Posts Tagged: udveksling

Kunst og terapi. Kunstterapi.

Dette essay er én af to artikler. Den finske kunstner Inkeri Jäntti var del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram 2017, og i de måneder hun boede i Nuuk var hun i dialog med kvinder, som havde traume efter seksuelt overgreb; et gennemgribende tema og afsæt i hendes kunst, som har rødder i eget traume. Hendes fokus er ikke stedsbestemt, hverken specifikt grønlandsk eller finsk, men hvad kunsten kan gøre med traume og tabu. Denne første artikel skal dog handle om kunsten som terapi. 

Det er set før, at kunsten bliver til terapi. Herman Rorschachs far var kunstner, og han var måske blevet det selv, havde han ikke læste Tolstoj og besluttet sig for at hele menneskets sjæl. Herman Rorschachs var schweizisk psykiater og opfinder af Rorscharch-testen; den hvor psykiatriske patienter kigger på ubestemmelige blækklatter og fortæller, hvad det ligner og derudfra stilles en diagnose.

Blækklatterne - oftest i røde og sorte nuancer spejlet symmetrisk - udgør sammen med patientens fortolkning en vævende idé om, at kunst og terapi, udtryk og heling, går hånd i hånd. Og et dyk ind i kunsten viser, at traume og kunst kan væves sammen.

Det er også set, at traume bliver til kunst. Kunstneren Louise Bourgeois’ (1911-2010) barndom og særligt hendes forhold til faderen var en konstant ressource for hendes kunst livet igennem. Bure, spejle, lange titler, det indvendige/udvendige, kvindekroppen; hvert værk synes en udsigelse om et traume, en terapeutisk session; alligevel kender man ikke personen Louise Bourgeois ud fra Louise Bourgeois’ kunst. Forholdet kunst og traume er ikke 1:1; nærmere et springbræt. Det er først og fremmest kunst. En udsigelse i et rum. En form og et forhold. Ligesom Rorscharch-testen først og fremmest var terapi.

Ligeledes set er, at kunsten bliver terapi for traumet. I utallige nætter brugte kunster Gukki Nuka selfien – nøgenbilledet af sig selv – til at bearbejde sit traume. Pixel for pixel bearbejdede han billede for billede og fik skrøbeligheden, sårbarheden og smerten frem. Billederne til blev fortællinger om traume med ham selv som udgangspunkt og afsæt. Den fortælling han havde holdt skjult i 30 år siden sin barndom; smerten og ødelæggelsen efter seksuelle overgreb begået af en fodboldtræner. Kunsten blev en bearbejdelse - en terapeutisk session - af traumet.

Flere år senere blev disse billeder til udstillingen ”Tarnip Qupineri // Revner i Sjælen”, og her blev udstillingen ikke bare en bearbejdelse af Gukkis eget traume, men også en stemme for andre i samme situation og en stemme i samfundet.

Inkeris aktivistiske stemme

”Når man skaber kunst, kan man skabe sin egen fortælling, og jeg tror - specielt for mennesker med traume - at skabe kunst kan gøre, at man fortæller sin egen historie og sin egen virkelighed. Det er en god måde at føle en form for kontrol. I et traume kæmper man ofte med spørgsmål som ”var det min skyld?”, ”vil folk tro på mig?”, ”var det virkelig sådan en stor ting?”, ”havde jeg fortjent det?” og så videre. Med mit projekt vil jeg gerne give en følelse af, at ens oplevelse har værdi og er virkelig, og hvad du føler er virkeligt og at du har lov til at føle sådan.”

Inkeri Jäntti har også været udsat for seksuelt overgreb; i hendes kunst arbejder hun med kvinder og traume, det iscenesatte og det krakelerede. Hendes primære medie er fotografiet, og hendes fotografier nærmer sig reklamens eller modefotografiets iscenesættelse og æstetik, men med krakeleringer; med fortællinger om traume bagved det umiddelbare billede.

