Posts Tagged: interview
Perlekraven der blev ved – og ved
Det er en kvindedragt. En perlekravekjole. Som slør, kniplinger og tørklæder. En brynje, en mastodont, en matrone. Omsluttende. Ubehændig. Tung som bare pokker. Den kan pakkes sammen som en rituel ting, ligesom festdragterne i dag gemmes væk til hverdag. Det er en skulptur, og den er performativ.
Af Stine Lundberg Hansen
Der er ikke nogen, der skal være inde i den, siger Jessie Kleemann. Jeg har inviteret hende på en snak om perlekraven, nipinngasut - om håndværket og om kunstværket “ Perlekravekjole // Nuilarmiut Takisuut” fra 2012. Hvorfor fortsætter den? Hvorfor standser den?
Her, som i Kleemanns performances, bliver noget afdækket og noget tildækkes. Noget udforskes og der stilles spørgsmål. Spørgsmål uden enkle svar og eviggyldige sandheder.
Samtalen begyndte ved Jessie Kleemanns eget forhold til perlekraven. Ved hendes konfirmation. Det begyndte ikke positivt. Hun brød sig aldrig om kraven og om farverne, og selv fik hun kun lov til at sy meget lidt på hendes dragt dengang.
- Jeg var aldrig særlig glad for den, der blev lavet til min konfirmation, siger Jessie Kleemann med et smil. Jessie er en levende fortæller at have foran sig. Hun gestikulerer med hænderne og udtrykker sig med hænderne. Hun smiler og griner højt og af og til må hun op og stå for at fortælle og vise.
- Perlekraven blev lavet, uden at jeg blev konfereret med hensyn til mønstret og farverne. Selvfølgelig var den smuk, men den var ikke pæn nok til mig. De der naturfarver, der var i den - brunt, gult, orange - det kan jeg ikke. Jeg var nødt til at sy den broderede inderkrave, fordi man skal jo sy noget, men perlerne ville jeg ikke røre. Som voksen vidste jeg, at jeg havde et eller andet med perlekraven, som jeg ikke tænkte over dengang, udover at hele dragten var bare sådan “adjk nej”. Når man ikke engang fik lov til at lære og lave den og finde ud af alle de ting med bearbejdning af skindet, klipning og syning. Hver gang jeg startede på noget, så blev de taget fra mig, fordi du skal jo gå i skole, og du skal ligesom gøre de der ting, og du skal blive bedre end danskerne. Der var en grund til, at jeg skulle gå i skole.
- Men til min søns konfirmation skulle jeg have en ny. Jeg sagde til min mor “jeg nægter simpelthen at tage den der dragt på igen”. Jamen så laver vi da et nyt mønster, sagde min mor. Så valgte jeg farver og begyndte. Turkis, navy, hvid, pink, rødt, sort og grønt, men ikke de andre farver. De blev helt udeladt. Jeg havde det så meget bedre med den. Det er min. Min krave.
ASSAAT
Kleemanns egen perlekrave leder med håndværket videre til kunstværket. Perlekraven er et håndværk, der tager tid. Kunstværket tog et halvt år med fem kvinders hjælp. Perlekravekjolen blev lavet i baner, som til slut blev syet sammen.
- Hvis vi skulle have lavet en gigantisk perlekrave, ville det have taget flere år og så skulle jeg have mange flere til at hjælpe mig, fortæller Kleemann. For det første havde jeg ikke tid nok, og jeg havde ikke penge nok. Alle de der praktiske overvejelser, som jo kommer med sådan et arbejde, når det hele bliver lavet i hånden. Jeg fandt frem til nogle gode damer, som godt gad og påtage sig at lave nogle runder. Vi mødtes hver 14. dag, spiste mad sammen, målte og så videre og så sad vi og fortalte historier og snakkede over perlearbejdet. Der var også tidspunkter, hvor der var helt stille. Det er også vigtigt. Det sidste, vi gjorde, var at sætte den sammen. Det varede flere dage. Jeg drømte om de der perler om natten og vågnede med et med et gisp. Perlerne væltede ind over mig, groede på mig.
Hun griner højt, imens hun med hænderne viser, hvordan perlerne i hendes drømme var overalt. Men den blev færdig og afsluttet, og imens havde hun lært det, hun ved sin første perlekrave ikke havde fået adgang til, at sy og skabe den selv, og det gav en fornyet respekt for perlekraven funderet i denne håndværksmæssige kunnen.
- Efter den første udstillingsperiode, løsnede perlerne sig, og så reparerede jeg den selv. Jeg lærte alle de ting, jeg skulle lære. Så nu kunne jeg også mestre det. Det var vigtigt for at finde ud af, hvilken holdning jeg havde til det stykke arbejde. Jeg har stor respekt for det ypperste kvinder kan, en håndværksmæssig kunnen, som de har opbygget igennem en årrække, over generationer, og som de ligesom laver en hel dragt over.
- Traditionelt var det kvindens håndarbejde, fortsætter Kleemann. Og det med assak, hånden (assaat, hænderne), det har jeg stor respekt for. Den matriarkalske stilling i samfundet. Uanset hvor lavt eller højt du står i samfundet, så kan du arbejde med dine hænder. Det er større end moderlighed. Det er en magtposition.
Kvindeforeningerne i Grønland har vendt samfundet om siden 1940erne og 1950erne. I begyndelsen samledes de gryende kvindeforeninger sig om et håndværk, som var ved at gå tabt i moderniseringen af Grønland, men hurtigt bredte foreninger og foregangskvinder sig ud over politik og uddannelse; et arbejde de grønlandske kvinder i dag kan stå på skuldrene af. Og et arbejde, der begyndte med kvindernes kunnen; håndværket omkring dragtsyningen. Der er ikke mangel på stærke kvinder indenfor hverken politik, uddannelse og i forskellige fag og stillinger i dagens Grønland. Dermed ikke sagt, at der er ligestilling og at alt er, som det skal være. Men kvindeforeningerne med deres afsæt i håndarbejdet har i den grad været med til at bane vejen for kvinderne; i politik, i uddannelse, til stillinger i samfundet, som før 1940 stort set udelukkende udgjordes af mænd.
- Det er på den ene side nationbuilding og identitetsforståelse, siger, Kleemann, men også hvad vi kan som kvinder. Et arbejde som man næsten ikke kan forestille sig i dag. Et arbejde i en videnstung kapacitet og hele tiden ned til det der mikroskopiske. Jeg bøjer mig i støvet for den viden kvinder har og den kundskab, de sidder med, og som de kan give videre til andre.
PÅFUGL
Fra håndværk, kunnen og viden bevægede samtalen om perlekraven sig til samfundet og til en udforskning af holdninger; af funktion og traditioner. Perlekravekjolen tog sin form for Kleemann efter modstanden mod designer Peter Jensens kamikker og hele diskussionen, der fulgte i kølvandet. Kleemann forholdt sig afmålt til reaktionerne - de krænkede følelser og dødstrusler mod designeren. I perlearbejdet til kunstværket blev indarbejdet en ambivalens, både i forhold til hendes egen erfaring med perlekraven, men også en ambivalens på et mere samfundsmæssigt plan. Perlekraven blev skabt til en soloudstilling på Århus Kunstbygning i 2012, som en slags statement.
- Perlekraven og dragten er jo dobbelt; det er jo noget jeg beundrer meget, men jeg har virkelig gået og tænkt over, hvad det er for et ubehag, jeg har ved den, når den bliver nationaliseret eller institutionaliseret som en egentlig nationalitet. For vi har jo ikke kun én dragt i Grønland. Vi har jo polarfolkets, Inughuits, dragter. Så har vi den Vestgrønlandske, der strækker sig helt ned til syd og den Østgrønlandske. De har jo været forskellige. Hvornår er det lige pludselig blevet til én nationaldragt. Den er jo sammensat. Den består jo af forskellige ting, mange forskellige komponenter. Selve perlerne er handelsvaren. Hernnhutterne kom med nogle farvede koder, så de kunne kende forskel på alle os sorthårede. Om vi var gift eller ugift, enker og så videre.
I forhold til selve dét at gå ind og arbejde med det som et kunstværk, tænkte jeg, at jeg skulle ind i den. Og hvis jeg skulle ind i den, så blev den nødt til at kunne rumme mig. Jeg skulle ligesom ind og finde ud af ikke bare mine følelser, for de er irrationelle, men hvad det er for nogle betydninger og betydningskoder vi har med at gøre?
Egnsdragter har hørt til alle vegne. På mit skrivebord står en lille dukke med en Læsødragt; en figur, der står i mange hjem på min mors families side, som kommer derfra. Dragten bruges ikke mere; ingen har en sådan dragt i min familie, så vidt jeg ved. Kun som dukker eller porcelænsfigurer. På mine oldeforældres tid gik mænd til fotografen og blev fotograferet i den kvindelige Læsødragt; også min oldefar. Måske for sjov, og måske fordi dens status og brug ved festlige lejligheder allerede på den tid var forbi. Men Læsødragten lever i vores familie i dukker og porcelænsfigurer, som et symbol på Læsø, og som en tilknytning dertil. Dragterne i Grønland bruges til fest, sys i hånden og går i arv i familier. Opstanden over Peter Jensens kamikker i 2009, viste med al tydelighed, at dragterne i Grønland ikke er passé. Selvom det skal indskydes, at der er sket meget siden 2009 og forholdet til dragternes tradition har løsnet sig betydeligt. Alligevel indeholder de stadig en tung symbolik og tradition og er et statussymbol, der bæres ved vigtige begivenheder, både offentligt og privat.
- Det er et statussymbol; et signal om hvor standsmæssigt man kan være i forhold til det øvrige samfund, socialt set og nok også kulturelt, siger Jessie Kleemann og gestikulerer med hænderne, imens hun taler. Jeg tænkte over, hvis det bliver sådan, at vi engang bliver så mangfoldige, at vi er flere kulturer, som bor i det her land. Jeg legede med andre designs, sælskind og burkaer og alle mulige andre ting, som kunne have konnotationer til en kulturel stand. Men når man begynder at gøre det, så begynder man også at dele op i dem og vi. Vi er jo ligesom påfugle, der lukker fjerprydelserne op og viser vores styrke, og hvem vi er. I dag er der et lidt andet forhold til dragten. Man kan leje, ligesom en smoking eller en galla, men man kan også selv eje den. Man kan selv definere designs og gøre dem endnu mere personlige i forhold til sin familie og sit mødrende ophav.
Og netop det flydende, der, hvor tingene løsner sig, er det, Kleemann er fortaler for. Det er også stedet uden entydighed og lette svar. Der hvor ambivalensen råder, hvor der må undersøges og udforskes, for bare at kunne give et nogenlunde svar. Et svar som altid viser sig at være midlertidigt og ikke indeholder en til alle tider gældende sandhed. For mig er det ofte sådan et sted, Jessie Kleemanns kunst tager mig hen.
