Posts in Category: Essay
Hvad er grønlandsk kunst og hvad er en grønlandsk kunstner?
Af Ivan Burkal
Der er ofte i medierne og det offentlige rum særligt fokus på ”det grønlandske” i grønlandsk kunst. Denne artikel tager ikke stilling til om det er godt eller skidt, men forsøger at problematisere ”det grønlandske” i forhold til lovgivningen.
Hvad er grønlandsk kunst og grønlandske kunstnere
Det er der antagelig flere bud på, men det officielle svar kan man finde i Inatsisartutlov nr. 11. af 6. juni 2016 med den noget besynderlige titel ”lov om kunstnerisk virksomhed”. Virksomheden omfatter en række aktiviteter, som beskrives og afgrænses i loven (se § 1, loven kan findes på www.lovgivning.gl).
Loven definerer grønlandsk kunst som ”værker, der er udført af grønlandske kunstnere eller kunstnerisk virksomhed udøvet af grønlandske kunstnere”. Hvad der definerer en grønlandsk kunstner er ofte uklart, men også her er loven meget tydelig; en ”grønlandske kunstnere er kunstnere, der har fast bopæl i Grønland” (se § 2).
Tilskud til professionelle kunstnere siden 2003
Polemisk kan man så spørge; ja, men hvad ER en kunstner - ud over at være en person med fast bopæl i Grønland? I finansloven under formålskontoen KUNST (se 40.95) findes bl.a. de såkaldte kulturmidler, der kan søges med hjemmel i ovennævnte Inatsisartutlov. Af teksten på hovedkontoen fremgår desuden, at ”midlerne kan søges af enkeltpersoner, organisationer m.v. og ydes fortrinsvis til professionelle udøvende og skabende kunstneres aktiviteter og projekter, og til andre projekter med et højt kunstnerisk niveau”. Muligheden for at yde tilskud til professionelle kunstnere blev første gang mulig efter vedtagelsen af Landstingsforordningen om kultur- og fritidsvirksomhed i 2002 (§ 30). De nye muligheder for at støtte den professionelle kunst blev synliggjort i finansloven 2003, og om kulturmidlerne stod der, at ”Midlerne … ydes fortrinsvis til professionelle skabende og udøvende kunstneres aktiviteter og projekter”. Definitionen af en professionel kunstner, blev dog ikke fastsat i andre regler, selv om forordningen gav mulighed for det.
De politiske intentioner
I bemærkningerne til Inatsisartut loven om kunstnerisk virksomhed kan man få en idé om intentionerne med loven. Desværre udbydes hverken begreberne grønlandsk kunst eller grønlandsk kunstner og det professionelle element, som fremgår af finansloven, er heller ikke nævnt. Om loven i øvrigt står der i bemærkningerne, at loven” tilsigter overordnet at give kunstområdet en klarere status og større betydning som et offentligt ansvarsområde, herunder at tydeliggøre de offentlige myndigheders ansvar på området”, og ”Naalakkersuisut finder, at kunsten har en stor betydning for samfundsudviklingen, og at det er de offentlige myndigheders ansvar at sikre, at der er gode rammer for kunstnerisk virksomhed og befolkningens muligheder for at nyde godt af den kunstneriske virksomhed”.
Kunstloven der blev til ”loven om kunstnerisk virksomhed”
Hvis man politisk ønsker at give kunstområdet en klarere status og større betydning, må man vel forvente en vis professionel tilgang til såvel ”værker” som ”virksomhed”. Problemet er, at loven fra 2016 i høj grad er en ajourføring af forordningen fra 2002 og ikke en egentlig KUNSTLOV, der tager udgangspunkt i de skabende og udøvende kunstneres betingelser og behov - der i virkeligheden er meget forskellige.
Er det så ikke lige meget – i vores lille verden – om definitionen af grønlandsk kunst og grønlandske kunstnere fremgår af loven? Både og - når der skal deles penge ud, kan det have en betydning. For kunstlivet generelt har det en stor betydning. Hvis vi holder os til billedkunsten, kan man argumentere for, at der er gode billeder og dårlige billeder og billeder, der bliver til kunst. Med andre ord, det, der nu eller med tiden betragtes officielt som (billed)kunst, fordrer en offentlig stillingtagen til værkerne. Det kan ske gennem udstillinger, offentlige og private indkøb, legater og tilskud, anmeldelser, priser, uddannelser, bøger og tidsskrifter mv. Hvis man listede alle muligheder op og stillede sig det spørgsmål, hvor mange ”flueben” kan vi sætte her i landet, vil det blive til ganske få. Kunstskribenter og kritikkere spiller en særlig rolle i dette system, men manglen på dem her i landet og på hele det system, der over tid er med til at definere hvad der er kunst og hvem, der er kunstner, findes ikke.
Derfor udfordres kunstnerne ikke, og de bliver ikke interessante for andre uden for Grønland. Kunsterne bliver fastholdt i deres egen selvtilstrækkelighed og i en konform kunstverden.
Kunstindkøb og sikring af kulturarven
I forhold til det offentliges køb af kunst og her især Grønlands Nationalmuseum, der varetager forpligtelserne i forhold til kulturarven, må der siges at være en særligt problem. Hvis man ser på museets årsrapport for de seneste år og indkøbene i 2017, har museet indkøbt værker af kunstnere, der ikke falder ind under Inatsisartutlovens definition af grønlandsk kunst.
Det vil derfor været meget relevant om museet fastlagde en indkøbsstrategi for fremtidige indkøb til bevaring af kulturarven mht. kunstværker.
Tekster i frit fald – om kunst og uddannelse situeret mellem Danmark og Grønland
Af Stine Lundberg Hansen
Prolog
Al uddannelsestænkning bør gøre plads til det ugribelige mellemrum mellem nu og i morgen. Al reel uddannelse består af hullerne i hegnet.
1
Kunsten har ingen wow-effekt*. Den opvoksende generation bliver hverken klogere eller dummere – men kan blive begge dele.
Kunst kan være filosoferende, men også propaganderende.
