Her begynder vi - et spørgsmål om dagen, ellers koster det kage. Jeg finder spørgsmålene hen ad vejen, som du svarer. Alle spørgsmål og svar finder sted midt i livet - det er ikke et interview, hvor vi har taget en rum tid ud til at snakke i. Denne korrespondance foregår midt mellem alt andet; forberedelse til udgivelse, projekter, venner, snestorm og glatte veje.

Sådan begyndte en mailkorrespondance med Maria Kreutzmann om væsnerne og bogen Bestiarium Groelandica. Under udarbejdelsen af bogen, havde jeg mange samtaler med bogens forfatter, redaktør og projektmager Maria Kreutzmann; om myterne, om bogen og researchen til bogen. Samtalerne fandt sted i arbejdssammenhænge, på vej til og fra arbejde, eller tilfældige steder, vi mødtes og faldt i snak. På et tidspunkt spurgte jeg Maria, om denne samtale ikke skulle finde sted over mail, og at denne mailsamtale derefter blev til en uredigeret artikel. Maria sagde med det samme ja.

Der gik dog flere måneder, før jeg fik sat gang i mailsamtalen - først en uge før den grønlandske udgivelse af bogen. Og selvfølgelig blev korrespondancen afbrudt; nogle dage kostede kage, andre gik bare med andre ting. Her kommer korrespondancen – renset for smileys – ellers i fuld længde og i den rækkefølge spørgsmålene og svarene kom. Undertegnede spørger. Maria svarer.

Titlen kunne vel oversættes bæster fra Grønland - hvor fik du idéen til titlen, og hvorfor latiniseringen?

Ideen til titlen var faktisk ikke min ide, men et genialt påfund fra Julie Kondrup, der arbejdede for Milik. Tidligt i processen, havde jeg insisteret på at jeg gerne ville have bogen udgivet på 3 sprog (til at starte med), og at det skulle være hvér sin bog, og ikke tre sprog samlet i én - ellers ville vi ikke kunne have så meget info med i bogen, da vi var begrænset af sideantal, og illustrationerne ville allerede fylde meget. Hun foreslog den latinske titel, da den som overtitel ville fungere på ALLE sprog, også hvis den engang i fremtiden skulle bliver oversat til andre end de 3 første. 

Hvis vi nu kalder dem bæster - eller hvad kalder du dem? Myte- eller sagnfigurer, overtro eller noget der bare er? Hvilket bæst identificerer du dig mest med og hvordan?

Vi kalder dem væsener, da de både kan være skræmmende, dødelige, groteske OG fjollede og hjælpsomme. Og det bedste er, at de funktioner ofte krydser ind over hinanden; så et væsen, der er er dræbende, kan også være nuttet! Jeg tror helt klart at jeg identificerer mig mest med Asiaq (selv om jeg ikke vil være helt ved det), og har også fået lavet en tatovering for at hylde hende af samme årsag. Der er noget vildt, men samtidig tragisk over hende, og så er hun jo noget af en bosslady!

Disse væsner - hvordan har I fundet frem til deres historier, til fortællingerne om dem? Jeg tænker, at fortællinger om de enkelte væsner også nogle gange må være modsatrettede og forskellige. At de ikke har en samlet fortælling, men mange... 

Vi startede sådan set fra en ende af; vi lavede en liste over de mest kendte mytesamlinger, og så gik mit research-team (Ujammi som er historiker ved nationalmuseet, og Robin og Qivioq som begge er kultur- og historiestuderende) og jeg ellers igang med at læse. Undervejs udvidede vi listen, og så lavede vi det vi kaldte et "Sonne-tjek". Birgitte Sonne, som er en af de mest kendte moderne grønlandsforskere, har lavet en online database med 2500 myter inde på Arktisk Instituts hjemmeside. Den har en søgefunktion, som vi benyttede os rigtig meget af! Men ingen roser, uden torne; navnene på væsenerne er skrevet med enten moderne eller gammel retstavning, og på mange forskellige måder også, alt efter hvor i Grønland (eller hvornår) de er indsamlet. Så nogle gange kunne vi simpelthen ikke finde særlig meget info på en enkelt figur, hvis vi ikke vidste præcis hvordan det var indført til at starte med. Og tro mig, vi prøvede MANGE navne af!

