Posts Tagged: kultur

Kunsten at bygge et instrument

Palleq Petersen er instrumentmager. Han bor i Nuuk, og han både reparerer og bygger fra bunden. At bygge instrumenter handler selvfølgelig om håndværket, at vide noget om træ og træsorter, men også om et hjerte for musikken og et yderst nørdet øre, som kan opfange selv helt små forskelle i lyden.

Af Stine Lundberg Hansen

“Har du fået hørt den seneste med Dylan”, spørger Palleq mig, idet jeg er ved at gå. Vi har siddet omkring hans spisebord mærket af ridser fra adskillige reparationer af instrumenter. Vi har snakket instrumenter, om nysgerrigheden og passionen for musikken, lyden og for håndværket.

Palleq var ansat i et par måneder til at lave reparationer og forskelligt snedkerarbejder på Nuuk Kunstmuseum. Når han arbejdede lød Tom Waits skrattende stemme gennem museet - en stemme der synes at komme fra det tilrøgede hjørne af en bar. Vi faldt i snak over musikken - over Bob Dylan, Joan Baez, Rolling Stones, Nick Cave og delte anbefalinger af dokumentarer, film og podcasts.

En dag på vej til Stark, fortalte Palleq, at han byggede instrumenter, og jeg kunne ikke stoppe med at stille spørgsmål. At kunne bygge et instrument fascinerede mig. Det førte til to interviews - et hjemme i hans og kærestens stue i bydelen Nuussuaq og et mere i værkstedet i Atlantic Music, hvor han reparerer instrumenter om lørdagen. Indtil videre er han snedker ved siden af instrumentbyggeriet, men han har et lokale på hånden, som skal blive til værksted og give mere tid til instrumenterne - og færre ridser i spisebordet.

Interviews’ne blev til to artikler. Én om Palleqs vej til at blive instrumentbygger og passionen for faget. Der findes ingen slagen vej; hverken uddannelse eller læreplads. Passion, nysgerrighed samt håndværk binder professionen sammen. Den artikel udkommer i Arnanut Efterår 2020 til september. Den anden artikel er denne, og den handler om kunsten at bygge et instrument.

INSTRUMENTET

- Det sjoveste instrument jeg har bygget var nok en Grønlandsformet guitar. Jeg blev kontaktet for flere år siden (af en bekendt, red.), at han ønskede sig en guitar. Han sendte så et billede af Grønland, og jeg tænkte, arrrh nej, jeg tror, at jeg springer fra.

På det tidspunkt boede Palleq i København i Atlantic Musics gamle studie i Hvidovre, hvor han også havde et lille værksted.

- Så kom han til København, og vi sad og fik en øl, fik snakket sammen og lavet en plan. Han kom med en pris, jeg ikke kunne sige nej til.

Bag Palleq stod to guitarer, han havde bygget til sig selv. Kunden spurgte, hvad han skulle have for dem - og så købte han også dem. Palleq spiller selv - ligesom hans morfar, som også var instrumentbygger. Som dreng, husker Palleq, at sidde på skødet af bedstefaren og se ham reparere instrumenter i hans lille værksted. At være instrumentbygger handler selvfølgelig om håndværket, at vide noget om træ og træsorter - og om hvilken lyd der kommer ud af, hvilket træ, når man fx skal bygge en guitar.

- Hvis lyden skal være lidt mørk i det, så er det at bruge mahogni, hvis det skal være lidt lysere toner, så bruger jeg ahorn eller ask.

Første del af processen er at udvælge træet ud fra, hvilken lyd, man ønsker. Træet skal være dødt, men selvom det er dødt arbejder det stadig. I Grønland er klimaet tørt, og træ og instrumenter kan tørsprække. Palleq fortæller, at selv i Atlantic Music, der har klimaanlæg 24/7, sprækker instrumenter nu og dag. Som den dag en guitar af mærket Gibson gav den umiskendelig lyd af træ, der sprækker, og et pling fra strengene. Træ, der skal bygges instrumenter af, skal i Grønland helst lægge 1-2 år, før man bygger af det. Mahognitræ er det foretrukne. Resonansen i træet er næsten uendelig, siger Palleq. Resonansen eller genklangen afhænger af træets årer, hvor tæt de ligger

- Jeg tænker altid på resonansen, når jeg bygger en guitar. Og mahogni er sådan lidt åbent i det. Hvis det skal være hårdere, er det valnød, hvor lyden er meget hård og skarp i det, imens mahogni er lidt mere blød i det. Alle kender Gibsons “Les Paul” og den mahognilyd der. Når man vælger træ ud, kan man banke på det. Det skal være dødt træ og sige bump; det skal ikke give genklang. Hvis det giver genklang, så bliver det en meget lys tone, og det vil man helst undgå.

Lyden er et valg af træsort, hvor tykt og stort træet er, samt træets årer. Nu lysere lyd, nu sværere bliver den at styre. Den bliver skinger, sådan en lidt billig lyd, siger Palleq. Derfor er der også træsorter, Palleq ikke vil arbejde med.

- Fyrretræ, siger han og griner. Ej, jeg har hørt at fyrretræ skulle være godt, sådan lydmæssigt, fordi træet er fuldstændigt dødt. Torben i København havde sådan en lille bas fra 60erne af, sådan en short scale, som var bygget af fyrretræ og den lød pissegodt.

Torben Sloth er instrumentmager og har en lille butik ved navn Strengelegen. Palleq har brugt meget tid i hans lille kælderbutik i København til at nørde instrumenter og lærer af den ældre instrumentmager, for faget består af udveksling og netværk.

- Fyrtræ er blødere end mahogni og de andre, og den er nemmere at arbejde med. Enderne kan godt flække, hvis man skal fræse kroppen ud, fordi det er så blødt. Når jeg tænker fyrretræ, tænker jeg, at det er til et hus, ikke til et instrument. Det er også fuld af knaster, og det vil man helst undgå på et instrument.

- Når man har valgt træsorten, så er det næste teknikken, der skal sidde på. Om det skal være aktive eller passive. Om det skal være vintage eller noget helt andet. Derfra så mikser man det, ligesom en gryderet, hvor man putter mere salt i, chili eller noget andet, siger Palleq og fortsætter:

- Halsen spiller en meget vigtig rolle. Hvor mange bånd man vil have. Og træsorten på gribebrættet, om man vil have rosentræ, ahorn eller noget andet. Personligt kan jeg bedst lide at arbejde med rosentræ på gribebrættet. Lyden er lidt mere mørk, fast i det. Og ahorn er mere lyst i tonen.

- Og så er der lakken - jeg er ikke super vild med at arbejde med lak. Jeg kan bedst lide at vokse det, så jeg bruger bivoks, smelter det og bruger det som lak, kan man sige. Så lukker det træet til.

LYDEN

Palleq er fanatisk med gamle instrumenter og ikke så vild med nye. Instrumenter, der har været igennem mange hænder, som hvis de kunne tale, kunne fortælle historier, om hvad de har spillet, af hvem og hvorhenne - men først og fremmest er det lyden, der tiltrækker ham.

- Jeg kan godt lide analog, jeg har ikke noget imod det digitale, men jeg kan godt lide den lyd, ligesom en gammeldags blues, hvor lyden er lidt mudret og beskidt, og det lyder som en billig hund, der gør ad én, siger Palleq og griner.

Det var lyden af blues og Muddy Waters, han hørte som børn, som satte svingninger i passionen for musik og instrumenter. Hans far spillede det på et anlæg, Palleq stadig har og bruger. Som teenager begyndte han at samle på instrumenter, instrumenter han fandt eller klunsede sig til, og at reparere dem.

Palleq har repareret alt fra mundharmonika til klaver til trommer og ukulele, guitar, violin, bas og banjo, men han har bygget flest guitarer. Der er også rift om dem i Grønland - man kan ikke svinge en død kat i halen uden at ramme en guitarist, som Palleq siger.