Al samtænkning mellem skole og kulturinstitution, mellem klasse og kultur, mellem elev og kunstværk må bero på retten til at tænke og mærke efter, lige så vel som retten til at vende ryggen til.
Kunst er ikke noget program – kunsten er uden endemål og facit. Hvis kunsten tænkt pædagogisk bliver programmatisk, må der være sprækker; sprækker til den frie tænkning, den frie tale, til at slippe fri.
Kunst kan sætte tanker i gang, være et tankerefugium, en sanselig udfordring og vende hverdagen på hovedet. Kunsten er skabt af og er til for og imellem mennesker. Derfor skal den være tilgængelig; synlig i ethvert barns opvækst.
Kulturinstitutioner skal ikke påvirke; de skal skabe tænkninger – refleksioner over liv og samfund.
2
Kunsten er også uddannelse; den er perspektiver, omvendelser, tænkning, samfundsbaseret, samfundsintegreret, menneskerelevant. Den er for alle, ingen og for sig selv. Den er ubegribelig og netop i denne ikke-definerethed bør den gribes.
I Grønland synes al uddannelse i den politiske tænkning gang på gang reduceret til kampen mellem sprogene; til grønlandsk versus dansk og vice versa; til grønlandsk, dansk eller engelsk?
I skyggen forbliver matematikken og naturfagene (geografi, biologi, fysik, kemi) samt samfundsfagene (religion, historie, samfundsfag og fx kunsten).
Andre sprogfag som fransk, tysk, spansk, russisk, kinesisk eller hvad der nu synes relevant, diskuteres ikke.
Næsten i komplet mørke står de kreative fag, som i løbet af de sidste par år er skubbet så langt ud i periferien, at jeg ikke længere kender deres navn. I min skoletid hed de musik, drama, sløjd, håndarbejde, hjemkundskab og formning/billedkunst. Lokale valg er de omdøbt til i den grønlandske folkeskole, hvilket vel dårligt er et fag med et reelt indhold. En udvanding af de engang mere afgrænsede fag; lokalvalg er et valg lokalt uden et specifikt fagligt indhold.
For meget fortaber sig i en debat om sprog og nationalitet – heller ikke kunsten diskuteres.
Kunsten er i filmen, i teatret, i litteraturen, i billedkunsten, i musikken, i håndværket, i designet – og den kan være i mange af skolens fag.
3
Kunsten lader sig kun gøre som et møde. Et møde som kan udfordres, uddybes og udvides, eller forblive et nik, et strejf, et kort sammentræf.
Mødet med kunsten må lægge sig til rette mellem linjerne, hvor den undviger sproget og taler udenom.
Kunsten kan ikke reduceres til et italesat program.
Kunsten er.
Mødet med kunsten må efterlade huller i hegnet, hvor tankerne kan smutte igennem.
Kunsten skal være synlig og tilgængelig i alle uddannelser, men det er gennem hullerne i hegnet, at enhver horisont udvider sig.
Et møde består af en reel udveksling to eller flere parter imellem. Det består i en åbenhed mod den anden og mod omverdenen, hvor der argumenteres, modelleres og formes begge veje.
Det politiske bagland og uddannelser i Grønland bør være ansvarlige for adskillige møder mellem elev/studerende og kunst finder sted, og at der i disse møder er mulighed for fordybelse og uddybelse – og sikre hullerne i hegnet og retten til at vende ryggen til bibeholdes.
4
Essensen af kunsten udtrykkes ikke i wow – hvad kunsten kan undslipper ordene. Kunsten har ingen samlet eller ensartet essens, heri består dens kvalitet.
Kunsten kan få os til at tænke, undre os, skabe nysgerrighed, vække sanserne, være grænseoverskridende, provokerende, propaganderende – men det er ikke givent.
Kunst er en vital del af samfundet – det er enhver tids udtryk et bestemt sted.
Den er forbundet med menneske, samfund og tid – derfor bør den være en del af enhver uddannelse.
5
Kunsten er i rummet. Den er i et forhold, en relation, en sekvens, en rækkefølge.
Rum er mentale og fysiske. Vi kan være et sted med vores krop, et andet i tankerne.
Rum er afgrænsede af opfattelsen af det.
Kunst er i rum og forholder sig til mangfoldige rum – både mentale og fysiske.
Uddannelse er ofte knyttet til et defineret fysisk rum – klasseværelser, auditoriet, lokalet eller den fysisk manifesterede institution som skole eller universitet.
Men uddannelse er også mentale rum; de muligheder for rumudvidelser et fag indeholder. Ethvert fag bør arbejde på kanten af umulighed – for at holde muligheden for nye rum åbent.
Kunsten består af mulige rum. I sig selv er kunsten en umulighed – heri gemmer sig alle mulighederne for rum. En rumlighed. Noget der ligner, men ikke er rum. En mimesis – en gentagelse og en spejling af rum – fysiske som mentale – som virker tilbage på eller skaber nogle nye rum.
6
Kunstens rum er museet, galleriet, kunsthallen, udstillingen, teatret, bogen, koncerten eller en begivenhed, en afbrydelse, et rum defineret af mennesker.
Et rum som altid kunne være anderledes.
7
Kunstmuseet er et andet rum end klasseværelset.
Klasseværelsets rum er centreret om undervisning; om et forhold mellem elev/studerende og lærer/underviser og et fag.
Kunstmuseets rum er centreret om kunsten; om et iscenesat møde mellem den besøgende/brugeren/den udefrakommende og kunsten.
Kunsten er kurateret og iscenesat i et rum af nogle i museet til nogle udenfor museet. Faget er rammesat af nogle i uddannelsen til nogle udenfor uddannelsen.
Begge rum vil noget med nogen.
8
Nuuk Kunstmuseum har mange små rum. Museet er som bygget til labyrinthisk at gå på opdagelse. Væggene er tæt på og det er kunsten også.
I hvert rum er muligheden for andre rum. Som et æskesystem. Hvert kunstværk indeholder mulige rum, og hver beskuer, hver besøgende, hver elev eller studerende medbringer deres rum til museet.