- Det er også vores pligt som kunstnere at råbe op eller sige, hvad med det her for eksempel, mener Kleemann og uddyber, hvem har bestemt det, og hvem har bestemt, hvordan skal jeg se ud. Hvem bestemmer, om jeg er grønlandsk, grønlænder eller inuitisk nok. Omvendt, når jeg er i Danmark, hvem bestemmer, om jeg er dansk nok. Det er også, at sætte spørgsmålstegn ved idéen om, at her er kulturen, og det er sådan vores kultur er. Det er jo noget flydende noget. Kultur er flydende. Ting forandrer sig, og så er det en ny sandhed. Det er de her bløde kanter. Nu sidder jeg her og taler dansk med dig, selvom konstruktionen i min hjerne, den måde jeg har lært sprog på, er grønlandsk. Der er jo mange mange lag, afslutter Jessie Kleemann.
Det er også det sted, hvor der den 8. marts må insisteres på det flydende og de bløde kanter, og på andre fortællinger. For eksempel dem gjort med hånden, af kvinderne, gennem mange hundrede år, på mange forskellige måder.
Kunsten at bygge et instrument
Palleq Petersen er instrumentmager. Han bor i Nuuk, og han både reparerer og bygger fra bunden. At bygge instrumenter handler selvfølgelig om håndværket, at vide noget om træ og træsorter, men også om et hjerte for musikken og et yderst nørdet øre, som kan opfange selv helt små forskelle i lyden.
Af Stine Lundberg Hansen
“Har du fået hørt den seneste med Dylan”, spørger Palleq mig, idet jeg er ved at gå. Vi har siddet omkring hans spisebord mærket af ridser fra adskillige reparationer af instrumenter. Vi har snakket instrumenter, om nysgerrigheden og passionen for musikken, lyden og for håndværket.
Palleq var ansat i et par måneder til at lave reparationer og forskelligt snedkerarbejder på Nuuk Kunstmuseum. Når han arbejdede lød Tom Waits skrattende stemme gennem museet - en stemme der synes at komme fra det tilrøgede hjørne af en bar. Vi faldt i snak over musikken - over Bob Dylan, Joan Baez, Rolling Stones, Nick Cave og delte anbefalinger af dokumentarer, film og podcasts.
En dag på vej til Stark, fortalte Palleq, at han byggede instrumenter, og jeg kunne ikke stoppe med at stille spørgsmål. At kunne bygge et instrument fascinerede mig. Det førte til to interviews - et hjemme i hans og kærestens stue i bydelen Nuussuaq og et mere i værkstedet i Atlantic Music, hvor han reparerer instrumenter om lørdagen. Indtil videre er han snedker ved siden af instrumentbyggeriet, men han har et lokale på hånden, som skal blive til værksted og give mere tid til instrumenterne - og færre ridser i spisebordet.
Interviews’ne blev til to artikler. Én om Palleqs vej til at blive instrumentbygger og passionen for faget. Der findes ingen slagen vej; hverken uddannelse eller læreplads. Passion, nysgerrighed samt håndværk binder professionen sammen. Den artikel udkommer i Arnanut Efterår 2020 til september. Den anden artikel er denne, og den handler om kunsten at bygge et instrument.
INSTRUMENTET
- Det sjoveste instrument jeg har bygget var nok en Grønlandsformet guitar. Jeg blev kontaktet for flere år siden (af en bekendt, red.), at han ønskede sig en guitar. Han sendte så et billede af Grønland, og jeg tænkte, arrrh nej, jeg tror, at jeg springer fra.
På det tidspunkt boede Palleq i København i Atlantic Musics gamle studie i Hvidovre, hvor han også havde et lille værksted.
- Så kom han til København, og vi sad og fik en øl, fik snakket sammen og lavet en plan. Han kom med en pris, jeg ikke kunne sige nej til.
Bag Palleq stod to guitarer, han havde bygget til sig selv. Kunden spurgte, hvad han skulle have for dem - og så købte han også dem. Palleq spiller selv - ligesom hans morfar, som også var instrumentbygger. Som dreng, husker Palleq, at sidde på skødet af bedstefaren og se ham reparere instrumenter i hans lille værksted. At være instrumentbygger handler selvfølgelig om håndværket, at vide noget om træ og træsorter - og om hvilken lyd der kommer ud af, hvilket træ, når man fx skal bygge en guitar.
- Hvis lyden skal være lidt mørk i det, så er det at bruge mahogni, hvis det skal være lidt lysere toner, så bruger jeg ahorn eller ask.
Første del af processen er at udvælge træet ud fra, hvilken lyd, man ønsker. Træet skal være dødt, men selvom det er dødt arbejder det stadig. I Grønland er klimaet tørt, og træ og instrumenter kan tørsprække. Palleq fortæller, at selv i Atlantic Music, der har klimaanlæg 24/7, sprækker instrumenter nu og dag. Som den dag en guitar af mærket Gibson gav den umiskendelig lyd af træ, der sprækker, og et pling fra strengene. Træ, der skal bygges instrumenter af, skal i Grønland helst lægge 1-2 år, før man bygger af det. Mahognitræ er det foretrukne. Resonansen i træet er næsten uendelig, siger Palleq. Resonansen eller genklangen afhænger af træets årer, hvor tæt de ligger
- Jeg tænker altid på resonansen, når jeg bygger en guitar. Og mahogni er sådan lidt åbent i det. Hvis det skal være hårdere, er det valnød, hvor lyden er meget hård og skarp i det, imens mahogni er lidt mere blød i det. Alle kender Gibsons “Les Paul” og den mahognilyd der. Når man vælger træ ud, kan man banke på det. Det skal være dødt træ og sige bump; det skal ikke give genklang. Hvis det giver genklang, så bliver det en meget lys tone, og det vil man helst undgå.
Lyden er et valg af træsort, hvor tykt og stort træet er, samt træets årer. Nu lysere lyd, nu sværere bliver den at styre. Den bliver skinger, sådan en lidt billig lyd, siger Palleq. Derfor er der også træsorter, Palleq ikke vil arbejde med.
- Fyrretræ, siger han og griner. Ej, jeg har hørt at fyrretræ skulle være godt, sådan lydmæssigt, fordi træet er fuldstændigt dødt. Torben i København havde sådan en lille bas fra 60erne af, sådan en short scale, som var bygget af fyrretræ og den lød pissegodt.
Torben Sloth er instrumentmager og har en lille butik ved navn Strengelegen. Palleq har brugt meget tid i hans lille kælderbutik i København til at nørde instrumenter og lærer af den ældre instrumentmager, for faget består af udveksling og netværk.
- Fyrtræ er blødere end mahogni og de andre, og den er nemmere at arbejde med. Enderne kan godt flække, hvis man skal fræse kroppen ud, fordi det er så blødt. Når jeg tænker fyrretræ, tænker jeg, at det er til et hus, ikke til et instrument. Det er også fuld af knaster, og det vil man helst undgå på et instrument.
- Når man har valgt træsorten, så er det næste teknikken, der skal sidde på. Om det skal være aktive eller passive. Om det skal være vintage eller noget helt andet. Derfra så mikser man det, ligesom en gryderet, hvor man putter mere salt i, chili eller noget andet, siger Palleq og fortsætter:
- Halsen spiller en meget vigtig rolle. Hvor mange bånd man vil have. Og træsorten på gribebrættet, om man vil have rosentræ, ahorn eller noget andet. Personligt kan jeg bedst lide at arbejde med rosentræ på gribebrættet. Lyden er lidt mere mørk, fast i det. Og ahorn er mere lyst i tonen.
- Og så er der lakken - jeg er ikke super vild med at arbejde med lak. Jeg kan bedst lide at vokse det, så jeg bruger bivoks, smelter det og bruger det som lak, kan man sige. Så lukker det træet til.
LYDEN
Palleq er fanatisk med gamle instrumenter og ikke så vild med nye. Instrumenter, der har været igennem mange hænder, som hvis de kunne tale, kunne fortælle historier, om hvad de har spillet, af hvem og hvorhenne - men først og fremmest er det lyden, der tiltrækker ham.
- Jeg kan godt lide analog, jeg har ikke noget imod det digitale, men jeg kan godt lide den lyd, ligesom en gammeldags blues, hvor lyden er lidt mudret og beskidt, og det lyder som en billig hund, der gør ad én, siger Palleq og griner.
Det var lyden af blues og Muddy Waters, han hørte som børn, som satte svingninger i passionen for musik og instrumenter. Hans far spillede det på et anlæg, Palleq stadig har og bruger. Som teenager begyndte han at samle på instrumenter, instrumenter han fandt eller klunsede sig til, og at reparere dem.
Palleq har repareret alt fra mundharmonika til klaver til trommer og ukulele, guitar, violin, bas og banjo, men han har bygget flest guitarer. Der er også rift om dem i Grønland - man kan ikke svinge en død kat i halen uden at ramme en guitarist, som Palleq siger.
Vi sidder i Atlantic Music. Foran sig har Palleq en akustisk “Eagle” guitar - én af de billige. De skal lige ringe til ejeren og høre, om hun vil have guitaren repareret til 600 kr, når hun kan få en ny til 1200kr. Den er ellers lavet af ok træ, siger Palleq. Træet er grantræ på guitarens ryg og mave, og mahogni på siderne. Gribebrættet er rosentræ og har løftet sig. Limen er tørret ud under “broen”, hvor strengene fæstes - og nu længere Palleq kigger på guitaren, nu mere finder han. Maven bulner og der er små huller, den gaber, mellem ryg og sider. Alt sammen tørt klima og en billig guitar. Det er ikke dårlige instrumenter, Palleq brænder for, de fylder for meget på jorden, som han siger. Det er håndværket - og det værste er reparationer af instrumenter, der direkte er blevet behandlet dårligt. Det gør ondt, siger han.
For Palleq er drømmeinstrumentet at bygge en lirekasse eller en drejelire, fordi de er dette sammensurium af mange instrumenter. Af mekanik og akustik
- En drejelire er et miks af en violin, en guitar og en lirekasse i én. Sådan én gad jeg godt bygge. Fordi lyden er et miks af guitar, orgel, lidt klaver og lidt violin - og man tager ikke et greb som en guitar, men trykker som en harmonika og så trækker man.
Hvis Palleq får værkstedet, vil han bygge en tromme. Han har bygget én før med succes. Instrumenterne opstår af idéer. Sådan skal det helst være, når det man arbejder med er ens passion.
- Nogle gange kan jeg godt vågne kl 2 om natten og tænke, ok det er en fed idé, det vil jeg gerne prøve at lave. De fleste instrumenter, jeg bygger, er ud fra en idé, hvis jeg ser et eller andet instrument og synes, at det er fedt eller kunne være fedt at prøve at bygge, så gør jeg det bare. Det er den der passion. Specifikke bestillinger er jeg næsten stoppet med, ligesom den grønlandske guitar. Den tog alt for lang tid, men det kan godt lade sig gøre, hvis tiden og økonomien er der.
IKKE ET ORD OM RETTIGHEDER, MEN DER ER SPURGT OM LOV
Det handler om love, de langsomme og de hurtige, om undtagelse og om demokrati, og om kunstprojektet Law Shifters. Det er en samtale mellem kunstner og kurator.
Kunstneren er Stine Marie Jacobsen, som står bag projektet Law Shifters udstillet på Nuuk Kunstmuseum. Kuratoren er skribenten bag artiklen og museumsinspektør på Nuuk Kunstmuseum, Stine Lundberg Hansen.
Law Shifters er ikke nyt. Stine Marie Jacobsen har knopskudt og omplantet kunstprojektet i 5 år og i mange lande. Det sidste halve år har det været i Nuuk.
