Der findes mange måder at blive ekskluderet på i dette her samfund. Nogle gange fordi man kun snakker dansk, andre gange fordi man kun snakker grønlandsk. Nogle gange fordi man kender nogen, andre gange fordi man ikke kender nogen. I spillet om en plads i samfundet, om retten til at sige noget, er det sjældent kvalifikationer, erfaring og engagement, som tæller.

På Nuuk Kunstmuseum hænger lige nu et værk skabt af kunstner og tidligere gymnasielærer Ivalo Abelsen. Hun er vred. Spændt op som et sælskind hænger et toiletbræt med låget åbent. I toiletbrættets hul har Ivalo Abelsen listet alle sine kvalifikationer og erfaring op – dét som gør hende egnet til gymnasielærer – lige til at skylle ud, som hun gør opmærksom på.

Ved siden af det opspændte bræt hænger et kompendium af eksamenspapirer, fyringsseddel og andre dokumenter. Hele dokumentationen for det som skylles ud.

Hun er fyret. Først fik hun taget et fag fra sig og fik derefter at vide, at hendes fagprofil ikke kunne svare sig i det større timepuslespil. I stedet bliver der ansat folk fra Danmark med samme fag, som ikke kan grønlandsk, bemærker hun i kompendiet. Ivalo Abelsen kan grønlandsk. Ivalo Abelsen kan diskutere på elevernes modersmål i de fag, som man også kalder de identitetsdannende fag.

Et meget direkte og vredt kunstværk, som er svært at misforstå. En skarp samfundskommentar. Der er ingen tvetydigheder – og dog.

I dette forår blev to musiklærere på musikskolen pludseligt opsagt få dage før forårskoncerten– de eneste to uddannede musiklærere på skolen, og personer, som har været med til at bygge musikskolen op – en forårskoncert blev så aflyst med en hel del skuffede børn og unge i Nuuk til følge. En forklaring er så vidt vides ikke kommet ud, og måske skal den ikke være offentlig, men uanset står fyringerne tilbage som en klodset og uprofessionel handling.

Så at fyre nogen til højre og venstre er set før – der mange gode forklaringer, men oftest er de ikke gode nok.

Jeg bliver altid irriteret, når der i fodboldverdenen rask væk fyres trænere efter fem kampe, fordi træneren ikke har leveret. Giv da lige en ærlig chance, tænker jeg, manden skal jo lige lære spillere og klub at kende; at skabe forandring kræver tid. På den anden siden fyres de fleste trænere ret specifikt på grund af noget; de har ikke leveret de resultater, de var ansat til at levere. Det er ikke personligt.

Ivalo Abelsens kunstværk er personligt.

For mig lugter det af den ekskludering, som er overalt i det grønlandske samfund, og heri består dets skarpe kommentar og tvetydighed. Jeg ser i værket den racisme, som danner en negativ klangbund her i landet, og som vi alle udsættes for, måske ikke hver dag, men ofte, hvad enten vi er sorthårede eller lyshårede, muslimer eller kristne, grønlændere eller danskere eller noget helt tredje. En racisme som ingen mål og retning har, men som består af et intenst selvhad; at noget er forkert ved nogen.

Jeg kan for eksempel give flere ikke-kompetente og småracistiske grunde til, at denne artikel ekskluderes, afvises eller ignoreres i en eventuel samfundsdebat: Jeg er lyshåret. Jeg snakker ikke grønlandsk. Jeg er født og opvokset i Danmark. Jeg har ingen grønlandsk familie. Jeg har kun boet i Nuuk i 2 ½ år, så hvad ved jeg overhovedet om de særlige grønlandske forhold. Og at jeg her i denne artikel siger noget negativt om det grønlandske samfund, og hvad ret har jeg til det?

Så pyt med, hvad jeg har af uddannelse (lærer samt kandidatgrad i pædagogisk antropologi), pyt med hvad jeg arbejder med (kunstformidling på Nuuk Kunstmuseum samt frivillig redaktør og skribent i kunst- og kulturtidsskriftet Neriusaaq), og pyt med det daglige engagement, jeg ligger i det sted, jeg lever og bor, som nu er Nuuk.

Pyt med – det sidste kan kastes væk til fordel for det første.

Ivalo Abelsen giver i sit værk andre grunde til eksklusion, men det gør ikke eksklusionen anderledes. Den rammer grønlænder som dansker som franskmand som tysker... Den rammer folk, som bor her og gerne vil engagere sig i det samfund, de lever i.

Eksklusionen er med sine mange ansigter fælles for os alle – iboende som en racisme i det grønlandske samfund. Den er ikke målrettet sorte som i USA, den er ikke målrettet muslimer som i Danmark, den er ikke målrettet jøder som op gennem 30ernes Europa.

Ekskluderingen tager ikke afsæt i kvalifikationer, erfaring eller engagement. Men i alt muligt andet, som man med lidt frækhed kunne forkorte til det lille ord: Magt.

At have magten til at definere – hvad der skal defineres er uklart, selv magten er ikke entydig. Det er ikke en magt, som nødvendigvis vil herske over andre. Men en magt som vil placere og definere, som afføder et had og en racisme, som kun æder sig én vej : indad i det grønlandske samfund.

Kunstværket spændt ud i udstillingslokalet på Nuuk Kunstmuseum kan ses som en skarp kommentar til samfundet, til endeløse ekskluderinger.

Ivalo Abelsen er vred, og det bliver jeg også.

Værket er en del af Kunstnersammenslutningen Kimiks årlige udstilling. Udstillingen vises frem til slutningen af juli på Nuuk Kunstmuseum.