Posts Tagged: rejse

Ude og hjemme – bevægelsen og dansen

”We shall not cease from exploration
And the end of all our exploring
Will be to arrive where we started
And know the place for the first time.”
(T.S. Eliot ”Little Gidding”)

Kulturfestivalen Nuuk Nordisk har temaet home, når festivalen for tredje gang løber af stablen i oktober. At sætte ord på hjem er ikke enkelt og tager mange veje og omveje. Hjem synes at høre til alt og alligevel være stedsspecifikt. Man kan være hjemme og høre hjemme et sted. Kunsten kan også være et hjem. Denne artikel spørger to udøvende kunstnere, hvad det vil sige at have et hjem i deres kunstform, som er dansen.

Tilhørsforhold, identitet, tilstedeværelse, tid, mestring, at rejse ud og komme hjem, at uddanne og dygtiggøre sig, udveksling, inspiration, dynamik, bevægelse, krop, udtryk, stemning, trivsel, mennesker, fællesskab og følelser af flow.

Alt dette drejede samtalen sig om en formiddag i sofaen på Nuuk Kunstmuseum, hvor jeg spurgte Alexander Montgomery-Andersen og Maliina Jensen, to professionelle dansere i Nuuk, om at have hjem i dansen.

FØLELSEN

Hjemmet er dynamisk – ikke statisk – vi forlader det hele tiden for at komme tilbage. Det er noget vi forlader, noget vi tager med os, og noget vi hele tiden skaber. Mange eventyr, Hollywood-film, store og små fortællinger er bygget op om hjem-ude-hjem; helten eller hovedpersonen drager ud i verden, bliver klogere, udvikler og forandrer sig, for så at vende hjem med de nye indsigter. For en danser i Nuuk er der ikke noget valg; vil man uddanne og dygtiggøre sig, så må man ud. Men vi begynder hjemme.

- Jeg tror, at der hvor man føler sig hjemme, det er der, hvor man trives, og hvor man er tilstede. At man er omkring nogle mennesker, som man bliver støttet af og støtter andre; at man føler sig velkommen; at man kan udtrykke sig, som den man er; at man kan spejle sig i andre. Man føler, at man er det rigtige sted, når man er hjemme, siger Maliina og griner.

- Hjem for mig handler meget om mennesker, der er rundt om mig, siger Alexander, og ikke bare familie og venner. De år, jeg boede i Norge, kan jeg for eksempel huske, at jeg egentlig ikke savnede Grønland så meget i forhold til naturen eller steder. Så ville jeg måske savne et minde, jeg havde sammen med nogle folk på en café, jeg ville ikke savne caféen, eller så ville jeg savne den energi, der var i et byrum. Det er en kollektiv mentalitet; jeg føler mig hjemme i de her moments eller settings mellem mennesker.

Maliina og Alexander er begge opvokset i Nuuk. Med dansen flyttede de begge to væk i en periode for at uddanne sig, men vendte tilbage igen. Denne bevægelse af hjem-ude-hjem bliver en rød tråd gennem hele snakken. Både når vi taler om at rejse ud og hjem, men også i forhold til dansen; at føle sig hjemme eller have et hjem i sin kunstform.

UDE

- Hjemme havde jeg ikke så stor forståelse for og fordybning i dans, siger Alexander, og så flyttede jeg ud. Der tog jeg min danseuddannelse og fik en større forståelse for dansen og dét, jeg havde lyst til at gøre med mit liv. Da jeg så kom hjem igen, havde jeg et andet syn på hjem. Nu ville jeg gerne leve af min kunstform, og så var mit hjem ikke det samme, som før jeg rejste ud. Dansen ændrede det syn, jeg havde på mit hjem, men samtidig var der også nogle ting, mit hjem gav til dansen.

Maliina tilføjer at finde hjem er to bevægelser; dels at komme hjem rent fysisk, dels at hjemmet bliver genopfundet, at det forandrer sig og er noget nyt.

