Monthly Archives: januar 2017

Når ravnene er

Når ravnene er

Når de hvide ravne kommer, sker der det, der ikke sker. Det grønlandsk ordsprog ”tulukkat qaqortippata” (når ravnene bliver hvide) betyder noget nær aldrig nogensinde. En ravn er sort! Men i udsmykning, kunst og design skifter den farve.

På logoet for de grønlandske lufthavne – Mittarfeqarfiit – flyver en sort og en hvid ravn side om side. Som modsætninger. Som omvendinger.

Logoet er lavet af kunstneren Rikke Diemer. Hun udsmykkede engang Blok Q i Nuuk med ravne. Som så blev revet ned. Men hendes ravne flyver nu igen på de syv boligtårne på Tuapannguit, også i Nuuk.

Blok Q og Tuapannguit : http://www.rikkediemer.dk/

- For mig har Nuuks vintre altid hørt tæt sammen med de mange ravne i leg hen over byens tage.

Ravnen er et mønster, en bevægelse, en udsmykning i byrummet.

Ravnevejr eller Natteravne

På det daværende Hotel Nuuk hang tre kobberplader. Et kunstværk af Anne-Birthe Hove (1951-2012).

Der er lyde i værket. Ikke hørbare men i ætsningerne og stregerne. Det stormer, regner og suser. Og ravnene basker rundt. Det er et Ravnevejr.

Anne-Birthe Hove kaldte værket for Natteravne. Fordi det hang i en hotellobby og bar. I dag hænger det på Nuuk Kunstmuseum.

Nevermore

I natten er alle ravne sorte, men i Nuuk er ravnene tydelige om dagen i deres kulsorte sort mod den snehvide sne.

De har mange stemmer, som genlyder, når vinteren har frosset næsten alle naturens lyde ned.

Edgar Allan Poe hørte i digtet ”The Raven”* ravnen sige ”Nevermore!”. Og ravnen var sort som natten og dens lyd ildevarslende. Aldrig mere.

De sorte ravne leger over hustagene og går rundt blandt menneskene, som var de forvoksede husdyr.

Kammalaateeqqakka

Mine små venner – kammalaateeqqakka – kalder kunstneren Arnannguaq Høegh en serie tryk af ravne - udstillet på kunstnersammenslutningen Kimiks udstilling på Nuuk Kunstmuseum for nylig.

Gående, hoppende, stillestående ravne. Ravne på jorden. Forvoksede husdyr.
Prikkende i jorden. Slentrende. I menneskehøjde.

Trykt lag på lag. I forskellige farver som skygger. Uendelige spaltninger. Ubrydelige mønstre.

De har personlighed. Er i gang med hver sit. Gentaget og gentrykt.

Ravnene går omkring Arnannguaq Høeghs hus – hun fodrer dem og kalder dem ”kammalaateeqqakka”.

Ravnenes Gud

I den Nordiske mytologi findes ravnenes gud.

Hugin og Munin betyder tanke og erindring. Ravnene Odin sender ud. De er hans øjne. De ser, hører, husker og fortæller. Med ravnen kan han komme allevegne hen. Midgård, Udgård og Asgård.

”På hans skuldre sidder to ravne, og i hans ører fortæller de ham om alle de nyheder, de ser og hører. De hedder sådan: Hugin og Munin. Ved daggry sender han dem ud at flyve over hele verden, og de kommer tilbage til morgenmåltidet. På den måde får han kendskab til mange begivenheder. Derfor kalder mennesker ham ravnenes gud.” **

Ravnen er mytologisk; den hører til i fortællingen, den fabuleres over, og den har sin plads i fablen. En grønlandske fabel om ravnen og islommen fortæller, hvordan de blev sorte og hvide.

Ravnen og islommen malede hinanden. Ravnen blev sort med store hvide prikker. Men prikkerne var ikke helt ens, syntes ravnen. Så ravnen malede sort på – og mere endnu – til ravnen var helt sort.
”qaq qaq qaq”, skreg den, da den så, at den var helt sort.

Når ravnen bliver sølv

Aviaaja Kleist Burkal designer smykker. Ravnen er et gentagent design i hendes smykkekunst.

Lige nu i form af ørestikker. Ørestikker hvor ravnen har delt sig i to.

Ørestikkerne : http://www.aviaaja.com/portfolio/ravens/

- Jeg prøvede at forenkle formerne så meget som muligt. Skitsen af en siddende ravn delte jeg op i to – et forstykke og et bagstykke – så der kunne komme lidt mere form og dimension ind, så det passer til den dramatik, jeg forbinder med ravne.

