Posts Tagged: kultur

PIIAASUP PANIA RONJA

Det er fortællingen om et skrig. Om Ronjas forårsskrig. Et skrig vi alle har i os. Et skrig af alle kræfter – de gode og de onde, som det omfavner og overvinder.

Tekst: Stine Lundberg Hansen // Foto : Nunatta Isiginnaartitsisarfia/Gerth Lyberth

Piiaasup Pania Ronja blev den 22.-26. februar spillet på Nunatta Isiginnaartitsisarfia; på scenen på Industrivej i Nuuk. Mattisskoven var bleven til et fjeldlandskab – uden at det mistede sine skovhekse, sine gråddværge, sine rumpenisser og de underjordiske. Det grønlandske fjeldlandskab har samme mystik og dragende kraft som den dybe Mattisskov – og sagn- og mytevæsner har beboet fjeldet lang tid før Ronja Røverdatter fandt sin vej ind i det.

Fjeldet har som Mattisskoven skiftende årstider - omend i en anden rytme og tid; det har den længe ventede sommer, der kommer efter en længselsfuld vinter med masser af sne. Det har lysets skiftende nuancer og spil i landskabet. Det har elve og grotter. Og det har tågen. Ligesom Mattisskoven.

Mattisskoven blev altså uden større betydning for historien til et fjeldlandskab. Vi er placeret langt fra byen midt i naturen med alle dets kræfter, som kan virke gode eller onde.

Vildhestene og skyggetroldene havde ingen plads fået i teateropsætningen, men en fuld opsætning af fortællingen om Ronja Røverdatter kan blive omsiggribende – den svenske filmatisering fra 1983-84 varer i fuld længde 2 timer og 24 minutter. Udover at vildheste ingen mening ville give i et grønlandsk fjeldlandskab, så må beskæringer og tilpasninger laves, hvis denne fortælling skal spilles som teater – og på et teater, som skal turnere på de grønlandske scener.

Det essentielle er fortællingen – fortællingen om Ronjas forårsskrig – og alt det, der skal til for, at det kommer ud og alle kræfterne heri. Venskabet, den spirende pubertet, identiteten, modet, livet og døden – og skriget varierer ved hver skuespiller, som har spillet og spiller Ronja, men ud kommer det.

Ud kom det også på Nationalteatret i en skarpt skåret version af fortællingen om Ronja Røverdatter og Birk Borkasøn - eller Paka som han hedder i den grønlandske version. Fortællingen stod stærkt. Scenografien var som altid enkel – klar til Grønlands mange forskellige scener – men indeholder hele magien i Mattisskoven og understøtter nuanceret og rigt fortællingen.

Fortællingen om Ronja Røverdatter burde gives til alle børn, så de får mod til at gribe livet og blive voksne, til at blive sig selv, til at elske og at blive elsket, og til at omgås livet selv med alle dets skovhekse, gråddværge, rumpenisser og underjordiske, men først og fremmest med skriget selv.

Nu turnerer Piiaasup Pania Ronja i en fornem og medrivende version. Måske burde opsætningen også være en opsang til alle politikere i dette land om, at kunst og kultur er grænseløs. Den hverken trives eller opstår i et vakuum.

Ronja Røverdatter kommer alle børn ved, uanset om den foregår i Mattisskoven eller i et fjeldlandskab. Fordi den handler om det forårsskrig, vi alle bør skrige, og om at blive et helt menneske.

Måske burde denne opsætning være opsang til politikerne om at få fingeren ud og i stedet for at snakke om at snakke grønlandsk, så få noget mere og meget mere verdenslitteratur oversat til grønlandsk.

______________________________________________________________________________________________________

Ronja Röverdotter af Astrid Lindgren findes som bog i en grønlandsk oversættelse ”Piiaasup Pania Ronja” fra 1994.

Teateropsætningen Piiaasup Pania Ronja var et samarbejde mellem det grønlandske og det islandske nationalteater. Kostumer og scenografi var blevet til i samarbejde mellem de to teatre, samt en skrædder fra Det Kongelige Teater.

______________________________________________________________________________________________________

Slutnote:

I sommer interviewede jeg Makka Kleist om hendes oversættelse af Shakespeares ”A Midsummer Night’s Dream” - som sidste år blev opsat på Grønlands Nationalteater – om at oversætte Shakespeare og hans univers til grønlandsk. Denne artikel kan læses i Neriusaaq 3/2018. Makka Kleist arbejder på at få udgivet oversættelsen ”Aasarisseruttoraa...” , som er første Shakespeare-stykke på grønlandsk i fuld længde.

