”Der er forskel på at opdage og erobre. At du kan rejse og opdage. Det synes jeg er utroligt fascinerende ved mange af de kvindelige såkaldte opdagelsesrejsende.” Med serien The Characters placerer Tonje Bøe Birkeland kvindelige opdagelsesrejsende i forskellige landskaber og udfordrer de mange heltefortællinger om de mandlige ekspeditions- og opdagelsesrejsende. De næste par måneder intervenerer hendes karakterer ekspeditionskunsten på Nuuk Kunstmuseum.

Af Stine Lundberg Hansen

Tonje Bøe Birkeland har siden 2008 arbejdet med The Characters; et fotoprojekt hvor hun gennem research og rejser skaber fiktive fortællinger i fotoværker og i tekst om kvindelige opdagelsesrejsende; oversete eller glemte. En del af samlingen på Nuuk Kunstmuseum er ekspeditionsmalere og såkaldte Grønlandsmalere; danske kunstnere på rejse gennem Grønland. Tonje Bøe Birkelands karakter #IV skal over de næste måneder intervenere i denne samling og udfordre dette mandlige erobrende blik på landskabet.

Den klassiske ekspeditions- eller opdagelsesrejsende skriver og fotograferer eller maler og tegner: med andre ord kortlægger stederne. Fortællinger som lever i bedste velgående helt op til i dag og er domineret af den europæiske mand. Med landskabsbilleder skabtes en tung fortælling, som stadig dominerer idéen om Grønland. Tilrejsende mandlige kunstnere - Harald Moltke, J.E.C. Rasmussen, Emanuel A. Petersen, A. Gitz-Johansen, Andreas Riis Carstensen - portrætterede ofte et overvældende smukt, barsk og øde, landskab og skildrede grønlænderen som naturmennesket i pagt med omgivelserne. Alle bragte de en fortælling med tilbage til Europa om, hvordan det såkaldte gamle Grønland var ved at blive overhalet af civilisationen.

Det er ikke selve stederne eller landskaberne, men fortællingerne, som Birkeland bearbejder. Hun skaber fiktion, men fiktionen hører ikke op eller er kapslet inde i et afgrænset rum; den rækker ud til andre fortællinger og opdagelsesrejser, til Birkeland selv, til en tid og et verdenssyn før os og til den tid og de fortællinger, vi lever i, i dag.

KARAKTERERNE

“Anna Aurora Astrup was born in Bergen, Norway in 1871, the oldest of four sisters: Anna Aurora, Alberte, Nilsine and Oline. Her father, Nils Astrup, was a teacher. He wanted to give opportunities to the less fortunate in society. In addition to his four biological daughters, he adopted four children; three girls and one boy.”

Sådan begynder Birkeland fortællingen om Anna Aurora Astrup, som rejser til Grønland omkring år 1900. Jeg har sat Tonje Bøe Birkeland i stævne over en Skypeforbindelse et par måneder inden, at hun rejser til Grønland og åbner udstillingen under Nuuk Nordisk Kulturfestival 2021.

- Jeg har altid været interesseret i Grønland, fordi det handler om den nordiske historie, både samarbejde og kolonisering. Det er et sådan tveægget sværd, fordi Norge jo har Svalbard. Det var interessant lige som at anerkende min egen baggrund, og så arbejde med de her to områder i mit projekt. Jeg kendte til skibet Aurora Arktica og vidste, at jeg herved kunne rejse lidt på den gamle måde i en sejlbåd fra Island til Grønland, og jeg kunne undgå at flyve og køre med snescooter.

- Jeg er fascineret af landskaber, der på den ene side har en stærk menneskelig historie, men på den anden side også bare er vild natur. Det var også derfor, at jeg rejste til Grønland, Svalbard og til Mongoliet. For at finde disse landskaber som både har en historisk forankring som landskab, men som samtidig har vild natur.

Alle Birkelands karakterer rejser i ekspeditionernes tidsalder fra slutningen af 1800tallet og op til 1930erne. Indtil videre er der fem karakterer, en sjette er på en skole i Norge målrettet børn og unge og en syvende er undervejs. Processen med karaktererne forløber forskelligt fra gang til gang.