Vi sidder i Atlantic Music. Foran sig har Palleq en akustisk “Eagle” guitar - én af de billige. De skal lige ringe til ejeren og høre, om hun vil have guitaren repareret til 600 kr, når hun kan få en ny til 1200kr. Den er ellers lavet af ok træ, siger Palleq. Træet er grantræ på guitarens ryg og mave, og mahogni på siderne. Gribebrættet er rosentræ og har løftet sig. Limen er tørret ud under “broen”, hvor strengene fæstes - og nu længere Palleq kigger på guitaren, nu mere finder han. Maven bulner og der er små huller, den gaber, mellem ryg og sider. Alt sammen tørt klima og en billig guitar. Det er ikke dårlige instrumenter, Palleq brænder for, de fylder for meget på jorden, som han siger. Det er håndværket - og det værste er reparationer af instrumenter, der direkte er blevet behandlet dårligt. Det gør ondt, siger han.

For Palleq er drømmeinstrumentet at bygge en lirekasse eller en drejelire, fordi de er dette sammensurium af mange instrumenter. Af mekanik og akustik

En drejelire er et miks af en violin, en guitar og en lirekasse i én. Sådan én gad jeg godt bygge. Fordi lyden er et miks af guitar, orgel, lidt klaver og lidt violin - og man tager ikke et greb som en guitar, men trykker som en harmonika og så trækker man.

Hvis Palleq får værkstedet, vil han bygge en tromme. Han har bygget én før med succes. Instrumenterne opstår af idéer. Sådan skal det helst være, når det man arbejder med er ens passion.

- Nogle gange kan jeg godt vågne kl 2 om natten og tænke, ok det er en fed idé, det vil jeg gerne prøve at lave. De fleste instrumenter, jeg bygger, er ud fra en idé, hvis jeg ser et eller andet instrument og synes, at det er fedt eller kunne være fedt at prøve at bygge, så gør jeg det bare. Det er den der passion. Specifikke bestillinger er jeg næsten stoppet med, ligesom den grønlandske guitar. Den tog alt for lang tid, men det kan godt lade sig gøre, hvis tiden og økonomien er der.

Bluest Blue – farven blå

Det er let at blive melankolsk i disse dage; at dumpe ned i en blues og lade sig omsvøbe af en blå farve.

Blue songs are like tattoos, begynder Joni Mitchells sang “Blue” fra albummet af samme navn. Disse blå, melankolske, sange indprinter sig under huden, kunne man fortsætte. På samme måde som skikkelsen i Pia Arkes værk "Kunsthistorikeren" indprintes blåt i blåt,  næsten tatoveret ind i landskabet.

I 1996 tog Pia Arke fotografier ved Lønstrup Klit i Nordjylland med sit hulkamera. Det blev til en fotoserie på 9 billeder, hvoraf det blå værk med titlen “Kunsthistorikeren” er et foto fra serien.

Ufokuseret, gennemsigtig og opløst står skikkelsen i landskabet. Skikkelsen træder dog så tydeligt frem, at vi kan se, at hun er pakket ind i en regnfrakke med hætte. Skikkelsen eller mennesket er højst sandsynligt Pia Arke selv, da hun oftest brugte sig selv i sine fotografiske værker. Hun flyder ud i landskabet, landskabet flyder ud i hende. Skåret igennem af en horisontlinje mellem havets og himlens blå, står hun på kanten af land (på græs) med ryggen mod havet.

Fotoet spænder fra de mørkere blålig violette nuancer i havet til de lysere og grønlige i græsset og i skikkelsens regntøj, men alt i alt er fotoet blåt; selv rammen er malet lyseblå. Farven blå defineres som alle farvenuancer mellem violet og grøn; med bølgelængder mellem 450 og 490.

Pia Arke begyndte at eksperimentere med hulkamera i 1988. Et hulkamera har ingen linse, men et lille hul, som er tildækket undtagen, når fotografiet tages. Lyset falder igennem hullet på en film på modsatte side. Pia Arke byggede et hulkamera så stort, at hun kunne sidde i det. Filmen var så stor, at den måtte fremkaldes i et badekar. Det tog minimum 15 minutter at tage et billede med hulkameraet. Denne langsommelighed gjorde, at Pia Arke kunne bevæge sig ind og ud af fotografiet og lade noget træde tydeligt eller utydeligt frem, som for eksempel skikkelsen i “Kunsthistorikeren”. Det var bare et spørgsmål om, at hun kun stod foran linsen i noget af eksponeringstiden.

Pia Arke havde sit mandsstore hulkamera med til Nuugaarsuk ved Narsaq (1990), ved Kronborg Slot i Nordsjælland (1996) og ved Lønstrup Klit i Nordjylland (1996). Alle steder med relation til Pia Arkes egen historie og til forholdet mellem Danmark og Grønland. Ude bag horisontlinjen i fotografiet ligger Grønland godt 3000 km væk.

At skue ud i det blå indeholder en længsel mod noget i det fjerne. Farven blå har mange konnotationer. Blå er en kold farve forbundet med is og kulde. Blå er havet og himlens farve. Uendelig. Guddommelig som Jomfru Marias himmelske kappe.

I “Blå blå øjne” (The Bluest Eyes) af Toni Morrison, der foregår i et raceopdelt Amerika, står det blå for længslen skabt af en internaliseret og accepteret racisme, hvor skønhed defineres som at have blå øjne, selv af dem med brune øjne.

Den blå time er tidsspunktet på dagen, lige før solen står op eller lige før den går ned, hvor det indirekte sollys fra lige under horisonten kaster blå skygger - giver et blåligt skær til verden. I vintermånederne forstærkes dette blå af sneen i Grønland. Den blå time er en mellemting mellem dag og nat, mellem lys og mørke. En tid til ro eller til eftertanke.

Arkes værker bevæger sig mellem Grønland og Danmark, mellem hendes egen historie og den større historie. Havet både skiller og binder Grønland og Danmark sammen. Arkes værker præsenterer ikke endegyldige udsigelsespunkter, men forskellige positioner at se fra.

Blåt i blåt. Værket “Kunsthistorikeren” fortæller intet om Danmark, landet hun står på kanten af, eller Grønland, landet bag horisonten. Begge er de udenfor fotografiets framing. Men de bindes på mærkelig vis sammen gennem den blå farve og gennem skikkelsen i billedet. Havet forbinder mere end det skiller ad - med sine længsler, sine sejlruter, sin uendelighed og sine blå farver.

Blå er også melankoliens farve - den følelse som så sjældent får plads i vores individualiserede og lykkebaserede samfund. I wish I had a river, I could skate away on, synger Joni Mitchell på albummet “Blue”. I melankolske øjeblikke er “River” den sang, jeg helst vil synke ned i; på samme måde som mennesket opløses i landskabet henover horisontlinjen i Pia Arkes blå værk.

Hvem føler ikke dette egentligt ydmyge ønske, bare én gang imellem. At skøjte væk fra andre, én selv, en situation eller bare noget; at blive tatoveret ind i landskabet og bugte sig med den blå blå flod derudad.

Man kunne for eksempel skøjte væk fra panikken, hysteriet, angsten, frygten, overvågningen, udskamningen, småligheden, pegen fingre ad, afspærringen, indespærringen og afstanden som præger vores samfund lige nu, og istedet tænke på det landskab og det samfund, som vi skal være en del af efter denne blå blå time.

AT VÆRE (U)SYNLIG

Hvad finder du, når du rejser mod nord?, spørger pianisten Glenn Gould i “The Idea of North” - en gammel radiomontage. Du finder dig selv, svarer han. Måske gælder dette også enhver anden retning, hvor du flytter dig fra noget kendt over i noget ukendt, fra det vante til det uvante.

- Det er så skørt. Jeg har aldrig set mig selv som dansker før jeg satte min fod i Nuuk og flyttede ind, siger kunstneren Gudrun Hasle og griner, indtil da har jeg jo kun været kulturborger.

Hun sidder med sit sytøj, et værk, foran sig. Et patchworkbroderi med sætningen “jeg sidder på mine hænder” og en tegning af en hånd, som står op af sædet på en stol.

