Posts Tagged: Udstillinger

LER

Fra Gukki Nuka var 14 år og 33 år frem holdt han på en hemmelighed; en hemmelighed, som kom til at styre hans liv. I mellemtiden uddannede han sig til keramiker. Og det er dét denne artikel skal handle om og så om et levet liv fortalt baglæns. Hemmeligheden - det traume samt den kunst - denne førte med sig, kan man læse om andetsteds*. Vi begynder nu og ender ved begyndelsen…

Jeg arbejder i hvidt lertøjsler. Selvom det er tørt, kan jeg fjerne det, jeg ikke er tilfreds med og arbejde det op igen. Og så er det robust – der er papir i leret – når det brændes får det en struktur så stabil som Eiffeltårnet.

”Kaalaralaaq” er en vase, en perlekrave, et stykke keramik. Og en del af udstillingen ”Tupilappassuit” på Nuuk Kunstmuseum, som vises frem til slut april. Lavet af Gukki Nuka.

Kaalaralaaq, lille Karen, var, hvad Gukkis farmor blev kaldt. Elsket af Gukki og af alle. Gukki inkorporerer og mindes personer i sin keramik. De keramiske sjælesten, der udsmykker Grønlands kredsretter, har hver inkorporeret et navn kun Gukki kender til. Som hyldest og som minde.

Hun troner midt i udstillingen, hende Kaalaralaaq, manifesteret, dog stadig blød og rund. Gukki kalder det sin feminine side; sin forkærlighed for de bløde og runde former. Bunden er buet, som et skib, for at ophæve tyngdekraften.

Alligevel er Kaalaralaaq et centrum, et samlingspunkt. Kvinden indtager og hviler i rummet. Med en perlekrave af tupilakker. Tupilakkerne her har opløst sig selv som ondt og hævngerrigt væsen; de er en gentagelse og et ornament, ligesom perlekraven. Måske en beskyttende ånd – som de mange fantasihulde kunsthåndværkstupilakker, der står i folks hjem; endda gives som beskyttende (hus)ånd i indflytningsgave. En ånd, der ikke har noget med den gamle tupilak at gøre, men en ny harmløs betydning måske fremkommet gennem kunstens fantasifulde udformninger af det sagnomspundne væsen.

Man kan jo udsmykke Kaalaralaaq med fjeldets blomster – sætte dem i vand – hvis ikke den stod på et kunstmuseum.

Perlekraveflasken blev lavet i Danmark efter, at Gukki Nuka var blevet uddannet i Canada.

Jeg bygger først yderskålen, den store skål, og brænder den. Så bruger jeg den som form for inderskålen. Leret krymper og skaber luft imellem.

Inderskålen kan bevæge sig, men Gukkis dobbeltskåle kan ikke skilles ad. Dobbeltskålene opstod i Canada, hvor Gukki var væk fra de to kulturer, der var styrende for hans liv. Med en dansk mor og en grønlandsk far står han, som mange andre i Grønland, imellem og i to kulturer. Luften mellem dobbeltskålene er Gukki, hans verden; de to skåle kan ikke skilles ad.

I Canada fandt han sit keramiske sprog i denne helt tredje kultur. Dobbeltskålene blev formgivet ud fra en tanke om sejlads og skibsfartens betydning i Grønland. Sejlads som familieforetagende, som overlevelse og som dét, der binder og har bundet øen Grønland sammen på kryds og tværs og med resten af verden.

Gukki Nuka skulle have været til Japan med hjælp fra kunstnerne Anne-Birthe Hove (1951-2012) og Arnannguaq Høegh (f. 1956) på et 10årigt ophold, men som det hele var på plads, mistede de kontakten til den ældre japanske keramiker; måske døde han. Gukki kom i stedet til Canada.

Han havde opdaget keramikken på et højskoleophold, hvor han manglede et fag og skulle vælge imellem, hvad han opfattede som pest eller kolera – håndarbejde eller keramik. Men i samme øjeblik han gik i gang med keramikken, forelskede han sig i leret, udtrykket fascinerede ham, og det blev en besættelse. Han kunne ikke stoppe igen.

Siden han var lille, havde det ellers været tegningen, som han var tiltrukket af. ”Hold da op du tegner godt”, kommenterede hans far og en ven på én af hans tegninger som barn. Det er det første, Gukki Nuka husker, om sin kunstneriske løbebane.

* http://www.nuukkunstmuseum.com/da/udstillinger/revner-i-sjaelen/

Angst og styrke – kvinder i kunsten

Kvinderne går igen i Jukke Rosings fotografier – både som myter og som motiver. Jeg mødte hende under Nuuk Nordisk Kulturfestival 2017 til en snak om kvinderne og om angst. Hun er i gang med at udsmykke kredsrettene i Grønland med den kvindelige gudinde for retfærdighed Justitia, og i udstillingen Assinga 4x4 var hendes værker fotografiske fortolkninger af Maliina, solen, og Sassuma Arnaa, Havets Moder.

De mørke sider af mennesket kunne de kaldes. Beslægtet med døden kaldes de sygdomme – til tider tabuiseret. Angst, depression og andre psykiske lidelser, der folder sig ud som huller at falde i.

Huller at falde i – afgrunde – men også dybder i livet, hvori skabelsen hviler; myternes stof er skabt ud af den kaostiske afgrund – det vidner den ene gudeverden efter den anden om.

Disse mørke sider har et tilhørsforhold til kunsten. Ikke nødvendigvis 1:1, måske nærmere en flirten, af og til en dødelig én af slagsen. Et kort kastet blik på litteraturen, musikken og kunsten historisk og nu bekræfter dette.

