… kom de fineste egetræsplanker til syne. Vandskadet, slidte og ubehandlede. Da kunstner Bolatta Silis-Høegh kom til Holms Hus, havde hun en idé, om at væggene var blå. Lyseblå. Vinduerne var skoddet til, og med mobilens lommelygte ledte vi efter de blå vægge eller spor efter den. Kun en enkelt væg i det lille indgangsparti var lyseblå. Væggene skulle være blå, gulv og loft med. Det var Bolattas idé og udgangspunkt for installationen. Gulvtæppet skulle af, skodderne ned, skruer skrues ud og gøres rent.

Af Stine Lundberg Hansen

Holms Hus er et rødt hus med hvidsprossede vinduer midt på Aqqaluks Plads i Nuuk; byens første selvbyggerhus og fredet. Midt i en blomstrende have ligger det med udsigt over fjorden og kolonihavnen. Huset ligger ubrugt hen. I haven vejrer et kunstflag i flagstangen – et helt andet projekt. Dette projekt handler, om at skabe en udstillingspraksis i byrummet. At bruge rummet, byen, hvor folk er. Udenfor det museale og tiltænkte udstillingsrum. Kunsten må gerne opstå midt i en hverdag, stoppe op og vende folks sanser og tænkning – hvis bare for et øjeblik – på hovedet. Holms Hus er centrum midt i et stisystem. Engang ejet af Holm; i dag forfaldent og ejet af Kommuneqarfik Sermersooq.

På vej fra lufthavnen gennem byen blev Bolatta Silis-Høegh mødt af ukaliusaq eller kærulden, som langs vejene stod og lyste op. Midt i de blå vægge, i det blå rum, skulle være en sky af ukaliusaq – kærulden.

På latin eriophorum scheuchzeri – den arktiske kæruld, som er én kæruldsart ud af 25. Opkaldt efter en schweitzisk videnskabsmand Johann Jakob Scheuchzer (1672-1733). I disse smeltende glaciale tider er det værd at bemærke, at Scheuchzer ved at undersøge, observere og beskrive gletschere og deres bevægelser for 300 år siden gjorde gletscherne til et videnskabeligt studium. Den arktiske kæruldpå latin er nok ikke opkaldt af ham, men efter ham. Udover at lyse op i sommerfjeldet har kærulden været forsøgt brugt til at spinde garn (for porøs), som inderfor i støvler, som vatpinde, som væge (iblandet mos i tranlamper), som pude- eller dynevår.

Nu er ukaliusaq en sky i et blåt rum i Holms Hus. En installation i et værelse i et tomt og forfaldent hus. Installationen nærmes med ro; den kan gåes ind i og rundt om. Den mindste vind trækker kærulden med sig. Alligevel synes skyen stabil i forhold til de vippende, blæsende grene udenfor vinduet. Lægger man sig under skyen, snurrer de, hver kæruld har sin egen bevægelse afhængigt af stænglens bøjning og blomsterhovedets form.

Ukaliusaq smider deres frø nu, som blæser med vinden. Og blæste gjorde det i Nuuk denne torsdag, hvor installationen åbnede. Grå skyer trak hen over Malene, lavede vinger, streger, buer, puder, udposninger og sammenfald. Alt i gråt. Himlen var penselstrøg og havde sin egen kunstneriske dagsorden.

Når naturen bliver kunstig

Bolatta Silis-Høeghs installation minder om et vandfald. Et vandfald jeg så i Nikolaj Kunsthal tilbage i 2012. I am the River af Eva Koch. En kæmpe videoprojektion på væggen af et vandfald i Island, hvor hastigheden var sænket, de mange liter vand løb en anelse i slowmotion. Lige nok til at ane, føle, sanse en vis kunstighed ved det ellers naturtro vandfald. På samme måde er ukaliusaq genkendelige i Bolatta Silis-Høeghs installation, men kunstige i deres sky, hvor de i gennemsigtige tråde hænger på hovedet. En kunstighed, som giver os beskuere et andet blik – skaber en pause, en ro, et ophold - i hvert fald for et øjeblik. Ukaliusaq på hovedet med knapt synlige tråde i et blåt værelse midt i et byrum er på samme tid en genkendelse og en fremmedgørelse.

Den lyseblå farve er himlens, børneværelsets og drømmenes. Den er både reel og surreel, naturlig og overnaturlig. Ligesom kæruldens konstante sitren, alle dens bevægelser; dens på én gang sensitivitet overfor omgivelserne og dens hvide mankes stabilitet som små lyspærer i sommerfjeldet. Ved at hænge ukaliusaq på hovedet i blåt rum, som sky i en blå himmel, bliver kærulden og dens bevægelser kunstige; træder frem og bliver synlige for os et øjeblik.

På sletten i Nuuk, ikke langt fra Holms Hus, ligger skolen Ukaliusaq på et tidligere vådområde. I sin tid nok fyldt med ukaliusaq i juni og juli; kærulden vokser i sumpede områder, langs elve, søer og vandløb.

Tilbage i Holms Hus fremstod rummet lysende og mildt som sommeren – som hviler det i sig selv. Folk blev hængende i rummet, blev ved med at se, ved med at tage fotos og at se igen. Udenfor spredte frøene sig med vinden.