Hendes billeder er kvinder iscenesat enten i naturen eller et forfaldent sted. De får make up og lys på. Billederne er stiliserede og æstetisk gennemtænkt. Men iscenesættelsen i billedet er ikke skabt ud fra en æstetik, men ud fra en fortælling. En del af processen består i, at Inkeri opsøger og snakker med kvinder, som har været udsat for seksuelle overgreb. Deres fortælling bliver til et fotografi; et kunstværk. Nogle gange stiller kvinderne selv op som modeller i fotografiet, andre gang bruger Inkeri modeller, for eksempel dansere, til i et billede at skabe et udtryk af denne bagvedliggende fortælling om traume og seksuelt overgreb.

Inkeris kunst har et aktivistisk præg over sig, ligesom Gukki Nukas kunst fik; det handler om stemmen, der italesætter seksuelle overgreb. En kamp mod tabuet, det forstillede, det neddyssede eller usagte.

Kunsten bliver en stemme, et udtryk, lige så vel, som den giver en stemme til noget, der måske ikke havde en stemme før. Kunsten skaber fortællinger, der både i processen, i skabelsen og i selve udtrykket kan noget; noget der er beslægtet med terapien, med bearbejdelsen og det helende.

Den anden artikel er en samtale med to kvinder om tabu og seksuelle overgreb skrevet af Inkeri Jäntti og kan læses her

Foto: Inkeri Jäntti hyrede danser Maliina Jensen til at være model i nogle hendes fotografier. De sejlede til Kangeq – en efterladt bygd lidt udenfor Nuuk – og fotograferede et æstetisk udtryk over traume inspireret af fjeldgængeren eller Qivittoq – dem som gik til fjelds eller forlod samfundet i skam eller skyld.

Assinga – blikke i Grønland

Under Nuuk Nordisk Kulturfestival i oktober blev 8 kunstnere sat i stævne i en artist talk på Nuuk Kunstmuseum med lektor Jette Rygaard fra Ilisimatusarfik som moderator. Anledningen var udstillingen ”Assinga 4x4” – en udstilling der kan ses frem til 14. januar 2017 på Nuuk Kunstmuseum.

”Assinga” er dens samme, dens lige; fotografiet. Otte kunstnere er sat sammen; fire fra Grønland, fire fra Norden – alle forholder de sig til Grønland i deres fotografier

”Kunst skal sanses, ses og opleves”, citerer moderator Jette Rygaard Bodil Kaalund. Kunst skal ikke tales sønder og sammen, alligevel er otte kunstnere sat i stævne for netop at tale om kunsten, deres kunst, fotografiet og blikke på Grønland.

Udstillingen er et dobbeltsyn på Grønland. Insiders – de fire af dem – skildrer det velkendte, mens outsiderne – de fire nordiske kunstnere - er inviterede kunstnere, som del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram; inviteret til at se på og interagere med Grønland. Og også de udefrakommende bærer det velkendte med sig. De otte kunstnere mødes om det samme – fotografiet og stedet Grønland. Det kan manipuleres, være det samme og forskelligt fra det levede og det oplevede. Det kan være fremmed og velkendt.

Hver kunstner fik 8 minutters taletid – her får de under 8 linjer; et uddrag af deres fortællinger om deres kunst og Grønland skrevet under Artist Talk’en.

Angu Motzfeldt udstiller fotografier på forskellige materialer:

Vi skulle indlevere i fredags, og på det tidspunkt havde jeg ingen idé om, hvad jeg skulle lave. Jeg var nedtrykt og håbløs og gik med min computer under armen ned til trykkeren, som havde en printer, som kunne trykke på enhver flade. Så jeg gik rundt i industriområdet og samlede gamle træblokke, granitplader, alt der havde en overflade. Lige pludselig kunne jeg på overfladerne se mine billeder. I Grønland foregår en genopbygningen af identitet i dag, sådan at vi kan komme videre; dette kan jeg se som noget ubevidst i mine billeder.

Tinne Zenner udstiller en cyanotypi og filmen ”Nutsigassat”:

Kortlægning i dag er ikke upolitisk eller korrekt. Jeg arbejder med konstruerede landskaber og blikke; med idéen om et oprindeligt landskab. Nuuk er konstrueret ovenpå landskabet og ind i landskabet. Landskab og arkitektur bærer lag af historie med sig. Mit sprog i filmen er meget politisk ladet. Jeg ved ikke, hvilken historie jeg fortæller, om det er min eller andres – men det er en fortælling om den verden, vi lever i; og som dansker at komme til Grønland.