Og jo, rigtig mange af mytevæsenerne havde mange modstridende oplysninger. Et godt eksempel er Amu og Aajumaaq, to meget kendte figurer i Grønland. Vi fandt optegnelser, hvor deres individuelle udseende og færdigheder simpelthen var byttet rundt. Og de var ikke de eneste, hvor dette skete. I sidste ende besluttede vi, at hvis en figurs færdigheder og udseende dukkede op flere gange, selv hvis der var en anden figur, der havde de samme færdigheder, så måtte færdighederne og udseende med rette tilhøre den figur, hvor det blev nævnt flest gange. I nogle tilfælde blev en figur kun nævnt forbipasserende i en enkelt sætning, og andre gange er det dét, som historiefortælleren virkelig har fokuseret på. Derfor er der også nogle figurer i bogen, som kun har meget lidt information, og andre der har meget. 

I Grønland elsker man gyset og spøgelseshistorierne - samtidig med, at man, når man samles, har let til latter og griner sammen. Det samme ligger i disse væsner - det humoristiske og det uhyggelig. Hvilket væsen er det mest fjollede, som får dig til at grine?Og hvilket væsen er det mest skræmmende, som får det til at løbe koldt ned af ryggen på dig?(Eller er det i virkeligheden forkert at drage et skel på denne måde, da alle væsnerne indeholder begge dele?)

Jeg tror det væsen jeg griner mest af, er 'Katsiia', som faktisk startede med at være en ond, ond åndemaner, og så fik hugget hovedet af. Hendes hoved ligger så i en isrevne og råber af forbipasserende, hun kan ikke noget andet. Der er et eller andet lidt tragikomisk ved at hendes hoved bare ligger dér, uden at det er farligt overhovedet. (no pun intended) Alle figurerne er i større eller mindre grad i stand til at forvolde skade, selv de små, fjollede Iseqqat; de kan finde på at kilde dig, men det kan de så til gengæld gøre til, du dør! Katsiia kan ikke andet, end bare ligge der og være sur…

Den der skræmmer mig allermest, er og bliver  'Ikusik (Den på albuerne) eller 'Qarlimaatsoq' (Dødningen). Jeg er vokset op med begge, og at jeg som voksen stadig er lidt mørkeræd, det er jeg overbevist om er deres skyld - og jeg tror aldrig, jeg gror fra det! Da jeg voksede op, var det helt klart spøgelserne og de døde, der overvejende var dem, der blev fortalt om. Og den dag idag, er det stadig også det, jeg mest hører om fra mine voksne venner. 

En tanke - hvis man kan tale om en grønlandsk folkesjæl, så består den måske af lige dele gys og latter; det samme som ligger i disse væsner. Man samles om spøgelseshistorierne, de er konstant til stede - og man samles om latteren. Så udover at de bebor den fysiske grønlandske natur, er deres natur eller træk også tilstede i dag, hvis man sige det således, blandt menneskene...

Den tanke har du helt ret i, og Ujammi kommer også rimelig godt ind på det i hendes kapitel om Grønlands historie. Den verden vores forfædre levede i var utilgiveligt barsk, og man måtte vel nærmest finde hvad som helst at grine af i de lange, mørke arktiske nætter. 

Illustrationerne er digital art - er det rigtigt forstået? - hvad er der for en kunstform og hvorfor var den ifølge dig specielt egnet til denne bog og disse væsner?

Jeg var dybt fascineret af tegneserier, da jeg var lille, og voksede op med læse næsten alt, hvad jeg kunne få fat i. Det var alt fra jumbobøger og basserne, til Elverfolket og X-men. Da jeg så kom in på The Animation Workshop, blev jeg introduceret til concept art; concept art er bare en måde at udvikle en visuel ide, og KAN være til tegneserier, film og spil og deslige, men bliver også brugt i arkitektur og design. Det kan både være rimeligt råskitset, men også færdige billeder. I det her tilfælde lænede jeg mig op af creature-concept-design. Ved at gøre det, følte jeg, at vi fik trukket væsenerne ind i det 21. århundrede, og fik lavet nogle helt unikke versioner. Versioner som jeg håber vil inspirere andre til at prøve at lave deres egne. 

Her kommer et spørgsmål, som blev til flere...Hver illustration kan man også kalde en fortolkning af væsnerne. Hvad er der sket med væsnerne i denne kunstneriske proces - har de forandret sig? Hvad overraskede dig ved illustrationerne? Jeg tænker, at nogle af væsnernes egenskaber og træk i den illustrative fortolkning bliver forstørret eller formindsket. Er illustrationerne en fortælling i sig selv?

Det er svært at sætte en finger på hvad der overraskede mig mest, da jeg havde det som at åbne en julegave HVER gang kunstnerne sendte mig nye ting. Ud over en enkelt tegning (Asiaq), bad jeg dem om ikke at referere til de tegninger, som vi allerede kender så godt her i landet. På den måde var de en smule tvungne til kun at lade sig inspirere af de fysiske beskrivelser, og jeg syntes det gik rimelig godt! Grunden til at vi kiggede på Kârales (Andreassen, red.) tegning af Asiaq, var fordi at mange af beskrivelserne er modstridende med hinanden, når det kommer til hendes ansigt; nogle gange er det at elementerne i hendes ansigt sidder på tværs, andre gange er det beskrevet som at sidde på hovedet. Jeg fik nogle fantastiske skitser fra Jonatan, der lavede tegningen, og han fik lov til at kigge på den oprindelige tegning, netop fordi den er så ikonisk. 

Jeg ved ikke helt hvordan processen for kunstnere var, men for mig selv kan jeg kun sige at hver tegning var et eventyr! Specielt da jeg skulle lave de 23 stregtegninger, var det virkelig sjovt at sidde og prøve at fortolke de (nogle gange meget få) oplysninger det var! Specielt fordi mange af dem ikke er visualiseret før, så det lå helt frit, hvordan jeg så den, når jeg læste teksten. 

Udover at fortolke det skrevne til et visuelt udtryk, hvordan har kunstnerne så helt konkret skabt illustrationerne, med hvilke teknikker - på computer, i hånden, begge dele?

De fleste af tegningerne er lavet digitalt, men der er en enkelt der er lidt mere mixed medium (Equngasoq). Kunstnerne har som regel lavet en skitse (enten i hånden eller digitalt), som de så har sendt videre til mig. Så har vi som regel snakket lidt om dem, hvorefter de har færdiggjort dem digitalt. Nogle gange var processen lidt hurtigere, hvor kunstnerne sendte mig noget der var lidt mere færdigt, specielt efterhånden som de begyndte at lave flere og flere, og vi begyndte at forstå hinanden og processen godt. Sidst i forløbet modtog jeg et par stykker, der var stort set færdige, som blev godkendt med det samme, af nogle af de kunstnere, som lavede rigtig mange billeder.  

Alle kunstnerne har hver deres helt unikke måde at farvelægge og outline deres værker, hvilket jeg syntes er meget tydeligt og en super fed oplevelse, når man bladrer i bogen! Når man tegner og farvelægger digitalt, har man muligheden for at lave en variation af 'brushes' i de respektive programmer, og hver kunstner har deres helt egne ynglingsbrushes, som de kan ændre og variere. Man kan hente mange 'brush-sets' på nettet, fra andre, der laver og deler dem. Jeg har også en samling i photoshop, som jeg føler mig mest tryg ved, og læner mig op af hele tiden. 

Det slog mig, da jeg læste bogen, at væsnerne også er en slags verdensbillede eller forklaringer på naturen, mennesket, dets eksistens og det derimellem. For eksempel tænkte jeg, at væsnet Kiiappa kunne være en forklaring på epilepsi eller lignende. Har du haft lignende tanker - at væsnerne var forklaringer på tilværelsen?

Én jeg synes, der er meget sigende som forklaring, er Akueqqutit, som fungerer som en slags omvendt Jesper Fårekylling. Væsenet følger dig og får dig til at tage dårlige beslutninger, beslutninger, som du selv godt ved er dårlige, men du gør det alligevel. I en verden, hvor man var afhængig af, at man tog beslutninger for fællesskabets overlevelse, kunne det sikkert undre, når et individ gjorde noget egoistisk eller noget, der skadede gruppen. Dårlige og onde beslutninger kunne vælte et helt samfund, og der var næppe særlig stor forståelse for psykologien, der kunne forklare hvorfor mennesker gjorde som de gjorde. Der VAR bare ikke andre forklaringer, end at der måtte husere en ond ånd, der fik individer til at gøre slige ting. Måske forklarede den også andre psykiske lidelser, ting, som vi først er ved at forstå i det 21 århundrede, og som der bare ikke var simple forklaringer på dengang. 