Mytemails

Her begynder vi - et spørgsmål om dagen, ellers koster det kage. Jeg finder spørgsmålene hen ad vejen, som du svarer. Alle spørgsmål og svar finder sted midt i livet - det er ikke et interview, hvor vi har taget en rum tid ud til at snakke i. Denne korrespondance foregår midt mellem alt andet; forberedelse til udgivelse, projekter, venner, snestorm og glatte veje.

Sådan begyndte en mailkorrespondance med Maria Kreutzmann om væsnerne og bogen Bestiarium Groelandica. Under udarbejdelsen af bogen, havde jeg mange samtaler med bogens forfatter, redaktør og projektmager Maria Kreutzmann; om myterne, om bogen og researchen til bogen. Samtalerne fandt sted i arbejdssammenhænge, på vej til og fra arbejde, eller tilfældige steder, vi mødtes og faldt i snak. På et tidspunkt spurgte jeg Maria, om denne samtale ikke skulle finde sted over mail, og at denne mailsamtale derefter blev til en uredigeret artikel. Maria sagde med det samme ja.

Der gik dog flere måneder, før jeg fik sat gang i mailsamtalen - først en uge før den grønlandske udgivelse af bogen. Og selvfølgelig blev korrespondancen afbrudt; nogle dage kostede kage, andre gik bare med andre ting. Her kommer korrespondancen – renset for smileys – ellers i fuld længde og i den rækkefølge spørgsmålene og svarene kom. Undertegnede spørger. Maria svarer.

Titlen kunne vel oversættes bæster fra Grønland - hvor fik du idéen til titlen, og hvorfor latiniseringen?

Ideen til titlen var faktisk ikke min ide, men et genialt påfund fra Julie Kondrup, der arbejdede for Milik. Tidligt i processen, havde jeg insisteret på at jeg gerne ville have bogen udgivet på 3 sprog (til at starte med), og at det skulle være hvér sin bog, og ikke tre sprog samlet i én - ellers ville vi ikke kunne have så meget info med i bogen, da vi var begrænset af sideantal, og illustrationerne ville allerede fylde meget. Hun foreslog den latinske titel, da den som overtitel ville fungere på ALLE sprog, også hvis den engang i fremtiden skulle bliver oversat til andre end de 3 første. 

Hvis vi nu kalder dem bæster - eller hvad kalder du dem? Myte- eller sagnfigurer, overtro eller noget der bare er? Hvilket bæst identificerer du dig mest med og hvordan?

Vi kalder dem væsener, da de både kan være skræmmende, dødelige, groteske OG fjollede og hjælpsomme. Og det bedste er, at de funktioner ofte krydser ind over hinanden; så et væsen, der er er dræbende, kan også være nuttet! Jeg tror helt klart at jeg identificerer mig mest med Asiaq (selv om jeg ikke vil være helt ved det), og har også fået lavet en tatovering for at hylde hende af samme årsag. Der er noget vildt, men samtidig tragisk over hende, og så er hun jo noget af en bosslady!

Disse væsner - hvordan har I fundet frem til deres historier, til fortællingerne om dem? Jeg tænker, at fortællinger om de enkelte væsner også nogle gange må være modsatrettede og forskellige. At de ikke har en samlet fortælling, men mange... 

Vi startede sådan set fra en ende af; vi lavede en liste over de mest kendte mytesamlinger, og så gik mit research-team (Ujammi som er historiker ved nationalmuseet, og Robin og Qivioq som begge er kultur- og historiestuderende) og jeg ellers igang med at læse. Undervejs udvidede vi listen, og så lavede vi det vi kaldte et "Sonne-tjek". Birgitte Sonne, som er en af de mest kendte moderne grønlandsforskere, har lavet en online database med 2500 myter inde på Arktisk Instituts hjemmeside. Den har en søgefunktion, som vi benyttede os rigtig meget af! Men ingen roser, uden torne; navnene på væsenerne er skrevet med enten moderne eller gammel retstavning, og på mange forskellige måder også, alt efter hvor i Grønland (eller hvornår) de er indsamlet. Så nogle gange kunne vi simpelthen ikke finde særlig meget info på en enkelt figur, hvis vi ikke vidste præcis hvordan det var indført til at starte med. Og tro mig, vi prøvede MANGE navne af!