- Og at kunsten, dét at rejse væk og få nye perspektiver, fortsætter Maliina, gør, at man får et nyt hjem, fordi man ser hjem på en helt anden måde. Man skal redefinere og producere noget nyt som er ens hjem. Og det kan man gennem kunsten.

For eksempel tager man noget med tilbage, som måske er fremmed. Contemporary dans nævner Maliina, som indtil nu har været relativt ukendt i Grønland, og så er spørgsmålet, hvordan man gør dette til noget, som hører hjemme i Grønland.

Helt galt går denne hjemkomst for Ludvig Holbergs karakter Erasmus Montanus i komedien af samme navn. Her kommer den lærde søn hjem til sin bondeslægt efter uddannelse og ophold i 1700tallets København. Det lykkedes ham bare ikke, at overbevise disse bondefolk om, at jorden er rund - mest fordi han bærer sig arrogant og overlegent ad. Jorden er flad, siger bondefolket, og den gode Erasmus må krybe til korset med alle sine lærde argumenter og bekende, at jorden virkelig er flad, og freden på landet kan igen indfinde sig. Sådan er det hverken gået Maliina eller Alexander, som begge arbejder i dansestudiet Qiajuk, der i dag blandt meget andet dans tilbyder contemporary til børn og unge.

- Det er jo heller ikke kun dig, der forandrer dig, men det hjem du forlod, det forandrer sig også, tilføjer Alexander.

Ude kan også blive hjemme. Ude er ikke nødvendigvis et sted, man finder, men kan også være en vej man følger; noget som føles rigtigt. På den måde er følelsen af hjem også en tråd, en identitet eller en skæbne, man tager på sig – et sted eller en vej der føles meningsfuld.

- Det her med at søge ud i kunsten, siger Maliina, det er, fordi man søger mulighederne for at udvikle sig. Hvis de ikke er derhjemme, så følger man den vej, man bliver ledt. I dans hænger de muligheder sammen med fællesskabet. Mulighederne er, hvor der er fællesskaber indenfor det, man vil udvikle sig i. At man har lærerne, et miljø, en dansearena, at man har nogle forbilleder, og at man i fællesskabet deler sin kunst med andre og får af andre.

- Dansen skubber mig til at rejse ud, fortsætter Alexander, - lige meget hvor mit hjem er – så skubber den mig altid til at rejse ud rent fysisk. Så dansen udvider hele tiden mit hjem, fordi jeg konstant skaber nye relationer til nye mennesker fra nye lande. Og nogle gange skubber den også til min forståelse af hjem.

- Det er jo kulturudveksling, siger Maliina og griner. Og det er jo igennem din kunst, at du lærer andres kulturer og forståelse af hjem at kende – og når du gør det og tager det med hjem, så bliver dit hjem ligesom koblet med andres hjem.

BEVÆGELSEN

Dansen skal hele tiden genopfindes. Den er ikke én gang for alle skabt og består, som fx et maleri. Dansen er her og nu. En performativ handling, som kan videofilmes og fotograferes, men som ikke én gang for al fremtid er skabt og udstillet som for eksempel et maleri.

At føle sig hjemme i dansen handler om bevægelser; nogle bevægelser føles rigtige, andre ikke, nogle tillæres, andre bliver vaner. Som danser finder man de stilarter, de bevægelser, som passer til ens krop – der hvor man føler sig hjemme. Snakken i sofaen falder på improvisation og på flow; to processer Maliina og Alexander bruger til at beskrive, hvad hjem kan være i dansen. Improvisationen som arbejdsproces har samme bevægelse som hjem-ude-hjem.

Improvisationen er en ikke fastlagt koreografi. Man danser uden på forhånd fastlagte bevægelser eller koreografi. Danseren lader musik, rum eller andre danseres bevægelser være impulser, som igangsætter bevægelser. Ved at filme improvisationen kan man genskabe og udvælge bevægelserne og gøre dem til en decideret koreografi.

- Den arbejdsproces kunne godt sammenlignes med det at være hjemme og ude og genfinde sit hjem, siger Alexander. Man prøver som danser hele tiden at genfinde de der moments, man havde. Man skal finde ind i det igen

- Og man oplever nogle nye ting, og specielt gennem improvisation er der de her aha-moments, indskyder Maliina.