Aviaaja Kleist Burkal vil skabe fortællinger gennem sin kunst. Ravnen med sin sorte mystik og sin symbolik prikker til hendes fantasi.

Ravnen er i fortællinger, fabler og myter. Ravnen ligner Hitchcocks Fuglene. Og ravnene var en del af børnenes leg i Aviaajas barndom, og én ravn i Narsarsuaq blev kaldt Ralak.

- Den var ret fræk, og der er forskellige historier om den, som folk stadig husker. Nogle gange legede vi børn, at ravnene ville spise os, hvis vi havde rødt tøj på, og så løb vi skrigende fra hus til hus – selvfølgeligt med rødt tøj på, så det var ekstra spændende.

En ravn er en genkendelig form og indeholder en symbolik på tværs af kulturer.

- Det samme kan siges om andre dyremotiver, hvor en genkendelig form og en bred fælles opfattelse af den symbolik dyret tillægges, gør det muligt for en designer [eller kunstner, red.] at bruge det i sit formsprog – og derigennem formidle budskaber videre.

* https://www.poetryfoundation.org/poems-and-poets/poems/detail/48860
** Snorris Edda, ved Kim Lembek og Rolf Stavnem, Gyldendal, 2012; side 65

S/H Udsnit af Natteravne - Anne-Birthe Hove

At rejse (sig)

At rejse. ”En ændring” siger kunstneren Marte Lill Somby. ”For mig er det et slags åndehul”, siger kunstneren Kristine Spore Kreutzmann.

Af Stine Lundberg Hansen

To kunstnere taler om at rejse ud som kunstner – den samisk-norske Marte Lill Somby, som i efteråret var den første kunstner på Nuuk Kunstmuseums kunstnerresidens, og som i samarbejde med den grønlandske kunstner Kristine Spore Kreutzmann skabte, hvad der nok var Nuuks første pop-up udstilling i Holms Hus på Aqqaluks Plads.

- Jeg kan godt lide at bevæge mig lidt. At jeg ikke bare står stille her, men får lov til at komme et andet sted hen, siger Kristine Spore Kreutzmann, uddannet keramiker, og med keramikken har hun rejst til Japan, Burkina Faso og Mexico.

Hvordan begynder en rejse?

Det spørger Tomas Espedal i bogen Gå. (Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv).

Han svarer: ”Jeg ligger på sofaen og leser, to gode puder under hodet, et ullteppe over beina, en kald marsdag, det regner og regnet går over i hagl; det trommer mod vinduesruten.” *
Alt i alt en dag man ikke har lyst til at gå ud i. Men:

”Reisen begynner her; jeg forlater sofaen og går ut.” *
Der indtræffer en ændring; man rejser (sig).

Den lange eller lige udenfor døren

Rejsen er en ændring eller impulser, siger Marte Lill Somby. At rejse behøver ikke at være langt. For Marte Lill Somby er samtalen eller udvekslingen med andre mennesker, med andre kulturer vigtig for hendes kunst.

- Som kunstner koncentrerer jeg mig om de eksistentielle spørgsmål, og hvordan man forholder sig til de enkelte ting. Andre kulturer, andre normer; folk har forskellige traditioner, som opfattes som vigtige. Jeg kan lide idéen om at bryde med traditioner – men også at tænke på, hvad som kan være ens personlige ønske eller opfattelse [af traditionerne, red.]. Traditionerne er ikke lige stærke. Der er også idéen om, at man vil holde på dem. Men vi er jo dynamiske; ting ændrer sig hele tiden.

At rejse skaber ændring. Vi rejser os. Vi går fra én position til en anden; vi rejser fra én position mod en anden. Rejse kommer fra vestgermansk raisón, som betyder opstigning, opbrud eller at rejse sig op for at drage afsted.

”Reisen forvirrer os” *, skriver Tomas Espedal.

Rejsen er en afbrydelse af læsningen på sofaen; en tur ud i haglvejret, og måske et håb om at se alt med nye øjne eller at skabe ubalance i den ellers fremadskridende tid. Og rejsen er altid en venden tilbage – noget midlertidigt, som selve bevægelsen fra siddende til stående, at rejse sig, er – ellers bliver rejsen ikke et opbrud eller en ændring, men til noget permanent.

At vende tilbage

Kristine Spore Kreutzmann laver små, hvide minimalistiske skåle – en form inspireret af hendes rejse til Japan.