Det er alle disse muligheder af rum, som kunsten i uddannelse skal sætte i spil. Rum uden facit men rum som udfordrer, påvirker og argumenterer mod hinanden.
Rum på rum er, hvad mødet mellem elev/studerende og kunstværk består i. Dette møde kan skabe forbindelser og afbrydelser, kan kortlægge og erkende, og kan skabe tænkninger. Det er ikke sikkert, at det sker, men mødet med kunsten åbner muligheden for, at det gør.
Hvis kunsten præsenteres som et fastsat program – en simpel wow-effekt til bedre karakterer – og ikke som et møde med mange mulige iboende rum, så mister kunsten sin effekt som kunst.
* Den engelske professor Anne Bamford fra Wimbledon School of Art har skrevet om sammenhængen mellem de kreative fag, kunsten og hvor godt børn klarer sig i skolen, som hun kalder wow-effekt.
Udstillinger – En kærlighedserklæring
Af Nivi Christensen
Udstillinger kan være noget af det mest inspirerende. Udstillinger kan få en lille detalje frem i et værk, og kan få beskueren til totalt at overse et andet. De kan få folk til at se og forstå kunsten på ny, og aktivere flere sanser. Udstillinger kan styre vores forståelse af kunstværkerne. Og så kan de ødelægge og nedbryde kunsten, hvis det bliver gjort uden respekt og kærlighed.
En minimal definition på begrebet udstilling er:
”.. et arrangement af oftest flere udvalgte genstande i et mere eller mindre offentligt tilgængeligt rum ..”*
Udvalgte genstande – altså en selektion. Arrangement – dermed noget styret og opsat. I et tilgængeligt rum – noget præsenteret for andre og i et rum. Det er mere end det, der allerede er – det er noget udvalgt, noget tilgængeligt og noget ordnet.
The White Cube
Når vi taler udstillingsteori er det mange år siden at tanken om ”The White Cube” – det hvide neutrale udstillingsrum – blev forladt. Udstillinger før 2. verdenskrig var med farvede vægge, gerne i stærk kontrast til værkerne. Efterfølgende opstod en ide om at vægge og rum skulle være neutrale og rene så værkerne kunne tale for sig selv, og der med de hvide udstillingsrum. Uanset hvilken farve væggen har, hvilke værker der er udvalgt, uanset belysning, ophængningsmåde, rummenes udformning, hvilke måde plakaten er skabt eller udstillingstreksten er skrevet, så har det en betydning for udstillingen. Udstillingen er aldrig neutral. Det betyder, at en udstilling altid skal tilpasses et sted. Den samme udstilling vil se forskellig ud i forskellige rum. Den forskellighed kan, hvis man udnytter og omfavner den, forære kunsten nye lag og nye forståelsesrammer.
Ignoreres det – påvirker det også kunsten, men ofte på en negativ måde. Hvis en udstilling er dårlig opsat og ikke er tilrettet rammerne og rummet – kan kunsten virke uprofessionel og ligegyldig. Det kan direkte ødelægge oplevelse af det enkelte værk og af kunstnerens arbejde.
Det er nødvendigt, at vi i Grønlands kunstliv accepterer den præmis. Kuratering – det at skabe udstillinger - har en betydning. Hvis vi forventer professionelle kunstnere, og hvis vi forventer et højt kunstfagligt niveau, skal vi som kulturaktører og udstillingsansvarlige også følge op med professionelle udstillingsansvarlige.
Refleksion, analyse, seriøsitet og diskussion
I forbindelse med KIMIKs udstilling ved Nuuk Kunstmuseum i november 2016 skrev kunstneren og medlem af KIMIK Pierre André Auzias følgende på sin facebook:
“As in a dream, it felt so great to work with people wondering to give the absolut best of themselves!...So many changes through these 4 days of intensive reflexions, analyses and serious (but kind) discussions to find out with the very best way to show our works. At least we found out as an evidence that our difference could create an absolut harmony. “**
En udstilling er langt fra alene håndværksmæssigt og teknisk kunnen. Værkerne bliver først sat i spil ved refleksion, analyse og dialog. På udstillingen var 100 værker – det gav et uendeligt antal måder at opsætte udstillingen på. Selv hvis vi valgte at inddele det sådan, at hver kunstners værker hang sammen, var der tale om 18 udstillende kunstnere, og igen et (næsten) uendeligt antal måder at opsætte dem. Når værkerne opsættes er det en valgt placering – ikke en givet placering.
Udstillingsansvarlig
Alle udstillingssteder bør kunne love kunstnerne, at man afsætte den tid, det tager, at man skaber rum til at gøre sit bedste, og at man har de rette faglige kompetencer. Hvis ikke man giver udstillingerne kærlighed, tid og seriøsitet, hvordan kan man så forvente det af kunstnerne.
Vi har et ansvar for at fremhæve kunstens forcer. Vi har et ansvar for at formidle udstillinger. Vi har et ansvar for at få folk til at forholde sig til kunsten. Vi har et ansvar for at vise kunst for alle aldre. Vi har et ansvar for at give kunsten de bedste rammer. Vi har et ansvar for at udvælge det bedste og reflektere og diskutere, hvorfor det er godt. Vi har et ansvar for at fjerne fokus fra kunstneren over på kunsten.
Det kræver tid, overvejelser, refleksion, videreuddannelse, nysgerrighed, sparring, og så kræver det en erkendelse af, at det har en betydning.
Jeg er træt af dårlige udstillingstekster, der intet siger om kunsten og siger for meget om kunstneren. Jeg er træt af dårlig indramning, print i dårlig kvalitet, uovervejede sammensætninger, for proppede udstillinger, dårligt opspændte lærreder, mangel på mod til at fravælge værker. Jeg er træt af, at det eneste tidspunkt vi taler om uddannelseskrav i forhold til kunsten er kunstnernes – vi taler for lidt om personalet på museernes og udstillingsstedernes faglighed.