Livet består, fordi der er afgrunde at falde i og for foden af disse døden. Angst, depression og psykiske lidelser bevæger sig i livets grænseområder. De er hverken leg eller uskyldig flirten, de er heller ingen bevidst beslutning. De er.

ANGSTEN

- Størstedelen af gangene bruger jeg mig selv (i fotografierne, red.). Min angst har jo handlet meget om, at jeg ikke har haft kontrol. Så den kontrol jeg besidder, er den jeg skaber. Selv da jeg havde det allerdårligst, tog jeg billeder af mig selv. Og det virker måske, som var man selvforstærkende i ens lille ynkelige verden, men når jeg havde modet til at tage billeder af mig selv, så var det ligesom et punktum i det stykke; nu var jeg nået så meget længere.

Modellerne i Jukke Rosings fotografier er oftest hende selv eller én af hendes lillesøstre. Det handler om tryghed og kontrol, om at få det billede, det udtryk og den fortolkning, hun gerne vil have.

- Jeg har altid bildt mig selv ind, at det (fotografiet, red.) skal være i momentet, men der ligger jo altid enorm meget tankemylder bag, og så ender det med at blive opstillet i sidste ende. Der ligger mange søvnløse nætter iblandt mine billeder, og det er ikke negativt. Det er sådan en del af mit virke.

Jukke Rosing har udsmykket kredsretten i Grønland med en fortolkning af den romerske gudinde for retfærdighed - Justitia. Justitia bevæger sig i Jukkes fotografier i et grønlandsk landskab indsvøbt i et flyvende hvidt klæde, og hun manifesterer sig, når retfærdighede sker fyldest.

På udstillingen Assinga 4x4 udstillede Jukke Rosing fire fotografier, der var fortolkninger over havets moder – Sassuma Arnaa – og Maliina, solen.

- De er jo de udstødte – om de har valgt det selv eller ej. Maliina vælger at stikke af – Havets Moder bliver udstødt, hun bliver smidt i havet af sin far. Og de må jo besidde enorm stor sorg og enormt stort had.

STYRKEN

- Mine billeder handler også om bearbejdelse. Jeg tror, at det er derfor, at jeg vælger nogle historier, som måske kan afspejle det. Jeg ser utrolig stor skønhed i det halvulykkelige.

Jukke Rosing er vokset op med det grønlandske mytestof – hendes farfar, kunstneren Jens Rosing, er kendt for hans bøger, billeder og illustrationer. Selv siger hun, at disse myter kom ind med modermælken.

Hun har prøvet at fotograferer mænd, eller at bruge mænd fra myterne som motiv, men det gik ikke. Det er kvinderne, som forbliver hendes motiv. Fra myternes verden fortolker hun kvinder, som går så grumme meget igennem og vender denne grumme historie til en styrke. Det fascinerer Jukke Rosing:

- Det er jo enormt grumme historier, alligevel har de en utrolig styrke og vælger at vende deres historier om til en styrke, de kan bruge. Jeg har lidt af angst i mange år, så det med at finde styrke i ens svagheder er jo enormt smukt. Når man har haft noget, der ligesom har været ens downfall, så synes jeg, det er vigtigt at komme til et punkt i ens liv, hvor man kan bruge det til noget. Man skal ikke lade det blive ens endeligt, om ikke andet må det være en ny start.

- Da jeg var allermest syg, var jeg så ked af, at jeg aldrig kunne blive mig selv igen. Så var der én, der sagde til mig, at det bliver du jo aldrig - du bliver aldrig den samme, når du først har været nede og skrabe - og at det handlede om, at jeg skulle definere mit nye jeg – du har et nyt udgangspunkt.

Assinga – blikke i Grønland

Under Nuuk Nordisk Kulturfestival i oktober blev 8 kunstnere sat i stævne i en artist talk på Nuuk Kunstmuseum med lektor Jette Rygaard fra Ilisimatusarfik som moderator. Anledningen var udstillingen ”Assinga 4x4” – en udstilling der kan ses frem til 14. januar 2017 på Nuuk Kunstmuseum.

”Assinga” er dens samme, dens lige; fotografiet. Otte kunstnere er sat sammen; fire fra Grønland, fire fra Norden – alle forholder de sig til Grønland i deres fotografier

”Kunst skal sanses, ses og opleves”, citerer moderator Jette Rygaard Bodil Kaalund. Kunst skal ikke tales sønder og sammen, alligevel er otte kunstnere sat i stævne for netop at tale om kunsten, deres kunst, fotografiet og blikke på Grønland.

Udstillingen er et dobbeltsyn på Grønland. Insiders – de fire af dem – skildrer det velkendte, mens outsiderne – de fire nordiske kunstnere - er inviterede kunstnere, som del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram; inviteret til at se på og interagere med Grønland. Og også de udefrakommende bærer det velkendte med sig. De otte kunstnere mødes om det samme – fotografiet og stedet Grønland. Det kan manipuleres, være det samme og forskelligt fra det levede og det oplevede. Det kan være fremmed og velkendt.

Hver kunstner fik 8 minutters taletid – her får de under 8 linjer; et uddrag af deres fortællinger om deres kunst og Grønland skrevet under Artist Talk’en.

