Posts in Category: Ivan Burkal

Kunstnersammenslutningen Simerneq

Af Ivan Burkal

Fra midt i 60´erne og frem til i dag har der været flere foreninger og sammenslutninger i Grønland, som enten ønskede at hjælpe kunstnerne, eller som havde til formål at samle dem om et kunstnerisk fællesskab. Kunstnersammenslutningen Simerneq eksisterede i Nuuk i perioden 1979-1998 og havde stor betydning for kunstmiljøet i Nuuk.  

Denne artikel bygger på Simerneqs arkiv på Grønlands Landsarkiv samt samtaler og mailkorrespondance med Inger Hauge, som udover at have indleveret arkivet, også var en af initiativtager til Simerneq, sekretær i foreningen og medlem i alle årene.

Simerneqs start

I 1979 inviteredes til udstilling på Atuarfik Ukaliusaq (USK) i Nuuk på initiativ af de to seminarielærere Inger Kreutzmann og Astri Heilmann samt Inger Hauge, senere boghandler og indehaver af Forlaget Atuagkat. Der blev annonceret efter folk, som arbejdede med kunst af enhver art, og alle var velkomne til at deltage i en fælles udstilling.

I en mailkorrespondance i 2023 med Inger Hauge, skriver hun: ”Det blev sjovt! – der kom revl og krat af skidt og kanel og en masse fine ting. Mange deltagere var folk, som var i Nuuk for en kortere periode – altså udsendte”.

Året efter i 1980 blev der annonceret med; ”Forårsudstilling, lørdag d. 17. og søndag d. 18. maj fra kl.10-17. i Ukaliusaq Skolens festsal. Arbejder som oliemaling, akvareller, tryk, kludeklip, vævning, lertøj, stentøj, foto, porcelænsmaling, stenmosaik, fedtstensfigurer m.m.” Annoncen var underskrevet Inger Kreutzmann.

Om gruppens opstart fortæller Inger Hauge videre i en mail: ”Ud af denne udstilling opstod tanken – hos de to førnævnte samt undertegnede – at det burde vi lægge i nogle faste rammer. Vi tænkte længe og grundigt – og spurgte så rundt omkring blandt kunstnere og kunstnerspirer i Nuuk, om der var nogle der ville være med til at starte en sammenslutning. Og det var der! I starten kaldte vi os bare Forårsudstillingen”.

Ifølge kataloget til udstilling i 1980 deltog Anne-Lise Løvstrøm, Frank Frederiksen, Jens Leibhardt, Norma Hundborg, Inger Hauge, Astri Heilmann og Inger Kreutzmann på udstilling og udstillede i alt 117 værker. Udstilling blev omtalt i Atuagagdliutit/Grønlandsposten og blev rosende anmeldt med flere billeder i Sermitsiaq. Artiklen anslog, at der kom 650 besøgende på udstillingen.

Sammenslutningens navn og forårsudstillinger

Gruppen første forårsudstilling var en succes og gav blod på tanden, og Inger Hauge skriver videre; ”selvfølgelig måtte vi have et navn til sammenslutningen. Den tyggede vi også længe på. Det endte med, at Astris mand, Isak Heilmann, fandt på navnet Simerneq – en plet som ikke forsvinder”. En notits i Sermitsiaq nr. 10, 1981 skriver: ”Kunstforening dannet”. De første vedtægter blev godkendt på generalforsamlingen d. 3. februar 1981. Ud over de 7 tidligere nævnte deltog også Hans Lynge, Getrud Kleinschmidt og Esajas Isaksen som gæsteudstillere. De blev efterfølgende medlemmer af Simerneq. Forårsudstillingerne blev i mange år en fast tradition i Nuuk.

Om Hans Lynges deltagelse i Simerneq fortæller Inger Hauge, at han var ”til stor inspiration for os andre, fordi han var så gavmild med at dele ud af egne erfaringer med ”stoffet”.

Sammenslutningens formål

Formålet med sammenslutningen var, at ”fremme og styrke den bildende kunst i Grønland, ved gennem udstillinger, hvoraf der skal afholdes mindst én hver år for sammenslutningens medlemmer, at vise den bildedende kunsts mangfoldighed og udtryk (§1)”.

