Posts in Category: Udstillinger


On Charlotte Lakits’ photographic project "Tell Me About Home"

Et hjem er ikke nødvendigvis noget stabilt og vedholdende, men noget flydende og immigrerende, som samtidig skaber udfordringer i form af negative fordomme overfor den fremmede og udelukkelse; mod den som ikke er på vej videre, men som slår sig ned. Lorenzo Imola - BA fra Islands Universitet i kunstteori og filosofi og praktikant på Nuuk Kunstmuseum fra januar til juni 2019 - har skrevet om den franske fotograf Charlotte Lakits projekt ”Tell Me About Home”; et fotoprojekt situeret i Nuuk.

Charlotte Lakits visited Nuuk in August 2018 and again in early 2019. She wanted to get to know the people of Nuuk. The stories and pictures she collected in the process make up her project Tell Me About Home, which was presented in an exhibition in Ilimmarfik during the month of February, in Katuaq on the occasion of Multi Kulti festival, and most recently at Institut français du Danemark as part of Copenhagen Photo Festival. The present article will be included in a forthcoming book on Charlotte Lakits’s work.

Af Lorenzo Imola, foto Charlotte Lakits

A bow stretches through the air, smoothly just as resolutely – fatally. It covers indefinable distances and eventually touches down on a well definite spot, precisely and with no impact whatsoever. A destination – or destiny. There it may meet other lines – paths, lives, situations in a broad sense; lines that have perhaps always been in that particular portion of the universe, others having ended up there after analogously ‘blind’ flights, whether chosen or casual.

A joint: when these lines intersect, they sometimes bond and tie together, creating new meaning – nonetheless frequently only to leave again. But even then, maintaining maybe a connection and without ever excluding they will at some point come back, or somehow meet again.

Of arching branches and lymph nodes

This is the image that involuntarily came to my mind as I read some of the stories presented by Charlotte Lakits in her photographic project Tell Me About Home. A familiar sensation indeed, one that I have started to recognize after some time wandering across different countries: it turns up recurrently as I witness some of the improbable encounters and connections of a humanity on the move.

That is, every time the world seems to show how its crushing vastness and the nullification of that very vastness end up meeting in the lives of individuals – and consequently of societies.

The effects of such impressions can be rational disbelief, trustful surprise, laughter, acceptance of the inescapable – and unfathomable.

Whatever be the reaction, what said perception is likely to do – after dignifying in a first moment exactly the distances and all unpredictable factors that in general would seem to hinder such encounters – is to let these disproportionate obstacles feel much lighter, all borders become less meaningful and more surmountable. “Small world”. It unveils an invisible net of relations, and we discover ourselves to be part of it: a complex, branched out and interconnected narration of different existences.

To the extent that one has any interactions with the world, she will be able to identify herself within such interconnectedness – perhaps as defining a line that connects (more or less remotely apart) worlds in the World, but also as a point that through unity of place links other mobile lines.

«Greenland brings people together», that’s what she says all the time. 
And he will add: «I think it’s nice to be here and meet people like you – just passing by. And I’m just like you. I don’t know how long I’ll stay here.»

White on black

Some of the black-and-white portraits show us young faces emerging from an obscure background – an uncertain area that blending with shadows and dark hair seems at times to claim parts of the people themselves. These outlines, blurring out in the enveloping world, could arguably not present themselves more explicitly: simply and absolutely faces, persons, identities as such in and against the dark – prior to all imposed definitions.

Other photographs, characterized by pasty shadowing and strong contrasts of shining white and deep black, show people now standing out, almost imposed on the surroundings like a relief on which light can break and wind brush. Still others pictures, permeated with the greyscale, blend the individuals into their surroundings.

Together with the more environmental subjects, interleaved between the portraits as to contextualize them, all these photographs have a feeling of suspension imbued of meaning.

We breathe, and stop breathing, with the people in the pictures; it feels sometimes like inhaling the silence of a look scanning the environment, holding one’s breath like the silence that dominates a moment of reflection, perhaps even revelation – exhaling when a broader picture of life eventually discloses in front of us.


Charlotte Lakits has an educational background in philosophy and ethics. Her Master project dealt with the relation between identity and place, particularly in the context of migrations.

Although the scope of her project Tell Me About Home and the situation it draws up undoubtedly reach beyond Nuuk alone, we can say that, exactly by resting on a received image of Greenland as a remote and sparsely populated island, this setting allows the net of lives and stories and the interconnectedness of present-day world to emerge even more vividly.

The form of life “on the move” being hinted at here nearly normalizes George Simmel’s characterization of the “stranger”, which in 1908 he described “not in the sense often touched upon in the past, as the wanderer who comes today and goes tomorrow, but rather as the person who comes today and stays to morrow. He is, so to speak, the potential wanderer: although he has not moved on, he has not quite overcome the freedom of coming and going.”

The mobility we are talking about takes on profoundly different forms though. It is not only the “lyrical mobility” of the (more or less well-off) individual, free to wander explore and experience, it is also – and more problematically – the highly limited, desperation-fuelled one of refugees and other migrants, or even the commuting between fixed poles made necessary due to scattered families and need for work, and so on.

Radical relocation, or a state of continued mobility marked by a lack of stable points of reference would appear particularly weighty when that involves children and youth, in other words those groups that are right starting to tackle the question of who they are. While they may be affected in a heavier way and disorientated by multiple co-existing environments and languages, by the very same token they probably have the possibility to make sense of such situate-ion(s) right from early on: understanding diversity and learning how to deal with this form of life, the balance, self-reliance and openness crucial for living without one prevailing gravitational centre.

