Posts in Category: Artikel

LER

Fra Gukki Nuka var 14 år og 33 år frem holdt han på en hemmelighed; en hemmelighed, som kom til at styre hans liv. I mellemtiden uddannede han sig til keramiker. Og det er dét denne artikel skal handle om og så om et levet liv fortalt baglæns. Hemmeligheden - det traume samt den kunst - denne førte med sig, kan man læse om andetsteds*. Vi begynder nu og ender ved begyndelsen…

Jeg arbejder i hvidt lertøjsler. Selvom det er tørt, kan jeg fjerne det, jeg ikke er tilfreds med og arbejde det op igen. Og så er det robust – der er papir i leret – når det brændes får det en struktur så stabil som Eiffeltårnet.

”Kaalaralaaq” er en vase, en perlekrave, et stykke keramik. Og en del af udstillingen ”Tupilappassuit” på Nuuk Kunstmuseum, som vises frem til slut april. Lavet af Gukki Nuka.

Kaalaralaaq, lille Karen, var, hvad Gukkis farmor blev kaldt. Elsket af Gukki og af alle. Gukki inkorporerer og mindes personer i sin keramik. De keramiske sjælesten, der udsmykker Grønlands kredsretter, har hver inkorporeret et navn kun Gukki kender til. Som hyldest og som minde.

Hun troner midt i udstillingen, hende Kaalaralaaq, manifesteret, dog stadig blød og rund. Gukki kalder det sin feminine side; sin forkærlighed for de bløde og runde former. Bunden er buet, som et skib, for at ophæve tyngdekraften.

Alligevel er Kaalaralaaq et centrum, et samlingspunkt. Kvinden indtager og hviler i rummet. Med en perlekrave af tupilakker. Tupilakkerne her har opløst sig selv som ondt og hævngerrigt væsen; de er en gentagelse og et ornament, ligesom perlekraven. Måske en beskyttende ånd – som de mange fantasihulde kunsthåndværkstupilakker, der står i folks hjem; endda gives som beskyttende (hus)ånd i indflytningsgave. En ånd, der ikke har noget med den gamle tupilak at gøre, men en ny harmløs betydning måske fremkommet gennem kunstens fantasifulde udformninger af det sagnomspundne væsen.

Man kan jo udsmykke Kaalaralaaq med fjeldets blomster – sætte dem i vand – hvis ikke den stod på et kunstmuseum.

Perlekraveflasken blev lavet i Danmark efter, at Gukki Nuka var blevet uddannet i Canada.

Jeg bygger først yderskålen, den store skål, og brænder den. Så bruger jeg den som form for inderskålen. Leret krymper og skaber luft imellem.

Inderskålen kan bevæge sig, men Gukkis dobbeltskåle kan ikke skilles ad. Dobbeltskålene opstod i Canada, hvor Gukki var væk fra de to kulturer, der var styrende for hans liv. Med en dansk mor og en grønlandsk far står han, som mange andre i Grønland, imellem og i to kulturer. Luften mellem dobbeltskålene er Gukki, hans verden; de to skåle kan ikke skilles ad.

I Canada fandt han sit keramiske sprog i denne helt tredje kultur. Dobbeltskålene blev formgivet ud fra en tanke om sejlads og skibsfartens betydning i Grønland. Sejlads som familieforetagende, som overlevelse og som dét, der binder og har bundet øen Grønland sammen på kryds og tværs og med resten af verden.

Gukki Nuka skulle have været til Japan med hjælp fra kunstnerne Anne-Birthe Hove (1951-2012) og Arnannguaq Høegh (f. 1956) på et 10årigt ophold, men som det hele var på plads, mistede de kontakten til den ældre japanske keramiker; måske døde han. Gukki kom i stedet til Canada.

Han havde opdaget keramikken på et højskoleophold, hvor han manglede et fag og skulle vælge imellem, hvad han opfattede som pest eller kolera – håndarbejde eller keramik. Men i samme øjeblik han gik i gang med keramikken, forelskede han sig i leret, udtrykket fascinerede ham, og det blev en besættelse. Han kunne ikke stoppe igen.

Siden han var lille, havde det ellers været tegningen, som han var tiltrukket af. ”Hold da op du tegner godt”, kommenterede hans far og en ven på én af hans tegninger som barn. Det er det første, Gukki Nuka husker, om sin kunstneriske løbebane.

* http://www.nuukkunstmuseum.com/da/udstillinger/revner-i-sjaelen/