Kunstens niveau er kun så højt som laveste fællesnævner – og pt er det ikke kunstnernes niveau, der er problemet - det er udstillingsstedernes niveau. Kunstnerne fortjener bedre. Behandles udstillingerne med ligegyldighed – kan vi heller ikke forvente at folk gør andet end netop det. Behandler vi det med faglighed, seriøsitet og kærlighed, så tror jeg på at folk gør det samme.
*”Hvad er udstillingsanalyse” af Runa Gade i Udstillinger mellem fokus og flimmer red. E. Bodin & J. Lassenius. Citat af Locher s. 17, 2006 ved forlaget Multivers.
**Pierre André Auzias på sin egen facebookprofil efter udstillingen ”KIMIK” på Nuuk Kunstmuseum i november 2016.
Isen hvor mennesket lever og bor
Isen hvor mennesket lever og bor
Grønland er kendt for sin indlandsis. Indlandisen kan smelte, verden forandre sig. Klima i krise er overskriften pt. Intet er fast, og hvad der er frosset kan smelte. Isen er ej heller altid gennemsigtig. Isen konstituerer manges møde med Grønland. Et land som i sin tid ikke fik navn af isen.
Lige nu er der to udstillinger i Nuuk. Udstillinger af kunstnere, som kom til Grønland og fandt inspiration.
På Nuuk Kunstmuseum vises Kirsten Kleins landskabsfotos af isfjelde ved siden af Jette Bangs ikoniske sort/hvide fotografier. På Nationalmuseet er Iskrystalprinsessen vol. 2, hvor designer Jørgen Simonsen inspireret af den grønlandske nationaldragt og sælskind udstiller fem haute couture kreationer.
Det er hverken fotografi, sælskind eller nationaldragt dette essay skal handle om – men om isen.
Iskrystaller
Jørgen Simonsen (f. 1972) lavede i slutningen af 90erne kollektionen Iskrystalprinsessen. Han havde aldrig været i Grønland, men havde brugt timer på at studere grønlandske klædedragter på et bibliotek i Paris. Volume 1 af Iskrystalprinsessen blev designet til modehuset Versace. På det tidspunkt havde Jørgen Simonsen kun besøgt Grønland i sin fantasi. Vi vender tilbage til Iskrystalprinsessen, men for et øjeblik dvæler vi ved fantasien.
…
Grønland er en fantasi. Det er utopien mod nord; fantasien om det uberørte, det overvældende, det opslugende, det slet og ret romantiske; det skønne, det sublime og det pittoreske.
Fantasien om det oprindelige. Naturfolket og forbindelsen til naturen; tætheden og samklangen. Det rå og barske iblandet det landskab, der tager pusten væk og fjerner benene under. Det eksotiske og fremmede.
Fantasien er levende i isens genskær.
…
Iskrystalprinsessen vol. 2 er en ny kollektion, hvor Jørgen Simonsen har besøgt og samarbejdet med Grønland.
http://sermitsiaq.ag/groenland-slog-benene-vaek-modedesigner
Iskrystalprinsessen vol. 2 er også et fotoshoot. Ved isfjorden. Med isfjelde, isblokke, isflader i baggrunden. Vi er ved Ilulissat – verdensarven og turiststed nummer 1. Ilulissat betyder isfjelde.
En kvinde poserer. Er hun prinsessen? Fantasien? Med bare arme blandt isen, på isen, ved isen.
En anden kvinde tager fotos – ikke i Ilulissat, men i Saqqaq længere nordpå. Af fjelde. Af is.
Isfjelde
Kirsten Klein (f. 1945) tog i en måned billeder af isfjelde. Formerne, lyset og rummet omkring dem. Som landskabsfotograf kan Kirsten Klein noget med rummet – hun kan tage billeder af dét, der ikke er. Af rum, af afstand, så luft fylder. Tomrummet presser sig på i hendes landskabsfotografier.
I billede på billede møder vi isfjeldene – og i hendes bedste fotografier fylder tomrummet omkring isen og presser sig på, som en dramatisk masse. Alligevel bliver isen et eksotiske møde – det fremmede stof. Koblet på fantasien om dette land.
Der findes tusinder og atter tusinder af billeder af isen i Grønland.
kunsten.nu/artguide/calendar/jette-bang-kirsten-klein/
I mødet med isen som fascination og som fremmedlegeme overses noget. At noget er det samme. At livet i Grønland leves og leves og leves*. Dag efter dag i flere tusinde år.
Fantasien om et land gjort af et andet stof – et stof klimaet kan forandre. Men intet er fast selv ikke isen - og endnu mindre fantasien.
For eksempel
Et isfjeld er stort og massivt – også selvom verden taler om, at det smelter. Isen er ikke altid gennemsigtig...
Grønland er et land, hvor livet leves. Ikke med en særegen mystik eller indkapslet i tiden. Men et levet, fremadskridende liv, som blandes og udveksles med andre. Grønland har aldrig været noget for sig – folk har vandret, sejlet og fløjet hertil.
Grønland var grønt i syd, da det fik sit navn. Nuuk er uden sne 4-6 måneder om året – selvom der kan komme isskodser sejlende i fjorden.
Men isen konstituerer manges første møde med landet – og for mange foregår første møde med Grønland i fantasien.
Fra og til
På Nuuk Kunstmuseums samling – den største offentligt tilgængelige samling af grønlandsk kunst – går man fra ekspeditionsmalerne og alle dem, der kom udefra og og ind, blev inspireret, men aldrig slog sig permanent ned i landet, til de grønlandske kunstnere (kunstnere opvokset eller bosat i landet).
Isen er forskellen. Isen som optager så mange kunstnere udefra – isskodser, isfjelde, iskrystaller – men er fraværende som motiv, som fantasi i den grønlandske kunst.
Grønlandske kunstnere beskæftiger sig ikke med isen – ikke som fascinationsmotiv. Nogle kunstnere bruger blålige farver – som fra isen – men ikke til is, og farverne bruges for det meste mangfoldigt, som fjeldet om sommeren. Her er naturen og isen hverken skøn, sublim eller pittoresk. Den er – nogle gange et afsæt, en impuls, andre gange uden betydning. Og mennesket lever iblandt den.
