Monthly Archives: marts 2018

Angst og styrke – kvinder i kunsten

Kvinderne går igen i Jukke Rosings fotografier – både som myter og som motiver. Jeg mødte hende under Nuuk Nordisk Kulturfestival 2017 til en snak om kvinderne og om angst. Hun er i gang med at udsmykke kredsrettene i Grønland med den kvindelige gudinde for retfærdighed Justitia, og i udstillingen Assinga 4x4 var hendes værker fotografiske fortolkninger af Maliina, solen, og Sassuma Arnaa, Havets Moder.

De mørke sider af mennesket kunne de kaldes. Beslægtet med døden kaldes de sygdomme – til tider tabuiseret. Angst, depression og andre psykiske lidelser, der folder sig ud som huller at falde i.

Huller at falde i – afgrunde – men også dybder i livet, hvori skabelsen hviler; myternes stof er skabt ud af den kaostiske afgrund – det vidner den ene gudeverden efter den anden om.

Disse mørke sider har et tilhørsforhold til kunsten. Ikke nødvendigvis 1:1, måske nærmere en flirten, af og til en dødelig én af slagsen. Et kort kastet blik på litteraturen, musikken og kunsten historisk og nu bekræfter dette.

Livet består, fordi der er afgrunde at falde i og for foden af disse døden. Angst, depression og psykiske lidelser bevæger sig i livets grænseområder. De er hverken leg eller uskyldig flirten, de er heller ingen bevidst beslutning. De er.

ANGSTEN

- Størstedelen af gangene bruger jeg mig selv (i fotografierne, red.). Min angst har jo handlet meget om, at jeg ikke har haft kontrol. Så den kontrol jeg besidder, er den jeg skaber. Selv da jeg havde det allerdårligst, tog jeg billeder af mig selv. Og det virker måske, som var man selvforstærkende i ens lille ynkelige verden, men når jeg havde modet til at tage billeder af mig selv, så var det ligesom et punktum i det stykke; nu var jeg nået så meget længere.

Modellerne i Jukke Rosings fotografier er oftest hende selv eller én af hendes lillesøstre. Det handler om tryghed og kontrol, om at få det billede, det udtryk og den fortolkning, hun gerne vil have.

- Jeg har altid bildt mig selv ind, at det (fotografiet, red.) skal være i momentet, men der ligger jo altid enorm meget tankemylder bag, og så ender det med at blive opstillet i sidste ende. Der ligger mange søvnløse nætter iblandt mine billeder, og det er ikke negativt. Det er sådan en del af mit virke.

Jukke Rosing har udsmykket kredsretten i Grønland med en fortolkning af den romerske gudinde for retfærdighed - Justitia. Justitia bevæger sig i Jukkes fotografier i et grønlandsk landskab indsvøbt i et flyvende hvidt klæde, og hun manifesterer sig, når retfærdighede sker fyldest.

På udstillingen Assinga 4x4 udstillede Jukke Rosing fire fotografier, der var fortolkninger over havets moder – Sassuma Arnaa – og Maliina, solen.

- De er jo de udstødte – om de har valgt det selv eller ej. Maliina vælger at stikke af – Havets Moder bliver udstødt, hun bliver smidt i havet af sin far. Og de må jo besidde enorm stor sorg og enormt stort had.

STYRKEN

- Mine billeder handler også om bearbejdelse. Jeg tror, at det er derfor, at jeg vælger nogle historier, som måske kan afspejle det. Jeg ser utrolig stor skønhed i det halvulykkelige.

Jukke Rosing er vokset op med det grønlandske mytestof – hendes farfar, kunstneren Jens Rosing, er kendt for hans bøger, billeder og illustrationer. Selv siger hun, at disse myter kom ind med modermælken.

Hun har prøvet at fotograferer mænd, eller at bruge mænd fra myterne som motiv, men det gik ikke. Det er kvinderne, som forbliver hendes motiv. Fra myternes verden fortolker hun kvinder, som går så grumme meget igennem og vender denne grumme historie til en styrke. Det fascinerer Jukke Rosing:

- Det er jo enormt grumme historier, alligevel har de en utrolig styrke og vælger at vende deres historier om til en styrke, de kan bruge. Jeg har lidt af angst i mange år, så det med at finde styrke i ens svagheder er jo enormt smukt. Når man har haft noget, der ligesom har været ens downfall, så synes jeg, det er vigtigt at komme til et punkt i ens liv, hvor man kan bruge det til noget. Man skal ikke lade det blive ens endeligt, om ikke andet må det være en ny start.