At Simerneq var en sammenslutning og ikke en traditionel forening betød, at der ikke var en formand, men at medlemmerne årligt valgte en sekretær, kasserer og en forretningsfører. Af vedtægterne fremgik det, at medlemstallet skulle være ca. 15. Der skulle desuden vælges 2 medlemmer til ungdomsafdelingen, og ungdomsafdelingen kunne omvendt vælge 1-2 repræsentanter til Simerneqs bestyrelse. I begyndelse af november 1981 skrev Sermitsiaq, at ”Simerneq vil have ungdomsafdeling”. Der blev holdt et introduktionsmøde d. 9. november 1981, som Hjemmestyret havde støttet med kr. 5.000. I februar 1982 søgte Simerneq om yderlige kr. 5.000 fra Hjemmestyret til det forsatte arbejde, da der havde vist sig stor interesse. Interessen holdt imidlertid ikke ved, og ungdomsafdelingen blev kort efter opgivet. Gennem årene blev Simerneq jævnligt støttet af Hjemmestyret.

Simerneqs anden forårsudstilling

I påsken 1981 afholdt sammenslutningen den anden udstilling på USK og nu under navnet Simerneq. Ud over udstillerne fra 1980 deltog også Hans Lynge og Gertrud Kleinschmidt. I Sermitsiaq nr. 16, 1981, under overskriften ”Kunst ud på kysten” skriver avisen, at Landstyrmedlem Jonathan Motzfeldt i sin tale sagde, at ”Landsstyret ville se positivt på at få kunstudstillinger ud på kysten”, hvilken må ses som Landsstyrets støtte til, at kunst skulle ud i hele Grønland, selvom det efterfølgende kun skete i yderst begrænset omfang. I artiklen fremgår det desuden, at Simerneq havde et åbent værksted, hvor publikum kunne se kunstnerne arbejde.

Der fornemmes en vis pionerånd, når man læser i arkivmaterialet, og Simerneq forsøgte også at nå ud over Nuuk ved i samarbejde med ungdomsafdelingen at arrangere en åben udstilling for unge kunstnere fra hele landet den 13. og 14. november 1982.

Ungdomsudstillingen SIKKERSOQ

I 1982 i Sermitsiaq nr. 45 kunne man under overskriften, ”25 kunstnere udstiller værker i Godthåb” læse at udstillingen hed SIKKERSOQ (spire) og var den største udstilling Simerneq endnu havde organiseret med over 300 værker. Ud over dette citerede avisen Inger Hauge for, at ”vi (Simerneq) længe har ønsket at få en landsdækkende organisation, men det kan være svært med de store afstande”. Udstillingen blev støttet med 10.000 kr. af henholdsvis Hjemmestyret og Nationalbankens Jubilæumsfond. Planen var, at udstillingen skulle på turne i Grønland, men af arkivmaterialet ses kun, at udstillingen udover i Nuuk blev vist i Qasigiannguit (Christianshåb).

Ungdomsafdelingen døde langsomt ud, den landsdækkende organisation blev ikke til noget, og de følgende år koncentrerede Simerneq sig om at afholde de årlige forårsudstillinger på USK. I 1984-87 blev udstillingen flyttet fra USK til Qassi – Kollegiesalen (Seminariets festsal). På det tidspunkt var der planer om at inddrage salen til andre formål, og i et bekymringsbrev til Landsstyret kan man læse, at Simerneq tog afstand fra planerne om at ombygge Qassi, da stedet var det eneste i Nuuk, hvor der kunne afholdes kulturelle arrangementer.

I efteråret 1987 blev udstillingen SIKKERSOQ afholdt for anden gang, og i en pressemeddelelse fremgik det, at ”Simerneq arrangerer udstilling for alle kunstnere i Grønland”. Pressemeddelelsen indledtes med ”Vi ved, at der rundt omring i Grønland sidder mange mennesker og laver smukke ting, som de godt vil vise frem, men som ikke selv har kræfter eller ting nok til at lave en selvstændig udstilling”.