Regler er undtagelser
Den grønlandske kunstner Inuk Silis Høegh (f. 1972) har pakket bygninger langt fra Grønland ind, så de blev til is. Et isbjerg. Ikke fantasien om landet højt mod nord, men en helt konkret fysisk manifestation.
Isbjerget er sat sammen af forskellige fotografier taget af fotograf Ivars Silis (f. 1940).
Inuk Silis Høegh genkalder i værket en nærmest pervers glæde i dét at konstruere sit eget isbjerg af egen fantasi. En fantasi som mimer virkeligheden, men ikke er den. Kan et isbjerg se sådan ud i virkeligheden? Som en kommentar til menneskets behov til at kontrollere naturen.*
En kommentar som også kommenterer på at gøre det rå, barske og sublime til det pittoreske, det sceneriske og til et landskab. Det skræmmende og det tæmmede. Og alligevel ender dette isbjerg måske med at være som Frankensteins drøm om mennesket, og at bygge og kontrollere det – noget der ender med at være udover vores fatteevne, noget der undviger vores kontrol.
Iluliaq, som værket hedder, manifesterede sig første gang under COP15 – FN’s klimakonference i København i 2009. Dermed er værket også en kommentar til det, verden snakker om – isen smelter.
Isen iblandt fantasien
Isen er en realitet og et fantasifoster; en idé om et land mod nord.
Lige nu er der to udstillinger i Nuuk med isen som fascination, som inspirator, som fremmedlegeme, som drømmen om dette mægtige land mod nord med den overvældende natur. Dog et land, hvor mennesket har levet og lever og lever og lever…
* http://www.gallery.ca/en/about/1454.php
Artiklen er inspireret af ”Til hæder og ære” af Aqqaluk Lynge (in: Til Hæder og Ære /Tupigusullutik angalapput, Brøndum, København, 1982) :
De rejste og rejste
i et land hvor de troede
at ingen menneskelige væsner
kunne leve og bo
De rejste og rejste
og da de kom fandt de nogle
som ikke kendte andet
til mennesker end sig selv,
De rejste og rejste
og gæstfriheden var stor
nysgerrigheden uendelig
men gæsterne var ikke til at mætte.
De rejste og rejste
alle vegne hvor de kom
blev menneskene undersøgt
deres klæder, slæder og udstyr blev opkøbt
De rejste og rejste
til så stort et land
kan der ikke være nok mennesker
til at navngive så mange steder
De rejste og reste
og rejste tilbage
med kort over landet
og livsform beskrevet
til hæder og ære
medaljer med mere
for at have berejst et land
hvor mennesker lever og bor
Når ravnene er
Når ravnene er
Når de hvide ravne kommer, sker der det, der ikke sker. Det grønlandsk ordsprog ”tulukkat qaqortippata” (når ravnene bliver hvide) betyder noget nær aldrig nogensinde. En ravn er sort! Men i udsmykning, kunst og design skifter den farve.
På logoet for de grønlandske lufthavne – Mittarfeqarfiit – flyver en sort og en hvid ravn side om side. Som modsætninger. Som omvendinger.
Logoet er lavet af kunstneren Rikke Diemer. Hun udsmykkede engang Blok Q i Nuuk med ravne. Som så blev revet ned. Men hendes ravne flyver nu igen på de syv boligtårne på Tuapannguit, også i Nuuk.
Blok Q og Tuapannguit : http://www.rikkediemer.dk/
- For mig har Nuuks vintre altid hørt tæt sammen med de mange ravne i leg hen over byens tage.
Ravnen er et mønster, en bevægelse, en udsmykning i byrummet.
Ravnevejr eller Natteravne
På det daværende Hotel Nuuk hang tre kobberplader. Et kunstværk af Anne-Birthe Hove (1951-2012).
Der er lyde i værket. Ikke hørbare men i ætsningerne og stregerne. Det stormer, regner og suser. Og ravnene basker rundt. Det er et Ravnevejr.
Anne-Birthe Hove kaldte værket for Natteravne. Fordi det hang i en hotellobby og bar. I dag hænger det på Nuuk Kunstmuseum.
Nevermore
I natten er alle ravne sorte, men i Nuuk er ravnene tydelige om dagen i deres kulsorte sort mod den snehvide sne.
De har mange stemmer, som genlyder, når vinteren har frosset næsten alle naturens lyde ned.
Edgar Allan Poe hørte i digtet ”The Raven”* ravnen sige ”Nevermore!”. Og ravnen var sort som natten og dens lyd ildevarslende. Aldrig mere.
De sorte ravne leger over hustagene og går rundt blandt menneskene, som var de forvoksede husdyr.
Kammalaateeqqakka
Mine små venner – kammalaateeqqakka – kalder kunstneren Arnannguaq Høegh en serie tryk af ravne - udstillet på kunstnersammenslutningen Kimiks udstilling på Nuuk Kunstmuseum for nylig.
Gående, hoppende, stillestående ravne. Ravne på jorden. Forvoksede husdyr.
Prikkende i jorden. Slentrende. I menneskehøjde.
Trykt lag på lag. I forskellige farver som skygger. Uendelige spaltninger. Ubrydelige mønstre.
De har personlighed. Er i gang med hver sit. Gentaget og gentrykt.
Ravnene går omkring Arnannguaq Høeghs hus – hun fodrer dem og kalder dem ”kammalaateeqqakka”.
Ravnenes Gud
I den Nordiske mytologi findes ravnenes gud.
Hugin og Munin betyder tanke og erindring. Ravnene Odin sender ud. De er hans øjne. De ser, hører, husker og fortæller. Med ravnen kan han komme allevegne hen. Midgård, Udgård og Asgård.
”På hans skuldre sidder to ravne, og i hans ører fortæller de ham om alle de nyheder, de ser og hører. De hedder sådan: Hugin og Munin. Ved daggry sender han dem ud at flyve over hele verden, og de kommer tilbage til morgenmåltidet. På den måde får han kendskab til mange begivenheder. Derfor kalder mennesker ham ravnenes gud.” **
Ravnen er mytologisk; den hører til i fortællingen, den fabuleres over, og den har sin plads i fablen. En grønlandsk fabel om ravnen og islommen fortæller, hvordan de blev sorte og hvide.