- Da jeg var allermest syg, var jeg så ked af, at jeg aldrig kunne blive mig selv igen. Så var der én, der sagde til mig, at det bliver du jo aldrig - du bliver aldrig den samme, når du først har været nede og skrabe - og at det handlede om, at jeg skulle definere mit nye jeg – du har et nyt udgangspunkt.

Kunst og terapi. Kunstterapi.

Dette essay er én af to artikler. Den finske kunstner Inkeri Jäntti var del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram 2017, og i de måneder hun boede i Nuuk var hun i dialog med kvinder, som havde traume efter seksuelt overgreb; et gennemgribende tema og afsæt i hendes kunst, som har rødder i eget traume. Hendes fokus er ikke stedsbestemt, hverken specifikt grønlandsk eller finsk, men hvad kunsten kan gøre med traume og tabu. Denne første artikel skal dog handle om kunsten som terapi. 

Det er set før, at kunsten bliver til terapi. Herman Rorschachs far var kunstner, og han var måske blevet det selv, havde han ikke læste Tolstoj og besluttet sig for at hele menneskets sjæl. Herman Rorschachs var schweizisk psykiater og opfinder af Rorscharch-testen; den hvor psykiatriske patienter kigger på ubestemmelige blækklatter og fortæller, hvad det ligner og derudfra stilles en diagnose.

Blækklatterne - oftest i røde og sorte nuancer spejlet symmetrisk - udgør sammen med patientens fortolkning en vævende idé om, at kunst og terapi, udtryk og heling, går hånd i hånd. Og et dyk ind i kunsten viser, at traume og kunst kan væves sammen.

Det er også set, at traume bliver til kunst. Kunstneren Louise Bourgeois’ (1911-2010) barndom og særligt hendes forhold til faderen var en konstant ressource for hendes kunst livet igennem. Bure, spejle, lange titler, det indvendige/udvendige, kvindekroppen; hvert værk synes en udsigelse om et traume, en terapeutisk session; alligevel kender man ikke personen Louise Bourgeois ud fra Louise Bourgeois’ kunst. Forholdet kunst og traume er ikke 1:1; nærmere et springbræt. Det er først og fremmest kunst. En udsigelse i et rum. En form og et forhold. Ligesom Rorscharch-testen først og fremmest var terapi.

Ligeledes set er, at kunsten bliver terapi for traumet. I utallige nætter brugte kunster Gukki Nuka selfien – nøgenbilledet af sig selv – til at bearbejde sit traume. Pixel for pixel bearbejdede han billede for billede og fik skrøbeligheden, sårbarheden og smerten frem. Billederne til blev fortællinger om traume med ham selv som udgangspunkt og afsæt. Den fortælling han havde holdt skjult i 30 år siden sin barndom; smerten og ødelæggelsen efter seksuelle overgreb begået af en fodboldtræner. Kunsten blev en bearbejdelse - en terapeutisk session - af traumet.

Flere år senere blev disse billeder til udstillingen ”Tarnip Qupineri // Revner i Sjælen”, og her blev udstillingen ikke bare en bearbejdelse af Gukkis eget traume, men også en stemme for andre i samme situation og en stemme i samfundet.

Inkeris aktivistiske stemme

”Når man skaber kunst, kan man skabe sin egen fortælling, og jeg tror - specielt for mennesker med traume - at skabe kunst kan gøre, at man fortæller sin egen historie og sin egen virkelighed. Det er en god måde at føle en form for kontrol. I et traume kæmper man ofte med spørgsmål som ”var det min skyld?”, ”vil folk tro på mig?”, ”var det virkelig sådan en stor ting?”, ”havde jeg fortjent det?” og så videre. Med mit projekt vil jeg gerne give en følelse af, at ens oplevelse har værdi og er virkelig, og hvad du føler er virkeligt og at du har lov til at føle sådan.”

Inkeri Jäntti har også været udsat for seksuelt overgreb; i hendes kunst arbejder hun med kvinder og traume, det iscenesatte og det krakelerede. Hendes primære medie er fotografiet, og hendes fotografier nærmer sig reklamens eller modefotografiets iscenesættelse og æstetik, men med krakeleringer; med fortællinger om traume bagved det umiddelbare billede.