Flow er en følelse af at være hjemme; at det flyder,og at dansen og bevægelserne kommer naturligt. Der findes mange teorier om flow.

- Det er ikke noget som du kognitivt analytisk skal gøre, siger Maliina. Det er noget, som ligesom fungerer intuitivt, og man oplever, at man mister fornemmelse af tid og sted, fordi man kører på et niveau, som er større end én selv. Det hænger sammen med at føle sig hjemme, at det fysisk og psykisk føles godt. Man føler ikke man skal stoppe op og tænke over tingene.

Bag følelsen af flow ligger mange timers øvning på udebane, før man kan indtage det som sin hjemmebane. Flow bygger på viden og erfaring – eller de famøse 10.000 timer, som ligger bag enhver professionel udøver. Der er mange timers øvning bag noget, som synes at komme af sig selv eller synes at være en selvfølge. Flowet er en tilstand, som en danser skal finde tilbage til igen og igen.

HJEMME I DANSEN

- Jeg tror, at når man har hjemme i dansen eller i sin kunstform, så er det noget der kommer naturligt, at det ikke er påtrængt, siger Alexander. Da jeg begyndte at danse var det sådan ”nåh det er selvfølgelig dét, jeg skal gøre”. Det var ligesom et sted, jeg følte mig hjemme meget hurtigt. Efter et par år fandt jeg ud af, at det mere er det her bevægelsessprog, jeg føler mig hjemme i, og så fandt jeg ud af, hvor jeg ikke følte mig hjemme i dansen.

- På 2. år (af uddannelsen, red.) vidste jeg egentlig ikke, om jeg ville være danser, siger Maliina. Jeg opdagede, at jeg ikke kun er danser, og det ikke kun er det, som definerer mig.

At føle sig hjemme er en proces; noget som ændres med tiden, med bevægelsen. Hjem er noget som tages med og noget som skabes. I dansen handler at føle sig hjemme om mestring, om udveksling og om fællesskab. Et hjem er en identitet. Et løbende spørgsmål om, hvem er jeg, og hvor hører jeg til. En mosaik af forskelligheder, som er med til at skabe et jeg. Et jeg som både er fastforankret og løbende ændres.

- Det hjem, man havde i sin barndom, er ikke nødvendigvis det hjem, man har nu, siger Alexander, men man har stadig en relation til det. Det former stadig én i nuet og giver ligesom én eller anden form for tyngde.

”Øen var anderledes, da de kom hjem. De følte det alle sammen uden at tale om det og uden at vide, hvad der var forandret.
Noget, som kom af, at de havde været lidt væk og så var kommet tilbage igen.” (Tove Jansson ”Mumifar og havet”)


Maliina Jensen er danser fra Nuuk. Hun er 28 år og uddannet fra University of Wyoming med en dobbelt bachelorgrad - en i dans og den anden i psykologi. Maliina har siden 2016 produceret og optrådt i hendes egne værker, bl.a. "Glacial Drift", "Arctic Dreams", "Take Flight", "Tunu" (dansefilm) og "Dans over Hovedet". Maliina er administrerende leder af Qiajuk dansestudie hvor hun også underviser i ballet, jazz og moderne dans.
Se mere her: maliinajensen.com ; vimeo.com/maliinajensen ; qiajuk.com


Alexander Montgomery-Andersen er professionel danser som arbejder på freelance basis i hele Norden, med sin base i Grønland, hvor han er opvokset. Siden Alexander færdiggjorde sin uddannelse på Bårdar Akademiet i Norge i 2011, har han primært arbejdet med moderne- og samtidsdans. Alexander har gennem sit eget productions selskab, Alx Productions, produceret adskillige værker, arbejdet som projekt leder og taget del i flere internationale produktioner. Når han ikke står på scenen arbejder Alexander også som sagkyndig for Nordisk Kulturfond, konsulent til det Norske kulturråd i arbejdet om et inklusivt kulturliv i Norden og som medejer i Qiajuk Dance Studios.
Se mere her: https://www.facebook.com/Alxproductionsfreelancedance/

Vejen at gå

Af Stine Lundberg Hansen // Med citater af Nina Lund Westerdahl og Sebastian Quack

Nogle gåture leder efter genveje, andre består af omveje. En vandring gennem, udenom eller i byen kan blive episk; udvikle sig til et narrativ med en begyndelse, en midte og en ende. Et løfte om at noget vil ske – en fremdrift.