Angu Motzfeldt udstiller fotografier på forskellige materialer:

Vi skulle indlevere i fredags, og på det tidspunkt havde jeg ingen idé om, hvad jeg skulle lave. Jeg var nedtrykt og håbløs og gik med min computer under armen ned til trykkeren, som havde en printer, som kunne trykke på enhver flade. Så jeg gik rundt i industriområdet og samlede gamle træblokke, granitplader, alt der havde en overflade. Lige pludselig kunne jeg på overfladerne se mine billeder. I Grønland foregår en genopbygningen af identitet i dag, sådan at vi kan komme videre; dette kan jeg se som noget ubevidst i mine billeder.

Tinne Zenner udstiller en cyanotypi og filmen ”Nutsigassat”:

Kortlægning i dag er ikke upolitisk eller korrekt. Jeg arbejder med konstruerede landskaber og blikke; med idéen om et oprindeligt landskab. Nuuk er konstrueret ovenpå landskabet og ind i landskabet. Landskab og arkitektur bærer lag af historie med sig. Mit sprog i filmen er meget politisk ladet. Jeg ved ikke, hvilken historie jeg fortæller, om det er min eller andres – men det er en fortælling om den verden, vi lever i; og som dansker at komme til Grønland.

Inuuteq Storch udstiller en film:

Jeg havde en samtale om hunde i New York. I Grønland er hundene ikke kæledyr, fx i Nordgrønland skal hundene piskes på samme måde, som den lyd man bruger, når man tæsker dem, sådan at når isen brækker, løber de stærkere. Når jeg fortæller denne historie, bliver jeg ofte outsideren eller dæmonen, der tæsker hundene. Men det er ikke dårligt, at være outsideren. I filmen har jeg brugt et online medie kaldet Inuaiaat Isaat med folks hjemmevideoer fra 50erne, 60erne og 70erne. Min mor tager også en masse billeder af vores familieliv. Jeg har denne teori, at de ved ikke, hvorfor disse billeder skal tages, men kun at dette skal huskes. De ved ikke, hvilke følelser de skal vise. Jeg fejlfortæller deres fortælling for at gøre den til min egen.

Lotta Törnroth udstiller fotografier og værket ”Imaginære Øer”:

Jeg var interesseret i, hvordan folk her opfatter og forholder sig til havet. Havet er majestætisk – det tager og giver. I billederne personificerer jeg én, som leder efter nogle. Jeg prøver at få en forbindelse til havet og til dét at miste til havet; savnet og længslen. De imaginære øer tager to–tre dage for en isklump – et stykke nedfrosset hav - at smelte ned i akvarelpapir med forskellige blå farver. De er ikke kontrollerede, som fotografierne er.

Inuuteq Kriegel udstiller sort/hvide fotografier:

Jeg har set mange blikke på Grønland. Jeg er ikke fascineret af naturen; den var den samme for 200 år siden og om 200 år. Så jeg tager billeder af mennesker og bygninger. Jeg har brugt et engangskamera og har fjernet linsen, som et oprør mod, at fotografiet nogle gange handler om grej; det nyeste kamera eller linse. Bagefter lavede jeg kontrasterne. Min hund er der, så det er mit daglige liv og mig selv og ikke om så meget andet.

Inkeri Jäntti udstiller fotografier og en film:

I den grønlandske mytologi er der mange barske elementer, ligesom i naturen. Især fortællingen om qivittoq – outsideren – inspirerede mig; folk, der har været udsat for trauma, føler sig ofte sådan.  Jeg ville gerne forestille mig en ånd for hævn; en hævn for seksuelle overgreb. Filmen har en yderside og en inderside; den filmet som mode eller reklame-film, men fortællingen i høretelefonerne får det billede til at falde fra hinanden. Mine billeder er iscenesættelser.

Jukke Rosing udstiller fotografier – en fortolkning af Havets Moder og solen, Maliina:

Det handler om kontrol, fordi jeg aldrig har følt at have den. Jeg manipulerer mine billeder meget kraftigt. At manipulere så det ser helt falsk ud, men stadig naturligt. Jeg blev spurgt under en anden artist talk, om jeg i mine fotografier bevidst valgte at tage noget med fra Grønland. Det er det ikke, det er bare mine rødder. Her valgte jeg bevidst Sassuma Arnaa, Havets moder, og Maliina, solen. Jeg bruger ofte mig selv i billederne, det kan jeg kontrollere.

Marte Lill Somby udstiller træsnit og en film:

Jeg arbejdede med døden; døden er på mange måder tabuiseret fx taler vi ikke om selvmord i Norge, selvom der er mange. Jeg blev inspireret af iniutkvinder, der tog deres liv, når de var gamle eller syge, for ikke at belaste samfundet; som et offer. Det er en interessant historie i vores individualistiske samfund, hvor livet oftest ikke gives slip på; det er vores. I videoen fokuserer jeg på det smukke i dette offer for fællesskabet.

Dish! om udstilling et sted**

Jeg møder den færøske kunstner Jóhan Martin Christiansen i Katuaq under Nuuk Nordisk. Han står i NAPA og er ved at lime et af sine værker sammen; en gipsfstøbning fra Nordafar/Færingehavn*.

- Det var et værk, jeg godt vidste, var meget udsat, så det var jeg forberedt på. Så jeg flegnede ikke helt, siger Jóhan Martin og griner, men jeg satser på, at det kan løses.

Vi sætter os midt i udstillingen; for at tale om den og om Katuaq som udstillingssted. Jóhan Martin har selv skrevet formidlingsteksten/pressemeddelelsen til udstillingen; jeg spørger, om han har gjort det før.