Udstillingen Law Shifters hænger ikke på væggen. Jacobsen kalder projektet en social skulptur og at forhandle konceptkunst med uddannelse. Konkret består Law Shifters af en lovmaskine, en fysisk installation på kunstmuseet, hvortil alle besøgende kan skrive et lovforslag. Disse lovforslag omskrives af en advokat til juridisk retssprog, det vil sige, hvordan ville lovforslaget se ud, var det en rigtig lov - og resultatet kan ses på hjemmesiden her.
En anden del af projektet er en workshop målrettet skole- og gymnasieklasser, hvor unge mennesker i et rollespil spiller forsvarer, anklager, dommer og jury og skal gendømme en rigtig, men dog forsimplet og anonymiseret, retssag efter deres egne retfærdighedsprincipper og argumentation.
En stille tirsdag midt i karantænetid satte jeg Stine (kunstner) i stævne over Skype - jeg i Nuuk, hun i Berlin - med henholdvis et glas rom og en snaps med aroniabær at skåle i.
Vi begyndte ved og endte med den hastelov, som den danske regering stemte igennem i sidste uge. Selvom der allerede var en eksisterende epidemilov, som dækkede mange af tiltagene, blev loven om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme udvidet. Nu er det ikke kun udvalgte grupper eller områder i forhold til en given epidemi, men enhver som formodes eller lider af en given sygdom, som kan tvangsbehandles, tvangsvaccineres eller tvangsindlægges. Forsamlingsfriheden kan uden at blinke med øjnene indskrænkes - ikke af en samlet regering, men af sundheds- og ældreministeren - og uden retskendelse kan der laves regler om adgang til lokaler og andre lokaliteter, privat som offentlig, for at sikre overholdelsen. Altsammen for at undgå smitte eller det som kaldes alment farlige sygdomme. I denne tid gælder det Covid-19. Men man skal ikke dykke langt ned i historien for at finde eksempler på, at smitte og sygdom er to ladede og potentielt farlige begreber, som politisk kan bruges og misbruges efter behov.
Loven har en solnedgangsklausul, hvilket betyder, at den i princippet forsvinder på en aftalt dato. Men kan love og deres ord bare sådan forsvinde?
KUNSTNER
Jeg prøver at forstå, hvorfor den danske regering skriver lovene, som de gør lige nu, og hvorfor vælger de at skrive det demokratiske aspekt ud af de danske love. Det er mit spørgsmål til dig, Stine, nu begynder jeg at interviewe dig?
KURATOR
Chefredaktør for Weekendavisen Martin Krasnik skrev, at ikke engang da tyskerne bankede på i 1943 og bad Scavenius om at indskrænke forsamlingsfriheden, gjorde den daværende regering det indgreb. De trådte af, fordi de ville ikke sætte borgernes grundlovsrettighederne over styr.
KUNSTNER
Hvor smukt af ham at han gik af.
KURATOR
Det var det jo. Men hvorfor gør de det, er et rigtigt godt spørgsmål. Jeg tror mit svar lige nu, at man mere og mere samler magten, fordi der er så mange ting, man ikke har styr over. Demokratiet har vist sig uoverskueligt i alle mulige globale ting, og i dét ligger der en frygt. Jeg tror, at det er et desperat forsøg på at kontrollere noget. At lukke grænserne og ramme folk på deres mobilitet har jo været til debat i de sidste år gennem terror og flygtninge. Måske er der en gigantisk afmagt bag dette, som gør, at man forsøger at gøre det modsatte, at samle magten.
KUNSTNER
Det som jeg har hægtet mig mest fast i er, at der ikke er nogen grund til at skrive disse love lige nu. De behøver ikke at have den magtanvendelse; de kunne godt holde fast i det demokratiske aspekt i at have beviser og have en grund og have en dommerkendelse. Egentlig hvis jeg var regering eller statsmagt ville jeg syntes, det var nok, at man siger at man har en lov og siger det er forbudt. Det virker sprogligt allerede formynderisk nok på en befolkning.
Mette Frederiksen sagde “hæderkronede demokrati” i pressemeddelelsen (den 17/3, red.), og jeg har flere steder læst “Danmark er et af de bedste demokratier i hele verden”. Men okay, hvis det er det, så er det fucking tragisk, dét der sker nu. Så burde de jo netop ikke gøre, hvad de gør.
Men det er jo også en effekt af, hvad der har været i gang længe. Lad os bare starte ved 9/11, da Amerika lavede deres Patriot Act, der lavede Danmark nye terrorpakker og lømmelpakken - som var en mildere form af en terrorpakke. Med den kunne de arrestere demonstranter uden beviser, hvis de var på det forkerte sted, og sætte dem i detention. Der har været så meget diskussion i folketinget om at få fjernet denne lømmelpakke, for der er ingen grund til den. Den frarøver dig din ytringsfrihed og din forsamlingsfrihed. Den er udemokratisk, fordi der ikke er nogen dommerkendelse; du kan bare tage et menneske og sætte dem i en boks. Så Danmark har jo allerede nogle love i deres system, der gør, at det ikke er så fremmedartet for dem at sige, vi behøver ingen dommerkendelse, vi behøver ikke nogen beviser. Vi kan bare pege på dig og sige, du ser ud, som om du har feber, og så kan vi sætte dig i bås. Det er super bekymrende, at de ikke lige kan skrue hastigheden ned og have vores retssikkerhed i orden.
Filosoffen Giorgio Agamben siger at undtagelseslove ser ud som om de er love, men er det ikke love, fordi de bryder de tre magter (den lovgivende, udøvende og dømmende). Problemet er, at man kan ikke kalde det en rigtig lov, når den er udemokratisk, og det vil jeg virkelig stå ved.
Det var faktisk derfor, at jeg begyndte at arbejde med lovgivning. Jeg begyndte at møde udemokratiske love, som brød med princippet om, at du skal kunne appellere, at du skal have dommerkendelse, at der skal være beviser. Hvis de ikke er tilstede og hvis de tre magter ikke er adskilte, så er det farligt. Der findes mange udemokratiske love, og de ligger bare i lovgivningen.
KURATOR
Kan du ikke fortælle mig, hvad en lov er?
KUNSTNER
Jeg har aldrig kunnet forklare det bedre end børnene forklarer det, at en regel er noget der gælder indenfor en lille gruppe, men den er ikke nedskrevet af en stat eller en regering, hvor en lov er nedskrevet for alle.
Noget af det første jeg mødte teoretisk om lov var fra Christoph Menke. Han siger, at loven i sig selv er principiel voldelig, fordi den er skrevet af de mange for én person, og hvordan kan det nogensinde være retfærdigt. Det vil sige, at dine rettigheder vil principielt altid være i farezonen, fordi der altid er love, der kan ophæve andre love, og at der måske ikke findes en lov for din specifikke sag. Så en lov er en nedskrevet tekst, som et fællesskab har besluttet er bedst for individet.
Egentlig er det demokratiske i en lov, hvis den er skrevet ekstremt komplekst med mange kommaer. En lov er fleksibel, hvis den er skrevet udførligt godt.
KURATOR
Når du siger, love er voldelige, kan man så vende den om og sige, at love handler om en eller anden forhandling om menneskets frihed?
KUNSTNER
Både og. Filosoffen Thomas Hobbes sagde, at love var skrevet ud af nød, det vil sige, hvad man har brug for. Og hvad har man brug for? Man har brug for at tale frit, for at bevæge sig frit og man har brug for at slå sig selv ihjel, hvis man vil det - og Staten skal ikke gøre det. Hvad der sker lige nu med den danske stat er, at retsprincipper bliver overtaget af nødvendighed, men hvem er det, som definerer disse nødvendigheder. Det er Staten, som siger, at det er nødvendigt at vi går ind og gør det her nu. Men det er en grov misforståelse af, hvad der er nødvendigt.
KURATOR
Handler Law Shifters om at sætte fokus på at diskutere menneskets frihed eller lovenes vold - eller hvad vil du sige projektet essentielt handler om?
KUNSTNER
Det startede ud med, at jeg troede, loven var svaret på alt. Jeg troede, at hvis jeg kunne vise andre, hvad det var for paragraffer og lovtekster der omgav os, som usynlige kontrollerende linjer i luften, der styrer bevægelser, tale, bevidsthed og psykologi, så ville folk blive mere klar over, hvad de ikke ville have, og hvad de ville ændre.
Det er jeg blevet klar over, nærmest er en illusion. Der er masser af tomme huller i loven, og den ene kan modbevise den anden. Egentlig burde vi allesammen gå tilbage til høvdingestadiet og sætte os ned og snakke om tingene. Mediere.
Og det er faktisk dét, at Law Shifters handler om. Jeg skal tit aflære de advokater, jeg samarbejder med, at kigge for meget på paragraffer, og istedet kigge på hvad børnene eller de unge siger, på hvordan de formulerer sig, om de kan formulere deres egne grænser og retfærdighedsfornemmelser. Så det handler langt mere om folkesundhed på et debatniveau.
Så du forresten hvad der skete i Folketinget, da de skulle vedtage hasteloven? De rejste sig op istedet for at bruge den knap, man som regel bruger til at afstemme. De reste sig op - alle sammen. Og jeg læste, at det var første gang, at man havde rejst sig op og ikke brugt knappen.
KURATOR
Og hvem er det, som stiller sig op eller bliver siddende og siger “øøhh nej!”
KUNSTNER
Det er jo så super tribal - eller man kalder det koalitioner. At nogle går sammen og kæmper mod de andre. Det er lidt skuffende i krisetider - og vi har endda haft mange kriser, så kan de da ikke lære det. Kan de ikke slappe af og holde sig til proceduren.
KURATOR
Det slår mig som en absurd nationalpatriotisme, hvor det kommer til at handle om, er du med os eller imod os. Det essentielle er vel, at vi ikke alle samme skal blive syge på én gang, at de udsatte befolkningsgrupper ikke ender på hospitalet samtidig, og at vi skal komme ud af det med så lidt samfundsmæssige og økonomiske tab og dødsfald som muligt.
Hvad er egentlig de mest absurde eller mærkelige love, du er stødt på gennem Law Shifters?
KUNSTNER
Advokaten Rasmus Kamstrup Bogetoft var med til at udvikle Law Shifters med mig i 2015. Han sagde, at man i princippet kunne blive straffet for ikke at have låst sin egen cykel i Danmark. Der er en ejendomslov, som siger, at du har pligt til at beskytte din egen ejendom. Der står et eller andet om, at man skal låse sin cykel. Det syntes jeg var absurd, at man ikke bare kunne sige, at jeg behandler min ejendom, som jeg vil.
En lidt mere alvorlig én er, at der desværre står i lovgivningen i Danmark, at hvis du bliver voldtaget og du ikke har højt sagt fra “nej”, så bliver det set som samtykke.
Men ellers så var det de her love i Belgien i 2013, som fik mig til at tænke, at nu er det blevet for perverst. GAS (Gemeentelijke administratieve sanctie) var kommunale sanktionslove, som man kan bruge i Belgien til at kontrollere adfærd i det offentlige rum. Der var der så mange absurde tilfælde, fx folk der var blevet straffet for at tale om drømme i det offentlige rum eller have smidt en snebold eller sagt som en sirene eller krummet på et trappetrin. Det var faktisk gennem GAS-loven at jeg begyndte at forstå adskillelsen af de tre magter. Det udemokratiske ved den lov var, at den som gav dig bøden faktisk var lovgivende, dvs. de bestemmer, hvad du ikke må gøre. Det var ikke nedskrevet eller defineret præcist.
