunstnere, der har fast bopæl i Grønland” (se § 2).

Tilskud til professionelle kunstnere siden 2003
Polemisk kan man så spørge; ja, men hvad ER en kunstner - ud over at være en person med fast bopæl i Grønland? I finansloven under formålskontoen KUNST (se 40.95) findes bl.a. de såkaldte kulturmidler, der kan søges med hjemmel i ovennævnte Inatsisartutlov. Af teksten på hovedkontoen fremgår desuden, at ”midlerne kan søges af enkeltpersoner, organisationer m.v. og ydes fortrinsvis til professionelle udøvende og skabende kunstneres aktiviteter og projekter, og til andre projekter med et højt kunstnerisk niveau”. Muligheden for at yde tilskud til professionelle kunstnere blev første gang mulig efter vedtagelsen af Landstingsforordningen om kultur- og fritidsvirksomhed i 2002 (§ 30). De nye muligheder for at støtte den professionelle kunst blev synliggjort i finansloven 2003, og om kulturmidlerne stod der, at ”Midlerne … ydes fortrinsvis til professionelle skabende og udøvende kunstneres aktiviteter og projekter”. Definitionen af en professionel kunstner, blev dog ikke fastsat i andre regler, selv om forordningen gav mulighed for det.

De politiske intentioner
I bemærkningerne til Inatsisartut loven om kunstnerisk virksomhed kan man få en idé om intentionerne med loven. Desværre udbydes hverken begreberne grønlandsk kunst eller grønlandsk kunstner og det professionelle element, som fremgår af finansloven, er heller ikke nævnt. Om loven i øvrigt står der i bemærkningerne, at loven” tilsigter overordnet at give kunstområdet en klarere status og større betydning som et offentligt ansvarsområde, herunder at tydeliggøre de offentlige myndigheders ansvar på området”, og ”Naalakkersuisut finder, at kunsten har en stor betydning for samfundsudviklingen, og at det er de offentlige myndigheders ansvar at sikre, at der er gode rammer for kunstnerisk virksomhed og befolkningens muligheder for at nyde godt af den kunstneriske virksomhed”.

Kunstloven der blev til ”loven om kunstnerisk virksomhed”
Hvis man politisk ønsker at give kunstområdet en klarere status og større betydning, må man vel forvente en vis professionel tilgang til såvel ”værker” som ”virksomhed”. Problemet er, at loven fra 2016 i høj grad er en ajourføring af forordningen fra 2002 og ikke en egentlig KUNSTLOV, der tager udgangspunkt i de skabende og udøvende kunstneres betingelser og behov - der i virkeligheden er meget forskellige.

Er det så ikke lige meget – i vores lille verden – om definitionen af grønlandsk kunst og grønlandske kunstnere fremgår af loven? Både og - når der skal deles penge ud, kan det have en betydning. For kunstlivet generelt har det en stor betydning. Hvis vi holder os til billedkunsten, kan man argumentere for, at der er gode billeder og dårlige billeder og billeder, der bliver til kunst. Med andre ord, det, der nu eller med tiden betragtes officielt som (billed)kunst, fordrer en offentlig stillingtagen til værkerne. Det kan ske gennem udstillinger, offentlige og private indkøb, legater og tilskud, anmeldelser, priser, uddannelser, bøger og tidsskrifter mv. Hvis man listede alle muligheder op og stillede sig det spørgsmål, hvor mange ”flueben” kan vi sætte her i landet, vil det blive til ganske få. Kunstskribenter og kritikkere spiller en særlig rolle i dette system, men manglen på dem her i landet og på hele det system, der over tid er med til at definere hvad der er kunst og hvem, der er kunstner, findes ikke.

Derfor udfordres kunstnerne ikke, og de bliver ikke interessante for andre uden for Grønland. Kunsterne bliver fastholdt i deres egen selvtilstrækkelighed og i en konform kunstverden.

Kunstindkøb og sikring af kulturarven
I forhold til det offentliges køb af kunst og her især Grønlands Nationalmuseum, der varetager forpligtelserne i forhold til kulturarven, må der siges at være en særligt problem. Hvis man ser på museets årsrapport for de seneste år og indkøbene i 2017, har museet indkøbt værker af kunstnere, der ikke falder ind under Inatsisartutlovens definition af grønlandsk kunst.

Det vil derfor været meget relevant om museet fastlagde en indkøbsstrategi for fremtidige indkøb til bevaring af kulturarven mht. kunstværker.