Posts Tagged: kimik

Jeg bliver også vred

Der findes mange måder at blive ekskluderet på i dette her samfund. Nogle gange fordi man kun snakker dansk, andre gange fordi man kun snakker grønlandsk. Nogle gange fordi man kender nogen, andre gange fordi man ikke kender nogen. I spillet om en plads i samfundet, om retten til at sige noget, er det sjældent kvalifikationer, erfaring og engagement, som tæller.

På Nuuk Kunstmuseum hænger lige nu et værk skabt af kunstner og tidligere gymnasielærer Ivalo Abelsen. Hun er vred. Spændt op som et sælskind hænger et toiletbræt med låget åbent. I toiletbrættets hul har Ivalo Abelsen listet alle sine kvalifikationer og erfaring op – dét som gør hende egnet til gymnasielærer – lige til at skylle ud, som hun gør opmærksom på.

Ved siden af det opspændte bræt hænger et kompendium af eksamenspapirer, fyringsseddel og andre dokumenter. Hele dokumentationen for det som skylles ud.

Hun er fyret. Først fik hun taget et fag fra sig og fik derefter at vide, at hendes fagprofil ikke kunne svare sig i det større timepuslespil. I stedet bliver der ansat folk fra Danmark med samme fag, som ikke kan grønlandsk, bemærker hun i kompendiet. Ivalo Abelsen kan grønlandsk. Ivalo Abelsen kan diskutere på elevernes modersmål i de fag, som man også kalder de identitetsdannende fag.

Et meget direkte og vredt kunstværk, som er svært at misforstå. En skarp samfundskommentar. Der er ingen tvetydigheder – og dog.

I dette forår blev to musiklærere på musikskolen pludseligt opsagt få dage før forårskoncerten– de eneste to uddannede musiklærere på skolen, og personer, som har været med til at bygge musikskolen op – en forårskoncert blev så aflyst med en hel del skuffede børn og unge i Nuuk til følge. En forklaring er så vidt vides ikke kommet ud, og måske skal den ikke være offentlig, men uanset står fyringerne tilbage som en klodset og uprofessionel handling.

Så at fyre nogen til højre og venstre er set før – der mange gode forklaringer, men oftest er de ikke gode nok.

Jeg bliver altid irriteret, når der i fodboldverdenen rask væk fyres trænere efter fem kampe, fordi træneren ikke har leveret. Giv da lige en ærlig chance, tænker jeg, manden skal jo lige lære spillere og klub at kende; at skabe forandring kræver tid. På den anden siden fyres de fleste trænere ret specifikt på grund af noget; de har ikke leveret de resultater, de var ansat til at levere. Det er ikke personligt.

Ivalo Abelsens kunstværk er personligt.

For mig lugter det af den ekskludering, som er overalt i det grønlandske samfund, og heri består dets skarpe kommentar og tvetydighed. Jeg ser i værket den racisme, som danner en negativ klangbund her i landet, og som vi alle udsættes for, måske ikke hver dag, men ofte, hvad enten vi er sorthårede eller lyshårede, muslimer eller kristne, grønlændere eller danskere eller noget helt tredje. En racisme som ingen mål og retning har, men som består af et intenst selvhad; at noget er forkert ved nogen.

Jeg kan for eksempel give flere ikke-kompetente og småracistiske grunde til, at denne artikel ekskluderes, afvises eller ignoreres i en eventuel samfundsdebat: Jeg er lyshåret. Jeg snakker ikke grønlandsk. Jeg er født og opvokset i Danmark. Jeg har ingen grønlandsk familie. Jeg har kun boet i Nuuk i 2 ½ år, så hvad ved jeg overhovedet om de særlige grønlandske forhold. Og at jeg her i denne artikel siger noget negativt om det grønlandske samfund, og hvad ret har jeg til det?

Så pyt med, hvad jeg har af uddannelse (lærer samt kandidatgrad i pædagogisk antropologi), pyt med hvad jeg arbejder med (kunstformidling på Nuuk Kunstmuseum samt frivillig redaktør og skribent i kunst- og kulturtidsskriftet Neriusaaq), og pyt med det daglige engagement, jeg ligger i det sted, jeg lever og bor, som nu er Nuuk.

Pyt med – det sidste kan kastes væk til fordel for det første.

Ivalo Abelsen giver i sit værk andre grunde til eksklusion, men det gør ikke eksklusionen anderledes. Den rammer grønlænder som dansker som franskmand som tysker... Den rammer folk, som bor her og gerne vil engagere sig i det samfund, de lever i.