Jeg synes GAS-loven er en ekstrem absurd og ulækker lov, da den tager diskussionen væk fra borgerne, altså skænderiet henover hækken med din nabo. Lad os istedet håbe på, at skænderiet kan løse sig selv og worse case scenario, at det skal i retten.
KURATOR
Det lyder også som at følelse og lov har en sammenfiltret parløb. Noget man normalt ser som noget adskilt, fordi lov er sådan noget håndfast noget og følelser noget sfærisk noget. Og parløbet er både i nedskrivning og oprettelsen af loven, men også i selve effektueringen af den.
KUNSTNER
Og så er følelsen faktisk fjernet i loven selv. Det har vi set gennem Law Shifters på Nuuk Kunstmuseum, at det starter med de her søde følelser fra børn, også fra voksne, hvor der er en masse håb og angst i teksten. Det bliver fjernet, når man oversætter til juridisk retssprog. Som advokaten, vi bruger, i Nuuk skrev, så er følelser ikke definérbare værdier.
KURATOR
Jeg har været optaget af Kants pædagogiske paradoks. Al pædagogik, undervisning, socialisering, opdragelse ligger på en linje mellem den ultimative tvang og den ultimative frihed. Ingen af enderne virker i deres reneste form. Al pædagogik er altid en afvejning og en konstant diskussion mellem de to yderpunkter.,Og det er dét, jeg synes er uhyggeligt lige nu, at vi mangler diskussionen af, hvorfor er tvangen nødvendig, og er den i virkeligheden det?
KUNSTNER
Den er ikke nødvendig. Jeg er jo ikke jurauddannet, men jeg synes det er indlysende at se, at det ikke er nødvendigt. Man kan sagtens skrive en lov der vil sige til befolkningen, I må ikke gøre det her, så bliver I straffet, men vi skal også have beviser for, at I har gjort noget.
KURATOR
Det er også udtryk et manglende overblik - vi kan ikke tale imod corona lige nu. Vi ved, at det højst sandsynligt ikke skader størstedelen af befolkningen, men vi mangler stadig overblik. Det manglende overblik bliver undskyldningen for nødvendigheden, fordi det kunne være en potentiel farligt, men vi ved det ikke.
KUNSTNER
Det er jo sådan de formulerer terror. Èn person har opført sig suspekt, og de behøver ikke have beviser for det, de kan bare sige” din adfærd er suspekt lige nu, og vi sætter dig i fængsel”.
KURATOR<
Dét, der også er uhyggeligt er, hvor tit kan man trække undtagelseskortet? Det skal forhåbentligt diskuteres om en måned eller to, når denne pandemi er aftaget. Var det nødvendigt? Hvis den diskussion ikke kommer, så står det skidt til med det danske demokrati.
KUNSTNER
Vidste du, at naziregimet faktisk var én lang undtagelsestilstand og faktisk var ulovligt hele vejen igennem. Hitler lavede nogle love som bypassede hele grundloven, så han havde frit spillerum i de 13 år han sad. Hele naziregimet var en lang state of emergency.
Jeg tror, at undtagelseslove har været i gang meget længere tilbage i historien.
KURATOR
Jeg tror heller ikke ikke man havde lyst til at bo i middelalderens Europa, da der udbrød pest og under, hvad magthavere indførte af undtagelsestilstande dengang.
KUNSTNER
Så spørgsmålet er, hvad er love og nytter de noget. Ja det synes jeg. Jeg tror på, vi bliver nødt til at have noget, der hedder lov, men jeg er ikke så dum, at jeg tror, at vi har rettigheder. Det kan godt være vi har en lov, men det er ikke sikkert, den bliver implementeret og brugt. Det ser vi også i Law Shifters, at folk skriver love, vi allerede har. 40 % af de love, der kommer ind, har vi i forvejen. Det er mere uhyggeligt, at de ikke ved, at de har dem.
KURATOR
Hvad er det bedste lovforslag du er stødt på gennem Law Shifters?
KUNSTNER
Jeg har haft en løbende samtale med Bjarne Sode Funch som er uddannelsespsykolog ved Roskilde Universitet. Han har sagt, at han bedre kunne lide workshops’ne end lovmaskinen. Når folk kommer ind i museet og kun møder maskinen er processen for hurtig - og det synes jeg, han har fuldstændig ret i. Man skriver bedre lovforslag, når man har mere tid, snakker sammen, har haft en workshop og har mødt reelle situationer. Så de bedste lovforslag er kommet, når samarbejdet med advokaten har været længere.
I 2017 arbejdede jeg med 200 flygtninge i Mulhouse - jeg havde en udstilling på Mulhouse Kunsthalle - hvor jeg samarbejdede med fem advokater. Der kom et ydmygt lovforslag, som gerne ville have, at den instans, som skal give ja eller nej, om man som flygtning må blive i Frankrig, kunne spredes ud over de mindre byer. Sådan at man, som en person med ikke så mange penge, ikke behøvede at tage til én af de dyreste byer og sove på gaden for at få ja eller nej. Det rørte mig, hvor ydmygt og præcist det var. Den var så reel, at jeg tænkte den må sgu da kunne gennemføres hurtigt.
Lige nu ville den smukkeste lov for mig være, at regeringen sagde “ vi forbyder medicinalfirmaer at profiterer på denne her krise”. At medicinalfirmaer og private firmaer skal blive statslige på de produkter, der har den almenes interesse, og de kan ikke blive betalt mere end en hvis procentdel af deres omkostninger for at producerer det.
KURATOR
Istedet for at gå efter borgernes rettigheder, burde politikerne måske se på, hvilke firmaer, der profiterer på denne krise og lade dem tilbagebetale en del af overskuddet til samfundet.
KUNSTNER
Frankrig har lige indført en pensionslov imod befolkningens interesser, fordi de fandt en gammel lov, som de kunne bruge til at få gennemført denne lov med. Det er jo det, der kan ske, at nogle love kan være skadelige, hvis man ikke fjerner dem. Så jeg er meget nysgerrige på dette solnedgangsklausul. Om loven bare fjernes uden at efterlade nogle spor.
Vi skåler lige en sidste gang - jeg har lige en slurk tilbage
KURATOR
Vi skåler for solnedgangsklausuler
KUNSTNER
Det tager et helt år for solen at gå ned.
KURATOR
Om sommeren går den slet ikke ned i Grønland
AT VÆRE (U)SYNLIG
Hvad finder du, når du rejser mod nord?, spørger pianisten Glenn Gould i “The Idea of North” - en gammel radiomontage. Du finder dig selv, svarer han. Måske gælder dette også enhver anden retning, hvor du flytter dig fra noget kendt over i noget ukendt, fra det vante til det uvante.
- Det er så skørt. Jeg har aldrig set mig selv som dansker før jeg satte min fod i Nuuk og flyttede ind, siger kunstneren Gudrun Hasle og griner, indtil da har jeg jo kun været kulturborger.
Hun sidder med sit sytøj, et værk, foran sig. Et patchworkbroderi med sætningen “jeg sidder på mine hænder” og en tegning af en hånd, som står op af sædet på en stol.
Vi er i Gudrun Hasles stue på Tuapannguit i Nuuk med udsigt til Godthåbfjorden og Nordlandet. Jeg har inviteret mig selv på besøg - til et interview om at være dansk kunstner i Grønland og om processer og kunst i det offentlige rum. Gudrun hiver skitsebøger ned fra hylden fra de sidste 10 år. Her kan man, siger hun, finde alle hendes værker i forskellige udgaver som skitser.
- Jeg har jo øvet mig igennem mange år i at lytte til mine følelser, til mine sanser og til mine tanker. Hvis jeg begynder at tænke på et eller andet, så handler det om at følge efter. Det lyder skørt at sige, at man øver sig i at lytte, men jeg tror, at de fleste mennesker skubber mange følelser væk. Jeg tager dem frem og tænker “nååh det kunne være interessant”.
Gudrun griner og sammenligner sig i den kunstneriske proces med en drone, som får øje på en interessant følelse og hapser den. To mennesker er hun; én der føler og lever, og én der med et skarpt overblik peger følelserne ud og koncentrerer dem.
- Jeg lytter til, hvad jeg selv føler for, i princippet, at kunne sætte ord på, hvordan det er at leve. Jeg prøver at analysere det overordnet; hvad kunne være være interessant, hvis andre så det, havde den følelse eller kunne genkende den. Og så skriver jeg den ned. Udover det så bruger jeg ret meget tid på at se på kunst - at få indtryk fra andre.
Gudrun Hasle flyttede til Nuuk for 1 1/2 år siden med sin familie. Hun er en etableret og efterspurgt kunstner i Danmark. Hendes værker tager udgangspunkt i hendes egne bearbejdede erfaringer, følelser og sanser, i sproget og ofte med kroppen, som det konkrete, hvor alle disse flydende og ikke-manifeste følelser og sansninger kan placeres eller kortlægges. Hun arbejder med det bløde og hårde på én gang. Med manifeste, til tider hårdtslående, sætninger og udsagn sirligt og langsommeligt broderet eller syet på stof i dæmpede farver.
MOTIVET
Danske kunstnere har berejst, opholdt sig i og boet i Grønland siden midten af 1800-tallet. Nogle ved tilfældigheder, andre på ekspedition og andre igen med et formål. Grønland har været og er et yndet motiv for kunstprojekter. Gudrun Hasle er hverken på ekspedition eller er her med et specifikt motiv eller formål for øje; hun bor her med sin familie og er kunstner. Jeg spørger hende, om Grønland påvirker hendes kunst - et spørgsmål hun også tit får i Danmark.
- Jeg kommer jo ikke til at tage billeder eller male fjeldene og sneen og sådan noget. Men jeg tror, at der er nogle følelser, som jeg ikke ville havet registreret, hvis jeg ikke havde været her. Det er svært at sige, fordi værker er sådan nogle langsomt voksende ting, der ligesom bevæger sig igennem forskellige led. Måske kommer der understrømme.
Danmark og Grønland er et kompliceret forhold - som dansk og grønlandsk er det i dagligdagen i Nuuk. Som dansker kommer man med en kolonihistorie, en historie som måske først bliver synlig, idet man bosætter sig i Nuuk - også selvom ens aner ikke går tilbage til Hans Egede, og også selvom, at man ikke var dansk politiker i 1950erne og 60erne og tog en masse beslutninger på Grønlands vegne. Måske bliver Grønland endda først synlig, når man flytter hertil.
- Der er mange forskellige følelser i det. Man opdager, hvor mange danskere der er her, og hvordan man bliver set. Man kan ikke undgå at komme ind i den der os-og-dem, og man skal hele tiden passe på os-og-dem, og man hører sig selv sige os-og-dem. Jeg kan slet ikke have, når jeg opdager, at jeg kommer til at sige det. Jeg har lyst til at udviske linjen og gøre mig usynlig, så jeg kan bevæge mig ind over linjen; så der ikke er et os-og-dem.
