Posts in Category: Artikel


On Charlotte Lakits’ photographic project "Tell Me About Home"

Et hjem er ikke nødvendigvis noget stabilt og vedholdende, men noget flydende og immigrerende, som samtidig skaber udfordringer i form af negative fordomme overfor den fremmede og udelukkelse; mod den som ikke er på vej videre, men som slår sig ned. Lorenzo Imola - BA fra Islands Universitet i kunstteori og filosofi og praktikant på Nuuk Kunstmuseum fra januar til juni 2019 - har skrevet om den franske fotograf Charlotte Lakits projekt ”Tell Me About Home”; et fotoprojekt situeret i Nuuk.

Charlotte Lakits visited Nuuk in August 2018 and again in early 2019. She wanted to get to know the people of Nuuk. The stories and pictures she collected in the process make up her project Tell Me About Home, which was presented in an exhibition in Ilimmarfik during the month of February, in Katuaq on the occasion of Multi Kulti festival, and most recently at Institut français du Danemark as part of Copenhagen Photo Festival. The present article will be included in a forthcoming book on Charlotte Lakits’s work.

Af Lorenzo Imola, foto Charlotte Lakits

A bow stretches through the air, smoothly just as resolutely – fatally. It covers indefinable distances and eventually touches down on a well definite spot, precisely and with no impact whatsoever. A destination – or destiny. There it may meet other lines – paths, lives, situations in a broad sense; lines that have perhaps always been in that particular portion of the universe, others having ended up there after analogously ‘blind’ flights, whether chosen or casual.

A joint: when these lines intersect, they sometimes bond and tie together, creating new meaning – nonetheless frequently only to leave again. But even then, maintaining maybe a connection and without ever excluding they will at some point come back, or somehow meet again.

Of arching branches and lymph nodes

This is the image that involuntarily came to my mind as I read some of the stories presented by Charlotte Lakits in her photographic project Tell Me About Home. A familiar sensation indeed, one that I have started to recognize after some time wandering across different countries: it turns up recurrently as I witness some of the improbable encounters and connections of a humanity on the move.

That is, every time the world seems to show how its crushing vastness and the nullification of that very vastness end up meeting in the lives of individuals – and consequently of societies.

The effects of such impressions can be rational disbelief, trustful surprise, laughter, acceptance of the inescapable – and unfathomable.

Whatever be the reaction, what said perception is likely to do – after dignifying in a first moment exactly the distances and all unpredictable factors that in general would seem to hinder such encounters – is to let these disproportionate obstacles feel much lighter, all borders become less meaningful and more surmountable. “Small world”. It unveils an invisible net of relations, and we discover ourselves to be part of it: a complex, branched out and interconnected narration of different existences.

To the extent that one has any interactions with the world, she will be able to identify herself within such interconnectedness – perhaps as defining a line that connects (more or less remotely apart) worlds in the World, but also as a point that through unity of place links other mobile lines.

«Greenland brings people together», that’s what she says all the time. 
And he will add: «I think it’s nice to be here and meet people like you – just passing by. And I’m just like you. I don’t know how long I’ll stay here.»

White on black

Some of the black-and-white portraits show us young faces emerging from an obscure background – an uncertain area that blending with shadows and dark hair seems at times to claim parts of the people themselves. These outlines, blurring out in the enveloping world, could arguably not present themselves more explicitly: simply and absolutely faces, persons, identities as such in and against the dark – prior to all imposed definitions.

Other photographs, characterized by pasty shadowing and strong contrasts of shining white and deep black, show people now standing out, almost imposed on the surroundings like a relief on which light can break and wind brush. Still others pictures, permeated with the greyscale, blend the individuals into their surroundings.

Together with the more environmental subjects, interleaved between the portraits as to contextualize them, all these photographs have a feeling of suspension imbued of meaning.

We breathe, and stop breathing, with the people in the pictures; it feels sometimes like inhaling the silence of a look scanning the environment, holding one’s breath like the silence that dominates a moment of reflection, perhaps even revelation – exhaling when a broader picture of life eventually discloses in front of us.