Ravnen og islommen malede hinanden. Ravnen blev sort med store hvide prikker. Men prikkerne var ikke helt ens, syntes ravnen. Så ravnen malede sort på – og mere endnu – til ravnen var helt sort.
”qaq qaq qaq”, skreg den, da den så, at den var helt sort.
Når ravnen bliver sølv
Aviaaja Kleist Burkal designer smykker. Ravnen er et gentagent design i hendes smykkekunst.
Lige nu i form af ørestikker. Ørestikker hvor ravnen har delt sig i to.
Ørestikkerne : http://www.aviaaja.com/portfolio/ravens/
- Jeg prøvede at forenkle formerne så meget som muligt. Skitsen af en siddende ravn delte jeg op i to – et forstykke og et bagstykke – så der kunne komme lidt mere form og dimension ind, så det passer til den dramatik, jeg forbinder med ravne.
Aviaaja Kleist Burkal vil skabe fortællinger gennem sin kunst. Ravnen med sin sorte mystik og sin symbolik prikker til hendes fantasi.
Ravnen er i fortællinger, fabler og myter. Ravnen ligner Hitchcocks Fuglene. Og ravnene var en del af børnenes leg i Aviaajas barndom, og én ravn i Narsarsuaq blev kaldt Ralak.
- Den var ret fræk, og der er forskellige historier om den, som folk stadig husker. Nogle gange legede vi børn, at ravnene ville spise os, hvis vi havde rødt tøj på, og så løb vi skrigende fra hus til hus – selvfølgeligt med rødt tøj på, så det var ekstra spændende.
En ravn er en genkendelig form og indeholder en symbolik på tværs af kulturer.
- Det samme kan siges om andre dyremotiver, hvor en genkendelig form og en bred fælles opfattelse af den symbolik dyret tillægges, gør det muligt for en designer [eller kunstner, red.] at bruge det i sit formsprog – og derigennem formidle budskaber videre.
* https://www.poetryfoundation.org/poems-and-poets/poems/detail/48860
** Snorris Edda, ved Kim Lembek og Rolf Stavnem, Gyldendal, 2012; side 65
S/H Udsnit af Natteravne - Anne-Birthe Hove
At rejse (sig)
At rejse. ”En ændring” siger kunstneren Marte Lill Somby. ”For mig er det et slags åndehul”, siger kunstneren Kristine Spore Kreutzmann.
Af Stine Lundberg Hansen
To kunstnere taler om at rejse ud som kunstner – den samisk-norske Marte Lill Somby, som i efteråret var den første kunstner på Nuuk Kunstmuseums kunstnerresidens, og som i samarbejde med den grønlandske kunstner Kristine Spore Kreutzmann skabte, hvad der nok var Nuuks første pop-up udstilling i Holms Hus på Aqqaluks Plads.
- Jeg kan godt lide at bevæge mig lidt. At jeg ikke bare står stille her, men får lov til at komme et andet sted hen, siger Kristine Spore Kreutzmann, uddannet keramiker, og med keramikken har hun rejst til Japan, Burkina Faso og Mexico.
Hvordan begynder en rejse?
Det spørger Tomas Espedal i bogen Gå. (Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv).
Han svarer: ”Jeg ligger på sofaen og leser, to gode puder under hodet, et ullteppe over beina, en kald marsdag, det regner og regnet går over i hagl; det trommer mod vinduesruten.” *
Alt i alt en dag man ikke har lyst til at gå ud i. Men:
”Reisen begynner her; jeg forlater sofaen og går ut.” *
Der indtræffer en ændring; man rejser (sig).
Den lange eller lige udenfor døren
Rejsen er en ændring eller impulser, siger Marte Lill Somby. At rejse behøver ikke at være langt. For Marte Lill Somby er samtalen eller udvekslingen med andre mennesker, med andre kulturer vigtig for hendes kunst.
- Som kunstner koncentrerer jeg mig om de eksistentielle spørgsmål, og hvordan man forholder sig til de enkelte ting. Andre kulturer, andre normer; folk har forskellige traditioner, som opfattes som vigtige. Jeg kan lide idéen om at bryde med traditioner – men også at tænke på, hvad som kan være ens personlige ønske eller opfattelse [af traditionerne, red.]. Traditionerne er ikke lige stærke. Der er også idéen om, at man vil holde på dem. Men vi er jo dynamiske; ting ændrer sig hele tiden.
At rejse skaber ændring. Vi rejser os. Vi går fra én position til en anden; vi rejser fra én position mod en anden. Rejse kommer fra vestgermansk raisón, som betyder opstigning, opbrud eller at rejse sig op for at drage afsted.
”Reisen forvirrer os” *, skriver Tomas Espedal.
Rejsen er en afbrydelse af læsningen på sofaen; en tur ud i haglvejret, og måske et håb om at se alt med nye øjne eller at skabe ubalance i den ellers fremadskridende tid. Og rejsen er altid en venden tilbage – noget midlertidigt, som selve bevægelsen fra siddende til stående, at rejse sig, er – ellers bliver rejsen ikke et opbrud eller en ændring, men til noget permanent.
At vende tilbage
Kristine Spore Kreutzmann laver små, hvide minimalistiske skåle – en form inspireret af hendes rejse til Japan.
- Jeg tror, at det at rejse driver mig på den måde, at jeg kan blive ved med at lave det [keramikken, red.]. At jeg har ny energi, når jeg kommer tilbage.
At inspirere kommer af latin in-spirare – at indblæse, indgyde eller begejstre. At inspirere giver en impuls til noget. Rejsen kan være denne impuls, der indblæser og sætter gang i.
