Af Nivi Christensen
Udstillinger kan være noget af det mest inspirerende. Udstillinger kan få en lille detalje frem i et værk, og kan få beskueren til totalt at overse et andet. De kan få folk til at se og forstå kunsten på ny, og aktivere flere sanser. Udstillinger kan styre vores forståelse af kunstværkerne. Og så kan de ødelægge og nedbryde kunsten, hvis det bliver gjort uden respekt og kærlighed.
En minimal definition på begrebet udstilling er:
”.. et arrangement af oftest flere udvalgte genstande i et mere eller mindre offentligt tilgængeligt rum ..”*
Udvalgte genstande – altså en selektion. Arrangement – dermed noget styret og opsat. I et tilgængeligt rum – noget præsenteret for andre og i et rum. Det er mere end det, der allerede er – det er noget udvalgt, noget tilgængeligt og noget ordnet.
The White Cube
Når vi taler udstillingsteori er det mange år siden at tanken om ”The White Cube” – det hvide neutrale udstillingsrum – blev forladt. Udstillinger før 2. verdenskrig var med farvede vægge, gerne i stærk kontrast til værkerne. Efterfølgende opstod en ide om at vægge og rum skulle være neutrale og rene så værkerne kunne tale for sig selv, og der med de hvide udstillingsrum. Uanset hvilken farve væggen har, hvilke værker der er udvalgt, uanset belysning, ophængningsmåde, rummenes udformning, hvilke måde plakaten er skabt eller udstillingstreksten er skrevet, så har det en betydning for udstillingen. Udstillingen er aldrig neutral. Det betyder, at en udstilling altid skal tilpasses et sted. Den samme udstilling vil se forskellig ud i forskellige rum. Den forskellighed kan, hvis man udnytter og omfavner den, forære kunsten nye lag og nye forståelsesrammer.
Ignoreres det – påvirker det også kunsten, men ofte på en negativ måde. Hvis en udstilling er dårlig opsat og ikke er tilrettet rammerne og rummet – kan kunsten virke uprofessionel og ligegyldig. Det kan direkte ødelægge oplevelse af det enkelte værk og af kunstnerens arbejde.
Det er nødvendigt, at vi i Grønlands kunstliv accepterer den præmis. Kuratering – det at skabe udstillinger - har en betydning. Hvis vi forventer professionelle kunstnere, og hvis vi forventer et højt kunstfagligt niveau, skal vi som kulturaktører og udstillingsansvarlige også følge op med professionelle udstillingsansvarlige.
Refleksion, analyse, seriøsitet og diskussion
I forbindelse med KIMIKs udstilling ved Nuuk Kunstmuseum i november 2016 skrev kunstneren og medlem af KIMIK Pierre André Auzias følgende på sin facebook:
“As in a dream, it felt so great to work with people wondering to give the absolut best of themselves!...So many changes through these 4 days of intensive reflexions, analyses and serious (but kind) discussions to find out with the very best way to show our works. At least we found out as an evidence that our difference could create an absolut harmony. “**
En udstilling er langt fra alene håndværksmæssigt og teknisk kunnen. Værkerne bliver først sat i spil ved refleksion, analyse og dialog. På udstillingen var 100 værker – det gav et uendeligt antal måder at opsætte udstillingen på. Selv hvis vi valgte at inddele det sådan, at hver kunstners værker hang sammen, var der tale om 18 udstillende kunstnere, og igen et (næsten) uendeligt antal måder at opsætte dem. Når værkerne opsættes er det en valgt placering – ikke en givet placering.
Udstillingsansvarlig
Alle udstillingssteder bør kunne love kunstnerne, at man afsætte den tid, det tager, at man skaber rum til at gøre sit bedste, og at man har de rette faglige kompetencer. Hvis ikke man giver udstillingerne kærlighed, tid og seriøsitet, hvordan kan man så forvente det af kunstnerne.
Vi har et ansvar for at fremhæve kunstens forcer. Vi har et ansvar for at formidle udstillinger. Vi har et ansvar for at få folk til at forholde sig til kunsten. Vi har et ansvar for at vise kunst for alle aldre. Vi har et ansvar for at give kunsten de bedste rammer. Vi har et ansvar for at udvælge det bedste og reflektere og diskutere, hvorfor det er godt. Vi har et ansvar for at fjerne fokus fra kunstneren over på kunsten.
Det kræver tid, overvejelser, refleksion, videreuddannelse, nysgerrighed, sparring, og så kræver det en erkendelse af, at det har en betydning.