In a good story you start out with some sort of promise. The story is to surprise, amaze, inform, inspire, scare or entertain you. Give you hope or ammunition to fight. Give you release, escapism or insight. There’s often a protagonist you connect with.

Nina Lund Westerdahl og Sebastian Quack kommer i maj til Nuuk for at udvikle en app, der registrerer folks solrige oplevelser i byen, sådan at vi kan opleve hinandens oplevelser på vores vej igennem og rundt i byen.

When you go walking, and here I think of the aimless wandering or the dérive, many of the same factors are present. You head out- and you don’t know what or who is going to meet you. What moments of present is waiting. Every landscape is full of stories if you look for them.

Der er gåturen fra A til B – benenes transport fra et sted til et andet – og så er der gåturen, som konsumerer landskabet – skaber sig og bliver skabt i takt med føddernes slag og underlaget.

Walking has a slowness to it, and when you walk you can discover many stories. There’s a degree of contemplation and maybe even resistance towards the city’s usual speed.

For mig er der to gåture – den direkte og omvejen – men ved nærmere omtanke dukker flere op. Bare i Nuuk.

Der er de unges spontane nattevandring, opslugt i hinandens selvskaber, og i den identitet man, som ung, kæmper om.

Der er gåturen udenom byen. Jagten i fjeldet, hvor gangen varieres alt efter fugl, hare, moskus eller rensdyr. Der er bærplukkerens jordnære gang med ryggen vendt mod himlen.

Byen Nuuk er også i afgrænsningen – fjorden og fjeldet; i omgivelserne, i gåturene og vandringen udenom.

Nuuk er byen uden fortov og cykelstier, men med plads til begge i vejkanten. Det er byen, hvor bilerne holder tilbage for de gående.

Barnevogne – hvor gangen følger en vuggevise. Barnevogne – med løbende, gående eller cyklende børn ved siden af; stoppende, ventende, konstant opmærksom og på udkig.

Poseringen – solbrillerne, tasken og nye jakker. Sommerens første bare arme. Vinterens solskinsdage.

Der er skolegangen – nogle tunge af skoletasken, andre higende efter klokken, andre arm i arm.

Der er posegangen – fra Brugsen eller Pissifik med lange arme i direkte linje hjem.

Blæsten, snefoget, frosten bøjer gangen forover, sidelæns eller baglæns.

Hænderne i lommerne.

Alene eller sammen.

Der er åndehullerne, hvor folk bliver stående, slår sig ned eller stopper op.

Gangen der hilser forbipasserende med smil, nik eller hævede øjenbryn.

Og der er længden og bredden; Nuuk kan tilbagelægges til fods. Der er ingen dagsrejser i byen Nuuk – man er aldrig længere væk, end benene kan tage én.

Nuuk er en rundgang med steder at forvilde sig hen.

A story starts with the opening line, the first credits or an “Once upon a time” and you know that the real story probably started long before this story gets to the point of being told. And you know the story is going to end. You don’t know where or how. And you know the story rarely ends here, though the last page have been turned.

Et landskab former gangen. Gåturen inkorporerer. Ved grusbunken bor jætterne. I fjeldet troldene. Jorden kan være giftig. Landskabet er den røde tråd, vi forfølger.

Fra A til B forfølges tankerækker. Stier spændt ud mellem to punkter uden begyndelse og ende. De slår rødder i benenes gang, i rytmen, i forflyttelsen fra A til B.

At gå skaber linjer – tråde spændt ud – i landskabet; det smelter tanker, ben og underlag sammen. Fordybninger.

And storytelling suddenly becomes a very physical activity, more about allowing someone else to directly re-live your perspective, taking them on a journey with you, rather than communicating with words.

