Posts Tagged: Nuuk Kunstmuseum

Isen hvor mennesket lever og bor

Isen hvor mennesket lever og bor

Grønland er kendt for sin indlandsis. Indlandisen kan smelte, verden forandre sig. Klima i krise er overskriften pt. Intet er fast, og hvad der er frosset kan smelte. Isen er ej heller altid gennemsigtig. Isen konstituerer manges møde med Grønland. Et land som i sin tid ikke fik navn af isen.

Lige nu er der to udstillinger i Nuuk. Udstillinger af kunstnere, som kom til Grønland og fandt inspiration.

På Nuuk Kunstmuseum vises Kirsten Kleins landskabsfotos af isfjelde ved siden af Jette Bangs ikoniske sort/hvide fotografier. På Nationalmuseet er Iskrystalprinsessen vol. 2, hvor designer Jørgen Simonsen inspireret af den grønlandske nationaldragt og sælskind udstiller fem haute couture kreationer.

Det er hverken fotografi, sælskind eller nationaldragt dette essay skal handle om – men om isen.

Iskrystaller

Jørgen Simonsen (f. 1972) lavede i slutningen af 90erne kollektionen Iskrystalprinsessen. Han havde aldrig været i Grønland, men havde brugt timer på at studere grønlandske klædedragter på et bibliotek i Paris. Volume 1 af Iskrystalprinsessen blev designet til modehuset Versace. På det tidspunkt havde Jørgen Simonsen kun besøgt Grønland i sin fantasi. Vi vender tilbage til Iskrystalprinsessen, men for et øjeblik dvæler vi ved fantasien.

Grønland er en fantasi. Det er utopien mod nord; fantasien om det uberørte, det overvældende, det opslugende, det slet og ret romantiske; det skønne, det sublime og det pittoreske.
Fantasien om det oprindelige. Naturfolket og forbindelsen til naturen; tætheden og samklangen. Det rå og barske iblandet det landskab, der tager pusten væk og fjerner benene under. Det eksotiske og fremmede.
Fantasien er levende i isens genskær.

Iskrystalprinsessen vol. 2 er en ny kollektion, hvor Jørgen Simonsen har besøgt og samarbejdet med Grønland.

http://sermitsiaq.ag/groenland-slog-benene-vaek-modedesigner

Iskrystalprinsessen vol. 2 er også et fotoshoot. Ved isfjorden. Med isfjelde, isblokke, isflader i baggrunden. Vi er ved Ilulissat – verdensarven og turiststed nummer 1. Ilulissat betyder isfjelde.

En kvinde poserer. Er hun prinsessen? Fantasien? Med bare arme blandt isen, på isen, ved isen.

En anden kvinde tager fotos – ikke i Ilulissat, men i Saqqaq længere nordpå. Af fjelde. Af is.

Isfjelde

Kirsten Klein (f. 1945) tog i en måned billeder af isfjelde. Formerne, lyset og rummet omkring dem. Som landskabsfotograf kan Kirsten Klein noget med rummet – hun kan tage billeder af dét, der ikke er. Af rum, af afstand, så luft fylder. Tomrummet presser sig på i hendes landskabsfotografier.

I billede på billede møder vi isfjeldene – og i hendes bedste fotografier fylder tomrummet omkring isen og presser sig på, som en dramatisk masse. Alligevel bliver isen et eksotiske møde – det fremmede stof. Koblet på fantasien om dette land.

Der findes tusinder og atter tusinder af billeder af isen i Grønland.

kunsten.nu/artguide/calendar/jette-bang-kirsten-klein/

I mødet med isen som fascination og som fremmedlegeme overses noget. At noget er det samme. At livet i Grønland leves og leves og leves*. Dag efter dag i flere tusinde år.

Fantasien om et land gjort af et andet stof – et stof klimaet kan forandre. Men intet er fast selv ikke isen - og endnu mindre fantasien.

For eksempel

Et isfjeld er stort og massivt – også selvom verden taler om, at det smelter. Isen er ikke altid gennemsigtig...