- At tage billeder gør jeg hele vejen. Jeg skaber altid nye billeder. Da jeg arbejdede med karakter nummer fem, Bertha Bolette Boyd, som jeg også kommer til at vise i Nuuk, skrev jeg en kort biografi, før jeg rejste, jeg kunne korrigere undervejs, og som gav mig nogle årstal. Jeg lavede research om Bhutan på alt fra temperatur, til klima, til hvordan de gik klædt, dem som rejste i Himalaya på Berthas tid, og hvad kunne være spændende farver at arbejde med i terrænet. I Grønland brugte jeg næsten kun en sort kjole for at få en kontrast til landskabet. Med Bertha i Bhutan kunne jeg ikke bruge sort, der var landskabet mørkere. 1930erne blev valgt, fordi jeg ville have, at Bertha skulle kende til Alexandra David-Néels rejse i Himalaya i 1920erne.

BAGGRUNDSTAPETET

Bag Birkelands fiktive karakterer er et baggrundstapet af faktiske kvindelige opdagelsesrejsende, som fx Alexandra David-Néel. Birkeland optaget af kvinder, hvor det ikke handler om at hakke specifikke steder af som i been there, done that. Og af de kvinder som ikke umiddelbart formidlede deres rejser for et større publikum eller med det samme skabte en større fortælling. Kvinder som var på opdagelse, og ikke erobrede.

-Alexandra David-Néel ønskede jo ikke engang at blive sat på disse rejser, og hun ventede 20-30 år med at skrive, hvad hun gjorde. Hun klædte sig i lokale klæder. Hun lærte sig de forskellige tibetanske sprog for at få lokale mennesker til at hjælpe sig, og der er ikke et eneste sted i verden, som er opkaldt efter hende, selvom hun var den første fra Vesten, som befandt sig disse steder. Hun har jo været en sådan kvinde, som virkelig har vist, at du kan formidle et sted, uden at skulle ændre eller erobre det, eller have nogen ambition om at forsøge at hjælpe eller for den slags skyld at tage.

Refleksionen over, hvordan man rejser, præger også Birkelands egen tilgang, når hun rejser. I Grønland opdagede hun fjelde uden navn på kortet, men, som hun understreger, er det jo ikke ensbetydende med, at de skal have et navn, som nogle turister med samme båd foreslog. Det handler også om personlige relationer i forhold til den lokale kultur og viden, mere end det handler om, at komme med en posefuld penge og få folk til at hjælpe sig.

- Der er jo utroligt mange mærkelige fortællinger, også blandt kvindelige opdagelsesrejsende, fx Louise Arner Boyd, som skrev børnebøger fra Grønland. Hun skriver om, hvordan de tog sten, som inuitterne havde til at slibe jagtvåben, og gav dem til British Museum; sådan ”åh så flinke vi var”. Som læser sidder man og tænker, hvordan kunne hun tro, at det var rigtigt. Men det er også en balancegang i at lade disse kvinder være i deres tid. En tid som vi i dag stiller spørgsmålstegn ved; hvorfor var det sådan, hvorfor gjorde de det.

Birkeland vil gerne have folk til at tro på fortællingerne hele vejen igennem, og når de udstilles på museer og gallerier oplever hun, at folk tror på hendes værker og ikke umiddelbart opfatter dem som fiktive karakterer, og netop denne troværdighed, får folk til, når de opdager fiktionen, at stille spørgsmål ved de andre ekspeditionsfortællinger, som de opfatter som sande.

- Jeg strækker det jo ganske langt ind i fiktionen med mine karakterer. Og nu mere jeg trækker fiktionen i en retning, hvor jeg tænker, at nu er det måske kommet for langt, nu mere kommer der ansatte på kvindemuseer og fortæller mig, at der var en kvinde, som har gjort akkurat det. Det var sådan jeg lærte om Louise Arner Boyd. Da jeg fortalte om karakter nummer 1, Aline Victoria Birkeland, som rejste på et skib med sin datter, var der en historiker, som fortalte mig, at det gjorde Louise Arner Boyd også; hendes datter blev født på et skib.