Sometimes they wonder where they belong. Where is this place called ‘home’?
Because they were born here, because they know the language, they’ve been told that they are as Greenlandic as they are Danish and Russian.

both-and ? neither-nor

Used as we are to a pragmatic need for locating one specific origin (preferably geographical and national, and subsequently cultural too) with which to identify people, the life patterns shaped by shifting residence, families with mixed origin, and increasingly multi-ethnic societies can come to challenge an understanding of identity as a unitary, clearly outlined phenomenon bound to an origin.

Feeling negatively divided with regard to identity (that is to say, neither one nor the other, rather than both-and), with the consequent arduous quest for a definition of some kind, is a condition experienced also by many Greenlandic citizens who happen to have roots elsewhere, Danish for example.

Some goes for second-generation immigrants far and wide across the globe, who happen to live in societies that try to alienate them on the basis of superficial factors (physical outlook, names, etc.), thus refusing to acknowledge them as equals. With frustration- and ignorance-fostered intolerance becoming louder and louder, this is indeed a growing socio-political issue these days.

The path traced by the present project brings the question about identity well beyond the split, leading us rather to tackle the notion of a fluid identity associated to peregrine lifestyles. Identity ceases to be fixed and clearly circumscribed in relation to places, it frees itself from belonging to some unitary national entity and allows rather for contamination and plasticity in the emergence of an individual. In general, identity is situated in lived experience rather than bound to coordinates with predefined characteristics.

To put individuals in a geographic and cultural context, based on their origin(s), is surely useful to the extent that it allows to locate more or less precisely an environment in which they grew up or have lived, and that as such is likely to have had an influence of some kind on the person they are. What not least is being challenged here is the necessity for such environments of origin, object of a sense of belonging, to both be confined to one and to completely condition people’s identity.

People above (all) – places under(lie)

Here it is worth pointing to the fact that talking of “environment” allows us to bring both place and people into the picture. Admittedly, in Charlotte’s view people weight definitely more than the places alone: when deprived of a particular community one identifies with, a place turns empty.

I feel to add here that such “emptied place” would then mostly act as a familiar frame, in which one ends up standing alone. The more or less rooted knowledge of the place would at that point constitute only some kind of basic relation to the world (to the situate-ion), on which to start building new meaning.

Fundamental to Charlotte is to challenge a certain negative attitude that can arise when facing the possibility of a fluid, open-ended form of identity and home; some may nostalgically harm the dissolution of stable singularity as the paradigm of belonging, and invoke the superior benefit of having one place to call home. Instead, if anything, we should embrace this “fluidity” as a promising alternative way of being situated in the world – a new side of that fundamental condition we might have otherwise taken for granted.

Se mere om Charlotte Lakits

Assinga – blikke i Grønland

Under Nuuk Nordisk Kulturfestival i oktober blev 8 kunstnere sat i stævne i en artist talk på Nuuk Kunstmuseum med lektor Jette Rygaard fra Ilisimatusarfik som moderator. Anledningen var udstillingen ”Assinga 4x4” – en udstilling der kan ses frem til 14. januar 2017 på Nuuk Kunstmuseum.

”Assinga” er dens samme, dens lige; fotografiet. Otte kunstnere er sat sammen; fire fra Grønland, fire fra Norden – alle forholder de sig til Grønland i deres fotografier

”Kunst skal sanses, ses og opleves”, citerer moderator Jette Rygaard Bodil Kaalund. Kunst skal ikke tales sønder og sammen, alligevel er otte kunstnere sat i stævne for netop at tale om kunsten, deres kunst, fotografiet og blikke på Grønland.

Udstillingen er et dobbeltsyn på Grønland. Insiders – de fire af dem – skildrer det velkendte, mens outsiderne – de fire nordiske kunstnere - er inviterede kunstnere, som del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram; inviteret til at se på og interagere med Grønland. Og også de udefrakommende bærer det velkendte med sig. De otte kunstnere mødes om det samme – fotografiet og stedet Grønland. Det kan manipuleres, være det samme og forskelligt fra det levede og det oplevede. Det kan være fremmed og velkendt.

Hver kunstner fik 8 minutters taletid – her får de under 8 linjer; et uddrag af deres fortællinger om deres kunst og Grønland skrevet under Artist Talk’en.

Angu Motzfeldt udstiller fotografier på forskellige materialer:

Vi skulle indlevere i fredags, og på det tidspunkt havde jeg ingen idé om, hvad jeg skulle lave. Jeg var nedtrykt og håbløs og gik med min computer under armen ned til trykkeren, som havde en printer, som kunne trykke på enhver flade. Så jeg gik rundt i industriområdet og samlede gamle træblokke, granitplader, alt der havde en overflade. Lige pludselig kunne jeg på overfladerne se mine billeder. I Grønland foregår en genopbygningen af identitet i dag, sådan at vi kan komme videre; dette kan jeg se som noget ubevidst i mine billeder.

