Monthly Archives: juli 2019

Da gulvtæppet blev fjernet…

… kom de fineste egetræsplanker til syne. Vandskadet, slidte og ubehandlede. Da kunstner Bolatta Silis-Høegh kom til Holms Hus, havde hun en idé, om at væggene var blå. Lyseblå. Vinduerne var skoddet til, og med mobilens lommelygte ledte vi efter de blå vægge eller spor efter den. Kun en enkelt væg i det lille indgangsparti var lyseblå. Væggene skulle være blå, gulv og loft med. Det var Bolattas idé og udgangspunkt for installationen. Gulvtæppet skulle af, skodderne ned, skruer skrues ud og gøres rent.

Af Stine Lundberg Hansen

Holms Hus er et rødt hus med hvidsprossede vinduer midt på Aqqaluks Plads i Nuuk; byens første selvbyggerhus og fredet. Midt i en blomstrende have ligger det med udsigt over fjorden og kolonihavnen. Huset ligger ubrugt hen. I haven vejrer et kunstflag i flagstangen – et helt andet projekt. Dette projekt handler, om at skabe en udstillingspraksis i byrummet. At bruge rummet, byen, hvor folk er. Udenfor det museale og tiltænkte udstillingsrum. Kunsten må gerne opstå midt i en hverdag, stoppe op og vende folks sanser og tænkning – hvis bare for et øjeblik – på hovedet. Holms Hus er centrum midt i et stisystem. Engang ejet af Holm; i dag forfaldent og ejet af Kommuneqarfik Sermersooq.

På vej fra lufthavnen gennem byen blev Bolatta Silis-Høegh mødt af ukaliusaq eller kærulden, som langs vejene stod og lyste op. Midt i de blå vægge, i det blå rum, skulle være en sky af ukaliusaq – kærulden.

På latin eriophorum scheuchzeri – den arktiske kæruld, som er én kæruldsart ud af 25. Opkaldt efter en schweitzisk videnskabsmand Johann Jakob Scheuchzer (1672-1733). I disse smeltende glaciale tider er det værd at bemærke, at Scheuchzer ved at undersøge, observere og beskrive gletschere og deres bevægelser for 300 år siden gjorde gletscherne til et videnskabeligt studium. Den arktiske kæruldpå latin er nok ikke opkaldt af ham, men efter ham. Udover at lyse op i sommerfjeldet har kærulden været forsøgt brugt til at spinde garn (for porøs), som inderfor i støvler, som vatpinde, som væge (iblandet mos i tranlamper), som pude- eller dynevår.

Nu er ukaliusaq en sky i et blåt rum i Holms Hus. En installation i et værelse i et tomt og forfaldent hus. Installationen nærmes med ro; den kan gåes ind i og rundt om. Den mindste vind trækker kærulden med sig. Alligevel synes skyen stabil i forhold til de vippende, blæsende grene udenfor vinduet. Lægger man sig under skyen, snurrer de, hver kæruld har sin egen bevægelse afhængigt af stænglens bøjning og blomsterhovedets form.

Ukaliusaq smider deres frø nu, som blæser med vinden. Og blæste gjorde det i Nuuk denne torsdag, hvor installationen åbnede. Grå skyer trak hen over Malene, lavede vinger, streger, buer, puder, udposninger og sammenfald. Alt i gråt. Himlen var penselstrøg og havde sin egen kunstneriske dagsorden.

Når naturen bliver kunstig

Bolatta Silis-Høeghs installation minder om et vandfald. Et vandfald jeg så i Nikolaj Kunsthal tilbage i 2012. I am the River af Eva Koch. En kæmpe videoprojektion på væggen af et vandfald i Island, hvor hastigheden var sænket, de mange liter vand løb en anelse i slowmotion. Lige nok til at ane, føle, sanse en vis kunstighed ved det ellers naturtro vandfald. På samme måde er ukaliusaq genkendelige i Bolatta Silis-Høeghs installation, men kunstige i deres sky, hvor de i gennemsigtige tråde hænger på hovedet. En kunstighed, som giver os beskuere et andet blik – skaber en pause, en ro, et ophold - i hvert fald for et øjeblik. Ukaliusaq på hovedet med knapt synlige tråde i et blåt værelse midt i et byrum er på samme tid en genkendelse og en fremmedgørelse.

Den lyseblå farve er himlens, børneværelsets og drømmenes. Den er både reel og surreel, naturlig og overnaturlig. Ligesom kæruldens konstante sitren, alle dens bevægelser; dens på én gang sensitivitet overfor omgivelserne og dens hvide mankes stabilitet som små lyspærer i sommerfjeldet. Ved at hænge ukaliusaq på hovedet i blåt rum, som sky i en blå himmel, bliver kærulden og dens bevægelser kunstige; træder frem og bliver synlige for os et øjeblik.

På sletten i Nuuk, ikke langt fra Holms Hus, ligger skolen Ukaliusaq på et tidligere vådområde. I sin tid nok fyldt med ukaliusaq i juni og juli; kærulden vokser i sumpede områder, langs elve, søer og vandløb.

Tilbage i Holms Hus fremstod rummet lysende og mildt som sommeren – som hviler det i sig selv. Folk blev hængende i rummet, blev ved med at se, ved med at tage fotos og at se igen. Udenfor spredte frøene sig med vinden.

