”Der er forskel på at opdage og erobre. At du kan rejse og opdage. Det synes jeg er utroligt fascinerende ved mange af de kvindelige såkaldte opdagelsesrejsende.” Med serien The Characters placerer Tonje Bøe Birkeland kvindelige opdagelsesrejsende i forskellige landskaber og udfordrer de mange heltefortællinger om de mandlige ekspeditions- og opdagelsesrejsende. De næste par måneder intervenerer hendes karakterer ekspeditionskunsten på Nuuk Kunstmuseum.
Af Stine Lundberg Hansen
Tonje Bøe Birkeland har siden 2008 arbejdet med The Characters; et fotoprojekt hvor hun gennem research og rejser skaber fiktive fortællinger i fotoværker og i tekst om kvindelige opdagelsesrejsende; oversete eller glemte. En del af samlingen på Nuuk Kunstmuseum er ekspeditionsmalere og såkaldte Grønlandsmalere; danske kunstnere på rejse gennem Grønland. Tonje Bøe Birkelands karakter #IV skal over de næste måneder intervenere i denne samling og udfordre dette mandlige erobrende blik på landskabet.
Den klassiske ekspeditions- eller opdagelsesrejsende skriver og fotograferer eller maler og tegner: med andre ord kortlægger stederne. Fortællinger som lever i bedste velgående helt op til i dag og er domineret af den europæiske mand. Med landskabsbilleder skabtes en tung fortælling, som stadig dominerer idéen om Grønland. Tilrejsende mandlige kunstnere - Harald Moltke, J.E.C. Rasmussen, Emanuel A. Petersen, A. Gitz-Johansen, Andreas Riis Carstensen - portrætterede ofte et overvældende smukt, barsk og øde, landskab og skildrede grønlænderen som naturmennesket i pagt med omgivelserne. Alle bragte de en fortælling med tilbage til Europa om, hvordan det såkaldte gamle Grønland var ved at blive overhalet af civilisationen.
Det er ikke selve stederne eller landskaberne, men fortællingerne, som Birkeland bearbejder. Hun skaber fiktion, men fiktionen hører ikke op eller er kapslet inde i et afgrænset rum; den rækker ud til andre fortællinger og opdagelsesrejser, til Birkeland selv, til en tid og et verdenssyn før os og til den tid og de fortællinger, vi lever i, i dag.
KARAKTERERNE
“Anna Aurora Astrup was born in Bergen, Norway in 1871, the oldest of four sisters: Anna Aurora, Alberte, Nilsine and Oline. Her father, Nils Astrup, was a teacher. He wanted to give opportunities to the less fortunate in society. In addition to his four biological daughters, he adopted four children; three girls and one boy.”
Sådan begynder Birkeland fortællingen om Anna Aurora Astrup, som rejser til Grønland omkring år 1900. Jeg har sat Tonje Bøe Birkeland i stævne over en Skypeforbindelse et par måneder inden, at hun rejser til Grønland og åbner udstillingen under Nuuk Nordisk Kulturfestival 2021.
- Jeg har altid været interesseret i Grønland, fordi det handler om den nordiske historie, både samarbejde og kolonisering. Det er et sådan tveægget sværd, fordi Norge jo har Svalbard. Det var interessant lige som at anerkende min egen baggrund, og så arbejde med de her to områder i mit projekt. Jeg kendte til skibet Aurora Arktica og vidste, at jeg herved kunne rejse lidt på den gamle måde i en sejlbåd fra Island til Grønland, og jeg kunne undgå at flyve og køre med snescooter.
- Jeg er fascineret af landskaber, der på den ene side har en stærk menneskelig historie, men på den anden side også bare er vild natur. Det var også derfor, at jeg rejste til Grønland, Svalbard og til Mongoliet. For at finde disse landskaber som både har en historisk forankring som landskab, men som samtidig har vild natur.
Alle Birkelands karakterer rejser i ekspeditionernes tidsalder fra slutningen af 1800tallet og op til 1930erne. Indtil videre er der fem karakterer, en sjette er på en skole i Norge målrettet børn og unge og en syvende er undervejs. Processen med karaktererne forløber forskelligt fra gang til gang.
- At tage billeder gør jeg hele vejen. Jeg skaber altid nye billeder. Da jeg arbejdede med karakter nummer fem, Bertha Bolette Boyd, som jeg også kommer til at vise i Nuuk, skrev jeg en kort biografi, før jeg rejste, jeg kunne korrigere undervejs, og som gav mig nogle årstal. Jeg lavede research om Bhutan på alt fra temperatur, til klima, til hvordan de gik klædt, dem som rejste i Himalaya på Berthas tid, og hvad kunne være spændende farver at arbejde med i terrænet. I Grønland brugte jeg næsten kun en sort kjole for at få en kontrast til landskabet. Med Bertha i Bhutan kunne jeg ikke bruge sort, der var landskabet mørkere. 1930erne blev valgt, fordi jeg ville have, at Bertha skulle kende til Alexandra David-Néels rejse i Himalaya i 1920erne.
BAGGRUNDSTAPETET
Bag Birkelands fiktive karakterer er et baggrundstapet af faktiske kvindelige opdagelsesrejsende, som fx Alexandra David-Néel. Birkeland optaget af kvinder, hvor det ikke handler om at hakke specifikke steder af som i been there, done that. Og af de kvinder som ikke umiddelbart formidlede deres rejser for et større publikum eller med det samme skabte en større fortælling. Kvinder som var på opdagelse, og ikke erobrede.
-Alexandra David-Néel ønskede jo ikke engang at blive sat på disse rejser, og hun ventede 20-30 år med at skrive, hvad hun gjorde. Hun klædte sig i lokale klæder. Hun lærte sig de forskellige tibetanske sprog for at få lokale mennesker til at hjælpe sig, og der er ikke et eneste sted i verden, som er opkaldt efter hende, selvom hun var den første fra Vesten, som befandt sig disse steder. Hun har jo været en sådan kvinde, som virkelig har vist, at du kan formidle et sted, uden at skulle ændre eller erobre det, eller have nogen ambition om at forsøge at hjælpe eller for den slags skyld at tage.
Refleksionen over, hvordan man rejser, præger også Birkelands egen tilgang, når hun rejser. I Grønland opdagede hun fjelde uden navn på kortet, men, som hun understreger, er det jo ikke ensbetydende med, at de skal have et navn, som nogle turister med samme båd foreslog. Det handler også om personlige relationer i forhold til den lokale kultur og viden, mere end det handler om, at komme med en posefuld penge og få folk til at hjælpe sig.
- Der er jo utroligt mange mærkelige fortællinger, også blandt kvindelige opdagelsesrejsende, fx Louise Arner Boyd, som skrev børnebøger fra Grønland. Hun skriver om, hvordan de tog sten, som inuitterne havde til at slibe jagtvåben, og gav dem til British Museum; sådan ”åh så flinke vi var”. Som læser sidder man og tænker, hvordan kunne hun tro, at det var rigtigt. Men det er også en balancegang i at lade disse kvinder være i deres tid. En tid som vi i dag stiller spørgsmålstegn ved; hvorfor var det sådan, hvorfor gjorde de det.
Birkeland vil gerne have folk til at tro på fortællingerne hele vejen igennem, og når de udstilles på museer og gallerier oplever hun, at folk tror på hendes værker og ikke umiddelbart opfatter dem som fiktive karakterer, og netop denne troværdighed, får folk til, når de opdager fiktionen, at stille spørgsmål ved de andre ekspeditionsfortællinger, som de opfatter som sande.
- Jeg strækker det jo ganske langt ind i fiktionen med mine karakterer. Og nu mere jeg trækker fiktionen i en retning, hvor jeg tænker, at nu er det måske kommet for langt, nu mere kommer der ansatte på kvindemuseer og fortæller mig, at der var en kvinde, som har gjort akkurat det. Det var sådan jeg lærte om Louise Arner Boyd. Da jeg fortalte om karakter nummer 1, Aline Victoria Birkeland, som rejste på et skib med sin datter, var der en historiker, som fortalte mig, at det gjorde Louise Arner Boyd også; hendes datter blev født på et skib.
FOTOGRAFIET
Udover inspirationen fra faktiske kvindelige opdagelsesrejsende blander Birkeland sig selv ind i karakterne, hvilket gør at fiktionen hele tiden rækker ud over sig selv – ud i, så at sige, den virkelige verden. Karakter nummer fem blev opkaldt efter hendes oldemor, og hun valgte, at lade sine egne nutidige betragtninger fra hendes rejse i Bhutan indgå i Bertha Bolette Boyds fortælling og lade dem gå hånd i hånd. Og så er det Birkeland selv, som placerer sig i landskabet og agerer de forskellige karakterer.
- Jeg tager først billeder af min assistent eller bare ser på landskabet for at få kontrol over scenen, og så går jeg ind og stiller mig. Helt fra start har jeg arbejdet både foran og bag kameraet. I starten tog jeg også en del fotografier af min mor; hun repræsenterede mig som ældre. Men så indså jeg, at jeg havde større kontrol over projektet foran kameraet, end hvis jeg var bag. Jeg har også arbejdet med selvudløser, men jeg synes, at det er mere spændende at have dialogen med én, som fotograferer for mig på stedet. Det bliver mere en performance foran kameraet, når der er en anden og giver et højere niveau af koncentration for mig.