FOTOGRAFIET

Udover inspirationen fra faktiske kvindelige opdagelsesrejsende blander Birkeland sig selv ind i karakterne, hvilket gør at fiktionen hele tiden rækker ud over sig selv – ud i, så at sige, den virkelige verden. Karakter nummer fem blev opkaldt efter hendes oldemor, og hun valgte, at lade sine egne nutidige betragtninger fra hendes rejse i Bhutan indgå i Bertha Bolette Boyds fortælling og lade dem gå hånd i hånd. Og så er det Birkeland selv, som placerer sig i landskabet og agerer de forskellige karakterer.

- Jeg tager først billeder af min assistent eller bare ser på landskabet for at få kontrol over scenen, og så går jeg ind og stiller mig. Helt fra start har jeg arbejdet både foran og bag kameraet. I starten tog jeg også en del fotografier af min mor; hun repræsenterede mig som ældre. Men så indså jeg, at jeg havde større kontrol over projektet foran kameraet, end hvis jeg var bag. Jeg har også arbejdet med selvudløser, men jeg synes, at det er mere spændende at have dialogen med én, som fotograferer for mig på stedet. Det bliver mere en performance foran kameraet, når der er en anden og giver et højere niveau af koncentration for mig.

Og så kender hun rejse- og eventyrlysten fra egen krop, hun har været Norgesmester i klatring to gange og var tidligt fascineret af ekspeditionsfortællingerne, men opdagede også uligevægten mellem mænd og kvinder.

- Da jeg begyndte at studere fotografi og læste på Bergen Academy of Art and Design, om fotografiets forhold til sandhed, og hvordan fotografiet kan repræsentere en slags sandhed, så blev jeg klar over at grunden til, at vi ikke hørte om de kvindelig polfarere var, at der eksisterede mindre dokumentation, altså mindre tekst og mindre fotografi, end om de mandlige. Jeg gik i gang med at undersøge kvindelige polfarere og fandt ud af, at der eksisterede en del, men at deres historier var ufuldstændige. Jeg bestemte mig for at lave mine egne alter egoer.

DET HANDLER IKKE KUN OM KVINDER

Også blandt ekspeditions- og Grønlandsmalerne blev kvinderne glemt. Der blev ikke skrevet bøger om dem, og deres værker blev vist som illustrationer i ugeblade (Christine Deichmann) eller som etnografisk materiale (Ellen Locher Thalbitzer) eller helt glemt (Oda Isbrand). Også de malede på en anden måde end deres mandlige samtidige fra omkring århundredeskiftet. De skuede ikke ud over den storslåede natur eller erobrede landskaberne med deres pensel, ej heller skildrede de en europæisk idé om mennesket i naturen; de malede hverdagen, kvinder og børn, i gang med små og store gøremål.

Og det er en anden ting ved denne fasttømrede ekspeditionsfortælling, at kigger man, som Birkeland siger, i arkiver med rejsefotografier fra 1900-1950, er der forbavsende mange fotografier af familier, som rejste rundt, også på opdagelse. Men de fortællinger som stadig genfortælles den dag i dag, er den enlige (mands) strabadserende rejse gennem et (for ham) ukendt landskab. For Birkeland handler det om mere, end bare at sætte kvinderne på landkortet, men netop om denne fasttømrede genfortalte opdagelsesrejsefortælling og alle de nuancer og forskelligheder, den har ladt ude.

- I dag er kvindelige opdagelsesrejsende accepteret, men når du er en kvindelig opdagelsesrejsende, så havner du i en publikation, der hedder ”kvindelige opdagelsesrejsende”, og ikke fx ”opdagelsesrejsende i vor tid”. Der er ligesom et behov for at kategorisere kønnet. I større og større grad tror jeg, at det handler om at repræsenterer ikke bare eget køn, men at repræsentere den svage eller usynlige gruppe; opdagere som ikke er fra Europa og de marginaliserede grupper i historien. Så det handler ikke bare om kvinder, men også om dem, som enten valgte ikke at fortælle om det eller som mislykkedes, fordi de ikke nåede frem til det, de skulle.

Se alle The Characters