- Jeg tror, at det at rejse driver mig på den måde, at jeg kan blive ved med at lave det [keramikken, red.]. At jeg har ny energi, når jeg kommer tilbage.

At inspirere kommer af latin in-spirare – at indblæse, indgyde eller begejstre. At inspirere giver en impuls til noget. Rejsen kan være denne impuls, der indblæser og sætter gang i.

- Jeg laver sådan nogle former, som jeg slet ikke tænker over, men det ender med, at de får et japansk præg. Jeg er også begyndt at bevæge mig over i noget andet end porcelæn efter min tur i Afrika; efter jeg havde set alle de farver. Jeg vil rigtig gerne arbejde med noget helt rødt ler – sådan terracotta-agtig – efter at have set deres røde veje. Jeg tror, at det kommer ret ubevidst. Det er ikke rigtig noget, jeg tænker over. Det kommer bare, mens man arbejder.

For Kristine Spore Kreutzmann kommer formerne ud af arbejdet med leret – ikke noget hun på forhånd har bestemt sig til – men naturen er det, hun inspireres af. Det er ikke en motivisk inspiration, men elementerne – leret, stenen, sandet - og selve landskabet; de røde veje i Afrika, landskabet i Mexico, måden at respektere naturen på i Japan, og særligt finder hun inspiration i den grønlandske natur.

- Jeg kan tage ind i fjorden og hente noget ler, hvis det skulle være. Jeg har også brugt sand fra stranden til at blande i mit porcelæn. På den måde vil jeg gerne bruge den grønlandske natur på en anderledes måde. Jeg vil gerne lave glasur af granit og de mineraler, vi har her i Grønland. Men det er et større projekt. Grønland er det sted, jeg finder mest inspiration fra, men det er stadig rart at komme lidt væk.

Selv at tage ind i fjorden eller ud i naturen kræver opbrud og at rejse sig for at vende tilbage til keramikken.

Rejsen vender tilbage til

Rejsen kan i sig selv også være en venden tilbage til. Den grønlandske kunstner Pia Arke (1958-2007), bosat i Danmark, vendte tilbage til hendes hjemstavn med kunstprojektet Scorebysundhistorier. Men i denne tilbagevenden måtte hun rejse ud igen. Hun var på blandt andet jagt efter Ittoqqortoormiits (Scorebysunds) manglende eller fragmentariske historie, og til det måtte hun rejse alle andre steder hen end Scoresbysund. Hun skriver:

- Det forlegne består i, at store dele af historien befinder sig udenfor Scoresbysund. Den er flyttet væk og har spredt sig i billedarkiver, videnskabelige afhandlinger, dagbøger, loft og kælderrum i Danmark, Paris, New York, Oslo og Stockholm! **

I samme åndedrag – at vende tilbage - kan Marte Lill Sombys rejse til Grønland og til kunstnerresidenset i Nuuk anskues. Hun var tredje led i hendes familie, som drog til Grønland. Alle tre med forskellige formål og intentioner – og med forskellige rejser.

- Min tipoldefar gik med Nansen over indlandsisen i 1888 eller noget lignende. Under den ekspedition fandt de ud af at der var gunstige forhold for rendrift i Grønland, så min tipoldefar kom tilbage i 1905 og gjorde inspektioner på områder, men det blev ikke iværksat før 1950erne. I 60erne rejste min onkel hertil [Nuuk/Godthåbfjorden , red.] og var her i 2 år og arbejdede som hyrde på rensdyrstationen. Det var så langt borte, og det var så lang tid siden, at de rejste, at de måtte have en hel anden rejse hertil med båd. Den udvikling, der er sket fra da til nu, er jo enorm. Med generationer fra 1800tallet til 60erne til 2016 er der jo ganske store spring, og ingen af os har haft samme oplevelse af dét, at komme til Grønland; det kan jeg ikke tænke mig.

(opsummering) At rejse er

Bevægelse – lang eller kort – men at flytte sig. At bryde op. En ændring. En forvirring. En ubalance i tiden. Impuls. At ånde – inspirere. En venden tilbage. En tilbagevenden til. Det er væk, og det er her. At rejse (sig).