Charlotte Lakits has an educational background in philosophy and ethics. Her Master project dealt with the relation between identity and place, particularly in the context of migrations.

Although the scope of her project Tell Me About Home and the situation it draws up undoubtedly reach beyond Nuuk alone, we can say that, exactly by resting on a received image of Greenland as a remote and sparsely populated island, this setting allows the net of lives and stories and the interconnectedness of present-day world to emerge even more vividly.

The form of life “on the move” being hinted at here nearly normalizes George Simmel’s characterization of the “stranger”, which in 1908 he described “not in the sense often touched upon in the past, as the wanderer who comes today and goes tomorrow, but rather as the person who comes today and stays to morrow. He is, so to speak, the potential wanderer: although he has not moved on, he has not quite overcome the freedom of coming and going.”

The mobility we are talking about takes on profoundly different forms though. It is not only the “lyrical mobility” of the (more or less well-off) individual, free to wander explore and experience, it is also – and more problematically – the highly limited, desperation-fuelled one of refugees and other migrants, or even the commuting between fixed poles made necessary due to scattered families and need for work, and so on.

Radical relocation, or a state of continued mobility marked by a lack of stable points of reference would appear particularly weighty when that involves children and youth, in other words those groups that are right starting to tackle the question of who they are. While they may be affected in a heavier way and disorientated by multiple co-existing environments and languages, by the very same token they probably have the possibility to make sense of such situate-ion(s) right from early on: understanding diversity and learning how to deal with this form of life, the balance, self-reliance and openness crucial for living without one prevailing gravitational centre.

Sometimes they wonder where they belong. Where is this place called ‘home’?
Because they were born here, because they know the language, they’ve been told that they are as Greenlandic as they are Danish and Russian.

both-and ? neither-nor

Used as we are to a pragmatic need for locating one specific origin (preferably geographical and national, and subsequently cultural too) with which to identify people, the life patterns shaped by shifting residence, families with mixed origin, and increasingly multi-ethnic societies can come to challenge an understanding of identity as a unitary, clearly outlined phenomenon bound to an origin.

Feeling negatively divided with regard to identity (that is to say, neither one nor the other, rather than both-and), with the consequent arduous quest for a definition of some kind, is a condition experienced also by many Greenlandic citizens who happen to have roots elsewhere, Danish for example.

Some goes for second-generation immigrants far and wide across the globe, who happen to live in societies that try to alienate them on the basis of superficial factors (physical outlook, names, etc.), thus refusing to acknowledge them as equals. With frustration- and ignorance-fostered intolerance becoming louder and louder, this is indeed a growing socio-political issue these days.

The path traced by the present project brings the question about identity well beyond the split, leading us rather to tackle the notion of a fluid identity associated to peregrine lifestyles. Identity ceases to be fixed and clearly circumscribed in relation to places, it frees itself from belonging to some unitary national entity and allows rather for contamination and plasticity in the emergence of an individual. In general, identity is situated in lived experience rather than bound to coordinates with predefined characteristics.

To put individuals in a geographic and cultural context, based on their origin(s), is surely useful to the extent that it allows to locate more or less precisely an environment in which they grew up or have lived, and that as such is likely to have had an influence of some kind on the person they are. What not least is being challenged here is the necessity for such environments of origin, object of a sense of belonging, to both be confined to one and to completely condition people’s identity.

People above (all) – places under(lie)

Here it is worth pointing to the fact that talking of “environment” allows us to bring both place and people into the picture. Admittedly, in Charlotte’s view people weight definitely more than the places alone: when deprived of a particular community one identifies with, a place turns empty.

I feel to add here that such “emptied place” would then mostly act as a familiar frame, in which one ends up standing alone. The more or less rooted knowledge of the place would at that point constitute only some kind of basic relation to the world (to the situate-ion), on which to start building new meaning.

Fundamental to Charlotte is to challenge a certain negative attitude that can arise when facing the possibility of a fluid, open-ended form of identity and home; some may nostalgically harm the dissolution of stable singularity as the paradigm of belonging, and invoke the superior benefit of having one place to call home. Instead, if anything, we should embrace this “fluidity” as a promising alternative way of being situated in the world – a new side of that fundamental condition we might have otherwise taken for granted.