Tinne Zenner udstiller en cyanotypi og filmen ”Nutsigassat”:

Kortlægning i dag er ikke upolitisk eller korrekt. Jeg arbejder med konstruerede landskaber og blikke; med idéen om et oprindeligt landskab. Nuuk er konstrueret ovenpå landskabet og ind i landskabet. Landskab og arkitektur bærer lag af historie med sig. Mit sprog i filmen er meget politisk ladet. Jeg ved ikke, hvilken historie jeg fortæller, om det er min eller andres – men det er en fortælling om den verden, vi lever i; og som dansker at komme til Grønland.

Inuuteq Storch udstiller en film:

Jeg havde en samtale om hunde i New York. I Grønland er hundene ikke kæledyr, fx i Nordgrønland skal hundene piskes på samme måde, som den lyd man bruger, når man tæsker dem, sådan at når isen brækker, løber de stærkere. Når jeg fortæller denne historie, bliver jeg ofte outsideren eller dæmonen, der tæsker hundene. Men det er ikke dårligt, at være outsideren. I filmen har jeg brugt et online medie kaldet Inuaiaat Isaat med folks hjemmevideoer fra 50erne, 60erne og 70erne. Min mor tager også en masse billeder af vores familieliv. Jeg har denne teori, at de ved ikke, hvorfor disse billeder skal tages, men kun at dette skal huskes. De ved ikke, hvilke følelser de skal vise. Jeg fejlfortæller deres fortælling for at gøre den til min egen.

Lotta Törnroth udstiller fotografier og værket ”Imaginære Øer”:

Jeg var interesseret i, hvordan folk her opfatter og forholder sig til havet. Havet er majestætisk – det tager og giver. I billederne personificerer jeg én, som leder efter nogle. Jeg prøver at få en forbindelse til havet og til dét at miste til havet; savnet og længslen. De imaginære øer tager to–tre dage for en isklump – et stykke nedfrosset hav - at smelte ned i akvarelpapir med forskellige blå farver. De er ikke kontrollerede, som fotografierne er.

Inuuteq Kriegel udstiller sort/hvide fotografier:

Jeg har set mange blikke på Grønland. Jeg er ikke fascineret af naturen; den var den samme for 200 år siden og om 200 år. Så jeg tager billeder af mennesker og bygninger. Jeg har brugt et engangskamera og har fjernet linsen, som et oprør mod, at fotografiet nogle gange handler om grej; det nyeste kamera eller linse. Bagefter lavede jeg kontrasterne. Min hund er der, så det er mit daglige liv og mig selv og ikke om så meget andet.

Inkeri Jäntti udstiller fotografier og en film:

I den grønlandske mytologi er der mange barske elementer, ligesom i naturen. Især fortællingen om qivittoq – outsideren – inspirerede mig; folk, der har været udsat for trauma, føler sig ofte sådan.  Jeg ville gerne forestille mig en ånd for hævn; en hævn for seksuelle overgreb. Filmen har en yderside og en inderside; den filmet som mode eller reklame-film, men fortællingen i høretelefonerne får det billede til at falde fra hinanden. Mine billeder er iscenesættelser.

Jukke Rosing udstiller fotografier – en fortolkning af Havets Moder og solen, Maliina:

Det handler om kontrol, fordi jeg aldrig har følt at have den. Jeg manipulerer mine billeder meget kraftigt. At manipulere så det ser helt falsk ud, men stadig naturligt. Jeg blev spurgt under en anden artist talk, om jeg i mine fotografier bevidst valgte at tage noget med fra Grønland. Det er det ikke, det er bare mine rødder. Her valgte jeg bevidst Sassuma Arnaa, Havets moder, og Maliina, solen. Jeg bruger ofte mig selv i billederne, det kan jeg kontrollere.

Marte Lill Somby udstiller træsnit og en film:

Jeg arbejdede med døden; døden er på mange måder tabuiseret fx taler vi ikke om selvmord i Norge, selvom der er mange. Jeg blev inspireret af iniutkvinder, der tog deres liv, når de var gamle eller syge, for ikke at belaste samfundet; som et offer. Det er en interessant historie i vores individualistiske samfund, hvor livet oftest ikke gives slip på; det er vores. I videoen fokuserer jeg på det smukke i dette offer for fællesskabet.

Dish! om udstilling et sted**

Jeg møder den færøske kunstner Jóhan Martin Christiansen i Katuaq under Nuuk Nordisk. Han står i NAPA og er ved at lime et af sine værker sammen; en gipsfstøbning fra Nordafar/Færingehavn*.

- Det var et værk, jeg godt vidste, var meget udsat, så det var jeg forberedt på. Så jeg flegnede ikke helt, siger Jóhan Martin og griner, men jeg satser på, at det kan løses.

Vi sætter os midt i udstillingen; for at tale om den og om Katuaq som udstillingssted. Jóhan Martin har selv skrevet formidlingsteksten/pressemeddelelsen til udstillingen; jeg spørger, om han har gjort det før.

- Jeg har gjort det én gang før til min egen afgangsudstilling, men da var det en del af opgaven, siger Jóhan Martin og griner, og der blev det til et digt. Men jeg synes ikke, at det er kunstnerens opgave, det er institutionens, fordi, som kunstner, kan det være svært at se, hvad det præcis er, man skal formidle, og hvad der er utydeligt overfor publikum.

Udstillingen hedder DISH; et flertydigt ord og en lyd, som ligger godt i munden. Dish!

- Jeg har i min praksis tit haft et sprogligt udgangspunkt, eller det har været en stor del af processen. Ofte en sætning, et ord eller en tanke, som har dannet en form for ramme for udstillingen. Det er ikke altid der er en 1:1 forbindelse mellem udstilling og titel, men der er en forbindelse.