* Tomas Espedal : Gå. (Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv), Gyldendal, Trondheim, 2016 (2006); side 150-151+153
** Kuratorisk Aktion : Tulakosaurus – an Incomplete Survey of Pia Arke’s Artistic Work and Research, Kuratorisk Aktion, København, 2012; side 228

 

Foto: Marte Lill Somby

Mere om kunstnerne:
Kristine Spore Kreutzmann: http://www.kristinesporekreutzmann.com/
Marte Lill Somby: https://www.facebook.com/lillesomby/

 

 

 

The Implied Truth in Curating Greenlandic Art

Af Nivi Christensen

I foråret 2016 præsenterede jeg et paper til konferencen Curatorial Challenges på Københavns Universitet. Titlen var The Implied Truth In Curating Greenlandic Art. Artiklen her er skabt på baggrund af det oplæg. Det tager udgangspunkt i to problemstillinger 1) At de to kunstmuseer i Grønland bliver repræsentanter for en uimodsagt sandhed om grønlandsk kunst 2) At bøger, udstillingstekster og materiale om grønlandsk kunst ender som implicitte sandheder om samme.

Den uimodsagte sandhed - Kunstmuseerne
I Grønland er to kunstmuseer - Nuuk Kunstmuseum og Ilulissat Kunstmuseum. Begge er tidligere private samlinger i dag drevet af de respektive kommuner (Grønland har ikke på nuværende tidspunkt et Nationalgalleri for Kunst, og det har forsat lange udsigter). Museerne bygger på en overrepræsentation af den danske ekspeditionsmaler Emanuel A. Petersen (1894-1948) der er kendt for sine naturromantiske skildringer i 1920erne.

For et års tid siden trådte en dansk kvinde ind på Nuuk Kunstmuseum. I ankomstrummet hvor der udelukkende hænger værker af netop E.A.P. udbrød hun:

”Årh hvor er her smukt! Dette er præcist som jeg forestillede mig grønlandsk kunst.”

Det udsagn satte en del tanker i gang i mig. Det beseglede en frygt, jeg havde om at Nuuk Kunstmuseum - om man vil det eller ej – bekræfter folks fordomme om Grønlands kunst. Den tidligere private samling bliver af mange opfattet som værende repræsentativ for grønlandsk kunst. En repræsentation som den ikke opfylder, og som den heller ikke står til ansvar for at opfylde – det ansvar påhviler Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.

De to grønlandske kunstmuseers samlinger bekræfter begge en myte om at Emanuel A. Petersen var en afgørende maler i grønlandsk kunst.

Havde Grønland haft et stort nationalgalleri for kunst som modsvarede det udsagn, eller flere mindre museet, der kunne udvide og udfordre kunstopfattelsen, var problemet ikke opstået. Problemet opstår, fordi det billede af grønlandsk kunst, som museerne viser, ikke udfordres. Problemet er større end E.A.P., fordi uanset hvad museerne viser i egne samlinger bliver det til en uimodsagt evidens. De to museer kan ikke rumme et bredt og nuanceret nok udsnit.

Begge museer forsøger at udfordre forståelsen i skiftende udstillinger og udstillingsmateriale, hvilke gør researchen og arbejdet med de skiftende udstillinger endnu vigtigere, men her opstår så det næste problem.

Den uimodsagte sandhed - Teksterne
Den uimodsagte som problemstilling er ikke begrænset til det udstillede, også i kunstlitteraturen gør samme problemstilling sig gældende. Det ene bunder i det udstillingsmateriale og de tekster, som der udarbejdes i forbindelse med udstillingerne. Det andet bunder i bogen Grønlands kunst* af Bodil Kaalund, og den version af Grønlands kunsthistorie som bogen portrætterer.

Grønlands kunst og Grønlands kunsthistorie
Bodil Kaalund (1930-2016) præsenterede i 1970’erne første udgave af bogen Grønlands Kunst ved forlaget Gyldendal. En bestseller der siden er udgivet og fornyet et utal af gange, senest i 2012, og som nu igen er udsolgt fra forlaget trods store oplag. En smuk coffee-table bog fyld med illustrationer, tilgængelig i alle store danske boghandlere. Bogen tager udgangspunkt i en præmis om at Grønlands kunst er allestedsnærværende og forhistorisk, med en begyndelse tilbage ved de første indvandringer til Grønland – for 4000 år siden. Klædedragter og våben, legetøj og tupilakfigurer dominerer, som sidste kapitel kommer billedkunsten med begyndelse omkring Aron Fra Kangeq (1822-1869), med særlig fokus på Hans Lynge (1906-1988) og med et afsluttende afsnit med Moderne grønlandsk billedkunst. Bogen Grønlands Kunst ligner mange andre kanoner over en nations kunst, og er på den måde ikke mere problematisk end så mange andre. Det største problem opstår, fordi den i snart 40 år har eksisteret uden et reelt modsvar.