Simerneqs betydning for kunstnerne i og uden for Nuuk

I 1990 deltog jeg selv som gæsteudstiller på Simerneqs forårsudstilling. Her efter blev jeg optaget som medlem og deltog i forårsudstillingerne frem 1995. Som tilflytter til Nuuk (1989), var det en gave at udstille med Simerneq og at lære andre kreative mennesker at kende gennem kunsten.

Medlemstilgangen var faldende og i 1998 holdt Simerneq den første og eneste udstilling i Grønlands Kulturcenter Katuaq. Problemer med afregningen for salg af værker og det faktum, at der kun var 3 medlemmer tilbage, gjorde, at Simerneq blev opløst. I 1995 dannede en række kunstnere den landsdækkende "Kunstnersammenslutningen KIMIK” og en del kunstnere valgte at udstille gennem KIMIK.

Simerneq og de årlige forårsudstillinger havde en stor betydning for kunstnerne og for borgerne både med hensyn til at vise kunsten frem og for salg af værker. Udstillingerne var et tilløbsstykke og salget ikke ubetydeligt blandt andet til en række kunstcirkler i byen, gæster i byen og storentreprenøren Svend Junge, som senere med udgangspunkt i sin samling oprettede Nuuk Kunstmuseum.

En stor tak til Inger Hauge dels for at have afleveret hele Simerneqs arktiv til Grønlands Landsarkiv og for gennem samtaler og mails at være behjælpelig med at tilrette og læse korrektur på artiklen. / Sorø 8. november 2023

Ny milepæl i kunst- og kulturpolitikken

På efterårssamlingens sidste dag (29. november 2018) vedtog Inatsisartut et beslutningsforslag om at oprette en kunstfond. Et ønske som kunstnerne har fremført i mange år.

Lovforslag senest i efteråret 2019

Forslaget til Inatsisartut beslutning (pkt. 164) var fremsat af IA´s Peter Olsen og gik ud på, at pålægge Naalakkersuisut ”senest til efterårssamlingen 2019 at udarbejde et forslag til ændring af gældende lovgivning, således en etablering af en kunstfond muliggøres med henblik på at skabe et armslængdeprincip i tildelingen af samtlige kunstmidler”. Der var bred opbakning til forslaget, idet 22 medlemmer stemt for og igen imod.

Peter Olsen har gennem de seneste år været meget aktiv på kulturfronten og var bl.a. stærkt medvirkende til, at Inatsisartutloven om kunstnerisk virksomhed blev vedtaget med virkning fra 2016.

Ingen opbakning fra Naalakkersuisut

Departementet for Kultur afviste forslaget ved førstebehandlingen med den begrundelse, at departementet var i gang med delvist at overdrage beslutningerne om kunstnerisk tilskud til EPI (Eqqumiitsuliornikkut Pinngorartitsisut Ingerlatsisullu). Af forslaget til Finanslov for 2019 fremgik det ellers, at Naalakkersuisut skulle kunne indgå en resultatkontrakt med EPI med henblik på administration af kulturmidler, arbejdslegater, filmvirksomhed, udgivelse af grønlandsksprogede bøger og tilskud til musikproduktion. Teksten findes fortsat i finansloven for 2019 (s. 450).

Et enigt Kulturudvalg indstillede imidlertid Peter Olsens forslag til vedtagelse. I Naalakkersuisoq for Kulturs svarnotat til anden behandlingen blev udvalgets betænkning taget til efterretning, men svarnotatet havde alligevel kun fokus på eventuelle negative følger af lovforslaget. Med andre ord havde Naalakkersuisut nok hellere set en anden løsning på administrationen af støtteordningerne end etableringen af en kunstfond.

Armslængdeprincippet

Problemet med de kulturelle tilskud har blandt andet været, at de skulle godkendes af Naalakkersuisoq for Kultur, og de har derfor gennem årene været under mistanke om politiske prioriteringer. Et andet problem har været, at de afsatte midler skulle bruges inden for kalenderåret, og ikke brugte midler gik tilbage til landskassen. En kunstfond vil kunne imødekomme begge disse knaster i bevillingspolitikken. Beslutningsforslaget tager ikke stilling til, om midlerne til fondens drift skal finansieres fra landskassen midler eller fra de eksisterende kulturkonti. Vælger man den sidste løsningen, kan det blive dyrt for kunsten.

