Posts in Category: Ivan Burkal
Ny milepæl i kunst- og kulturpolitikken
På efterårssamlingens sidste dag (29. november 2018) vedtog Inatsisartut et beslutningsforslag om at oprette en kunstfond. Et ønske som kunstnerne har fremført i mange år.
Lovforslag senest i efteråret 2019
Forslaget til Inatsisartut beslutning (pkt. 164) var fremsat af IA´s Peter Olsen og gik ud på, at pålægge Naalakkersuisut ”senest til efterårssamlingen 2019 at udarbejde et forslag til ændring af gældende lovgivning, således en etablering af en kunstfond muliggøres med henblik på at skabe et armslængdeprincip i tildelingen af samtlige kunstmidler”. Der var bred opbakning til forslaget, idet 22 medlemmer stemt for og igen imod.
Peter Olsen har gennem de seneste år været meget aktiv på kulturfronten og var bl.a. stærkt medvirkende til, at Inatsisartutloven om kunstnerisk virksomhed blev vedtaget med virkning fra 2016.
Ingen opbakning fra Naalakkersuisut
Departementet for Kultur afviste forslaget ved førstebehandlingen med den begrundelse, at departementet var i gang med delvist at overdrage beslutningerne om kunstnerisk tilskud til EPI (Eqqumiitsuliornikkut Pinngorartitsisut Ingerlatsisullu). Af forslaget til Finanslov for 2019 fremgik det ellers, at Naalakkersuisut skulle kunne indgå en resultatkontrakt med EPI med henblik på administration af kulturmidler, arbejdslegater, filmvirksomhed, udgivelse af grønlandsksprogede bøger og tilskud til musikproduktion. Teksten findes fortsat i finansloven for 2019 (s. 450).
Et enigt Kulturudvalg indstillede imidlertid Peter Olsens forslag til vedtagelse. I Naalakkersuisoq for Kulturs svarnotat til anden behandlingen blev udvalgets betænkning taget til efterretning, men svarnotatet havde alligevel kun fokus på eventuelle negative følger af lovforslaget. Med andre ord havde Naalakkersuisut nok hellere set en anden løsning på administrationen af støtteordningerne end etableringen af en kunstfond.
Armslængdeprincippet
Problemet med de kulturelle tilskud har blandt andet været, at de skulle godkendes af Naalakkersuisoq for Kultur, og de har derfor gennem årene været under mistanke om politiske prioriteringer. Et andet problem har været, at de afsatte midler skulle bruges inden for kalenderåret, og ikke brugte midler gik tilbage til landskassen. En kunstfond vil kunne imødekomme begge disse knaster i bevillingspolitikken. Beslutningsforslaget tager ikke stilling til, om midlerne til fondens drift skal finansieres fra landskassen midler eller fra de eksisterende kulturkonti. Vælger man den sidste løsningen, kan det blive dyrt for kunsten.
Kunstfonden – en milepæl i kulturpolitikken
Kunst- og kulturpolitikken har gennem de sidste 20 år udviklet sig betydeligt, og der er ingen tvivl om, at kunstfonden kan blive en milepæl for kunstnerne og for kulturpolitikken i det hele taget. Behandlingen af ansøgninger og udviklingen af tilskudsordninger vil fremover i højere grad skulle besluttes af kunstnerne selv, og med den meget lille kunstscene her i landet vil der skulle stilles stor krav til fonden. Fremover skal Inatsisartut kun tage beslutning om størrelsen af årlige tilskud til fonden og ikke til kulturpolitiske prioriteringer. Manglende interesse fra politikerne kan derfor blive prisen, som kunstnerne må betale.
Læs hele Peter Olsens forslag og Inatsisartuts behandling for forlaget på www.inatsisartut.gl under EM 2018 punkt 164.
Læs også min artikel ”Hvad er grønlandsk kunst, og hvad er en grønlandsk kunstner?” på www.kunst.gl.
Hvad er grønlandsk kunst og hvad er en grønlandsk kunstner?
Af Ivan Burkal
Der er ofte i medierne og det offentlige rum særligt fokus på ”det grønlandske” i grønlandsk kunst. Denne artikel tager ikke stilling til om det er godt eller skidt, men forsøger at problematisere ”det grønlandske” i forhold til lovgivningen.
Hvad er grønlandsk kunst og grønlandske kunstnere
Det er der antagelig flere bud på, men det officielle svar kan man finde i Inatsisartutlov nr. 11. af 6. juni 2016 med den noget besynderlige titel ”lov om kunstnerisk virksomhed”. Virksomheden omfatter en række aktiviteter, som beskrives og afgrænses i loven (se § 1, loven kan findes på www.lovgivning.gl).
Loven definerer grønlandsk kunst som ”værker, der er udført af grønlandske kunstnere eller kunstnerisk virksomhed udøvet af grønlandske kunstnere”. Hvad der definerer en grønlandsk kunstner er ofte uklart, men også her er loven meget tydelig; en ”grønlandske kunstnere er kunstnere, der har fast bopæl i Grønland” (se § 2).