Inuuteq Storch udstiller en film:

Jeg havde en samtale om hunde i New York. I Grønland er hundene ikke kæledyr, fx i Nordgrønland skal hundene piskes på samme måde, som den lyd man bruger, når man tæsker dem, sådan at når isen brækker, løber de stærkere. Når jeg fortæller denne historie, bliver jeg ofte outsideren eller dæmonen, der tæsker hundene. Men det er ikke dårligt, at være outsideren. I filmen har jeg brugt et online medie kaldet Inuaiaat Isaat med folks hjemmevideoer fra 50erne, 60erne og 70erne. Min mor tager også en masse billeder af vores familieliv. Jeg har denne teori, at de ved ikke, hvorfor disse billeder skal tages, men kun at dette skal huskes. De ved ikke, hvilke følelser de skal vise. Jeg fejlfortæller deres fortælling for at gøre den til min egen.

Lotta Törnroth udstiller fotografier og værket ”Imaginære Øer”:

Jeg var interesseret i, hvordan folk her opfatter og forholder sig til havet. Havet er majestætisk – det tager og giver. I billederne personificerer jeg én, som leder efter nogle. Jeg prøver at få en forbindelse til havet og til dét at miste til havet; savnet og længslen. De imaginære øer tager to–tre dage for en isklump – et stykke nedfrosset hav - at smelte ned i akvarelpapir med forskellige blå farver. De er ikke kontrollerede, som fotografierne er.

Inuuteq Kriegel udstiller sort/hvide fotografier:

Jeg har set mange blikke på Grønland. Jeg er ikke fascineret af naturen; den var den samme for 200 år siden og om 200 år. Så jeg tager billeder af mennesker og bygninger. Jeg har brugt et engangskamera og har fjernet linsen, som et oprør mod, at fotografiet nogle gange handler om grej; det nyeste kamera eller linse. Bagefter lavede jeg kontrasterne. Min hund er der, så det er mit daglige liv og mig selv og ikke om så meget andet.

Inkeri Jäntti udstiller fotografier og en film:

I den grønlandske mytologi er der mange barske elementer, ligesom i naturen. Især fortællingen om qivittoq – outsideren – inspirerede mig; folk, der har været udsat for trauma, føler sig ofte sådan.  Jeg ville gerne forestille mig en ånd for hævn; en hævn for seksuelle overgreb. Filmen har en yderside og en inderside; den filmet som mode eller reklame-film, men fortællingen i høretelefonerne får det billede til at falde fra hinanden. Mine billeder er iscenesættelser.

Jukke Rosing udstiller fotografier – en fortolkning af Havets Moder og solen, Maliina:

Det handler om kontrol, fordi jeg aldrig har følt at have den. Jeg manipulerer mine billeder meget kraftigt. At manipulere så det ser helt falsk ud, men stadig naturligt. Jeg blev spurgt under en anden artist talk, om jeg i mine fotografier bevidst valgte at tage noget med fra Grønland. Det er det ikke, det er bare mine rødder. Her valgte jeg bevidst Sassuma Arnaa, Havets moder, og Maliina, solen. Jeg bruger ofte mig selv i billederne, det kan jeg kontrollere.

Marte Lill Somby udstiller træsnit og en film:

Jeg arbejdede med døden; døden er på mange måder tabuiseret fx taler vi ikke om selvmord i Norge, selvom der er mange. Jeg blev inspireret af iniutkvinder, der tog deres liv, når de var gamle eller syge, for ikke at belaste samfundet; som et offer. Det er en interessant historie i vores individualistiske samfund, hvor livet oftest ikke gives slip på; det er vores. I videoen fokuserer jeg på det smukke i dette offer for fællesskabet.

Dish! om udstilling et sted**

Jeg møder den færøske kunstner Jóhan Martin Christiansen i Katuaq under Nuuk Nordisk. Han står i NAPA og er ved at lime et af sine værker sammen; en gipsfstøbning fra Nordafar/Færingehavn*.

- Det var et værk, jeg godt vidste, var meget udsat, så det var jeg forberedt på. Så jeg flegnede ikke helt, siger Jóhan Martin og griner, men jeg satser på, at det kan løses.