Vi er i Gudrun Hasles stue på Tuapannguit i Nuuk med udsigt til Godthåbfjorden og Nordlandet. Jeg har inviteret mig selv på besøg - til et interview om at være dansk kunstner i Grønland og om processer og kunst i det offentlige rum. Gudrun hiver skitsebøger ned fra hylden fra de sidste 10 år. Her kan man, siger hun, finde alle hendes værker i forskellige udgaver som skitser.

- Jeg har jo øvet mig igennem mange år i at lytte til mine følelser, til mine sanser og til mine tanker. Hvis jeg begynder at tænke på et eller andet, så handler det om at følge efter. Det lyder skørt at sige, at man øver sig i at lytte, men jeg tror, at de fleste mennesker skubber mange følelser væk. Jeg tager dem frem og tænker “nååh det kunne være interessant”.

Gudrun griner og sammenligner sig i den kunstneriske proces med en drone, som får øje på en interessant følelse og hapser den. To mennesker er hun; én der føler og lever, og én der med et skarpt overblik peger følelserne ud og koncentrerer dem.

- Jeg lytter til, hvad jeg selv føler for, i princippet, at kunne sætte ord på, hvordan det er at leve. Jeg prøver at analysere det overordnet; hvad kunne være være interessant, hvis andre så det, havde den følelse eller kunne genkende den. Og så skriver jeg den ned. Udover det så bruger jeg ret meget tid på at se på kunst - at få indtryk fra andre.

Gudrun Hasle flyttede til Nuuk for 1 1/2 år siden med sin familie. Hun er en etableret og efterspurgt kunstner i Danmark. Hendes værker tager udgangspunkt i hendes egne bearbejdede erfaringer, følelser og sanser, i sproget og ofte med kroppen, som det konkrete, hvor alle disse flydende og ikke-manifeste følelser og sansninger kan placeres eller kortlægges. Hun arbejder med det bløde og hårde på én gang. Med manifeste, til tider hårdtslående, sætninger og udsagn sirligt og langsommeligt broderet eller syet på stof i dæmpede farver.

MOTIVET

Danske kunstnere har berejst, opholdt sig i og boet i Grønland siden midten af 1800-tallet. Nogle ved tilfældigheder, andre på ekspedition og andre igen med et formål. Grønland har været og er et yndet motiv for kunstprojekter. Gudrun Hasle er hverken på ekspedition eller er her med et specifikt motiv eller formål for øje; hun bor her med sin familie og er kunstner. Jeg spørger hende, om Grønland påvirker hendes kunst - et spørgsmål hun også tit får i Danmark.

- Jeg kommer jo ikke til at tage billeder eller male fjeldene og sneen og sådan noget. Men jeg tror, at der er nogle følelser, som jeg ikke ville havet registreret, hvis jeg ikke havde været her. Det er svært at sige, fordi værker er sådan nogle langsomt voksende ting, der ligesom bevæger sig igennem forskellige led. Måske kommer der understrømme.

Danmark og Grønland er et kompliceret forhold - som dansk og grønlandsk er det i dagligdagen i Nuuk. Som dansker kommer man med en kolonihistorie, en historie som måske først bliver synlig, idet man bosætter sig i Nuuk - også selvom ens aner ikke går tilbage til Hans Egede, og også selvom, at man ikke var dansk politiker i 1950erne og 60erne og tog en masse beslutninger på Grønlands vegne. Måske bliver Grønland endda først synlig, når man flytter hertil.

- Der er mange forskellige følelser i det. Man opdager, hvor mange danskere der er her, og hvordan man bliver set. Man kan ikke undgå at komme ind i den der os-og-dem, og man skal hele tiden passe på os-og-dem, og man hører sig selv sige os-og-dem. Jeg kan slet ikke have, når jeg opdager, at jeg kommer til at sige det. Jeg har lyst til at udviske linjen og gøre mig usynlig, så jeg kan bevæge mig ind over linjen; så der ikke er et os-og-dem.

AT VÆRE

Over sommeren 2019 blev fem flag af fem forskellige kunstnere hejst foran Holms Hus; en idé af Gudrun Hasle, som hun kuraterede i tæt samarbejde med Nuuk Kunstmuseum og undertegnede. Holms Hus ligger på Aqqaluks Plads i Nuuk med udsigt til kolonihavnen og statuen af Hans Egede og med udsigt til Selvstyretårnet - og så er det et af byens første selvbyggerhuse. Umiddelbart er det at hejse et flag en stærk markør. Med et flag signalerer man noget. Gudruns flag var blåt med et brunt og et blåt øje syet på den ene side - og på den anden stod udsagnet “jeg vil garne være usynlig”. Det var opstået af mødet med Grønland, at flytte hertil og blive en del af samfundet; at bære sin nationalitet og dens kolonihistorie med sig og at ønske at udslette den.

  • Det var en meget konkret oplevelse; grønlændere hilser ved at se hinanden i øjnene. Det er jeg ikke vant til fra Nørrebro. På Nørrebro, når man hilser, eller hvis man viser respekt, så kigger man væk; nu skal jeg ikke komme og mase mig ind på din bevidsthed. I Grønland er det noget helt andet. Det er selvfølgelig et lille samfund, men det er også en anerkendelse, at alle folk kigger én i øjnene. Det var virkeligt grænseoverskridende for mig. Så det var et ønske om både at udslette min egen nationale identitet, men også at det var hårdt at blive set på hele tiden.

Gudruns manifeste udsagn bærer forskellige følelser, modsætninger og understrømme med sig. Flaget var også en stille refleksion over selvmordet; over alle historierne om selvmord i dette land og over egne erfaringer, både i familie, vennekreds og fra sig selv.

  • Jeg forsøgte selv selvmord, da jeg var yngre - og den følelse af, at man bare havde lyst til at viske sig selv ud, ville jeg også gerne have med. Der kommer en modsætning, når man skriver det så stort, at det ikke bliver usynligt. Nogle af de følelser, man har, når man gerne vil begå selvmord er jo, at man vil gerne være usynlig, og samtidig vil man gerne ses.

(U)SYNLIG

Flagene vejrede hver dag sommeren over mellem selvstyre, koloni og mission i haven ved Holms Hus. Måske fik den nogle forbipasserende i det offentlige rum til at kigge op, undre sig, måske til at gå ind i haven, læse om flaget og finde ud af, at det var et kunstværk. Måske satte det bearbejdede afrikanske ordsprog “Until the lion has his historian, the hunter will always be a hero” fra Jeannette Ehlers flag tanker i gang om, hvem der skriver historiebøgerne, hvilke stemmer bliver hørt og får lov at fortælle om for eksempel Grønland. Måske fulgte nogle med i kæbernes udvikling gennem Klara Hobzas tre flag. Eller kiggede en ekstra gang efter Miki Jakobsens canadisk grønlandske flag. I hvert fald faldt Johan Martin Christiansens flag nogle for brystet, og flaget forsvandt fra flagstangen på en stille søndag. Gudrun Hasle elsker kunst i det offentlige rum.

- Det offentlige rum er absolut det mest demokratiske rum, der findes, fordi alle bruger det; rige, fattige og hjemløse, folk med stort overskud og folk med meget meget lille overskud. Alle kommer forbi.

På Nationaldagen indtog Gudrun sammen med borgere og besøgende gaderne i Nuuk med en drømmeparade. Igen et spil imellem det konkrete og manifeste - paraden - og drømmene som det bløde og ikke-manifeste. I ugerne op til havde hun afholdt workshops i forskellige offentlige rum samt på byens skoler, hvor børn og voksne havde produceret stofbannere med deres drømme på. Paraden gik gennem byen fra Kulturhuset Katuaq til Kolonihavnen, hvor der på Nationaldagen festes og holdes taler.

