Posts Tagged: Nuuk Kunstmuseum

LER

Fra Gukki Nuka var 14 år og 33 år frem holdt han på en hemmelighed; en hemmelighed, som kom til at styre hans liv. I mellemtiden uddannede han sig til keramiker. Og det er dét denne artikel skal handle om og så om et levet liv fortalt baglæns. Hemmeligheden - det traume samt den kunst - denne førte med sig, kan man læse om andetsteds*. Vi begynder nu og ender ved begyndelsen…

Jeg arbejder i hvidt lertøjsler. Selvom det er tørt, kan jeg fjerne det, jeg ikke er tilfreds med og arbejde det op igen. Og så er det robust – der er papir i leret – når det brændes får det en struktur så stabil som Eiffeltårnet.

”Kaalaralaaq” er en vase, en perlekrave, et stykke keramik. Og en del af udstillingen ”Tupilappassuit” på Nuuk Kunstmuseum, som vises frem til slut april. Lavet af Gukki Nuka.

Kaalaralaaq, lille Karen, var, hvad Gukkis farmor blev kaldt. Elsket af Gukki og af alle. Gukki inkorporerer og mindes personer i sin keramik. De keramiske sjælesten, der udsmykker Grønlands kredsretter, har hver inkorporeret et navn kun Gukki kender til. Som hyldest og som minde.

Hun troner midt i udstillingen, hende Kaalaralaaq, manifesteret, dog stadig blød og rund. Gukki kalder det sin feminine side; sin forkærlighed for de bløde og runde former. Bunden er buet, som et skib, for at ophæve tyngdekraften.

Alligevel er Kaalaralaaq et centrum, et samlingspunkt. Kvinden indtager og hviler i rummet. Med en perlekrave af tupilakker. Tupilakkerne her har opløst sig selv som ondt og hævngerrigt væsen; de er en gentagelse og et ornament, ligesom perlekraven. Måske en beskyttende ånd – som de mange fantasihulde kunsthåndværkstupilakker, der står i folks hjem; endda gives som beskyttende (hus)ånd i indflytningsgave. En ånd, der ikke har noget med den gamle tupilak at gøre, men en ny harmløs betydning måske fremkommet gennem kunstens fantasifulde udformninger af det sagnomspundne væsen.

Man kan jo udsmykke Kaalaralaaq med fjeldets blomster – sætte dem i vand – hvis ikke den stod på et kunstmuseum.

Perlekraveflasken blev lavet i Danmark efter, at Gukki Nuka var blevet uddannet i Canada.

Jeg bygger først yderskålen, den store skål, og brænder den. Så bruger jeg den som form for inderskålen. Leret krymper og skaber luft imellem.

Inderskålen kan bevæge sig, men Gukkis dobbeltskåle kan ikke skilles ad. Dobbeltskålene opstod i Canada, hvor Gukki var væk fra de to kulturer, der var styrende for hans liv. Med en dansk mor og en grønlandsk far står han, som mange andre i Grønland, imellem og i to kulturer. Luften mellem dobbeltskålene er Gukki, hans verden; de to skåle kan ikke skilles ad.

I Canada fandt han sit keramiske sprog i denne helt tredje kultur. Dobbeltskålene blev formgivet ud fra en tanke om sejlads og skibsfartens betydning i Grønland. Sejlads som familieforetagende, som overlevelse og som dét, der binder og har bundet øen Grønland sammen på kryds og tværs og med resten af verden.

Gukki Nuka skulle have været til Japan med hjælp fra kunstnerne Anne-Birthe Hove (1951-2012) og Arnannguaq Høegh (f. 1956) på et 10årigt ophold, men som det hele var på plads, mistede de kontakten til den ældre japanske keramiker; måske døde han. Gukki kom i stedet til Canada.

Han havde opdaget keramikken på et højskoleophold, hvor han manglede et fag og skulle vælge imellem, hvad han opfattede som pest eller kolera – håndarbejde eller keramik. Men i samme øjeblik han gik i gang med keramikken, forelskede han sig i leret, udtrykket fascinerede ham, og det blev en besættelse. Han kunne ikke stoppe igen.

Siden han var lille, havde det ellers været tegningen, som han var tiltrukket af. ”Hold da op du tegner godt”, kommenterede hans far og en ven på én af hans tegninger som barn. Det er det første, Gukki Nuka husker, om sin kunstneriske løbebane.