Eksklusionen er med sine mange ansigter fælles for os alle – iboende som en racisme i det grønlandske samfund. Den er ikke målrettet sorte som i USA, den er ikke målrettet muslimer som i Danmark, den er ikke målrettet jøder som op gennem 30ernes Europa.

Ekskluderingen tager ikke afsæt i kvalifikationer, erfaring eller engagement. Men i alt muligt andet, som man med lidt frækhed kunne forkorte til det lille ord: Magt.

At have magten til at definere – hvad der skal defineres er uklart, selv magten er ikke entydig. Det er ikke en magt, som nødvendigvis vil herske over andre. Men en magt som vil placere og definere, som afføder et had og en racisme, som kun æder sig én vej : indad i det grønlandske samfund.

Kunstværket spændt ud i udstillingslokalet på Nuuk Kunstmuseum kan ses som en skarp kommentar til samfundet, til endeløse ekskluderinger.

Ivalo Abelsen er vred, og det bliver jeg også.

 

Værket er en del af Kunstnersammenslutningen Kimiks årlige udstilling. Udstillingen vises frem til slutningen af juli på Nuuk Kunstmuseum.

En dialog med “1721”

Du er i rummet; jeg hører dine svar, idet jeg selv skaber dem. Jeg prøver at se, men hvad vil du mig?

Her er et kors, det er et hvidt kors.

Korset er dødens symbol. Hvidt er kistens farve. Trækisten i kirken.

Symbolet fordobler sig på afstand; de mange midt i landskabet. På rad og række ligger de mellem fjelde og vand. Her hviler de. De perfekte mennesker.

Du brummer ”1721” og mumler en tilstedeværelse i rummet. Et årstal på en messingplade og et årstal printet ind i alle byens skoleelever.

Du mumler fortælling på fortælling, om dengang Hans Egede kom til byen og ikke forlod den igen. Du strækker dine korslagte arme om historien. De peger uforvarende mod Kolonihavnen; mod hans statue på højen bag kirken. Du er placeret og sat, men har ingen bevægelse i dig.

”Du beskylder mig”, runger du, som var kirken din grund.

”Og du anklager mig”, piber jeg med 300 års historie imod mig.

”Jeg står her bare”, vedholder du.

Din bindestreg er et ekko uden ende. Når ekkoet dør ud, skriver vi et årstal.

”Intet årstal er mig for stort; jeg sluger gerne nogle år mere”, kalder du.

”Kalder du på mig?” Men jeg har ikke forstand på messing, og en sprittusch er kun midlertidig.

”Hvordan får vi sat punktum”, spørger jeg naivt.

”Der skal ikke sættes punktum!”

Jeg fornemmer din fornærmelse. Jeg sparkede samtalen til hjørne, og der står du og gider ikke svare. For du er døden selv, og tavsheden er dit sprog. Jeg prøver forfjamsket at redde en dialog, men du er stille.

Læs mig, synes du at sige.

”Men jeg mangler ordene mellem linjerne”, beder jeg.

Jeg må krybe til korset; lade symbolet røre på sig.

Imens læser skoleeleverne igen og igen: I 1721 kom Hans Egede til Grønland…

 

"1721" er et kunstværk af Julie Edel Hardenberg. Det udstilles over sommeren 2017 som del af kunstnersammenslutningen Kimiks udstilling på Nuuk Kunstmuseum.

Udstillinger – En kærlighedserklæring

Af Nivi Christensen

Udstillinger kan være noget af det mest inspirerende. Udstillinger kan få en lille detalje frem i et værk, og kan få beskueren til totalt at overse et andet. De kan få folk til at se og forstå kunsten på ny, og aktivere flere sanser. Udstillinger kan styre vores forståelse af kunstværkerne. Og så kan de ødelægge og nedbryde kunsten, hvis det bliver gjort uden respekt og kærlighed.

En minimal definition på begrebet udstilling er:

”.. et arrangement af oftest flere udvalgte genstande i et mere eller mindre offentligt tilgængeligt rum ..”*

Udvalgte genstande – altså en selektion. Arrangement – dermed noget styret og opsat. I et tilgængeligt rum – noget præsenteret for andre og i et rum. Det er mere end det, der allerede er – det er noget udvalgt, noget tilgængeligt og noget ordnet.

