Posts in Category: 2019

RUM

Forestillingen ”Qulaani Qitinneq / Dans Over Hovedet” var et samarbejde mellem den finske danser Ilona Jäntti og de grønlandske dansere Maliina Jensen og Alexander Montgomery- Andersen. Den indtog den 12. april ikke kun gulvet men hele rummet i Katuaqs foyer. Og det satte bevægelse, retninger og rummets koreografi i spil.

Af Stine Lundberg Hansen, Foto: Inkeri Jäntti

Reb, wire, ring var spundet gennem Katuaqs foyer, som tråde man kunne finde op, ned, hen, over, under med. De varslede bevægelse; retninger. Det var begyndelsen på en koreografi. Et specifikt sted.

Hvad er det stedsspecifikke? Et stednavn; en koordinat; en stemning; et minde; en forventning. Eller måske en bevægelse, der blev til koreografi, som blev til dans.

En fredag aften dansede Ilona Jäntti, Maliina Jensen og Alexander Montgomery-Andersen stedsspecifikt i Katuaq. Ikke kun på gulvet, men i rummet; på vægge, kunstværk og i luften.

”Er der ikke nogen, der kan få det barn til at tie stille”, hviskede min sidemand, idet forestillingen skulle begynde. I 5 minutter havde et lille barn skreget, så det rungede gennem hele foyer’en. Alle der har været i kulturhuset Katuaq ved, at løbende, råbende, grinende, grædende børn er en del af hverdagen. Var jeg tre år, ville jeg også spænde spurteskoene på og tonse gennem det enorme rum i alle retninger med dets indbydende gulvplads og højt til loftet.

Reb, wire og ring varslede om, at dette var en dans, der ville indtage rummet, som netop en treårig bare kunne drømme om.

Dagen forinden havde Ilona Jäntti sammen med Maliina Jensen givet en artist talk på Nuuk Kunstmuseum om netop sitespecific dancing oversat til stedsspecifik dans. Maliina har før danset på væggen i Katuaq – og også på fjeldvægge i Østgrønland. Ilona Jäntti har danset steder som botanisk have, museer, lossepladser, på steder der ikke er mere… med andre ord alt andet end den ordinære scene.

Med sig har Ilona sin krop, sin uddannelse og alle de mange timers erfaring sammen med reb, wire og ringe. Bevægelserne, koreografien, dansen opstår i mødet med stedet.

Det er ikke en fortælling om rummet, hun søger, men at vise det sted, vi kender på en ny måde. Det er et konstant arbejde med at omskabe bevægelse og koreografi til rummet, til stedet. Ilona Jäntti spørger sig selv, hvad kan jeg gøre her, som jeg ikke har gjort før?

Et rum har retninger, vi kan bevæge os i. Os daglige brugere af Katuaq er henvist til gulvet; at skrå hen over med hver sin gang og retning. Som regel fra den ene ende til den anden, eller fra den ene side til den anden.

Enkelte stopper, andre sætter sig. Ser måske Maliina, solen, løbe hen over den hvide væg, væk fra sin bror, månen, Aningaaq. Alexander Montgomery-Andersen greb fat i fordybningerne, kravlede rundt om, hoppede hen over og faldt ned i. Som en edderkop på sit net, dansede han om kunstværket på væggen.

Er man 3 år og skal gennem Katuaqs foyer lægger man måske nakken tilbage, ser op og drejer rundt. Og rundt og rundt. Som Ilona Jäntti i sin ring. Ringen, cirklen, er en omkreds. Noget man kan være indenfor og udenfor. Den kan brydes med den rette linje, som et strakt ben eller en udspændt krop. Den kan være rundt om kropppen eller kroppen kan dreje om cirklen.

Måske ser man tingene an, som man går gennem foyeren; orienterer sig, hvad der går i biografen, eller hvad der sker i Lille Sal; eller man holder sig langs væggen. Som Maliina Jensen nærmede sig rebet fra flere retninger, lod kroppen afsøge rummet. Rebet der førte hende op på og langs væggen, hvor hun med lysets hjælp graciøst legede med sin egen skygge.

Måske slår man sig ned, observerer og forsøger at få hold på rummet, på foyeren. Som den knude Alexander dansede om; bandt, bandt op og bandt igen. Indtil tovet kunne strække sig skråt igennem og gennemskære rummet. Indtil knuden kunne holde både Alexander og Maliina, så Ilona kunne følge tovet op gennem foyerens rum, som Ariadnes tråd ud af labyrinthen.