* http://www.nuukkunstmuseum.com/da/udstillinger/revner-i-sjaelen/

Angst og styrke – kvinder i kunsten

Kvinderne går igen i Jukke Rosings fotografier – både som myter og som motiver. Jeg mødte hende under Nuuk Nordisk Kulturfestival 2017 til en snak om kvinderne og om angst. Hun er i gang med at udsmykke kredsrettene i Grønland med den kvindelige gudinde for retfærdighed Justitia, og i udstillingen Assinga 4x4 var hendes værker fotografiske fortolkninger af Maliina, solen, og Sassuma Arnaa, Havets Moder.

De mørke sider af mennesket kunne de kaldes. Beslægtet med døden kaldes de sygdomme – til tider tabuiseret. Angst, depression og andre psykiske lidelser, der folder sig ud som huller at falde i.

Huller at falde i – afgrunde – men også dybder i livet, hvori skabelsen hviler; myternes stof er skabt ud af den kaostiske afgrund – det vidner den ene gudeverden efter den anden om.

Disse mørke sider har et tilhørsforhold til kunsten. Ikke nødvendigvis 1:1, måske nærmere en flirten, af og til en dødelig én af slagsen. Et kort kastet blik på litteraturen, musikken og kunsten historisk og nu bekræfter dette.

Livet består, fordi der er afgrunde at falde i og for foden af disse døden. Angst, depression og psykiske lidelser bevæger sig i livets grænseområder. De er hverken leg eller uskyldig flirten, de er heller ingen bevidst beslutning. De er.

ANGSTEN

- Størstedelen af gangene bruger jeg mig selv (i fotografierne, red.). Min angst har jo handlet meget om, at jeg ikke har haft kontrol. Så den kontrol jeg besidder, er den jeg skaber. Selv da jeg havde det allerdårligst, tog jeg billeder af mig selv. Og det virker måske, som var man selvforstærkende i ens lille ynkelige verden, men når jeg havde modet til at tage billeder af mig selv, så var det ligesom et punktum i det stykke; nu var jeg nået så meget længere.

Modellerne i Jukke Rosings fotografier er oftest hende selv eller én af hendes lillesøstre. Det handler om tryghed og kontrol, om at få det billede, det udtryk og den fortolkning, hun gerne vil have.

- Jeg har altid bildt mig selv ind, at det (fotografiet, red.) skal være i momentet, men der ligger jo altid enorm meget tankemylder bag, og så ender det med at blive opstillet i sidste ende. Der ligger mange søvnløse nætter iblandt mine billeder, og det er ikke negativt. Det er sådan en del af mit virke.

Jukke Rosing har udsmykket kredsretten i Grønland med en fortolkning af den romerske gudinde for retfærdighed - Justitia. Justitia bevæger sig i Jukkes fotografier i et grønlandsk landskab indsvøbt i et flyvende hvidt klæde, og hun manifesterer sig, når retfærdighede sker fyldest.

På udstillingen Assinga 4x4 udstillede Jukke Rosing fire fotografier, der var fortolkninger over havets moder – Sassuma Arnaa – og Maliina, solen.

- De er jo de udstødte – om de har valgt det selv eller ej. Maliina vælger at stikke af – Havets Moder bliver udstødt, hun bliver smidt i havet af sin far. Og de må jo besidde enorm stor sorg og enormt stort had.

STYRKEN

- Mine billeder handler også om bearbejdelse. Jeg tror, at det er derfor, at jeg vælger nogle historier, som måske kan afspejle det. Jeg ser utrolig stor skønhed i det halvulykkelige.

Jukke Rosing er vokset op med det grønlandske mytestof – hendes farfar, kunstneren Jens Rosing, er kendt for hans bøger, billeder og illustrationer. Selv siger hun, at disse myter kom ind med modermælken.

Hun har prøvet at fotograferer mænd, eller at bruge mænd fra myterne som motiv, men det gik ikke. Det er kvinderne, som forbliver hendes motiv. Fra myternes verden fortolker hun kvinder, som går så grumme meget igennem og vender denne grumme historie til en styrke. Det fascinerer Jukke Rosing:

- Det er jo enormt grumme historier, alligevel har de en utrolig styrke og vælger at vende deres historier om til en styrke, de kan bruge. Jeg har lidt af angst i mange år, så det med at finde styrke i ens svagheder er jo enormt smukt. Når man har haft noget, der ligesom har været ens downfall, så synes jeg, det er vigtigt at komme til et punkt i ens liv, hvor man kan bruge det til noget. Man skal ikke lade det blive ens endeligt, om ikke andet må det være en ny start.

- Da jeg var allermest syg, var jeg så ked af, at jeg aldrig kunne blive mig selv igen. Så var der én, der sagde til mig, at det bliver du jo aldrig - du bliver aldrig den samme, når du først har været nede og skrabe - og at det handlede om, at jeg skulle definere mit nye jeg – du har et nyt udgangspunkt.