The White Cube 

Når vi taler udstillingsteori er det mange år siden at tanken om ”The White Cube” – det hvide neutrale udstillingsrum – blev forladt. Udstillinger før 2. verdenskrig var med farvede vægge, gerne i stærk kontrast til værkerne. Efterfølgende opstod en ide om at vægge og rum skulle være neutrale og rene så værkerne kunne tale for sig selv, og der med de hvide udstillingsrum. Uanset hvilken farve væggen har, hvilke værker der er udvalgt, uanset belysning, ophængningsmåde, rummenes udformning, hvilke måde plakaten er skabt eller udstillingstreksten er skrevet, så har det en betydning for udstillingen. Udstillingen er aldrig neutral. Det betyder, at en udstilling altid skal tilpasses et sted. Den samme udstilling vil se forskellig ud i forskellige rum. Den forskellighed kan, hvis man udnytter og omfavner den, forære kunsten nye lag og nye forståelsesrammer.

Ignoreres det – påvirker det også kunsten, men ofte på en negativ måde. Hvis en udstilling er dårlig opsat og ikke er tilrettet rammerne og rummet – kan kunsten virke uprofessionel og ligegyldig. Det kan direkte ødelægge oplevelse af det enkelte værk og af kunstnerens arbejde.

Det er nødvendigt, at vi i Grønlands kunstliv accepterer den præmis. Kuratering – det at skabe udstillinger - har en betydning. Hvis vi forventer professionelle kunstnere, og hvis vi forventer et højt kunstfagligt niveau, skal vi som kulturaktører og udstillingsansvarlige også følge op med professionelle udstillingsansvarlige.

Refleksion, analyse, seriøsitet og diskussion

I forbindelse med KIMIKs udstilling ved Nuuk Kunstmuseum i november 2016 skrev kunstneren og medlem af KIMIK Pierre André Auzias følgende på sin facebook:

“As in a dream, it felt so great to work with people wondering to give the absolut best of themselves!...So many changes through these 4 days of intensive reflexions, analyses and serious (but kind) discussions to find out with the very best way to show our works. At least we found out as an evidence that our difference could create an absolut harmony. “**

En udstilling er langt fra alene håndværksmæssigt og teknisk kunnen. Værkerne bliver først sat i spil ved refleksion, analyse og dialog. På udstillingen var 100 værker – det gav et uendeligt antal måder at opsætte udstillingen på. Selv hvis vi valgte at inddele det sådan, at hver kunstners værker hang sammen, var der tale om 18 udstillende kunstnere, og igen et (næsten) uendeligt antal måder at opsætte dem. Når værkerne opsættes er det en valgt placering – ikke en givet placering.

Udstillingsansvarlig

Alle udstillingssteder bør kunne love kunstnerne, at man afsætte den tid, det tager, at man skaber rum til at gøre sit bedste, og at man har de rette faglige kompetencer. Hvis ikke man giver udstillingerne kærlighed, tid og seriøsitet, hvordan kan man så forvente det af kunstnerne.

Vi har et ansvar for at fremhæve kunstens forcer. Vi har et ansvar for at formidle udstillinger. Vi har et ansvar for at få folk til at forholde sig til kunsten. Vi har et ansvar for at vise kunst for alle aldre. Vi har et ansvar for at give kunsten de bedste rammer. Vi har et ansvar for at udvælge det bedste og reflektere og diskutere, hvorfor det er godt. Vi har et ansvar for at fjerne fokus fra kunstneren over på kunsten.

Det kræver tid, overvejelser, refleksion, videreuddannelse, nysgerrighed, sparring, og så kræver det en erkendelse af, at det har en betydning.

Jeg er træt af dårlige udstillingstekster, der intet siger om kunsten og siger for meget om kunstneren. Jeg er træt af dårlig indramning, print i dårlig kvalitet, uovervejede sammensætninger, for proppede udstillinger, dårligt opspændte lærreder, mangel på mod til at fravælge værker. Jeg er træt af, at det eneste tidspunkt vi taler om uddannelseskrav i forhold til kunsten er kunstnernes – vi taler for lidt om personalet på museernes og udstillingsstedernes faglighed.

Kunstens niveau er kun så højt som laveste fællesnævner – og pt er det ikke kunstnernes niveau, der er problemet - det er udstillingsstedernes niveau. Kunstnerne fortjener bedre. Behandles udstillingerne med ligegyldighed – kan vi heller ikke forvente at folk gør andet end netop det. Behandler vi det med faglighed, seriøsitet og kærlighed, så tror jeg på at folk gør det samme.