AT VÆRE
Over sommeren 2019 blev fem flag af fem forskellige kunstnere hejst foran Holms Hus; en idé af Gudrun Hasle, som hun kuraterede i tæt samarbejde med Nuuk Kunstmuseum og undertegnede. Holms Hus ligger på Aqqaluks Plads i Nuuk med udsigt til kolonihavnen og statuen af Hans Egede og med udsigt til Selvstyretårnet - og så er det et af byens første selvbyggerhuse. Umiddelbart er det at hejse et flag en stærk markør. Med et flag signalerer man noget. Gudruns flag var blåt med et brunt og et blåt øje syet på den ene side - og på den anden stod udsagnet “jeg vil garne være usynlig”. Det var opstået af mødet med Grønland, at flytte hertil og blive en del af samfundet; at bære sin nationalitet og dens kolonihistorie med sig og at ønske at udslette den.
- Det var en meget konkret oplevelse; grønlændere hilser ved at se hinanden i øjnene. Det er jeg ikke vant til fra Nørrebro. På Nørrebro, når man hilser, eller hvis man viser respekt, så kigger man væk; nu skal jeg ikke komme og mase mig ind på din bevidsthed. I Grønland er det noget helt andet. Det er selvfølgelig et lille samfund, men det er også en anerkendelse, at alle folk kigger én i øjnene. Det var virkeligt grænseoverskridende for mig. Så det var et ønske om både at udslette min egen nationale identitet, men også at det var hårdt at blive set på hele tiden.
Gudruns manifeste udsagn bærer forskellige følelser, modsætninger og understrømme med sig. Flaget var også en stille refleksion over selvmordet; over alle historierne om selvmord i dette land og over egne erfaringer, både i familie, vennekreds og fra sig selv.
- Jeg forsøgte selv selvmord, da jeg var yngre - og den følelse af, at man bare havde lyst til at viske sig selv ud, ville jeg også gerne have med. Der kommer en modsætning, når man skriver det så stort, at det ikke bliver usynligt. Nogle af de følelser, man har, når man gerne vil begå selvmord er jo, at man vil gerne være usynlig, og samtidig vil man gerne ses.
(U)SYNLIG
Flagene vejrede hver dag sommeren over mellem selvstyre, koloni og mission i haven ved Holms Hus. Måske fik den nogle forbipasserende i det offentlige rum til at kigge op, undre sig, måske til at gå ind i haven, læse om flaget og finde ud af, at det var et kunstværk. Måske satte det bearbejdede afrikanske ordsprog “Until the lion has his historian, the hunter will always be a hero” fra Jeannette Ehlers flag tanker i gang om, hvem der skriver historiebøgerne, hvilke stemmer bliver hørt og får lov at fortælle om for eksempel Grønland. Måske fulgte nogle med i kæbernes udvikling gennem Klara Hobzas tre flag. Eller kiggede en ekstra gang efter Miki Jakobsens canadisk grønlandske flag. I hvert fald faldt Johan Martin Christiansens flag nogle for brystet, og flaget forsvandt fra flagstangen på en stille søndag. Gudrun Hasle elsker kunst i det offentlige rum.
- Det offentlige rum er absolut det mest demokratiske rum, der findes, fordi alle bruger det; rige, fattige og hjemløse, folk med stort overskud og folk med meget meget lille overskud. Alle kommer forbi.
På Nationaldagen indtog Gudrun sammen med borgere og besøgende gaderne i Nuuk med en drømmeparade. Igen et spil imellem det konkrete og manifeste - paraden - og drømmene som det bløde og ikke-manifeste. I ugerne op til havde hun afholdt workshops i forskellige offentlige rum samt på byens skoler, hvor børn og voksne havde produceret stofbannere med deres drømme på. Paraden gik gennem byen fra Kulturhuset Katuaq til Kolonihavnen, hvor der på Nationaldagen festes og holdes taler.
At en kunstner, der med sin nationalitet bærer på en kolonihistorie, laver flagprojekt og afholder en parade i det offentlige rum i Nuuk virker umiddelbart, som kunne det være en manifestion og en provokation. Alligevel vil jeg argumentere for, at Emanuel A. Petersens romantiske landskabsmalerier og skildringer af Grønland er langt mere provokerende end Gudrun Hasles kunst i det offentlige rum. Jeg spørger, om Gudrun har tænkt over, at hun som dansk kunstner kommer til Grønland og sætter et flag.
- Hvis jeg skal leve og agerer her i Grønland, så bliver jeg nødt til ikke kun at komme med mig og mit syn på verden, så jeg bliver nødt til at stille mig rådighed. Som med bannerne - stille min kunstneriske praksis til rådighed for andre, hvis det giver mening at sige det på den måde. Man bliver nødt til at finde en måde at være i det på. At man er lyttende og i dét producerer ting, men ikke være fortolkeren. Man kan måske være lytteren, som fortolker, hvad jeg selv føler, idet jeg lytter. Det er ret indviklet, men også ret interessant. Jeg planter et flag, hvor der står, at jeg gerne vil være usynlig, men sætter det ikke bom! ned. Den der maskuline måde at agere som kunstner giver slet ikke nogen mening i denne sammenhæng.
Kunsten bliver en dialog, med Gudrun Hasle som ramme- og iscenesætter, men med flere stemmer. Den bliver ikke en skildring eller en ensidig stemme, som Emanuel A. Petersen, Grønlandsmalere, ekspeditionsmalere og mange kunstnere helt op til i dag endte med at være. De kom altid udefra, for at skildre det indefra, men sjældent fik de stemmerne med. Oftest producerede de deres kunstværker i atelierer tilbage i Danmark - selv i dag er Grønland for nogle fotografer og kunstnere et yndet motiv.
- Jeg ville slet ikke kunne arbejde på samme måde, som jeg gør i Danmark. På den måde er det også en gave, at jeg er nødt til at omkalfatre hele min bevidsthed om mig selv og det land, jeg kommer fra. Jeg bliver nødt til at acceptere, at jeg kommer fra Danmark for eksempel, siger Gudrun og griner, og det er jo osse en fed ting at tvinges til.
Det omvendte piratflag
Flag er en markør, en identitet, en nationalitet, et design eller noget man signalerer med over afstande. Der er sat flag på månen, på Nordpolen og i folks haver vejrer flag på flagstange. Der er fødseldagsflag, fodboldflag og bedeflag og mange mange flere.
At hejse et flag kræver snor og knuder. Flag kan falde ned, som da Miki Jacobsens flag med flagsnoren lagde sig ned på jorden. Flag kan “blæse” væk, som da Jóhan Martin Christiansens flag en stille søndag var som blæst, forsvundet fra flagsnoren uden at vende tilbage. Flag kan blive vindblæste, rives itu eller falme i solen – men den arktiske sommersol var ikke skarp nok til at gøre Gudrun Hasles flag usynligt.
Kunstprojektet FLAG//ERFALASOQ ville hverken erobre Holms Hus, ej heller markere nationalitet eller identitet. Det vil skabe tanker eller refleksion over flag - hvad det er og kan være - eller omvendt stille det åbne spørgsmål, hvad sker der, når vi hejser fem kunstværker op i en flagstang hver dag. Gudrun Hasle var idémager og kurator; Nuuk Kunstmuseum var samarbejdspartner og medkurator. Over sommeren 2019 blev foreløbigt fem kunstnere inviteret til at skabe et kunstværk som flag eller et flag som kunstværk.
Klara Hobza var fjerde kunstner i rækken. Hendes flag blev hejst i flagstangen ved Holms Hus gennem september måned. Klara Hobza (f. 1975) er fra Tjekkiet, men er i dag bosat i Berlin.
Hendes flag var ikke et, men tre flag. Over tre uger kunne man gennem Hobzas flag følge kæbernes og tændernes udvikling fra 6 måneder over 6 års alderen til 12 år. Som et naturstudie havde hun detaljeret tegnet den blottede kæbe fra den udvikles til den er udviklet, og forfaldet kan begynde. Det er mennesket som art, Hobza portrætterer, ikke som individ eller unikum, men mennesket som del af dyre- eller sågar planteriget. Dét som opstår og forgår, som er en del af en livscyklus.
Naturstudiet eller at tegne efter naturen - både for at opdage og for at optegne - tegnes oftest in situ med det tegnede foran sig, dødt eller levende, og i små størrelser, som kan rummes i notes- eller tegneblokken. Hobza havde i sine flag blæst studiet af menneskets kæber og tandudvikling op i stor størrelse. Forlægget, tegningen som er trykt på silkestof, er dog tegnet i en transportabel A4blok. Hobza har tegnet menneskets kæber, som hun ville tegne naturstudier i naturen af både det levende og det døde, dyre- samt plantearter.
Kæbestudierne var trykt på hvidt silkestof. Et umiddelbart fint og sårbart materiale - ikke et man forbinder med sol, vejr og vind og hvad et flag ellers udsættes for i en arktisk egn. Men sårbarheden er en pointe for Hobza - at vejr og vind netop sætter sit aftryk på flaget og tegningen. Denne sårbarhed eller udsathed opfatter Hobza som en styrke; for hende viser indre styrke sig oftest gennem netop sårbarheden. Silkematerialet gjorde flaget blødt i vinden, af og til næsten til at overse. Flaget smældede ikke, men med dets sort optegnede kæber, var det alligevel ikke til at overse.
Naturstudiet, ligesom landskabsmaleriet, kan som et flag ses som erobring af land eller sted. Videnskab og kortlægning af områder er brugt til at gøre krav på, kolonisere eller erobre land og områder. At tilegne sig en natur, at lære den at kende, betræde og navngive er markering og erobring, men også nysgerrighed, forståelse og et levevilkår. At forstå hvor vi kommer fra, hvad vi er en del af, og hvor vi skal hen.
Flagene er Hobzas version af et omvendt piratflag. Hun tror på den vildtvoksende eksistens af liv, som ikke holdes tilbage af regulativer. Piratflaget signalerer en opposition til det regulerede og ordnede. Det er tilsidesættelsen af lov og orden, af regler og det samfundsmæssigt normative. Det signalerer det modsatte af, hvad et nationalt flag eller et designet identitetsskabende flag symboliserer, hvor oftest en ordnet magt eller et sammenhængende og samlende narrativ ligger bag.
Hobzas definition af piratflagets anarkisme får i hendes silkeflag et udtryk af noget råt og uskyldigt. Det detaljerede studie af kæbens stadier er udviklingen af livet fremfor piratflagets sort-hvide signal om afviklingen af liv. Det hvide silke repræsenterer for Hobza livets renhed - livet i sig selv - modsat piratflagets sorte destruktion.
Det detaljerede studie af menneskets kæbe i udvikling fremhæver noget fællesmenneskeligt; dét vi som art, alle er en del af, uanset individuelle træk, profil, ego og særlige egenskaber. Hvor piratflagets anarkisme er splittende, spredende og destruktiv, er Hobzas omvendte piratflag med menneskekæbens udvikling samlende. Vi er som mennesker en del af en menneskeart, som opstår, består og forgår.
Mytemails
Her begynder vi - et spørgsmål om dagen, ellers koster det kage. Jeg finder spørgsmålene hen ad vejen, som du svarer. Alle spørgsmål og svar finder sted midt i livet - det er ikke et interview, hvor vi har taget en rum tid ud til at snakke i. Denne korrespondance foregår midt mellem alt andet; forberedelse til udgivelse, projekter, venner, snestorm og glatte veje.