Assinga – blikke i Grønland

Under Nuuk Nordisk Kulturfestival i oktober blev 8 kunstnere sat i stævne i en artist talk på Nuuk Kunstmuseum med lektor Jette Rygaard fra Ilisimatusarfik som moderator. Anledningen var udstillingen ”Assinga 4x4” – en udstilling der kan ses frem til 14. januar 2017 på Nuuk Kunstmuseum.

”Assinga” er dens samme, dens lige; fotografiet. Otte kunstnere er sat sammen; fire fra Grønland, fire fra Norden – alle forholder de sig til Grønland i deres fotografier

”Kunst skal sanses, ses og opleves”, citerer moderator Jette Rygaard Bodil Kaalund. Kunst skal ikke tales sønder og sammen, alligevel er otte kunstnere sat i stævne for netop at tale om kunsten, deres kunst, fotografiet og blikke på Grønland.

Udstillingen er et dobbeltsyn på Grønland. Insiders – de fire af dem – skildrer det velkendte, mens outsiderne – de fire nordiske kunstnere - er inviterede kunstnere, som del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram; inviteret til at se på og interagere med Grønland. Og også de udefrakommende bærer det velkendte med sig. De otte kunstnere mødes om det samme – fotografiet og stedet Grønland. Det kan manipuleres, være det samme og forskelligt fra det levede og det oplevede. Det kan være fremmed og velkendt.

Hver kunstner fik 8 minutters taletid – her får de under 8 linjer; et uddrag af deres fortællinger om deres kunst og Grønland skrevet under Artist Talk’en.

Angu Motzfeldt udstiller fotografier på forskellige materialer:

Vi skulle indlevere i fredags, og på det tidspunkt havde jeg ingen idé om, hvad jeg skulle lave. Jeg var nedtrykt og håbløs og gik med min computer under armen ned til trykkeren, som havde en printer, som kunne trykke på enhver flade. Så jeg gik rundt i industriområdet og samlede gamle træblokke, granitplader, alt der havde en overflade. Lige pludselig kunne jeg på overfladerne se mine billeder. I Grønland foregår en genopbygningen af identitet i dag, sådan at vi kan komme videre; dette kan jeg se som noget ubevidst i mine billeder.

Tinne Zenner udstiller en cyanotypi og filmen ”Nutsigassat”:

Kortlægning i dag er ikke upolitisk eller korrekt. Jeg arbejder med konstruerede landskaber og blikke; med idéen om et oprindeligt landskab. Nuuk er konstrueret ovenpå landskabet og ind i landskabet. Landskab og arkitektur bærer lag af historie med sig. Mit sprog i filmen er meget politisk ladet. Jeg ved ikke, hvilken historie jeg fortæller, om det er min eller andres – men det er en fortælling om den verden, vi lever i; og som dansker at komme til Grønland.

Inuuteq Storch udstiller en film:

Jeg havde en samtale om hunde i New York. I Grønland er hundene ikke kæledyr, fx i Nordgrønland skal hundene piskes på samme måde, som den lyd man bruger, når man tæsker dem, sådan at når isen brækker, løber de stærkere. Når jeg fortæller denne historie, bliver jeg ofte outsideren eller dæmonen, der tæsker hundene. Men det er ikke dårligt, at være outsideren. I filmen har jeg brugt et online medie kaldet Inuaiaat Isaat med folks hjemmevideoer fra 50erne, 60erne og 70erne. Min mor tager også en masse billeder af vores familieliv. Jeg har denne teori, at de ved ikke, hvorfor disse billeder skal tages, men kun at dette skal huskes. De ved ikke, hvilke følelser de skal vise. Jeg fejlfortæller deres fortælling for at gøre den til min egen.

Lotta Törnroth udstiller fotografier og værket ”Imaginære Øer”:

Jeg var interesseret i, hvordan folk her opfatter og forholder sig til havet. Havet er majestætisk – det tager og giver. I billederne personificerer jeg én, som leder efter nogle. Jeg prøver at få en forbindelse til havet og til dét at miste til havet; savnet og længslen. De imaginære øer tager to–tre dage for en isklump – et stykke nedfrosset hav - at smelte ned i akvarelpapir med forskellige blå farver. De er ikke kontrollerede, som fotografierne er.