Man kan gå med kunstneren Janet Cardiffs audiowalks – i en andens tanker, i en andens spor, men i et helt specifikt landskab. Eller fordybe sig i Janet Cardiffs og George Bures Millers video walks.

Man kan vandre med forfatteren Rebecca Solnit i bøgerne ”A fieldguide to getting lost” eller ”Wanderlust – A History of Walking”. Eller bare gå med Tomas Espedal i ”gå. eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv”.

Man kan tage a walk in the park med musiker Stina Nordenstam og gå i takt med mange andre.

Man kan blive stående.

Men man kan også lade sig forføre af PROMIS – et projekt af Nina Lund Westerdahl og Sebastian Quack – som kommer til Nuuk i hele maj måned. Om og i Nuuk til fods i solen.

Se mere: http://www.nuukkunstmuseum.com/da/udstillinger/promis-maj-2017/ - eller følg med på Nuuk Kunstmuseums Facebookside.

Lysindfald

Af Stine Lundberg Hansen

Nuuk Kunstmuseum har siden efteråret kørt et residensprogram med kunstnere fra Norden. Hver kunstner går i dialog med samfundet omkring; med Nuuk og med Grønland. Hver kunstner søger samarbejde, udforsker og udtrykker sig gennem sit ophold i Nuuk på små to måneder.

Den tredje kunstner i residensprogrammet* var Lotta Törnroth, som arbejder med havet; havet med længslen og rædslen knyttet til sig. I de tidlige morgentimer, før solen stod op, var jeg hendes assistent, da hun var ude ved fjorden og fotografere. Motivet var det samme – hende med lommelygten ved vandet; et motiv hun har gentaget forskellige steder i verden.

En gentagelse som sammen med den dialog og udforskning af Nuuk og fjorden – mennesket og havet – bliver en uddybning og et rum for forståelse og for ubegribeligheder overfor havet og dets magt over mennesket. Dette er indtryk fra morgener i Nuuk med kunstner Lotta Törnroth:

 

Ved nattens hæld i det tiltagende morgenlys stod kunstneren i landskabet ved fjorden med lommelygten hele tiden. Eksponering.

Denne morgen var stille. Havet havde lagt sig flat, og hver enkel farve fik tid til at strække sig over henover himlen.

Jeg skulle trykke en knap i bund – og slippe den igen. Udløse lysindfaldet og lukke igen. Eksponering.

Den tidlige morgen er et arbejde mod lyset med lyset før dagen.

Kunstneren stod på klipperne ovenpå sneen. Ved vandet, tæt ved. Altid med sin lommelygte Lyset.

Lyset pegede mod linsen, mod udløseren – mig? Den pegede mod sneen, stenene, fjorden og ud af billedet. Mod noget, nogle og alligevel ikke nogen.

Kunstneren arbejder mellem linsen og havet. Søgende og gentagende. Hendes krop, hendes placering, en rød jakke, en orange striktrøje, et rødt hår. Hende, kameraet og mig med udløseren. Retninger i landskabet.

En anden morgen var uden farver. Himlen overdækket, et mågepar imellem, og landskabet bart. Skrattende mens bølgerne – vågorna – kom med tidevandet. Vuggende, slikkende tager det til. Tidens vand.

Kunstneren kravlede langt ud. Jeg blev ved kameraet med knappen. Udløseren. Stående, mens kunstneren sprang i rundgang først dansende med lyskeglen, så i tid uden lys. Hun ville ikke eksponeres og træde tydeligt frem.

For lysets skyld skulle man kunne sige.

Forstår jeg, bosat her, privilegiet i dette landskab? I lyset af øer, fjelde og fjord. Privilegiet af ikke at skulle spejde efter de kuldsejlede.

Kunstneren lagde aldrig sin lommelygte. (Selv i lommen lyste den) Selv i dagslyset lyste den. Mod havet.

