Af Ivan Burkal

Der er ofte i medierne og det offentlige rum særligt fokus på ”det grønlandske” i grønlandsk kunst. Denne artikel tager ikke stilling til om det er godt eller skidt, men forsøger at problematisere ”det grønlandske” i forhold til lovgivningen.  

Hvad er grønlandsk kunst og grønlandske kunstnere
Det er der antagelig flere bud på, men det officielle svar kan man finde i Inatsisartutlov nr. 11. af 6. juni 2016 med den noget besynderlige titel ”lov om kunstnerisk virksomhed”. Virksomheden omfatter en række aktiviteter, som beskrives og afgrænses i loven (se § 1, loven kan findes på www.lovgivning.gl).

Loven definerer grønlandsk kunst som ”værker, der er udført af grønlandske kunstnere eller kunstnerisk virksomhed udøvet af grønlandske kunstnere”. Hvad der definerer en grønlandsk kunstner er ofte uklart, men også her er loven meget tydelig; en ”grønlandske kunstnere er kunstnere, der har fast bopæl i Grønland” (se § 2).

Tilskud til professionelle kunstnere siden 2003
Polemisk kan man så spørge; ja, men hvad ER en kunstner - ud over at være en person med fast bopæl i Grønland? I finansloven under formålskontoen KUNST (se 40.95) findes bl.a. de såkaldte kulturmidler, der kan søges med hjemmel i ovennævnte Inatsisartutlov. Af teksten på hovedkontoen fremgår desuden, at ”midlerne kan søges af enkeltpersoner, organisationer m.v. og ydes fortrinsvis til professionelle udøvende og skabende kunstneres aktiviteter og projekter, og til andre projekter med et højt kunstnerisk niveau”. Muligheden for at yde tilskud til professionelle kunstnere blev første gang mulig efter vedtagelsen af Landstingsforordningen om kultur- og fritidsvirksomhed i 2002 (§ 30). De nye muligheder for at støtte den professionelle kunst blev synliggjort i finansloven 2003, og om kulturmidlerne stod der, at ”Midlerne … ydes fortrinsvis til professionelle skabende og udøvende kunstneres aktiviteter og projekter”. Definitionen af en professionel kunstner, blev dog ikke fastsat i andre regler, selv om forordningen gav mulighed for det.

De politiske intentioner
I bemærkningerne til Inatsisartut loven om kunstnerisk virksomhed kan man få en idé om intentionerne med loven. Desværre udbydes hverken begreberne grønlandsk kunst eller grønlandsk kunstner og det professionelle element, som fremgår af finansloven, er heller ikke nævnt. Om loven i øvrigt står der i bemærkningerne, at loven” tilsigter overordnet at give kunstområdet en klarere status og større betydning som et offentligt ansvarsområde, herunder at tydeliggøre de offentlige myndigheders ansvar på området”, og ”Naalakkersuisut finder, at kunsten har en stor betydning for samfundsudviklingen, og at det er de offentlige myndigheders ansvar at sikre, at der er gode rammer for kunstnerisk virksomhed og befolkningens muligheder for at nyde godt af den kunstneriske virksomhed”.

Kunstloven der blev til ”loven om kunstnerisk virksomhed”
Hvis man politisk ønsker at give kunstområdet en klarere status og større betydning, må man vel forvente en vis professionel tilgang til såvel ”værker” som ”virksomhed”. Problemet er, at loven fra 2016 i høj grad er en ajourføring af forordningen fra 2002 og ikke en egentlig KUNSTLOV, der tager udgangspunkt i de skabende og udøvende kunstneres betingelser og behov - der i virkeligheden er meget forskellige.

Er det så ikke lige meget – i vores lille verden – om definitionen af grønlandsk kunst og grønlandske kunstnere fremgår af loven? Både og - når der skal deles penge ud, kan det have en betydning. For kunstlivet generelt har det en stor betydning. Hvis vi holder os til billedkunsten, kan man argumentere for, at der er gode billeder og dårlige billeder og billeder, der bliver til kunst. Med andre ord, det, der nu eller med tiden betragtes officielt som (billed)kunst, fordrer en offentlig stillingtagen til værkerne. Det kan ske gennem udstillinger, offentlige og private indkøb, legater og tilskud, anmeldelser, priser, uddannelser, bøger og tidsskrifter mv. Hvis man listede alle muligheder op og stillede sig det spørgsmål, hvor mange ”flueben” kan vi sætte her i landet, vil det blive til ganske få. Kunstskribenter og kritikkere spiller en særlig rolle i dette system, men manglen på dem her i landet og på hele det system, der over tid er med til at definere hvad der er kunst og hvem, der er kunstner, findes ikke.

Derfor udfordres kunstnerne ikke, og de bliver ikke interessante for andre uden for Grønland. Kunsterne bliver fastholdt i deres egen selvtilstrækkelighed og i en konform kunstverden.

Kunstindkøb og sikring af kulturarven
I forhold til det offentliges køb af kunst og her især Grønlands Nationalmuseum, der varetager forpligtelserne i forhold til kulturarven, må der siges at være en særligt problem. Hvis man ser på museets årsrapport for de seneste år og indkøbene i 2017, har museet indkøbt værker af kunstnere, der ikke falder ind under Inatsisartutlovens definition af grønlandsk kunst.

Det vil derfor været meget relevant om museet fastlagde en indkøbsstrategi for fremtidige indkøb til bevaring af kulturarven mht. kunstværker.