Meget kan man kritisere Katuaqs arkitektoniske rum for i det daglige, men denne fredag aften fik det bevægelser og en koreografi, som opløste caféens daglige dominans af rummet. Dansen skabte en bevægelighed i foyerens af og til klodsede rum.

Man kan jo også selv spænde spurteskoene på i det daglige og udfordre rummet, som alle de børn, der dagligt gennemsøger dets retninger i en ikke så æstetisk, koreograferet og gennemført udgave.

Mere om danserne: Ilona Jäntti www.ilmatila.com  // Maliina Jensen www.maliinajensen.com
// Alexander Montgomery-Andersen www.facebook.com/Alxproductionsfreelancedance/

LER

Fra Gukki Nuka var 14 år og 33 år frem holdt han på en hemmelighed; en hemmelighed, som kom til at styre hans liv. I mellemtiden uddannede han sig til keramiker. Og det er dét denne artikel skal handle om og så om et levet liv fortalt baglæns. Hemmeligheden - det traume samt den kunst - denne førte med sig, kan man læse om andetsteds*. Vi begynder nu og ender ved begyndelsen…

Jeg arbejder i hvidt lertøjsler. Selvom det er tørt, kan jeg fjerne det, jeg ikke er tilfreds med og arbejde det op igen. Og så er det robust – der er papir i leret – når det brændes får det en struktur så stabil som Eiffeltårnet.

”Kaalaralaaq” er en vase, en perlekrave, et stykke keramik. Og en del af udstillingen ”Tupilappassuit” på Nuuk Kunstmuseum, som vises frem til slut april. Lavet af Gukki Nuka.

Kaalaralaaq, lille Karen, var, hvad Gukkis farmor blev kaldt. Elsket af Gukki og af alle. Gukki inkorporerer og mindes personer i sin keramik. De keramiske sjælesten, der udsmykker Grønlands kredsretter, har hver inkorporeret et navn kun Gukki kender til. Som hyldest og som minde.

Hun troner midt i udstillingen, hende Kaalaralaaq, manifesteret, dog stadig blød og rund. Gukki kalder det sin feminine side; sin forkærlighed for de bløde og runde former. Bunden er buet, som et skib, for at ophæve tyngdekraften.

Alligevel er Kaalaralaaq et centrum, et samlingspunkt. Kvinden indtager og hviler i rummet. Med en perlekrave af tupilakker. Tupilakkerne her har opløst sig selv som ondt og hævngerrigt væsen; de er en gentagelse og et ornament, ligesom perlekraven. Måske en beskyttende ånd – som de mange fantasihulde kunsthåndværkstupilakker, der står i folks hjem; endda gives som beskyttende (hus)ånd i indflytningsgave. En ånd, der ikke har noget med den gamle tupilak at gøre, men en ny harmløs betydning måske fremkommet gennem kunstens fantasifulde udformninger af det sagnomspundne væsen.

Man kan jo udsmykke Kaalaralaaq med fjeldets blomster – sætte dem i vand – hvis ikke den stod på et kunstmuseum.

Perlekraveflasken blev lavet i Danmark efter, at Gukki Nuka var blevet uddannet i Canada.

Jeg bygger først yderskålen, den store skål, og brænder den. Så bruger jeg den som form for inderskålen. Leret krymper og skaber luft imellem.

Inderskålen kan bevæge sig, men Gukkis dobbeltskåle kan ikke skilles ad. Dobbeltskålene opstod i Canada, hvor Gukki var væk fra de to kulturer, der var styrende for hans liv. Med en dansk mor og en grønlandsk far står han, som mange andre i Grønland, imellem og i to kulturer. Luften mellem dobbeltskålene er Gukki, hans verden; de to skåle kan ikke skilles ad.

I Canada fandt han sit keramiske sprog i denne helt tredje kultur. Dobbeltskålene blev formgivet ud fra en tanke om sejlads og skibsfartens betydning i Grønland. Sejlads som familieforetagende, som overlevelse og som dét, der binder og har bundet øen Grønland sammen på kryds og tværs og med resten af verden.

Gukki Nuka skulle have været til Japan med hjælp fra kunstnerne Anne-Birthe Hove (1951-2012) og Arnannguaq Høegh (f. 1956) på et 10årigt ophold, men som det hele var på plads, mistede de kontakten til den ældre japanske keramiker; måske døde han. Gukki kom i stedet til Canada.