Jeg er træt af dårlige udstillingstekster, der intet siger om kunsten og siger for meget om kunstneren. Jeg er træt af dårlig indramning, print i dårlig kvalitet, uovervejede sammensætninger, for proppede udstillinger, dårligt opspændte lærreder, mangel på mod til at fravælge værker. Jeg er træt af, at det eneste tidspunkt vi taler om uddannelseskrav i forhold til kunsten er kunstnernes – vi taler for lidt om personalet på museernes og udstillingsstedernes faglighed.
Kunstens niveau er kun så højt som laveste fællesnævner – og pt er det ikke kunstnernes niveau, der er problemet - det er udstillingsstedernes niveau. Kunstnerne fortjener bedre. Behandles udstillingerne med ligegyldighed – kan vi heller ikke forvente at folk gør andet end netop det. Behandler vi det med faglighed, seriøsitet og kærlighed, så tror jeg på at folk gør det samme.
*”Hvad er udstillingsanalyse” af Runa Gade i Udstillinger mellem fokus og flimmer red. E. Bodin & J. Lassenius. Citat af Locher s. 17, 2006 ved forlaget Multivers.
**Pierre André Auzias på sin egen facebookprofil efter udstillingen ”KIMIK” på Nuuk Kunstmuseum i november 2016.
Af Nivi Christensen
I foråret 2016 præsenterede jeg et paper til konferencen Curatorial Challenges på Københavns Universitet. Titlen var The Implied Truth In Curating Greenlandic Art. Artiklen her er skabt på baggrund af det oplæg. Det tager udgangspunkt i to problemstillinger 1) At de to kunstmuseer i Grønland bliver repræsentanter for en uimodsagt sandhed om grønlandsk kunst 2) At bøger, udstillingstekster og materiale om grønlandsk kunst ender som implicitte sandheder om samme.
Den uimodsagte sandhed - Kunstmuseerne
I Grønland er to kunstmuseer - Nuuk Kunstmuseum og Ilulissat Kunstmuseum. Begge er tidligere private samlinger i dag drevet af de respektive kommuner (Grønland har ikke på nuværende tidspunkt et Nationalgalleri for Kunst, og det har forsat lange udsigter). Museerne bygger på en overrepræsentation af den danske ekspeditionsmaler Emanuel A. Petersen (1894-1948) der er kendt for sine naturromantiske skildringer i 1920erne.
For et års tid siden trådte en dansk kvinde ind på Nuuk Kunstmuseum. I ankomstrummet hvor der udelukkende hænger værker af netop E.A.P. udbrød hun:
”Årh hvor er her smukt! Dette er præcist som jeg forestillede mig grønlandsk kunst.”
Det udsagn satte en del tanker i gang i mig. Det beseglede en frygt, jeg havde om at Nuuk Kunstmuseum - om man vil det eller ej – bekræfter folks fordomme om Grønlands kunst. Den tidligere private samling bliver af mange opfattet som værende repræsentativ for grønlandsk kunst. En repræsentation som den ikke opfylder, og som den heller ikke står til ansvar for at opfylde – det ansvar påhviler Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
De to grønlandske kunstmuseers samlinger bekræfter begge en myte om at Emanuel A. Petersen var en afgørende maler i grønlandsk kunst.
Havde Grønland haft et stort nationalgalleri for kunst som modsvarede det udsagn, eller flere mindre museet, der kunne udvide og udfordre kunstopfattelsen, var problemet ikke opstået. Problemet opstår, fordi det billede af grønlandsk kunst, som museerne viser, ikke udfordres. Problemet er større end E.A.P., fordi uanset hvad museerne viser i egne samlinger bliver det til en uimodsagt evidens. De to museer kan ikke rumme et bredt og nuanceret nok udsnit.
Begge museer forsøger at udfordre forståelsen i skiftende udstillinger og udstillingsmateriale, hvilke gør researchen og arbejdet med de skiftende udstillinger endnu vigtigere, men her opstår så det næste problem.
Den uimodsagte sandhed - Teksterne
Den uimodsagte som problemstilling er ikke begrænset til det udstillede, også i kunstlitteraturen gør samme problemstilling sig gældende. Det ene bunder i det udstillingsmateriale og de tekster, som der udarbejdes i forbindelse med udstillingerne. Det andet bunder i bogen Grønlands kunst* af Bodil Kaalund, og den version af Grønlands kunsthistorie som bogen portrætterer.