Og så kender hun rejse- og eventyrlysten fra egen krop, hun har været Norgesmester i klatring to gange og var tidligt fascineret af ekspeditionsfortællingerne, men opdagede også uligevægten mellem mænd og kvinder.
- Da jeg begyndte at studere fotografi og læste på Bergen Academy of Art and Design, om fotografiets forhold til sandhed, og hvordan fotografiet kan repræsentere en slags sandhed, så blev jeg klar over at grunden til, at vi ikke hørte om de kvindelig polfarere var, at der eksisterede mindre dokumentation, altså mindre tekst og mindre fotografi, end om de mandlige. Jeg gik i gang med at undersøge kvindelige polfarere og fandt ud af, at der eksisterede en del, men at deres historier var ufuldstændige. Jeg bestemte mig for at lave mine egne alter egoer.
DET HANDLER IKKE KUN OM KVINDER
Også blandt ekspeditions- og Grønlandsmalerne blev kvinderne glemt. Der blev ikke skrevet bøger om dem, og deres værker blev vist som illustrationer i ugeblade (Christine Deichmann) eller som etnografisk materiale (Ellen Locher Thalbitzer) eller helt glemt (Oda Isbrand). Også de malede på en anden måde end deres mandlige samtidige fra omkring århundredeskiftet. De skuede ikke ud over den storslåede natur eller erobrede landskaberne med deres pensel, ej heller skildrede de en europæisk idé om mennesket i naturen; de malede hverdagen, kvinder og børn, i gang med små og store gøremål.
Og det er en anden ting ved denne fasttømrede ekspeditionsfortælling, at kigger man, som Birkeland siger, i arkiver med rejsefotografier fra 1900-1950, er der forbavsende mange fotografier af familier, som rejste rundt, også på opdagelse. Men de fortællinger som stadig genfortælles den dag i dag, er den enlige (mands) strabadserende rejse gennem et (for ham) ukendt landskab. For Birkeland handler det om mere, end bare at sætte kvinderne på landkortet, men netop om denne fasttømrede genfortalte opdagelsesrejsefortælling og alle de nuancer og forskelligheder, den har ladt ude.
- I dag er kvindelige opdagelsesrejsende accepteret, men når du er en kvindelig opdagelsesrejsende, så havner du i en publikation, der hedder ”kvindelige opdagelsesrejsende”, og ikke fx ”opdagelsesrejsende i vor tid”. Der er ligesom et behov for at kategorisere kønnet. I større og større grad tror jeg, at det handler om at repræsenterer ikke bare eget køn, men at repræsentere den svage eller usynlige gruppe; opdagere som ikke er fra Europa og de marginaliserede grupper i historien. Så det handler ikke bare om kvinder, men også om dem, som enten valgte ikke at fortælle om det eller som mislykkedes, fordi de ikke nåede frem til det, de skulle.
Det handler om love, de langsomme og de hurtige, om undtagelse og om demokrati, og om kunstprojektet Law Shifters. Det er en samtale mellem kunstner og kurator.
Kunstneren er Stine Marie Jacobsen, som står bag projektet Law Shifters udstillet på Nuuk Kunstmuseum. Kuratoren er skribenten bag artiklen og museumsinspektør på Nuuk Kunstmuseum, Stine Lundberg Hansen.
Law Shifters er ikke nyt. Stine Marie Jacobsen har knopskudt og omplantet kunstprojektet i 5 år og i mange lande. Det sidste halve år har det været i Nuuk.
Udstillingen Law Shifters hænger ikke på væggen. Jacobsen kalder projektet en social skulptur og at forhandle konceptkunst med uddannelse. Konkret består Law Shifters af en lovmaskine, en fysisk installation på kunstmuseet, hvortil alle besøgende kan skrive et lovforslag. Disse lovforslag omskrives af en advokat til juridisk retssprog, det vil sige, hvordan ville lovforslaget se ud, var det en rigtig lov - og resultatet kan ses på hjemmesiden her.
En anden del af projektet er en workshop målrettet skole- og gymnasieklasser, hvor unge mennesker i et rollespil spiller forsvarer, anklager, dommer og jury og skal gendømme en rigtig, men dog forsimplet og anonymiseret, retssag efter deres egne retfærdighedsprincipper og argumentation.
En stille tirsdag midt i karantænetid satte jeg Stine (kunstner) i stævne over Skype - jeg i Nuuk, hun i Berlin - med henholdvis et glas rom og en snaps med aroniabær at skåle i.
Vi begyndte ved og endte med den hastelov, som den danske regering stemte igennem i sidste uge. Selvom der allerede var en eksisterende epidemilov, som dækkede mange af tiltagene, blev loven om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme udvidet. Nu er det ikke kun udvalgte grupper eller områder i forhold til en given epidemi, men enhver som formodes eller lider af en given sygdom, som kan tvangsbehandles, tvangsvaccineres eller tvangsindlægges. Forsamlingsfriheden kan uden at blinke med øjnene indskrænkes - ikke af en samlet regering, men af sundheds- og ældreministeren - og uden retskendelse kan der laves regler om adgang til lokaler og andre lokaliteter, privat som offentlig, for at sikre overholdelsen. Altsammen for at undgå smitte eller det som kaldes alment farlige sygdomme. I denne tid gælder det Covid-19. Men man skal ikke dykke langt ned i historien for at finde eksempler på, at smitte og sygdom er to ladede og potentielt farlige begreber, som politisk kan bruges og misbruges efter behov.
Loven har en solnedgangsklausul, hvilket betyder, at den i princippet forsvinder på en aftalt dato. Men kan love og deres ord bare sådan forsvinde?
KUNSTNER
Jeg prøver at forstå, hvorfor den danske regering skriver lovene, som de gør lige nu, og hvorfor vælger de at skrive det demokratiske aspekt ud af de danske love. Det er mit spørgsmål til dig, Stine, nu begynder jeg at interviewe dig?
KURATOR
Chefredaktør for Weekendavisen Martin Krasnik skrev, at ikke engang da tyskerne bankede på i 1943 og bad Scavenius om at indskrænke forsamlingsfriheden, gjorde den daværende regering det indgreb. De trådte af, fordi de ville ikke sætte borgernes grundlovsrettighederne over styr.
KUNSTNER
Hvor smukt af ham at han gik af.
KURATOR
Det var det jo. Men hvorfor gør de det, er et rigtigt godt spørgsmål. Jeg tror mit svar lige nu, at man mere og mere samler magten, fordi der er så mange ting, man ikke har styr over. Demokratiet har vist sig uoverskueligt i alle mulige globale ting, og i dét ligger der en frygt. Jeg tror, at det er et desperat forsøg på at kontrollere noget. At lukke grænserne og ramme folk på deres mobilitet har jo været til debat i de sidste år gennem terror og flygtninge. Måske er der en gigantisk afmagt bag dette, som gør, at man forsøger at gøre det modsatte, at samle magten.
KUNSTNER
Det som jeg har hægtet mig mest fast i er, at der ikke er nogen grund til at skrive disse love lige nu. De behøver ikke at have den magtanvendelse; de kunne godt holde fast i det demokratiske aspekt i at have beviser og have en grund og have en dommerkendelse. Egentlig hvis jeg var regering eller statsmagt ville jeg syntes, det var nok, at man siger at man har en lov og siger det er forbudt. Det virker sprogligt allerede formynderisk nok på en befolkning.
Mette Frederiksen sagde “hæderkronede demokrati” i pressemeddelelsen (den 17/3, red.), og jeg har flere steder læst “Danmark er et af de bedste demokratier i hele verden”. Men okay, hvis det er det, så er det fucking tragisk, dét der sker nu. Så burde de jo netop ikke gøre, hvad de gør.
Men det er jo også en effekt af, hvad der har været i gang længe. Lad os bare starte ved 9/11, da Amerika lavede deres Patriot Act, der lavede Danmark nye terrorpakker og lømmelpakken - som var en mildere form af en terrorpakke. Med den kunne de arrestere demonstranter uden beviser, hvis de var på det forkerte sted, og sætte dem i detention. Der har været så meget diskussion i folketinget om at få fjernet denne lømmelpakke, for der er ingen grund til den. Den frarøver dig din ytringsfrihed og din forsamlingsfrihed. Den er udemokratisk, fordi der ikke er nogen dommerkendelse; du kan bare tage et menneske og sætte dem i en boks. Så Danmark har jo allerede nogle love i deres system, der gør, at det ikke er så fremmedartet for dem at sige, vi behøver ingen dommerkendelse, vi behøver ikke nogen beviser. Vi kan bare pege på dig og sige, du ser ud, som om du har feber, og så kan vi sætte dig i bås. Det er super bekymrende, at de ikke lige kan skrue hastigheden ned og have vores retssikkerhed i orden.
Filosoffen Giorgio Agamben siger at undtagelseslove ser ud som om de er love, men er det ikke love, fordi de bryder de tre magter (den lovgivende, udøvende og dømmende). Problemet er, at man kan ikke kalde det en rigtig lov, når den er udemokratisk, og det vil jeg virkelig stå ved.