Sådan begyndte en mailkorrespondance med Maria Kreutzmann om væsnerne og bogen Bestiarium Groelandica. Under udarbejdelsen af bogen, havde jeg mange samtaler med bogens forfatter, redaktør og projektmager Maria Kreutzmann; om myterne, om bogen og researchen til bogen. Samtalerne fandt sted i arbejdssammenhænge, på vej til og fra arbejde, eller tilfældige steder, vi mødtes og faldt i snak. På et tidspunkt spurgte jeg Maria, om denne samtale ikke skulle finde sted over mail, og at denne mailsamtale derefter blev til en uredigeret artikel. Maria sagde med det samme ja.
Der gik dog flere måneder, før jeg fik sat gang i mailsamtalen - først en uge før den grønlandske udgivelse af bogen. Og selvfølgelig blev korrespondancen afbrudt; nogle dage kostede kage, andre gik bare med andre ting. Her kommer korrespondancen – renset for smileys – ellers i fuld længde og i den rækkefølge spørgsmålene og svarene kom. Undertegnede spørger. Maria svarer.
Titlen kunne vel oversættes bæster fra Grønland - hvor fik du idéen til titlen, og hvorfor latiniseringen?
Ideen til titlen var faktisk ikke min ide, men et genialt påfund fra Julie Kondrup, der arbejdede for Milik. Tidligt i processen, havde jeg insisteret på at jeg gerne ville have bogen udgivet på 3 sprog (til at starte med), og at det skulle være hvér sin bog, og ikke tre sprog samlet i én - ellers ville vi ikke kunne have så meget info med i bogen, da vi var begrænset af sideantal, og illustrationerne ville allerede fylde meget. Hun foreslog den latinske titel, da den som overtitel ville fungere på ALLE sprog, også hvis den engang i fremtiden skulle bliver oversat til andre end de 3 første.
Hvis vi nu kalder dem bæster - eller hvad kalder du dem? Myte- eller sagnfigurer, overtro eller noget der bare er? Hvilket bæst identificerer du dig mest med og hvordan?
Vi kalder dem væsener, da de både kan være skræmmende, dødelige, groteske OG fjollede og hjælpsomme. Og det bedste er, at de funktioner ofte krydser ind over hinanden; så et væsen, der er er dræbende, kan også være nuttet! Jeg tror helt klart at jeg identificerer mig mest med Asiaq (selv om jeg ikke vil være helt ved det), og har også fået lavet en tatovering for at hylde hende af samme årsag. Der er noget vildt, men samtidig tragisk over hende, og så er hun jo noget af en bosslady!
Disse væsner - hvordan har I fundet frem til deres historier, til fortællingerne om dem? Jeg tænker, at fortællinger om de enkelte væsner også nogle gange må være modsatrettede og forskellige. At de ikke har en samlet fortælling, men mange...
Vi startede sådan set fra en ende af; vi lavede en liste over de mest kendte mytesamlinger, og så gik mit research-team (Ujammi som er historiker ved nationalmuseet, og Robin og Qivioq som begge er kultur- og historiestuderende) og jeg ellers igang med at læse. Undervejs udvidede vi listen, og så lavede vi det vi kaldte et "Sonne-tjek". Birgitte Sonne, som er en af de mest kendte moderne grønlandsforskere, har lavet en online database med 2500 myter inde på Arktisk Instituts hjemmeside. Den har en søgefunktion, som vi benyttede os rigtig meget af! Men ingen roser, uden torne; navnene på væsenerne er skrevet med enten moderne eller gammel retstavning, og på mange forskellige måder også, alt efter hvor i Grønland (eller hvornår) de er indsamlet. Så nogle gange kunne vi simpelthen ikke finde særlig meget info på en enkelt figur, hvis vi ikke vidste præcis hvordan det var indført til at starte med. Og tro mig, vi prøvede MANGE navne af!
Og jo, rigtig mange af mytevæsenerne havde mange modstridende oplysninger. Et godt eksempel er Amu og Aajumaaq, to meget kendte figurer i Grønland. Vi fandt optegnelser, hvor deres individuelle udseende og færdigheder simpelthen var byttet rundt. Og de var ikke de eneste, hvor dette skete. I sidste ende besluttede vi, at hvis en figurs færdigheder og udseende dukkede op flere gange, selv hvis der var en anden figur, der havde de samme færdigheder, så måtte færdighederne og udseende med rette tilhøre den figur, hvor det blev nævnt flest gange. I nogle tilfælde blev en figur kun nævnt forbipasserende i en enkelt sætning, og andre gange er det dét, som historiefortælleren virkelig har fokuseret på. Derfor er der også nogle figurer i bogen, som kun har meget lidt information, og andre der har meget.
I Grønland elsker man gyset og spøgelseshistorierne - samtidig med, at man, når man samles, har let til latter og griner sammen. Det samme ligger i disse væsner - det humoristiske og det uhyggelig. Hvilket væsen er det mest fjollede, som får dig til at grine?Og hvilket væsen er det mest skræmmende, som får det til at løbe koldt ned af ryggen på dig?(Eller er det i virkeligheden forkert at drage et skel på denne måde, da alle væsnerne indeholder begge dele?)
Jeg tror det væsen jeg griner mest af, er 'Katsiia', som faktisk startede med at være en ond, ond åndemaner, og så fik hugget hovedet af. Hendes hoved ligger så i en isrevne og råber af forbipasserende, hun kan ikke noget andet. Der er et eller andet lidt tragikomisk ved at hendes hoved bare ligger dér, uden at det er farligt overhovedet. (no pun intended) Alle figurerne er i større eller mindre grad i stand til at forvolde skade, selv de små, fjollede Iseqqat; de kan finde på at kilde dig, men det kan de så til gengæld gøre til, du dør! Katsiia kan ikke andet, end bare ligge der og være sur…
Den der skræmmer mig allermest, er og bliver 'Ikusik (Den på albuerne) eller 'Qarlimaatsoq' (Dødningen). Jeg er vokset op med begge, og at jeg som voksen stadig er lidt mørkeræd, det er jeg overbevist om er deres skyld - og jeg tror aldrig, jeg gror fra det! Da jeg voksede op, var det helt klart spøgelserne og de døde, der overvejende var dem, der blev fortalt om. Og den dag idag, er det stadig også det, jeg mest hører om fra mine voksne venner.
En tanke - hvis man kan tale om en grønlandsk folkesjæl, så består den måske af lige dele gys og latter; det samme som ligger i disse væsner. Man samles om spøgelseshistorierne, de er konstant til stede - og man samles om latteren. Så udover at de bebor den fysiske grønlandske natur, er deres natur eller træk også tilstede i dag, hvis man sige det således, blandt menneskene...
Den tanke har du helt ret i, og Ujammi kommer også rimelig godt ind på det i hendes kapitel om Grønlands historie. Den verden vores forfædre levede i var utilgiveligt barsk, og man måtte vel nærmest finde hvad som helst at grine af i de lange, mørke arktiske nætter.
Illustrationerne er digital art - er det rigtigt forstået? - hvad er der for en kunstform og hvorfor var den ifølge dig specielt egnet til denne bog og disse væsner?
Jeg var dybt fascineret af tegneserier, da jeg var lille, og voksede op med læse næsten alt, hvad jeg kunne få fat i. Det var alt fra jumbobøger og basserne, til Elverfolket og X-men. Da jeg så kom in på The Animation Workshop, blev jeg introduceret til concept art; concept art er bare en måde at udvikle en visuel ide, og KAN være til tegneserier, film og spil og deslige, men bliver også brugt i arkitektur og design. Det kan både være rimeligt råskitset, men også færdige billeder. I det her tilfælde lænede jeg mig op af creature-concept-design. Ved at gøre det, følte jeg, at vi fik trukket væsenerne ind i det 21. århundrede, og fik lavet nogle helt unikke versioner. Versioner som jeg håber vil inspirere andre til at prøve at lave deres egne.
Her kommer et spørgsmål, som blev til flere...Hver illustration kan man også kalde en fortolkning af væsnerne. Hvad er der sket med væsnerne i denne kunstneriske proces - har de forandret sig? Hvad overraskede dig ved illustrationerne? Jeg tænker, at nogle af væsnernes egenskaber og træk i den illustrative fortolkning bliver forstørret eller formindsket. Er illustrationerne en fortælling i sig selv?
Det er svært at sætte en finger på hvad der overraskede mig mest, da jeg havde det som at åbne en julegave HVER gang kunstnerne sendte mig nye ting. Ud over en enkelt tegning (Asiaq), bad jeg dem om ikke at referere til de tegninger, som vi allerede kender så godt her i landet. På den måde var de en smule tvungne til kun at lade sig inspirere af de fysiske beskrivelser, og jeg syntes det gik rimelig godt! Grunden til at vi kiggede på Kârales (Andreassen, red.) tegning af Asiaq, var fordi at mange af beskrivelserne er modstridende med hinanden, når det kommer til hendes ansigt; nogle gange er det at elementerne i hendes ansigt sidder på tværs, andre gange er det beskrevet som at sidde på hovedet. Jeg fik nogle fantastiske skitser fra Jonatan, der lavede tegningen, og han fik lov til at kigge på den oprindelige tegning, netop fordi den er så ikonisk.
Jeg ved ikke helt hvordan processen for kunstnere var, men for mig selv kan jeg kun sige at hver tegning var et eventyr! Specielt da jeg skulle lave de 23 stregtegninger, var det virkelig sjovt at sidde og prøve at fortolke de (nogle gange meget få) oplysninger det var! Specielt fordi mange af dem ikke er visualiseret før, så det lå helt frit, hvordan jeg så den, når jeg læste teksten.
Udover at fortolke det skrevne til et visuelt udtryk, hvordan har kunstnerne så helt konkret skabt illustrationerne, med hvilke teknikker - på computer, i hånden, begge dele?
De fleste af tegningerne er lavet digitalt, men der er en enkelt der er lidt mere mixed medium (Equngasoq). Kunstnerne har som regel lavet en skitse (enten i hånden eller digitalt), som de så har sendt videre til mig. Så har vi som regel snakket lidt om dem, hvorefter de har færdiggjort dem digitalt. Nogle gange var processen lidt hurtigere, hvor kunstnerne sendte mig noget der var lidt mere færdigt, specielt efterhånden som de begyndte at lave flere og flere, og vi begyndte at forstå hinanden og processen godt. Sidst i forløbet modtog jeg et par stykker, der var stort set færdige, som blev godkendt med det samme, af nogle af de kunstnere, som lavede rigtig mange billeder.
Alle kunstnerne har hver deres helt unikke måde at farvelægge og outline deres værker, hvilket jeg syntes er meget tydeligt og en super fed oplevelse, når man bladrer i bogen! Når man tegner og farvelægger digitalt, har man muligheden for at lave en variation af 'brushes' i de respektive programmer, og hver kunstner har deres helt egne ynglingsbrushes, som de kan ændre og variere. Man kan hente mange 'brush-sets' på nettet, fra andre, der laver og deler dem. Jeg har også en samling i photoshop, som jeg føler mig mest tryg ved, og læner mig op af hele tiden.