- Jeg laver sådan nogle former, som jeg slet ikke tænker over, men det ender med, at de får et japansk præg. Jeg er også begyndt at bevæge mig over i noget andet end porcelæn efter min tur i Afrika; efter jeg havde set alle de farver. Jeg vil rigtig gerne arbejde med noget helt rødt ler – sådan terracotta-agtig – efter at have set deres røde veje. Jeg tror, at det kommer ret ubevidst. Det er ikke rigtig noget, jeg tænker over. Det kommer bare, mens man arbejder.
For Kristine Spore Kreutzmann kommer formerne ud af arbejdet med leret – ikke noget hun på forhånd har bestemt sig til – men naturen er det, hun inspireres af. Det er ikke en motivisk inspiration, men elementerne – leret, stenen, sandet - og selve landskabet; de røde veje i Afrika, landskabet i Mexico, måden at respektere naturen på i Japan, og særligt finder hun inspiration i den grønlandske natur.
- Jeg kan tage ind i fjorden og hente noget ler, hvis det skulle være. Jeg har også brugt sand fra stranden til at blande i mit porcelæn. På den måde vil jeg gerne bruge den grønlandske natur på en anderledes måde. Jeg vil gerne lave glasur af granit og de mineraler, vi har her i Grønland. Men det er et større projekt. Grønland er det sted, jeg finder mest inspiration fra, men det er stadig rart at komme lidt væk.
Selv at tage ind i fjorden eller ud i naturen kræver opbrud og at rejse sig for at vende tilbage til keramikken.
Rejsen vender tilbage til
Rejsen kan i sig selv også være en venden tilbage til. Den grønlandske kunstner Pia Arke (1958-2007), bosat i Danmark, vendte tilbage til hendes hjemstavn med kunstprojektet Scorebysundhistorier. Men i denne tilbagevenden måtte hun rejse ud igen. Hun var på blandt andet jagt efter Ittoqqortoormiits (Scorebysunds) manglende eller fragmentariske historie, og til det måtte hun rejse alle andre steder hen end Scoresbysund. Hun skriver:
- Det forlegne består i, at store dele af historien befinder sig udenfor Scoresbysund. Den er flyttet væk og har spredt sig i billedarkiver, videnskabelige afhandlinger, dagbøger, loft og kælderrum i Danmark, Paris, New York, Oslo og Stockholm! **
I samme åndedrag – at vende tilbage - kan Marte Lill Sombys rejse til Grønland og til kunstnerresidenset i Nuuk anskues. Hun var tredje led i hendes familie, som drog til Grønland. Alle tre med forskellige formål og intentioner – og med forskellige rejser.
- Min tipoldefar gik med Nansen over indlandsisen i 1888 eller noget lignende. Under den ekspedition fandt de ud af at der var gunstige forhold for rendrift i Grønland, så min tipoldefar kom tilbage i 1905 og gjorde inspektioner på områder, men det blev ikke iværksat før 1950erne. I 60erne rejste min onkel hertil [Nuuk/Godthåbfjorden , red.] og var her i 2 år og arbejdede som hyrde på rensdyrstationen. Det var så langt borte, og det var så lang tid siden, at de rejste, at de måtte have en hel anden rejse hertil med båd. Den udvikling, der er sket fra da til nu, er jo enorm. Med generationer fra 1800tallet til 60erne til 2016 er der jo ganske store spring, og ingen af os har haft samme oplevelse af dét, at komme til Grønland; det kan jeg ikke tænke mig.
(opsummering) At rejse er
Bevægelse – lang eller kort – men at flytte sig. At bryde op. En ændring. En forvirring. En ubalance i tiden. Impuls. At ånde – inspirere. En venden tilbage. En tilbagevenden til. Det er væk, og det er her. At rejse (sig).
* Tomas Espedal : Gå. (Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv), Gyldendal, Trondheim, 2016 (2006); side 150-151+153
** Kuratorisk Aktion : Tulakosaurus – an Incomplete Survey of Pia Arke’s Artistic Work and Research, Kuratorisk Aktion, København, 2012; side 228
Foto: Marte Lill Somby
Mere om kunstnerne:
Kristine Spore Kreutzmann: http://www.kristinesporekreutzmann.com/
Marte Lill Somby: https://www.facebook.com/lillesomby/
The Implied Truth in Curating Greenlandic Art
Af Nivi Christensen
I foråret 2016 præsenterede jeg et paper til konferencen Curatorial Challenges på Københavns Universitet. Titlen var The Implied Truth In Curating Greenlandic Art. Artiklen her er skabt på baggrund af det oplæg. Det tager udgangspunkt i to problemstillinger 1) At de to kunstmuseer i Grønland bliver repræsentanter for en uimodsagt sandhed om grønlandsk kunst 2) At bøger, udstillingstekster og materiale om grønlandsk kunst ender som implicitte sandheder om samme.
Den uimodsagte sandhed - Kunstmuseerne
I Grønland er to kunstmuseer - Nuuk Kunstmuseum og Ilulissat Kunstmuseum. Begge er tidligere private samlinger i dag drevet af de respektive kommuner (Grønland har ikke på nuværende tidspunkt et Nationalgalleri for Kunst, og det har forsat lange udsigter). Museerne bygger på en overrepræsentation af den danske ekspeditionsmaler Emanuel A. Petersen (1894-1948) der er kendt for sine naturromantiske skildringer i 1920erne.
For et års tid siden trådte en dansk kvinde ind på Nuuk Kunstmuseum. I ankomstrummet hvor der udelukkende hænger værker af netop E.A.P. udbrød hun:
”Årh hvor er her smukt! Dette er præcist som jeg forestillede mig grønlandsk kunst.”
Det udsagn satte en del tanker i gang i mig. Det beseglede en frygt, jeg havde om at Nuuk Kunstmuseum - om man vil det eller ej – bekræfter folks fordomme om Grønlands kunst. Den tidligere private samling bliver af mange opfattet som værende repræsentativ for grønlandsk kunst. En repræsentation som den ikke opfylder, og som den heller ikke står til ansvar for at opfylde – det ansvar påhviler Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
De to grønlandske kunstmuseers samlinger bekræfter begge en myte om at Emanuel A. Petersen var en afgørende maler i grønlandsk kunst.