- Jeg har gjort det én gang før til min egen afgangsudstilling, men da var det en del af opgaven, siger Jóhan Martin og griner, og der blev det til et digt. Men jeg synes ikke, at det er kunstnerens opgave, det er institutionens, fordi, som kunstner, kan det være svært at se, hvad det præcis er, man skal formidle, og hvad der er utydeligt overfor publikum.

Udstillingen hedder DISH; et flertydigt ord og en lyd, som ligger godt i munden. Dish!

- Jeg har i min praksis tit haft et sprogligt udgangspunkt, eller det har været en stor del af processen. Ofte en sætning, et ord eller en tanke, som har dannet en form for ramme for udstillingen. Det er ikke altid der er en 1:1 forbindelse mellem udstilling og titel, men der er en forbindelse.

DISH kan lede tankerne hen på det, som sker i caféen; de raslende tallerkner fra diverse serverede retter, hvis lyd fylder udstillingsrummet i Katuaq. Det kan være lyden af et slag: Dish! Eller DISH kan betyde parabol, som i Satellite Dish.

- Jeg tænkte lidt over de her værker; hvad er de egentlig? De er en slags information, som bliver lagret i en form, som kunne ligne en parabol eller ligne en form for en flade, der modtager information. Der kommer forskellige associationer ovenpå ordet. Den synes, jeg er fint; at ordet får en parallel betydning i forhold til værkerne, samtidig med at det også taler til værkerne; om værkerne.

Udover lyden fra caféen i Katuaq kommer en del igennem udstillingsrummet, som ligger omme bagved  i kulturhuset – både afsondret og i forbindelse med; på én gang en gang og et rum.

- Der er helt klart ikke taget højde for, at det skal være et rum, som kun er helliget kunsten, siger Jóhan Martin. Det synes jeg både er irriterende, men sætter samtidig også kunstneren nogle udfordringer, som kan være interessante; hvad kan værkerne bære?

- Jeg er (som kunstner, red.) nødt til at sige, at sådan er rummet, og det er rammen. Der er en café, en scene , et indgangsparti, en reception og alle mulige ting, og det her udstillingssted midt i det hele. Det ligger lige der, hvor folk går frem og tilbage, både børn, besøgende og dem man måske ikke ser ude foran, teknikerne og de ansatte, de går forbi her. Det er et meget trafikeret rum.

- Faktisk er jeg overrasket over, at der ikke er flere værker, der er gået i stykker endnu, tilføjer Jóhan Martin med et grin og ironi i blikket.

Senere på ugen står Jóhan Martin i udstillingen, da et barn kommer løbende og hopper op på et kunstværk. Da vi når weekenden efter kun en uges udstilling er ikke bare et, men tre af værkerne gået i stykker.

Udstillingen består af gipsafstøbninger af jorden i Nordafar/Færingehavn*; selve udstillingens tema. Dette ubeboede og forfaldne sted, besøgte Jóhan Martin i sommer, sammen med filmfotograf Ulannaq Ingemann. Det kom der disse gipsafstøbninger ud af samt en sort/hvid film, som dokumenterer eller registrerer stedet; dets bygninger og dets forfald. Udstillingen består også af en fiskekasse, papirsække og mursten fra Færingehavn/Nordafar. Fundne genstande, objekter eller rekvisitter fra den gamle fiskeristation.

- Oprindeligt er der for mit vedkommende to forbindelser til Nordafar, siger Jóhan Martin. Den ene forbindelse – som måske er hovedårsagen til, at jeg gik i gang med det hele – er min far, som kom til Grønland for første gang som 15årig i 1958. Han var med et fiskeskib, og de skulle fiske i Davisstrædet. Først kom de til Buena Vista i New Foundland. Der kunne de ikke få det, de havde brug for. Så sejlede de over til Færingehavn, som lige var blevet til Nordafar. Samtidig er Færingehavn – Føroyingahavnin – også færøsk historie, som alle på Færøerne kender til. Jeg husker tydeligt som barn i 90erne, at jeg så nogle dokumentarer om fiskeri og Færingehavn.

Vi vender tilbage til titlen DISH og denne her lagring af information. Afstøbningen eller registreringen af noget.

- Gipsskulturer - og også videoværker - er en slags dokumenter; et fotografi på et eller andet plan. Man kan sige, at jeg jo har valgt nogle steder ud, hvor jeg laver en afstøbning.  Min professor kaldte engang mine værker (dengang afstøbninger af papkasser mm., red.) for sweet nothings, som kan oversættes til yndige tomheder eller det smukke ingenting. Og det synes jeg var interessant, fordi jeg prøver ikke at fortælle noget helt konkret med disse skulpturer. De ligner ikke noget. De er bare til.

Vi sidder lidt og kigger på videoværket; Jóhan Martin fandt her til morgen, at projektoren var udskiftet. Katuaq skulle bruge den andetsteds og har sat en anden op, mere lyssvag end den forrige. Det irriterer Jóhan Martin – filmen arbejder med de sort/hvide kontraster i forfaldet, men med det meget ovenlys i udstillingsrummet samt en mere lyssvag projekter udviskes kontrasterne i filmen.

Imens lyder der klirrende tallerkner, kopper og en duft af mad spreder sig fra caféen ind i udstillingslokalet; mange har krydset udstillingen, imens vi sad her; nogle stoppede op, andre var på vej andetsteds hen.

 

 *  Nordafar – en sammentrækning af Norge, Danmark og Færøerne – var en fiskeristation dannet i 1951 syd for Nuuk ved Færingehavn, Kangerluarsoruseq. Færingehavn blev anlagt som international fiskerihavn i 1937 med sygehus, radiostation og pakhuse. Nordafar gik konkurs i 1989, og i dag står stedet ubeboet tilbage.