Se mere om Charlotte Lakits


Hvad er en tupilak anno 2019? Det spørgsmål stillede vi, Nuuk Kunstmuseum, med udstillingen Tupilappassuit. Denne artikel forsøger sig med et svar.

Udstillingen Tupilappassuit satte fokus på tupilakken i samtidskunsten; det vil sige indenfor de sidste 30 år. Dog med en enkelt afstikker til Kârale Andreassens 100 år gamle tegninger af, hvordan en kvinde laver en tupilak.

Her begyndte alle undervisningsforløbene i udstillingen, og her begynder artiklen – ved den gamle fortælling om tupilakken, før de små hvide udskæringer og kunsten tog over. Et væsen skabt af menneskets hævngerrige følelser; et væsen der dræbte.

I dag gives tupilakker i gave eller købes som souvenir, som små sjove og finurlige grønlandske figurer, men i gamle dage blev den lavet af ligdele fra dyr, mennesker, gerne børnelig, og af, hvad man kunne finde i fjeldet. Nogle tupilakker kunne svømme, andre kravle eller krybe, nogle gå og andre flyve – alt efter hvad de var sat sammen af. Før tupilakken kunne udføre sin onde gerning, skulle den vokse sig stor ved at nære sig af skaberens kønsdele. Man skulle ikke være åndemaner for at lave en tupilak – man skulle så at sige bare være vred nok. Men onde handlinger har det med at vende sig mod én selv. Hvis personen den var sendt ud for at dræbe, havde større kræfter end skaberen selv, da kunne tupilakken vendes imod og dræbe skaberen selv. Kârale Andreassen illustrerede tupilakken i en serie på fire tegninger – fra en ældre kvindes misundelige følelser mod et nyforelsket par til, at hun skaber og sender en tupilak ud for at dræbe dem til, at hun i sidste ende selv ligger død for tupilakkens ”hånd”.

Dette er tupilakkens præmis og den fortælling, der ligger til grund for de små hvide figurer af ben, sten og tand, som mange har stående derhjemme. De er en blanding af stedsspecifikke fortællinger om tupilakker, der var engang, og af udskærerens eller kunsthåndværkerens fantasi. Tupilakkens sammensathed har skabt groteske, sjove, uhyggelige, vulgære og fantastiske små tupilakfigurer. De små figurer har dog ikke noget med ond magi eller med hævnfølelser at gøre. De er nærmere illustrationer eller små kompositioner over, hvordan tupilakker kunne se ud. Nogle bygger på fortællinger om tupilakker, nogle er ren fantasi og alle bygger de på den figurative tradition, der er opstået gennem tiden blandt disse udskæringer i ben, tand, drivtømmer og sten.

Med denne lille figur, som ligger så godt i hånden, har vi bevæget os ind i kunsten og nærmere svaret på spørgsmålet, hvad en tupilak er anno 2019.

leg symbol ikon dæmon

Den er en leg – en leg med noget grotesk; fjollet, farligt, vulgært og overdrevet. Mike Kristiansen fletter tupilakken som symbol sammen med andre symboler, der ved at væve sig ind og ud af hinanden bliver et graffitilignende vægmaleri. Som et mønster eller en parafrase uden politiske budskaber eller specifik betydning. De er som rummet i en storby, hvor vi konstant udsættes for og afkoder symboler i reklamer, slogans, plakater, grafitti, tags… Hans tupilakmalerier er et landskab, der synes ladet med signaturen: jeg tegner, altså er jeg.

Tupilakken er er et ornament. Komplet ufarlig og fri for hævn i Gukki Nukas perlekrave opkaldt efter hans farmor ”Kaalaralaaq”; en slags hyldest til en elsket kvinde. Hævnmotivet er omformet til kærlighed – og til en form for grønlandskhed. Som perlekraven er tupilakken forbundet med Grønland og grønlandskhed.