Tilskud til professionelle kunstnere siden 2003
Polemisk kan man så spørge; ja, men hvad ER en kunstner - ud over at være en person med fast bopæl i Grønland? I finansloven under formålskontoen KUNST (se 40.95) findes bl.a. de såkaldte kulturmidler, der kan søges med hjemmel i ovennævnte Inatsisartutlov. Af teksten på hovedkontoen fremgår desuden, at ”midlerne kan søges af enkeltpersoner, organisationer m.v. og ydes fortrinsvis til professionelle udøvende og skabende kunstneres aktiviteter og projekter, og til andre projekter med et højt kunstnerisk niveau”. Muligheden for at yde tilskud til professionelle kunstnere blev første gang mulig efter vedtagelsen af Landstingsforordningen om kultur- og fritidsvirksomhed i 2002 (§ 30). De nye muligheder for at støtte den professionelle kunst blev synliggjort i finansloven 2003, og om kulturmidlerne stod der, at ”Midlerne … ydes fortrinsvis til professionelle skabende og udøvende kunstneres aktiviteter og projekter”. Definitionen af en professionel kunstner, blev dog ikke fastsat i andre regler, selv om forordningen gav mulighed for det.
De politiske intentioner
I bemærkningerne til Inatsisartut loven om kunstnerisk virksomhed kan man få en idé om intentionerne med loven. Desværre udbydes hverken begreberne grønlandsk kunst eller grønlandsk kunstner og det professionelle element, som fremgår af finansloven, er heller ikke nævnt. Om loven i øvrigt står der i bemærkningerne, at loven” tilsigter overordnet at give kunstområdet en klarere status og større betydning som et offentligt ansvarsområde, herunder at tydeliggøre de offentlige myndigheders ansvar på området”, og ”Naalakkersuisut finder, at kunsten har en stor betydning for samfundsudviklingen, og at det er de offentlige myndigheders ansvar at sikre, at der er gode rammer for kunstnerisk virksomhed og befolkningens muligheder for at nyde godt af den kunstneriske virksomhed”.
Kunstloven der blev til ”loven om kunstnerisk virksomhed”
Hvis man politisk ønsker at give kunstområdet en klarere status og større betydning, må man vel forvente en vis professionel tilgang til såvel ”værker” som ”virksomhed”. Problemet er, at loven fra 2016 i høj grad er en ajourføring af forordningen fra 2002 og ikke en egentlig KUNSTLOV, der tager udgangspunkt i de skabende og udøvende kunstneres betingelser og behov - der i virkeligheden er meget forskellige.
Er det så ikke lige meget – i vores lille verden – om definitionen af grønlandsk kunst og grønlandske kunstnere fremgår af loven? Både og - når der skal deles penge ud, kan det have en betydning. For kunstlivet generelt har det en stor betydning. Hvis vi holder os til billedkunsten, kan man argumentere for, at der er gode billeder og dårlige billeder og billeder, der bliver til kunst. Med andre ord, det, der nu eller med tiden betragtes officielt som (billed)kunst, fordrer en offentlig stillingtagen til værkerne. Det kan ske gennem udstillinger, offentlige og private indkøb, legater og tilskud, anmeldelser, priser, uddannelser, bøger og tidsskrifter mv. Hvis man listede alle muligheder op og stillede sig det spørgsmål, hvor mange ”flueben” kan vi sætte her i landet, vil det blive til ganske få. Kunstskribenter og kritikkere spiller en særlig rolle i dette system, men manglen på dem her i landet og på hele det system, der over tid er med til at definere hvad der er kunst og hvem, der er kunstner, findes ikke.
Derfor udfordres kunstnerne ikke, og de bliver ikke interessante for andre uden for Grønland. Kunsterne bliver fastholdt i deres egen selvtilstrækkelighed og i en konform kunstverden.
Kunstindkøb og sikring af kulturarven
I forhold til det offentliges køb af kunst og her især Grønlands Nationalmuseum, der varetager forpligtelserne i forhold til kulturarven, må der siges at være en særligt problem. Hvis man ser på museets årsrapport for de seneste år og indkøbene i 2017, har museet indkøbt værker af kunstnere, der ikke falder ind under Inatsisartutlovens definition af grønlandsk kunst.
Det vil derfor været meget relevant om museet fastlagde en indkøbsstrategi for fremtidige indkøb til bevaring af kulturarven mht. kunstværker.
Katuaq – succes eller fiasko?
Af Ivan Burkal
NAPA´s direktør i 90´erne udtale i forbindelse med et møde i arbejdsgruppen for kommende brugere af Katuaq, at Nordisk Kulturcenter (senere Katuaq - Grønlands Kulturhus) ville blive en succes, når Kulturcentret åbnede (1997), og at man i fremtiden ville tale om en tid før og en tid efter Katuaqs åbning. Det har han vel fået ret i. Katuaq har været en publikumssucces. Han udtalte imidlertid også, at Katuaq var fremtidssikret for de næste 50 år, men indtil videre har Katuaq mest været en fiasko for billedkunsten.