Kunstneren Pia Arke (1958-2007) gjorde allerede i 1990’erne i sit essay Etnoæstetik** (har du ikke læst det så gør det!) opmærksom på problemerne med indholdet i bogen Grønlands Kunst. Arke skriver blandt andet:

”… Kaalund [kommer] til at arbejde med et meget udvidet kunstbegreb, med udgangspunkt i alskens etno-arkæologika, jagtredskaber, kunsthåndværk, husflid, beklædning, amuletter, tatoveringer osv.”*

Problemet med indholdet, forstærkes af at der ikke er forfattet et alternativ. Grønland Kunst bliver en kanon for kunsten, som kun de færreste kunstnere i dag kan identificere sig med. Jørgen Trondhjem forsøgte med en alternativ fortælling i 2012 med bogen 100 års Grønlands billedkunst*** . Som bogens titel antyder, betragter han 1900 tallet som starten på den grønlandske kunsthistorie. Hans bog har dog langt fra samme gennemslagskraft som Kaalunds. Grønlands kunsthistorie blev skrevet i 1970’erne, og det er stadig den samme bog og historie, du kan købe i boghandlerne i dag. I de 40 år har kun få stillet spørgsmål til det portræt, som Kaalund skaber af Grønlands kunst.

Udstillingsmaterialerne
I mit arbejde som leder ved Nuuk Kunstmuseum forfatter jeg utallige udstillingstekster, pressemeddelelser, og står frem til interviews om museets skiftende udstillinger. Som udstillingssted føler jeg en loyalitet over for udstillerne og kunstnerne generelt. Jeg forsvarer de udstillinger, vi er med-skabere af og de udstillinger huset præsenterer. Som alle andre udstillingsinstitutioner fremhæver jeg selvfølgelig det positive ved udstillingerne og kunstnerne. Jeg forsøger at lave grundig research og baggrundsarbejde, men jeg frygter alligevel, at de tekster, jeg skriver, står uimodsagte. Bliver en ny implicit sandhed. Jeg blevet meget bevist om, at det jeg forfatter rammer ned i et område, der er skrevet meget lidt om.

Der findes kun meget få kunstnerbiografier i Grønland, meget få kunstnere forfatter selv tekster om egen værker, endnu færre portrætteres af andre. Det vil sige, når jeg fremhæver en kunstner i en artikel, der så reproduceres på samtlige nyhedssider, vil personen allerede være overrepræsenteret.

Nogle vil måske mene, at problematikken er den samme mange andre steder – men igen er kernen ikke det skrevne, men at materialet står uimodsagt. Med et befolknings tal på 56.000, er det ikke sandsynligt at det vil ændre sig foreløbig.

Jeg tror, at problemet er anderledes og forstørret i Grønland, netop på grund af det uimodsagte – den implicitte sandhed der opstår, når ingen stiller spørgsmål til ens arbejde. Når der ikke er andre institutioner til at gøre det modsatte, og din stemme får lov til at stå alene. Når vi arbejder med Grønlands kunst – så skriver vi historie.

*Pia Arke Ethno-Aesthetics/ Etnoæstetik, udgivet af ark, Pia Arke Selskabet og Kuratorisk Aktion 2. udgave, 2010 s. 67

Bogomtale: Anne-Birthe Hove

Af Nivi Christensen

I den grønlandske kulturverden og kunstverdenen i særdeleshed var hun æret og elsket. Unge kunstnere i dag tænker tilbage på hende som en vigtig motivator og inspirationskilde, og mere etablerede kunstnerne har set hendes kamp for bedre vilkår for grønlandsk kunst. Hun døde i 2012 – alt for tidligt – og med en masse at byde på. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Anne-Birthe Hove for mig står som én af de vigtigste grønlandske kunstnere, og at hun, som jeg ser det, i langt højere grad burde være kendt, også uden for Grønland. En opfattelse jeg heldigvis deler med bogens redaktør og initiativtager Jørgen Chemnitz.