Tupilakken er en indre dæmon, som i storbyen langt fra de grønlandske fjelde forvandler inuit, mennesket, til alkoholiker. Jakob Maqe’s film ”Tupilaq” synes at bygge på den noget fortærskede fortælling om grønlænderen, der går i hundene langt fra den natur, som han hører hjemme i. Tupilakken som et ikon – en fortælling om Grønland – bliver i filmen internaliseret. Et væsen opstået af en persons følelser – hævn, misundelse eller vrede – og ikke som et dengang ydre væsen, men en nu indre ukontrolleret dæmon.

myte fortælling narrativ

Tupilakken er et narrativ mellem en myte, en videnskabelig redegørelse og en opskrift. I Pia Arkes videoværk ”Tupilakosaurus” veksler vi mellem to fortællinger og flere blikke. Den ene fortælling fortælles af palæontolog Svend Erik Bendix-Almgreen om tupilakosaurusen – en knogle fra en urpadde fundet i Østgrønland og kaldt sådan af Eigil Nielsen. Den anden fortælling fortælles af Pia Arke selv og handler om, hvordan man laver en tupilak som en opskrift med dyster horrorlignende lyde i baggrunden.  Videoværket skifter på både lydside og billedside mellem disse to fortællinger; skiftevis ser vi oppefra i sort/hvid Svend Erik Bendix-Almgreen fortælle om knoglen og på Pia Arke, der stabler bunker af papirer til et tårn med fjeld og stjernehimmel som baggrund. De behandler begge tupilakken, ikke som erfaring og oplevelse, men som et narrativ, en fortælling, et studie; et blik på Grønland.

Tupilakken er denne gentagelse, som kan tåle fornyelse, fordi den ingen regler har. Samtidig er den bundet til tid og sted. Stedet er Grønland, og tiden er mytens. Den har et ophav og en fortælling. Den har ikonstatus, og symboliserer samtidig noget; peger hen på noget andet end sig selv.

Maria Kreutzmann knytter i sin bog ”Bestiarium Groelandica” tupilakkens ophav og myte sammen med fornyelse; hun slipper dette væsen samt andre grønlandske væsner løs i animationens og i en digital art verden.

Den kan blive til fantasifulde animationer, til tegneserie, til en undergravende kvinde, en hævntørstig mand, en forfølgelse eller inspirere en amerikansk Hollywoodserie til alletiders monster. Den kan være et hundelignende logrende væsen eller indeholde maskedansens seksuelle tilnærmelser. Tupilakken er anno 2019 en parade af tegn og sammensætninger.


Udstillingen Tupilappassuit blev kurateret og sammensat af kurator Laila Lund Altinbas i samarbejde med Hanne Kirkegaard og Stine Lundberg Hansen. Den blev vist på Nuuk Kunstmuseum 7/12 2018 - 28/4 2019.


Forestillingen ”Qulaani Qitinneq / Dans Over Hovedet” var et samarbejde mellem den finske danser Ilona Jäntti og de grønlandske dansere Maliina Jensen og Alexander Montgomery- Andersen. Den indtog den 12. april ikke kun gulvet men hele rummet i Katuaqs foyer. Og det satte bevægelse, retninger og rummets koreografi i spil.

Af Stine Lundberg Hansen, Foto: Inkeri Jäntti

Reb, wire, ring var spundet gennem Katuaqs foyer, som tråde man kunne finde op, ned, hen, over, under med. De varslede bevægelse; retninger. Det var begyndelsen på en koreografi. Et specifikt sted.

Hvad er det stedsspecifikke? Et stednavn; en koordinat; en stemning; et minde; en forventning. Eller måske en bevægelse, der blev til koreografi, som blev til dans.

En fredag aften dansede Ilona Jäntti, Maliina Jensen og Alexander Montgomery-Andersen stedsspecifikt i Katuaq. Ikke kun på gulvet, men i rummet; på vægge, kunstværk og i luften.