Det var faktisk derfor, at jeg begyndte at arbejde med lovgivning. Jeg begyndte at møde udemokratiske love, som brød med princippet om, at du skal kunne appellere, at du skal have dommerkendelse, at der skal være beviser. Hvis de ikke er tilstede og hvis de tre magter ikke er adskilte, så er det farligt. Der findes mange udemokratiske love, og de ligger bare i lovgivningen.
KURATOR
Kan du ikke fortælle mig, hvad en lov er?
KUNSTNER
Jeg har aldrig kunnet forklare det bedre end børnene forklarer det, at en regel er noget der gælder indenfor en lille gruppe, men den er ikke nedskrevet af en stat eller en regering, hvor en lov er nedskrevet for alle.
Noget af det første jeg mødte teoretisk om lov var fra Christoph Menke. Han siger, at loven i sig selv er principiel voldelig, fordi den er skrevet af de mange for én person, og hvordan kan det nogensinde være retfærdigt. Det vil sige, at dine rettigheder vil principielt altid være i farezonen, fordi der altid er love, der kan ophæve andre love, og at der måske ikke findes en lov for din specifikke sag. Så en lov er en nedskrevet tekst, som et fællesskab har besluttet er bedst for individet.
Egentlig er det demokratiske i en lov, hvis den er skrevet ekstremt komplekst med mange kommaer. En lov er fleksibel, hvis den er skrevet udførligt godt.
KURATOR
Når du siger, love er voldelige, kan man så vende den om og sige, at love handler om en eller anden forhandling om menneskets frihed?
KUNSTNER
Både og. Filosoffen Thomas Hobbes sagde, at love var skrevet ud af nød, det vil sige, hvad man har brug for. Og hvad har man brug for? Man har brug for at tale frit, for at bevæge sig frit og man har brug for at slå sig selv ihjel, hvis man vil det - og Staten skal ikke gøre det. Hvad der sker lige nu med den danske stat er, at retsprincipper bliver overtaget af nødvendighed, men hvem er det, som definerer disse nødvendigheder. Det er Staten, som siger, at det er nødvendigt at vi går ind og gør det her nu. Men det er en grov misforståelse af, hvad der er nødvendigt.
KURATOR
Handler Law Shifters om at sætte fokus på at diskutere menneskets frihed eller lovenes vold - eller hvad vil du sige projektet essentielt handler om?
KUNSTNER
Det startede ud med, at jeg troede, loven var svaret på alt. Jeg troede, at hvis jeg kunne vise andre, hvad det var for paragraffer og lovtekster der omgav os, som usynlige kontrollerende linjer i luften, der styrer bevægelser, tale, bevidsthed og psykologi, så ville folk blive mere klar over, hvad de ikke ville have, og hvad de ville ændre.
Det er jeg blevet klar over, nærmest er en illusion. Der er masser af tomme huller i loven, og den ene kan modbevise den anden. Egentlig burde vi allesammen gå tilbage til høvdingestadiet og sætte os ned og snakke om tingene. Mediere.
Og det er faktisk dét, at Law Shifters handler om. Jeg skal tit aflære de advokater, jeg samarbejder med, at kigge for meget på paragraffer, og istedet kigge på hvad børnene eller de unge siger, på hvordan de formulerer sig, om de kan formulere deres egne grænser og retfærdighedsfornemmelser. Så det handler langt mere om folkesundhed på et debatniveau.
Så du forresten hvad der skete i Folketinget, da de skulle vedtage hasteloven? De rejste sig op istedet for at bruge den knap, man som regel bruger til at afstemme. De reste sig op - alle sammen. Og jeg læste, at det var første gang, at man havde rejst sig op og ikke brugt knappen.
KURATOR
Og hvem er det, som stiller sig op eller bliver siddende og siger “øøhh nej!”
KUNSTNER
Det er jo så super tribal - eller man kalder det koalitioner. At nogle går sammen og kæmper mod de andre. Det er lidt skuffende i krisetider - og vi har endda haft mange kriser, så kan de da ikke lære det. Kan de ikke slappe af og holde sig til proceduren.
KURATOR
Det slår mig som en absurd nationalpatriotisme, hvor det kommer til at handle om, er du med os eller imod os. Det essentielle er vel, at vi ikke alle samme skal blive syge på én gang, at de udsatte befolkningsgrupper ikke ender på hospitalet samtidig, og at vi skal komme ud af det med så lidt samfundsmæssige og økonomiske tab og dødsfald som muligt.
Hvad er egentlig de mest absurde eller mærkelige love, du er stødt på gennem Law Shifters?
KUNSTNER
Advokaten Rasmus Kamstrup Bogetoft var med til at udvikle Law Shifters med mig i 2015. Han sagde, at man i princippet kunne blive straffet for ikke at have låst sin egen cykel i Danmark. Der er en ejendomslov, som siger, at du har pligt til at beskytte din egen ejendom. Der står et eller andet om, at man skal låse sin cykel. Det syntes jeg var absurd, at man ikke bare kunne sige, at jeg behandler min ejendom, som jeg vil.
En lidt mere alvorlig én er, at der desværre står i lovgivningen i Danmark, at hvis du bliver voldtaget og du ikke har højt sagt fra “nej”, så bliver det set som samtykke.
Men ellers så var det de her love i Belgien i 2013, som fik mig til at tænke, at nu er det blevet for perverst. GAS (Gemeentelijke administratieve sanctie) var kommunale sanktionslove, som man kan bruge i Belgien til at kontrollere adfærd i det offentlige rum. Der var der så mange absurde tilfælde, fx folk der var blevet straffet for at tale om drømme i det offentlige rum eller have smidt en snebold eller sagt som en sirene eller krummet på et trappetrin. Det var faktisk gennem GAS-loven at jeg begyndte at forstå adskillelsen af de tre magter. Det udemokratiske ved den lov var, at den som gav dig bøden faktisk var lovgivende, dvs. de bestemmer, hvad du ikke må gøre. Det var ikke nedskrevet eller defineret præcist.
Jeg synes GAS-loven er en ekstrem absurd og ulækker lov, da den tager diskussionen væk fra borgerne, altså skænderiet henover hækken med din nabo. Lad os istedet håbe på, at skænderiet kan løse sig selv og worse case scenario, at det skal i retten.
KURATOR
Det lyder også som at følelse og lov har en sammenfiltret parløb. Noget man normalt ser som noget adskilt, fordi lov er sådan noget håndfast noget og følelser noget sfærisk noget. Og parløbet er både i nedskrivning og oprettelsen af loven, men også i selve effektueringen af den.
KUNSTNER
Og så er følelsen faktisk fjernet i loven selv. Det har vi set gennem Law Shifters på Nuuk Kunstmuseum, at det starter med de her søde følelser fra børn, også fra voksne, hvor der er en masse håb og angst i teksten. Det bliver fjernet, når man oversætter til juridisk retssprog. Som advokaten, vi bruger, i Nuuk skrev, så er følelser ikke definérbare værdier.
KURATOR
Jeg har været optaget af Kants pædagogiske paradoks. Al pædagogik, undervisning, socialisering, opdragelse ligger på en linje mellem den ultimative tvang og den ultimative frihed. Ingen af enderne virker i deres reneste form. Al pædagogik er altid en afvejning og en konstant diskussion mellem de to yderpunkter.,Og det er dét, jeg synes er uhyggeligt lige nu, at vi mangler diskussionen af, hvorfor er tvangen nødvendig, og er den i virkeligheden det?
KUNSTNER
Den er ikke nødvendig. Jeg er jo ikke jurauddannet, men jeg synes det er indlysende at se, at det ikke er nødvendigt. Man kan sagtens skrive en lov der vil sige til befolkningen, I må ikke gøre det her, så bliver I straffet, men vi skal også have beviser for, at I har gjort noget.
KURATOR
Det er også udtryk et manglende overblik - vi kan ikke tale imod corona lige nu. Vi ved, at det højst sandsynligt ikke skader størstedelen af befolkningen, men vi mangler stadig overblik. Det manglende overblik bliver undskyldningen for nødvendigheden, fordi det kunne være en potentiel farligt, men vi ved det ikke.
KUNSTNER
Det er jo sådan de formulerer terror. Èn person har opført sig suspekt, og de behøver ikke have beviser for det, de kan bare sige” din adfærd er suspekt lige nu, og vi sætter dig i fængsel”.
KURATOR<
Dét, der også er uhyggeligt er, hvor tit kan man trække undtagelseskortet? Det skal forhåbentligt diskuteres om en måned eller to, når denne pandemi er aftaget. Var det nødvendigt? Hvis den diskussion ikke kommer, så står det skidt til med det danske demokrati.
KUNSTNER
Vidste du, at naziregimet faktisk var én lang undtagelsestilstand og faktisk var ulovligt hele vejen igennem. Hitler lavede nogle love som bypassede hele grundloven, så han havde frit spillerum i de 13 år han sad. Hele naziregimet var en lang state of emergency.
Jeg tror, at undtagelseslove har været i gang meget længere tilbage i historien.
KURATOR
Jeg tror heller ikke ikke man havde lyst til at bo i middelalderens Europa, da der udbrød pest og under, hvad magthavere indførte af undtagelsestilstande dengang.