DISH kan lede tankerne hen på det, som sker i caféen; de raslende tallerkner fra diverse serverede retter, hvis lyd fylder udstillingsrummet i Katuaq. Det kan være lyden af et slag: Dish! Eller DISH kan betyde parabol, som i Satellite Dish.

- Jeg tænkte lidt over de her værker; hvad er de egentlig? De er en slags information, som bliver lagret i en form, som kunne ligne en parabol eller ligne en form for en flade, der modtager information. Der kommer forskellige associationer ovenpå ordet. Den synes, jeg er fint; at ordet får en parallel betydning i forhold til værkerne, samtidig med at det også taler til værkerne; om værkerne.

Udover lyden fra caféen i Katuaq kommer en del igennem udstillingsrummet, som ligger omme bagved  i kulturhuset – både afsondret og i forbindelse med; på én gang en gang og et rum.

- Der er helt klart ikke taget højde for, at det skal være et rum, som kun er helliget kunsten, siger Jóhan Martin. Det synes jeg både er irriterende, men sætter samtidig også kunstneren nogle udfordringer, som kan være interessante; hvad kan værkerne bære?

- Jeg er (som kunstner, red.) nødt til at sige, at sådan er rummet, og det er rammen. Der er en café, en scene , et indgangsparti, en reception og alle mulige ting, og det her udstillingssted midt i det hele. Det ligger lige der, hvor folk går frem og tilbage, både børn, besøgende og dem man måske ikke ser ude foran, teknikerne og de ansatte, de går forbi her. Det er et meget trafikeret rum.

- Faktisk er jeg overrasket over, at der ikke er flere værker, der er gået i stykker endnu, tilføjer Jóhan Martin med et grin og ironi i blikket.

Senere på ugen står Jóhan Martin i udstillingen, da et barn kommer løbende og hopper op på et kunstværk. Da vi når weekenden efter kun en uges udstilling er ikke bare et, men tre af værkerne gået i stykker.

Udstillingen består af gipsafstøbninger af jorden i Nordafar/Færingehavn*; selve udstillingens tema. Dette ubeboede og forfaldne sted, besøgte Jóhan Martin i sommer, sammen med filmfotograf Ulannaq Ingemann. Det kom der disse gipsafstøbninger ud af samt en sort/hvid film, som dokumenterer eller registrerer stedet; dets bygninger og dets forfald. Udstillingen består også af en fiskekasse, papirsække og mursten fra Færingehavn/Nordafar. Fundne genstande, objekter eller rekvisitter fra den gamle fiskeristation.

- Oprindeligt er der for mit vedkommende to forbindelser til Nordafar, siger Jóhan Martin. Den ene forbindelse – som måske er hovedårsagen til, at jeg gik i gang med det hele – er min far, som kom til Grønland for første gang som 15årig i 1958. Han var med et fiskeskib, og de skulle fiske i Davisstrædet. Først kom de til Buena Vista i New Foundland. Der kunne de ikke få det, de havde brug for. Så sejlede de over til Færingehavn, som lige var blevet til Nordafar. Samtidig er Færingehavn – Føroyingahavnin – også færøsk historie, som alle på Færøerne kender til. Jeg husker tydeligt som barn i 90erne, at jeg så nogle dokumentarer om fiskeri og Færingehavn.

Vi vender tilbage til titlen DISH og denne her lagring af information. Afstøbningen eller registreringen af noget.

- Gipsskulturer - og også videoværker - er en slags dokumenter; et fotografi på et eller andet plan. Man kan sige, at jeg jo har valgt nogle steder ud, hvor jeg laver en afstøbning.  Min professor kaldte engang mine værker (dengang afstøbninger af papkasser mm., red.) for sweet nothings, som kan oversættes til yndige tomheder eller det smukke ingenting. Og det synes jeg var interessant, fordi jeg prøver ikke at fortælle noget helt konkret med disse skulpturer. De ligner ikke noget. De er bare til.

Vi sidder lidt og kigger på videoværket; Jóhan Martin fandt her til morgen, at projektoren var udskiftet. Katuaq skulle bruge den andetsteds og har sat en anden op, mere lyssvag end den forrige. Det irriterer Jóhan Martin – filmen arbejder med de sort/hvide kontraster i forfaldet, men med det meget ovenlys i udstillingsrummet samt en mere lyssvag projekter udviskes kontrasterne i filmen.

Imens lyder der klirrende tallerkner, kopper og en duft af mad spreder sig fra caféen ind i udstillingslokalet; mange har krydset udstillingen, imens vi sad her; nogle stoppede op, andre var på vej andetsteds hen.


 *  Nordafar – en sammentrækning af Norge, Danmark og Færøerne – var en fiskeristation dannet i 1951 syd for Nuuk ved Færingehavn, Kangerluarsoruseq. Færingehavn blev anlagt som international fiskerihavn i 1937 med sygehus, radiostation og pakhuse. Nordafar gik konkurs i 1989, og i dag står stedet ubeboet tilbage.


** Jeg møder udstillingen DISH dagen efter ferniseringen. Det er aften i Katuaq. Værkerne trækker i mig, som min veninde og kollega fortæller mig om tankerne bag. Udstillingen har potentiale – et potentiale som absolut ikke er forløst i det udstillingsrum, den er placeret i.