 

* Der kan læses mere om to første kunstnere – Marte Lill Sombye og Tinne Zenner – og deres møde og udforskning af Nuuk i det grønlandske kunst- og kulturtidsskrift Neriusaaq 1/2017 : http://neriusaaq.gl/ . Den fjerde og foreløbigt sidste kunstner i dette residensprogram – Inkeri Jäntti – gæster og arbejder i disse måneder (april/maj) i Nuuk. Følg med på Nuuk Kunstmuseums Facebookside eller på Inkeris blog : http://inkeritravels.blogspot.fi.

At rejse (sig)

At rejse. ”En ændring” siger kunstneren Marte Lill Somby. ”For mig er det et slags åndehul”, siger kunstneren Kristine Spore Kreutzmann.

Af Stine Lundberg Hansen

To kunstnere taler om at rejse ud som kunstner – den samisk-norske Marte Lill Somby, som i efteråret var den første kunstner på Nuuk Kunstmuseums kunstnerresidens, og som i samarbejde med den grønlandske kunstner Kristine Spore Kreutzmann skabte, hvad der nok var Nuuks første pop-up udstilling i Holms Hus på Aqqaluks Plads.

- Jeg kan godt lide at bevæge mig lidt. At jeg ikke bare står stille her, men får lov til at komme et andet sted hen, siger Kristine Spore Kreutzmann, uddannet keramiker, og med keramikken har hun rejst til Japan, Burkina Faso og Mexico.

Hvordan begynder en rejse?

Det spørger Tomas Espedal i bogen Gå. (Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv).

Han svarer: ”Jeg ligger på sofaen og leser, to gode puder under hodet, et ullteppe over beina, en kald marsdag, det regner og regnet går over i hagl; det trommer mod vinduesruten.” *
Alt i alt en dag man ikke har lyst til at gå ud i. Men:

”Reisen begynner her; jeg forlater sofaen og går ut.” *
Der indtræffer en ændring; man rejser (sig).

Den lange eller lige udenfor døren

Rejsen er en ændring eller impulser, siger Marte Lill Somby. At rejse behøver ikke at være langt. For Marte Lill Somby er samtalen eller udvekslingen med andre mennesker, med andre kulturer vigtig for hendes kunst.

- Som kunstner koncentrerer jeg mig om de eksistentielle spørgsmål, og hvordan man forholder sig til de enkelte ting. Andre kulturer, andre normer; folk har forskellige traditioner, som opfattes som vigtige. Jeg kan lide idéen om at bryde med traditioner – men også at tænke på, hvad som kan være ens personlige ønske eller opfattelse [af traditionerne, red.]. Traditionerne er ikke lige stærke. Der er også idéen om, at man vil holde på dem. Men vi er jo dynamiske; ting ændrer sig hele tiden.

At rejse skaber ændring. Vi rejser os. Vi går fra én position til en anden; vi rejser fra én position mod en anden. Rejse kommer fra vestgermansk raisón, som betyder opstigning, opbrud eller at rejse sig op for at drage afsted.

”Reisen forvirrer os” *, skriver Tomas Espedal.

Rejsen er en afbrydelse af læsningen på sofaen; en tur ud i haglvejret, og måske et håb om at se alt med nye øjne eller at skabe ubalance i den ellers fremadskridende tid. Og rejsen er altid en venden tilbage – noget midlertidigt, som selve bevægelsen fra siddende til stående, at rejse sig, er – ellers bliver rejsen ikke et opbrud eller en ændring, men til noget permanent.

At vende tilbage

Kristine Spore Kreutzmann laver små, hvide minimalistiske skåle – en form inspireret af hendes rejse til Japan.

- Jeg tror, at det at rejse driver mig på den måde, at jeg kan blive ved med at lave det [keramikken, red.]. At jeg har ny energi, når jeg kommer tilbage.

At inspirere kommer af latin in-spirare – at indblæse, indgyde eller begejstre. At inspirere giver en impuls til noget. Rejsen kan være denne impuls, der indblæser og sætter gang i.