Havde Grønland haft et stort nationalgalleri for kunst som modsvarede det udsagn, eller flere mindre museet, der kunne udvide og udfordre kunstopfattelsen, var problemet ikke opstået. Problemet opstår, fordi det billede af grønlandsk kunst, som museerne viser, ikke udfordres. Problemet er større end E.A.P., fordi uanset hvad museerne viser i egne samlinger bliver det til en uimodsagt evidens. De to museer kan ikke rumme et bredt og nuanceret nok udsnit.
Begge museer forsøger at udfordre forståelsen i skiftende udstillinger og udstillingsmateriale, hvilke gør researchen og arbejdet med de skiftende udstillinger endnu vigtigere, men her opstår så det næste problem.
Den uimodsagte sandhed - Teksterne
Den uimodsagte som problemstilling er ikke begrænset til det udstillede, også i kunstlitteraturen gør samme problemstilling sig gældende. Det ene bunder i det udstillingsmateriale og de tekster, som der udarbejdes i forbindelse med udstillingerne. Det andet bunder i bogen Grønlands kunst* af Bodil Kaalund, og den version af Grønlands kunsthistorie som bogen portrætterer.
Grønlands kunst og Grønlands kunsthistorie
Bodil Kaalund (1930-2016) præsenterede i 1970’erne første udgave af bogen Grønlands Kunst ved forlaget Gyldendal. En bestseller der siden er udgivet og fornyet et utal af gange, senest i 2012, og som nu igen er udsolgt fra forlaget trods store oplag. En smuk coffee-table bog fyld med illustrationer, tilgængelig i alle store danske boghandlere. Bogen tager udgangspunkt i en præmis om at Grønlands kunst er allestedsnærværende og forhistorisk, med en begyndelse tilbage ved de første indvandringer til Grønland – for 4000 år siden. Klædedragter og våben, legetøj og tupilakfigurer dominerer, som sidste kapitel kommer billedkunsten med begyndelse omkring Aron Fra Kangeq (1822-1869), med særlig fokus på Hans Lynge (1906-1988) og med et afsluttende afsnit med Moderne grønlandsk billedkunst. Bogen Grønlands Kunst ligner mange andre kanoner over en nations kunst, og er på den måde ikke mere problematisk end så mange andre. Det største problem opstår, fordi den i snart 40 år har eksisteret uden et reelt modsvar.
Kunstneren Pia Arke (1958-2007) gjorde allerede i 1990’erne i sit essay Etnoæstetik** (har du ikke læst det så gør det!) opmærksom på problemerne med indholdet i bogen Grønlands Kunst. Arke skriver blandt andet:
”… Kaalund [kommer] til at arbejde med et meget udvidet kunstbegreb, med udgangspunkt i alskens etno-arkæologika, jagtredskaber, kunsthåndværk, husflid, beklædning, amuletter, tatoveringer osv.”*
Problemet med indholdet, forstærkes af at der ikke er forfattet et alternativ. Grønland Kunst bliver en kanon for kunsten, som kun de færreste kunstnere i dag kan identificere sig med. Jørgen Trondhjem forsøgte med en alternativ fortælling i 2012 med bogen 100 års Grønlands billedkunst*** . Som bogens titel antyder, betragter han 1900 tallet som starten på den grønlandske kunsthistorie. Hans bog har dog langt fra samme gennemslagskraft som Kaalunds. Grønlands kunsthistorie blev skrevet i 1970’erne, og det er stadig den samme bog og historie, du kan købe i boghandlerne i dag. I de 40 år har kun få stillet spørgsmål til det portræt, som Kaalund skaber af Grønlands kunst.
Udstillingsmaterialerne
I mit arbejde som leder ved Nuuk Kunstmuseum forfatter jeg utallige udstillingstekster, pressemeddelelser, og står frem til interviews om museets skiftende udstillinger. Som udstillingssted føler jeg en loyalitet over for udstillerne og kunstnerne generelt. Jeg forsvarer de udstillinger, vi er med-skabere af og de udstillinger huset præsenterer. Som alle andre udstillingsinstitutioner fremhæver jeg selvfølgelig det positive ved udstillingerne og kunstnerne. Jeg forsøger at lave grundig research og baggrundsarbejde, men jeg frygter alligevel, at de tekster, jeg skriver, står uimodsagte. Bliver en ny implicit sandhed. Jeg blevet meget bevist om, at det jeg forfatter rammer ned i et område, der er skrevet meget lidt om.
Der findes kun meget få kunstnerbiografier i Grønland, meget få kunstnere forfatter selv tekster om egen værker, endnu færre portrætteres af andre. Det vil sige, når jeg fremhæver en kunstner i en artikel, der så reproduceres på samtlige nyhedssider, vil personen allerede være overrepræsenteret.
Nogle vil måske mene, at problematikken er den samme mange andre steder – men igen er kernen ikke det skrevne, men at materialet står uimodsagt. Med et befolknings tal på 56.000, er det ikke sandsynligt at det vil ændre sig foreløbig.
Jeg tror, at problemet er anderledes og forstørret i Grønland, netop på grund af det uimodsagte – den implicitte sandhed der opstår, når ingen stiller spørgsmål til ens arbejde. Når der ikke er andre institutioner til at gøre det modsatte, og din stemme får lov til at stå alene. Når vi arbejder med Grønlands kunst – så skriver vi historie.
*Pia Arke Ethno-Aesthetics/ Etnoæstetik, udgivet af ark, Pia Arke Selskabet og Kuratorisk Aktion 2. udgave, 2010 s. 67
Kunst fra Grønland er ikke kunst fra Grønland
Seneste indlæg
Arkiver
- februar 2024
- februar 2022
- november 2021
- marts 2021
- juni 2020
- marts 2020
- januar 2020
- november 2019
- august 2019
- juli 2019
- juni 2019
- april 2019
- marts 2019
- februar 2019
- december 2018
- marts 2018
- januar 2018
- december 2017
- november 2017
- juli 2017
- juni 2017
- maj 2017
- april 2017
- marts 2017
- februar 2017
- januar 2017