Udgangspunktet for interviewet var denne oplevelse af, at have set noget fedt kunst, som ikke blev forløst eller faldt igennem på grund af udstillingsstedet. Afsættet for samtalen var med en slet skjult sarkasme, at Jóhan Martin selv måtte skrive formidlingstekst/pressemeddelelse til udstillingen, og det var immervæk ikke et lille galleri i en smal sidegade, han udstillede på; det var et sted, som kalder sig Grønlands Kulturhus.

Katuaq har lige fejret 20 års jubilæum, men som Ivan Burkal tidligere her på siden har gjort opmærksom på, så er der ting, der ikke burde fejres. For eksempel, kunne jeg tilføje, deres udstillingspraksis.

Ethvert sted, som kalder sig et udstillingssted, bør som det mindste engagere sig i, at kunstværkerne ikke ødelægges af hoppende børn, enten ved at sørge for, at der ikke er hoppende børn i udstillingen, eller planlægge og kuratere udstillingen og værkernes sikkerhed i samarbejde med kunstneren, sådan at det ikke sker. At det sker hele tre gange på en uge, rummer for mig en ligegyldighed over for det udstillede.

Katuaq kalder sig hele Grønlands Kulturhus – i hvert fald hver gang jeg går i biografen – det vil sige kulturhus for høj og lav, tyk og tynd. Derfor er der vel også en hvis forpligtelse til at formidle sine udstillinger; at stedet imødekommer og henvender sig til sine brugere og sine daglige gæster om sine tilbud og udstillinger. Med andre ord gør sig selv relevant.  Jóhan Martins udstilling havde for mig at se en fortælling om Grønland og Færøerne, som jeg tænker at høj og lav også kunne have haft glæde af. Et indspark i søndagsbrunchen eller til biografgængeren.

Katuaq har en ildsjæl, som driver og gør et kanon arbejde med biografen, og de har gode koncerter, men hvis de virkelig skal være hele Grønlands Kulturhus skal de være langt mere end café og konferencecenter – dette burde være en sidebeskæftigelse.

At være kulturhus handler også om, at skabe en kapital, som ikke er penge på bundlinjen, men en kulturel kapital som vedkommer, er relevant, giver indspark og udspark til høj og lav, tyk og tynd, den helt almindelige bruger.



Katuaq – succes eller fiasko?

Af Ivan Burkal

NAPA´s direktør i 90´erne udtale i forbindelse med et møde i arbejdsgruppen for kommende brugere af Katuaq, at Nordisk Kulturcenter (senere Katuaq - Grønlands Kulturhus) ville blive en succes, når Kulturcentret åbnede (1997), og at man i fremtiden ville tale om en tid før og en tid efter Katuaqs åbning. Det har han vel fået ret i. Katuaq har været en publikumssucces. Han udtalte imidlertid også, at Katuaq var fremtidssikret for de næste 50 år, men indtil videre har Katuaq mest været en fiasko for billedkunsten.

Arbejdsgruppen holdt en række møder i 1993 (så vidt jeg husker). Jeg deltog på vegne af Kunstnersammenslutningen Simerneq (1980-1998). Arbejdsgruppen fik fra starten at vide, at vi kunne komme med ønsker til kulturcenteret, men at vi ikke skulle forvente, at de ville blev indfriet - hvilket de stort set heller ikke blev.

I oplægget til Nordisk Kulturcenter, nu Katuaq, skrev daværende Landsstyremedlem for Kultur, Jens Lyberth, i 1989 bland andet, at ”foyeren…… skal også kunne anvendes til skiftende udstillinger, hvorfor lysforholdene er meget væsentlige” (s 5)[1].

Af et senere prospekt fremgår det også, at Lille Sal skal kunne anvendes til udstillinger.[2]

I 1998 udgav forlaget Atuakkiorfik bogen ”Katuaq – Grønlands Kulturhus” med tekst og fotos af Ivars Silis. Bogen var første og fremmest en markering af åbningen af Katuaq d. 15. februar 1997 men også et afsæt for, hvad befolkningen kunne forvente sig af huset. Billederne viser en stor entusiasmen, og sådan husker jeg også de første par år af Katuaqs eksistens.[3]

Det jeg her vil fokusere på i ovennævnte bog er dog især afsnittet ”Magien levere videre” for, på trods af den optimistiske titel, havde Silis set malurten i bægeret. Silis skriver således på (s. 55):

”På visse områder kunne huset vanskeligt indfri forventningerne, på andre overtraf de visionerne”, og ”Malerier hænger i korridorer og gange, og de spanske vægge i foyeren danner deres egen sluttede verden. Billedkunsten har fået bedre udstillingsforhold end nogensinde før i Grønland. Men ideelle er de ikke”. Silis slutter afsnittet af med, ” Hvornår får Grønland et nationalt galleri og lokaler alene forbeholdt vekslende udstillinger? Rum, der lader værkerne komme til deres ret, belysningsmæssigt og pladsmæssigt – og giver beskueren ro til fordybelse”[4].

I 20-års jubilæumsskriftet for Katuaq er der stort set kun ros til Katuaq, og man skal se godt efter for at finde kritiske røster. KIMIKs formand, Lisbeth K. Poulsen, siger, at ”rammerne for udstillinger har været udfordrende, men det har aldrig været umuligt” (s. 38). Kunstskolen leder, Arnannguaq Høegh, siger det mere direkte, at ”hun personligt kunne ønske sig – set med kunstnerøjne – at der blev givet mere plads til bedre egne udstillingsområder, med fokus på lys…..” (s. 40).