Kunstfonden – en milepæl i kulturpolitikken

Kunst- og kulturpolitikken har gennem de sidste 20 år udviklet sig betydeligt, og der er ingen tvivl om, at kunstfonden kan blive en milepæl for kunstnerne og for kulturpolitikken i det hele taget. Behandlingen af ansøgninger og udviklingen af tilskudsordninger vil fremover i højere grad skulle besluttes af kunstnerne selv, og med den meget lille kunstscene her i landet vil der skulle stilles stor krav til fonden. Fremover skal Inatsisartut kun tage beslutning om størrelsen af årlige tilskud til fonden og ikke til kulturpolitiske prioriteringer. Manglende interesse fra politikerne kan derfor blive prisen, som kunstnerne må betale.

Læs hele Peter Olsens forslag og Inatsisartuts behandling for forlaget på www.inatsisartut.gl under EM 2018 punkt 164.

Læs også min artikel ”Hvad er grønlandsk kunst, og hvad er en grønlandsk kunstner?” på www.kunst.gl.

 

 

Hvad er grønlandsk kunst og hvad er en grønlandsk kunstner?

Af Ivan Burkal

Der er ofte i medierne og det offentlige rum særligt fokus på ”det grønlandske” i grønlandsk kunst. Denne artikel tager ikke stilling til om det er godt eller skidt, men forsøger at problematisere ”det grønlandske” i forhold til lovgivningen.  

Hvad er grønlandsk kunst og grønlandske kunstnere
Det er der antagelig flere bud på, men det officielle svar kan man finde i Inatsisartutlov nr. 11. af 6. juni 2016 med den noget besynderlige titel ”lov om kunstnerisk virksomhed”. Virksomheden omfatter en række aktiviteter, som beskrives og afgrænses i loven (se § 1, loven kan findes på www.lovgivning.gl).

Loven definerer grønlandsk kunst som ”værker, der er udført af grønlandske kunstnere eller kunstnerisk virksomhed udøvet af grønlandske kunstnere”. Hvad der definerer en grønlandsk kunstner er ofte uklart, men også her er loven meget tydelig; en ”grønlandske kunstnere er kunstnere, der har fast bopæl i Grønland” (se § 2).

Tilskud til professionelle kunstnere siden 2003
Polemisk kan man så spørge; ja, men hvad ER en kunstner - ud over at være en person med fast bopæl i Grønland? I finansloven under formålskontoen KUNST (se 40.95) findes bl.a. de såkaldte kulturmidler, der kan søges med hjemmel i ovennævnte Inatsisartutlov. Af teksten på hovedkontoen fremgår desuden, at ”midlerne kan søges af enkeltpersoner, organisationer m.v. og ydes fortrinsvis til professionelle udøvende og skabende kunstneres aktiviteter og projekter, og til andre projekter med et højt kunstnerisk niveau”. Muligheden for at yde tilskud til professionelle kunstnere blev første gang mulig efter vedtagelsen af Landstingsforordningen om kultur- og fritidsvirksomhed i 2002 (§ 30). De nye muligheder for at støtte den professionelle kunst blev synliggjort i finansloven 2003, og om kulturmidlerne stod der, at ”Midlerne … ydes fortrinsvis til professionelle skabende og udøvende kunstneres aktiviteter og projekter”. Definitionen af en professionel kunstner, blev dog ikke fastsat i andre regler, selv om forordningen gav mulighed for det.

De politiske intentioner
I bemærkningerne til Inatsisartut loven om kunstnerisk virksomhed kan man få en idé om intentionerne med loven. Desværre udbydes hverken begreberne grønlandsk kunst eller grønlandsk kunstner og det professionelle element, som fremgår af finansloven, er heller ikke nævnt. Om loven i øvrigt står der i bemærkningerne, at loven” tilsigter overordnet at give kunstområdet en klarere status og større betydning som et offentligt ansvarsområde, herunder at tydeliggøre de offentlige myndigheders ansvar på området”, og ”Naalakkersuisut finder, at kunsten har en stor betydning for samfundsudviklingen, og at det er de offentlige myndigheders ansvar at sikre, at der er gode rammer for kunstnerisk virksomhed og befolkningens muligheder for at nyde godt af den kunstneriske virksomhed”.