Han havde opdaget keramikken på et højskoleophold, hvor han manglede et fag og skulle vælge imellem, hvad han opfattede som pest eller kolera – håndarbejde eller keramik. Men i samme øjeblik han gik i gang med keramikken, forelskede han sig i leret, udtrykket fascinerede ham, og det blev en besættelse. Han kunne ikke stoppe igen.

Siden han var lille, havde det ellers været tegningen, som han var tiltrukket af. ”Hold da op du tegner godt”, kommenterede hans far og en ven på én af hans tegninger som barn. Det er det første, Gukki Nuka husker, om sin kunstneriske løbebane.

* http://www.nuukkunstmuseum.com/da/udstillinger/revner-i-sjaelen/

PIIAASUP PANIA RONJA

Det er fortællingen om et skrig. Om Ronjas forårsskrig. Et skrig vi alle har i os. Et skrig af alle kræfter – de gode og de onde, som det omfavner og overvinder.

Tekst: Stine Lundberg Hansen // Foto : Nunatta Isiginnaartitsisarfia/Gerth Lyberth

Piiaasup Pania Ronja blev den 22.-26. februar spillet på Nunatta Isiginnaartitsisarfia; på scenen på Industrivej i Nuuk. Mattisskoven var bleven til et fjeldlandskab – uden at det mistede sine skovhekse, sine gråddværge, sine rumpenisser og de underjordiske. Det grønlandske fjeldlandskab har samme mystik og dragende kraft som den dybe Mattisskov – og sagn- og mytevæsner har beboet fjeldet lang tid før Ronja Røverdatter fandt sin vej ind i det.

Fjeldet har som Mattisskoven skiftende årstider - omend i en anden rytme og tid; det har den længe ventede sommer, der kommer efter en længselsfuld vinter med masser af sne. Det har lysets skiftende nuancer og spil i landskabet. Det har elve og grotter. Og det har tågen. Ligesom Mattisskoven.

Mattisskoven blev altså uden større betydning for historien til et fjeldlandskab. Vi er placeret langt fra byen midt i naturen med alle dets kræfter, som kan virke gode eller onde.

Vildhestene og skyggetroldene havde ingen plads fået i teateropsætningen, men en fuld opsætning af fortællingen om Ronja Røverdatter kan blive omsiggribende – den svenske filmatisering fra 1983-84 varer i fuld længde 2 timer og 24 minutter. Udover at vildheste ingen mening ville give i et grønlandsk fjeldlandskab, så må beskæringer og tilpasninger laves, hvis denne fortælling skal spilles som teater – og på et teater, som skal turnere på de grønlandske scener.

Det essentielle er fortællingen – fortællingen om Ronjas forårsskrig – og alt det, der skal til for, at det kommer ud og alle kræfterne heri. Venskabet, den spirende pubertet, identiteten, modet, livet og døden – og skriget varierer ved hver skuespiller, som har spillet og spiller Ronja, men ud kommer det.

Ud kom det også på Nationalteatret i en skarpt skåret version af fortællingen om Ronja Røverdatter og Birk Borkasøn - eller Paka som han hedder i den grønlandske version. Fortællingen stod stærkt. Scenografien var som altid enkel – klar til Grønlands mange forskellige scener – men indeholder hele magien i Mattisskoven og understøtter nuanceret og rigt fortællingen.

Fortællingen om Ronja Røverdatter burde gives til alle børn, så de får mod til at gribe livet og blive voksne, til at blive sig selv, til at elske og at blive elsket, og til at omgås livet selv med alle dets skovhekse, gråddværge, rumpenisser og underjordiske, men først og fremmest med skriget selv.

Nu turnerer Piiaasup Pania Ronja i en fornem og medrivende version. Måske burde opsætningen også være en opsang til alle politikere i dette land om, at kunst og kultur er grænseløs. Den hverken trives eller opstår i et vakuum.

Ronja Røverdatter kommer alle børn ved, uanset om den foregår i Mattisskoven eller i et fjeldlandskab. Fordi den handler om det forårsskrig, vi alle bør skrige, og om at blive et helt menneske.

Måske burde denne opsætning være opsang til politikerne om at få fingeren ud og i stedet for at snakke om at snakke grønlandsk, så få noget mere og meget mere verdenslitteratur oversat til grønlandsk.

______________________________________________________________________________________________________

Ronja Röverdotter af Astrid Lindgren findes som bog i en grønlandsk oversættelse ”Piiaasup Pania Ronja” fra 1994.

Teateropsætningen Piiaasup Pania Ronja var et samarbejde mellem det grønlandske og det islandske nationalteater. Kostumer og scenografi var blevet til i samarbejde mellem de to teatre, samt en skrædder fra Det Kongelige Teater.