At en kunstner, der med sin nationalitet bærer på en kolonihistorie, laver flagprojekt og afholder en parade i det offentlige rum i Nuuk virker umiddelbart, som kunne det være en manifestion og en provokation. Alligevel vil jeg argumentere for, at Emanuel A. Petersens romantiske landskabsmalerier og skildringer af Grønland er langt mere provokerende end Gudrun Hasles kunst i det offentlige rum. Jeg spørger, om Gudrun har tænkt over, at hun som dansk kunstner kommer til Grønland og sætter et flag.

  • Hvis jeg skal leve og agerer her i Grønland, så bliver jeg nødt til ikke kun at komme med mig og mit syn på verden, så jeg bliver nødt til at stille mig rådighed. Som med bannerne - stille min kunstneriske praksis til rådighed for andre, hvis det giver mening at sige det på den måde. Man bliver nødt til at finde en måde at være i det på. At man er lyttende og i dét producerer ting, men ikke være fortolkeren. Man kan måske være lytteren, som fortolker, hvad jeg selv føler, idet jeg lytter. Det er ret indviklet, men også ret interessant. Jeg planter et flag, hvor der står, at jeg gerne vil være usynlig, men sætter det ikke bom! ned. Den der maskuline måde at agere som kunstner giver slet ikke nogen mening i denne sammenhæng.

Kunsten bliver en dialog, med Gudrun Hasle som ramme- og iscenesætter, men med flere stemmer. Den bliver ikke en skildring eller en ensidig stemme, som Emanuel A. Petersen, Grønlandsmalere, ekspeditionsmalere og mange kunstnere helt op til i dag endte med at være. De kom altid udefra, for at skildre det indefra, men sjældent fik de stemmerne med. Oftest producerede de deres kunstværker i atelierer tilbage i Danmark - selv i dag er Grønland for nogle fotografer og kunstnere et yndet motiv.

  • Jeg ville slet ikke kunne arbejde på samme måde, som jeg gør i Danmark. På den måde er det også en gave, at jeg er nødt til at omkalfatre hele min bevidsthed om mig selv og det land, jeg kommer fra. Jeg bliver nødt til at acceptere, at jeg kommer fra Danmark for eksempel, siger Gudrun og griner, og det er jo osse en fed ting at tvinges til.

Det omvendte piratflag

Flag er en markør, en identitet, en nationalitet, et design eller noget man signalerer med over afstande. Der er sat flag på månen, på Nordpolen og i folks haver vejrer flag på flagstange. Der er fødseldagsflag, fodboldflag og bedeflag og mange mange flere.

At hejse et flag kræver snor og knuder. Flag kan falde ned, som da Miki Jacobsens flag med flagsnoren lagde sig ned på jorden. Flag kan “blæse” væk, som da Jóhan Martin Christiansens flag en stille søndag var som blæst, forsvundet fra flagsnoren uden at vende tilbage. Flag kan blive vindblæste, rives itu eller falme i solen – men den arktiske sommersol var ikke skarp nok til at gøre Gudrun Hasles flag usynligt.

Kunstprojektet FLAG//ERFALASOQ ville hverken erobre Holms Hus, ej heller markere nationalitet eller identitet. Det vil skabe tanker eller refleksion over flag - hvad det er og kan være - eller omvendt stille det åbne spørgsmål, hvad sker der, når vi hejser fem kunstværker op i en flagstang hver dag. Gudrun Hasle var idémager og kurator; Nuuk Kunstmuseum var samarbejdspartner og medkurator. Over sommeren 2019 blev foreløbigt fem kunstnere inviteret til at skabe et kunstværk som flag eller et flag som kunstværk.

Klara Hobza var fjerde kunstner i rækken. Hendes flag blev hejst i flagstangen ved Holms Hus gennem september måned. Klara Hobza (f. 1975) er fra Tjekkiet, men er i dag bosat i Berlin.

Hendes flag var ikke et, men tre flag. Over tre uger kunne man gennem Hobzas flag følge kæbernes og tændernes udvikling fra 6 måneder over 6 års alderen til 12 år. Som et naturstudie havde hun detaljeret tegnet den blottede kæbe fra den udvikles til den er udviklet, og forfaldet kan begynde. Det er mennesket som art, Hobza portrætterer, ikke som individ eller unikum, men mennesket som del af dyre- eller sågar planteriget. Dét som opstår og forgår, som er en del af en livscyklus.

Naturstudiet eller at tegne efter naturen - både for at opdage og for at optegne - tegnes oftest in situ med det tegnede foran sig, dødt eller levende, og i små størrelser, som kan rummes i notes- eller tegneblokken. Hobza havde i sine flag blæst studiet af menneskets kæber og tandudvikling op i stor størrelse. Forlægget, tegningen som er trykt på silkestof, er dog tegnet i en transportabel A4blok. Hobza har tegnet menneskets kæber, som hun ville tegne naturstudier i naturen af både det levende og det døde, dyre- samt plantearter.

Kæbestudierne var trykt på hvidt silkestof. Et umiddelbart fint og sårbart materiale - ikke et man forbinder med sol, vejr og vind og hvad et flag ellers udsættes for i en arktisk egn. Men sårbarheden er en pointe for Hobza - at vejr og vind netop sætter sit aftryk på flaget og tegningen. Denne sårbarhed eller udsathed opfatter Hobza som en styrke; for hende viser indre styrke sig oftest gennem netop sårbarheden. Silkematerialet gjorde flaget blødt i vinden, af og til næsten til at overse. Flaget smældede ikke, men med dets sort optegnede kæber, var det alligevel ikke til at overse.

Naturstudiet, ligesom landskabsmaleriet, kan som et flag ses som erobring af land eller sted. Videnskab og kortlægning af områder er brugt til at gøre krav på, kolonisere eller erobre land og områder. At tilegne sig en natur, at lære den at kende, betræde og navngive er markering og erobring, men også nysgerrighed, forståelse og et levevilkår. At forstå hvor vi kommer fra, hvad vi er en del af, og hvor vi skal hen.

Flagene er Hobzas version af et omvendt piratflag. Hun tror på den vildtvoksende eksistens af liv, som ikke holdes tilbage af regulativer. Piratflaget signalerer en opposition til det regulerede og ordnede. Det er tilsidesættelsen af lov og orden, af regler og det samfundsmæssigt normative. Det signalerer det modsatte af, hvad et nationalt flag eller et designet identitetsskabende flag symboliserer, hvor oftest en ordnet magt eller et sammenhængende og samlende narrativ ligger bag.

Hobzas definition af piratflagets anarkisme får i hendes silkeflag et udtryk af noget råt og uskyldigt. Det detaljerede studie af kæbens stadier er udviklingen af livet fremfor piratflagets sort-hvide signal om afviklingen af liv. Det hvide silke repræsenterer for Hobza livets renhed - livet i sig selv - modsat piratflagets sorte destruktion.

Det detaljerede studie af menneskets kæbe i udvikling fremhæver noget fællesmenneskeligt; dét vi som art, alle er en del af, uanset individuelle træk, profil, ego og særlige egenskaber. Hvor piratflagets anarkisme er splittende, spredende og destruktiv, er Hobzas omvendte piratflag med menneskekæbens udvikling samlende. Vi er som mennesker en del af en menneskeart, som opstår, består og forgår.

Perifere stilheder

Det er tidlig morgen. Nuuk er vågnet, og der er gang i kloakkerne. Ud mod havet flankerer de byen og sender alt fra afløb og toiletter ud i fjorden og overlader det til tidevandet.

Af Stine Lundberg Hansen

I en lille uge kørte jeg rundt med Jacob Kirkegaard. Jacob er lydkunstner og inviteret af Nuuk Kunstmuseum til et projekt om alternative udstillingspraksisser. Jacobs primære medie er lyd - i disse værker kombineret med video og fotografi. Han har i en længere periode udforsket affald og menneskets efterladenskaber med sine sensorer, hydrofoner og kamera. Det er blevet til lyd- og videoværket TESTIMONIUM med optagelser fra lossepladser, forbrændinger og rensningsanlæg i Danmark, Kenya og Letland, som værkerne i Nuuk er en forlængelse af. Der er ikke noget 1:1 i hans værker; han arbejder ikke med umiddelbart genkendelige lyde, men med noget larmende, poetisk, energisk og pulserende. Med at forskyde eller ændre blikket på det, vi ser.