KUNSTNER
Så spørgsmålet er, hvad er love og nytter de noget. Ja det synes jeg. Jeg tror på, vi bliver nødt til at have noget, der hedder lov, men jeg er ikke så dum, at jeg tror, at vi har rettigheder. Det kan godt være vi har en lov, men det er ikke sikkert, den bliver implementeret og brugt. Det ser vi også i Law Shifters, at folk skriver love, vi allerede har. 40 % af de love, der kommer ind, har vi i forvejen. Det er mere uhyggeligt, at de ikke ved, at de har dem.
KURATOR
Hvad er det bedste lovforslag du er stødt på gennem Law Shifters?
KUNSTNER
Jeg har haft en løbende samtale med Bjarne Sode Funch som er uddannelsespsykolog ved Roskilde Universitet. Han har sagt, at han bedre kunne lide workshops’ne end lovmaskinen. Når folk kommer ind i museet og kun møder maskinen er processen for hurtig - og det synes jeg, han har fuldstændig ret i. Man skriver bedre lovforslag, når man har mere tid, snakker sammen, har haft en workshop og har mødt reelle situationer. Så de bedste lovforslag er kommet, når samarbejdet med advokaten har været længere.
I 2017 arbejdede jeg med 200 flygtninge i Mulhouse - jeg havde en udstilling på Mulhouse Kunsthalle - hvor jeg samarbejdede med fem advokater. Der kom et ydmygt lovforslag, som gerne ville have, at den instans, som skal give ja eller nej, om man som flygtning må blive i Frankrig, kunne spredes ud over de mindre byer. Sådan at man, som en person med ikke så mange penge, ikke behøvede at tage til én af de dyreste byer og sove på gaden for at få ja eller nej. Det rørte mig, hvor ydmygt og præcist det var. Den var så reel, at jeg tænkte den må sgu da kunne gennemføres hurtigt.
Lige nu ville den smukkeste lov for mig være, at regeringen sagde “ vi forbyder medicinalfirmaer at profiterer på denne her krise”. At medicinalfirmaer og private firmaer skal blive statslige på de produkter, der har den almenes interesse, og de kan ikke blive betalt mere end en hvis procentdel af deres omkostninger for at producerer det.
KURATOR
Istedet for at gå efter borgernes rettigheder, burde politikerne måske se på, hvilke firmaer, der profiterer på denne krise og lade dem tilbagebetale en del af overskuddet til samfundet.
KUNSTNER
Frankrig har lige indført en pensionslov imod befolkningens interesser, fordi de fandt en gammel lov, som de kunne bruge til at få gennemført denne lov med. Det er jo det, der kan ske, at nogle love kan være skadelige, hvis man ikke fjerner dem. Så jeg er meget nysgerrige på dette solnedgangsklausul. Om loven bare fjernes uden at efterlade nogle spor.
Vi skåler lige en sidste gang - jeg har lige en slurk tilbage
KURATOR
Vi skåler for solnedgangsklausuler
KUNSTNER
Det tager et helt år for solen at gå ned.
KURATOR
Om sommeren går den slet ikke ned i Grønland
Hvad finder du, når du rejser mod nord?, spørger pianisten Glenn Gould i “The Idea of North” - en gammel radiomontage. Du finder dig selv, svarer han. Måske gælder dette også enhver anden retning, hvor du flytter dig fra noget kendt over i noget ukendt, fra det vante til det uvante.
- Det er så skørt. Jeg har aldrig set mig selv som dansker før jeg satte min fod i Nuuk og flyttede ind, siger kunstneren Gudrun Hasle og griner, indtil da har jeg jo kun været kulturborger.
Hun sidder med sit sytøj, et værk, foran sig. Et patchworkbroderi med sætningen “jeg sidder på mine hænder” og en tegning af en hånd, som står op af sædet på en stol.
Vi er i Gudrun Hasles stue på Tuapannguit i Nuuk med udsigt til Godthåbfjorden og Nordlandet. Jeg har inviteret mig selv på besøg - til et interview om at være dansk kunstner i Grønland og om processer og kunst i det offentlige rum. Gudrun hiver skitsebøger ned fra hylden fra de sidste 10 år. Her kan man, siger hun, finde alle hendes værker i forskellige udgaver som skitser.
- Jeg har jo øvet mig igennem mange år i at lytte til mine følelser, til mine sanser og til mine tanker. Hvis jeg begynder at tænke på et eller andet, så handler det om at følge efter. Det lyder skørt at sige, at man øver sig i at lytte, men jeg tror, at de fleste mennesker skubber mange følelser væk. Jeg tager dem frem og tænker “nååh det kunne være interessant”.
Gudrun griner og sammenligner sig i den kunstneriske proces med en drone, som får øje på en interessant følelse og hapser den. To mennesker er hun; én der føler og lever, og én der med et skarpt overblik peger følelserne ud og koncentrerer dem.
- Jeg lytter til, hvad jeg selv føler for, i princippet, at kunne sætte ord på, hvordan det er at leve. Jeg prøver at analysere det overordnet; hvad kunne være være interessant, hvis andre så det, havde den følelse eller kunne genkende den. Og så skriver jeg den ned. Udover det så bruger jeg ret meget tid på at se på kunst - at få indtryk fra andre.
Gudrun Hasle flyttede til Nuuk for 1 1/2 år siden med sin familie. Hun er en etableret og efterspurgt kunstner i Danmark. Hendes værker tager udgangspunkt i hendes egne bearbejdede erfaringer, følelser og sanser, i sproget og ofte med kroppen, som det konkrete, hvor alle disse flydende og ikke-manifeste følelser og sansninger kan placeres eller kortlægges. Hun arbejder med det bløde og hårde på én gang. Med manifeste, til tider hårdtslående, sætninger og udsagn sirligt og langsommeligt broderet eller syet på stof i dæmpede farver.
MOTIVET
Danske kunstnere har berejst, opholdt sig i og boet i Grønland siden midten af 1800-tallet. Nogle ved tilfældigheder, andre på ekspedition og andre igen med et formål. Grønland har været og er et yndet motiv for kunstprojekter. Gudrun Hasle er hverken på ekspedition eller er her med et specifikt motiv eller formål for øje; hun bor her med sin familie og er kunstner. Jeg spørger hende, om Grønland påvirker hendes kunst - et spørgsmål hun også tit får i Danmark.
- Jeg kommer jo ikke til at tage billeder eller male fjeldene og sneen og sådan noget. Men jeg tror, at der er nogle følelser, som jeg ikke ville havet registreret, hvis jeg ikke havde været her. Det er svært at sige, fordi værker er sådan nogle langsomt voksende ting, der ligesom bevæger sig igennem forskellige led. Måske kommer der understrømme.
Danmark og Grønland er et kompliceret forhold - som dansk og grønlandsk er det i dagligdagen i Nuuk. Som dansker kommer man med en kolonihistorie, en historie som måske først bliver synlig, idet man bosætter sig i Nuuk - også selvom ens aner ikke går tilbage til Hans Egede, og også selvom, at man ikke var dansk politiker i 1950erne og 60erne og tog en masse beslutninger på Grønlands vegne. Måske bliver Grønland endda først synlig, når man flytter hertil.
- Der er mange forskellige følelser i det. Man opdager, hvor mange danskere der er her, og hvordan man bliver set. Man kan ikke undgå at komme ind i den der os-og-dem, og man skal hele tiden passe på os-og-dem, og man hører sig selv sige os-og-dem. Jeg kan slet ikke have, når jeg opdager, at jeg kommer til at sige det. Jeg har lyst til at udviske linjen og gøre mig usynlig, så jeg kan bevæge mig ind over linjen; så der ikke er et os-og-dem.
AT VÆRE
Over sommeren 2019 blev fem flag af fem forskellige kunstnere hejst foran Holms Hus; en idé af Gudrun Hasle, som hun kuraterede i tæt samarbejde med Nuuk Kunstmuseum og undertegnede. Holms Hus ligger på Aqqaluks Plads i Nuuk med udsigt til kolonihavnen og statuen af Hans Egede og med udsigt til Selvstyretårnet - og så er det et af byens første selvbyggerhuse. Umiddelbart er det at hejse et flag en stærk markør. Med et flag signalerer man noget. Gudruns flag var blåt med et brunt og et blåt øje syet på den ene side - og på den anden stod udsagnet “jeg vil garne være usynlig”. Det var opstået af mødet med Grønland, at flytte hertil og blive en del af samfundet; at bære sin nationalitet og dens kolonihistorie med sig og at ønske at udslette den.
Gudruns manifeste udsagn bærer forskellige følelser, modsætninger og understrømme med sig. Flaget var også en stille refleksion over selvmordet; over alle historierne om selvmord i dette land og over egne erfaringer, både i familie, vennekreds og fra sig selv.
(U)SYNLIG
Flagene vejrede hver dag sommeren over mellem selvstyre, koloni og mission i haven ved Holms Hus. Måske fik den nogle forbipasserende i det offentlige rum til at kigge op, undre sig, måske til at gå ind i haven, læse om flaget og finde ud af, at det var et kunstværk. Måske satte det bearbejdede afrikanske ordsprog “Until the lion has his historian, the hunter will always be a hero” fra Jeannette Ehlers flag tanker i gang om, hvem der skriver historiebøgerne, hvilke stemmer bliver hørt og får lov at fortælle om for eksempel Grønland. Måske fulgte nogle med i kæbernes udvikling gennem Klara Hobzas tre flag. Eller kiggede en ekstra gang efter Miki Jakobsens canadisk grønlandske flag. I hvert fald faldt Johan Martin Christiansens flag nogle for brystet, og flaget forsvandt fra flagstangen på en stille søndag. Gudrun Hasle elsker kunst i det offentlige rum.