*”Hvad er udstillingsanalyse” af Runa Gade i Udstillinger mellem fokus og flimmer red. E. Bodin & J. Lassenius. Citat af Locher s. 17, 2006 ved forlaget Multivers.

**Pierre André Auzias på sin egen facebookprofil efter udstillingen ”KIMIK” på Nuuk Kunstmuseum i november 2016.

Når ravnene er

Når ravnene er

Når de hvide ravne kommer, sker der det, der ikke sker. Det grønlandsk ordsprog ”tulukkat qaqortippata” (når ravnene bliver hvide) betyder noget nær aldrig nogensinde. En ravn er sort! Men i udsmykning, kunst og design skifter den farve.

På logoet for de grønlandske lufthavne – Mittarfeqarfiit – flyver en sort og en hvid ravn side om side. Som modsætninger. Som omvendinger.

Logoet er lavet af kunstneren Rikke Diemer. Hun udsmykkede engang Blok Q i Nuuk med ravne. Som så blev revet ned. Men hendes ravne flyver nu igen på de syv boligtårne på Tuapannguit, også i Nuuk.

Blok Q og Tuapannguit : http://www.rikkediemer.dk/

- For mig har Nuuks vintre altid hørt tæt sammen med de mange ravne i leg hen over byens tage.

Ravnen er et mønster, en bevægelse, en udsmykning i byrummet.

Ravnevejr eller Natteravne

På det daværende Hotel Nuuk hang tre kobberplader. Et kunstværk af Anne-Birthe Hove (1951-2012).

Der er lyde i værket. Ikke hørbare men i ætsningerne og stregerne. Det stormer, regner og suser. Og ravnene basker rundt. Det er et Ravnevejr.

Anne-Birthe Hove kaldte værket for Natteravne. Fordi det hang i en hotellobby og bar. I dag hænger det på Nuuk Kunstmuseum.

Nevermore

I natten er alle ravne sorte, men i Nuuk er ravnene tydelige om dagen i deres kulsorte sort mod den snehvide sne.

De har mange stemmer, som genlyder, når vinteren har frosset næsten alle naturens lyde ned.

Edgar Allan Poe hørte i digtet ”The Raven”* ravnen sige ”Nevermore!”. Og ravnen var sort som natten og dens lyd ildevarslende. Aldrig mere.

De sorte ravne leger over hustagene og går rundt blandt menneskene, som var de forvoksede husdyr.

Kammalaateeqqakka

Mine små venner – kammalaateeqqakka – kalder kunstneren Arnannguaq Høegh en serie tryk af ravne - udstillet på kunstnersammenslutningen Kimiks udstilling på Nuuk Kunstmuseum for nylig.

Gående, hoppende, stillestående ravne. Ravne på jorden. Forvoksede husdyr.
Prikkende i jorden. Slentrende. I menneskehøjde.

Trykt lag på lag. I forskellige farver som skygger. Uendelige spaltninger. Ubrydelige mønstre.

De har personlighed. Er i gang med hver sit. Gentaget og gentrykt.

Ravnene går omkring Arnannguaq Høeghs hus – hun fodrer dem og kalder dem ”kammalaateeqqakka”.

Ravnenes Gud

I den Nordiske mytologi findes ravnenes gud.

Hugin og Munin betyder tanke og erindring. Ravnene Odin sender ud. De er hans øjne. De ser, hører, husker og fortæller. Med ravnen kan han komme allevegne hen. Midgård, Udgård og Asgård.

”På hans skuldre sidder to ravne, og i hans ører fortæller de ham om alle de nyheder, de ser og hører. De hedder sådan: Hugin og Munin. Ved daggry sender han dem ud at flyve over hele verden, og de kommer tilbage til morgenmåltidet. På den måde får han kendskab til mange begivenheder. Derfor kalder mennesker ham ravnenes gud.” **

Ravnen er mytologisk; den hører til i fortællingen, den fabuleres over, og den har sin plads i fablen. En grønlandske fabel om ravnen og islommen fortæller, hvordan de blev sorte og hvide.

Ravnen og islommen malede hinanden. Ravnen blev sort med store hvide prikker. Men prikkerne var ikke helt ens, syntes ravnen. Så ravnen malede sort på – og mere endnu – til ravnen var helt sort.
”qaq qaq qaq”, skreg den, da den så, at den var helt sort.

Når ravnen bliver sølv

Aviaaja Kleist Burkal designer smykker. Ravnen er et gentagent design i hendes smykkekunst.