”Er der ikke nogen, der kan få det barn til at tie stille”, hviskede min sidemand, idet forestillingen skulle begynde. I 5 minutter havde et lille barn skreget, så det rungede gennem hele foyer’en. Alle der har været i kulturhuset Katuaq ved, at løbende, råbende, grinende, grædende børn er en del af hverdagen. Var jeg tre år, ville jeg også spænde spurteskoene på og tonse gennem det enorme rum i alle retninger med dets indbydende gulvplads og højt til loftet.

Reb, wire og ring varslede om, at dette var en dans, der ville indtage rummet, som netop en treårig bare kunne drømme om.

Dagen forinden havde Ilona Jäntti sammen med Maliina Jensen givet en artist talk på Nuuk Kunstmuseum om netop sitespecific dancing oversat til stedsspecifik dans. Maliina har før danset på væggen i Katuaq – og også på fjeldvægge i Østgrønland. Ilona Jäntti har danset steder som botanisk have, museer, lossepladser, på steder der ikke er mere… med andre ord alt andet end den ordinære scene.

Med sig har Ilona sin krop, sin uddannelse og alle de mange timers erfaring sammen med reb, wire og ringe. Bevægelserne, koreografien, dansen opstår i mødet med stedet.

Det er ikke en fortælling om rummet, hun søger, men at vise det sted, vi kender på en ny måde. Det er et konstant arbejde med at omskabe bevægelse og koreografi til rummet, til stedet. Ilona Jäntti spørger sig selv, hvad kan jeg gøre her, som jeg ikke har gjort før?

Et rum har retninger, vi kan bevæge os i. Os daglige brugere af Katuaq er henvist til gulvet; at skrå hen over med hver sin gang og retning. Som regel fra den ene ende til den anden, eller fra den ene side til den anden.

Enkelte stopper, andre sætter sig. Ser måske Maliina, solen, løbe hen over den hvide væg, væk fra sin bror, månen, Aningaaq. Alexander Montgomery-Andersen greb fat i fordybningerne, kravlede rundt om, hoppede hen over og faldt ned i. Som en edderkop på sit net, dansede han om kunstværket på væggen.

Er man 3 år og skal gennem Katuaqs foyer lægger man måske nakken tilbage, ser op og drejer rundt. Og rundt og rundt. Som Ilona Jäntti i sin ring. Ringen, cirklen, er en omkreds. Noget man kan være indenfor og udenfor. Den kan brydes med den rette linje, som et strakt ben eller en udspændt krop. Den kan være rundt om kropppen eller kroppen kan dreje om cirklen.

Måske ser man tingene an, som man går gennem foyeren; orienterer sig, hvad der går i biografen, eller hvad der sker i Lille Sal; eller man holder sig langs væggen. Som Maliina Jensen nærmede sig rebet fra flere retninger, lod kroppen afsøge rummet. Rebet der førte hende op på og langs væggen, hvor hun med lysets hjælp graciøst legede med sin egen skygge.

Måske slår man sig ned, observerer og forsøger at få hold på rummet, på foyeren. Som den knude Alexander dansede om; bandt, bandt op og bandt igen. Indtil tovet kunne strække sig skråt igennem og gennemskære rummet. Indtil knuden kunne holde både Alexander og Maliina, så Ilona kunne følge tovet op gennem foyerens rum, som Ariadnes tråd ud af labyrinthen.

Meget kan man kritisere Katuaqs arkitektoniske rum for i det daglige, men denne fredag aften fik det bevægelser og en koreografi, som opløste caféens daglige dominans af rummet. Dansen skabte en bevægelighed i foyerens af og til klodsede rum.

Man kan jo også selv spænde spurteskoene på i det daglige og udfordre rummet, som alle de børn, der dagligt gennemsøger dets retninger i en ikke så æstetisk, koreograferet og gennemført udgave.