Inuuteq Kriegel udstiller sort/hvide fotografier:

Jeg har set mange blikke på Grønland. Jeg er ikke fascineret af naturen; den var den samme for 200 år siden og om 200 år. Så jeg tager billeder af mennesker og bygninger. Jeg har brugt et engangskamera og har fjernet linsen, som et oprør mod, at fotografiet nogle gange handler om grej; det nyeste kamera eller linse. Bagefter lavede jeg kontrasterne. Min hund er der, så det er mit daglige liv og mig selv og ikke om så meget andet.

Inkeri Jäntti udstiller fotografier og en film:

I den grønlandske mytologi er der mange barske elementer, ligesom i naturen. Især fortællingen om qivittoq – outsideren – inspirerede mig; folk, der har været udsat for trauma, føler sig ofte sådan.  Jeg ville gerne forestille mig en ånd for hævn; en hævn for seksuelle overgreb. Filmen har en yderside og en inderside; den filmet som mode eller reklame-film, men fortællingen i høretelefonerne får det billede til at falde fra hinanden. Mine billeder er iscenesættelser.

Jukke Rosing udstiller fotografier – en fortolkning af Havets Moder og solen, Maliina:

Det handler om kontrol, fordi jeg aldrig har følt at have den. Jeg manipulerer mine billeder meget kraftigt. At manipulere så det ser helt falsk ud, men stadig naturligt. Jeg blev spurgt under en anden artist talk, om jeg i mine fotografier bevidst valgte at tage noget med fra Grønland. Det er det ikke, det er bare mine rødder. Her valgte jeg bevidst Sassuma Arnaa, Havets moder, og Maliina, solen. Jeg bruger ofte mig selv i billederne, det kan jeg kontrollere.

Marte Lill Somby udstiller træsnit og en film:

Jeg arbejdede med døden; døden er på mange måder tabuiseret fx taler vi ikke om selvmord i Norge, selvom der er mange. Jeg blev inspireret af iniutkvinder, der tog deres liv, når de var gamle eller syge, for ikke at belaste samfundet; som et offer. Det er en interessant historie i vores individualistiske samfund, hvor livet oftest ikke gives slip på; det er vores. I videoen fokuserer jeg på det smukke i dette offer for fællesskabet.

En krønike – om at registrere

Fra den 11. november til den 14. december registrerer Nuuk Kunstmuseum hele dets samling. I denne måned er mellem 6 og 9 mennesker på arbejde for hver dag at give hvert et kunstværk, kunsthåndværk, etnografika og andre kuriositeter - både fra Svend Junges donation og fra tiden efter - et præfiks og føre det ind i et register, som næste år bliver tilgængeligt for offentligheden, når det føres ind i museernes database.

Vi begynder i fremtiden ved et spørgsmål, en undren – en vag erindring – som noget der dæmrer uden helt at åbenbares:

Vi er i et ødeland – et sted som efter ødelæggelse eller krig – af murbrokker og stumper og stykker. Mellem dette får vi øje på nogle bogstaver og tal, glinsende og sorte. Vi samler det op; et stykke som både er stift og bøjeligt med tre bogstaver og fire tal: NES0001. Vi vender og drejer det i hånden – noget dukker op – først nogle vage stemmer, et sted, derefter lys og farver, som samler sig til usammenhængende billeder på nethinden. Men det er for lang tid siden til, at det giver mening. Noget var, som ikke er mere.

Hvis vi igen fjerner os fra en sådan dystopi fra fremtiden, hvorfor så overhovedet registrere, og hvilken fremtid er registreringen overhovedet til? Mellem murbrokker og ødelæggelse er bogstaver og tal – kunstværkets præfiks – en ligegyldighed blandt andre ligegyldigheder. Et tegn på noget, som var – et mærke sat af nogle på noget. På denne vis er en registrering noget, vi gør nu i en ikke-eksisterende fremtid. Betydningen eller meningen er i den tid, vi lever i.

Registrering er et værktøj i tiden – i den tid, vi lever i – hvor vi indskriver dét, vi finder vigtigt, nyttigt og bevaringsværdigt her og nu. Men vi bevarer for os selv og vores tid, fremtiden kan vi ikke bevare; den eksisterer som muligheder, som dystopier og som utopier.

Alligevel handler registrering om bevaring; at nedfælde noget, afgrænse det og gøre det til sit eget; das ding an sich. Noget for sig selv og alligevel til for os; das ding für uns. Noget som eksisterer i tid; i den tid den nedfældes i.

At registrere kommer fra register – ”registórium” på latin – der betyder skatkammer, som igen er en afledning af ”regerere”, der betyder indføre, skrive ind eller bære tilbage.