Og jo, rigtig mange af mytevæsenerne havde mange modstridende oplysninger. Et godt eksempel er Amu og Aajumaaq, to meget kendte figurer i Grønland. Vi fandt optegnelser, hvor deres individuelle udseende og færdigheder simpelthen var byttet rundt. Og de var ikke de eneste, hvor dette skete. I sidste ende besluttede vi, at hvis en figurs færdigheder og udseende dukkede op flere gange, selv hvis der var en anden figur, der havde de samme færdigheder, så måtte færdighederne og udseende med rette tilhøre den figur, hvor det blev nævnt flest gange. I nogle tilfælde blev en figur kun nævnt forbipasserende i en enkelt sætning, og andre gange er det dét, som historiefortælleren virkelig har fokuseret på. Derfor er der også nogle figurer i bogen, som kun har meget lidt information, og andre der har meget. 

I Grønland elsker man gyset og spøgelseshistorierne - samtidig med, at man, når man samles, har let til latter og griner sammen. Det samme ligger i disse væsner - det humoristiske og det uhyggelig. Hvilket væsen er det mest fjollede, som får dig til at grine?Og hvilket væsen er det mest skræmmende, som får det til at løbe koldt ned af ryggen på dig?(Eller er det i virkeligheden forkert at drage et skel på denne måde, da alle væsnerne indeholder begge dele?)

Jeg tror det væsen jeg griner mest af, er 'Katsiia', som faktisk startede med at være en ond, ond åndemaner, og så fik hugget hovedet af. Hendes hoved ligger så i en isrevne og råber af forbipasserende, hun kan ikke noget andet. Der er et eller andet lidt tragikomisk ved at hendes hoved bare ligger dér, uden at det er farligt overhovedet. (no pun intended) Alle figurerne er i større eller mindre grad i stand til at forvolde skade, selv de små, fjollede Iseqqat; de kan finde på at kilde dig, men det kan de så til gengæld gøre til, du dør! Katsiia kan ikke andet, end bare ligge der og være sur…

Den der skræmmer mig allermest, er og bliver  'Ikusik (Den på albuerne) eller 'Qarlimaatsoq' (Dødningen). Jeg er vokset op med begge, og at jeg som voksen stadig er lidt mørkeræd, det er jeg overbevist om er deres skyld - og jeg tror aldrig, jeg gror fra det! Da jeg voksede op, var det helt klart spøgelserne og de døde, der overvejende var dem, der blev fortalt om. Og den dag idag, er det stadig også det, jeg mest hører om fra mine voksne venner. 

En tanke - hvis man kan tale om en grønlandsk folkesjæl, så består den måske af lige dele gys og latter; det samme som ligger i disse væsner. Man samles om spøgelseshistorierne, de er konstant til stede - og man samles om latteren. Så udover at de bebor den fysiske grønlandske natur, er deres natur eller træk også tilstede i dag, hvis man sige det således, blandt menneskene...

Den tanke har du helt ret i, og Ujammi kommer også rimelig godt ind på det i hendes kapitel om Grønlands historie. Den verden vores forfædre levede i var utilgiveligt barsk, og man måtte vel nærmest finde hvad som helst at grine af i de lange, mørke arktiske nætter. 

Illustrationerne er digital art - er det rigtigt forstået? - hvad er der for en kunstform og hvorfor var den ifølge dig specielt egnet til denne bog og disse væsner?

Jeg var dybt fascineret af tegneserier, da jeg var lille, og voksede op med læse næsten alt, hvad jeg kunne få fat i. Det var alt fra jumbobøger og basserne, til Elverfolket og X-men. Da jeg så kom in på The Animation Workshop, blev jeg introduceret til concept art; concept art er bare en måde at udvikle en visuel ide, og KAN være til tegneserier, film og spil og deslige, men bliver også brugt i arkitektur og design. Det kan både være rimeligt råskitset, men også færdige billeder. I det her tilfælde lænede jeg mig op af creature-concept-design. Ved at gøre det, følte jeg, at vi fik trukket væsenerne ind i det 21. århundrede, og fik lavet nogle helt unikke versioner. Versioner som jeg håber vil inspirere andre til at prøve at lave deres egne. 

Her kommer et spørgsmål, som blev til flere...Hver illustration kan man også kalde en fortolkning af væsnerne. Hvad er der sket med væsnerne i denne kunstneriske proces - har de forandret sig? Hvad overraskede dig ved illustrationerne? Jeg tænker, at nogle af væsnernes egenskaber og træk i den illustrative fortolkning bliver forstørret eller formindsket. Er illustrationerne en fortælling i sig selv?

Det er svært at sætte en finger på hvad der overraskede mig mest, da jeg havde det som at åbne en julegave HVER gang kunstnerne sendte mig nye ting. Ud over en enkelt tegning (Asiaq), bad jeg dem om ikke at referere til de tegninger, som vi allerede kender så godt her i landet. På den måde var de en smule tvungne til kun at lade sig inspirere af de fysiske beskrivelser, og jeg syntes det gik rimelig godt! Grunden til at vi kiggede på Kârales (Andreassen, red.) tegning af Asiaq, var fordi at mange af beskrivelserne er modstridende med hinanden, når det kommer til hendes ansigt; nogle gange er det at elementerne i hendes ansigt sidder på tværs, andre gange er det beskrevet som at sidde på hovedet. Jeg fik nogle fantastiske skitser fra Jonatan, der lavede tegningen, og han fik lov til at kigge på den oprindelige tegning, netop fordi den er så ikonisk. 

Jeg ved ikke helt hvordan processen for kunstnere var, men for mig selv kan jeg kun sige at hver tegning var et eventyr! Specielt da jeg skulle lave de 23 stregtegninger, var det virkelig sjovt at sidde og prøve at fortolke de (nogle gange meget få) oplysninger det var! Specielt fordi mange af dem ikke er visualiseret før, så det lå helt frit, hvordan jeg så den, når jeg læste teksten. 

Udover at fortolke det skrevne til et visuelt udtryk, hvordan har kunstnerne så helt konkret skabt illustrationerne, med hvilke teknikker - på computer, i hånden, begge dele?

De fleste af tegningerne er lavet digitalt, men der er en enkelt der er lidt mere mixed medium (Equngasoq). Kunstnerne har som regel lavet en skitse (enten i hånden eller digitalt), som de så har sendt videre til mig. Så har vi som regel snakket lidt om dem, hvorefter de har færdiggjort dem digitalt. Nogle gange var processen lidt hurtigere, hvor kunstnerne sendte mig noget der var lidt mere færdigt, specielt efterhånden som de begyndte at lave flere og flere, og vi begyndte at forstå hinanden og processen godt. Sidst i forløbet modtog jeg et par stykker, der var stort set færdige, som blev godkendt med det samme, af nogle af de kunstnere, som lavede rigtig mange billeder.  

Alle kunstnerne har hver deres helt unikke måde at farvelægge og outline deres værker, hvilket jeg syntes er meget tydeligt og en super fed oplevelse, når man bladrer i bogen! Når man tegner og farvelægger digitalt, har man muligheden for at lave en variation af 'brushes' i de respektive programmer, og hver kunstner har deres helt egne ynglingsbrushes, som de kan ændre og variere. Man kan hente mange 'brush-sets' på nettet, fra andre, der laver og deler dem. Jeg har også en samling i photoshop, som jeg føler mig mest tryg ved, og læner mig op af hele tiden. 

Det slog mig, da jeg læste bogen, at væsnerne også er en slags verdensbillede eller forklaringer på naturen, mennesket, dets eksistens og det derimellem. For eksempel tænkte jeg, at væsnet Kiiappa kunne være en forklaring på epilepsi eller lignende. Har du haft lignende tanker - at væsnerne var forklaringer på tilværelsen?

Én jeg synes, der er meget sigende som forklaring, er Akueqqutit, som fungerer som en slags omvendt Jesper Fårekylling. Væsenet følger dig og får dig til at tage dårlige beslutninger, beslutninger, som du selv godt ved er dårlige, men du gør det alligevel. I en verden, hvor man var afhængig af, at man tog beslutninger for fællesskabets overlevelse, kunne det sikkert undre, når et individ gjorde noget egoistisk eller noget, der skadede gruppen. Dårlige og onde beslutninger kunne vælte et helt samfund, og der var næppe særlig stor forståelse for psykologien, der kunne forklare hvorfor mennesker gjorde som de gjorde. Der VAR bare ikke andre forklaringer, end at der måtte husere en ond ånd, der fik individer til at gøre slige ting. Måske forklarede den også andre psykiske lidelser, ting, som vi først er ved at forstå i det 21 århundrede, og som der bare ikke var simple forklaringer på dengang. 

Jeg har funderet lidt på navnene, som du fortæller i kilderne godt kan være forskellige; altså de beskrives ens, men hedder noget forskelligt. Alle de her væsners navne - kender du til, at nogle af navnene indgår i det vest-, øst- eller nordgrønlandske sprog i dag som udtryk, ordspil eller på andre måder; altså har de andre dagligdags betydninger? Hvilket navn har undret dig mest?

Uha, i forhold til ordspil på Grønlandsk, er mit ordforråd desværre lidt for begrænset. Men jeg morede mig en del over nogle af navnene, mest fordi det var så forskelligt om de var symbolske, eller om de var super bogstavelige. Eksempelvis er der Ikkillineqanngeqqissaartoq; den direkte oversættelse er vitterligt "Den der aldrig bliver sløv", og det er et væsen med en skarp sav på ryggen. Så den er altid skarp. Og så er der Kisermaaq, hvilket betyder "Den ensomme". Det navn virker meget mere symbolsk og filosofisk, hvor mange af de andre navne er mere beskrivende på udseendet. Jeg tror personligt det er noget, der er opstået subjektivt for fortælleren - nogle har syntes, at den fysiske beskrivelse har været vigtig, andre har dykket dybere ned i figuren og på en anden måde.

Jeg kan huske en samtale med dig for et halvt år siden på vej hjem fra en kaffemik. Du fortalte om, at du havde fundet en myte, som lignede havets moder, var det i Sydamerika? Mange af disse væsner, som fx havets moder samt tupilakken, er på mange måder ærkegrønlandske, men de er vel også universale – ligesom mange myter og sagn er?

Ja, da jeg var udvekslingsstudent i Florida tilbage i 2001, hørte jeg om en mytefigur kaldet Yemaya fra den Cubansk-afrikanske religion Santeria. Den måde, jeg fik beskrevet hende, var, at hun var hersker over vandet. De billeder, jeg blev vist, var en ung, men stor kvinde med langt hår, hvilket straks gav mig associationer til Sassuma Arnaa. Jeg har sidenhen lært meget mere om hende, og hun adskiller sig på mange måder fra Havets Moder, men samtidig er der jo nogle centrale temaer, der går igen, når det handler om kvindelige ånder; i Japan har man mange historier om kvindelige og feminine væsener, som handler om vand og havet, og man kan finde det i mange, mange historier overalt i mange religioner. At man associerer kvinder og vand er nok ikke så underligt siden fødsel og spiritualitet jo unægteligt hænger sammen, og det mytiske i at kvinder var forbundet til vand igennem dette giver god mening. Netop denne historie om Yemaya fik mig dengang også til at tænke på den måde, vi netop er forbundet i vores åndelige tro, trods lang, lang afstand, og jeg håber at finde mange flere røde tråde. Jeg har læst om Native American myter, Wabinaki fra staten Maine i USA, hvor man også snakker om Nordlys som åndelige væsener, der spiller bold! Og der er mange andre historier, ikke bare fra inuit-stammer, men længere sydpå, hvor Nordlys indgyder denne her samme ærefrygt, som vi har heroppe. Jeg tror, vores historier er bundet sammen, også på tværs af havene, tid og sted. Man skal bare finde brikkerne og prøve at samle det. 

I Rovaniemi i Lapland til et seminar for arktiske museer her i efteråret, snakkede vi nordlysmyter, og det viste sig at fra samerne til Nordamerika over Canada til Grønland er der myter om Nordlyset - fx at de spiller bold med dit hoved, hvis du fløjter. En laplandsk afdød kunstner, Reidar Särestöniemi, hvis museum vi besøgte, havde den opfattelse, at det arktiske hele vejen rundt om kloden havde en meget til fælles på trods af de store afstande imellem dem.

Ja der er et eller andet omkring det med nordlys og vores fælles historier, jeg har også læst det samme.

Hvorfor skulle denne her bog og dette projekt skrives og laves?

Jeg lavede bogen, fordi jeg selv manglede den og ville ønske, at jeg havde haft den. Og fordi jeg så gerne ville se nogle moderne fortolkninger af vores væsener. Jeg håber virkelig, at folk føler sig inspireret til at lave deres egne fortolkninger, og laver noget der aldrig er set før. Og at de tager historierne og laver nye eventyr, fortællinger, film og i alle andre medier, der nu er. Eller i hvert fald bare husker dem, for væsenerne trænger til at blive husket og genopdaget, af både gamle og unge! 

 

The Silence of Friends

Denne artikel er anden ud af to artikler. Den finske kunstner Inkeri Jäntti var del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram 2017, og i de måneder hun boede i Nuuk var hun i dialog med kvinder, som havde traume efter seksuelt overgreb; et gennemgribende tema og afsæt i hendes kunst, som har rødder i eget traume. Hendes fokus er ikke stedsbestemt, hverken specifikt grønlandsk eller finsk, men hvad kunsten kan gøre med traume og tabu.

Denne artikel er skrevet af Inkeri ud fra en samtale med to kvinder i Nuuk. Samtalen bearbejdede hun i sin kunst, med kvindernes tilladelse og accept, og gav deres fortællinger et udtryk. Artiklen er skrevet på engelsk, og samtalen foregik på engelsk. Den første artikel er et essay over kunst og terapi og kan læses her

Foto: Inkeri Jäntti hyrede danser Maliina Jensen til at være model i nogle hendes fotografier. De sejlede til Kangeq – en efterladt bygd lidt udenfor Nuuk – og fotograferede et æstetisk udtryk over traume inspireret af fjeldgængeren eller Qivittoq – dem som gik til fjelds eller forlod samfundet i skam eller skyld.