Kunstloven der blev til ”loven om kunstnerisk virksomhed”
Hvis man politisk ønsker at give kunstområdet en klarere status og større betydning, må man vel forvente en vis professionel tilgang til såvel ”værker” som ”virksomhed”. Problemet er, at loven fra 2016 i høj grad er en ajourføring af forordningen fra 2002 og ikke en egentlig KUNSTLOV, der tager udgangspunkt i de skabende og udøvende kunstneres betingelser og behov - der i virkeligheden er meget forskellige.

Er det så ikke lige meget – i vores lille verden – om definitionen af grønlandsk kunst og grønlandske kunstnere fremgår af loven? Både og - når der skal deles penge ud, kan det have en betydning. For kunstlivet generelt har det en stor betydning. Hvis vi holder os til billedkunsten, kan man argumentere for, at der er gode billeder og dårlige billeder og billeder, der bliver til kunst. Med andre ord, det, der nu eller med tiden betragtes officielt som (billed)kunst, fordrer en offentlig stillingtagen til værkerne. Det kan ske gennem udstillinger, offentlige og private indkøb, legater og tilskud, anmeldelser, priser, uddannelser, bøger og tidsskrifter mv. Hvis man listede alle muligheder op og stillede sig det spørgsmål, hvor mange ”flueben” kan vi sætte her i landet, vil det blive til ganske få. Kunstskribenter og kritikkere spiller en særlig rolle i dette system, men manglen på dem her i landet og på hele det system, der over tid er med til at definere hvad der er kunst og hvem, der er kunstner, findes ikke.

Derfor udfordres kunstnerne ikke, og de bliver ikke interessante for andre uden for Grønland. Kunsterne bliver fastholdt i deres egen selvtilstrækkelighed og i en konform kunstverden.

Kunstindkøb og sikring af kulturarven
I forhold til det offentliges køb af kunst og her især Grønlands Nationalmuseum, der varetager forpligtelserne i forhold til kulturarven, må der siges at være en særligt problem. Hvis man ser på museets årsrapport for de seneste år og indkøbene i 2017, har museet indkøbt værker af kunstnere, der ikke falder ind under Inatsisartutlovens definition af grønlandsk kunst.

Det vil derfor været meget relevant om museet fastlagde en indkøbsstrategi for fremtidige indkøb til bevaring af kulturarven mht. kunstværker.

Katuaq – succes eller fiasko?

Af Ivan Burkal

NAPA´s direktør i 90´erne udtale i forbindelse med et møde i arbejdsgruppen for kommende brugere af Katuaq, at Nordisk Kulturcenter (senere Katuaq - Grønlands Kulturhus) ville blive en succes, når Kulturcentret åbnede (1997), og at man i fremtiden ville tale om en tid før og en tid efter Katuaqs åbning. Det har han vel fået ret i. Katuaq har været en publikumssucces. Han udtalte imidlertid også, at Katuaq var fremtidssikret for de næste 50 år, men indtil videre har Katuaq mest været en fiasko for billedkunsten.

Arbejdsgruppen holdt en række møder i 1993 (så vidt jeg husker). Jeg deltog på vegne af Kunstnersammenslutningen Simerneq (1980-1998). Arbejdsgruppen fik fra starten at vide, at vi kunne komme med ønsker til kulturcenteret, men at vi ikke skulle forvente, at de ville blev indfriet - hvilket de stort set heller ikke blev.

I oplægget til Nordisk Kulturcenter, nu Katuaq, skrev daværende Landsstyremedlem for Kultur, Jens Lyberth, i 1989 bland andet, at ”foyeren…… skal også kunne anvendes til skiftende udstillinger, hvorfor lysforholdene er meget væsentlige” (s 5)[1].

Af et senere prospekt fremgår det også, at Lille Sal skal kunne anvendes til udstillinger.[2]

I 1998 udgav forlaget Atuakkiorfik bogen ”Katuaq – Grønlands Kulturhus” med tekst og fotos af Ivars Silis. Bogen var første og fremmest en markering af åbningen af Katuaq d. 15. februar 1997 men også et afsæt for, hvad befolkningen kunne forvente sig af huset. Billederne viser en stor entusiasmen, og sådan husker jeg også de første par år af Katuaqs eksistens.[3]

Det jeg her vil fokusere på i ovennævnte bog er dog især afsnittet ”Magien levere videre” for, på trods af den optimistiske titel, havde Silis set malurten i bægeret. Silis skriver således på (s. 55):

”På visse områder kunne huset vanskeligt indfri forventningerne, på andre overtraf de visionerne”, og ”Malerier hænger i korridorer og gange, og de spanske vægge i foyeren danner deres egen sluttede verden. Billedkunsten har fået bedre udstillingsforhold end nogensinde før i Grønland. Men ideelle er de ikke”. Silis slutter afsnittet af med, ” Hvornår får Grønland et nationalt galleri og lokaler alene forbeholdt vekslende udstillinger? Rum, der lader værkerne komme til deres ret, belysningsmæssigt og pladsmæssigt – og giver beskueren ro til fordybelse”[4].

I 20-års jubilæumsskriftet for Katuaq er der stort set kun ros til Katuaq, og man skal se godt efter for at finde kritiske røster. KIMIKs formand, Lisbeth K. Poulsen, siger, at ”rammerne for udstillinger har været udfordrende, men det har aldrig været umuligt” (s. 38). Kunstskolen leder, Arnannguaq Høegh, siger det mere direkte, at ”hun personligt kunne ønske sig – set med kunstnerøjne – at der blev givet mere plads til bedre egne udstillingsområder, med fokus på lys…..” (s. 40).

Borgmester Asii Chemnitz Narup er citeret for, at ”der løbende (gøres) overvejes omkring Katuaqs fysiske rammer, og der er flere ideer og ønsker til en ombygning” (s 18). Disse overvejelser udbydes dog ikke, men må vel være udtryk for at kommunen også har set udfordringerne.

Da vinderne af arkitektkonkurrencen i sin tid blev præsenteret, spurgte jeg en af arkitekterne om udstillingsmulighederne i kulturhuset. Han pegede på en planche, som viste et området foran receptionen, der kunne bruges til mindre udstillinger (på skillevægge), og at det store lokale på 1. sal (en gang kaldt byorkestersalen) kunne anvendes, når Kunstskolen ikke anvendte det eller det blev brugt til scenografi. Han pegede også på området bag ved den lille sal.

I dag er vi endt med, at kunstnerne KUN kan udstille bag ved Lille Sal. Der er ikke tale om et udstillingsrum men et irregulært gangareal, som ikke fra starten er tænkt som et udstillingslokale, og det er derfor meget vanskeligt at anvende til kunstudstillinger.

Heldigvis har vi nu Nuuk Kunstmuseum, der efter mange års famlen efter et ståsted i kunstformidlingen, ser ud til at have fundet sin egen identitet og gode vilkår for billedkunsten.

Katuaq er på mange måder en publikumssucces, og den daværende NAPA direktørs spådom om, at der er en tid før og efter Katuaqs åbning, er gået i opfyldelse, men som udstillingssted for billedkunsten har Katuaq desværre skuffet. Men det kan der måske rettes op på inden for de næste 30 år, og den anden spådom kan dermed også gå i opfyldelse – også for billedkunsten.

[1] Opførelse af Nordisk Kunst- og Kulturcenter i Nuuk udgivet af Kultur- og undervisningsdirektoratet.
[2] Grønlands Kulturhus – et vindue mod verden (1995)
[3] Et utal af konferencer lagde imidlertid beslag på pladsen og mulighederne. Grønlands Kunstnerudstilling KIMIK´s udstillinger i 1998 blev derfor også den eneste i en årrække.
[4] Aka Høegh var Katuaqs sommerudstiller i 1998, hvilket også ses i bogen.

Foto er fra pjecen "Kulturip Illorua/Grønlands Kulturhus - et vindue mod verden", 1995.