Registreringen er med sine bogstaver, tal og sit register tegn; noget der viser sig for os, og vi skal tyde; forstå meningen bag. Noget som i andre sammenhænge, som i den totale ødelæggelse, vil være meningsløst. Vi må indføres i, have adgang eller kendskab til registeret eller samlingen for at tal og bogstaver giver nogen form for mening.

En samling er en afgrænsning. Samlingen kobler nogle ting sammen og skiller nogle ting fra alle andre ting og gør disse udvalgte ting til en del af en samling. Men alting kunne altid være anderledes; kunstværkerne, tingene, samlingen. Ligesom sociologen Niklas Luhmanns (1927-1998) begreb om autopoeisis er en samling og en registrering et system, der skaber sig selv af sig selv og refererer til sig selv. Bogstaverne og tallene – præfikset – giver ingen mening i sig selv, kun som en del af samlingen.

I og med at registreringen indskriver nogle ting frem for andre ting, bevarer den disse ting. Beskytter for en tid imod glemslen. Men den totale ødelæggelse eller ligegyldigheden beskytter en registrering ikke imod; samlingens, tingenes, fremtid er ikke sikret.

Dagene med registrering på Nuuk Kunstmuseum forløber mellem kaffepauser. Et kunstværk tages ned fra væggen eller fra lageret. Den måles op - med og uden ramme eller for genstanden og skulpturen med højde, bredde og en eventuel dybde – og støves af med en støvsuger. Den gives et præfiks – tre bogstaver og fire tal - med blyant i øverste højre hjørne på bagsiden. Vi undersøger bagsiden for skrift, sedler og mærkater. Auktionsnumre, priser, årstal, titel, kunstner, og hvad en bagside ellers indeholder af informationer. Vi fastslår, hvilken samling den tilhører; om den er en del af Svend Junges donation eller indkøbt efter. Hvor den har været udstillet, og hvad den forestiller. Dens materialer, teknik og tilstand… Til sidst fotograferes den og får sit præfiks som filnavn. Hvert værk tager sin tid og får den.

En registrering rækker på den måde snarere tilbage, til tingens historie, end mod dets fremtid. Tingen bliver givet en historie, eller som ordet ”regerere” betød, så bliver den båret tilbage.

Jeg bliver også vred

Der findes mange måder at blive ekskluderet på i dette her samfund. Nogle gange fordi man kun snakker dansk, andre gange fordi man kun snakker grønlandsk. Nogle gange fordi man kender nogen, andre gange fordi man ikke kender nogen. I spillet om en plads i samfundet, om retten til at sige noget, er det sjældent kvalifikationer, erfaring og engagement, som tæller.

På Nuuk Kunstmuseum hænger lige nu et værk skabt af kunstner og tidligere gymnasielærer Ivalo Abelsen. Hun er vred. Spændt op som et sælskind hænger et toiletbræt med låget åbent. I toiletbrættets hul har Ivalo Abelsen listet alle sine kvalifikationer og erfaring op – dét som gør hende egnet til gymnasielærer – lige til at skylle ud, som hun gør opmærksom på.

Ved siden af det opspændte bræt hænger et kompendium af eksamenspapirer, fyringsseddel og andre dokumenter. Hele dokumentationen for det som skylles ud.

Hun er fyret. Først fik hun taget et fag fra sig og fik derefter at vide, at hendes fagprofil ikke kunne svare sig i det større timepuslespil. I stedet bliver der ansat folk fra Danmark med samme fag, som ikke kan grønlandsk, bemærker hun i kompendiet. Ivalo Abelsen kan grønlandsk. Ivalo Abelsen kan diskutere på elevernes modersmål i de fag, som man også kalder de identitetsdannende fag.

Et meget direkte og vredt kunstværk, som er svært at misforstå. En skarp samfundskommentar. Der er ingen tvetydigheder – og dog.

I dette forår blev to musiklærere på musikskolen pludseligt opsagt få dage før forårskoncerten– de eneste to uddannede musiklærere på skolen, og personer, som har været med til at bygge musikskolen op – en forårskoncert blev så aflyst med en hel del skuffede børn og unge i Nuuk til følge. En forklaring er så vidt vides ikke kommet ud, og måske skal den ikke være offentlig, men uanset står fyringerne tilbage som en klodset og uprofessionel handling.

Så at fyre nogen til højre og venstre er set før – der mange gode forklaringer, men oftest er de ikke gode nok.

Jeg bliver altid irriteret, når der i fodboldverdenen rask væk fyres trænere efter fem kampe, fordi træneren ikke har leveret. Giv da lige en ærlig chance, tænker jeg, manden skal jo lige lære spillere og klub at kende; at skabe forandring kræver tid. På den anden siden fyres de fleste trænere ret specifikt på grund af noget; de har ikke leveret de resultater, de var ansat til at levere. Det er ikke personligt.