- Det offentlige rum er absolut det mest demokratiske rum, der findes, fordi alle bruger det; rige, fattige og hjemløse, folk med stort overskud og folk med meget meget lille overskud. Alle kommer forbi.
På Nationaldagen indtog Gudrun sammen med borgere og besøgende gaderne i Nuuk med en drømmeparade. Igen et spil imellem det konkrete og manifeste - paraden - og drømmene som det bløde og ikke-manifeste. I ugerne op til havde hun afholdt workshops i forskellige offentlige rum samt på byens skoler, hvor børn og voksne havde produceret stofbannere med deres drømme på. Paraden gik gennem byen fra Kulturhuset Katuaq til Kolonihavnen, hvor der på Nationaldagen festes og holdes taler.
At en kunstner, der med sin nationalitet bærer på en kolonihistorie, laver flagprojekt og afholder en parade i det offentlige rum i Nuuk virker umiddelbart, som kunne det være en manifestion og en provokation. Alligevel vil jeg argumentere for, at Emanuel A. Petersens romantiske landskabsmalerier og skildringer af Grønland er langt mere provokerende end Gudrun Hasles kunst i det offentlige rum. Jeg spørger, om Gudrun har tænkt over, at hun som dansk kunstner kommer til Grønland og sætter et flag.
Kunsten bliver en dialog, med Gudrun Hasle som ramme- og iscenesætter, men med flere stemmer. Den bliver ikke en skildring eller en ensidig stemme, som Emanuel A. Petersen, Grønlandsmalere, ekspeditionsmalere og mange kunstnere helt op til i dag endte med at være. De kom altid udefra, for at skildre det indefra, men sjældent fik de stemmerne med. Oftest producerede de deres kunstværker i atelierer tilbage i Danmark - selv i dag er Grønland for nogle fotografer og kunstnere et yndet motiv.
Flag er en markør, en identitet, en nationalitet, et design eller noget man signalerer med over afstande. Der er sat flag på månen, på Nordpolen og i folks haver vejrer flag på flagstange. Der er fødseldagsflag, fodboldflag og bedeflag og mange mange flere.
At hejse et flag kræver snor og knuder. Flag kan falde ned, som da Miki Jacobsens flag med flagsnoren lagde sig ned på jorden. Flag kan “blæse” væk, som da Jóhan Martin Christiansens flag en stille søndag var som blæst, forsvundet fra flagsnoren uden at vende tilbage. Flag kan blive vindblæste, rives itu eller falme i solen – men den arktiske sommersol var ikke skarp nok til at gøre Gudrun Hasles flag usynligt.
Kunstprojektet FLAG//ERFALASOQ ville hverken erobre Holms Hus, ej heller markere nationalitet eller identitet. Det vil skabe tanker eller refleksion over flag - hvad det er og kan være - eller omvendt stille det åbne spørgsmål, hvad sker der, når vi hejser fem kunstværker op i en flagstang hver dag. Gudrun Hasle var idémager og kurator; Nuuk Kunstmuseum var samarbejdspartner og medkurator. Over sommeren 2019 blev foreløbigt fem kunstnere inviteret til at skabe et kunstværk som flag eller et flag som kunstværk.
Klara Hobza var fjerde kunstner i rækken. Hendes flag blev hejst i flagstangen ved Holms Hus gennem september måned. Klara Hobza (f. 1975) er fra Tjekkiet, men er i dag bosat i Berlin.
Hendes flag var ikke et, men tre flag. Over tre uger kunne man gennem Hobzas flag følge kæbernes og tændernes udvikling fra 6 måneder over 6 års alderen til 12 år. Som et naturstudie havde hun detaljeret tegnet den blottede kæbe fra den udvikles til den er udviklet, og forfaldet kan begynde. Det er mennesket som art, Hobza portrætterer, ikke som individ eller unikum, men mennesket som del af dyre- eller sågar planteriget. Dét som opstår og forgår, som er en del af en livscyklus.
Naturstudiet eller at tegne efter naturen - både for at opdage og for at optegne - tegnes oftest in situ med det tegnede foran sig, dødt eller levende, og i små størrelser, som kan rummes i notes- eller tegneblokken. Hobza havde i sine flag blæst studiet af menneskets kæber og tandudvikling op i stor størrelse. Forlægget, tegningen som er trykt på silkestof, er dog tegnet i en transportabel A4blok. Hobza har tegnet menneskets kæber, som hun ville tegne naturstudier i naturen af både det levende og det døde, dyre- samt plantearter.
Kæbestudierne var trykt på hvidt silkestof. Et umiddelbart fint og sårbart materiale - ikke et man forbinder med sol, vejr og vind og hvad et flag ellers udsættes for i en arktisk egn. Men sårbarheden er en pointe for Hobza - at vejr og vind netop sætter sit aftryk på flaget og tegningen. Denne sårbarhed eller udsathed opfatter Hobza som en styrke; for hende viser indre styrke sig oftest gennem netop sårbarheden. Silkematerialet gjorde flaget blødt i vinden, af og til næsten til at overse. Flaget smældede ikke, men med dets sort optegnede kæber, var det alligevel ikke til at overse.
Naturstudiet, ligesom landskabsmaleriet, kan som et flag ses som erobring af land eller sted. Videnskab og kortlægning af områder er brugt til at gøre krav på, kolonisere eller erobre land og områder. At tilegne sig en natur, at lære den at kende, betræde og navngive er markering og erobring, men også nysgerrighed, forståelse og et levevilkår. At forstå hvor vi kommer fra, hvad vi er en del af, og hvor vi skal hen.
Flagene er Hobzas version af et omvendt piratflag. Hun tror på den vildtvoksende eksistens af liv, som ikke holdes tilbage af regulativer. Piratflaget signalerer en opposition til det regulerede og ordnede. Det er tilsidesættelsen af lov og orden, af regler og det samfundsmæssigt normative. Det signalerer det modsatte af, hvad et nationalt flag eller et designet identitetsskabende flag symboliserer, hvor oftest en ordnet magt eller et sammenhængende og samlende narrativ ligger bag.
Hobzas definition af piratflagets anarkisme får i hendes silkeflag et udtryk af noget råt og uskyldigt. Det detaljerede studie af kæbens stadier er udviklingen af livet fremfor piratflagets sort-hvide signal om afviklingen af liv. Det hvide silke repræsenterer for Hobza livets renhed - livet i sig selv - modsat piratflagets sorte destruktion.
Det detaljerede studie af menneskets kæbe i udvikling fremhæver noget fællesmenneskeligt; dét vi som art, alle er en del af, uanset individuelle træk, profil, ego og særlige egenskaber. Hvor piratflagets anarkisme er splittende, spredende og destruktiv, er Hobzas omvendte piratflag med menneskekæbens udvikling samlende. Vi er som mennesker en del af en menneskeart, som opstår, består og forgår.
Det er tidlig morgen. Nuuk er vågnet, og der er gang i kloakkerne. Ud mod havet flankerer de byen og sender alt fra afløb og toiletter ud i fjorden og overlader det til tidevandet.
Af Stine Lundberg Hansen
I en lille uge kørte jeg rundt med Jacob Kirkegaard. Jacob er lydkunstner og inviteret af Nuuk Kunstmuseum til et projekt om alternative udstillingspraksisser. Jacobs primære medie er lyd - i disse værker kombineret med video og fotografi. Han har i en længere periode udforsket affald og menneskets efterladenskaber med sine sensorer, hydrofoner og kamera. Det er blevet til lyd- og videoværket TESTIMONIUM med optagelser fra lossepladser, forbrændinger og rensningsanlæg i Danmark, Kenya og Letland, som værkerne i Nuuk er en forlængelse af. Der er ikke noget 1:1 i hans værker; han arbejder ikke med umiddelbart genkendelige lyde, men med noget larmende, poetisk, energisk og pulserende. Med at forskyde eller ændre blikket på det, vi ser.
Det er det, som er imellem lyd og billede, som er interessant, siger Jacob på vej til et kloakudløb. Et mellemrum, kunne man kalde det - eller en rummelighed, som en publikum sagde til visningen af hans værk på kunstmuseet. En rummelighed som indeholder lag, flere rum, hvor muligheden for, at en brun plet, der spreder sig i en blå fjord, ikke bare er ulækkert, men også kan være dragende, tankevækkende eller åbne helt andre rum.
Jacob sætter sine sensorer på det store rør, som fører fra Natrenovationsanstalten, i daglig tale “chokoladefabrikken”, ned i fjorden, hvor kloakbiler tømmer deres indhold, og hvor de endnu få huse uden kloakering i Nuuk får tømt deres tank eller toiletposer. Røret har en dyb bastone, en vibrato. Der er toner i rør, bygninger og konstruktioner - nogle gange til et helt korværk. Jacob har skrevet sine lydoptagelser fra et lighus om til korværket “Morgue” i samarbejde med kæresten, den klassisk uddannede sanger og komponist Katinka Fogh Vindelev; et korværk som efterfølgende blev opført.