Grønlands kunst og Grønlands kunsthistorie
Bodil Kaalund (1930-2016) præsenterede i 1970’erne første udgave af bogen Grønlands Kunst ved forlaget Gyldendal. En bestseller der siden er udgivet og fornyet et utal af gange, senest i 2012, og som nu igen er udsolgt fra forlaget trods store oplag. En smuk coffee-table bog fyld med illustrationer, tilgængelig i alle store danske boghandlere. Bogen tager udgangspunkt i en præmis om at Grønlands kunst er allestedsnærværende og forhistorisk, med en begyndelse tilbage ved de første indvandringer til Grønland – for 4000 år siden. Klædedragter og våben, legetøj og tupilakfigurer dominerer, som sidste kapitel kommer billedkunsten med begyndelse omkring Aron Fra Kangeq (1822-1869), med særlig fokus på Hans Lynge (1906-1988) og med et afsluttende afsnit med Moderne grønlandsk billedkunst. Bogen Grønlands Kunst ligner mange andre kanoner over en nations kunst, og er på den måde ikke mere problematisk end så mange andre. Det største problem opstår, fordi den i snart 40 år har eksisteret uden et reelt modsvar.
Kunstneren Pia Arke (1958-2007) gjorde allerede i 1990’erne i sit essay Etnoæstetik** (har du ikke læst det så gør det!) opmærksom på problemerne med indholdet i bogen Grønlands Kunst. Arke skriver blandt andet:
”… Kaalund [kommer] til at arbejde med et meget udvidet kunstbegreb, med udgangspunkt i alskens etno-arkæologika, jagtredskaber, kunsthåndværk, husflid, beklædning, amuletter, tatoveringer osv.”*
Problemet med indholdet, forstærkes af at der ikke er forfattet et alternativ. Grønland Kunst bliver en kanon for kunsten, som kun de færreste kunstnere i dag kan identificere sig med. Jørgen Trondhjem forsøgte med en alternativ fortælling i 2012 med bogen 100 års Grønlands billedkunst*** . Som bogens titel antyder, betragter han 1900 tallet som starten på den grønlandske kunsthistorie. Hans bog har dog langt fra samme gennemslagskraft som Kaalunds. Grønlands kunsthistorie blev skrevet i 1970’erne, og det er stadig den samme bog og historie, du kan købe i boghandlerne i dag. I de 40 år har kun få stillet spørgsmål til det portræt, som Kaalund skaber af Grønlands kunst.
Udstillingsmaterialerne
I mit arbejde som leder ved Nuuk Kunstmuseum forfatter jeg utallige udstillingstekster, pressemeddelelser, og står frem til interviews om museets skiftende udstillinger. Som udstillingssted føler jeg en loyalitet over for udstillerne og kunstnerne generelt. Jeg forsvarer de udstillinger, vi er med-skabere af og de udstillinger huset præsenterer. Som alle andre udstillingsinstitutioner fremhæver jeg selvfølgelig det positive ved udstillingerne og kunstnerne. Jeg forsøger at lave grundig research og baggrundsarbejde, men jeg frygter alligevel, at de tekster, jeg skriver, står uimodsagte. Bliver en ny implicit sandhed. Jeg blevet meget bevist om, at det jeg forfatter rammer ned i et område, der er skrevet meget lidt om.
Der findes kun meget få kunstnerbiografier i Grønland, meget få kunstnere forfatter selv tekster om egen værker, endnu færre portrætteres af andre. Det vil sige, når jeg fremhæver en kunstner i en artikel, der så reproduceres på samtlige nyhedssider, vil personen allerede være overrepræsenteret.
Nogle vil måske mene, at problematikken er den samme mange andre steder – men igen er kernen ikke det skrevne, men at materialet står uimodsagt. Med et befolknings tal på 56.000, er det ikke sandsynligt at det vil ændre sig foreløbig.
Jeg tror, at problemet er anderledes og forstørret i Grønland, netop på grund af det uimodsagte – den implicitte sandhed der opstår, når ingen stiller spørgsmål til ens arbejde. Når der ikke er andre institutioner til at gøre det modsatte, og din stemme får lov til at stå alene. Når vi arbejder med Grønlands kunst – så skriver vi historie.
*Pia Arke Ethno-Aesthetics/ Etnoæstetik, udgivet af ark, Pia Arke Selskabet og Kuratorisk Aktion 2. udgave, 2010 s. 67
Af Nivi Christensen
I den grønlandske kulturverden og kunstverdenen i særdeleshed var hun æret og elsket. Unge kunstnere i dag tænker tilbage på hende som en vigtig motivator og inspirationskilde, og mere etablerede kunstnerne har set hendes kamp for bedre vilkår for grønlandsk kunst. Hun døde i 2012 – alt for tidligt – og med en masse at byde på. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Anne-Birthe Hove for mig står som én af de vigtigste grønlandske kunstnere, og at hun, som jeg ser det, i langt højere grad burde være kendt, også uden for Grønland. En opfattelse jeg heldigvis deler med bogens redaktør og initiativtager Jørgen Chemnitz.