Hendes billeder er kvinder iscenesat enten i naturen eller et forfaldent sted. De får make up og lys på. Billederne er stiliserede og æstetisk gennemtænkt. Men iscenesættelsen i billedet er ikke skabt ud fra en æstetik, men ud fra en fortælling. En del af processen består i, at Inkeri opsøger og snakker med kvinder, som har været udsat for seksuelle overgreb. Deres fortælling bliver til et fotografi; et kunstværk. Nogle gange stiller kvinderne selv op som modeller i fotografiet, andre gang bruger Inkeri modeller, for eksempel dansere, til i et billede at skabe et udtryk af denne bagvedliggende fortælling om traume og seksuelt overgreb.

Inkeris kunst har et aktivistisk præg over sig, ligesom Gukki Nukas kunst fik; det handler om stemmen, der italesætter seksuelle overgreb. En kamp mod tabuet, det forstillede, det neddyssede eller usagte.

Kunsten bliver en stemme, et udtryk, lige så vel, som den giver en stemme til noget, der måske ikke havde en stemme før. Kunsten skaber fortællinger, der både i processen, i skabelsen og i selve udtrykket kan noget; noget der er beslægtet med terapien, med bearbejdelsen og det helende.

Den anden artikel er en samtale med to kvinder om tabu og seksuelle overgreb skrevet af Inkeri Jäntti og kan læses her

Foto: Inkeri Jäntti hyrede danser Maliina Jensen til at være model i nogle hendes fotografier. De sejlede til Kangeq – en efterladt bygd lidt udenfor Nuuk – og fotograferede et æstetisk udtryk over traume inspireret af fjeldgængeren eller Qivittoq – dem som gik til fjelds eller forlod samfundet i skam eller skyld.

The Silence of Friends

Denne artikel er anden ud af to artikler. Den finske kunstner Inkeri Jäntti var del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram 2017, og i de måneder hun boede i Nuuk var hun i dialog med kvinder, som havde traume efter seksuelt overgreb; et gennemgribende tema og afsæt i hendes kunst, som har rødder i eget traume. Hendes fokus er ikke stedsbestemt, hverken specifikt grønlandsk eller finsk, men hvad kunsten kan gøre med traume og tabu.

Denne artikel er skrevet af Inkeri ud fra en samtale med to kvinder i Nuuk. Samtalen bearbejdede hun i sin kunst, med kvindernes tilladelse og accept, og gav deres fortællinger et udtryk. Artiklen er skrevet på engelsk, og samtalen foregik på engelsk. Den første artikel er et essay over kunst og terapi og kan læses her

Foto: Inkeri Jäntti hyrede danser Maliina Jensen til at være model i nogle hendes fotografier. De sejlede til Kangeq – en efterladt bygd lidt udenfor Nuuk – og fotograferede et æstetisk udtryk over traume inspireret af fjeldgængeren eller Qivittoq – dem som gik til fjelds eller forlod samfundet i skam eller skyld.

Text, photography and video by Inkeri Jäntti

Looking at them, you’d think nothing is amiss with these two women sitting with me in a living room in Greenland’s capital city Nuuk. These women who have been physically, sexually abused. Raped.

There, I said it. It’s a strong word.

“I was 12,” Julie, who is 47 now, says. “We were spending time after school at the youth center and a boy asked me to go back with him to our school. He had forgotten his backpack at the school gym and had a key. It was late and he said he was scared to go alone. I went with him because I knew who he was.” Julie has short, smartly cut black hair and glasses. She’s wearing a knitted scarf and matching handwarmers. They look like armour on her when she presses her palm on her chest, above her heart. “My heart is beating fast, when I tell this story. Almost nobody knows. Only my husband.”

I’m sitting with Julie at the home of 26-year-old Ann-Margrethe, Julie’s ex-boyfriend’s sister. I’ve already met Ann-Margrethe earlier, when she told me her story. Now she offered to act as an interpreter between Julie and me. Ann-Margrethe works in a local grocery store and rest of the time focuses on taking care of her one-year-old daughter Lily. Tonight Lily doesn’t want to go to bed and toddles around the living room, laughing loudly. She wants to look at photos of my cat on my iphone. “Avva!” she says and slides the touchscreen expertly to see another photo. “It means dog in Greenlandic baby language,” Ann-Margrethe clarifies. “But Lily says that about most animals.” When she goes to put Lily to bed, I sit with Julie who doesn’t know a lot of English. We trade some language tips, me trying to imitate the soft, throaty “q” sound of Greenlandic and she trying to roll out the hard “r” of Finnish. We laugh when we both fail.

