Grønlandsmaler
Sneen har mange farver. På denne årstid er den alt fra blå til lilla til gul til det varmeste skær af rosa. På mine eftermiddagsture med hunden må jeg give Emanuel A. Petersen ret. Han kunne male alle sneens nuancer.
Af Stine Lundberg Hansen
Men længere går min cadeau ikke. Ikke længere end til lyset i sneen og alle dens farver. Emanuel A. Petersen blev kaldt Grønlandsmaler. At være Grønlandsmaler kan kaldes en genre; en genre, som strækker sig over 100 år, fra midten af 1800tallet til midten af 1900tallet. En genre spændt over forskellige kunstnere som J.E.C. Rasmussen (1841-1893), Andreas Riis Carstensen (1844-1906), Emanuel A. Petersen (1894-1948) og Aage Gitz-Johansen (1897-1977) samt andre kunstnere, som gæstede Grønland og brugte det som motiv.
Alle var de hvide, danske mænd. Alle brugte de Grønland og menneskene som motiv. Flere af dem havde en forkærlighed for scenerier af en storslået natur, hvor mennesket er fraværende eller fylder meget lidt. Alle skildrede de Grønland med en blanding af etnografisk interesse, romantisk nostalgi og kunstnerisk udtryk. Alle var de fascineret af menneskene og landet og forsøgte at indfange denne fascination.
Ingen af dem slog for alvor igennem i det danske kunstmiljø. Grønlandsmalerne skriver sig aldrig rigtigt ind i den danske kunsthistorie; de fortaber sig eller er ikke repræsenteret i de danske kunstmuseers samlinger. J.E.C. Rasmussen kæmpede for anerkendelse, både som marinemaler og Grønlandsmaler. Emanuel A. Petersen solgte godt til private kunder, men hans malerier fra 1920erne til 1940erne minder mere om en guldalderversion af Grønland 100 år for sent og efter den faktiske danske Guldalder. Han er på ingen måde en del af de tendenser, som rør sig i kunsten i mellemkrigstiden under bred kam kaldet modernismen. Anderledes er det med Gitz-Johansen. Med sin karakteristiske streg, hans måde at arbejde med maleriets flade, med mønstre og med motiverne på, skriver han sig ind i sin samtid.
Emanuel A. Petersen var ikke interesseret i at male civilisationen, som han kaldte det, men søgte en oprindelighed i Grønland, som han mente var ved at forsvinde. Gitz-Johansen malede i 1958 billedet ”Eskimoen dør”, hvor han begræd moderniseringen af Grønland. 10 år før havde han udtalt, at han ikke mere satte sine ben i Grønland, netop på grund af samme modernisering, som han mente ødelagde den oprindelighed, han faldt for og elskede ved landet. Og han kom ikke til Grønland igen.
Som en universitetsstuderende for nylig sagde foran ”Eskimoen dør”: Betyder det så, at Grønlændere i dag ingen Iphones skulle have?
Titlen Grønlandsmaler og dens opståen fortaber sig i det uvisse. Den dukker op i beskrivelser af kunstnerne samt udstillingskataloger. Måske opstod titlen omkring koloniudstillingerne afholdt forskellige steder i Europa op til 2. verdenskrig, hvor Grønlandsmalerne repræsenterede Danmark. Det vides ikke.
Ingen kvinder bliver kaldt Grønlandsmaler. Selv ikke Christine Deichmann. Hun var uddannet ved Det Kongelig Danske Kunstakademi i 1890erne, bosiddende i Grønland fra 1901-1910, tegnede, malede og blev kendt for sine grønlandske motiver af især kvinder og børn og var endda repræsenteret på koloniudstillingen i Rom i 1931 sammen med blandt andet Gitz-Johansen. Men intet sted har jeg kunnet opstøve, at hun beskrives som Grønlandsmaler(inde).
Det var altså en titel forbeholdt mænd – og nok også tilknyttet ekspeditionsalderen og heltefortællingerne om modige mænd, der trodser og udforsker det kolde nord.
I Grønland er de udefrakommende, men ikke desto mindre nogle, der hænger på folks vægge og er i deres bevidsthed. Op igennem 1900tallet frem til Hjemmestyre, Selvstyre og nu mod selvstændighed har Grønlandsmalernes blikke været med til at skabe en national identitet, en stolthed over naturen og landet, man kom fra. Samme funktion som guldaldermalernes skildringer af dansk natur har haft for Danmark, som også kan spores helt op til i dag som national fortælling. Selvom Grønlandsmalernes blik på Grønland og deres romantiske nostalgi i den grad kan kritiseres i dag, så dyrkes den også i Grønland – især identitetspolitisk. Naturen dyrkes i kunsten på forskellig vis og med spor af denne romantiske nostalgi eller en idé om en tabt oprindelighed helt op til i dag.
