Af Stine Lundberg Hansen

Prolog

Al uddannelsestænkning bør gøre plads til det ugribelige mellemrum mellem nu og i morgen. Al reel uddannelse består af hullerne i hegnet.

1

Kunsten har ingen wow-effekt*. Den opvoksende generation bliver hverken klogere eller dummere – men kan blive begge dele.

Kunst kan være filosoferende, men også propaganderende.

Al samtænkning mellem skole og kulturinstitution, mellem klasse og kultur, mellem elev og kunstværk må bero på retten til at tænke og mærke efter, lige så vel som retten til at vende ryggen til.

Kunst er ikke noget program – kunsten er uden endemål og facit. Hvis kunsten tænkt pædagogisk bliver programmatisk, må der være sprækker; sprækker til den frie tænkning, den frie tale, til at slippe fri.

Kunst kan sætte tanker i gang, være et tankerefugium, en sanselig udfordring og vende hverdagen på hovedet. Kunsten er skabt af og er til for og imellem mennesker. Derfor skal den være tilgængelig; synlig i ethvert barns opvækst.

Kulturinstitutioner skal ikke påvirke; de skal skabe tænkninger – refleksioner over liv og samfund.

2

Kunsten er også uddannelse; den er perspektiver, omvendelser, tænkning, samfundsbaseret, samfundsintegreret, menneskerelevant. Den er for alle, ingen og for sig selv. Den er ubegribelig og netop i denne ikke-definerethed bør den gribes.

I Grønland synes al uddannelse i den politiske tænkning gang på gang reduceret til kampen mellem sprogene; til grønlandsk versus dansk og vice versa; til grønlandsk, dansk eller engelsk?

I skyggen forbliver matematikken og naturfagene (geografi, biologi, fysik, kemi) samt samfundsfagene (religion, historie, samfundsfag og fx kunsten).

Andre sprogfag som fransk, tysk, spansk, russisk, kinesisk eller hvad der nu synes relevant, diskuteres ikke.

Næsten i komplet mørke står de kreative fag, som i løbet af de sidste par år er skubbet så langt ud i periferien, at jeg ikke længere kender deres navn. I min skoletid hed de musik, drama, sløjd, håndarbejde, hjemkundskab og formning/billedkunst. Lokale valg er de omdøbt til i den grønlandske folkeskole, hvilket vel dårligt er et fag med et reelt indhold. En udvanding af de engang mere afgrænsede fag; lokalvalg er et valg lokalt uden et specifikt fagligt indhold.

For meget fortaber sig i en debat om sprog og nationalitet – heller ikke kunsten diskuteres.

Kunsten er i filmen, i teatret, i litteraturen, i billedkunsten, i musikken, i håndværket, i designet – og den kan være i mange af skolens fag.

3

Kunsten lader sig kun gøre som et møde. Et møde som kan udfordres, uddybes og udvides, eller forblive et nik, et strejf, et kort sammentræf.

Mødet med kunsten må lægge sig til rette mellem linjerne, hvor den undviger sproget og taler udenom.

Kunsten kan ikke reduceres til et italesat program.

Kunsten er.

Mødet med kunsten må efterlade huller i hegnet, hvor tankerne kan smutte igennem.

Kunsten skal være synlig og tilgængelig i alle uddannelser, men det er gennem hullerne i hegnet, at enhver horisont udvider sig.

Et møde består af en reel udveksling to eller flere parter imellem. Det består i en åbenhed mod den anden og mod omverdenen, hvor der argumenteres, modelleres og formes begge veje.

Det politiske bagland og uddannelser i Grønland bør være ansvarlige for adskillige møder mellem elev/studerende og kunst finder sted, og at der i disse møder er mulighed for fordybelse og uddybelse – og sikre hullerne i hegnet og retten til at vende ryggen til bibeholdes.

4

Essensen af kunsten udtrykkes ikke i wow – hvad kunsten kan undslipper ordene. Kunsten har ingen samlet eller ensartet essens, heri består dens kvalitet.

Kunsten kan få os til at tænke, undre os, skabe nysgerrighed, vække sanserne, være grænseoverskridende, provokerende, propaganderende – men det er ikke givent.

Kunst er en vital del af samfundet – det er enhver tids udtryk et bestemt sted.

Den er forbundet med menneske, samfund og tid – derfor bør den være en del af enhver uddannelse.

5

Kunsten er i rummet. Den er i et forhold, en relation, en sekvens, en rækkefølge.

Rum er mentale og fysiske. Vi kan være et sted med vores krop, et andet i tankerne.

Rum er afgrænsede af opfattelsen af det.

Kunst er i rum og forholder sig til mangfoldige rum – både mentale og fysiske.

Uddannelse er ofte knyttet til et defineret fysisk rum – klasseværelser, auditoriet, lokalet eller den fysisk manifesterede institution som skole eller universitet.

Men uddannelse er også mentale rum; de muligheder for rumudvidelser et fag indeholder. Ethvert fag bør arbejde på kanten af umulighed – for at holde muligheden for nye rum åbent.

Kunsten består af mulige rum. I sig selv er kunsten en umulighed – heri gemmer sig alle mulighederne for rum. En rumlighed. Noget der ligner, men ikke er rum. En mimesis – en gentagelse og en spejling af rum – fysiske som mentale – som virker tilbage på eller skaber nogle nye rum.

6

Kunstens rum er museet, galleriet, kunsthallen, udstillingen, teatret, bogen, koncerten eller en begivenhed, en afbrydelse, et rum defineret af mennesker.

Et rum som altid kunne være anderledes.

7

Kunstmuseet er et andet rum end klasseværelset.

Klasseværelsets rum er centreret om undervisning; om et forhold mellem elev/studerende og lærer/underviser og et fag.

Kunstmuseets rum er centreret om kunsten; om et iscenesat møde mellem den besøgende/brugeren/den udefrakommende og kunsten.

Kunsten er kurateret og iscenesat i et rum af nogle i museet til nogle udenfor museet. Faget er rammesat af nogle i uddannelsen til nogle udenfor uddannelsen.

Begge rum vil noget med nogen.

8

Nuuk Kunstmuseum har mange små rum. Museet er som bygget til labyrinthisk at gå på opdagelse. Væggene er tæt på og det er kunsten også.

I hvert rum er muligheden for andre rum. Som et æskesystem. Hvert kunstværk indeholder mulige rum, og hver beskuer, hver besøgende, hver elev eller studerende medbringer deres rum til museet.

Det er alle disse muligheder af rum, som kunsten i uddannelse skal sætte i spil. Rum uden facit men rum som udfordrer, påvirker og argumenterer mod hinanden.

Rum på rum er, hvad mødet mellem elev/studerende og kunstværk består i. Dette møde kan skabe forbindelser og afbrydelser, kan kortlægge og erkende, og kan skabe tænkninger. Det er ikke sikkert, at det sker, men mødet med kunsten åbner muligheden for, at det gør.

Hvis kunsten præsenteres som et fastsat program – en simpel wow-effekt til bedre karakterer – og ikke som et møde med mange mulige iboende rum, så mister kunsten sin effekt som kunst.

* Den engelske professor Anne Bamford fra Wimbledon School of Art har skrevet om sammenhængen mellem de kreative fag, kunsten og hvor godt børn klarer sig i skolen, som hun kalder wow-effekt.