It’s not an easy situation, describing to a stranger how somebody hurt your body and mind, took your sense of agency. But these women seem to do quite easily. Only when I ask how they feel, they reveal the difficulty. “I’m shaking, “ says Ann-Margrethe. But you can’t tell. She’s used to being strong and not showing her feelings. Just like the tens of thousands of other sexually abused women in the world, and in Greenland. Women must stay quiet and take it. “I’m always trying, “ she says. “You always have to try to hide it and be strong.”

A CULTURE OF LOOKING AWAY

“I think it is a cultural thing to have to hide it,” Julie says. “It’s a stigma on the house, if somebody has been raped. Especially if it happened inside the family. You can never reveal what’s wrong.

People will be afraid of what other people will say, will we ever get jobs again.” Rape is taboo. But only for the victim. The perpetrator doesn’t face any of the responsibility.

“It makes women here easy victims,” Ann-Margrethe adds. “The rapists know nobody will reveal it and their actions won’t have consequences. That’s why they keep doing it.”

When Ann-Margrethe was young, around six - she can’t remember exactly - she went to spend the night with her sister’s family. Her uncle also lived there. She hadn’t spent much time with him before and felt happy when he took special notice of her. “He took me to the store and bought me wine gums and cup noodles. It felt like I had a whole new family.”

In the evening, she shared a bed with her uncle and his children. During the night, she woke up to her uncle staring at her and reaching into her underwear. “I remember his heavy breathing. I tried to turn away from him and wait for him to leave. It felt like hours.” Eventually, he was gone and she ran to her sister to tell what had happened. She was told to go back to sleep and the problem would be dealt with tomorrow. “The next day, somebody beat my uncle up a little. But that was it. My family still talks to him. He doesn’t live that far away so I run into him often. I feel sick if I even see him.”

Both of these events happened a long time but to Julie and Ann-Margrethe, they’re still present in their lives daily. Both have suffered from depression and memories intruding on their lives for decades.

“I don’t remember exactly what happened at the gym.” Julie says. “The boy pushed me into the equipment closet and then I blacked out. Sometimes bits and pieces come back. I remember the smell of a cologne and sweaty man. I remember him holding my hands behind my back like the police do when they arrest someone. He was my cousin’s best friend.”

Ann-Margrethe interprets most of my questions as we don’t share enough common language with Julie to talk more than about the snow situation in Nuuk. The two women sit on opposite sides of me, talking in Greenlandic and I watch as Julie’s face moves with her story. She doesn’t cry and she’s not dramatic but sometimes she pauses and I see the inner struggle.

“When it was over, I asked him why did it. He didn’t say anything, just pushed me out.”

For a long time, Julie didn’t tell anybody. She went on to live a turbulent teenage life where everything around her made her angry. She lashed out at others, loving it when she could make somebody else angry. “It felt like they were expressing my anger and for a moment, I felt relief.” She studied to be an accountant and later on a social worker. She now works in a small home for the handicapped, taking care of two patients suffering from a very rare syndrome. She says she loves her work. “For the first few weeks I was a bit lost. But then I knew this is the right job for me.”

FLASHING BACK TO THE PAST

Many feelings follow sexual abuse and trauma, such as shame, depression and contrarily enough: feeling numb as well as uncontrollably aggressive. Anger is often difficult to feel and express after rape but it’s very present in both Ann-Margrethe’s and Julia’s stories. “I hate wearing too tight pants,“ Ann-Margarethe says. “It makes me feel like his hand is still in there. Sometimes that makes me angry and I get irritated with my mother and my boyfriend.” I feel glad, in some strange way, that they are able to feel and express anger. It was a bit different for me.

Many years ago, I met a boy, fell in love and started dating him. People told me he was a bit bad news but I didn’t care. I was having a difficult time, I’d been depressed, my self-esteem was low. Quickly our relationship deteriorated into him being unstable and unpredictable, lashing out at me for talking to his brother (I must have been cheating) or having a urinary tract infection (I must have

been cheating) or even talking about our relationship to my friends. He felt I didn’t need friends when I had him, or maybe I didn’t even have real friends. Who would really like a person like me?

When I started crying after he insulted me for behaving stupidly and not being able to keep my mouth shut, he told me it was for my own good. If I felt hurt, he called me too sensitive. “It’s normal to fight like this,” he said. When it came to sex, I realized I was tuning out. He didn’t care about what I felt or if I felt anything at all. Mostly I didn’t. If sex hurt, he tried to persuade me to continue and sometimes even pushed me to continue. I became afraid to say no. In the end, whatever I said, no or yes, I didn’t know what it meant.