Det er det, som er imellem lyd og billede, som er interessant, siger Jacob på vej til et kloakudløb. Et mellemrum, kunne man kalde det - eller en rummelighed, som en publikum sagde til visningen af hans værk på kunstmuseet. En rummelighed som indeholder lag, flere rum, hvor muligheden for, at en brun plet, der spreder sig i en blå fjord, ikke bare er ulækkert, men også kan være dragende, tankevækkende eller åbne helt andre rum.

Jacob sætter sine sensorer på det store rør, som fører fra Natrenovationsanstalten, i daglig tale “chokoladefabrikken”, ned i fjorden, hvor kloakbiler tømmer deres indhold, og hvor de endnu få huse uden kloakering i Nuuk får tømt deres tank eller toiletposer. Røret har en dyb bastone, en vibrato. Der er toner i rør, bygninger og konstruktioner - nogle gange til et helt korværk. Jacob har skrevet sine lydoptagelser fra et lighus om til korværket “Morgue” i samarbejde med kæresten, den klassisk uddannede sanger og komponist Katinka Fogh Vindelev; et korværk som efterfølgende blev opført.

I dag sætter han sensorerne yderst på konstruktionen for at få mest mulig vibrering og resonans. Vi står under chokoladefabrikken, nede ved vandet. Bunden skinner sølv; for nogle dage siden blev der dumpet en masse døde fisk, som nu ligger på bunden med bugen opad. Store uvak svæver som hajer henover imellem godt næret tang og bevoksning. Vi hører bildøren smække. Nu sker det - lorten dumpes i vandet. Et maskineri sættes i gang, og der lyder en glidende raslen og en brun farve diffunderer ud i vandet, gør vandet uigennemsigtigt og bunden forsvinder for et øjeblik. Tidevandets strømme tager hurtigt fat og trækker den brune plet ud over et større og større område til det forsvinder for vores øjne. Vandet får atter et blå-grønt skær.

En kurator af lyde

Sommerens grøn har mange nuancer i Nuuk - fra skrigende gulgrøn til opslugende mørkegrøn. Midt i kløften ligger ladet fra en lille lastvogn. Det landede her under en efterårsstorm. Før stormen var bilen med lad til salg på Nuuks lokale Facebookside “køb-salg-bytte” - efter stormen var bilen til salg uden. Det ligger her som en monolit, noget udefrakommende, et fremmedlegeme og som en skulpturel form over ligegyldighed eller forglemmelse. Over dét, der er ude af syne og sind. Jacob sætter sit kamera på stativ - lader det filme en lang sekvens. Som et langt levende stillbillede. Bagefter sætter han sine sensorer på ladet; noget metal suger de sig ind på og bliver siddende som magneter, andet må han holde dem på. Under lydoptagelserne skal der være stilhed, sensorerne opfanger alt, og stemmer og ord er Jacob ikke interesseret i. Som i John Cages ikoniske værk “4’33”, så kommer lydene frem, når stilheden bryder ud. Stilhed er alt andet end fravær af lyd. Jacob optager fem minutter, så ti minutter. Skulpturen som umiddelbart synes statisk får bevægelse, i små ryk synes den at veje græsset i vinden og at være en del af omgivelserne. Og inden i den er der masser af lyd.

Jeg prøver at forholde mig åbent til det materiale, jeg møder, siger Jacob, og kalder sig selv en kurator af lyde. Han leder ikke efter på forhånd givne lyde eller har idéer til, hvad han vil have eller skal bruge. Med sine to sensorer og høretelefoner minder han om en læge med sit stetoskop, der lytter efter patientens åndedræt. Det er energien, han lytter efter. Han får lys i øjnene, når han finder en lyd. Under optagelserne står han med lukkede øjne og bevæger rytmisk hovedet.

Som 6-årig optog han sine egne bånd og begyndte at arbejde med lyd - først på spolebåndoptager, så på kassettebånd. I dag bruger han hydrofoner og sensorer, som kan opfange de lyde, vi normalt ikke opfanger eller lytter til. Lyde omkring os - lige bag facaden eller under overfladen. Lyde af rum og med en sanselig nerve. Jacob har optaget lyd fra rum i Tjernobyl, i lighuse, af obduktioner, af døde kroppe i forrådnelse, af muren mellem Israel og Palæstina; han har sænket sine hydrofoner ned i et bassin af afføring på et rensningsanlæg, optaget isens kælven under vand, forbrændingen på et krematorium og lyde fra det indre øre. Steder vi måske ikke forbinder med lyd; perifære steder, som vi ikke beskæftiger os med i dagligdagen, men som ikke desto mindre har en tilstedeværelse. Steder med en konstans af ubesvarede spørgsmål. Hvad er en mur, og hvordan lyder den? Hvordan lyder døden fra den side, hvor vi står? Eller hvad gør vi med alle menneskets efterladenskaber? Og hvad mærker vi, hvordan former tilværelsen sig, igennem dét at lytte?

Dødstille er et fravær af bevidsthed

I forbrændingsanstalten i Nuuk sætter Jacob sine to sensorer på forskellige rør. I rummet er to store beholdere - i den ene fortærer ilden affaldet, i den anden er vand. To elementer side om side med hver deres energi og rytme og med et arsenal af toner. Skabt af metal, maskiner og indhold. Et rør lyder som et meditativt og flerstemmigt AUM. Jeg lytter med på en optagelse af et rør fra forbrændingsovnen, imens Jacob filmer. Der er billeder i lydene - en dyb bas og en høj klar tone, som lyde fra et elverfolk bag fjeldene. Rum åbner sig i lydene. Udenfor er beholderne til spildolie dødstille, hvis en sådan lyd findes. Den har ingen resonans, siger Jacob.

Lyd er en bølgebevægelse i stof - gennem gas, væske eller fast stof. Bølgen indeholder energi. Lyde har hastighed, frekvens og styrke. Lyd påvirker os. Lydene i Jacobs værker er rum og energi. Han beskæftiger sig med en genkendelig omverden, som skrald, forbrænding og kloak, men i hans værker, er det ikke nødvendigvis dét, vi møder, men hvad kunne kaldes en fremmedgjort genkendelse. Den genkendelse som kan virke tilbage på vores hverdag og fremmedgøre det genkendelig, og som måske for et øjeblik får os til at stoppe op. Vores affald forsvinder ikke - heller ikke når det brændes af. Når vores efterladenskaber er skyllet ud i toilettet, er de ikke væk. Heller ikke når de lukkes ud i fjorden. Fordi her er stille, betyder det ikke, at her ikke er lyd. Og at vi derefter lytter. 

Jeg bad Jacob, om at definere ordet dødstille. Noget vi måske forbinder med det modsatte af eller fravær af lyd. For Jacob er dødsstille ikke fraværet af lyd, men af bevidsthed. Og når vi ikke er bevidste, kan vi ikke lytte og heller ikke opfange stilheden – eller stilhedens lyde.

- John Cage gik ind i det her lyddøde rum. Der kunne han jo høre lyden af sin egen krop, sit blod, sit hoved; jeg ville kunne høre min tinitus. Det vil sige, stilhed eksisterer ikke, så længe vi er levende, så længe vi er bevidste.

Vi har slået os ned på gulvet på kunstmuseet lige inden Jacob skal præsentere sine værker. 

- Hvis jeg nu sover uden at drømme, er jeg i en anden bevidsthed, og så lytter jeg ikke aktivt. Så er der på en måde stille, men den stilhed kan jeg ikke høre, fordi jeg ikke er bevidst. Det vil sige, så snart jeg er bevidst, så hører jeg, og så er der lyd. Når jeg er i den drømmeløse søvn, bevidstløs eller død, så er der dødstille. Vi antager, at døden er stille, men det ved jeg i hvert fald med de optagelser, jeg har lavet, at den ikke er. Der er jo maddiker og alt muligt, som larmer helt vildt. Naturen tager jo over med det samme, hvis ikke den gør det, er det, fordi kroppen er i et lighus, og i et lighus, der larmer det. Der er jo altid lyd, men hvis du slår bevidstheden fra, så er der ikke noget til at opfatte alt det liv, der hele tiden er, og så er der dødstille.