 

** Jeg møder udstillingen DISH dagen efter ferniseringen. Det er aften i Katuaq. Værkerne trækker i mig, som min veninde og kollega fortæller mig om tankerne bag. Udstillingen har potentiale – et potentiale som absolut ikke er forløst i det udstillingsrum, den er placeret i.

Udgangspunktet for interviewet var denne oplevelse af, at have set noget fedt kunst, som ikke blev forløst eller faldt igennem på grund af udstillingsstedet. Afsættet for samtalen var med en slet skjult sarkasme, at Jóhan Martin selv måtte skrive formidlingstekst/pressemeddelelse til udstillingen, og det var immervæk ikke et lille galleri i en smal sidegade, han udstillede på; det var et sted, som kalder sig Grønlands Kulturhus.

Katuaq har lige fejret 20 års jubilæum, men som Ivan Burkal tidligere her på siden har gjort opmærksom på, så er der ting, der ikke burde fejres. For eksempel, kunne jeg tilføje, deres udstillingspraksis.

Ethvert sted, som kalder sig et udstillingssted, bør som det mindste engagere sig i, at kunstværkerne ikke ødelægges af hoppende børn, enten ved at sørge for, at der ikke er hoppende børn i udstillingen, eller planlægge og kuratere udstillingen og værkernes sikkerhed i samarbejde med kunstneren, sådan at det ikke sker. At det sker hele tre gange på en uge, rummer for mig en ligegyldighed over for det udstillede.

Katuaq kalder sig hele Grønlands Kulturhus – i hvert fald hver gang jeg går i biografen – det vil sige kulturhus for høj og lav, tyk og tynd. Derfor er der vel også en hvis forpligtelse til at formidle sine udstillinger; at stedet imødekommer og henvender sig til sine brugere og sine daglige gæster om sine tilbud og udstillinger. Med andre ord gør sig selv relevant.  Jóhan Martins udstilling havde for mig at se en fortælling om Grønland og Færøerne, som jeg tænker at høj og lav også kunne have haft glæde af. Et indspark i søndagsbrunchen eller til biografgængeren.

Katuaq har en ildsjæl, som driver og gør et kanon arbejde med biografen, og de har gode koncerter, men hvis de virkelig skal være hele Grønlands Kulturhus skal de være langt mere end café og konferencecenter – dette burde være en sidebeskæftigelse.

At være kulturhus handler også om, at skabe en kapital, som ikke er penge på bundlinjen, men en kulturel kapital som vedkommer, er relevant, giver indspark og udspark til høj og lav, tyk og tynd, den helt almindelige bruger.

 

 

Jeg bliver også vred

Der findes mange måder at blive ekskluderet på i dette her samfund. Nogle gange fordi man kun snakker dansk, andre gange fordi man kun snakker grønlandsk. Nogle gange fordi man kender nogen, andre gange fordi man ikke kender nogen. I spillet om en plads i samfundet, om retten til at sige noget, er det sjældent kvalifikationer, erfaring og engagement, som tæller.

På Nuuk Kunstmuseum hænger lige nu et værk skabt af kunstner og tidligere gymnasielærer Ivalo Abelsen. Hun er vred. Spændt op som et sælskind hænger et toiletbræt med låget åbent. I toiletbrættets hul har Ivalo Abelsen listet alle sine kvalifikationer og erfaring op – dét som gør hende egnet til gymnasielærer – lige til at skylle ud, som hun gør opmærksom på.

Ved siden af det opspændte bræt hænger et kompendium af eksamenspapirer, fyringsseddel og andre dokumenter. Hele dokumentationen for det som skylles ud.

Hun er fyret. Først fik hun taget et fag fra sig og fik derefter at vide, at hendes fagprofil ikke kunne svare sig i det større timepuslespil. I stedet bliver der ansat folk fra Danmark med samme fag, som ikke kan grønlandsk, bemærker hun i kompendiet. Ivalo Abelsen kan grønlandsk. Ivalo Abelsen kan diskutere på elevernes modersmål i de fag, som man også kalder de identitetsdannende fag.

Et meget direkte og vredt kunstværk, som er svært at misforstå. En skarp samfundskommentar. Der er ingen tvetydigheder – og dog.

I dette forår blev to musiklærere på musikskolen pludseligt opsagt få dage før forårskoncerten– de eneste to uddannede musiklærere på skolen, og personer, som har været med til at bygge musikskolen op – en forårskoncert blev så aflyst med en hel del skuffede børn og unge i Nuuk til følge. En forklaring er så vidt vides ikke kommet ud, og måske skal den ikke være offentlig, men uanset står fyringerne tilbage som en klodset og uprofessionel handling.

Så at fyre nogen til højre og venstre er set før – der mange gode forklaringer, men oftest er de ikke gode nok.

Jeg bliver altid irriteret, når der i fodboldverdenen rask væk fyres trænere efter fem kampe, fordi træneren ikke har leveret. Giv da lige en ærlig chance, tænker jeg, manden skal jo lige lære spillere og klub at kende; at skabe forandring kræver tid. På den anden siden fyres de fleste trænere ret specifikt på grund af noget; de har ikke leveret de resultater, de var ansat til at levere. Det er ikke personligt.

Ivalo Abelsens kunstværk er personligt.