Vi sætter os midt i udstillingen; for at tale om den og om Katuaq som udstillingssted. Jóhan Martin har selv skrevet formidlingsteksten/pressemeddelelsen til udstillingen; jeg spørger, om han har gjort det før.

- Jeg har gjort det én gang før til min egen afgangsudstilling, men da var det en del af opgaven, siger Jóhan Martin og griner, og der blev det til et digt. Men jeg synes ikke, at det er kunstnerens opgave, det er institutionens, fordi, som kunstner, kan det være svært at se, hvad det præcis er, man skal formidle, og hvad der er utydeligt overfor publikum.

Udstillingen hedder DISH; et flertydigt ord og en lyd, som ligger godt i munden. Dish!

- Jeg har i min praksis tit haft et sprogligt udgangspunkt, eller det har været en stor del af processen. Ofte en sætning, et ord eller en tanke, som har dannet en form for ramme for udstillingen. Det er ikke altid der er en 1:1 forbindelse mellem udstilling og titel, men der er en forbindelse.

DISH kan lede tankerne hen på det, som sker i caféen; de raslende tallerkner fra diverse serverede retter, hvis lyd fylder udstillingsrummet i Katuaq. Det kan være lyden af et slag: Dish! Eller DISH kan betyde parabol, som i Satellite Dish.

- Jeg tænkte lidt over de her værker; hvad er de egentlig? De er en slags information, som bliver lagret i en form, som kunne ligne en parabol eller ligne en form for en flade, der modtager information. Der kommer forskellige associationer ovenpå ordet. Den synes, jeg er fint; at ordet får en parallel betydning i forhold til værkerne, samtidig med at det også taler til værkerne; om værkerne.

Udover lyden fra caféen i Katuaq kommer en del igennem udstillingsrummet, som ligger omme bagved  i kulturhuset – både afsondret og i forbindelse med; på én gang en gang og et rum.

- Der er helt klart ikke taget højde for, at det skal være et rum, som kun er helliget kunsten, siger Jóhan Martin. Det synes jeg både er irriterende, men sætter samtidig også kunstneren nogle udfordringer, som kan være interessante; hvad kan værkerne bære?

- Jeg er (som kunstner, red.) nødt til at sige, at sådan er rummet, og det er rammen. Der er en café, en scene , et indgangsparti, en reception og alle mulige ting, og det her udstillingssted midt i det hele. Det ligger lige der, hvor folk går frem og tilbage, både børn, besøgende og dem man måske ikke ser ude foran, teknikerne og de ansatte, de går forbi her. Det er et meget trafikeret rum.

- Faktisk er jeg overrasket over, at der ikke er flere værker, der er gået i stykker endnu, tilføjer Jóhan Martin med et grin og ironi i blikket.

Senere på ugen står Jóhan Martin i udstillingen, da et barn kommer løbende og hopper op på et kunstværk. Da vi når weekenden efter kun en uges udstilling er ikke bare et, men tre af værkerne gået i stykker.

Udstillingen består af gipsafstøbninger af jorden i Nordafar/Færingehavn*; selve udstillingens tema. Dette ubeboede og forfaldne sted, besøgte Jóhan Martin i sommer, sammen med filmfotograf Ulannaq Ingemann. Det kom der disse gipsafstøbninger ud af samt en sort/hvid film, som dokumenterer eller registrerer stedet; dets bygninger og dets forfald. Udstillingen består også af en fiskekasse, papirsække og mursten fra Færingehavn/Nordafar. Fundne genstande, objekter eller rekvisitter fra den gamle fiskeristation.

- Oprindeligt er der for mit vedkommende to forbindelser til Nordafar, siger Jóhan Martin. Den ene forbindelse – som måske er hovedårsagen til, at jeg gik i gang med det hele – er min far, som kom til Grønland for første gang som 15årig i 1958. Han var med et fiskeskib, og de skulle fiske i Davisstrædet. Først kom de til Buena Vista i New Foundland. Der kunne de ikke få det, de havde brug for. Så sejlede de over til Færingehavn, som lige var blevet til Nordafar. Samtidig er Færingehavn – Føroyingahavnin – også færøsk historie, som alle på Færøerne kender til. Jeg husker tydeligt som barn i 90erne, at jeg så nogle dokumentarer om fiskeri og Færingehavn.