En tidlig morgen følger vi efter kloakbilen. Vi er færdige med lydoptagelserne, men et sidste billede af tusindvis af liter lort, der dumpes i fjorden, må vi have med. Chaufføren venter til Jacob er på plads med kameraet. Mågerne er på plads. Så trykker chaufføren en gul knap i bund og maskineriet kører - suger, trækker og dumper ned gennem det store rør med sin dybe basvibrato. En stor brun farveladeklat breder sig på fjordens lærred, spredes og bliver til skum på bovbølgerne fra en passerende motorbåd. Det er extravagant og vulgært. Usynlige dampe spreder sig, og begge har vi lidt småkvalme på vejen tilbage på kunstmuseet. Det er stadig morgen, vi er sultne og har ikke fået morgenmad.

Se mere om Jacob Kirkegaard

Jacob Kirkegaard på Nuuk Kunstmuseum

Da gulvtæppet blev fjernet…

… kom de fineste egetræsplanker til syne. Vandskadet, slidte og ubehandlede. Da kunstner Bolatta Silis-Høegh kom til Holms Hus, havde hun en idé, om at væggene var blå. Lyseblå. Vinduerne var skoddet til, og med mobilens lommelygte ledte vi efter de blå vægge eller spor efter den. Kun en enkelt væg i det lille indgangsparti var lyseblå. Væggene skulle være blå, gulv og loft med. Det var Bolattas idé og udgangspunkt for installationen. Gulvtæppet skulle af, skodderne ned, skruer skrues ud og gøres rent.

Af Stine Lundberg Hansen

Holms Hus er et rødt hus med hvidsprossede vinduer midt på Aqqaluks Plads i Nuuk; byens første selvbyggerhus og fredet. Midt i en blomstrende have ligger det med udsigt over fjorden og kolonihavnen. Huset ligger ubrugt hen. I haven vejrer et kunstflag i flagstangen – et helt andet projekt. Dette projekt handler, om at skabe en udstillingspraksis i byrummet. At bruge rummet, byen, hvor folk er. Udenfor det museale og tiltænkte udstillingsrum. Kunsten må gerne opstå midt i en hverdag, stoppe op og vende folks sanser og tænkning – hvis bare for et øjeblik – på hovedet. Holms Hus er centrum midt i et stisystem. Engang ejet af Holm; i dag forfaldent og ejet af Kommuneqarfik Sermersooq.

På vej fra lufthavnen gennem byen blev Bolatta Silis-Høegh mødt af ukaliusaq eller kærulden, som langs vejene stod og lyste op. Midt i de blå vægge, i det blå rum, skulle være en sky af ukaliusaq – kærulden.

På latin eriophorum scheuchzeri – den arktiske kæruld, som er én kæruldsart ud af 25. Opkaldt efter en schweitzisk videnskabsmand Johann Jakob Scheuchzer (1672-1733). I disse smeltende glaciale tider er det værd at bemærke, at Scheuchzer ved at undersøge, observere og beskrive gletschere og deres bevægelser for 300 år siden gjorde gletscherne til et videnskabeligt studium. Den arktiske kæruldpå latin er nok ikke opkaldt af ham, men efter ham. Udover at lyse op i sommerfjeldet har kærulden været forsøgt brugt til at spinde garn (for porøs), som inderfor i støvler, som vatpinde, som væge (iblandet mos i tranlamper), som pude- eller dynevår.

Nu er ukaliusaq en sky i et blåt rum i Holms Hus. En installation i et værelse i et tomt og forfaldent hus. Installationen nærmes med ro; den kan gåes ind i og rundt om. Den mindste vind trækker kærulden med sig. Alligevel synes skyen stabil i forhold til de vippende, blæsende grene udenfor vinduet. Lægger man sig under skyen, snurrer de, hver kæruld har sin egen bevægelse afhængigt af stænglens bøjning og blomsterhovedets form.

Ukaliusaq smider deres frø nu, som blæser med vinden. Og blæste gjorde det i Nuuk denne torsdag, hvor installationen åbnede. Grå skyer trak hen over Malene, lavede vinger, streger, buer, puder, udposninger og sammenfald. Alt i gråt. Himlen var penselstrøg og havde sin egen kunstneriske dagsorden.

Når naturen bliver kunstig

Bolatta Silis-Høeghs installation minder om et vandfald. Et vandfald jeg så i Nikolaj Kunsthal tilbage i 2012. I am the River af Eva Koch. En kæmpe videoprojektion på væggen af et vandfald i Island, hvor hastigheden var sænket, de mange liter vand løb en anelse i slowmotion. Lige nok til at ane, føle, sanse en vis kunstighed ved det ellers naturtro vandfald. På samme måde er ukaliusaq genkendelige i Bolatta Silis-Høeghs installation, men kunstige i deres sky, hvor de i gennemsigtige tråde hænger på hovedet. En kunstighed, som giver os beskuere et andet blik – skaber en pause, en ro, et ophold - i hvert fald for et øjeblik. Ukaliusaq på hovedet med knapt synlige tråde i et blåt værelse midt i et byrum er på samme tid en genkendelse og en fremmedgørelse.

Den lyseblå farve er himlens, børneværelsets og drømmenes. Den er både reel og surreel, naturlig og overnaturlig. Ligesom kæruldens konstante sitren, alle dens bevægelser; dens på én gang sensitivitet overfor omgivelserne og dens hvide mankes stabilitet som små lyspærer i sommerfjeldet. Ved at hænge ukaliusaq på hovedet i blåt rum, som sky i en blå himmel, bliver kærulden og dens bevægelser kunstige; træder frem og bliver synlige for os et øjeblik.

På sletten i Nuuk, ikke langt fra Holms Hus, ligger skolen Ukaliusaq på et tidligere vådområde. I sin tid nok fyldt med ukaliusaq i juni og juli; kærulden vokser i sumpede områder, langs elve, søer og vandløb.

Tilbage i Holms Hus fremstod rummet lysende og mildt som sommeren – som hviler det i sig selv. Folk blev hængende i rummet, blev ved med at se, ved med at tage fotos og at se igen. Udenfor spredte frøene sig med vinden.

Sagn og sang – om månen og solen

Et gammelt inuitisk sagn minder om en sang skrevet i 2017 og omvendt. Uden at kende til hinanden er myter, fortællinger, sagn, og sange baseret på observationer af hav, jord og himmel opstået på tværs og på langs af længdegrader og breddegrader. Med andre ord bebor mennesket den samme planet og det samme solsystem. Og i denne artikel mødes sagnet og sangen for måske første gang. De handler om det, mennesket til alle tider har observeret: Forholdet mellem solen og månen – og så kærligheden.

Af Stine Lundberg Hansen
Billede : Udsmykning med Maliina og Aningaaq af Buuti Pedersen i Katuaq/Grønlands Kulturhus

At dawn she is delicate
and burning by noon
the end of the day will come soon

Kendte den britiske sangerinde og sangskriver Kate Rusby til inuitternes sagn om Solen og Månen, Maliina og Aningaaq, da hun skrev sangen Hunter Moon? Sagnet er mere en myte, men både myten Solen og Månen og sangen Hunter Moon er om længslen, om jagten og om kærligheden.

There she is rising now
my heart it might break

Til alle tider har mennesket kigget på månen og solen; observeret deres baner, som alt liv på Jorden er afhængigt af. Mennesket har skabt fortællinger, sange, sagn og myter om disse to himmellegemer. Det har ikke taget mange observationer at konstatere, at disse to er forbundne i et forhold, hvor månen er afhængig af solen; langt mere end omvendt. Så svaret på det indledende spørgsmål, om Kate Rusby kendte den inuitiske myte om Solen og Månen, er nok negativt.