Lige nu i form af ørestikker. Ørestikker hvor ravnen har delt sig i to.

Ørestikkerne : http://www.aviaaja.com/portfolio/ravens/

- Jeg prøvede at forenkle formerne så meget som muligt. Skitsen af en siddende ravn delte jeg op i to – et forstykke og et bagstykke – så der kunne komme lidt mere form og dimension ind, så det passer til den dramatik, jeg forbinder med ravne.

Aviaaja Kleist Burkal vil skabe fortællinger gennem sin kunst. Ravnen med sin sorte mystik og sin symbolik prikker til hendes fantasi.

Ravnen er i fortællinger, fabler og myter. Ravnen ligner Hitchcocks Fuglene. Og ravnene var en del af børnenes leg i Aviaajas barndom, og én ravn i Narsarsuaq blev kaldt Ralak.

- Den var ret fræk, og der er forskellige historier om den, som folk stadig husker. Nogle gange legede vi børn, at ravnene ville spise os, hvis vi havde rødt tøj på, og så løb vi skrigende fra hus til hus – selvfølgeligt med rødt tøj på, så det var ekstra spændende.

En ravn er en genkendelig form og indeholder en symbolik på tværs af kulturer.

- Det samme kan siges om andre dyremotiver, hvor en genkendelig form og en bred fælles opfattelse af den symbolik dyret tillægges, gør det muligt for en designer [eller kunstner, red.] at bruge det i sit formsprog – og derigennem formidle budskaber videre.

* https://www.poetryfoundation.org/poems-and-poets/poems/detail/48860
** Snorris Edda, ved Kim Lembek og Rolf Stavnem, Gyldendal, 2012; side 65

S/H Udsnit af Natteravne - Anne-Birthe Hove

Bogomtale: KIMIK ukiut 20 år

Af Nivi Christensen

Den grønlandske kunstnersammenslutning KIMIK blev oprettet i 1995 og har nu i 21 år været et samlingspunkt og støtteorgan for grønlandske kunstnere, med kunstnere som Anne-Birthe Hove, Jessie Kleemann og Buuti Pedersen i front. Det har sammenslutningen markeret med bogen KIMIK ukiut 20 år.

Gemt bag et lidt intetsigende cover finder man en bog fyldt med illustrationer. De første 30 sider i bogen består først af en gennemgang af sammenslutningens historie, forfattet af bærende kræfter i samme, dernæst et historisk tilbageblik, forfattet af mig. Det mest interessante er dog den efterfølgende præsentation af hver enkelt kunstner, der hver får 6 sider. Ikke siden ”Grønlandske Nutidskunstnere” af Camilla Augustinus fra 2004, har et bogværk forsøgt at give en indblik i et bredt udsnit af grønlandske kunstnere.

Teksterne er korte ærlige introduktioner til hver enkelt kunstner (se listen neden for) og efterfølges af et bredt udvalg af hver kunstners værker. Nogle har været vist før, andre ikke.

Bogen giver på mange måder et øjebliksbillede af Grønlands kunst, samtidig med at den både viser bredden og begrænsningerne. Det er, som bogen også tydeligt viser, ikke et udtryk for den hele grønlandske kunst, men udelukkende medlemmerne af sammenslutningen.

Overordnet set er bogen et vigtigt og smukt bidrag til den grønlandske kunstlitteratur, og kan varmt anbefales.

Titel: KIMIK ukiut 20 år
Udgivet: 2016
Forlag: milik publishing
Sprog: Dansk og grønlandsk
Forfatter: Red. af Tupaarnaq Rosing Olsen
165 sider
Pris: 200DKK i Grønland og 250DKK i Danmark.
Bogen kan købes eller bestilles hos de fleste store boghandlere i DK, men kan desuden købes på Nuuk Kunstmuseum og i Atuagkat boghandel i Nuuk.

Præsenterede kunstnere:
Aka Høegh
Arnannguaq Høegh
Buuti Pedersen
Camilla Nielsen
Hari Kristofferne
Inuk Silis Høegh
Ivalo Abelsen
Ivan Burkal
Ivínguak´ Stork Høegh
Jannie Jørgensen
Julia Pars
Julie Edel Hardenberg
Kristine Sporre Kreutzmann
Linda T.H. Milne
Lisa Kreutzmann
Lisbeth Karline Poulsen
Maria P. Kjærulff
Miki Jacobsen
Mike Lynge
Naja Rosing-Asvid
Pierre Auzias

Læs mere om sammenslutningen på www.kimik-art.com