- Jeg laver sådan nogle former, som jeg slet ikke tænker over, men det ender med, at de får et japansk præg. Jeg er også begyndt at bevæge mig over i noget andet end porcelæn efter min tur i Afrika; efter jeg havde set alle de farver. Jeg vil rigtig gerne arbejde med noget helt rødt ler – sådan terracotta-agtig – efter at have set deres røde veje. Jeg tror, at det kommer ret ubevidst. Det er ikke rigtig noget, jeg tænker over. Det kommer bare, mens man arbejder.

For Kristine Spore Kreutzmann kommer formerne ud af arbejdet med leret – ikke noget hun på forhånd har bestemt sig til – men naturen er det, hun inspireres af. Det er ikke en motivisk inspiration, men elementerne – leret, stenen, sandet - og selve landskabet; de røde veje i Afrika, landskabet i Mexico, måden at respektere naturen på i Japan, og særligt finder hun inspiration i den grønlandske natur.

- Jeg kan tage ind i fjorden og hente noget ler, hvis det skulle være. Jeg har også brugt sand fra stranden til at blande i mit porcelæn. På den måde vil jeg gerne bruge den grønlandske natur på en anderledes måde. Jeg vil gerne lave glasur af granit og de mineraler, vi har her i Grønland. Men det er et større projekt. Grønland er det sted, jeg finder mest inspiration fra, men det er stadig rart at komme lidt væk.

Selv at tage ind i fjorden eller ud i naturen kræver opbrud og at rejse sig for at vende tilbage til keramikken.

Rejsen vender tilbage til

Rejsen kan i sig selv også være en venden tilbage til. Den grønlandske kunstner Pia Arke (1958-2007), bosat i Danmark, vendte tilbage til hendes hjemstavn med kunstprojektet Scorebysundhistorier. Men i denne tilbagevenden måtte hun rejse ud igen. Hun var på blandt andet jagt efter Ittoqqortoormiits (Scorebysunds) manglende eller fragmentariske historie, og til det måtte hun rejse alle andre steder hen end Scoresbysund. Hun skriver:

- Det forlegne består i, at store dele af historien befinder sig udenfor Scoresbysund. Den er flyttet væk og har spredt sig i billedarkiver, videnskabelige afhandlinger, dagbøger, loft og kælderrum i Danmark, Paris, New York, Oslo og Stockholm! **

I samme åndedrag – at vende tilbage - kan Marte Lill Sombys rejse til Grønland og til kunstnerresidenset i Nuuk anskues. Hun var tredje led i hendes familie, som drog til Grønland. Alle tre med forskellige formål og intentioner – og med forskellige rejser.

- Min tipoldefar gik med Nansen over indlandsisen i 1888 eller noget lignende. Under den ekspedition fandt de ud af at der var gunstige forhold for rendrift i Grønland, så min tipoldefar kom tilbage i 1905 og gjorde inspektioner på områder, men det blev ikke iværksat før 1950erne. I 60erne rejste min onkel hertil [Nuuk/Godthåbfjorden , red.] og var her i 2 år og arbejdede som hyrde på rensdyrstationen. Det var så langt borte, og det var så lang tid siden, at de rejste, at de måtte have en hel anden rejse hertil med båd. Den udvikling, der er sket fra da til nu, er jo enorm. Med generationer fra 1800tallet til 60erne til 2016 er der jo ganske store spring, og ingen af os har haft samme oplevelse af dét, at komme til Grønland; det kan jeg ikke tænke mig.

(opsummering) At rejse er

Bevægelse – lang eller kort – men at flytte sig. At bryde op. En ændring. En forvirring. En ubalance i tiden. Impuls. At ånde – inspirere. En venden tilbage. En tilbagevenden til. Det er væk, og det er her. At rejse (sig).

* Tomas Espedal : Gå. (Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv), Gyldendal, Trondheim, 2016 (2006); side 150-151+153
** Kuratorisk Aktion : Tulakosaurus – an Incomplete Survey of Pia Arke’s Artistic Work and Research, Kuratorisk Aktion, København, 2012; side 228

 

Foto: Marte Lill Somby

Mere om kunstnerne:
Kristine Spore Kreutzmann: http://www.kristinesporekreutzmann.com/
Marte Lill Somby: https://www.facebook.com/lillesomby/