______________________________________________________________________________________________________

Slutnote:

I sommer interviewede jeg Makka Kleist om hendes oversættelse af Shakespeares ”A Midsummer Night’s Dream” - som sidste år blev opsat på Grønlands Nationalteater – om at oversætte Shakespeare og hans univers til grønlandsk. Denne artikel kan læses i Neriusaaq 3/2018. Makka Kleist arbejder på at få udgivet oversættelsen ”Aasarisseruttoraa...” , som er første Shakespeare-stykke på grønlandsk i fuld længde.

Ny milepæl i kunst- og kulturpolitikken

På efterårssamlingens sidste dag (29. november 2018) vedtog Inatsisartut et beslutningsforslag om at oprette en kunstfond. Et ønske som kunstnerne har fremført i mange år.

Lovforslag senest i efteråret 2019

Forslaget til Inatsisartut beslutning (pkt. 164) var fremsat af IA´s Peter Olsen og gik ud på, at pålægge Naalakkersuisut ”senest til efterårssamlingen 2019 at udarbejde et forslag til ændring af gældende lovgivning, således en etablering af en kunstfond muliggøres med henblik på at skabe et armslængdeprincip i tildelingen af samtlige kunstmidler”. Der var bred opbakning til forslaget, idet 22 medlemmer stemt for og igen imod.

Peter Olsen har gennem de seneste år været meget aktiv på kulturfronten og var bl.a. stærkt medvirkende til, at Inatsisartutloven om kunstnerisk virksomhed blev vedtaget med virkning fra 2016.

Ingen opbakning fra Naalakkersuisut

Departementet for Kultur afviste forslaget ved førstebehandlingen med den begrundelse, at departementet var i gang med delvist at overdrage beslutningerne om kunstnerisk tilskud til EPI (Eqqumiitsuliornikkut Pinngorartitsisut Ingerlatsisullu). Af forslaget til Finanslov for 2019 fremgik det ellers, at Naalakkersuisut skulle kunne indgå en resultatkontrakt med EPI med henblik på administration af kulturmidler, arbejdslegater, filmvirksomhed, udgivelse af grønlandsksprogede bøger og tilskud til musikproduktion. Teksten findes fortsat i finansloven for 2019 (s. 450).

Et enigt Kulturudvalg indstillede imidlertid Peter Olsens forslag til vedtagelse. I Naalakkersuisoq for Kulturs svarnotat til anden behandlingen blev udvalgets betænkning taget til efterretning, men svarnotatet havde alligevel kun fokus på eventuelle negative følger af lovforslaget. Med andre ord havde Naalakkersuisut nok hellere set en anden løsning på administrationen af støtteordningerne end etableringen af en kunstfond.

Armslængdeprincippet

Problemet med de kulturelle tilskud har blandt andet været, at de skulle godkendes af Naalakkersuisoq for Kultur, og de har derfor gennem årene været under mistanke om politiske prioriteringer. Et andet problem har været, at de afsatte midler skulle bruges inden for kalenderåret, og ikke brugte midler gik tilbage til landskassen. En kunstfond vil kunne imødekomme begge disse knaster i bevillingspolitikken. Beslutningsforslaget tager ikke stilling til, om midlerne til fondens drift skal finansieres fra landskassen midler eller fra de eksisterende kulturkonti. Vælger man den sidste løsningen, kan det blive dyrt for kunsten.

Kunstfonden – en milepæl i kulturpolitikken

Kunst- og kulturpolitikken har gennem de sidste 20 år udviklet sig betydeligt, og der er ingen tvivl om, at kunstfonden kan blive en milepæl for kunstnerne og for kulturpolitikken i det hele taget. Behandlingen af ansøgninger og udviklingen af tilskudsordninger vil fremover i højere grad skulle besluttes af kunstnerne selv, og med den meget lille kunstscene her i landet vil der skulle stilles stor krav til fonden. Fremover skal Inatsisartut kun tage beslutning om størrelsen af årlige tilskud til fonden og ikke til kulturpolitiske prioriteringer. Manglende interesse fra politikerne kan derfor blive prisen, som kunstnerne må betale.

Læs hele Peter Olsens forslag og Inatsisartuts behandling for forlaget på www.inatsisartut.gl under EM 2018 punkt 164.

Læs også min artikel ”Hvad er grønlandsk kunst, og hvad er en grønlandsk kunstner?” på www.kunst.gl.