The Implied Truth in Curating Greenlandic Art

Af Nivi Christensen

I foråret 2016 præsenterede jeg et paper til konferencen Curatorial Challenges på Københavns Universitet. Titlen var The Implied Truth In Curating Greenlandic Art. Artiklen her er skabt på baggrund af det oplæg. Det tager udgangspunkt i to problemstillinger 1) At de to kunstmuseer i Grønland bliver repræsentanter for en uimodsagt sandhed om grønlandsk kunst 2) At bøger, udstillingstekster og materiale om grønlandsk kunst ender som implicitte sandheder om samme.

Den uimodsagte sandhed - Kunstmuseerne
I Grønland er to kunstmuseer - Nuuk Kunstmuseum og Ilulissat Kunstmuseum. Begge er tidligere private samlinger i dag drevet af de respektive kommuner (Grønland har ikke på nuværende tidspunkt et Nationalgalleri for Kunst, og det har forsat lange udsigter). Museerne bygger på en overrepræsentation af den danske ekspeditionsmaler Emanuel A. Petersen (1894-1948) der er kendt for sine naturromantiske skildringer i 1920erne.

For et års tid siden trådte en dansk kvinde ind på Nuuk Kunstmuseum. I ankomstrummet hvor der udelukkende hænger værker af netop E.A.P. udbrød hun:

”Årh hvor er her smukt! Dette er præcist som jeg forestillede mig grønlandsk kunst.”

Det udsagn satte en del tanker i gang i mig. Det beseglede en frygt, jeg havde om at Nuuk Kunstmuseum - om man vil det eller ej – bekræfter folks fordomme om Grønlands kunst. Den tidligere private samling bliver af mange opfattet som værende repræsentativ for grønlandsk kunst. En repræsentation som den ikke opfylder, og som den heller ikke står til ansvar for at opfylde – det ansvar påhviler Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.

De to grønlandske kunstmuseers samlinger bekræfter begge en myte om at Emanuel A. Petersen var en afgørende maler i grønlandsk kunst.

Havde Grønland haft et stort nationalgalleri for kunst som modsvarede det udsagn, eller flere mindre museet, der kunne udvide og udfordre kunstopfattelsen, var problemet ikke opstået. Problemet opstår, fordi det billede af grønlandsk kunst, som museerne viser, ikke udfordres. Problemet er større end E.A.P., fordi uanset hvad museerne viser i egne samlinger bliver det til en uimodsagt evidens. De to museer kan ikke rumme et bredt og nuanceret nok udsnit.

Begge museer forsøger at udfordre forståelsen i skiftende udstillinger og udstillingsmateriale, hvilke gør researchen og arbejdet med de skiftende udstillinger endnu vigtigere, men her opstår så det næste problem.

Den uimodsagte sandhed - Teksterne
Den uimodsagte som problemstilling er ikke begrænset til det udstillede, også i kunstlitteraturen gør samme problemstilling sig gældende. Det ene bunder i det udstillingsmateriale og de tekster, som der udarbejdes i forbindelse med udstillingerne. Det andet bunder i bogen Grønlands kunst* af Bodil Kaalund, og den version af Grønlands kunsthistorie som bogen portrætterer.

Grønlands kunst og Grønlands kunsthistorie
Bodil Kaalund (1930-2016) præsenterede i 1970’erne første udgave af bogen Grønlands Kunst ved forlaget Gyldendal. En bestseller der siden er udgivet og fornyet et utal af gange, senest i 2012, og som nu igen er udsolgt fra forlaget trods store oplag. En smuk coffee-table bog fyld med illustrationer, tilgængelig i alle store danske boghandlere. Bogen tager udgangspunkt i en præmis om at Grønlands kunst er allestedsnærværende og forhistorisk, med en begyndelse tilbage ved de første indvandringer til Grønland – for 4000 år siden. Klædedragter og våben, legetøj og tupilakfigurer dominerer, som sidste kapitel kommer billedkunsten med begyndelse omkring Aron Fra Kangeq (1822-1869), med særlig fokus på Hans Lynge (1906-1988) og med et afsluttende afsnit med Moderne grønlandsk billedkunst. Bogen Grønlands Kunst ligner mange andre kanoner over en nations kunst, og er på den måde ikke mere problematisk end så mange andre. Det største problem opstår, fordi den i snart 40 år har eksisteret uden et reelt modsvar.