Say not her name to me
for I live in the shade
briefly I see her
as she starts to fade

Månens lys er solens. Dens bane er udenfor solens, undtagen ved solformørkelse, men selv dér er solen og månen langt fra hinanden. Sniger månen sig op på himlen i løbet af dagen, er det som en hvid skive; en silhouet af sig selv. ”Hunter moon” er også navnet på et fænomen hvert år i oktober (hvert fjerde år i november), hvor månen ved fuldmåne lyser stor og rød. Her næsten kolliderer solopgang og solnedgang med månens bane, månen og solen står næsten side om side, og månen lyser rød som ved solformørkelse. Denne månes lys brugte native americans til at jage i.

in silence we pass
our path is well worn

Som opvokset i Europa, men bosiddende i Grønland slår det mig, at observationen af disse fænomener – månens og solens indbyrdes forhold – varierer alt efter, hvor på kloden mennesket ser fra. Her ved midsommer i Arktis er det over en måned siden, at jeg sidst har set månen. I de nordligere egne ser de ikke solen et par vintermåneder om året. Ifølge myten går månen ind i sit hus i de lyse måneder om sommeren, og i de mørke måneder om vinteren er solen i sit hus.

The birds in her warmth will fly
my soul it will ache

Månen jager solen. Både sangen Hunter Moon (2017) og myten om Solen og Månen er fortællingen om den umulige kærlighedserklæring; tiltrækningen og frastødelsen i et uendeligt kredsløb. Hvor sangen Hunter Moon er om kærligheden på afstand, den uopnåelige, umulige og uigengældte kærlighed, så handler Solen og Månen om tiltrækningen, begæret og den forbudte kærlighed, der som konsekvens nødvendigvis må blive til en uovervindelig afstand. Solen og Månen behandler blodskammen, tabuet, at forelske sig i og ligge med sin søster. Hunter Moon er blodmånen, længslen selv, den oplyste måne, som er så tæt på solen, uden nogensinde at kunne nå hende og være nær.

And the stars in my lonely sky
are infinite brightened
the stars know my soul will flight
they’re holding it tight

Myten fortæller, at Solen og Månen var søskende og boede i samme hus. Der findes fra nord til syd i Grønland forskellige variationer. Én version fortæller, at broren forelsker sig i søsteren og ligger med hende i mørket, uden at hun ved, hvem han er. Man fornemmer i fortællerens pause, mellem linjerne i nedskrivningen og i genskrivningernes rytme, at også søsteren nyder dette forhold. Hun mærker elskeren med lampesod, og da lyset tændes, opdager hun, at det er broderen, hun har givet sig hen til. I én version skærer hun begge sine bryster af i skam, da broren og søsteren under en lampeslukningsleg har ligget sammen. Ens er myten i nord og syd, da deres skæbner forsegles: Søsteren tager et stykke tørv, sætter ild til det og flygter ud i mørket. Broren sætter efter med et stykke tørv, og det fortælles, at enten fik han ikke ordentlig ild på det, eller det går ud i jagten, så det kun gløder imod søsterens, der lyser. Maliina og Aningaaq hæver sig fra jorden, og hermed finder månen og solen deres plads på himlen. Månen må jagte sin søster uden nogensinde at nå hende. Om jagten er af begær, af skam, af længsel, i kærlighed efter søsteren eller efter den elskede står hen i det uvisse og må være fortællerens eller lytterens tolkning.

Calmly I drift along
o I will endure

Hunter Moon handler hverken om søskendekærlighed, skam eller om tabu, men om den altopslugende kærlighed, der tager både sjæl og legeme med sig. Den længslende kærlighed, som er sit eget kredsløb. Den kærlighed som intet ejer.

I only belong to her
of that I am sure
will I ever hold her
I cannot pressume
cause she’s the sun
I’m only the moon

Ude og hjemme – bevægelsen og dansen

”We shall not cease from exploration
And the end of all our exploring
Will be to arrive where we started
And know the place for the first time.”
(T.S. Eliot ”Little Gidding”)

Kulturfestivalen Nuuk Nordisk har temaet home, når festivalen for tredje gang løber af stablen i oktober. At sætte ord på hjem er ikke enkelt og tager mange veje og omveje. Hjem synes at høre til alt og alligevel være stedsspecifikt. Man kan være hjemme og høre hjemme et sted. Kunsten kan også være et hjem. Denne artikel spørger to udøvende kunstnere, hvad det vil sige at have et hjem i deres kunstform, som er dansen.

Tilhørsforhold, identitet, tilstedeværelse, tid, mestring, at rejse ud og komme hjem, at uddanne og dygtiggøre sig, udveksling, inspiration, dynamik, bevægelse, krop, udtryk, stemning, trivsel, mennesker, fællesskab og følelser af flow.

Alt dette drejede samtalen sig om en formiddag i sofaen på Nuuk Kunstmuseum, hvor jeg spurgte Alexander Montgomery-Andersen og Maliina Jensen, to professionelle dansere i Nuuk, om at have hjem i dansen.

FØLELSEN

Hjemmet er dynamisk – ikke statisk – vi forlader det hele tiden for at komme tilbage. Det er noget vi forlader, noget vi tager med os, og noget vi hele tiden skaber. Mange eventyr, Hollywood-film, store og små fortællinger er bygget op om hjem-ude-hjem; helten eller hovedpersonen drager ud i verden, bliver klogere, udvikler og forandrer sig, for så at vende hjem med de nye indsigter. For en danser i Nuuk er der ikke noget valg; vil man uddanne og dygtiggøre sig, så må man ud. Men vi begynder hjemme.

- Jeg tror, at der hvor man føler sig hjemme, det er der, hvor man trives, og hvor man er tilstede. At man er omkring nogle mennesker, som man bliver støttet af og støtter andre; at man føler sig velkommen; at man kan udtrykke sig, som den man er; at man kan spejle sig i andre. Man føler, at man er det rigtige sted, når man er hjemme, siger Maliina og griner.

- Hjem for mig handler meget om mennesker, der er rundt om mig, siger Alexander, og ikke bare familie og venner. De år, jeg boede i Norge, kan jeg for eksempel huske, at jeg egentlig ikke savnede Grønland så meget i forhold til naturen eller steder. Så ville jeg måske savne et minde, jeg havde sammen med nogle folk på en café, jeg ville ikke savne caféen, eller så ville jeg savne den energi, der var i et byrum. Det er en kollektiv mentalitet; jeg føler mig hjemme i de her moments eller settings mellem mennesker.

Maliina og Alexander er begge opvokset i Nuuk. Med dansen flyttede de begge to væk i en periode for at uddanne sig, men vendte tilbage igen. Denne bevægelse af hjem-ude-hjem bliver en rød tråd gennem hele snakken. Både når vi taler om at rejse ud og hjem, men også i forhold til dansen; at føle sig hjemme eller have et hjem i sin kunstform.

UDE

- Hjemme havde jeg ikke så stor forståelse for og fordybning i dans, siger Alexander, og så flyttede jeg ud. Der tog jeg min danseuddannelse og fik en større forståelse for dansen og dét, jeg havde lyst til at gøre med mit liv. Da jeg så kom hjem igen, havde jeg et andet syn på hjem. Nu ville jeg gerne leve af min kunstform, og så var mit hjem ikke det samme, som før jeg rejste ud. Dansen ændrede det syn, jeg havde på mit hjem, men samtidig var der også nogle ting, mit hjem gav til dansen.

Maliina tilføjer at finde hjem er to bevægelser; dels at komme hjem rent fysisk, dels at hjemmet bliver genopfundet, at det forandrer sig og er noget nyt.

- Og at kunsten, dét at rejse væk og få nye perspektiver, fortsætter Maliina, gør, at man får et nyt hjem, fordi man ser hjem på en helt anden måde. Man skal redefinere og producere noget nyt som er ens hjem. Og det kan man gennem kunsten.