Ivalo Abelsens kunstværk er personligt.

For mig lugter det af den ekskludering, som er overalt i det grønlandske samfund, og heri består dets skarpe kommentar og tvetydighed. Jeg ser i værket den racisme, som danner en negativ klangbund her i landet, og som vi alle udsættes for, måske ikke hver dag, men ofte, hvad enten vi er sorthårede eller lyshårede, muslimer eller kristne, grønlændere eller danskere eller noget helt tredje. En racisme som ingen mål og retning har, men som består af et intenst selvhad; at noget er forkert ved nogen.

Jeg kan for eksempel give flere ikke-kompetente og småracistiske grunde til, at denne artikel ekskluderes, afvises eller ignoreres i en eventuel samfundsdebat: Jeg er lyshåret. Jeg snakker ikke grønlandsk. Jeg er født og opvokset i Danmark. Jeg har ingen grønlandsk familie. Jeg har kun boet i Nuuk i 2 ½ år, så hvad ved jeg overhovedet om de særlige grønlandske forhold. Og at jeg her i denne artikel siger noget negativt om det grønlandske samfund, og hvad ret har jeg til det?

Så pyt med, hvad jeg har af uddannelse (lærer samt kandidatgrad i pædagogisk antropologi), pyt med hvad jeg arbejder med (kunstformidling på Nuuk Kunstmuseum samt frivillig redaktør og skribent i kunst- og kulturtidsskriftet Neriusaaq), og pyt med det daglige engagement, jeg ligger i det sted, jeg lever og bor, som nu er Nuuk.

Pyt med – det sidste kan kastes væk til fordel for det første.

Ivalo Abelsen giver i sit værk andre grunde til eksklusion, men det gør ikke eksklusionen anderledes. Den rammer grønlænder som dansker som franskmand som tysker... Den rammer folk, som bor her og gerne vil engagere sig i det samfund, de lever i.

Eksklusionen er med sine mange ansigter fælles for os alle – iboende som en racisme i det grønlandske samfund. Den er ikke målrettet sorte som i USA, den er ikke målrettet muslimer som i Danmark, den er ikke målrettet jøder som op gennem 30ernes Europa.

Ekskluderingen tager ikke afsæt i kvalifikationer, erfaring eller engagement. Men i alt muligt andet, som man med lidt frækhed kunne forkorte til det lille ord: Magt.

At have magten til at definere – hvad der skal defineres er uklart, selv magten er ikke entydig. Det er ikke en magt, som nødvendigvis vil herske over andre. Men en magt som vil placere og definere, som afføder et had og en racisme, som kun æder sig én vej : indad i det grønlandske samfund.

Kunstværket spændt ud i udstillingslokalet på Nuuk Kunstmuseum kan ses som en skarp kommentar til samfundet, til endeløse ekskluderinger.

Ivalo Abelsen er vred, og det bliver jeg også.

 

Værket er en del af Kunstnersammenslutningen Kimiks årlige udstilling. Udstillingen vises frem til slutningen af juli på Nuuk Kunstmuseum.

En dialog med “1721”

Du er i rummet; jeg hører dine svar, idet jeg selv skaber dem. Jeg prøver at se, men hvad vil du mig?

Her er et kors, det er et hvidt kors.

Korset er dødens symbol. Hvidt er kistens farve. Trækisten i kirken.

Symbolet fordobler sig på afstand; de mange midt i landskabet. På rad og række ligger de mellem fjelde og vand. Her hviler de. De perfekte mennesker.

Du brummer ”1721” og mumler en tilstedeværelse i rummet. Et årstal på en messingplade og et årstal printet ind i alle byens skoleelever.

Du mumler fortælling på fortælling, om dengang Hans Egede kom til byen og ikke forlod den igen. Du strækker dine korslagte arme om historien. De peger uforvarende mod Kolonihavnen; mod hans statue på højen bag kirken. Du er placeret og sat, men har ingen bevægelse i dig.

”Du beskylder mig”, runger du, som var kirken din grund.

”Og du anklager mig”, piber jeg med 300 års historie imod mig.

”Jeg står her bare”, vedholder du.

Din bindestreg er et ekko uden ende. Når ekkoet dør ud, skriver vi et årstal.

”Intet årstal er mig for stort; jeg sluger gerne nogle år mere”, kalder du.

”Kalder du på mig?” Men jeg har ikke forstand på messing, og en sprittusch er kun midlertidig.

”Hvordan får vi sat punktum”, spørger jeg naivt.