Det slog mig, da jeg læste bogen, at væsnerne også er en slags verdensbillede eller forklaringer på naturen, mennesket, dets eksistens og det derimellem. For eksempel tænkte jeg, at væsnet Kiiappa kunne være en forklaring på epilepsi eller lignende. Har du haft lignende tanker - at væsnerne var forklaringer på tilværelsen?
Én jeg synes, der er meget sigende som forklaring, er Akueqqutit, som fungerer som en slags omvendt Jesper Fårekylling. Væsenet følger dig og får dig til at tage dårlige beslutninger, beslutninger, som du selv godt ved er dårlige, men du gør det alligevel. I en verden, hvor man var afhængig af, at man tog beslutninger for fællesskabets overlevelse, kunne det sikkert undre, når et individ gjorde noget egoistisk eller noget, der skadede gruppen. Dårlige og onde beslutninger kunne vælte et helt samfund, og der var næppe særlig stor forståelse for psykologien, der kunne forklare hvorfor mennesker gjorde som de gjorde. Der VAR bare ikke andre forklaringer, end at der måtte husere en ond ånd, der fik individer til at gøre slige ting. Måske forklarede den også andre psykiske lidelser, ting, som vi først er ved at forstå i det 21 århundrede, og som der bare ikke var simple forklaringer på dengang.
Jeg har funderet lidt på navnene, som du fortæller i kilderne godt kan være forskellige; altså de beskrives ens, men hedder noget forskelligt. Alle de her væsners navne - kender du til, at nogle af navnene indgår i det vest-, øst- eller nordgrønlandske sprog i dag som udtryk, ordspil eller på andre måder; altså har de andre dagligdags betydninger? Hvilket navn har undret dig mest?
Uha, i forhold til ordspil på Grønlandsk, er mit ordforråd desværre lidt for begrænset. Men jeg morede mig en del over nogle af navnene, mest fordi det var så forskelligt om de var symbolske, eller om de var super bogstavelige. Eksempelvis er der Ikkillineqanngeqqissaartoq; den direkte oversættelse er vitterligt "Den der aldrig bliver sløv", og det er et væsen med en skarp sav på ryggen. Så den er altid skarp. Og så er der Kisermaaq, hvilket betyder "Den ensomme". Det navn virker meget mere symbolsk og filosofisk, hvor mange af de andre navne er mere beskrivende på udseendet. Jeg tror personligt det er noget, der er opstået subjektivt for fortælleren - nogle har syntes, at den fysiske beskrivelse har været vigtig, andre har dykket dybere ned i figuren og på en anden måde.
Jeg kan huske en samtale med dig for et halvt år siden på vej hjem fra en kaffemik. Du fortalte om, at du havde fundet en myte, som lignede havets moder, var det i Sydamerika? Mange af disse væsner, som fx havets moder samt tupilakken, er på mange måder ærkegrønlandske, men de er vel også universale – ligesom mange myter og sagn er?
Ja, da jeg var udvekslingsstudent i Florida tilbage i 2001, hørte jeg om en mytefigur kaldet Yemaya fra den Cubansk-afrikanske religion Santeria. Den måde, jeg fik beskrevet hende, var, at hun var hersker over vandet. De billeder, jeg blev vist, var en ung, men stor kvinde med langt hår, hvilket straks gav mig associationer til Sassuma Arnaa. Jeg har sidenhen lært meget mere om hende, og hun adskiller sig på mange måder fra Havets Moder, men samtidig er der jo nogle centrale temaer, der går igen, når det handler om kvindelige ånder; i Japan har man mange historier om kvindelige og feminine væsener, som handler om vand og havet, og man kan finde det i mange, mange historier overalt i mange religioner. At man associerer kvinder og vand er nok ikke så underligt siden fødsel og spiritualitet jo unægteligt hænger sammen, og det mytiske i at kvinder var forbundet til vand igennem dette giver god mening. Netop denne historie om Yemaya fik mig dengang også til at tænke på den måde, vi netop er forbundet i vores åndelige tro, trods lang, lang afstand, og jeg håber at finde mange flere røde tråde. Jeg har læst om Native American myter, Wabinaki fra staten Maine i USA, hvor man også snakker om Nordlys som åndelige væsener, der spiller bold! Og der er mange andre historier, ikke bare fra inuit-stammer, men længere sydpå, hvor Nordlys indgyder denne her samme ærefrygt, som vi har heroppe. Jeg tror, vores historier er bundet sammen, også på tværs af havene, tid og sted. Man skal bare finde brikkerne og prøve at samle det.
I Rovaniemi i Lapland til et seminar for arktiske museer her i efteråret, snakkede vi nordlysmyter, og det viste sig at fra samerne til Nordamerika over Canada til Grønland er der myter om Nordlyset - fx at de spiller bold med dit hoved, hvis du fløjter. En laplandsk afdød kunstner, Reidar Särestöniemi, hvis museum vi besøgte, havde den opfattelse, at det arktiske hele vejen rundt om kloden havde en meget til fælles på trods af de store afstande imellem dem.
Ja der er et eller andet omkring det med nordlys og vores fælles historier, jeg har også læst det samme.
Hvorfor skulle denne her bog og dette projekt skrives og laves?
Jeg lavede bogen, fordi jeg selv manglede den og ville ønske, at jeg havde haft den. Og fordi jeg så gerne ville se nogle moderne fortolkninger af vores væsener. Jeg håber virkelig, at folk føler sig inspireret til at lave deres egne fortolkninger, og laver noget der aldrig er set før. Og at de tager historierne og laver nye eventyr, fortællinger, film og i alle andre medier, der nu er. Eller i hvert fald bare husker dem, for væsenerne trænger til at blive husket og genopdaget, af både gamle og unge!
Angst og styrke – kvinder i kunsten
Kvinderne går igen i Jukke Rosings fotografier – både som myter og som motiver. Jeg mødte hende under Nuuk Nordisk Kulturfestival 2017 til en snak om kvinderne og om angst. Hun er i gang med at udsmykke kredsrettene i Grønland med den kvindelige gudinde for retfærdighed Justitia, og i udstillingen Assinga 4x4 var hendes værker fotografiske fortolkninger af Maliina, solen, og Sassuma Arnaa, Havets Moder.
De mørke sider af mennesket kunne de kaldes. Beslægtet med døden kaldes de sygdomme – til tider tabuiseret. Angst, depression og andre psykiske lidelser, der folder sig ud som huller at falde i.
Huller at falde i – afgrunde – men også dybder i livet, hvori skabelsen hviler; myternes stof er skabt ud af den kaostiske afgrund – det vidner den ene gudeverden efter den anden om.
Disse mørke sider har et tilhørsforhold til kunsten. Ikke nødvendigvis 1:1, måske nærmere en flirten, af og til en dødelig én af slagsen. Et kort kastet blik på litteraturen, musikken og kunsten historisk og nu bekræfter dette.
Livet består, fordi der er afgrunde at falde i og for foden af disse døden. Angst, depression og psykiske lidelser bevæger sig i livets grænseområder. De er hverken leg eller uskyldig flirten, de er heller ingen bevidst beslutning. De er.
ANGSTEN
- Størstedelen af gangene bruger jeg mig selv (i fotografierne, red.). Min angst har jo handlet meget om, at jeg ikke har haft kontrol. Så den kontrol jeg besidder, er den jeg skaber. Selv da jeg havde det allerdårligst, tog jeg billeder af mig selv. Og det virker måske, som var man selvforstærkende i ens lille ynkelige verden, men når jeg havde modet til at tage billeder af mig selv, så var det ligesom et punktum i det stykke; nu var jeg nået så meget længere.
Modellerne i Jukke Rosings fotografier er oftest hende selv eller én af hendes lillesøstre. Det handler om tryghed og kontrol, om at få det billede, det udtryk og den fortolkning, hun gerne vil have.
- Jeg har altid bildt mig selv ind, at det (fotografiet, red.) skal være i momentet, men der ligger jo altid enorm meget tankemylder bag, og så ender det med at blive opstillet i sidste ende. Der ligger mange søvnløse nætter iblandt mine billeder, og det er ikke negativt. Det er sådan en del af mit virke.
Jukke Rosing har udsmykket kredsretten i Grønland med en fortolkning af den romerske gudinde for retfærdighed - Justitia. Justitia bevæger sig i Jukkes fotografier i et grønlandsk landskab indsvøbt i et flyvende hvidt klæde, og hun manifesterer sig, når retfærdighede sker fyldest.
På udstillingen Assinga 4x4 udstillede Jukke Rosing fire fotografier, der var fortolkninger over havets moder – Sassuma Arnaa – og Maliina, solen.
- De er jo de udstødte – om de har valgt det selv eller ej. Maliina vælger at stikke af – Havets Moder bliver udstødt, hun bliver smidt i havet af sin far. Og de må jo besidde enorm stor sorg og enormt stort had.
STYRKEN
- Mine billeder handler også om bearbejdelse. Jeg tror, at det er derfor, at jeg vælger nogle historier, som måske kan afspejle det. Jeg ser utrolig stor skønhed i det halvulykkelige.
Jukke Rosing er vokset op med det grønlandske mytestof – hendes farfar, kunstneren Jens Rosing, er kendt for hans bøger, billeder og illustrationer. Selv siger hun, at disse myter kom ind med modermælken.
Hun har prøvet at fotograferer mænd, eller at bruge mænd fra myterne som motiv, men det gik ikke. Det er kvinderne, som forbliver hendes motiv. Fra myternes verden fortolker hun kvinder, som går så grumme meget igennem og vender denne grumme historie til en styrke. Det fascinerer Jukke Rosing:
- Det er jo enormt grumme historier, alligevel har de en utrolig styrke og vælger at vende deres historier om til en styrke, de kan bruge. Jeg har lidt af angst i mange år, så det med at finde styrke i ens svagheder er jo enormt smukt. Når man har haft noget, der ligesom har været ens downfall, så synes jeg, det er vigtigt at komme til et punkt i ens liv, hvor man kan bruge det til noget. Man skal ikke lade det blive ens endeligt, om ikke andet må det være en ny start.
- Da jeg var allermest syg, var jeg så ked af, at jeg aldrig kunne blive mig selv igen. Så var der én, der sagde til mig, at det bliver du jo aldrig - du bliver aldrig den samme, når du først har været nede og skrabe - og at det handlede om, at jeg skulle definere mit nye jeg – du har et nyt udgangspunkt.
The Silence of Friends
Denne artikel er anden ud af to artikler. Den finske kunstner Inkeri Jäntti var del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram 2017, og i de måneder hun boede i Nuuk var hun i dialog med kvinder, som havde traume efter seksuelt overgreb; et gennemgribende tema og afsæt i hendes kunst, som har rødder i eget traume. Hendes fokus er ikke stedsbestemt, hverken specifikt grønlandsk eller finsk, men hvad kunsten kan gøre med traume og tabu.
Denne artikel er skrevet af Inkeri ud fra en samtale med to kvinder i Nuuk. Samtalen bearbejdede hun i sin kunst, med kvindernes tilladelse og accept, og gav deres fortællinger et udtryk. Artiklen er skrevet på engelsk, og samtalen foregik på engelsk. Den første artikel er et essay over kunst og terapi og kan læses her.