Vi vender tilbage til titlen DISH og denne her lagring af information. Afstøbningen eller registreringen af noget.

- Gipsskulturer - og også videoværker - er en slags dokumenter; et fotografi på et eller andet plan. Man kan sige, at jeg jo har valgt nogle steder ud, hvor jeg laver en afstøbning.  Min professor kaldte engang mine værker (dengang afstøbninger af papkasser mm., red.) for sweet nothings, som kan oversættes til yndige tomheder eller det smukke ingenting. Og det synes jeg var interessant, fordi jeg prøver ikke at fortælle noget helt konkret med disse skulpturer. De ligner ikke noget. De er bare til.

Vi sidder lidt og kigger på videoværket; Jóhan Martin fandt her til morgen, at projektoren var udskiftet. Katuaq skulle bruge den andetsteds og har sat en anden op, mere lyssvag end den forrige. Det irriterer Jóhan Martin – filmen arbejder med de sort/hvide kontraster i forfaldet, men med det meget ovenlys i udstillingsrummet samt en mere lyssvag projekter udviskes kontrasterne i filmen.

Imens lyder der klirrende tallerkner, kopper og en duft af mad spreder sig fra caféen ind i udstillingslokalet; mange har krydset udstillingen, imens vi sad her; nogle stoppede op, andre var på vej andetsteds hen.

 

 *  Nordafar – en sammentrækning af Norge, Danmark og Færøerne – var en fiskeristation dannet i 1951 syd for Nuuk ved Færingehavn, Kangerluarsoruseq. Færingehavn blev anlagt som international fiskerihavn i 1937 med sygehus, radiostation og pakhuse. Nordafar gik konkurs i 1989, og i dag står stedet ubeboet tilbage.

 

** Jeg møder udstillingen DISH dagen efter ferniseringen. Det er aften i Katuaq. Værkerne trækker i mig, som min veninde og kollega fortæller mig om tankerne bag. Udstillingen har potentiale – et potentiale som absolut ikke er forløst i det udstillingsrum, den er placeret i.

Udgangspunktet for interviewet var denne oplevelse af, at have set noget fedt kunst, som ikke blev forløst eller faldt igennem på grund af udstillingsstedet. Afsættet for samtalen var med en slet skjult sarkasme, at Jóhan Martin selv måtte skrive formidlingstekst/pressemeddelelse til udstillingen, og det var immervæk ikke et lille galleri i en smal sidegade, han udstillede på; det var et sted, som kalder sig Grønlands Kulturhus.

Katuaq har lige fejret 20 års jubilæum, men som Ivan Burkal tidligere her på siden har gjort opmærksom på, så er der ting, der ikke burde fejres. For eksempel, kunne jeg tilføje, deres udstillingspraksis.

Ethvert sted, som kalder sig et udstillingssted, bør som det mindste engagere sig i, at kunstværkerne ikke ødelægges af hoppende børn, enten ved at sørge for, at der ikke er hoppende børn i udstillingen, eller planlægge og kuratere udstillingen og værkernes sikkerhed i samarbejde med kunstneren, sådan at det ikke sker. At det sker hele tre gange på en uge, rummer for mig en ligegyldighed over for det udstillede.

Katuaq kalder sig hele Grønlands Kulturhus – i hvert fald hver gang jeg går i biografen – det vil sige kulturhus for høj og lav, tyk og tynd. Derfor er der vel også en hvis forpligtelse til at formidle sine udstillinger; at stedet imødekommer og henvender sig til sine brugere og sine daglige gæster om sine tilbud og udstillinger. Med andre ord gør sig selv relevant.  Jóhan Martins udstilling havde for mig at se en fortælling om Grønland og Færøerne, som jeg tænker at høj og lav også kunne have haft glæde af. Et indspark i søndagsbrunchen eller til biografgængeren.

Katuaq har en ildsjæl, som driver og gør et kanon arbejde med biografen, og de har gode koncerter, men hvis de virkelig skal være hele Grønlands Kulturhus skal de være langt mere end café og konferencecenter – dette burde være en sidebeskæftigelse.

At være kulturhus handler også om, at skabe en kapital, som ikke er penge på bundlinjen, men en kulturel kapital som vedkommer, er relevant, giver indspark og udspark til høj og lav, tyk og tynd, den helt almindelige bruger.