I dag sætter han sensorerne yderst på konstruktionen for at få mest mulig vibrering og resonans. Vi står under chokoladefabrikken, nede ved vandet. Bunden skinner sølv; for nogle dage siden blev der dumpet en masse døde fisk, som nu ligger på bunden med bugen opad. Store uvak svæver som hajer henover imellem godt næret tang og bevoksning. Vi hører bildøren smække. Nu sker det - lorten dumpes i vandet. Et maskineri sættes i gang, og der lyder en glidende raslen og en brun farve diffunderer ud i vandet, gør vandet uigennemsigtigt og bunden forsvinder for et øjeblik. Tidevandets strømme tager hurtigt fat og trækker den brune plet ud over et større og større område til det forsvinder for vores øjne. Vandet får atter et blå-grønt skær.
En kurator af lyde
Sommerens grøn har mange nuancer i Nuuk - fra skrigende gulgrøn til opslugende mørkegrøn. Midt i kløften ligger ladet fra en lille lastvogn. Det landede her under en efterårsstorm. Før stormen var bilen med lad til salg på Nuuks lokale Facebookside “køb-salg-bytte” - efter stormen var bilen til salg uden. Det ligger her som en monolit, noget udefrakommende, et fremmedlegeme og som en skulpturel form over ligegyldighed eller forglemmelse. Over dét, der er ude af syne og sind. Jacob sætter sit kamera på stativ - lader det filme en lang sekvens. Som et langt levende stillbillede. Bagefter sætter han sine sensorer på ladet; noget metal suger de sig ind på og bliver siddende som magneter, andet må han holde dem på. Under lydoptagelserne skal der være stilhed, sensorerne opfanger alt, og stemmer og ord er Jacob ikke interesseret i. Som i John Cages ikoniske værk “4’33”, så kommer lydene frem, når stilheden bryder ud. Stilhed er alt andet end fravær af lyd. Jacob optager fem minutter, så ti minutter. Skulpturen som umiddelbart synes statisk får bevægelse, i små ryk synes den at veje græsset i vinden og at være en del af omgivelserne. Og inden i den er der masser af lyd.
Jeg prøver at forholde mig åbent til det materiale, jeg møder, siger Jacob, og kalder sig selv en kurator af lyde. Han leder ikke efter på forhånd givne lyde eller har idéer til, hvad han vil have eller skal bruge. Med sine to sensorer og høretelefoner minder han om en læge med sit stetoskop, der lytter efter patientens åndedræt. Det er energien, han lytter efter. Han får lys i øjnene, når han finder en lyd. Under optagelserne står han med lukkede øjne og bevæger rytmisk hovedet.
Som 6-årig optog han sine egne bånd og begyndte at arbejde med lyd - først på spolebåndoptager, så på kassettebånd. I dag bruger han hydrofoner og sensorer, som kan opfange de lyde, vi normalt ikke opfanger eller lytter til. Lyde omkring os - lige bag facaden eller under overfladen. Lyde af rum og med en sanselig nerve. Jacob har optaget lyd fra rum i Tjernobyl, i lighuse, af obduktioner, af døde kroppe i forrådnelse, af muren mellem Israel og Palæstina; han har sænket sine hydrofoner ned i et bassin af afføring på et rensningsanlæg, optaget isens kælven under vand, forbrændingen på et krematorium og lyde fra det indre øre. Steder vi måske ikke forbinder med lyd; perifære steder, som vi ikke beskæftiger os med i dagligdagen, men som ikke desto mindre har en tilstedeværelse. Steder med en konstans af ubesvarede spørgsmål. Hvad er en mur, og hvordan lyder den? Hvordan lyder døden fra den side, hvor vi står? Eller hvad gør vi med alle menneskets efterladenskaber? Og hvad mærker vi, hvordan former tilværelsen sig, igennem dét at lytte?
Dødstille er et fravær af bevidsthed
I forbrændingsanstalten i Nuuk sætter Jacob sine to sensorer på forskellige rør. I rummet er to store beholdere - i den ene fortærer ilden affaldet, i den anden er vand. To elementer side om side med hver deres energi og rytme og med et arsenal af toner. Skabt af metal, maskiner og indhold. Et rør lyder som et meditativt og flerstemmigt AUM. Jeg lytter med på en optagelse af et rør fra forbrændingsovnen, imens Jacob filmer. Der er billeder i lydene - en dyb bas og en høj klar tone, som lyde fra et elverfolk bag fjeldene. Rum åbner sig i lydene. Udenfor er beholderne til spildolie dødstille, hvis en sådan lyd findes. Den har ingen resonans, siger Jacob.
Lyd er en bølgebevægelse i stof - gennem gas, væske eller fast stof. Bølgen indeholder energi. Lyde har hastighed, frekvens og styrke. Lyd påvirker os. Lydene i Jacobs værker er rum og energi. Han beskæftiger sig med en genkendelig omverden, som skrald, forbrænding og kloak, men i hans værker, er det ikke nødvendigvis dét, vi møder, men hvad kunne kaldes en fremmedgjort genkendelse. Den genkendelse som kan virke tilbage på vores hverdag og fremmedgøre det genkendelig, og som måske for et øjeblik får os til at stoppe op. Vores affald forsvinder ikke - heller ikke når det brændes af. Når vores efterladenskaber er skyllet ud i toilettet, er de ikke væk. Heller ikke når de lukkes ud i fjorden. Fordi her er stille, betyder det ikke, at her ikke er lyd. Og at vi derefter lytter.
Jeg bad Jacob, om at definere ordet dødstille. Noget vi måske forbinder med det modsatte af eller fravær af lyd. For Jacob er dødsstille ikke fraværet af lyd, men af bevidsthed. Og når vi ikke er bevidste, kan vi ikke lytte og heller ikke opfange stilheden – eller stilhedens lyde.
- John Cage gik ind i det her lyddøde rum. Der kunne han jo høre lyden af sin egen krop, sit blod, sit hoved; jeg ville kunne høre min tinitus. Det vil sige, stilhed eksisterer ikke, så længe vi er levende, så længe vi er bevidste.
Vi har slået os ned på gulvet på kunstmuseet lige inden Jacob skal præsentere sine værker.
- Hvis jeg nu sover uden at drømme, er jeg i en anden bevidsthed, og så lytter jeg ikke aktivt. Så er der på en måde stille, men den stilhed kan jeg ikke høre, fordi jeg ikke er bevidst. Det vil sige, så snart jeg er bevidst, så hører jeg, og så er der lyd. Når jeg er i den drømmeløse søvn, bevidstløs eller død, så er der dødstille. Vi antager, at døden er stille, men det ved jeg i hvert fald med de optagelser, jeg har lavet, at den ikke er. Der er jo maddiker og alt muligt, som larmer helt vildt. Naturen tager jo over med det samme, hvis ikke den gør det, er det, fordi kroppen er i et lighus, og i et lighus, der larmer det. Der er jo altid lyd, men hvis du slår bevidstheden fra, så er der ikke noget til at opfatte alt det liv, der hele tiden er, og så er der dødstille.
En tidlig morgen følger vi efter kloakbilen. Vi er færdige med lydoptagelserne, men et sidste billede af tusindvis af liter lort, der dumpes i fjorden, må vi have med. Chaufføren venter til Jacob er på plads med kameraet. Mågerne er på plads. Så trykker chaufføren en gul knap i bund og maskineriet kører - suger, trækker og dumper ned gennem det store rør med sin dybe basvibrato. En stor brun farveladeklat breder sig på fjordens lærred, spredes og bliver til skum på bovbølgerne fra en passerende motorbåd. Det er extravagant og vulgært. Usynlige dampe spreder sig, og begge har vi lidt småkvalme på vejen tilbage på kunstmuseet. Det er stadig morgen, vi er sultne og har ikke fået morgenmad.
… kom de fineste egetræsplanker til syne. Vandskadet, slidte og ubehandlede. Da kunstner Bolatta Silis-Høegh kom til Holms Hus, havde hun en idé, om at væggene var blå. Lyseblå. Vinduerne var skoddet til, og med mobilens lommelygte ledte vi efter de blå vægge eller spor efter den. Kun en enkelt væg i det lille indgangsparti var lyseblå. Væggene skulle være blå, gulv og loft med. Det var Bolattas idé og udgangspunkt for installationen. Gulvtæppet skulle af, skodderne ned, skruer skrues ud og gøres rent.
Af Stine Lundberg Hansen
Holms Hus er et rødt hus med hvidsprossede vinduer midt på Aqqaluks Plads i Nuuk; byens første selvbyggerhus og fredet. Midt i en blomstrende have ligger det med udsigt over fjorden og kolonihavnen. Huset ligger ubrugt hen. I haven vejrer et kunstflag i flagstangen – et helt andet projekt. Dette projekt handler, om at skabe en udstillingspraksis i byrummet. At bruge rummet, byen, hvor folk er. Udenfor det museale og tiltænkte udstillingsrum. Kunsten må gerne opstå midt i en hverdag, stoppe op og vende folks sanser og tænkning – hvis bare for et øjeblik – på hovedet. Holms Hus er centrum midt i et stisystem. Engang ejet af Holm; i dag forfaldent og ejet af Kommuneqarfik Sermersooq.
På vej fra lufthavnen gennem byen blev Bolatta Silis-Høegh mødt af ukaliusaq eller kærulden, som langs vejene stod og lyste op. Midt i de blå vægge, i det blå rum, skulle være en sky af ukaliusaq – kærulden.
På latin eriophorum scheuchzeri – den arktiske kæruld, som er én kæruldsart ud af 25. Opkaldt efter en schweitzisk videnskabsmand Johann Jakob Scheuchzer (1672-1733). I disse smeltende glaciale tider er det værd at bemærke, at Scheuchzer ved at undersøge, observere og beskrive gletschere og deres bevægelser for 300 år siden gjorde gletscherne til et videnskabeligt studium. Den arktiske kæruldpå latin er nok ikke opkaldt af ham, men efter ham. Udover at lyse op i sommerfjeldet har kærulden været forsøgt brugt til at spinde garn (for porøs), som inderfor i støvler, som vatpinde, som væge (iblandet mos i tranlamper), som pude- eller dynevår.
Nu er ukaliusaq en sky i et blåt rum i Holms Hus. En installation i et værelse i et tomt og forfaldent hus. Installationen nærmes med ro; den kan gåes ind i og rundt om. Den mindste vind trækker kærulden med sig. Alligevel synes skyen stabil i forhold til de vippende, blæsende grene udenfor vinduet. Lægger man sig under skyen, snurrer de, hver kæruld har sin egen bevægelse afhængigt af stænglens bøjning og blomsterhovedets form.
Ukaliusaq smider deres frø nu, som blæser med vinden. Og blæste gjorde det i Nuuk denne torsdag, hvor installationen åbnede. Grå skyer trak hen over Malene, lavede vinger, streger, buer, puder, udposninger og sammenfald. Alt i gråt. Himlen var penselstrøg og havde sin egen kunstneriske dagsorden.
Når naturen bliver kunstig
Bolatta Silis-Høeghs installation minder om et vandfald. Et vandfald jeg så i Nikolaj Kunsthal tilbage i 2012. I am the River af Eva Koch. En kæmpe videoprojektion på væggen af et vandfald i Island, hvor hastigheden var sænket, de mange liter vand løb en anelse i slowmotion. Lige nok til at ane, føle, sanse en vis kunstighed ved det ellers naturtro vandfald. På samme måde er ukaliusaq genkendelige i Bolatta Silis-Høeghs installation, men kunstige i deres sky, hvor de i gennemsigtige tråde hænger på hovedet. En kunstighed, som giver os beskuere et andet blik – skaber en pause, en ro, et ophold - i hvert fald for et øjeblik. Ukaliusaq på hovedet med knapt synlige tråde i et blåt værelse midt i et byrum er på samme tid en genkendelse og en fremmedgørelse.
Den lyseblå farve er himlens, børneværelsets og drømmenes. Den er både reel og surreel, naturlig og overnaturlig. Ligesom kæruldens konstante sitren, alle dens bevægelser; dens på én gang sensitivitet overfor omgivelserne og dens hvide mankes stabilitet som små lyspærer i sommerfjeldet. Ved at hænge ukaliusaq på hovedet i blåt rum, som sky i en blå himmel, bliver kærulden og dens bevægelser kunstige; træder frem og bliver synlige for os et øjeblik.
På sletten i Nuuk, ikke langt fra Holms Hus, ligger skolen Ukaliusaq på et tidligere vådområde. I sin tid nok fyldt med ukaliusaq i juni og juli; kærulden vokser i sumpede områder, langs elve, søer og vandløb.
Tilbage i Holms Hus fremstod rummet lysende og mildt som sommeren – som hviler det i sig selv. Folk blev hængende i rummet, blev ved med at se, ved med at tage fotos og at se igen. Udenfor spredte frøene sig med vinden.
Et hjem er ikke nødvendigvis noget stabilt og vedholdende, men noget flydende og immigrerende, som samtidig skaber udfordringer i form af negative fordomme overfor den fremmede og udelukkelse; mod den som ikke er på vej videre, men som slår sig ned. Lorenzo Imola - BA fra Islands Universitet i kunstteori og filosofi og praktikant på Nuuk Kunstmuseum fra januar til juni 2019 - har skrevet om den franske fotograf Charlotte Lakits projekt ”Tell Me About Home”; et fotoprojekt situeret i Nuuk.
Charlotte Lakits visited Nuuk in August 2018 and again in early 2019. She wanted to get to know the people of Nuuk. The stories and pictures she collected in the process make up her project Tell Me About Home, which was presented in an exhibition in Ilimmarfik during the month of February, in Katuaq on the occasion of Multi Kulti festival, and most recently at Institut français du Danemark as part of Copenhagen Photo Festival. The present article will be included in a forthcoming book on Charlotte Lakits’s work.
Af Lorenzo Imola, foto Charlotte Lakits
A bow stretches through the air, smoothly just as resolutely – fatally. It covers indefinable distances and eventually touches down on a well definite spot, precisely and with no impact whatsoever. A destination – or destiny. There it may meet other lines – paths, lives, situations in a broad sense; lines that have perhaps always been in that particular portion of the universe, others having ended up there after analogously ‘blind’ flights, whether chosen or casual.
A joint: when these lines intersect, they sometimes bond and tie together, creating new meaning – nonetheless frequently only to leave again. But even then, maintaining maybe a connection and without ever excluding they will at some point come back, or somehow meet again.
This is the image that involuntarily came to my mind as I read some of the stories presented by Charlotte Lakits in her photographic project Tell Me About Home. A familiar sensation indeed, one that I have started to recognize after some time wandering across different countries: it turns up recurrently as I witness some of the improbable encounters and connections of a humanity on the move.
That is, every time the world seems to show how its crushing vastness and the nullification of that very vastness end up meeting in the lives of individuals – and consequently of societies.
The effects of such impressions can be rational disbelief, trustful surprise, laughter, acceptance of the inescapable – and unfathomable.
Whatever be the reaction, what said perception is likely to do – after dignifying in a first moment exactly the distances and all unpredictable factors that in general would seem to hinder such encounters – is to let these disproportionate obstacles feel much lighter, all borders become less meaningful and more surmountable. “Small world”. It unveils an invisible net of relations, and we discover ourselves to be part of it: a complex, branched out and interconnected narration of different existences.
To the extent that one has any interactions with the world, she will be able to identify herself within such interconnectedness – perhaps as defining a line that connects (more or less remotely apart) worlds in the World, but also as a point that through unity of place links other mobile lines.
«Greenland brings people together», that’s what she says all the time.
And he will add: «I think it’s nice to be here and meet people like you – just passing by. And I’m just like you. I don’t know how long I’ll stay here.»
Some of the black-and-white portraits show us young faces emerging from an obscure background – an uncertain area that blending with shadows and dark hair seems at times to claim parts of the people themselves. These outlines, blurring out in the enveloping world, could arguably not present themselves more explicitly: simply and absolutely faces, persons, identities as such in and against the dark – prior to all imposed definitions.
Other photographs, characterized by pasty shadowing and strong contrasts of shining white and deep black, show people now standing out, almost imposed on the surroundings like a relief on which light can break and wind brush. Still others pictures, permeated with the greyscale, blend the individuals into their surroundings.
Together with the more environmental subjects, interleaved between the portraits as to contextualize them, all these photographs have a feeling of suspension imbued of meaning.
We breathe, and stop breathing, with the people in the pictures; it feels sometimes like inhaling the silence of a look scanning the environment, holding one’s breath like the silence that dominates a moment of reflection, perhaps even revelation – exhaling when a broader picture of life eventually discloses in front of us.
Charlotte Lakits has an educational background in philosophy and ethics. Her Master project dealt with the relation between identity and place, particularly in the context of migrations.
Although the scope of her project Tell Me About Home and the situation it draws up undoubtedly reach beyond Nuuk alone, we can say that, exactly by resting on a received image of Greenland as a remote and sparsely populated island, this setting allows the net of lives and stories and the interconnectedness of present-day world to emerge even more vividly.
The form of life “on the move” being hinted at here nearly normalizes George Simmel’s characterization of the “stranger”, which in 1908 he described “not in the sense often touched upon in the past, as the wanderer who comes today and goes tomorrow, but rather as the person who comes today and stays to morrow. He is, so to speak, the potential wanderer: although he has not moved on, he has not quite overcome the freedom of coming and going.”
The mobility we are talking about takes on profoundly different forms though. It is not only the “lyrical mobility” of the (more or less well-off) individual, free to wander explore and experience, it is also – and more problematically – the highly limited, desperation-fuelled one of refugees and other migrants, or even the commuting between fixed poles made necessary due to scattered families and need for work, and so on.
Radical relocation, or a state of continued mobility marked by a lack of stable points of reference would appear particularly weighty when that involves children and youth, in other words those groups that are right starting to tackle the question of who they are. While they may be affected in a heavier way and disorientated by multiple co-existing environments and languages, by the very same token they probably have the possibility to make sense of such situate-ion(s) right from early on: understanding diversity and learning how to deal with this form of life, the balance, self-reliance and openness crucial for living without one prevailing gravitational centre.