Text, photography and video by Inkeri Jäntti

Looking at them, you’d think nothing is amiss with these two women sitting with me in a living room in Greenland’s capital city Nuuk. These women who have been physically, sexually abused. Raped.

There, I said it. It’s a strong word.

“I was 12,” Julie, who is 47 now, says. “We were spending time after school at the youth center and a boy asked me to go back with him to our school. He had forgotten his backpack at the school gym and had a key. It was late and he said he was scared to go alone. I went with him because I knew who he was.” Julie has short, smartly cut black hair and glasses. She’s wearing a knitted scarf and matching handwarmers. They look like armour on her when she presses her palm on her chest, above her heart. “My heart is beating fast, when I tell this story. Almost nobody knows. Only my husband.”

I’m sitting with Julie at the home of 26-year-old Ann-Margrethe, Julie’s ex-boyfriend’s sister. I’ve already met Ann-Margrethe earlier, when she told me her story. Now she offered to act as an interpreter between Julie and me. Ann-Margrethe works in a local grocery store and rest of the time focuses on taking care of her one-year-old daughter Lily. Tonight Lily doesn’t want to go to bed and toddles around the living room, laughing loudly. She wants to look at photos of my cat on my iphone. “Avva!” she says and slides the touchscreen expertly to see another photo. “It means dog in Greenlandic baby language,” Ann-Margrethe clarifies. “But Lily says that about most animals.” When she goes to put Lily to bed, I sit with Julie who doesn’t know a lot of English. We trade some language tips, me trying to imitate the soft, throaty “q” sound of Greenlandic and she trying to roll out the hard “r” of Finnish. We laugh when we both fail.

It’s not an easy situation, describing to a stranger how somebody hurt your body and mind, took your sense of agency. But these women seem to do quite easily. Only when I ask how they feel, they reveal the difficulty. “I’m shaking, “ says Ann-Margrethe. But you can’t tell. She’s used to being strong and not showing her feelings. Just like the tens of thousands of other sexually abused women in the world, and in Greenland. Women must stay quiet and take it. “I’m always trying, “ she says. “You always have to try to hide it and be strong.”

A CULTURE OF LOOKING AWAY

“I think it is a cultural thing to have to hide it,” Julie says. “It’s a stigma on the house, if somebody has been raped. Especially if it happened inside the family. You can never reveal what’s wrong.

People will be afraid of what other people will say, will we ever get jobs again.” Rape is taboo. But only for the victim. The perpetrator doesn’t face any of the responsibility.

“It makes women here easy victims,” Ann-Margrethe adds. “The rapists know nobody will reveal it and their actions won’t have consequences. That’s why they keep doing it.”

When Ann-Margrethe was young, around six - she can’t remember exactly - she went to spend the night with her sister’s family. Her uncle also lived there. She hadn’t spent much time with him before and felt happy when he took special notice of her. “He took me to the store and bought me wine gums and cup noodles. It felt like I had a whole new family.”

In the evening, she shared a bed with her uncle and his children. During the night, she woke up to her uncle staring at her and reaching into her underwear. “I remember his heavy breathing. I tried to turn away from him and wait for him to leave. It felt like hours.” Eventually, he was gone and she ran to her sister to tell what had happened. She was told to go back to sleep and the problem would be dealt with tomorrow. “The next day, somebody beat my uncle up a little. But that was it. My family still talks to him. He doesn’t live that far away so I run into him often. I feel sick if I even see him.”

Both of these events happened a long time but to Julie and Ann-Margrethe, they’re still present in their lives daily. Both have suffered from depression and memories intruding on their lives for decades.

“I don’t remember exactly what happened at the gym.” Julie says. “The boy pushed me into the equipment closet and then I blacked out. Sometimes bits and pieces come back. I remember the smell of a cologne and sweaty man. I remember him holding my hands behind my back like the police do when they arrest someone. He was my cousin’s best friend.”

Ann-Margrethe interprets most of my questions as we don’t share enough common language with Julie to talk more than about the snow situation in Nuuk. The two women sit on opposite sides of me, talking in Greenlandic and I watch as Julie’s face moves with her story. She doesn’t cry and she’s not dramatic but sometimes she pauses and I see the inner struggle.

“When it was over, I asked him why did it. He didn’t say anything, just pushed me out.”

For a long time, Julie didn’t tell anybody. She went on to live a turbulent teenage life where everything around her made her angry. She lashed out at others, loving it when she could make somebody else angry. “It felt like they were expressing my anger and for a moment, I felt relief.” She studied to be an accountant and later on a social worker. She now works in a small home for the handicapped, taking care of two patients suffering from a very rare syndrome. She says she loves her work. “For the first few weeks I was a bit lost. But then I knew this is the right job for me.”

FLASHING BACK TO THE PAST

Many feelings follow sexual abuse and trauma, such as shame, depression and contrarily enough: feeling numb as well as uncontrollably aggressive. Anger is often difficult to feel and express after rape but it’s very present in both Ann-Margrethe’s and Julia’s stories. “I hate wearing too tight pants,“ Ann-Margarethe says. “It makes me feel like his hand is still in there. Sometimes that makes me angry and I get irritated with my mother and my boyfriend.” I feel glad, in some strange way, that they are able to feel and express anger. It was a bit different for me.

Many years ago, I met a boy, fell in love and started dating him. People told me he was a bit bad news but I didn’t care. I was having a difficult time, I’d been depressed, my self-esteem was low. Quickly our relationship deteriorated into him being unstable and unpredictable, lashing out at me for talking to his brother (I must have been cheating) or having a urinary tract infection (I must have

been cheating) or even talking about our relationship to my friends. He felt I didn’t need friends when I had him, or maybe I didn’t even have real friends. Who would really like a person like me?

When I started crying after he insulted me for behaving stupidly and not being able to keep my mouth shut, he told me it was for my own good. If I felt hurt, he called me too sensitive. “It’s normal to fight like this,” he said. When it came to sex, I realized I was tuning out. He didn’t care about what I felt or if I felt anything at all. Mostly I didn’t. If sex hurt, he tried to persuade me to continue and sometimes even pushed me to continue. I became afraid to say no. In the end, whatever I said, no or yes, I didn’t know what it meant.

The relationship ended quite soon and I should count myself lucky that it did. Afterwards, it took me months to understand what he did to me and how I changed after that. I distanced myself from almost everybody, I gained weight, I started dressing differently. I was afraid of people walking behind me and if an interpersonal conflict occurred, I could already hear a voice in my head berating me for the stupid things I’d done. One day, I ended up on a web forum for raped women and reading their experiences, I found myself thinking: this is how I feel, but why? It’s impossible to say if what happened in my past relationship was rape, sexual abuse or “only” a bad relationship. I don’t use the R-word often. I stutter as I try to say it in my own language. In English, it’s a little bit easier. My case could never have gone to the police, so in the end it doesn’t really matter how it’s defined.

SEEKING SUPPORT

I was lucky to have received help afterwards. Having been a depression patient for years before, I already had a therapist who I still continue to see today. The women in Greenland are less lucky. “We went to court,” Ann-Margrethe says. “But it was dismissed. There wasn’t enough evidence.” You can only wonder why judges think a child would lie about something like that. “I didn’t know what it was that happened. At that time, we didn’t have access to internet or even that much TV. All I knew was that it was wrong and belonged in the adult world.”

About 5 years ago she went to talk to a social service worker about her case. “It was a really bad experience,” she says. “ I was waiting to get in and they asked me to tell my story there out loud, in front of everybody. When I was assigned to a social worker, she didn’t even ask me in. I was standing at the doorway and the woman said to me: ‘You were raped only once. I can’t see why we should help you. Get over it.’ It still haunts me.” Now that she has recently had a baby, she has more access to health care and could go to a few sessions with a psychologist. “It’s until my baby is two. After that, they don’t care.”

Julie found some help through her studies. She was studying to become a social worker but when she was confronted with a course about abuse, the memories became overwhelming. “I went to a guidance counselor and told her I can’t do this, I’m going to quit school. The counselor pressed me to tell her what was going on and eventually got me 30 sessions with a psychologist.” When I ask her if it helped, she nods.

There are very few health care professionals in Greenland who could deal with trauma and its aftermath. Many regular citizens don’t have access to anybody who would help despite countless studies that show that the effects of sexual trauma can be long lasting and difficult to overcome by yourself.

Most sexual abuse survivors have mental health issues and aside that, frequently suffer of unexplained pains and aches, such as pelvic inflammation and headaches. Their emotional and sex lives are often irrevocably altered. “For a while I would just sleep with people without thinking about it,” Julie says. “But when I had my first child, I started to understand my body. That I should only have sex when I really wanted to.” When sexual agency and choice are taken away from you, it can become impossible to recognize or even tolerate sexual feelings. “Often I don’t want it all,”

Ann-Margrethe says. “It brings back too many memories. It doesn’t feel like a normal part of a loving relationship.”