Sagn og sang – om månen og solen

Et gammelt inuitisk sagn minder om en sang skrevet i 2017 og omvendt. Uden at kende til hinanden er myter, fortællinger, sagn, og sange baseret på observationer af hav, jord og himmel opstået på tværs og på langs af længdegrader og breddegrader. Med andre ord bebor mennesket den samme planet og det samme solsystem. Og i denne artikel mødes sagnet og sangen for måske første gang. De handler om det, mennesket til alle tider har observeret: Forholdet mellem solen og månen – og så kærligheden.

Af Stine Lundberg Hansen
Billede : Udsmykning med Maliina og Aningaaq af Buuti Pedersen i Katuaq/Grønlands Kulturhus

At dawn she is delicate
and burning by noon
the end of the day will come soon

Kendte den britiske sangerinde og sangskriver Kate Rusby til inuitternes sagn om Solen og Månen, Maliina og Aningaaq, da hun skrev sangen Hunter Moon? Sagnet er mere en myte, men både myten Solen og Månen og sangen Hunter Moon er om længslen, om jagten og om kærligheden.

There she is rising now
my heart it might break

Til alle tider har mennesket kigget på månen og solen; observeret deres baner, som alt liv på Jorden er afhængigt af. Mennesket har skabt fortællinger, sange, sagn og myter om disse to himmellegemer. Det har ikke taget mange observationer at konstatere, at disse to er forbundne i et forhold, hvor månen er afhængig af solen; langt mere end omvendt. Så svaret på det indledende spørgsmål, om Kate Rusby kendte den inuitiske myte om Solen og Månen, er nok negativt.

Say not her name to me
for I live in the shade
briefly I see her
as she starts to fade

Månens lys er solens. Dens bane er udenfor solens, undtagen ved solformørkelse, men selv dér er solen og månen langt fra hinanden. Sniger månen sig op på himlen i løbet af dagen, er det som en hvid skive; en silhouet af sig selv. ”Hunter moon” er også navnet på et fænomen hvert år i oktober (hvert fjerde år i november), hvor månen ved fuldmåne lyser stor og rød. Her næsten kolliderer solopgang og solnedgang med månens bane, månen og solen står næsten side om side, og månen lyser rød som ved solformørkelse. Denne månes lys brugte native americans til at jage i.

in silence we pass
our path is well worn

Som opvokset i Europa, men bosiddende i Grønland slår det mig, at observationen af disse fænomener – månens og solens indbyrdes forhold – varierer alt efter, hvor på kloden mennesket ser fra. Her ved midsommer i Arktis er det over en måned siden, at jeg sidst har set månen. I de nordligere egne ser de ikke solen et par vintermåneder om året. Ifølge myten går månen ind i sit hus i de lyse måneder om sommeren, og i de mørke måneder om vinteren er solen i sit hus.

The birds in her warmth will fly
my soul it will ache

Månen jager solen. Både sangen Hunter Moon (2017) og myten om Solen og Månen er fortællingen om den umulige kærlighedserklæring; tiltrækningen og frastødelsen i et uendeligt kredsløb. Hvor sangen Hunter Moon er om kærligheden på afstand, den uopnåelige, umulige og uigengældte kærlighed, så handler Solen og Månen om tiltrækningen, begæret og den forbudte kærlighed, der som konsekvens nødvendigvis må blive til en uovervindelig afstand. Solen og Månen behandler blodskammen, tabuet, at forelske sig i og ligge med sin søster. Hunter Moon er blodmånen, længslen selv, den oplyste måne, som er så tæt på solen, uden nogensinde at kunne nå hende og være nær.

And the stars in my lonely sky
are infinite brightened
the stars know my soul will flight
they’re holding it tight

Myten fortæller, at Solen og Månen var søskende og boede i samme hus. Der findes fra nord til syd i Grønland forskellige variationer. Én version fortæller, at broren forelsker sig i søsteren og ligger med hende i mørket, uden at hun ved, hvem han er. Man fornemmer i fortællerens pause, mellem linjerne i nedskrivningen og i genskrivningernes rytme, at også søsteren nyder dette forhold. Hun mærker elskeren med lampesod, og da lyset tændes, opdager hun, at det er broderen, hun har givet sig hen til. I én version skærer hun begge sine bryster af i skam, da broren og søsteren under en lampeslukningsleg har ligget sammen. Ens er myten i nord og syd, da deres skæbner forsegles: Søsteren tager et stykke tørv, sætter ild til det og flygter ud i mørket. Broren sætter efter med et stykke tørv, og det fortælles, at enten fik han ikke ordentlig ild på det, eller det går ud i jagten, så det kun gløder imod søsterens, der lyser. Maliina og Aningaaq hæver sig fra jorden, og hermed finder månen og solen deres plads på himlen. Månen må jagte sin søster uden nogensinde at nå hende. Om jagten er af begær, af skam, af længsel, i kærlighed efter søsteren eller efter den elskede står hen i det uvisse og må være fortællerens eller lytterens tolkning.

Calmly I drift along
o I will endure

Hunter Moon handler hverken om søskendekærlighed, skam eller om tabu, men om den altopslugende kærlighed, der tager både sjæl og legeme med sig. Den længslende kærlighed, som er sit eget kredsløb. Den kærlighed som intet ejer.

I only belong to her
of that I am sure
will I ever hold her
I cannot pressume
cause she’s the sun
I’m only the moon