Grønland er et land, hvor livet leves. Ikke med en særegen mystik eller indkapslet i tiden. Men et levet, fremadskridende liv, som blandes og udveksles med andre. Grønland har aldrig været noget for sig – folk har vandret, sejlet og fløjet hertil.

Grønland var grønt i syd, da det fik sit navn. Nuuk er uden sne 4-6 måneder om året – selvom der kan komme isskodser sejlende i fjorden.

Men isen konstituerer manges første møde med landet – og for mange foregår første møde med Grønland i fantasien. 

Fra og til

På Nuuk Kunstmuseums samling – den største offentligt tilgængelige samling af grønlandsk kunst – går man fra ekspeditionsmalerne og alle dem, der kom udefra og og ind, blev inspireret, men aldrig slog sig permanent ned i landet, til de grønlandske kunstnere (kunstnere opvokset eller bosat i landet).

Isen er forskellen. Isen som optager så mange kunstnere udefra – isskodser, isfjelde, iskrystaller – men er fraværende som motiv, som fantasi i den grønlandske kunst.

Grønlandske kunstnere beskæftiger sig ikke med isen – ikke som fascinationsmotiv. Nogle kunstnere bruger blålige farver – som fra isen – men ikke til is, og farverne bruges for det meste mangfoldigt, som fjeldet om sommeren. Her er naturen og isen hverken skøn, sublim eller pittoresk. Den er – nogle gange et afsæt, en impuls, andre gange uden betydning. Og mennesket lever iblandt den.

Regler er undtagelser

Den grønlandske kunstner Inuk Silis Høegh (f. 1972) har pakket bygninger langt fra Grønland ind, så de blev til is. Et isbjerg. Ikke fantasien om landet højt mod nord, men en helt konkret fysisk manifestation.

Isbjerget er sat sammen af forskellige fotografier taget af fotograf Ivars Silis (f. 1940).

Inuk Silis Høegh genkalder i værket en nærmest pervers glæde i dét at konstruere sit eget isbjerg af egen fantasi. En fantasi som mimer virkeligheden, men ikke er den. Kan et isbjerg se sådan ud i virkeligheden? Som en kommentar til menneskets behov til at kontrollere naturen.*

En kommentar som også kommenterer på at gøre det rå, barske og sublime til det pittoreske, det sceneriske og til et landskab. Det skræmmende og det tæmmede. Og alligevel ender dette isbjerg måske med at være som Frankensteins drøm om mennesket, og at bygge og kontrollere det – noget der ender med at være udover vores fatteevne, noget der undviger vores kontrol.

Iluliaq, som værket hedder, manifesterede sig første gang under COP15 – FN’s klimakonference i København i 2009. Dermed er værket også en kommentar til det, verden snakker om – isen smelter.

Isen iblandt fantasien

Isen er en realitet og et fantasifoster; en idé om et land mod nord.

Lige nu er der to udstillinger i Nuuk med isen som fascination, som inspirator, som fremmedlegeme, som drømmen om dette mægtige land mod nord med den overvældende natur. Dog et land, hvor mennesket har levet og lever og lever og lever…

 

* http://www.gallery.ca/en/about/1454.php

 

Artiklen er inspireret af ”Til hæder og ære” af Aqqaluk Lynge (in: Til Hæder og Ære /Tupigusullutik angalapput, Brøndum, København, 1982) :

De rejste og rejste
i et land hvor de troede
at ingen menneskelige væsner
kunne leve og bo

De rejste og rejste
og da de kom fandt de nogle
som ikke kendte andet
til mennesker end sig selv,

De rejste og rejste
og gæstfriheden var stor
nysgerrigheden uendelig
men gæsterne var ikke til at mætte.

De rejste og rejste
alle vegne hvor de kom
blev menneskene undersøgt
deres klæder, slæder og udstyr blev opkøbt

De rejste og rejste
til så stort et land
kan der ikke være nok mennesker
til at navngive så mange steder

De rejste og reste
og rejste tilbage
med kort over landet
og livsform beskrevet

til hæder og ære
medaljer med mere
for at have berejst et land
hvor mennesker lever og bor

At rejse (sig)

At rejse. ”En ændring” siger kunstneren Marte Lill Somby. ”For mig er det et slags åndehul”, siger kunstneren Kristine Spore Kreutzmann.

Af Stine Lundberg Hansen

To kunstnere taler om at rejse ud som kunstner – den samisk-norske Marte Lill Somby, som i efteråret var den første kunstner på Nuuk Kunstmuseums kunstnerresidens, og som i samarbejde med den grønlandske kunstner Kristine Spore Kreutzmann skabte, hvad der nok var Nuuks første pop-up udstilling i Holms Hus på Aqqaluks Plads.

- Jeg kan godt lide at bevæge mig lidt. At jeg ikke bare står stille her, men får lov til at komme et andet sted hen, siger Kristine Spore Kreutzmann, uddannet keramiker, og med keramikken har hun rejst til Japan, Burkina Faso og Mexico.

Hvordan begynder en rejse?

Det spørger Tomas Espedal i bogen Gå. (Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv).

Han svarer: ”Jeg ligger på sofaen og leser, to gode puder under hodet, et ullteppe over beina, en kald marsdag, det regner og regnet går over i hagl; det trommer mod vinduesruten.” *
Alt i alt en dag man ikke har lyst til at gå ud i. Men:

”Reisen begynner her; jeg forlater sofaen og går ut.” *
Der indtræffer en ændring; man rejser (sig).

Den lange eller lige udenfor døren

Rejsen er en ændring eller impulser, siger Marte Lill Somby. At rejse behøver ikke at være langt. For Marte Lill Somby er samtalen eller udvekslingen med andre mennesker, med andre kulturer vigtig for hendes kunst.

- Som kunstner koncentrerer jeg mig om de eksistentielle spørgsmål, og hvordan man forholder sig til de enkelte ting. Andre kulturer, andre normer; folk har forskellige traditioner, som opfattes som vigtige. Jeg kan lide idéen om at bryde med traditioner – men også at tænke på, hvad som kan være ens personlige ønske eller opfattelse [af traditionerne, red.]. Traditionerne er ikke lige stærke. Der er også idéen om, at man vil holde på dem. Men vi er jo dynamiske; ting ændrer sig hele tiden.

At rejse skaber ændring. Vi rejser os. Vi går fra én position til en anden; vi rejser fra én position mod en anden. Rejse kommer fra vestgermansk raisón, som betyder opstigning, opbrud eller at rejse sig op for at drage afsted.

”Reisen forvirrer os” *, skriver Tomas Espedal.

Rejsen er en afbrydelse af læsningen på sofaen; en tur ud i haglvejret, og måske et håb om at se alt med nye øjne eller at skabe ubalance i den ellers fremadskridende tid. Og rejsen er altid en venden tilbage – noget midlertidigt, som selve bevægelsen fra siddende til stående, at rejse sig, er – ellers bliver rejsen ikke et opbrud eller en ændring, men til noget permanent.

At vende tilbage

Kristine Spore Kreutzmann laver små, hvide minimalistiske skåle – en form inspireret af hendes rejse til Japan.

- Jeg tror, at det at rejse driver mig på den måde, at jeg kan blive ved med at lave det [keramikken, red.]. At jeg har ny energi, når jeg kommer tilbage.

At inspirere kommer af latin in-spirare – at indblæse, indgyde eller begejstre. At inspirere giver en impuls til noget. Rejsen kan være denne impuls, der indblæser og sætter gang i.

- Jeg laver sådan nogle former, som jeg slet ikke tænker over, men det ender med, at de får et japansk præg. Jeg er også begyndt at bevæge mig over i noget andet end porcelæn efter min tur i Afrika; efter jeg havde set alle de farver. Jeg vil rigtig gerne arbejde med noget helt rødt ler – sådan terracotta-agtig – efter at have set deres røde veje. Jeg tror, at det kommer ret ubevidst. Det er ikke rigtig noget, jeg tænker over. Det kommer bare, mens man arbejder.