The relationship ended quite soon and I should count myself lucky that it did. Afterwards, it took me months to understand what he did to me and how I changed after that. I distanced myself from almost everybody, I gained weight, I started dressing differently. I was afraid of people walking behind me and if an interpersonal conflict occurred, I could already hear a voice in my head berating me for the stupid things I’d done. One day, I ended up on a web forum for raped women and reading their experiences, I found myself thinking: this is how I feel, but why? It’s impossible to say if what happened in my past relationship was rape, sexual abuse or “only” a bad relationship. I don’t use the R-word often. I stutter as I try to say it in my own language. In English, it’s a little bit easier. My case could never have gone to the police, so in the end it doesn’t really matter how it’s defined.

SEEKING SUPPORT

I was lucky to have received help afterwards. Having been a depression patient for years before, I already had a therapist who I still continue to see today. The women in Greenland are less lucky. “We went to court,” Ann-Margrethe says. “But it was dismissed. There wasn’t enough evidence.” You can only wonder why judges think a child would lie about something like that. “I didn’t know what it was that happened. At that time, we didn’t have access to internet or even that much TV. All I knew was that it was wrong and belonged in the adult world.”

About 5 years ago she went to talk to a social service worker about her case. “It was a really bad experience,” she says. “ I was waiting to get in and they asked me to tell my story there out loud, in front of everybody. When I was assigned to a social worker, she didn’t even ask me in. I was standing at the doorway and the woman said to me: ‘You were raped only once. I can’t see why we should help you. Get over it.’ It still haunts me.” Now that she has recently had a baby, she has more access to health care and could go to a few sessions with a psychologist. “It’s until my baby is two. After that, they don’t care.”

Julie found some help through her studies. She was studying to become a social worker but when she was confronted with a course about abuse, the memories became overwhelming. “I went to a guidance counselor and told her I can’t do this, I’m going to quit school. The counselor pressed me to tell her what was going on and eventually got me 30 sessions with a psychologist.” When I ask her if it helped, she nods.

There are very few health care professionals in Greenland who could deal with trauma and its aftermath. Many regular citizens don’t have access to anybody who would help despite countless studies that show that the effects of sexual trauma can be long lasting and difficult to overcome by yourself.

Most sexual abuse survivors have mental health issues and aside that, frequently suffer of unexplained pains and aches, such as pelvic inflammation and headaches. Their emotional and sex lives are often irrevocably altered. “For a while I would just sleep with people without thinking about it,” Julie says. “But when I had my first child, I started to understand my body. That I should only have sex when I really wanted to.” When sexual agency and choice are taken away from you, it can become impossible to recognize or even tolerate sexual feelings. “Often I don’t want it all,”

Ann-Margrethe says. “It brings back too many memories. It doesn’t feel like a normal part of a loving relationship.”

CONNECTING WITH PEOPLE

Julie and Ann-Margrethe want to help others who share their experience. When they heard about a Finnish photographer (that’s me) coming to Nuuk to do an art project concerning the experiences of abused women, they wanted to tell their story, hoping it could help others. “I’m still working on my trauma, “ Julie says. She’s on antidepressants and has bad spells. “If I have a bad day, I talk to my husband. My life is better now and I have a good relationship.” As our interview drags on, Julie’s husband calls her to check when she’s coming home. It’s sweet that he worries about her.

Ann-Margrethe, as a new mother, worries about her child. “Having Lily made me want to talk about this and bring things to light. I never want anything like this happen to her, or any other baby.

Sometimes I can’t sleep at night because I’m so worried about children having these experiences. The only way to make this situation better is to talk about it openly.”

We meet in the evenings when Lily has gone to sleep or Lily’s father is home from work and can look after the baby. Ann-Margrethe’s house is cozy and lovely, a traditional colourful wooden house at the center of Nuuk. “It’s become hard to connect with people after what happened,” she says. “It feels as if other people can never be in the same place if this has never happened to them. Trusting people becomes almost impossible.”

Despite the feelings of isolation, there’s a kinship when I talk to Ann-Margrethe and Julie. During our talks, most of what they says rings true to me. In this horrible thing, we are united and we can share each other's experiences. I can only be grateful that they have been able to trust me enough to share their experiences with me. Looking at them, I don’t see shame or a stigma, I see women who have struggled and become stronger for it. It’s as if we have an odd secret society now. Listening to them, I realize that deep down in all of our communities, there exists a vibrant thread of women supporting each other. We need to trust it and bring it forward. We can nurture change.

The best way to help is to talk about it, out loud.

Inkeri Jänttis hjemmeside