FORESTILLINGEN
Grønlandsmalerne skabte en tung fortælling om Grønland, som del af ekspeditionstiden – og som den dag hviler over Grønland og bør og skal udfordres. De skabte en fortælling om en storslået barsk, øde og hvid natur – på trods af at mennesket gennem forskellige kulturer har levet og beboet den i over 4000 år.
De skabte en forestilling om nord domineret af ufremkommelig is – beboet af en idé om et naturmenneske i pagt med naturen uden for civilisationens onder, som dog halede ind på og overhalede dem.
Professor ved University of Québec i Montreal, Canada, Daniel Chartier skriver i det lille skrift “Hvad er forestillingerne om det nordlige?”, at det nordlige, fx Grønland, har været behandlet – også i kunsten – som en neutral matrix, hvor man kan placere en beretning uden smålig skelen til den faktiske eller fænomenologiske virkelighed, og at det nordlige er udtænkt af den sydligere kultur og modsvarer dens materielle behov.
Med andre ord er den dominerende maleriske fremstilling af Grønland mellem 1850 og 1950 en idé og et blik af udefrakommende herrer, kaldet Grønlandsmalere, som kaster deres egne længsler og behov på den grønlandske natur og folk. Det er deres drøm om det nordlige – et rum som modsvarer den civilisation, de kom fra, eller som besvarer den civilisationskritik, de kom med. Heraf det romantisk nostalgiske blik eller forestilling, som den grønlandske natur og folk underlægges, men som bunder i deres egne længsler.
For igen at citere Daniel Chartiers lille skrift, så behandles det nordlige, som et område hinsides den beboede verden, som et rum, og ikke som et specifikt sted. Et rum, som i denne sammenhæng, bliver et rum for længsler og nostalgisk søgen efter en tabt oprindelighed.
Pianist og radiomand Glenn Gould siger i introduktionen til radioprogrammet ”The Idea of North”: ”The North for me has remained a convenient place to dream about, to spin tales about and in the end avoid”. Her italesætter han netop det nordlige som et ikke-sted, et rum for drømme og længsler. Hvad finder du i det nordlige, du finder dig selv. Dét Grønland, Grønlandsmalerne malede, var på mange måder et Grønland uden grønlændere, et ikke-sted, der var ved at gå tabt.
Samme fortælling – om civilisationens ødelæggende effekt og længslen efter oprindelighed – går igen i diverse fotoprojekter den dag i dag. For eksempel i fotografens Henrik Saxgrens nylige fotoserie ”Ultima Thule” som på Sermitsiaqs netavis omtales med, at fangerkulturen i det nordligste Grønland trues af klimaforandringer og den generelle udvikling i samfundet. Sermitsiaq skriver, at Henrik Saxgren fotograferer fangernes barske hverdag, og jeg fristes at tilføje: Hvem definerer deres hverdag som barsk?
Tidligere politiker og medlem af udvalget til oprettelse af Grønlands Nationalgalleri Josef ”Tuusi” Motzfeldt skriver, at Henrik Saxgren med ”Ultima Thule” synliggør hvordan en flertusindårig fangerkultur trues af verdenssamfundets umættelige tro på, at naturen er noget billigt skidt, som man blot kan forbruge uden respekt for konsekvenserne heraf. Han understreger derved Grønlandsmalernes fortælling, og at den ikke længere er en udefrakommende forestilling, men et rum som også bebos af grønlændere selv.
En genfortælling bestående af forestillingen om det nordlige, som noget oprindeligt og i pagt med naturen modsat civilisationen og dens ødelæggelser. Genfortalt i mere end 150 år. Historisk kan man stille spørgsmål til, om den fangerkultur, Tuusi refererer til, er flertusindårig – eftersom Grønland har været beboet af flere forskellige kulturer over de sidste par tusinde år. Og - om ikke flere af fangerne også har en Iphone eller lignende?
Sneen har flere nuancer end blå, lilla, orange og rosa – den er også grå og sort, den er gul, og den er beskidt. Som Aqqaluk Lynge skrev i et digt, så er Grønland stedet, hvor mennesket lever og bor. Både i dag, dengang og før det.
Comments are Disabled