 

 

Vejen at gå

Af Stine Lundberg Hansen // Med citater af Nina Lund Westerdahl og Sebastian Quack

Nogle gåture leder efter genveje, andre består af omveje. En vandring gennem, udenom eller i byen kan blive episk; udvikle sig til et narrativ med en begyndelse, en midte og en ende. Et løfte om at noget vil ske – en fremdrift.

In a good story you start out with some sort of promise. The story is to surprise, amaze, inform, inspire, scare or entertain you. Give you hope or ammunition to fight. Give you release, escapism or insight. There’s often a protagonist you connect with.

Nina Lund Westerdahl og Sebastian Quack kommer i maj til Nuuk for at udvikle en app, der registrerer folks solrige oplevelser i byen, sådan at vi kan opleve hinandens oplevelser på vores vej igennem og rundt i byen.

When you go walking, and here I think of the aimless wandering or the dérive, many of the same factors are present. You head out- and you don’t know what or who is going to meet you. What moments of present is waiting. Every landscape is full of stories if you look for them.

Der er gåturen fra A til B – benenes transport fra et sted til et andet – og så er der gåturen, som konsumerer landskabet – skaber sig og bliver skabt i takt med føddernes slag og underlaget.

Walking has a slowness to it, and when you walk you can discover many stories. There’s a degree of contemplation and maybe even resistance towards the city’s usual speed.

For mig er der to gåture – den direkte og omvejen – men ved nærmere omtanke dukker flere op. Bare i Nuuk.

Der er de unges spontane nattevandring, opslugt i hinandens selvskaber, og i den identitet man, som ung, kæmper om.

Der er gåturen udenom byen. Jagten i fjeldet, hvor gangen varieres alt efter fugl, hare, moskus eller rensdyr. Der er bærplukkerens jordnære gang med ryggen vendt mod himlen.

Byen Nuuk er også i afgrænsningen – fjorden og fjeldet; i omgivelserne, i gåturene og vandringen udenom.

Nuuk er byen uden fortov og cykelstier, men med plads til begge i vejkanten. Det er byen, hvor bilerne holder tilbage for de gående.

Barnevogne – hvor gangen følger en vuggevise. Barnevogne – med løbende, gående eller cyklende børn ved siden af; stoppende, ventende, konstant opmærksom og på udkig.

Poseringen – solbrillerne, tasken og nye jakker. Sommerens første bare arme. Vinterens solskinsdage.

Der er skolegangen – nogle tunge af skoletasken, andre higende efter klokken, andre arm i arm.

Der er posegangen – fra Brugsen eller Pissifik med lange arme i direkte linje hjem.

Blæsten, snefoget, frosten bøjer gangen forover, sidelæns eller baglæns.

Hænderne i lommerne.

Alene eller sammen.

Der er åndehullerne, hvor folk bliver stående, slår sig ned eller stopper op.

Gangen der hilser forbipasserende med smil, nik eller hævede øjenbryn.

Og der er længden og bredden; Nuuk kan tilbagelægges til fods. Der er ingen dagsrejser i byen Nuuk – man er aldrig længere væk, end benene kan tage én.

Nuuk er en rundgang med steder at forvilde sig hen.

A story starts with the opening line, the first credits or an “Once upon a time” and you know that the real story probably started long before this story gets to the point of being told. And you know the story is going to end. You don’t know where or how. And you know the story rarely ends here, though the last page have been turned.

Et landskab former gangen. Gåturen inkorporerer. Ved grusbunken bor jætterne. I fjeldet troldene. Jorden kan være giftig. Landskabet er den røde tråd, vi forfølger.

Fra A til B forfølges tankerækker. Stier spændt ud mellem to punkter uden begyndelse og ende. De slår rødder i benenes gang, i rytmen, i forflyttelsen fra A til B.

At gå skaber linjer – tråde spændt ud – i landskabet; det smelter tanker, ben og underlag sammen. Fordybninger.

And storytelling suddenly becomes a very physical activity, more about allowing someone else to directly re-live your perspective, taking them on a journey with you, rather than communicating with words.

Man kan gå med kunstneren Janet Cardiffs audiowalks – i en andens tanker, i en andens spor, men i et helt specifikt landskab. Eller fordybe sig i Janet Cardiffs og George Bures Millers video walks.