Som forfatter til en af bogens artikler havde jeg fulgt med fra sidelinjen i et års tid. Jeg var fra starten fyldt med ærefrygt, men var og er forsat meget stolt over at være repræsenteret i et værk sammen med Anne-Birthe Hoves mangeårige trykker Bjarne Agerbo, kunstnerkollega Jessie Kleemann, forfatter Bodil Kaalund i samtale med journalist Inge S. Rasmussen, Anne-Birthe Hoves mand Thomas Steensgaard for ikke at sige redaktør Jørgen Chemnitz. Det betød samtidig, at mine forventninger til bogen var tårnhøje – den skal være med til at bære en kunstner frem, som ikke har fået det fortjente eftermæle. Jeg må lægge mig fladt ned og sige – mine forventninger blev mødt – og mere til. Det er til dato den smukkeste og mest gennemarbejdede grønlandske kunstbog.

Anne-Birthe Hoves sarte tryk står perfekt frem på det kraftige matte papir, dybtrykket og tykkelsen af selve omslaget og kasetten giver en fornemmelse for den klasse som Anne-Birthe Hove var og diversiteten i tekststykkerne giver en indgangsvinkel til både teknik, historie og personlighed.

Bogen appellerer både til mennesker, der aldrig har stiftet bekendtskab med hendes værker, i sin rene, overskuelige og smukke facon, og samtidig er den dybdegående og specialiseret nok til at været et must for alle os som i mange år har fulgt hende. Du vil med garanti finde masser af hendes værker, du aldrig tidligere har set.

Som en del af projektet var også den retrospektive udstilling Anne-Birthe Hove (1951-2012), der har været vist på Nordatlantens Brygge, Bornholm Kunstmuseum, Nordatlantisk Hus i Odense og Nuuk Kunstmuseum, samt hjemmesiden med alle registrerede værker af kunstneren www.annebirthehove.com .

Anne-Birthe Hove var exceptionel og fortjener det bedste. Og det har hun fået.

Titel: Anne-Birthe Hove

Antal sider: 244

Redigeret af Jørgen Chemnitz

Udgivet: 2016

Forlag: milik publishing

Sprog: Dansk og grønlandsk

Ca. Pris: 325DKK i Grønland og 440DKK i Danmark

Kunst fra Grønland er ikke kunst fra Grønland

Af Stine Lundberg Hansen
 
”Værker og kunstnere, der rammer mig i hjertet, er fra Grønland.”
 
Sådan siger tidligere Nalakkersuisoq for uddannelse, kultur, forskning og kirke Nivi Olsen i et interview i Neriusaaq nummer 3/2016, hvor hun skal indkredse hendes yndlingsværk.
 
Umiddelbart en ligetil kommentar – hun er grønlænder, bor i Nuuk og er grønlandsk politiker. Som politiker skal hun opbygge og udvikle det land, hun er en del af – det er klart. Men som politiker burde hun ikke sige sådan noget – hun kan, men hun bør ikke.
 
Kunst for nationer
Nivi Olsens udtalelse er problematisk, fordi hun er politiker.
 
Sat på spidsen: Diverse diktatorer har udtalt noget lignende om deres nations kunst. Hitler gjorde også – og alt, hvad der ikke passede ind i hans kunstbegreb – kaldte han entartete kunst (degenereret kunst). Kunst som blev destrueret, fordi det ikke passede ind. På samme måde med menneskene.
 
Modificeret: Nationalisme både er og hærger i dag alle vegne – også i kulturen – et eksempel er Berthel Haarders Danmarkskanon (https://www.danmarkskanon.dk/), hvor endnu engang begrebet hygge synes at centraliseres, som noget særligt dansk. I Europa virker frygten for terror og flygtningestrømme til at drive størstedelen af nationalismen og grænsedragningen.
 
Nationalistiske følelser er også på spil i Grønland; et postkolonialt land på vej mod selvstændighed, som skal definere sig selv på godt og ondt.
 
Kunst fra Grønland
For det første kunne man spørge: Hvad er kunst fra Grønland? Er det et bestemt motiv? Er det lavet af en grønlandsk kunstner? Og hvad vil det så sige at være grønlandsk kunstner? Mette Moesgaards digt indkredser problematikken i det upræcise præcist:
 
Dette er ikke grønlandsk. Jeg er grønlandsk. Er dette grønlandsk?
Er dette grønlandsk fordi jeg er grønlandsk?
Er dette ikke grønlandsk fordi det ikke er på grønlandsk?
Ville dette være mere grønlandsk på grønlandsk?
Jeg har trods alt skrevet grønlandsk 10 gange. *
 
Noget kunst fra Grønland er lavet af grønlændere andre steder i verden. Noget kunst laves af ikke-grønlændere i Grønland. Og noget kunst laves af grønlændere i Grønland. Kunst er ikke afgrænset i nationer – det flytter sig ud over grænserne. Det udveksler.
 