For Kristine Spore Kreutzmann kommer formerne ud af arbejdet med leret – ikke noget hun på forhånd har bestemt sig til – men naturen er det, hun inspireres af. Det er ikke en motivisk inspiration, men elementerne – leret, stenen, sandet - og selve landskabet; de røde veje i Afrika, landskabet i Mexico, måden at respektere naturen på i Japan, og særligt finder hun inspiration i den grønlandske natur.

- Jeg kan tage ind i fjorden og hente noget ler, hvis det skulle være. Jeg har også brugt sand fra stranden til at blande i mit porcelæn. På den måde vil jeg gerne bruge den grønlandske natur på en anderledes måde. Jeg vil gerne lave glasur af granit og de mineraler, vi har her i Grønland. Men det er et større projekt. Grønland er det sted, jeg finder mest inspiration fra, men det er stadig rart at komme lidt væk.

Selv at tage ind i fjorden eller ud i naturen kræver opbrud og at rejse sig for at vende tilbage til keramikken.

Rejsen vender tilbage til

Rejsen kan i sig selv også være en venden tilbage til. Den grønlandske kunstner Pia Arke (1958-2007), bosat i Danmark, vendte tilbage til hendes hjemstavn med kunstprojektet Scorebysundhistorier. Men i denne tilbagevenden måtte hun rejse ud igen. Hun var på blandt andet jagt efter Ittoqqortoormiits (Scorebysunds) manglende eller fragmentariske historie, og til det måtte hun rejse alle andre steder hen end Scoresbysund. Hun skriver:

- Det forlegne består i, at store dele af historien befinder sig udenfor Scoresbysund. Den er flyttet væk og har spredt sig i billedarkiver, videnskabelige afhandlinger, dagbøger, loft og kælderrum i Danmark, Paris, New York, Oslo og Stockholm! **

I samme åndedrag – at vende tilbage - kan Marte Lill Sombys rejse til Grønland og til kunstnerresidenset i Nuuk anskues. Hun var tredje led i hendes familie, som drog til Grønland. Alle tre med forskellige formål og intentioner – og med forskellige rejser.

- Min tipoldefar gik med Nansen over indlandsisen i 1888 eller noget lignende. Under den ekspedition fandt de ud af at der var gunstige forhold for rendrift i Grønland, så min tipoldefar kom tilbage i 1905 og gjorde inspektioner på områder, men det blev ikke iværksat før 1950erne. I 60erne rejste min onkel hertil [Nuuk/Godthåbfjorden , red.] og var her i 2 år og arbejdede som hyrde på rensdyrstationen. Det var så langt borte, og det var så lang tid siden, at de rejste, at de måtte have en hel anden rejse hertil med båd. Den udvikling, der er sket fra da til nu, er jo enorm. Med generationer fra 1800tallet til 60erne til 2016 er der jo ganske store spring, og ingen af os har haft samme oplevelse af dét, at komme til Grønland; det kan jeg ikke tænke mig.

(opsummering) At rejse er

Bevægelse – lang eller kort – men at flytte sig. At bryde op. En ændring. En forvirring. En ubalance i tiden. Impuls. At ånde – inspirere. En venden tilbage. En tilbagevenden til. Det er væk, og det er her. At rejse (sig).

* Tomas Espedal : Gå. (Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv), Gyldendal, Trondheim, 2016 (2006); side 150-151+153
** Kuratorisk Aktion : Tulakosaurus – an Incomplete Survey of Pia Arke’s Artistic Work and Research, Kuratorisk Aktion, København, 2012; side 228

 

Foto: Marte Lill Somby

Mere om kunstnerne:
Kristine Spore Kreutzmann: http://www.kristinesporekreutzmann.com/
Marte Lill Somby: https://www.facebook.com/lillesomby/