”Der skal ikke sættes punktum!”

Jeg fornemmer din fornærmelse. Jeg sparkede samtalen til hjørne, og der står du og gider ikke svare. For du er døden selv, og tavsheden er dit sprog. Jeg prøver forfjamsket at redde en dialog, men du er stille.

Læs mig, synes du at sige.

”Men jeg mangler ordene mellem linjerne”, beder jeg.

Jeg må krybe til korset; lade symbolet røre på sig.

Imens læser skoleeleverne igen og igen: I 1721 kom Hans Egede til Grønland…

 

"1721" er et kunstværk af Julie Edel Hardenberg. Det udstilles over sommeren 2017 som del af kunstnersammenslutningen Kimiks udstilling på Nuuk Kunstmuseum.

Vejen at gå

Af Stine Lundberg Hansen // Med citater af Nina Lund Westerdahl og Sebastian Quack

Nogle gåture leder efter genveje, andre består af omveje. En vandring gennem, udenom eller i byen kan blive episk; udvikle sig til et narrativ med en begyndelse, en midte og en ende. Et løfte om at noget vil ske – en fremdrift.

In a good story you start out with some sort of promise. The story is to surprise, amaze, inform, inspire, scare or entertain you. Give you hope or ammunition to fight. Give you release, escapism or insight. There’s often a protagonist you connect with.

Nina Lund Westerdahl og Sebastian Quack kommer i maj til Nuuk for at udvikle en app, der registrerer folks solrige oplevelser i byen, sådan at vi kan opleve hinandens oplevelser på vores vej igennem og rundt i byen.

When you go walking, and here I think of the aimless wandering or the dérive, many of the same factors are present. You head out- and you don’t know what or who is going to meet you. What moments of present is waiting. Every landscape is full of stories if you look for them.

Der er gåturen fra A til B – benenes transport fra et sted til et andet – og så er der gåturen, som konsumerer landskabet – skaber sig og bliver skabt i takt med føddernes slag og underlaget.

Walking has a slowness to it, and when you walk you can discover many stories. There’s a degree of contemplation and maybe even resistance towards the city’s usual speed.

For mig er der to gåture – den direkte og omvejen – men ved nærmere omtanke dukker flere op. Bare i Nuuk.

Der er de unges spontane nattevandring, opslugt i hinandens selvskaber, og i den identitet man, som ung, kæmper om.

Der er gåturen udenom byen. Jagten i fjeldet, hvor gangen varieres alt efter fugl, hare, moskus eller rensdyr. Der er bærplukkerens jordnære gang med ryggen vendt mod himlen.

Byen Nuuk er også i afgrænsningen – fjorden og fjeldet; i omgivelserne, i gåturene og vandringen udenom.

Nuuk er byen uden fortov og cykelstier, men med plads til begge i vejkanten. Det er byen, hvor bilerne holder tilbage for de gående.

Barnevogne – hvor gangen følger en vuggevise. Barnevogne – med løbende, gående eller cyklende børn ved siden af; stoppende, ventende, konstant opmærksom og på udkig.

Poseringen – solbrillerne, tasken og nye jakker. Sommerens første bare arme. Vinterens solskinsdage.

Der er skolegangen – nogle tunge af skoletasken, andre higende efter klokken, andre arm i arm.

Der er posegangen – fra Brugsen eller Pissifik med lange arme i direkte linje hjem.

Blæsten, snefoget, frosten bøjer gangen forover, sidelæns eller baglæns.

Hænderne i lommerne.

Alene eller sammen.

Der er åndehullerne, hvor folk bliver stående, slår sig ned eller stopper op.

Gangen der hilser forbipasserende med smil, nik eller hævede øjenbryn.

Og der er længden og bredden; Nuuk kan tilbagelægges til fods. Der er ingen dagsrejser i byen Nuuk – man er aldrig længere væk, end benene kan tage én.

Nuuk er en rundgang med steder at forvilde sig hen.

A story starts with the opening line, the first credits or an “Once upon a time” and you know that the real story probably started long before this story gets to the point of being told. And you know the story is going to end. You don’t know where or how. And you know the story rarely ends here, though the last page have been turned.

Et landskab former gangen. Gåturen inkorporerer. Ved grusbunken bor jætterne. I fjeldet troldene. Jorden kan være giftig. Landskabet er den røde tråd, vi forfølger.

Fra A til B forfølges tankerækker. Stier spændt ud mellem to punkter uden begyndelse og ende. De slår rødder i benenes gang, i rytmen, i forflyttelsen fra A til B.

At gå skaber linjer – tråde spændt ud – i landskabet; det smelter tanker, ben og underlag sammen. Fordybninger.