Kunstneren Pia Arke (1958-2007) gjorde allerede i 1990’erne i sit essay Etnoæstetik** (har du ikke læst det så gør det!) opmærksom på problemerne med indholdet i bogen Grønlands Kunst. Arke skriver blandt andet:

”… Kaalund [kommer] til at arbejde med et meget udvidet kunstbegreb, med udgangspunkt i alskens etno-arkæologika, jagtredskaber, kunsthåndværk, husflid, beklædning, amuletter, tatoveringer osv.”*

Problemet med indholdet, forstærkes af at der ikke er forfattet et alternativ. Grønland Kunst bliver en kanon for kunsten, som kun de færreste kunstnere i dag kan identificere sig med. Jørgen Trondhjem forsøgte med en alternativ fortælling i 2012 med bogen 100 års Grønlands billedkunst*** . Som bogens titel antyder, betragter han 1900 tallet som starten på den grønlandske kunsthistorie. Hans bog har dog langt fra samme gennemslagskraft som Kaalunds. Grønlands kunsthistorie blev skrevet i 1970’erne, og det er stadig den samme bog og historie, du kan købe i boghandlerne i dag. I de 40 år har kun få stillet spørgsmål til det portræt, som Kaalund skaber af Grønlands kunst.

Udstillingsmaterialerne
I mit arbejde som leder ved Nuuk Kunstmuseum forfatter jeg utallige udstillingstekster, pressemeddelelser, og står frem til interviews om museets skiftende udstillinger. Som udstillingssted føler jeg en loyalitet over for udstillerne og kunstnerne generelt. Jeg forsvarer de udstillinger, vi er med-skabere af og de udstillinger huset præsenterer. Som alle andre udstillingsinstitutioner fremhæver jeg selvfølgelig det positive ved udstillingerne og kunstnerne. Jeg forsøger at lave grundig research og baggrundsarbejde, men jeg frygter alligevel, at de tekster, jeg skriver, står uimodsagte. Bliver en ny implicit sandhed. Jeg blevet meget bevist om, at det jeg forfatter rammer ned i et område, der er skrevet meget lidt om.

Der findes kun meget få kunstnerbiografier i Grønland, meget få kunstnere forfatter selv tekster om egen værker, endnu færre portrætteres af andre. Det vil sige, når jeg fremhæver en kunstner i en artikel, der så reproduceres på samtlige nyhedssider, vil personen allerede være overrepræsenteret.

Nogle vil måske mene, at problematikken er den samme mange andre steder – men igen er kernen ikke det skrevne, men at materialet står uimodsagt. Med et befolknings tal på 56.000, er det ikke sandsynligt at det vil ændre sig foreløbig.

Jeg tror, at problemet er anderledes og forstørret i Grønland, netop på grund af det uimodsagte – den implicitte sandhed der opstår, når ingen stiller spørgsmål til ens arbejde. Når der ikke er andre institutioner til at gøre det modsatte, og din stemme får lov til at stå alene. Når vi arbejder med Grønlands kunst – så skriver vi historie.

*Pia Arke Ethno-Aesthetics/ Etnoæstetik, udgivet af ark, Pia Arke Selskabet og Kuratorisk Aktion 2. udgave, 2010 s. 67

One Comment

  1. Svar
    Jesper Stormly Enevoldsen 22. januar 2017

    Naturligvis er det på mange måde bekymrende, hvis Nuuk Kunstmuseum får “patent” på udlægningen af grønlandsk kunst – hvilket Nivi Christensen korrekt påpeger. Dog er jeg ikke så sikker på, at problemet er så grundlæggende, som Nivi Christensen her fremfører. De kulturhistoriske museer har ligeledes – for en dels vedkommende – kunstudstillinger, som viser diversiteten i grønlandsk kunst. På Narsaq Museum, hvor jeg selv er museumsleder, har vi eksempelvis en permanent kunstudstilling hvor malerier fra både Pia Arke, Johan Markussen, Anne-Grethe Markussen, Kistat Lund og Butti Petersen m.fl. bliver udstillet. Derforuden har vi en række midlertidige tema-udstillinger, som blandt andet omfatter adskillige kunstudstillinger. Vi tilstræber konstant at være et “eksponeringscenter” for både etablerede- såvel som mindre kendte – grønlandske kunstnere. Dette for ad den vej dels at fungere som et springbræt for ukendte kunstnere og dels netop for at vise hvor forskelligartet Grønlandsk kunst er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *