Under Nuuk Nordisk Kulturfestival i oktober blev 8 kunstnere sat i stævne i en artist talk på Nuuk Kunstmuseum med lektor Jette Rygaard fra Ilisimatusarfik som moderator. Anledningen var udstillingen ”Assinga 4x4” – en udstilling der kan ses frem til 14. januar 2017 på Nuuk Kunstmuseum.
”Assinga” er dens samme, dens lige; fotografiet. Otte kunstnere er sat sammen; fire fra Grønland, fire fra Norden – alle forholder de sig til Grønland i deres fotografier
”Kunst skal sanses, ses og opleves”, citerer moderator Jette Rygaard Bodil Kaalund. Kunst skal ikke tales sønder og sammen, alligevel er otte kunstnere sat i stævne for netop at tale om kunsten, deres kunst, fotografiet og blikke på Grønland.
Udstillingen er et dobbeltsyn på Grønland. Insiders – de fire af dem – skildrer det velkendte, mens outsiderne – de fire nordiske kunstnere - er inviterede kunstnere, som del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram; inviteret til at se på og interagere med Grønland. Og også de udefrakommende bærer det velkendte med sig. De otte kunstnere mødes om det samme – fotografiet og stedet Grønland. Det kan manipuleres, være det samme og forskelligt fra det levede og det oplevede. Det kan være fremmed og velkendt.
Hver kunstner fik 8 minutters taletid – her får de under 8 linjer; et uddrag af deres fortællinger om deres kunst og Grønland skrevet under Artist Talk’en.
Angu Motzfeldt udstiller fotografier på forskellige materialer:
Vi skulle indlevere i fredags, og på det tidspunkt havde jeg ingen idé om, hvad jeg skulle lave. Jeg var nedtrykt og håbløs og gik med min computer under armen ned til trykkeren, som havde en printer, som kunne trykke på enhver flade. Så jeg gik rundt i industriområdet og samlede gamle træblokke, granitplader, alt der havde en overflade. Lige pludselig kunne jeg på overfladerne se mine billeder. I Grønland foregår en genopbygningen af identitet i dag, sådan at vi kan komme videre; dette kan jeg se som noget ubevidst i mine billeder.
Tinne Zenner udstiller en cyanotypi og filmen ”Nutsigassat”:
Kortlægning i dag er ikke upolitisk eller korrekt. Jeg arbejder med konstruerede landskaber og blikke; med idéen om et oprindeligt landskab. Nuuk er konstrueret ovenpå landskabet og ind i landskabet. Landskab og arkitektur bærer lag af historie med sig. Mit sprog i filmen er meget politisk ladet. Jeg ved ikke, hvilken historie jeg fortæller, om det er min eller andres – men det er en fortælling om den verden, vi lever i; og som dansker at komme til Grønland.
Inuuteq Storch udstiller en film:
Jeg havde en samtale om hunde i New York. I Grønland er hundene ikke kæledyr, fx i Nordgrønland skal hundene piskes på samme måde, som den lyd man bruger, når man tæsker dem, sådan at når isen brækker, løber de stærkere. Når jeg fortæller denne historie, bliver jeg ofte outsideren eller dæmonen, der tæsker hundene. Men det er ikke dårligt, at være outsideren. I filmen har jeg brugt et online medie kaldet Inuaiaat Isaat med folks hjemmevideoer fra 50erne, 60erne og 70erne. Min mor tager også en masse billeder af vores familieliv. Jeg har denne teori, at de ved ikke, hvorfor disse billeder skal tages, men kun at dette skal huskes. De ved ikke, hvilke følelser de skal vise. Jeg fejlfortæller deres fortælling for at gøre den til min egen.
Lotta Törnroth udstiller fotografier og værket ”Imaginære Øer”:
Jeg var interesseret i, hvordan folk her opfatter og forholder sig til havet. Havet er majestætisk – det tager og giver. I billederne personificerer jeg én, som leder efter nogle. Jeg prøver at få en forbindelse til havet og til dét at miste til havet; savnet og længslen. De imaginære øer tager to–tre dage for en isklump – et stykke nedfrosset hav - at smelte ned i akvarelpapir med forskellige blå farver. De er ikke kontrollerede, som fotografierne er.
Inuuteq Kriegel udstiller sort/hvide fotografier:
Jeg har set mange blikke på Grønland. Jeg er ikke fascineret af naturen; den var den samme for 200 år siden og om 200 år. Så jeg tager billeder af mennesker og bygninger. Jeg har brugt et engangskamera og har fjernet linsen, som et oprør mod, at fotografiet nogle gange handler om grej; det nyeste kamera eller linse. Bagefter lavede jeg kontrasterne. Min hund er der, så det er mit daglige liv og mig selv og ikke om så meget andet.
Inkeri Jäntti udstiller fotografier og en film:
I den grønlandske mytologi er der mange barske elementer, ligesom i naturen. Især fortællingen om qivittoq – outsideren – inspirerede mig; folk, der har været udsat for trauma, føler sig ofte sådan. Jeg ville gerne forestille mig en ånd for hævn; en hævn for seksuelle overgreb. Filmen har en yderside og en inderside; den filmet som mode eller reklame-film, men fortællingen i høretelefonerne får det billede til at falde fra hinanden. Mine billeder er iscenesættelser.
Jukke Rosing udstiller fotografier – en fortolkning af Havets Moder og solen, Maliina:
Det handler om kontrol, fordi jeg aldrig har følt at have den. Jeg manipulerer mine billeder meget kraftigt. At manipulere så det ser helt falsk ud, men stadig naturligt. Jeg blev spurgt under en anden artist talk, om jeg i mine fotografier bevidst valgte at tage noget med fra Grønland. Det er det ikke, det er bare mine rødder. Her valgte jeg bevidst Sassuma Arnaa, Havets moder, og Maliina, solen. Jeg bruger ofte mig selv i billederne, det kan jeg kontrollere.
Marte Lill Somby udstiller træsnit og en film:
Jeg arbejdede med døden; døden er på mange måder tabuiseret fx taler vi ikke om selvmord i Norge, selvom der er mange. Jeg blev inspireret af iniutkvinder, der tog deres liv, når de var gamle eller syge, for ikke at belaste samfundet; som et offer. Det er en interessant historie i vores individualistiske samfund, hvor livet oftest ikke gives slip på; det er vores. I videoen fokuserer jeg på det smukke i dette offer for fællesskabet.
At rejse. ”En ændring” siger kunstneren Marte Lill Somby. ”For mig er det et slags åndehul”, siger kunstneren Kristine Spore Kreutzmann.
Af Stine Lundberg Hansen
To kunstnere taler om at rejse ud som kunstner – den samisk-norske Marte Lill Somby, som i efteråret var den første kunstner på Nuuk Kunstmuseums kunstnerresidens, og som i samarbejde med den grønlandske kunstner Kristine Spore Kreutzmann skabte, hvad der nok var Nuuks første pop-up udstilling i Holms Hus på Aqqaluks Plads.
- Jeg kan godt lide at bevæge mig lidt. At jeg ikke bare står stille her, men får lov til at komme et andet sted hen, siger Kristine Spore Kreutzmann, uddannet keramiker, og med keramikken har hun rejst til Japan, Burkina Faso og Mexico.
Hvordan begynder en rejse?
Det spørger Tomas Espedal i bogen Gå. (Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv).
Han svarer: ”Jeg ligger på sofaen og leser, to gode puder under hodet, et ullteppe over beina, en kald marsdag, det regner og regnet går over i hagl; det trommer mod vinduesruten.” *
Alt i alt en dag man ikke har lyst til at gå ud i. Men:
”Reisen begynner her; jeg forlater sofaen og går ut.” *
Der indtræffer en ændring; man rejser (sig).
Den lange eller lige udenfor døren
Rejsen er en ændring eller impulser, siger Marte Lill Somby. At rejse behøver ikke at være langt. For Marte Lill Somby er samtalen eller udvekslingen med andre mennesker, med andre kulturer vigtig for hendes kunst.
- Som kunstner koncentrerer jeg mig om de eksistentielle spørgsmål, og hvordan man forholder sig til de enkelte ting. Andre kulturer, andre normer; folk har forskellige traditioner, som opfattes som vigtige. Jeg kan lide idéen om at bryde med traditioner – men også at tænke på, hvad som kan være ens personlige ønske eller opfattelse [af traditionerne, red.]. Traditionerne er ikke lige stærke. Der er også idéen om, at man vil holde på dem. Men vi er jo dynamiske; ting ændrer sig hele tiden.
At rejse skaber ændring. Vi rejser os. Vi går fra én position til en anden; vi rejser fra én position mod en anden. Rejse kommer fra vestgermansk raisón, som betyder opstigning, opbrud eller at rejse sig op for at drage afsted.
”Reisen forvirrer os” *, skriver Tomas Espedal.
Rejsen er en afbrydelse af læsningen på sofaen; en tur ud i haglvejret, og måske et håb om at se alt med nye øjne eller at skabe ubalance i den ellers fremadskridende tid. Og rejsen er altid en venden tilbage – noget midlertidigt, som selve bevægelsen fra siddende til stående, at rejse sig, er – ellers bliver rejsen ikke et opbrud eller en ændring, men til noget permanent.
At vende tilbage
Kristine Spore Kreutzmann laver små, hvide minimalistiske skåle – en form inspireret af hendes rejse til Japan.