Borgmester Asii Chemnitz Narup er citeret for, at ”der løbende (gøres) overvejes omkring Katuaqs fysiske rammer, og der er flere ideer og ønsker til en ombygning” (s 18). Disse overvejelser udbydes dog ikke, men må vel være udtryk for at kommunen også har set udfordringerne.

Da vinderne af arkitektkonkurrencen i sin tid blev præsenteret, spurgte jeg en af arkitekterne om udstillingsmulighederne i kulturhuset. Han pegede på en planche, som viste et området foran receptionen, der kunne bruges til mindre udstillinger (på skillevægge), og at det store lokale på 1. sal (en gang kaldt byorkestersalen) kunne anvendes, når Kunstskolen ikke anvendte det eller det blev brugt til scenografi. Han pegede også på området bag ved den lille sal.

I dag er vi endt med, at kunstnerne KUN kan udstille bag ved Lille Sal. Der er ikke tale om et udstillingsrum men et irregulært gangareal, som ikke fra starten er tænkt som et udstillingslokale, og det er derfor meget vanskeligt at anvende til kunstudstillinger.

Heldigvis har vi nu Nuuk Kunstmuseum, der efter mange års famlen efter et ståsted i kunstformidlingen, ser ud til at have fundet sin egen identitet og gode vilkår for billedkunsten.

Katuaq er på mange måder en publikumssucces, og den daværende NAPA direktørs spådom om, at der er en tid før og efter Katuaqs åbning, er gået i opfyldelse, men som udstillingssted for billedkunsten har Katuaq desværre skuffet. Men det kan der måske rettes op på inden for de næste 30 år, og den anden spådom kan dermed også gå i opfyldelse – også for billedkunsten.

[1] Opførelse af Nordisk Kunst- og Kulturcenter i Nuuk udgivet af Kultur- og undervisningsdirektoratet.
[2] Grønlands Kulturhus – et vindue mod verden (1995)
[3] Et utal af konferencer lagde imidlertid beslag på pladsen og mulighederne. Grønlands Kunstnerudstilling KIMIK´s udstillinger i 1998 blev derfor også den eneste i en årrække.
[4] Aka Høegh var Katuaqs sommerudstiller i 1998, hvilket også ses i bogen.

Foto er fra pjecen "Kulturip Illorua/Grønlands Kulturhus - et vindue mod verden", 1995.

Udstillinger – En kærlighedserklæring

Af Nivi Christensen

Udstillinger kan være noget af det mest inspirerende. Udstillinger kan få en lille detalje frem i et værk, og kan få beskueren til totalt at overse et andet. De kan få folk til at se og forstå kunsten på ny, og aktivere flere sanser. Udstillinger kan styre vores forståelse af kunstværkerne. Og så kan de ødelægge og nedbryde kunsten, hvis det bliver gjort uden respekt og kærlighed.

En minimal definition på begrebet udstilling er:

”.. et arrangement af oftest flere udvalgte genstande i et mere eller mindre offentligt tilgængeligt rum ..”*

Udvalgte genstande – altså en selektion. Arrangement – dermed noget styret og opsat. I et tilgængeligt rum – noget præsenteret for andre og i et rum. Det er mere end det, der allerede er – det er noget udvalgt, noget tilgængeligt og noget ordnet.

The White Cube 

Når vi taler udstillingsteori er det mange år siden at tanken om ”The White Cube” – det hvide neutrale udstillingsrum – blev forladt. Udstillinger før 2. verdenskrig var med farvede vægge, gerne i stærk kontrast til værkerne. Efterfølgende opstod en ide om at vægge og rum skulle være neutrale og rene så værkerne kunne tale for sig selv, og der med de hvide udstillingsrum. Uanset hvilken farve væggen har, hvilke værker der er udvalgt, uanset belysning, ophængningsmåde, rummenes udformning, hvilke måde plakaten er skabt eller udstillingstreksten er skrevet, så har det en betydning for udstillingen. Udstillingen er aldrig neutral. Det betyder, at en udstilling altid skal tilpasses et sted. Den samme udstilling vil se forskellig ud i forskellige rum. Den forskellighed kan, hvis man udnytter og omfavner den, forære kunsten nye lag og nye forståelsesrammer.

Ignoreres det – påvirker det også kunsten, men ofte på en negativ måde. Hvis en udstilling er dårlig opsat og ikke er tilrettet rammerne og rummet – kan kunsten virke uprofessionel og ligegyldig. Det kan direkte ødelægge oplevelse af det enkelte værk og af kunstnerens arbejde.

Det er nødvendigt, at vi i Grønlands kunstliv accepterer den præmis. Kuratering – det at skabe udstillinger - har en betydning. Hvis vi forventer professionelle kunstnere, og hvis vi forventer et højt kunstfagligt niveau, skal vi som kulturaktører og udstillingsansvarlige også følge op med professionelle udstillingsansvarlige.