Foto: Inkeri Jäntti hyrede danser Maliina Jensen til at være model i nogle hendes fotografier. De sejlede til Kangeq – en efterladt bygd lidt udenfor Nuuk – og fotograferede et æstetisk udtryk over traume inspireret af fjeldgængeren eller Qivittoq – dem som gik til fjelds eller forlod samfundet i skam eller skyld.
Text, photography and video by Inkeri Jäntti
Looking at them, you’d think nothing is amiss with these two women sitting with me in a living room in Greenland’s capital city Nuuk. These women who have been physically, sexually abused. Raped.
There, I said it. It’s a strong word.
“I was 12,” Julie, who is 47 now, says. “We were spending time after school at the youth center and a boy asked me to go back with him to our school. He had forgotten his backpack at the school gym and had a key. It was late and he said he was scared to go alone. I went with him because I knew who he was.” Julie has short, smartly cut black hair and glasses. She’s wearing a knitted scarf and matching handwarmers. They look like armour on her when she presses her palm on her chest, above her heart. “My heart is beating fast, when I tell this story. Almost nobody knows. Only my husband.”
I’m sitting with Julie at the home of 26-year-old Ann-Margrethe, Julie’s ex-boyfriend’s sister. I’ve already met Ann-Margrethe earlier, when she told me her story. Now she offered to act as an interpreter between Julie and me. Ann-Margrethe works in a local grocery store and rest of the time focuses on taking care of her one-year-old daughter Lily. Tonight Lily doesn’t want to go to bed and toddles around the living room, laughing loudly. She wants to look at photos of my cat on my iphone. “Avva!” she says and slides the touchscreen expertly to see another photo. “It means dog in Greenlandic baby language,” Ann-Margrethe clarifies. “But Lily says that about most animals.” When she goes to put Lily to bed, I sit with Julie who doesn’t know a lot of English. We trade some language tips, me trying to imitate the soft, throaty “q” sound of Greenlandic and she trying to roll out the hard “r” of Finnish. We laugh when we both fail.
It’s not an easy situation, describing to a stranger how somebody hurt your body and mind, took your sense of agency. But these women seem to do quite easily. Only when I ask how they feel, they reveal the difficulty. “I’m shaking, “ says Ann-Margrethe. But you can’t tell. She’s used to being strong and not showing her feelings. Just like the tens of thousands of other sexually abused women in the world, and in Greenland. Women must stay quiet and take it. “I’m always trying, “ she says. “You always have to try to hide it and be strong.”
A CULTURE OF LOOKING AWAY
“I think it is a cultural thing to have to hide it,” Julie says. “It’s a stigma on the house, if somebody has been raped. Especially if it happened inside the family. You can never reveal what’s wrong.
People will be afraid of what other people will say, will we ever get jobs again.” Rape is taboo. But only for the victim. The perpetrator doesn’t face any of the responsibility.
“It makes women here easy victims,” Ann-Margrethe adds. “The rapists know nobody will reveal it and their actions won’t have consequences. That’s why they keep doing it.”
When Ann-Margrethe was young, around six - she can’t remember exactly - she went to spend the night with her sister’s family. Her uncle also lived there. She hadn’t spent much time with him before and felt happy when he took special notice of her. “He took me to the store and bought me wine gums and cup noodles. It felt like I had a whole new family.”
In the evening, she shared a bed with her uncle and his children. During the night, she woke up to her uncle staring at her and reaching into her underwear. “I remember his heavy breathing. I tried to turn away from him and wait for him to leave. It felt like hours.” Eventually, he was gone and she ran to her sister to tell what had happened. She was told to go back to sleep and the problem would be dealt with tomorrow. “The next day, somebody beat my uncle up a little. But that was it. My family still talks to him. He doesn’t live that far away so I run into him often. I feel sick if I even see him.”
Both of these events happened a long time but to Julie and Ann-Margrethe, they’re still present in their lives daily. Both have suffered from depression and memories intruding on their lives for decades.
“I don’t remember exactly what happened at the gym.” Julie says. “The boy pushed me into the equipment closet and then I blacked out. Sometimes bits and pieces come back. I remember the smell of a cologne and sweaty man. I remember him holding my hands behind my back like the police do when they arrest someone. He was my cousin’s best friend.”
Ann-Margrethe interprets most of my questions as we don’t share enough common language with Julie to talk more than about the snow situation in Nuuk. The two women sit on opposite sides of me, talking in Greenlandic and I watch as Julie’s face moves with her story. She doesn’t cry and she’s not dramatic but sometimes she pauses and I see the inner struggle.
“When it was over, I asked him why did it. He didn’t say anything, just pushed me out.”
For a long time, Julie didn’t tell anybody. She went on to live a turbulent teenage life where everything around her made her angry. She lashed out at others, loving it when she could make somebody else angry. “It felt like they were expressing my anger and for a moment, I felt relief.” She studied to be an accountant and later on a social worker. She now works in a small home for the handicapped, taking care of two patients suffering from a very rare syndrome. She says she loves her work. “For the first few weeks I was a bit lost. But then I knew this is the right job for me.”
FLASHING BACK TO THE PAST
Many feelings follow sexual abuse and trauma, such as shame, depression and contrarily enough: feeling numb as well as uncontrollably aggressive. Anger is often difficult to feel and express after rape but it’s very present in both Ann-Margrethe’s and Julia’s stories. “I hate wearing too tight pants,“ Ann-Margarethe says. “It makes me feel like his hand is still in there. Sometimes that makes me angry and I get irritated with my mother and my boyfriend.” I feel glad, in some strange way, that they are able to feel and express anger. It was a bit different for me.
Many years ago, I met a boy, fell in love and started dating him. People told me he was a bit bad news but I didn’t care. I was having a difficult time, I’d been depressed, my self-esteem was low. Quickly our relationship deteriorated into him being unstable and unpredictable, lashing out at me for talking to his brother (I must have been cheating) or having a urinary tract infection (I must have
been cheating) or even talking about our relationship to my friends. He felt I didn’t need friends when I had him, or maybe I didn’t even have real friends. Who would really like a person like me?
When I started crying after he insulted me for behaving stupidly and not being able to keep my mouth shut, he told me it was for my own good. If I felt hurt, he called me too sensitive. “It’s normal to fight like this,” he said. When it came to sex, I realized I was tuning out. He didn’t care about what I felt or if I felt anything at all. Mostly I didn’t. If sex hurt, he tried to persuade me to continue and sometimes even pushed me to continue. I became afraid to say no. In the end, whatever I said, no or yes, I didn’t know what it meant.
The relationship ended quite soon and I should count myself lucky that it did. Afterwards, it took me months to understand what he did to me and how I changed after that. I distanced myself from almost everybody, I gained weight, I started dressing differently. I was afraid of people walking behind me and if an interpersonal conflict occurred, I could already hear a voice in my head berating me for the stupid things I’d done. One day, I ended up on a web forum for raped women and reading their experiences, I found myself thinking: this is how I feel, but why? It’s impossible to say if what happened in my past relationship was rape, sexual abuse or “only” a bad relationship. I don’t use the R-word often. I stutter as I try to say it in my own language. In English, it’s a little bit easier. My case could never have gone to the police, so in the end it doesn’t really matter how it’s defined.
SEEKING SUPPORT
I was lucky to have received help afterwards. Having been a depression patient for years before, I already had a therapist who I still continue to see today. The women in Greenland are less lucky. “We went to court,” Ann-Margrethe says. “But it was dismissed. There wasn’t enough evidence.” You can only wonder why judges think a child would lie about something like that. “I didn’t know what it was that happened. At that time, we didn’t have access to internet or even that much TV. All I knew was that it was wrong and belonged in the adult world.”
About 5 years ago she went to talk to a social service worker about her case. “It was a really bad experience,” she says. “ I was waiting to get in and they asked me to tell my story there out loud, in front of everybody. When I was assigned to a social worker, she didn’t even ask me in. I was standing at the doorway and the woman said to me: ‘You were raped only once. I can’t see why we should help you. Get over it.’ It still haunts me.” Now that she has recently had a baby, she has more access to health care and could go to a few sessions with a psychologist. “It’s until my baby is two. After that, they don’t care.”
Julie found some help through her studies. She was studying to become a social worker but when she was confronted with a course about abuse, the memories became overwhelming. “I went to a guidance counselor and told her I can’t do this, I’m going to quit school. The counselor pressed me to tell her what was going on and eventually got me 30 sessions with a psychologist.” When I ask her if it helped, she nods.
There are very few health care professionals in Greenland who could deal with trauma and its aftermath. Many regular citizens don’t have access to anybody who would help despite countless studies that show that the effects of sexual trauma can be long lasting and difficult to overcome by yourself.
Most sexual abuse survivors have mental health issues and aside that, frequently suffer of unexplained pains and aches, such as pelvic inflammation and headaches. Their emotional and sex lives are often irrevocably altered. “For a while I would just sleep with people without thinking about it,” Julie says. “But when I had my first child, I started to understand my body. That I should only have sex when I really wanted to.” When sexual agency and choice are taken away from you, it can become impossible to recognize or even tolerate sexual feelings. “Often I don’t want it all,”
Ann-Margrethe says. “It brings back too many memories. It doesn’t feel like a normal part of a loving relationship.”
CONNECTING WITH PEOPLE
Julie and Ann-Margrethe want to help others who share their experience. When they heard about a Finnish photographer (that’s me) coming to Nuuk to do an art project concerning the experiences of abused women, they wanted to tell their story, hoping it could help others. “I’m still working on my trauma, “ Julie says. She’s on antidepressants and has bad spells. “If I have a bad day, I talk to my husband. My life is better now and I have a good relationship.” As our interview drags on, Julie’s husband calls her to check when she’s coming home. It’s sweet that he worries about her.
Ann-Margrethe, as a new mother, worries about her child. “Having Lily made me want to talk about this and bring things to light. I never want anything like this happen to her, or any other baby.
Sometimes I can’t sleep at night because I’m so worried about children having these experiences. The only way to make this situation better is to talk about it openly.”
We meet in the evenings when Lily has gone to sleep or Lily’s father is home from work and can look after the baby. Ann-Margrethe’s house is cozy and lovely, a traditional colourful wooden house at the center of Nuuk. “It’s become hard to connect with people after what happened,” she says. “It feels as if other people can never be in the same place if this has never happened to them. Trusting people becomes almost impossible.”
Despite the feelings of isolation, there’s a kinship when I talk to Ann-Margrethe and Julie. During our talks, most of what they says rings true to me. In this horrible thing, we are united and we can share each other's experiences. I can only be grateful that they have been able to trust me enough to share their experiences with me. Looking at them, I don’t see shame or a stigma, I see women who have struggled and become stronger for it. It’s as if we have an odd secret society now. Listening to them, I realize that deep down in all of our communities, there exists a vibrant thread of women supporting each other. We need to trust it and bring it forward. We can nurture change.
The best way to help is to talk about it, out loud.
Seneste indlæg
Arkiver
- februar 2024
- februar 2022
- november 2021
- marts 2021
- juni 2020
- marts 2020
- januar 2020
- november 2019
- august 2019
- juli 2019
- juni 2019
- april 2019
- marts 2019
- februar 2019
- december 2018
- marts 2018
- januar 2018
- december 2017
- november 2017
- juli 2017
- juni 2017
- maj 2017
- april 2017
- marts 2017
- februar 2017
- januar 2017