Som forfatter til en af bogens artikler havde jeg fulgt med fra sidelinjen i et års tid. Jeg var fra starten fyldt med ærefrygt, men var og er forsat meget stolt over at være repræsenteret i et værk sammen med Anne-Birthe Hoves mangeårige trykker Bjarne Agerbo, kunstnerkollega Jessie Kleemann, forfatter Bodil Kaalund i samtale med journalist Inge S. Rasmussen, Anne-Birthe Hoves mand Thomas Steensgaard for ikke at sige redaktør Jørgen Chemnitz. Det betød samtidig, at mine forventninger til bogen var tårnhøje – den skal være med til at bære en kunstner frem, som ikke har fået det fortjente eftermæle. Jeg må lægge mig fladt ned og sige – mine forventninger blev mødt – og mere til. Det er til dato den smukkeste og mest gennemarbejdede grønlandske kunstbog.
Anne-Birthe Hoves sarte tryk står perfekt frem på det kraftige matte papir, dybtrykket og tykkelsen af selve omslaget og kasetten giver en fornemmelse for den klasse som Anne-Birthe Hove var og diversiteten i tekststykkerne giver en indgangsvinkel til både teknik, historie og personlighed.
Bogen appellerer både til mennesker, der aldrig har stiftet bekendtskab med hendes værker, i sin rene, overskuelige og smukke facon, og samtidig er den dybdegående og specialiseret nok til at været et must for alle os som i mange år har fulgt hende. Du vil med garanti finde masser af hendes værker, du aldrig tidligere har set.
Som en del af projektet var også den retrospektive udstilling Anne-Birthe Hove (1951-2012), der har været vist på Nordatlantens Brygge, Bornholm Kunstmuseum, Nordatlantisk Hus i Odense og Nuuk Kunstmuseum, samt hjemmesiden med alle registrerede værker af kunstneren www.annebirthehove.com .
Anne-Birthe Hove var exceptionel og fortjener det bedste. Og det har hun fået.
Titel: Anne-Birthe Hove
Antal sider: 244
Redigeret af Jørgen Chemnitz
Udgivet: 2016
Forlag: milik publishing
Sprog: Dansk og grønlandsk
Ca. Pris: 325DKK i Grønland og 440DKK i Danmark
Af Nivi Christensen
Den grønlandske kunstnersammenslutning KIMIK blev oprettet i 1995 og har nu i 21 år været et samlingspunkt og støtteorgan for grønlandske kunstnere, med kunstnere som Anne-Birthe Hove, Jessie Kleemann og Buuti Pedersen i front. Det har sammenslutningen markeret med bogen KIMIK ukiut 20 år.
Gemt bag et lidt intetsigende cover finder man en bog fyldt med illustrationer. De første 30 sider i bogen består først af en gennemgang af sammenslutningens historie, forfattet af bærende kræfter i samme, dernæst et historisk tilbageblik, forfattet af mig. Det mest interessante er dog den efterfølgende præsentation af hver enkelt kunstner, der hver får 6 sider. Ikke siden ”Grønlandske Nutidskunstnere” af Camilla Augustinus fra 2004, har et bogværk forsøgt at give en indblik i et bredt udsnit af grønlandske kunstnere.
Teksterne er korte ærlige introduktioner til hver enkelt kunstner (se listen neden for) og efterfølges af et bredt udvalg af hver kunstners værker. Nogle har været vist før, andre ikke.
Bogen giver på mange måder et øjebliksbillede af Grønlands kunst, samtidig med at den både viser bredden og begrænsningerne. Det er, som bogen også tydeligt viser, ikke et udtryk for den hele grønlandske kunst, men udelukkende medlemmerne af sammenslutningen.
Overordnet set er bogen et vigtigt og smukt bidrag til den grønlandske kunstlitteratur, og kan varmt anbefales.
Titel: KIMIK ukiut 20 år
Udgivet: 2016
Forlag: milik publishing
Sprog: Dansk og grønlandsk
Forfatter: Red. af Tupaarnaq Rosing Olsen
165 sider
Pris: 200DKK i Grønland og 250DKK i Danmark.
Bogen kan købes eller bestilles hos de fleste store boghandlere i DK, men kan desuden købes på Nuuk Kunstmuseum og i Atuagkat boghandel i Nuuk.
Præsenterede kunstnere:
Aka Høegh
Arnannguaq Høegh
Buuti Pedersen
Camilla Nielsen
Hari Kristofferne
Inuk Silis Høegh
Ivalo Abelsen
Ivan Burkal
Ivínguak´ Stork Høegh
Jannie Jørgensen
Julia Pars
Julie Edel Hardenberg
Kristine Sporre Kreutzmann
Linda T.H. Milne
Lisa Kreutzmann
Lisbeth Karline Poulsen
Maria P. Kjærulff
Miki Jacobsen
Mike Lynge
Naja Rosing-Asvid
Pierre Auzias
Læs mere om sammenslutningen på www.kimik-art.com