And storytelling suddenly becomes a very physical activity, more about allowing someone else to directly re-live your perspective, taking them on a journey with you, rather than communicating with words.

Man kan gå med kunstneren Janet Cardiffs audiowalks – i en andens tanker, i en andens spor, men i et helt specifikt landskab. Eller fordybe sig i Janet Cardiffs og George Bures Millers video walks.

Man kan vandre med forfatteren Rebecca Solnit i bøgerne ”A fieldguide to getting lost” eller ”Wanderlust – A History of Walking”. Eller bare gå med Tomas Espedal i ”gå. eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv”.

Man kan tage a walk in the park med musiker Stina Nordenstam og gå i takt med mange andre.

Man kan blive stående.

Men man kan også lade sig forføre af PROMIS – et projekt af Nina Lund Westerdahl og Sebastian Quack – som kommer til Nuuk i hele maj måned. Om og i Nuuk til fods i solen.

Se mere: http://www.nuukkunstmuseum.com/da/udstillinger/promis-maj-2017/ - eller følg med på Nuuk Kunstmuseums Facebookside.

Lysindfald

Af Stine Lundberg Hansen

Nuuk Kunstmuseum har siden efteråret kørt et residensprogram med kunstnere fra Norden. Hver kunstner går i dialog med samfundet omkring; med Nuuk og med Grønland. Hver kunstner søger samarbejde, udforsker og udtrykker sig gennem sit ophold i Nuuk på små to måneder.

Den tredje kunstner i residensprogrammet* var Lotta Törnroth, som arbejder med havet; havet med længslen og rædslen knyttet til sig. I de tidlige morgentimer, før solen stod op, var jeg hendes assistent, da hun var ude ved fjorden og fotografere. Motivet var det samme – hende med lommelygten ved vandet; et motiv hun har gentaget forskellige steder i verden.

En gentagelse som sammen med den dialog og udforskning af Nuuk og fjorden – mennesket og havet – bliver en uddybning og et rum for forståelse og for ubegribeligheder overfor havet og dets magt over mennesket. Dette er indtryk fra morgener i Nuuk med kunstner Lotta Törnroth:

 

Ved nattens hæld i det tiltagende morgenlys stod kunstneren i landskabet ved fjorden med lommelygten hele tiden. Eksponering.

Denne morgen var stille. Havet havde lagt sig flat, og hver enkel farve fik tid til at strække sig over henover himlen.

Jeg skulle trykke en knap i bund – og slippe den igen. Udløse lysindfaldet og lukke igen. Eksponering.

Den tidlige morgen er et arbejde mod lyset med lyset før dagen.

Kunstneren stod på klipperne ovenpå sneen. Ved vandet, tæt ved. Altid med sin lommelygte Lyset.

Lyset pegede mod linsen, mod udløseren – mig? Den pegede mod sneen, stenene, fjorden og ud af billedet. Mod noget, nogle og alligevel ikke nogen.

Kunstneren arbejder mellem linsen og havet. Søgende og gentagende. Hendes krop, hendes placering, en rød jakke, en orange striktrøje, et rødt hår. Hende, kameraet og mig med udløseren. Retninger i landskabet.

En anden morgen var uden farver. Himlen overdækket, et mågepar imellem, og landskabet bart. Skrattende mens bølgerne – vågorna – kom med tidevandet. Vuggende, slikkende tager det til. Tidens vand.

Kunstneren kravlede langt ud. Jeg blev ved kameraet med knappen. Udløseren. Stående, mens kunstneren sprang i rundgang først dansende med lyskeglen, så i tid uden lys. Hun ville ikke eksponeres og træde tydeligt frem.

For lysets skyld skulle man kunne sige.

Forstår jeg, bosat her, privilegiet i dette landskab? I lyset af øer, fjelde og fjord. Privilegiet af ikke at skulle spejde efter de kuldsejlede.

Kunstneren lagde aldrig sin lommelygte. (Selv i lommen lyste den) Selv i dagslyset lyste den. Mod havet.

 

* Der kan læses mere om to første kunstnere – Marte Lill Sombye og Tinne Zenner – og deres møde og udforskning af Nuuk i det grønlandske kunst- og kulturtidsskrift Neriusaaq 1/2017 : http://neriusaaq.gl/ . Den fjerde og foreløbigt sidste kunstner i dette residensprogram – Inkeri Jäntti – gæster og arbejder i disse måneder (april/maj) i Nuuk. Følg med på Nuuk Kunstmuseums Facebookside eller på Inkeris blog : http://inkeritravels.blogspot.fi.