Man kan vandre med forfatteren Rebecca Solnit i bøgerne ”A fieldguide to getting lost” eller ”Wanderlust – A History of Walking”. Eller bare gå med Tomas Espedal i ”gå. eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv”.

Man kan tage a walk in the park med musiker Stina Nordenstam og gå i takt med mange andre.

Man kan blive stående.

Men man kan også lade sig forføre af PROMIS – et projekt af Nina Lund Westerdahl og Sebastian Quack – som kommer til Nuuk i hele maj måned. Om og i Nuuk til fods i solen.

Se mere: http://www.nuukkunstmuseum.com/da/udstillinger/promis-maj-2017/ - eller følg med på Nuuk Kunstmuseums Facebookside.

Lysindfald

Af Stine Lundberg Hansen

Nuuk Kunstmuseum har siden efteråret kørt et residensprogram med kunstnere fra Norden. Hver kunstner går i dialog med samfundet omkring; med Nuuk og med Grønland. Hver kunstner søger samarbejde, udforsker og udtrykker sig gennem sit ophold i Nuuk på små to måneder.

Den tredje kunstner i residensprogrammet* var Lotta Törnroth, som arbejder med havet; havet med længslen og rædslen knyttet til sig. I de tidlige morgentimer, før solen stod op, var jeg hendes assistent, da hun var ude ved fjorden og fotografere. Motivet var det samme – hende med lommelygten ved vandet; et motiv hun har gentaget forskellige steder i verden.

En gentagelse som sammen med den dialog og udforskning af Nuuk og fjorden – mennesket og havet – bliver en uddybning og et rum for forståelse og for ubegribeligheder overfor havet og dets magt over mennesket. Dette er indtryk fra morgener i Nuuk med kunstner Lotta Törnroth:

 

Ved nattens hæld i det tiltagende morgenlys stod kunstneren i landskabet ved fjorden med lommelygten hele tiden. Eksponering.

Denne morgen var stille. Havet havde lagt sig flat, og hver enkel farve fik tid til at strække sig over henover himlen.

Jeg skulle trykke en knap i bund – og slippe den igen. Udløse lysindfaldet og lukke igen. Eksponering.

Den tidlige morgen er et arbejde mod lyset med lyset før dagen.

Kunstneren stod på klipperne ovenpå sneen. Ved vandet, tæt ved. Altid med sin lommelygte Lyset.

Lyset pegede mod linsen, mod udløseren – mig? Den pegede mod sneen, stenene, fjorden og ud af billedet. Mod noget, nogle og alligevel ikke nogen.

Kunstneren arbejder mellem linsen og havet. Søgende og gentagende. Hendes krop, hendes placering, en rød jakke, en orange striktrøje, et rødt hår. Hende, kameraet og mig med udløseren. Retninger i landskabet.

En anden morgen var uden farver. Himlen overdækket, et mågepar imellem, og landskabet bart. Skrattende mens bølgerne – vågorna – kom med tidevandet. Vuggende, slikkende tager det til. Tidens vand.

Kunstneren kravlede langt ud. Jeg blev ved kameraet med knappen. Udløseren. Stående, mens kunstneren sprang i rundgang først dansende med lyskeglen, så i tid uden lys. Hun ville ikke eksponeres og træde tydeligt frem.

For lysets skyld skulle man kunne sige.

Forstår jeg, bosat her, privilegiet i dette landskab? I lyset af øer, fjelde og fjord. Privilegiet af ikke at skulle spejde efter de kuldsejlede.

Kunstneren lagde aldrig sin lommelygte. (Selv i lommen lyste den) Selv i dagslyset lyste den. Mod havet.

 

* Der kan læses mere om to første kunstnere – Marte Lill Sombye og Tinne Zenner – og deres møde og udforskning af Nuuk i det grønlandske kunst- og kulturtidsskrift Neriusaaq 1/2017 : http://neriusaaq.gl/ . Den fjerde og foreløbigt sidste kunstner i dette residensprogram – Inkeri Jäntti – gæster og arbejder i disse måneder (april/maj) i Nuuk. Følg med på Nuuk Kunstmuseums Facebookside eller på Inkeris blog : http://inkeritravels.blogspot.fi.