Refleksion, analyse, seriøsitet og diskussion

I forbindelse med KIMIKs udstilling ved Nuuk Kunstmuseum i november 2016 skrev kunstneren og medlem af KIMIK Pierre André Auzias følgende på sin facebook:

“As in a dream, it felt so great to work with people wondering to give the absolut best of themselves!...So many changes through these 4 days of intensive reflexions, analyses and serious (but kind) discussions to find out with the very best way to show our works. At least we found out as an evidence that our difference could create an absolut harmony. “**

En udstilling er langt fra alene håndværksmæssigt og teknisk kunnen. Værkerne bliver først sat i spil ved refleksion, analyse og dialog. På udstillingen var 100 værker – det gav et uendeligt antal måder at opsætte udstillingen på. Selv hvis vi valgte at inddele det sådan, at hver kunstners værker hang sammen, var der tale om 18 udstillende kunstnere, og igen et (næsten) uendeligt antal måder at opsætte dem. Når værkerne opsættes er det en valgt placering – ikke en givet placering.


Alle udstillingssteder bør kunne love kunstnerne, at man afsætte den tid, det tager, at man skaber rum til at gøre sit bedste, og at man har de rette faglige kompetencer. Hvis ikke man giver udstillingerne kærlighed, tid og seriøsitet, hvordan kan man så forvente det af kunstnerne.

Vi har et ansvar for at fremhæve kunstens forcer. Vi har et ansvar for at formidle udstillinger. Vi har et ansvar for at få folk til at forholde sig til kunsten. Vi har et ansvar for at vise kunst for alle aldre. Vi har et ansvar for at give kunsten de bedste rammer. Vi har et ansvar for at udvælge det bedste og reflektere og diskutere, hvorfor det er godt. Vi har et ansvar for at fjerne fokus fra kunstneren over på kunsten.

Det kræver tid, overvejelser, refleksion, videreuddannelse, nysgerrighed, sparring, og så kræver det en erkendelse af, at det har en betydning.

Jeg er træt af dårlige udstillingstekster, der intet siger om kunsten og siger for meget om kunstneren. Jeg er træt af dårlig indramning, print i dårlig kvalitet, uovervejede sammensætninger, for proppede udstillinger, dårligt opspændte lærreder, mangel på mod til at fravælge værker. Jeg er træt af, at det eneste tidspunkt vi taler om uddannelseskrav i forhold til kunsten er kunstnernes – vi taler for lidt om personalet på museernes og udstillingsstedernes faglighed.

Kunstens niveau er kun så højt som laveste fællesnævner – og pt er det ikke kunstnernes niveau, der er problemet - det er udstillingsstedernes niveau. Kunstnerne fortjener bedre. Behandles udstillingerne med ligegyldighed – kan vi heller ikke forvente at folk gør andet end netop det. Behandler vi det med faglighed, seriøsitet og kærlighed, så tror jeg på at folk gør det samme.

*”Hvad er udstillingsanalyse” af Runa Gade i Udstillinger mellem fokus og flimmer red. E. Bodin & J. Lassenius. Citat af Locher s. 17, 2006 ved forlaget Multivers.

**Pierre André Auzias på sin egen facebookprofil efter udstillingen ”KIMIK” på Nuuk Kunstmuseum i november 2016.

Isen hvor mennesket lever og bor

Isen hvor mennesket lever og bor

Grønland er kendt for sin indlandsis. Indlandisen kan smelte, verden forandre sig. Klima i krise er overskriften pt. Intet er fast, og hvad der er frosset kan smelte. Isen er ej heller altid gennemsigtig. Isen konstituerer manges møde med Grønland. Et land som i sin tid ikke fik navn af isen.

Lige nu er der to udstillinger i Nuuk. Udstillinger af kunstnere, som kom til Grønland og fandt inspiration.

På Nuuk Kunstmuseum vises Kirsten Kleins landskabsfotos af isfjelde ved siden af Jette Bangs ikoniske sort/hvide fotografier. På Nationalmuseet er Iskrystalprinsessen vol. 2, hvor designer Jørgen Simonsen inspireret af den grønlandske nationaldragt og sælskind udstiller fem haute couture kreationer.

Det er hverken fotografi, sælskind eller nationaldragt dette essay skal handle om – men om isen.


Jørgen Simonsen (f. 1972) lavede i slutningen af 90erne kollektionen Iskrystalprinsessen. Han havde aldrig været i Grønland, men havde brugt timer på at studere grønlandske klædedragter på et bibliotek i Paris. Volume 1 af Iskrystalprinsessen blev designet til modehuset Versace. På det tidspunkt havde Jørgen Simonsen kun besøgt Grønland i sin fantasi. Vi vender tilbage til Iskrystalprinsessen, men for et øjeblik dvæler vi ved fantasien.

Grønland er en fantasi. Det er utopien mod nord; fantasien om det uberørte, det overvældende, det opslugende, det slet og ret romantiske; det skønne, det sublime og det pittoreske.
Fantasien om det oprindelige. Naturfolket og forbindelsen til naturen; tætheden og samklangen. Det rå og barske iblandet det landskab, der tager pusten væk og fjerner benene under. Det eksotiske og fremmede.
Fantasien er levende i isens genskær.

Iskrystalprinsessen vol. 2 er en ny kollektion, hvor Jørgen Simonsen har besøgt og samarbejdet med Grønland.

Iskrystalprinsessen vol. 2 er også et fotoshoot. Ved isfjorden. Med isfjelde, isblokke, isflader i baggrunden. Vi er ved Ilulissat – verdensarven og turiststed nummer 1. Ilulissat betyder isfjelde.