Arbejdsgruppen holdt en række møder i 1993 (så vidt jeg husker). Jeg deltog på vegne af Kunstnersammenslutningen Simerneq (1980-1998). Arbejdsgruppen fik fra starten at vide, at vi kunne komme med ønsker til kulturcenteret, men at vi ikke skulle forvente, at de ville blev indfriet - hvilket de stort set heller ikke blev.
I oplægget til Nordisk Kulturcenter, nu Katuaq, skrev daværende Landsstyremedlem for Kultur, Jens Lyberth, i 1989 bland andet, at ”foyeren…… skal også kunne anvendes til skiftende udstillinger, hvorfor lysforholdene er meget væsentlige” (s 5)[1].
Af et senere prospekt fremgår det også, at Lille Sal skal kunne anvendes til udstillinger.[2]
I 1998 udgav forlaget Atuakkiorfik bogen ”Katuaq – Grønlands Kulturhus” med tekst og fotos af Ivars Silis. Bogen var første og fremmest en markering af åbningen af Katuaq d. 15. februar 1997 men også et afsæt for, hvad befolkningen kunne forvente sig af huset. Billederne viser en stor entusiasmen, og sådan husker jeg også de første par år af Katuaqs eksistens.[3]
Det jeg her vil fokusere på i ovennævnte bog er dog især afsnittet ”Magien levere videre” for, på trods af den optimistiske titel, havde Silis set malurten i bægeret. Silis skriver således på (s. 55):
”På visse områder kunne huset vanskeligt indfri forventningerne, på andre overtraf de visionerne”, og ”Malerier hænger i korridorer og gange, og de spanske vægge i foyeren danner deres egen sluttede verden. Billedkunsten har fået bedre udstillingsforhold end nogensinde før i Grønland. Men ideelle er de ikke”. Silis slutter afsnittet af med, ” Hvornår får Grønland et nationalt galleri og lokaler alene forbeholdt vekslende udstillinger? Rum, der lader værkerne komme til deres ret, belysningsmæssigt og pladsmæssigt – og giver beskueren ro til fordybelse”[4].
I 20-års jubilæumsskriftet for Katuaq er der stort set kun ros til Katuaq, og man skal se godt efter for at finde kritiske røster. KIMIKs formand, Lisbeth K. Poulsen, siger, at ”rammerne for udstillinger har været udfordrende, men det har aldrig været umuligt” (s. 38). Kunstskolen leder, Arnannguaq Høegh, siger det mere direkte, at ”hun personligt kunne ønske sig – set med kunstnerøjne – at der blev givet mere plads til bedre egne udstillingsområder, med fokus på lys…..” (s. 40).
Borgmester Asii Chemnitz Narup er citeret for, at ”der løbende (gøres) overvejes omkring Katuaqs fysiske rammer, og der er flere ideer og ønsker til en ombygning” (s 18). Disse overvejelser udbydes dog ikke, men må vel være udtryk for at kommunen også har set udfordringerne.
Da vinderne af arkitektkonkurrencen i sin tid blev præsenteret, spurgte jeg en af arkitekterne om udstillingsmulighederne i kulturhuset. Han pegede på en planche, som viste et området foran receptionen, der kunne bruges til mindre udstillinger (på skillevægge), og at det store lokale på 1. sal (en gang kaldt byorkestersalen) kunne anvendes, når Kunstskolen ikke anvendte det eller det blev brugt til scenografi. Han pegede også på området bag ved den lille sal.
I dag er vi endt med, at kunstnerne KUN kan udstille bag ved Lille Sal. Der er ikke tale om et udstillingsrum men et irregulært gangareal, som ikke fra starten er tænkt som et udstillingslokale, og det er derfor meget vanskeligt at anvende til kunstudstillinger.
Heldigvis har vi nu Nuuk Kunstmuseum, der efter mange års famlen efter et ståsted i kunstformidlingen, ser ud til at have fundet sin egen identitet og gode vilkår for billedkunsten.
Katuaq er på mange måder en publikumssucces, og den daværende NAPA direktørs spådom om, at der er en tid før og efter Katuaqs åbning, er gået i opfyldelse, men som udstillingssted for billedkunsten har Katuaq desværre skuffet. Men det kan der måske rettes op på inden for de næste 30 år, og den anden spådom kan dermed også gå i opfyldelse – også for billedkunsten.
[1] Opførelse af Nordisk Kunst- og Kulturcenter i Nuuk udgivet af Kultur- og undervisningsdirektoratet.
[2] Grønlands Kulturhus – et vindue mod verden (1995)
[3] Et utal af konferencer lagde imidlertid beslag på pladsen og mulighederne. Grønlands Kunstnerudstilling KIMIK´s udstillinger i 1998 blev derfor også den eneste i en årrække.
[4] Aka Høegh var Katuaqs sommerudstiller i 1998, hvilket også ses i bogen.
Foto er fra pjecen "Kulturip Illorua/Grønlands Kulturhus - et vindue mod verden", 1995.