Jeg har funderet lidt på navnene, som du fortæller i kilderne godt kan være forskellige; altså de beskrives ens, men hedder noget forskelligt. Alle de her væsners navne - kender du til, at nogle af navnene indgår i det vest-, øst- eller nordgrønlandske sprog i dag som udtryk, ordspil eller på andre måder; altså har de andre dagligdags betydninger? Hvilket navn har undret dig mest?

Uha, i forhold til ordspil på Grønlandsk, er mit ordforråd desværre lidt for begrænset. Men jeg morede mig en del over nogle af navnene, mest fordi det var så forskelligt om de var symbolske, eller om de var super bogstavelige. Eksempelvis er der Ikkillineqanngeqqissaartoq; den direkte oversættelse er vitterligt "Den der aldrig bliver sløv", og det er et væsen med en skarp sav på ryggen. Så den er altid skarp. Og så er der Kisermaaq, hvilket betyder "Den ensomme". Det navn virker meget mere symbolsk og filosofisk, hvor mange af de andre navne er mere beskrivende på udseendet. Jeg tror personligt det er noget, der er opstået subjektivt for fortælleren - nogle har syntes, at den fysiske beskrivelse har været vigtig, andre har dykket dybere ned i figuren og på en anden måde.

Jeg kan huske en samtale med dig for et halvt år siden på vej hjem fra en kaffemik. Du fortalte om, at du havde fundet en myte, som lignede havets moder, var det i Sydamerika? Mange af disse væsner, som fx havets moder samt tupilakken, er på mange måder ærkegrønlandske, men de er vel også universale – ligesom mange myter og sagn er?

Ja, da jeg var udvekslingsstudent i Florida tilbage i 2001, hørte jeg om en mytefigur kaldet Yemaya fra den Cubansk-afrikanske religion Santeria. Den måde, jeg fik beskrevet hende, var, at hun var hersker over vandet. De billeder, jeg blev vist, var en ung, men stor kvinde med langt hår, hvilket straks gav mig associationer til Sassuma Arnaa. Jeg har sidenhen lært meget mere om hende, og hun adskiller sig på mange måder fra Havets Moder, men samtidig er der jo nogle centrale temaer, der går igen, når det handler om kvindelige ånder; i Japan har man mange historier om kvindelige og feminine væsener, som handler om vand og havet, og man kan finde det i mange, mange historier overalt i mange religioner. At man associerer kvinder og vand er nok ikke så underligt siden fødsel og spiritualitet jo unægteligt hænger sammen, og det mytiske i at kvinder var forbundet til vand igennem dette giver god mening. Netop denne historie om Yemaya fik mig dengang også til at tænke på den måde, vi netop er forbundet i vores åndelige tro, trods lang, lang afstand, og jeg håber at finde mange flere røde tråde. Jeg har læst om Native American myter, Wabinaki fra staten Maine i USA, hvor man også snakker om Nordlys som åndelige væsener, der spiller bold! Og der er mange andre historier, ikke bare fra inuit-stammer, men længere sydpå, hvor Nordlys indgyder denne her samme ærefrygt, som vi har heroppe. Jeg tror, vores historier er bundet sammen, også på tværs af havene, tid og sted. Man skal bare finde brikkerne og prøve at samle det. 

I Rovaniemi i Lapland til et seminar for arktiske museer her i efteråret, snakkede vi nordlysmyter, og det viste sig at fra samerne til Nordamerika over Canada til Grønland er der myter om Nordlyset - fx at de spiller bold med dit hoved, hvis du fløjter. En laplandsk afdød kunstner, Reidar Särestöniemi, hvis museum vi besøgte, havde den opfattelse, at det arktiske hele vejen rundt om kloden havde en meget til fælles på trods af de store afstande imellem dem.

Ja der er et eller andet omkring det med nordlys og vores fælles historier, jeg har også læst det samme.

Hvorfor skulle denne her bog og dette projekt skrives og laves?

Jeg lavede bogen, fordi jeg selv manglede den og ville ønske, at jeg havde haft den. Og fordi jeg så gerne ville se nogle moderne fortolkninger af vores væsener. Jeg håber virkelig, at folk føler sig inspireret til at lave deres egne fortolkninger, og laver noget der aldrig er set før. Og at de tager historierne og laver nye eventyr, fortællinger, film og i alle andre medier, der nu er. Eller i hvert fald bare husker dem, for væsenerne trænger til at blive husket og genopdaget, af både gamle og unge!