En kvinde poserer. Er hun prinsessen? Fantasien? Med bare arme blandt isen, på isen, ved isen.

En anden kvinde tager fotos – ikke i Ilulissat, men i Saqqaq længere nordpå. Af fjelde. Af is.


Kirsten Klein (f. 1945) tog i en måned billeder af isfjelde. Formerne, lyset og rummet omkring dem. Som landskabsfotograf kan Kirsten Klein noget med rummet – hun kan tage billeder af dét, der ikke er. Af rum, af afstand, så luft fylder. Tomrummet presser sig på i hendes landskabsfotografier.

I billede på billede møder vi isfjeldene – og i hendes bedste fotografier fylder tomrummet omkring isen og presser sig på, som en dramatisk masse. Alligevel bliver isen et eksotiske møde – det fremmede stof. Koblet på fantasien om dette land.

Der findes tusinder og atter tusinder af billeder af isen i Grønland.

I mødet med isen som fascination og som fremmedlegeme overses noget. At noget er det samme. At livet i Grønland leves og leves og leves*. Dag efter dag i flere tusinde år.

Fantasien om et land gjort af et andet stof – et stof klimaet kan forandre. Men intet er fast selv ikke isen - og endnu mindre fantasien.

For eksempel

Et isfjeld er stort og massivt – også selvom verden taler om, at det smelter. Isen er ikke altid gennemsigtig...

Grønland er et land, hvor livet leves. Ikke med en særegen mystik eller indkapslet i tiden. Men et levet, fremadskridende liv, som blandes og udveksles med andre. Grønland har aldrig været noget for sig – folk har vandret, sejlet og fløjet hertil.

Grønland var grønt i syd, da det fik sit navn. Nuuk er uden sne 4-6 måneder om året – selvom der kan komme isskodser sejlende i fjorden.

Men isen konstituerer manges første møde med landet – og for mange foregår første møde med Grønland i fantasien. 

Fra og til

På Nuuk Kunstmuseums samling – den største offentligt tilgængelige samling af grønlandsk kunst – går man fra ekspeditionsmalerne og alle dem, der kom udefra og og ind, blev inspireret, men aldrig slog sig permanent ned i landet, til de grønlandske kunstnere (kunstnere opvokset eller bosat i landet).

Isen er forskellen. Isen som optager så mange kunstnere udefra – isskodser, isfjelde, iskrystaller – men er fraværende som motiv, som fantasi i den grønlandske kunst.

Grønlandske kunstnere beskæftiger sig ikke med isen – ikke som fascinationsmotiv. Nogle kunstnere bruger blålige farver – som fra isen – men ikke til is, og farverne bruges for det meste mangfoldigt, som fjeldet om sommeren. Her er naturen og isen hverken skøn, sublim eller pittoresk. Den er – nogle gange et afsæt, en impuls, andre gange uden betydning. Og mennesket lever iblandt den.

Regler er undtagelser

Den grønlandske kunstner Inuk Silis Høegh (f. 1972) har pakket bygninger langt fra Grønland ind, så de blev til is. Et isbjerg. Ikke fantasien om landet højt mod nord, men en helt konkret fysisk manifestation.

Isbjerget er sat sammen af forskellige fotografier taget af fotograf Ivars Silis (f. 1940).

Inuk Silis Høegh genkalder i værket en nærmest pervers glæde i dét at konstruere sit eget isbjerg af egen fantasi. En fantasi som mimer virkeligheden, men ikke er den. Kan et isbjerg se sådan ud i virkeligheden? Som en kommentar til menneskets behov til at kontrollere naturen.*

En kommentar som også kommenterer på at gøre det rå, barske og sublime til det pittoreske, det sceneriske og til et landskab. Det skræmmende og det tæmmede. Og alligevel ender dette isbjerg måske med at være som Frankensteins drøm om mennesket, og at bygge og kontrollere det – noget der ender med at være udover vores fatteevne, noget der undviger vores kontrol.

Iluliaq, som værket hedder, manifesterede sig første gang under COP15 – FN’s klimakonference i København i 2009. Dermed er værket også en kommentar til det, verden snakker om – isen smelter.

Isen iblandt fantasien

Isen er en realitet og et fantasifoster; en idé om et land mod nord.

Lige nu er der to udstillinger i Nuuk med isen som fascination, som inspirator, som fremmedlegeme, som drømmen om dette mægtige land mod nord med den overvældende natur. Dog et land, hvor mennesket har levet og lever og lever og lever…




Artiklen er inspireret af ”Til hæder og ære” af Aqqaluk Lynge (in: Til Hæder og Ære /Tupigusullutik angalapput, Brøndum, København, 1982) :

De rejste og rejste
i et land hvor de troede
at ingen menneskelige væsner
kunne leve og bo

De rejste og rejste
og da de kom fandt de nogle
som ikke kendte andet
til mennesker end sig selv,

De rejste og rejste
og gæstfriheden var stor
nysgerrigheden uendelig
men gæsterne var ikke til at mætte.

De rejste og rejste
alle vegne hvor de kom
blev menneskene undersøgt
deres klæder, slæder og udstyr blev opkøbt

De rejste og rejste
til så stort et land
kan der ikke være nok mennesker
til at navngive så mange steder

De rejste og reste
og rejste tilbage
med kort over landet
og livsform beskrevet

til hæder og ære
medaljer med mere
for at have berejst et land
hvor mennesker lever og bor