For eksempel tager man noget med tilbage, som måske er fremmed. Contemporary dans nævner Maliina, som indtil nu har været relativt ukendt i Grønland, og så er spørgsmålet, hvordan man gør dette til noget, som hører hjemme i Grønland.

Helt galt går denne hjemkomst for Ludvig Holbergs karakter Erasmus Montanus i komedien af samme navn. Her kommer den lærde søn hjem til sin bondeslægt efter uddannelse og ophold i 1700tallets København. Det lykkedes ham bare ikke, at overbevise disse bondefolk om, at jorden er rund - mest fordi han bærer sig arrogant og overlegent ad. Jorden er flad, siger bondefolket, og den gode Erasmus må krybe til korset med alle sine lærde argumenter og bekende, at jorden virkelig er flad, og freden på landet kan igen indfinde sig. Sådan er det hverken gået Maliina eller Alexander, som begge arbejder i dansestudiet Qiajuk, der i dag blandt meget andet dans tilbyder contemporary til børn og unge.

- Det er jo heller ikke kun dig, der forandrer dig, men det hjem du forlod, det forandrer sig også, tilføjer Alexander.

Ude kan også blive hjemme. Ude er ikke nødvendigvis et sted, man finder, men kan også være en vej man følger; noget som føles rigtigt. På den måde er følelsen af hjem også en tråd, en identitet eller en skæbne, man tager på sig – et sted eller en vej der føles meningsfuld.

- Det her med at søge ud i kunsten, siger Maliina, det er, fordi man søger mulighederne for at udvikle sig. Hvis de ikke er derhjemme, så følger man den vej, man bliver ledt. I dans hænger de muligheder sammen med fællesskabet. Mulighederne er, hvor der er fællesskaber indenfor det, man vil udvikle sig i. At man har lærerne, et miljø, en dansearena, at man har nogle forbilleder, og at man i fællesskabet deler sin kunst med andre og får af andre.

- Dansen skubber mig til at rejse ud, fortsætter Alexander, - lige meget hvor mit hjem er – så skubber den mig altid til at rejse ud rent fysisk. Så dansen udvider hele tiden mit hjem, fordi jeg konstant skaber nye relationer til nye mennesker fra nye lande. Og nogle gange skubber den også til min forståelse af hjem.

- Det er jo kulturudveksling, siger Maliina og griner. Og det er jo igennem din kunst, at du lærer andres kulturer og forståelse af hjem at kende – og når du gør det og tager det med hjem, så bliver dit hjem ligesom koblet med andres hjem.

BEVÆGELSEN

Dansen skal hele tiden genopfindes. Den er ikke én gang for alle skabt og består, som fx et maleri. Dansen er her og nu. En performativ handling, som kan videofilmes og fotograferes, men som ikke én gang for al fremtid er skabt og udstillet som for eksempel et maleri.

At føle sig hjemme i dansen handler om bevægelser; nogle bevægelser føles rigtige, andre ikke, nogle tillæres, andre bliver vaner. Som danser finder man de stilarter, de bevægelser, som passer til ens krop – der hvor man føler sig hjemme. Snakken i sofaen falder på improvisation og på flow; to processer Maliina og Alexander bruger til at beskrive, hvad hjem kan være i dansen. Improvisationen som arbejdsproces har samme bevægelse som hjem-ude-hjem.

Improvisationen er en ikke fastlagt koreografi. Man danser uden på forhånd fastlagte bevægelser eller koreografi. Danseren lader musik, rum eller andre danseres bevægelser være impulser, som igangsætter bevægelser. Ved at filme improvisationen kan man genskabe og udvælge bevægelserne og gøre dem til en decideret koreografi.

- Den arbejdsproces kunne godt sammenlignes med det at være hjemme og ude og genfinde sit hjem, siger Alexander. Man prøver som danser hele tiden at genfinde de der moments, man havde. Man skal finde ind i det igen

- Og man oplever nogle nye ting, og specielt gennem improvisation er der de her aha-moments, indskyder Maliina.

Flow er en følelse af at være hjemme; at det flyder,og at dansen og bevægelserne kommer naturligt. Der findes mange teorier om flow.

- Det er ikke noget som du kognitivt analytisk skal gøre, siger Maliina. Det er noget, som ligesom fungerer intuitivt, og man oplever, at man mister fornemmelse af tid og sted, fordi man kører på et niveau, som er større end én selv. Det hænger sammen med at føle sig hjemme, at det fysisk og psykisk føles godt. Man føler ikke man skal stoppe op og tænke over tingene.

Bag følelsen af flow ligger mange timers øvning på udebane, før man kan indtage det som sin hjemmebane. Flow bygger på viden og erfaring – eller de famøse 10.000 timer, som ligger bag enhver professionel udøver. Der er mange timers øvning bag noget, som synes at komme af sig selv eller synes at være en selvfølge. Flowet er en tilstand, som en danser skal finde tilbage til igen og igen.

HJEMME I DANSEN

- Jeg tror, at når man har hjemme i dansen eller i sin kunstform, så er det noget der kommer naturligt, at det ikke er påtrængt, siger Alexander. Da jeg begyndte at danse var det sådan ”nåh det er selvfølgelig dét, jeg skal gøre”. Det var ligesom et sted, jeg følte mig hjemme meget hurtigt. Efter et par år fandt jeg ud af, at det mere er det her bevægelsessprog, jeg føler mig hjemme i, og så fandt jeg ud af, hvor jeg ikke følte mig hjemme i dansen.

- På 2. år (af uddannelsen, red.) vidste jeg egentlig ikke, om jeg ville være danser, siger Maliina. Jeg opdagede, at jeg ikke kun er danser, og det ikke kun er det, som definerer mig.

At føle sig hjemme er en proces; noget som ændres med tiden, med bevægelsen. Hjem er noget som tages med og noget som skabes. I dansen handler at føle sig hjemme om mestring, om udveksling og om fællesskab. Et hjem er en identitet. Et løbende spørgsmål om, hvem er jeg, og hvor hører jeg til. En mosaik af forskelligheder, som er med til at skabe et jeg. Et jeg som både er fastforankret og løbende ændres.

- Det hjem, man havde i sin barndom, er ikke nødvendigvis det hjem, man har nu, siger Alexander, men man har stadig en relation til det. Det former stadig én i nuet og giver ligesom én eller anden form for tyngde.

”Øen var anderledes, da de kom hjem. De følte det alle sammen uden at tale om det og uden at vide, hvad der var forandret.
Noget, som kom af, at de havde været lidt væk og så var kommet tilbage igen.” (Tove Jansson ”Mumifar og havet”)


Maliina Jensen er danser fra Nuuk. Hun er 28 år og uddannet fra University of Wyoming med en dobbelt bachelorgrad - en i dans og den anden i psykologi. Maliina har siden 2016 produceret og optrådt i hendes egne værker, bl.a. "Glacial Drift", "Arctic Dreams", "Take Flight", "Tunu" (dansefilm) og "Dans over Hovedet". Maliina er administrerende leder af Qiajuk dansestudie hvor hun også underviser i ballet, jazz og moderne dans.
Se mere her: maliinajensen.com ; vimeo.com/maliinajensen ; qiajuk.com


Alexander Montgomery-Andersen er professionel danser som arbejder på freelance basis i hele Norden, med sin base i Grønland, hvor han er opvokset. Siden Alexander færdiggjorde sin uddannelse på Bårdar Akademiet i Norge i 2011, har han primært arbejdet med moderne- og samtidsdans. Alexander har gennem sit eget productions selskab, Alx Productions, produceret adskillige værker, arbejdet som projekt leder og taget del i flere internationale produktioner. Når han ikke står på scenen arbejder Alexander også som sagkyndig for Nordisk Kulturfond, konsulent til det Norske kulturråd i arbejdet om et inklusivt kulturliv i Norden og som medejer i Qiajuk Dance Studios.
Se mere her: https://www.facebook.com/Alxproductionsfreelancedance/