Et kig på diverse kunstneres CV vil ofte vise at både med hensyn til uddannelse, udstillingssteder og samarbejder, så arbejder meget få kunstnere indenfor politiske lande- og kulturgrænser.
 
Eskimolog Jørgen Ellegård Trondhjems ph.d-afhandling ”Moderne grønlandsk billedkunst” handler om det problematiske i at sætte grønlandsk foran kunstner eller kunst – og selvom han selv ender med at sætte kunsten i de kasser, han problematiserer, får han sat ord på, hvad kunst fra Grønland eller grønlandsk kunst synes at bære med sig af konnotationer:
 
”The problem with attaching the label ”Native” or ”Greenlandic” is that it is often followed by an expectation of the artist to express some kind of continuity with respect to the culture in which he or she has roots.” **
 
Ydermere peger han på, at denne kultur ofte er defineret på forhånd. Hvad Nivi Olsen mener med kunst fra Grønland, vil jeg end ikke gætte på.
 
Hvorfor ikke rammes af landeafgrænset kunst?
Fordi kunst og kultur er et møde og ikke noget, man har decideret kontrol over. Uventet kan man rammes af kunst, som umiddelbart ikke har nogen tilknytning til ens liv indenfor de rammer, man kender det.
 
I dag arbejdes der med kultur på recept, kultur doneret til de fattige, kultur til opdragelse af de unge, kultur mod terror… og så videre. Det skriver Torben Sangild om i artiklen ”Kan kunst kurere? Ja, mener flere lande, der eksperimenterer med kulturklippekort”.
 
Jeg bliver, ligesom Torben Sangild, en kende skeptisk overfor dette, da det synes som et instrumentelt greb om noget, der, som han skriver, ”har sin værdi som sanselig erkendelse i sin egen ret”. Kunsten og kulturen er et umiddelbart møde, og når det rammer os, afvæbnes vi og må overgive os.
 
På samme måde bliver jeg skeptisk overfor Nivi Olsens udtalelse. Hvordan kan hun landeafgrænse sine sansninger, sin tænkning og det umiddelbare møde? Det virker som et instrumentelt politisk greb om kunsten og kulturen.
 
Om nationalisme
I 1945 skriver den engelske forfatter George Orwell (1903-1950) essayet ”Notes on Nationalism”**** – et tidspunkt i Europas historie, hvor nationer havde stået for fald og skulle (gen)opbygges og genopfindes. Og dette essay er stadig uhyggeligt relevant.
 
Nationalisme er en følelse. En følelse ikke nødvendigvis knyttet til en nation eller et geografisk område, men en følelse, som virker negativt imod noget. Et vigtigt træk ved nationalismen er selvopofrelsen – en vane, hvor man identificere sig selv med nationen – fremfor at nuancere, se på realiteterne og at tænke selv. Nationalisme er:
 
the habit of identifying oneself with a single nation or other unit, placing it beyond good and evil and recognising no other duty than that of advancing its interest.
 
Nationalismen handler om at sikre magt og prestige, ikke for én selv, men for nationen eller den enhed, nationalismen retter sig mod. Nationalisme er magtbegær antændt af selvbedrag (”power-hunger tempered by self-deception”).
 
Men det værste ved nationalismen er selv-bedraget; at fakta og realiteter tilpasses eller ignoreres for at gå i spænd med den nationalistiske tankegang; at nationen eller enheden ikke nuanceres og fortælles bredt mellem godt og ondt (og ikke over det), men at nationen konstant vinkles efter magt og prestige.
 
En nuancering af to nationalistiske perspektiver kunne være at skrive, at hygge ikke er noget særligt dansk – at være sammen og have det rart, eventuelt serveret med god mad, kan folk udenfor Danmark også præstere – eller at skrive, at kunst fra Grønland oftest ikke er kunst afgrænset af Grønland.
 
George Orwells vægtigste pointe i ”Notes on Nationalism” er, at det nationalistiske kærligheds-had-forhold er en del af os alle, og om vi kan komme det til livs, må stå hen i det uvisse – selv i dag. ”But” skriver han ”I do believe that it is possible to struggle against them”. Den følelsesmæssige indre trang kan man ikke flygte fra, men man kan erkende, at man har disse følelser og stoppe dem fra at forgifte eller overtage ens mentale processer og tanker.
 