Sometimes they wonder where they belong. Where is this place called ‘home’?
Because they were born here, because they know the language, they’ve been told that they are as Greenlandic as they are Danish and Russian.
Used as we are to a pragmatic need for locating one specific origin (preferably geographical and national, and subsequently cultural too) with which to identify people, the life patterns shaped by shifting residence, families with mixed origin, and increasingly multi-ethnic societies can come to challenge an understanding of identity as a unitary, clearly outlined phenomenon bound to an origin.
Feeling negatively divided with regard to identity (that is to say, neither one nor the other, rather than both-and), with the consequent arduous quest for a definition of some kind, is a condition experienced also by many Greenlandic citizens who happen to have roots elsewhere, Danish for example.
Some goes for second-generation immigrants far and wide across the globe, who happen to live in societies that try to alienate them on the basis of superficial factors (physical outlook, names, etc.), thus refusing to acknowledge them as equals. With frustration- and ignorance-fostered intolerance becoming louder and louder, this is indeed a growing socio-political issue these days.
The path traced by the present project brings the question about identity well beyond the split, leading us rather to tackle the notion of a fluid identity associated to peregrine lifestyles. Identity ceases to be fixed and clearly circumscribed in relation to places, it frees itself from belonging to some unitary national entity and allows rather for contamination and plasticity in the emergence of an individual. In general, identity is situated in lived experience rather than bound to coordinates with predefined characteristics.
To put individuals in a geographic and cultural context, based on their origin(s), is surely useful to the extent that it allows to locate more or less precisely an environment in which they grew up or have lived, and that as such is likely to have had an influence of some kind on the person they are. What not least is being challenged here is the necessity for such environments of origin, object of a sense of belonging, to both be confined to one and to completely condition people’s identity.
Here it is worth pointing to the fact that talking of “environment” allows us to bring both place and people into the picture. Admittedly, in Charlotte’s view people weight definitely more than the places alone: when deprived of a particular community one identifies with, a place turns empty.
I feel to add here that such “emptied place” would then mostly act as a familiar frame, in which one ends up standing alone. The more or less rooted knowledge of the place would at that point constitute only some kind of basic relation to the world (to the situate-ion), on which to start building new meaning.
Fundamental to Charlotte is to challenge a certain negative attitude that can arise when facing the possibility of a fluid, open-ended form of identity and home; some may nostalgically harm the dissolution of stable singularity as the paradigm of belonging, and invoke the superior benefit of having one place to call home. Instead, if anything, we should embrace this “fluidity” as a promising alternative way of being situated in the world – a new side of that fundamental condition we might have otherwise taken for granted.
Hvad er en tupilak anno 2019? Det spørgsmål stillede vi, Nuuk Kunstmuseum, med udstillingen Tupilappassuit. Denne artikel forsøger sig med et svar.
Udstillingen Tupilappassuit satte fokus på tupilakken i samtidskunsten; det vil sige indenfor de sidste 30 år. Dog med en enkelt afstikker til Kârale Andreassens 100 år gamle tegninger af, hvordan en kvinde laver en tupilak.
Her begyndte alle undervisningsforløbene i udstillingen, og her begynder artiklen – ved den gamle fortælling om tupilakken, før de små hvide udskæringer og kunsten tog over. Et væsen skabt af menneskets hævngerrige følelser; et væsen der dræbte.
I dag gives tupilakker i gave eller købes som souvenir, som små sjove og finurlige grønlandske figurer, men i gamle dage blev den lavet af ligdele fra dyr, mennesker, gerne børnelig, og af, hvad man kunne finde i fjeldet. Nogle tupilakker kunne svømme, andre kravle eller krybe, nogle gå og andre flyve – alt efter hvad de var sat sammen af. Før tupilakken kunne udføre sin onde gerning, skulle den vokse sig stor ved at nære sig af skaberens kønsdele. Man skulle ikke være åndemaner for at lave en tupilak – man skulle så at sige bare være vred nok. Men onde handlinger har det med at vende sig mod én selv. Hvis personen den var sendt ud for at dræbe, havde større kræfter end skaberen selv, da kunne tupilakken vendes imod og dræbe skaberen selv. Kârale Andreassen illustrerede tupilakken i en serie på fire tegninger – fra en ældre kvindes misundelige følelser mod et nyforelsket par til, at hun skaber og sender en tupilak ud for at dræbe dem til, at hun i sidste ende selv ligger død for tupilakkens ”hånd”.
Dette er tupilakkens præmis og den fortælling, der ligger til grund for de små hvide figurer af ben, sten og tand, som mange har stående derhjemme. De er en blanding af stedsspecifikke fortællinger om tupilakker, der var engang, og af udskærerens eller kunsthåndværkerens fantasi. Tupilakkens sammensathed har skabt groteske, sjove, uhyggelige, vulgære og fantastiske små tupilakfigurer. De små figurer har dog ikke noget med ond magi eller med hævnfølelser at gøre. De er nærmere illustrationer eller små kompositioner over, hvordan tupilakker kunne se ud. Nogle bygger på fortællinger om tupilakker, nogle er ren fantasi og alle bygger de på den figurative tradition, der er opstået gennem tiden blandt disse udskæringer i ben, tand, drivtømmer og sten.
Med denne lille figur, som ligger så godt i hånden, har vi bevæget os ind i kunsten og nærmere svaret på spørgsmålet, hvad en tupilak er anno 2019.
leg symbol ikon dæmon
Den er en leg – en leg med noget grotesk; fjollet, farligt, vulgært og overdrevet. Mike Kristiansen fletter tupilakken som symbol sammen med andre symboler, der ved at væve sig ind og ud af hinanden bliver et graffitilignende vægmaleri. Som et mønster eller en parafrase uden politiske budskaber eller specifik betydning. De er som rummet i en storby, hvor vi konstant udsættes for og afkoder symboler i reklamer, slogans, plakater, grafitti, tags… Hans tupilakmalerier er et landskab, der synes ladet med signaturen: jeg tegner, altså er jeg.
Tupilakken er er et ornament. Komplet ufarlig og fri for hævn i Gukki Nukas perlekrave opkaldt efter hans farmor ”Kaalaralaaq”; en slags hyldest til en elsket kvinde. Hævnmotivet er omformet til kærlighed – og til en form for grønlandskhed. Som perlekraven er tupilakken forbundet med Grønland og grønlandskhed.
Tupilakken er en indre dæmon, som i storbyen langt fra de grønlandske fjelde forvandler inuit, mennesket, til alkoholiker. Jakob Maqe’s film ”Tupilaq” synes at bygge på den noget fortærskede fortælling om grønlænderen, der går i hundene langt fra den natur, som han hører hjemme i. Tupilakken som et ikon – en fortælling om Grønland – bliver i filmen internaliseret. Et væsen opstået af en persons følelser – hævn, misundelse eller vrede – og ikke som et dengang ydre væsen, men en nu indre ukontrolleret dæmon.
myte fortælling narrativ
Tupilakken er et narrativ mellem en myte, en videnskabelig redegørelse og en opskrift. I Pia Arkes videoværk ”Tupilakosaurus” veksler vi mellem to fortællinger og flere blikke. Den ene fortælling fortælles af palæontolog Svend Erik Bendix-Almgreen om tupilakosaurusen – en knogle fra en urpadde fundet i Østgrønland og kaldt sådan af Eigil Nielsen. Den anden fortælling fortælles af Pia Arke selv og handler om, hvordan man laver en tupilak som en opskrift med dyster horrorlignende lyde i baggrunden. Videoværket skifter på både lydside og billedside mellem disse to fortællinger; skiftevis ser vi oppefra i sort/hvid Svend Erik Bendix-Almgreen fortælle om knoglen og på Pia Arke, der stabler bunker af papirer til et tårn med fjeld og stjernehimmel som baggrund. De behandler begge tupilakken, ikke som erfaring og oplevelse, men som et narrativ, en fortælling, et studie; et blik på Grønland.
Tupilakken er denne gentagelse, som kan tåle fornyelse, fordi den ingen regler har. Samtidig er den bundet til tid og sted. Stedet er Grønland, og tiden er mytens. Den har et ophav og en fortælling. Den har ikonstatus, og symboliserer samtidig noget; peger hen på noget andet end sig selv.
Maria Kreutzmann knytter i sin bog ”Bestiarium Groelandica” tupilakkens ophav og myte sammen med fornyelse; hun slipper dette væsen samt andre grønlandske væsner løs i animationens og i en digital art verden.
Den kan blive til fantasifulde animationer, til tegneserie, til en undergravende kvinde, en hævntørstig mand, en forfølgelse eller inspirere en amerikansk Hollywoodserie til alletiders monster. Den kan være et hundelignende logrende væsen eller indeholde maskedansens seksuelle tilnærmelser. Tupilakken er anno 2019 en parade af tegn og sammensætninger.
Udstillingen Tupilappassuit blev kurateret og sammensat af kurator Laila Lund Altinbas i samarbejde med Hanne Kirkegaard og Stine Lundberg Hansen. Den blev vist på Nuuk Kunstmuseum 7/12 2018 - 28/4 2019.