- Jeg tror, at det at rejse driver mig på den måde, at jeg kan blive ved med at lave det [keramikken, red.]. At jeg har ny energi, når jeg kommer tilbage.
At inspirere kommer af latin in-spirare – at indblæse, indgyde eller begejstre. At inspirere giver en impuls til noget. Rejsen kan være denne impuls, der indblæser og sætter gang i.
- Jeg laver sådan nogle former, som jeg slet ikke tænker over, men det ender med, at de får et japansk præg. Jeg er også begyndt at bevæge mig over i noget andet end porcelæn efter min tur i Afrika; efter jeg havde set alle de farver. Jeg vil rigtig gerne arbejde med noget helt rødt ler – sådan terracotta-agtig – efter at have set deres røde veje. Jeg tror, at det kommer ret ubevidst. Det er ikke rigtig noget, jeg tænker over. Det kommer bare, mens man arbejder.
For Kristine Spore Kreutzmann kommer formerne ud af arbejdet med leret – ikke noget hun på forhånd har bestemt sig til – men naturen er det, hun inspireres af. Det er ikke en motivisk inspiration, men elementerne – leret, stenen, sandet - og selve landskabet; de røde veje i Afrika, landskabet i Mexico, måden at respektere naturen på i Japan, og særligt finder hun inspiration i den grønlandske natur.
- Jeg kan tage ind i fjorden og hente noget ler, hvis det skulle være. Jeg har også brugt sand fra stranden til at blande i mit porcelæn. På den måde vil jeg gerne bruge den grønlandske natur på en anderledes måde. Jeg vil gerne lave glasur af granit og de mineraler, vi har her i Grønland. Men det er et større projekt. Grønland er det sted, jeg finder mest inspiration fra, men det er stadig rart at komme lidt væk.
Selv at tage ind i fjorden eller ud i naturen kræver opbrud og at rejse sig for at vende tilbage til keramikken.
Rejsen vender tilbage til
Rejsen kan i sig selv også være en venden tilbage til. Den grønlandske kunstner Pia Arke (1958-2007), bosat i Danmark, vendte tilbage til hendes hjemstavn med kunstprojektet Scorebysundhistorier. Men i denne tilbagevenden måtte hun rejse ud igen. Hun var på blandt andet jagt efter Ittoqqortoormiits (Scorebysunds) manglende eller fragmentariske historie, og til det måtte hun rejse alle andre steder hen end Scoresbysund. Hun skriver:
- Det forlegne består i, at store dele af historien befinder sig udenfor Scoresbysund. Den er flyttet væk og har spredt sig i billedarkiver, videnskabelige afhandlinger, dagbøger, loft og kælderrum i Danmark, Paris, New York, Oslo og Stockholm! **
I samme åndedrag – at vende tilbage - kan Marte Lill Sombys rejse til Grønland og til kunstnerresidenset i Nuuk anskues. Hun var tredje led i hendes familie, som drog til Grønland. Alle tre med forskellige formål og intentioner – og med forskellige rejser.
- Min tipoldefar gik med Nansen over indlandsisen i 1888 eller noget lignende. Under den ekspedition fandt de ud af at der var gunstige forhold for rendrift i Grønland, så min tipoldefar kom tilbage i 1905 og gjorde inspektioner på områder, men det blev ikke iværksat før 1950erne. I 60erne rejste min onkel hertil [Nuuk/Godthåbfjorden , red.] og var her i 2 år og arbejdede som hyrde på rensdyrstationen. Det var så langt borte, og det var så lang tid siden, at de rejste, at de måtte have en hel anden rejse hertil med båd. Den udvikling, der er sket fra da til nu, er jo enorm. Med generationer fra 1800tallet til 60erne til 2016 er der jo ganske store spring, og ingen af os har haft samme oplevelse af dét, at komme til Grønland; det kan jeg ikke tænke mig.
(opsummering) At rejse er
Bevægelse – lang eller kort – men at flytte sig. At bryde op. En ændring. En forvirring. En ubalance i tiden. Impuls. At ånde – inspirere. En venden tilbage. En tilbagevenden til. Det er væk, og det er her. At rejse (sig).
* Tomas Espedal : Gå. (Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv), Gyldendal, Trondheim, 2016 (2006); side 150-151+153
** Kuratorisk Aktion : Tulakosaurus – an Incomplete Survey of Pia Arke’s Artistic Work and Research, Kuratorisk Aktion, København, 2012; side 228
Foto: Marte Lill Somby
Mere om kunstnerne:
Kristine Spore Kreutzmann: http://www.kristinesporekreutzmann.com/
Marte Lill Somby: https://www.facebook.com/lillesomby/