Sproget marcherer i takt med bødlerne, derfor må vi hente et nyt sprog, skriver den svenske digter Tomas Tranströmer (1931-2015) i digtet ”Nattjour”. Det er et konstant arbejde, hvis vi skal tage Orwell på ordet og bruge sproget til at nuancere og tænke over, at kunst fra Grønland ikke er kunst fra Grønland; og dyrke modsætningen og dét, som ikke giver sig selv.
 
Som i digtet ”Første maj” af Ole Korneliussen:
 
Når to bli’r enige
begynder jeg at snuse
Men når tre eller flere går sammen
hører jeg straks de kvalte stemmers
gurglen
Støvletramp
metallisk knitren og
misilers nytårsaftensvæsen
 
Kunst og kultur skal ikke trækkes op i politiske landegrænser med nationalistiske undertoner og følelsesvioliner. Den er heller ikke noget, vi skal være enige om.
 
Nok er udtalelsen ”Værker og kunstnere, der rammer mig i hjertet, er fra Grønland.” ikke sagt i den mening, men så må det være tankeløsheden, at jeg her gør op med.
 
* Uddrag af digt af Mette Moestrup, Amalie Smith et al., eds., Grønland (Kbh.: Forfatterskolen, 2010). S. 89.
** Trondhjem, Jørgen : ” Native and part of the modern world – morden Greenlandic art”, side 17-22, in; Native American Studies 19:1 2005
***Sangild, Torben : ”Kan kunst kurere? Ja, mener flere lande, der eksperimenterer med kulturklippekort”, Zetland, 24/10 2016 (https://www.zetland.dk/historie/seAVWa7v-me2Kvqqd-fb770 )
****Orwell, George: ”Notes on Nationalism”, 1945 (http://orwell.ru/library/essays/nationalism/english/e_nat)

Bogomtale: KIMIK ukiut 20 år

Af Nivi Christensen

Den grønlandske kunstnersammenslutning KIMIK blev oprettet i 1995 og har nu i 21 år været et samlingspunkt og støtteorgan for grønlandske kunstnere, med kunstnere som Anne-Birthe Hove, Jessie Kleemann og Buuti Pedersen i front. Det har sammenslutningen markeret med bogen KIMIK ukiut 20 år.

Gemt bag et lidt intetsigende cover finder man en bog fyldt med illustrationer. De første 30 sider i bogen består først af en gennemgang af sammenslutningens historie, forfattet af bærende kræfter i samme, dernæst et historisk tilbageblik, forfattet af mig. Det mest interessante er dog den efterfølgende præsentation af hver enkelt kunstner, der hver får 6 sider. Ikke siden ”Grønlandske Nutidskunstnere” af Camilla Augustinus fra 2004, har et bogværk forsøgt at give en indblik i et bredt udsnit af grønlandske kunstnere.

Teksterne er korte ærlige introduktioner til hver enkelt kunstner (se listen neden for) og efterfølges af et bredt udvalg af hver kunstners værker. Nogle har været vist før, andre ikke.

Bogen giver på mange måder et øjebliksbillede af Grønlands kunst, samtidig med at den både viser bredden og begrænsningerne. Det er, som bogen også tydeligt viser, ikke et udtryk for den hele grønlandske kunst, men udelukkende medlemmerne af sammenslutningen.

Overordnet set er bogen et vigtigt og smukt bidrag til den grønlandske kunstlitteratur, og kan varmt anbefales.

Titel: KIMIK ukiut 20 år
Udgivet: 2016
Forlag: milik publishing
Sprog: Dansk og grønlandsk
Forfatter: Red. af Tupaarnaq Rosing Olsen
165 sider
Pris: 200DKK i Grønland og 250DKK i Danmark.
Bogen kan købes eller bestilles hos de fleste store boghandlere i DK, men kan desuden købes på Nuuk Kunstmuseum og i Atuagkat boghandel i Nuuk.

Præsenterede kunstnere:
Aka Høegh
Arnannguaq Høegh
Buuti Pedersen
Camilla Nielsen
Hari Kristofferne
Inuk Silis Høegh
Ivalo Abelsen
Ivan Burkal
Ivínguak´ Stork Høegh
Jannie Jørgensen
Julia Pars
Julie Edel Hardenberg
Kristine Sporre Kreutzmann
Linda T.H. Milne
Lisa Kreutzmann
Lisbeth Karline Poulsen
Maria P. Kjærulff
Miki Jacobsen
Mike Lynge
Naja Rosing-Asvid
Pierre Auzias

Læs mere om sammenslutningen på www.kimik-art.com