For mig lugter det af den ekskludering, som er overalt i det grønlandske samfund, og heri består dets skarpe kommentar og tvetydighed. Jeg ser i værket den racisme, som danner en negativ klangbund her i landet, og som vi alle udsættes for, måske ikke hver dag, men ofte, hvad enten vi er sorthårede eller lyshårede, muslimer eller kristne, grønlændere eller danskere eller noget helt tredje. En racisme som ingen mål og retning har, men som består af et intenst selvhad; at noget er forkert ved nogen.

Jeg kan for eksempel give flere ikke-kompetente og småracistiske grunde til, at denne artikel ekskluderes, afvises eller ignoreres i en eventuel samfundsdebat: Jeg er lyshåret. Jeg snakker ikke grønlandsk. Jeg er født og opvokset i Danmark. Jeg har ingen grønlandsk familie. Jeg har kun boet i Nuuk i 2 ½ år, så hvad ved jeg overhovedet om de særlige grønlandske forhold. Og at jeg her i denne artikel siger noget negativt om det grønlandske samfund, og hvad ret har jeg til det?

Så pyt med, hvad jeg har af uddannelse (lærer samt kandidatgrad i pædagogisk antropologi), pyt med hvad jeg arbejder med (kunstformidling på Nuuk Kunstmuseum samt frivillig redaktør og skribent i kunst- og kulturtidsskriftet Neriusaaq), og pyt med det daglige engagement, jeg ligger i det sted, jeg lever og bor, som nu er Nuuk.

Pyt med – det sidste kan kastes væk til fordel for det første.

Ivalo Abelsen giver i sit værk andre grunde til eksklusion, men det gør ikke eksklusionen anderledes. Den rammer grønlænder som dansker som franskmand som tysker... Den rammer folk, som bor her og gerne vil engagere sig i det samfund, de lever i.

Eksklusionen er med sine mange ansigter fælles for os alle – iboende som en racisme i det grønlandske samfund. Den er ikke målrettet sorte som i USA, den er ikke målrettet muslimer som i Danmark, den er ikke målrettet jøder som op gennem 30ernes Europa.

Ekskluderingen tager ikke afsæt i kvalifikationer, erfaring eller engagement. Men i alt muligt andet, som man med lidt frækhed kunne forkorte til det lille ord: Magt.

At have magten til at definere – hvad der skal defineres er uklart, selv magten er ikke entydig. Det er ikke en magt, som nødvendigvis vil herske over andre. Men en magt som vil placere og definere, som afføder et had og en racisme, som kun æder sig én vej : indad i det grønlandske samfund.

Kunstværket spændt ud i udstillingslokalet på Nuuk Kunstmuseum kan ses som en skarp kommentar til samfundet, til endeløse ekskluderinger.

Ivalo Abelsen er vred, og det bliver jeg også.

 

Værket er en del af Kunstnersammenslutningen Kimiks årlige udstilling. Udstillingen vises frem til slutningen af juli på Nuuk Kunstmuseum.

En dialog med “1721”

Du er i rummet; jeg hører dine svar, idet jeg selv skaber dem. Jeg prøver at se, men hvad vil du mig?

Her er et kors, det er et hvidt kors.

Korset er dødens symbol. Hvidt er kistens farve. Trækisten i kirken.

Symbolet fordobler sig på afstand; de mange midt i landskabet. På rad og række ligger de mellem fjelde og vand. Her hviler de. De perfekte mennesker.

Du brummer ”1721” og mumler en tilstedeværelse i rummet. Et årstal på en messingplade og et årstal printet ind i alle byens skoleelever.

Du mumler fortælling på fortælling, om dengang Hans Egede kom til byen og ikke forlod den igen. Du strækker dine korslagte arme om historien. De peger uforvarende mod Kolonihavnen; mod hans statue på højen bag kirken. Du er placeret og sat, men har ingen bevægelse i dig.

”Du beskylder mig”, runger du, som var kirken din grund.

”Og du anklager mig”, piber jeg med 300 års historie imod mig.

”Jeg står her bare”, vedholder du.

Din bindestreg er et ekko uden ende. Når ekkoet dør ud, skriver vi et årstal.

”Intet årstal er mig for stort; jeg sluger gerne nogle år mere”, kalder du.

”Kalder du på mig?” Men jeg har ikke forstand på messing, og en sprittusch er kun midlertidig.

”Hvordan får vi sat punktum”, spørger jeg naivt.

”Der skal ikke sættes punktum!”

Jeg fornemmer din fornærmelse. Jeg sparkede samtalen til hjørne, og der står du og gider ikke svare. For du er døden selv, og tavsheden er dit sprog. Jeg prøver forfjamsket at redde en dialog, men du er stille.

Læs mig, synes du at sige.

”Men jeg mangler ordene mellem linjerne”, beder jeg.

Jeg må krybe til korset; lade symbolet røre på sig.

Imens læser skoleeleverne igen og igen: I 1721 kom Hans Egede til Grønland…

 

"1721" er et kunstværk af Julie Edel Hardenberg. Det udstilles over sommeren 2017 som del af kunstnersammenslutningen Kimiks udstilling på Nuuk Kunstmuseum.

Katuaq – succes eller fiasko?

Af Ivan Burkal

NAPA´s direktør i 90´erne udtale i forbindelse med et møde i arbejdsgruppen for kommende brugere af Katuaq, at Nordisk Kulturcenter (senere Katuaq - Grønlands Kulturhus) ville blive en succes, når Kulturcentret åbnede (1997), og at man i fremtiden ville tale om en tid før og en tid efter Katuaqs åbning. Det har han vel fået ret i. Katuaq har været en publikumssucces. Han udtalte imidlertid også, at Katuaq var fremtidssikret for de næste 50 år, men indtil videre har Katuaq mest været en fiasko for billedkunsten.

Arbejdsgruppen holdt en række møder i 1993 (så vidt jeg husker). Jeg deltog på vegne af Kunstnersammenslutningen Simerneq (1980-1998). Arbejdsgruppen fik fra starten at vide, at vi kunne komme med ønsker til kulturcenteret, men at vi ikke skulle forvente, at de ville blev indfriet - hvilket de stort set heller ikke blev.

I oplægget til Nordisk Kulturcenter, nu Katuaq, skrev daværende Landsstyremedlem for Kultur, Jens Lyberth, i 1989 bland andet, at ”foyeren…… skal også kunne anvendes til skiftende udstillinger, hvorfor lysforholdene er meget væsentlige” (s 5)[1].

Af et senere prospekt fremgår det også, at Lille Sal skal kunne anvendes til udstillinger.[2]

I 1998 udgav forlaget Atuakkiorfik bogen ”Katuaq – Grønlands Kulturhus” med tekst og fotos af Ivars Silis. Bogen var første og fremmest en markering af åbningen af Katuaq d. 15. februar 1997 men også et afsæt for, hvad befolkningen kunne forvente sig af huset. Billederne viser en stor entusiasmen, og sådan husker jeg også de første par år af Katuaqs eksistens.[3]

Det jeg her vil fokusere på i ovennævnte bog er dog især afsnittet ”Magien levere videre” for, på trods af den optimistiske titel, havde Silis set malurten i bægeret. Silis skriver således på (s. 55):

”På visse områder kunne huset vanskeligt indfri forventningerne, på andre overtraf de visionerne”, og ”Malerier hænger i korridorer og gange, og de spanske vægge i foyeren danner deres egen sluttede verden. Billedkunsten har fået bedre udstillingsforhold end nogensinde før i Grønland. Men ideelle er de ikke”. Silis slutter afsnittet af med, ” Hvornår får Grønland et nationalt galleri og lokaler alene forbeholdt vekslende udstillinger? Rum, der lader værkerne komme til deres ret, belysningsmæssigt og pladsmæssigt – og giver beskueren ro til fordybelse”[4].

I 20-års jubilæumsskriftet for Katuaq er der stort set kun ros til Katuaq, og man skal se godt efter for at finde kritiske røster. KIMIKs formand, Lisbeth K. Poulsen, siger, at ”rammerne for udstillinger har været udfordrende, men det har aldrig været umuligt” (s. 38). Kunstskolen leder, Arnannguaq Høegh, siger det mere direkte, at ”hun personligt kunne ønske sig – set med kunstnerøjne – at der blev givet mere plads til bedre egne udstillingsområder, med fokus på lys…..” (s. 40).

Borgmester Asii Chemnitz Narup er citeret for, at ”der løbende (gøres) overvejes omkring Katuaqs fysiske rammer, og der er flere ideer og ønsker til en ombygning” (s 18). Disse overvejelser udbydes dog ikke, men må vel være udtryk for at kommunen også har set udfordringerne.

Da vinderne af arkitektkonkurrencen i sin tid blev præsenteret, spurgte jeg en af arkitekterne om udstillingsmulighederne i kulturhuset. Han pegede på en planche, som viste et området foran receptionen, der kunne bruges til mindre udstillinger (på skillevægge), og at det store lokale på 1. sal (en gang kaldt byorkestersalen) kunne anvendes, når Kunstskolen ikke anvendte det eller det blev brugt til scenografi. Han pegede også på området bag ved den lille sal.

I dag er vi endt med, at kunstnerne KUN kan udstille bag ved Lille Sal. Der er ikke tale om et udstillingsrum men et irregulært gangareal, som ikke fra starten er tænkt som et udstillingslokale, og det er derfor meget vanskeligt at anvende til kunstudstillinger.

Heldigvis har vi nu Nuuk Kunstmuseum, der efter mange års famlen efter et ståsted i kunstformidlingen, ser ud til at have fundet sin egen identitet og gode vilkår for billedkunsten.

Katuaq er på mange måder en publikumssucces, og den daværende NAPA direktørs spådom om, at der er en tid før og efter Katuaqs åbning, er gået i opfyldelse, men som udstillingssted for billedkunsten har Katuaq desværre skuffet. Men det kan der måske rettes op på inden for de næste 30 år, og den anden spådom kan dermed også gå i opfyldelse – også for billedkunsten.

[1] Opførelse af Nordisk Kunst- og Kulturcenter i Nuuk udgivet af Kultur- og undervisningsdirektoratet.
[2] Grønlands Kulturhus – et vindue mod verden (1995)
[3] Et utal af konferencer lagde imidlertid beslag på pladsen og mulighederne. Grønlands Kunstnerudstilling KIMIK´s udstillinger i 1998 blev derfor også den eneste i en årrække.
[4] Aka Høegh var Katuaqs sommerudstiller i 1998, hvilket også ses i bogen.

Foto er fra pjecen "Kulturip Illorua/Grønlands Kulturhus - et vindue mod verden", 1995.

Udstillinger – En kærlighedserklæring

Af Nivi Christensen

Udstillinger kan være noget af det mest inspirerende. Udstillinger kan få en lille detalje frem i et værk, og kan få beskueren til totalt at overse et andet. De kan få folk til at se og forstå kunsten på ny, og aktivere flere sanser. Udstillinger kan styre vores forståelse af kunstværkerne. Og så kan de ødelægge og nedbryde kunsten, hvis det bliver gjort uden respekt og kærlighed.

En minimal definition på begrebet udstilling er:

”.. et arrangement af oftest flere udvalgte genstande i et mere eller mindre offentligt tilgængeligt rum ..”*

Udvalgte genstande – altså en selektion. Arrangement – dermed noget styret og opsat. I et tilgængeligt rum – noget præsenteret for andre og i et rum. Det er mere end det, der allerede er – det er noget udvalgt, noget tilgængeligt og noget ordnet.

The White Cube 

Når vi taler udstillingsteori er det mange år siden at tanken om ”The White Cube” – det hvide neutrale udstillingsrum – blev forladt. Udstillinger før 2. verdenskrig var med farvede vægge, gerne i stærk kontrast til værkerne. Efterfølgende opstod en ide om at vægge og rum skulle være neutrale og rene så værkerne kunne tale for sig selv, og der med de hvide udstillingsrum. Uanset hvilken farve væggen har, hvilke værker der er udvalgt, uanset belysning, ophængningsmåde, rummenes udformning, hvilke måde plakaten er skabt eller udstillingstreksten er skrevet, så har det en betydning for udstillingen. Udstillingen er aldrig neutral. Det betyder, at en udstilling altid skal tilpasses et sted. Den samme udstilling vil se forskellig ud i forskellige rum. Den forskellighed kan, hvis man udnytter og omfavner den, forære kunsten nye lag og nye forståelsesrammer.

Ignoreres det – påvirker det også kunsten, men ofte på en negativ måde. Hvis en udstilling er dårlig opsat og ikke er tilrettet rammerne og rummet – kan kunsten virke uprofessionel og ligegyldig. Det kan direkte ødelægge oplevelse af det enkelte værk og af kunstnerens arbejde.

Det er nødvendigt, at vi i Grønlands kunstliv accepterer den præmis. Kuratering – det at skabe udstillinger - har en betydning. Hvis vi forventer professionelle kunstnere, og hvis vi forventer et højt kunstfagligt niveau, skal vi som kulturaktører og udstillingsansvarlige også følge op med professionelle udstillingsansvarlige.

Refleksion, analyse, seriøsitet og diskussion

I forbindelse med KIMIKs udstilling ved Nuuk Kunstmuseum i november 2016 skrev kunstneren og medlem af KIMIK Pierre André Auzias følgende på sin facebook:

“As in a dream, it felt so great to work with people wondering to give the absolut best of themselves!...So many changes through these 4 days of intensive reflexions, analyses and serious (but kind) discussions to find out with the very best way to show our works. At least we found out as an evidence that our difference could create an absolut harmony. “**

En udstilling er langt fra alene håndværksmæssigt og teknisk kunnen. Værkerne bliver først sat i spil ved refleksion, analyse og dialog. På udstillingen var 100 værker – det gav et uendeligt antal måder at opsætte udstillingen på. Selv hvis vi valgte at inddele det sådan, at hver kunstners værker hang sammen, var der tale om 18 udstillende kunstnere, og igen et (næsten) uendeligt antal måder at opsætte dem. Når værkerne opsættes er det en valgt placering – ikke en givet placering.

Udstillingsansvarlig

Alle udstillingssteder bør kunne love kunstnerne, at man afsætte den tid, det tager, at man skaber rum til at gøre sit bedste, og at man har de rette faglige kompetencer. Hvis ikke man giver udstillingerne kærlighed, tid og seriøsitet, hvordan kan man så forvente det af kunstnerne.

Vi har et ansvar for at fremhæve kunstens forcer. Vi har et ansvar for at formidle udstillinger. Vi har et ansvar for at få folk til at forholde sig til kunsten. Vi har et ansvar for at vise kunst for alle aldre. Vi har et ansvar for at give kunsten de bedste rammer. Vi har et ansvar for at udvælge det bedste og reflektere og diskutere, hvorfor det er godt. Vi har et ansvar for at fjerne fokus fra kunstneren over på kunsten.

Det kræver tid, overvejelser, refleksion, videreuddannelse, nysgerrighed, sparring, og så kræver det en erkendelse af, at det har en betydning.

Jeg er træt af dårlige udstillingstekster, der intet siger om kunsten og siger for meget om kunstneren. Jeg er træt af dårlig indramning, print i dårlig kvalitet, uovervejede sammensætninger, for proppede udstillinger, dårligt opspændte lærreder, mangel på mod til at fravælge værker. Jeg er træt af, at det eneste tidspunkt vi taler om uddannelseskrav i forhold til kunsten er kunstnernes – vi taler for lidt om personalet på museernes og udstillingsstedernes faglighed.

Kunstens niveau er kun så højt som laveste fællesnævner – og pt er det ikke kunstnernes niveau, der er problemet - det er udstillingsstedernes niveau. Kunstnerne fortjener bedre. Behandles udstillingerne med ligegyldighed – kan vi heller ikke forvente at folk gør andet end netop det. Behandler vi det med faglighed, seriøsitet og kærlighed, så tror jeg på at folk gør det samme.

*”Hvad er udstillingsanalyse” af Runa Gade i Udstillinger mellem fokus og flimmer red. E. Bodin & J. Lassenius. Citat af Locher s. 17, 2006 ved forlaget Multivers.

**Pierre André Auzias på sin egen facebookprofil efter udstillingen ”KIMIK” på Nuuk Kunstmuseum i november 2016.