Mere om danserne: Ilona Jäntti  // Maliina Jensen
// Alexander Montgomery-Andersen


Fra Gukki Nuka var 14 år og 33 år frem holdt han på en hemmelighed; en hemmelighed, som kom til at styre hans liv. I mellemtiden uddannede han sig til keramiker. Og det er dét denne artikel skal handle om og så om et levet liv fortalt baglæns. Hemmeligheden - det traume samt den kunst - denne førte med sig, kan man læse om andetsteds*. Vi begynder nu og ender ved begyndelsen…

Jeg arbejder i hvidt lertøjsler. Selvom det er tørt, kan jeg fjerne det, jeg ikke er tilfreds med og arbejde det op igen. Og så er det robust – der er papir i leret – når det brændes får det en struktur så stabil som Eiffeltårnet.

”Kaalaralaaq” er en vase, en perlekrave, et stykke keramik. Og en del af udstillingen ”Tupilappassuit” på Nuuk Kunstmuseum, som vises frem til slut april. Lavet af Gukki Nuka.

Kaalaralaaq, lille Karen, var, hvad Gukkis farmor blev kaldt. Elsket af Gukki og af alle. Gukki inkorporerer og mindes personer i sin keramik. De keramiske sjælesten, der udsmykker Grønlands kredsretter, har hver inkorporeret et navn kun Gukki kender til. Som hyldest og som minde.

Hun troner midt i udstillingen, hende Kaalaralaaq, manifesteret, dog stadig blød og rund. Gukki kalder det sin feminine side; sin forkærlighed for de bløde og runde former. Bunden er buet, som et skib, for at ophæve tyngdekraften.

Alligevel er Kaalaralaaq et centrum, et samlingspunkt. Kvinden indtager og hviler i rummet. Med en perlekrave af tupilakker. Tupilakkerne her har opløst sig selv som ondt og hævngerrigt væsen; de er en gentagelse og et ornament, ligesom perlekraven. Måske en beskyttende ånd – som de mange fantasihulde kunsthåndværkstupilakker, der står i folks hjem; endda gives som beskyttende (hus)ånd i indflytningsgave. En ånd, der ikke har noget med den gamle tupilak at gøre, men en ny harmløs betydning måske fremkommet gennem kunstens fantasifulde udformninger af det sagnomspundne væsen.

Man kan jo udsmykke Kaalaralaaq med fjeldets blomster – sætte dem i vand – hvis ikke den stod på et kunstmuseum.

Perlekraveflasken blev lavet i Danmark efter, at Gukki Nuka var blevet uddannet i Canada.

Jeg bygger først yderskålen, den store skål, og brænder den. Så bruger jeg den som form for inderskålen. Leret krymper og skaber luft imellem.

Inderskålen kan bevæge sig, men Gukkis dobbeltskåle kan ikke skilles ad. Dobbeltskålene opstod i Canada, hvor Gukki var væk fra de to kulturer, der var styrende for hans liv. Med en dansk mor og en grønlandsk far står han, som mange andre i Grønland, imellem og i to kulturer. Luften mellem dobbeltskålene er Gukki, hans verden; de to skåle kan ikke skilles ad.

I Canada fandt han sit keramiske sprog i denne helt tredje kultur. Dobbeltskålene blev formgivet ud fra en tanke om sejlads og skibsfartens betydning i Grønland. Sejlads som familieforetagende, som overlevelse og som dét, der binder og har bundet øen Grønland sammen på kryds og tværs og med resten af verden.

Gukki Nuka skulle have været til Japan med hjælp fra kunstnerne Anne-Birthe Hove (1951-2012) og Arnannguaq Høegh (f. 1956) på et 10årigt ophold, men som det hele var på plads, mistede de kontakten til den ældre japanske keramiker; måske døde han. Gukki kom i stedet til Canada.

Han havde opdaget keramikken på et højskoleophold, hvor han manglede et fag og skulle vælge imellem, hvad han opfattede som pest eller kolera – håndarbejde eller keramik. Men i samme øjeblik han gik i gang med keramikken, forelskede han sig i leret, udtrykket fascinerede ham, og det blev en besættelse. Han kunne ikke stoppe igen.

Siden han var lille, havde det ellers været tegningen, som han var tiltrukket af. ”Hold da op du tegner godt”, kommenterede hans far og en ven på én af hans tegninger som barn. Det er det første, Gukki Nuka husker, om sin kunstneriske løbebane.