CONNECTING WITH PEOPLE

Julie and Ann-Margrethe want to help others who share their experience. When they heard about a Finnish photographer (that’s me) coming to Nuuk to do an art project concerning the experiences of abused women, they wanted to tell their story, hoping it could help others. “I’m still working on my trauma, “ Julie says. She’s on antidepressants and has bad spells. “If I have a bad day, I talk to my husband. My life is better now and I have a good relationship.” As our interview drags on, Julie’s husband calls her to check when she’s coming home. It’s sweet that he worries about her.

Ann-Margrethe, as a new mother, worries about her child. “Having Lily made me want to talk about this and bring things to light. I never want anything like this happen to her, or any other baby.

Sometimes I can’t sleep at night because I’m so worried about children having these experiences. The only way to make this situation better is to talk about it openly.”

We meet in the evenings when Lily has gone to sleep or Lily’s father is home from work and can look after the baby. Ann-Margrethe’s house is cozy and lovely, a traditional colourful wooden house at the center of Nuuk. “It’s become hard to connect with people after what happened,” she says. “It feels as if other people can never be in the same place if this has never happened to them. Trusting people becomes almost impossible.”

Despite the feelings of isolation, there’s a kinship when I talk to Ann-Margrethe and Julie. During our talks, most of what they says rings true to me. In this horrible thing, we are united and we can share each other's experiences. I can only be grateful that they have been able to trust me enough to share their experiences with me. Looking at them, I don’t see shame or a stigma, I see women who have struggled and become stronger for it. It’s as if we have an odd secret society now. Listening to them, I realize that deep down in all of our communities, there exists a vibrant thread of women supporting each other. We need to trust it and bring it forward. We can nurture change.

The best way to help is to talk about it, out loud.

Inkeri Jänttis hjemmeside

Dish! om udstilling et sted**

Jeg møder den færøske kunstner Jóhan Martin Christiansen i Katuaq under Nuuk Nordisk. Han står i NAPA og er ved at lime et af sine værker sammen; en gipsfstøbning fra Nordafar/Færingehavn*.

- Det var et værk, jeg godt vidste, var meget udsat, så det var jeg forberedt på. Så jeg flegnede ikke helt, siger Jóhan Martin og griner, men jeg satser på, at det kan løses.

Vi sætter os midt i udstillingen; for at tale om den og om Katuaq som udstillingssted. Jóhan Martin har selv skrevet formidlingsteksten/pressemeddelelsen til udstillingen; jeg spørger, om han har gjort det før.

- Jeg har gjort det én gang før til min egen afgangsudstilling, men da var det en del af opgaven, siger Jóhan Martin og griner, og der blev det til et digt. Men jeg synes ikke, at det er kunstnerens opgave, det er institutionens, fordi, som kunstner, kan det være svært at se, hvad det præcis er, man skal formidle, og hvad der er utydeligt overfor publikum.

Udstillingen hedder DISH; et flertydigt ord og en lyd, som ligger godt i munden. Dish!

- Jeg har i min praksis tit haft et sprogligt udgangspunkt, eller det har været en stor del af processen. Ofte en sætning, et ord eller en tanke, som har dannet en form for ramme for udstillingen. Det er ikke altid der er en 1:1 forbindelse mellem udstilling og titel, men der er en forbindelse.

DISH kan lede tankerne hen på det, som sker i caféen; de raslende tallerkner fra diverse serverede retter, hvis lyd fylder udstillingsrummet i Katuaq. Det kan være lyden af et slag: Dish! Eller DISH kan betyde parabol, som i Satellite Dish.

- Jeg tænkte lidt over de her værker; hvad er de egentlig? De er en slags information, som bliver lagret i en form, som kunne ligne en parabol eller ligne en form for en flade, der modtager information. Der kommer forskellige associationer ovenpå ordet. Den synes, jeg er fint; at ordet får en parallel betydning i forhold til værkerne, samtidig med at det også taler til værkerne; om værkerne.

Udover lyden fra caféen i Katuaq kommer en del igennem udstillingsrummet, som ligger omme bagved  i kulturhuset – både afsondret og i forbindelse med; på én gang en gang og et rum.

- Der er helt klart ikke taget højde for, at det skal være et rum, som kun er helliget kunsten, siger Jóhan Martin. Det synes jeg både er irriterende, men sætter samtidig også kunstneren nogle udfordringer, som kan være interessante; hvad kan værkerne bære?

- Jeg er (som kunstner, red.) nødt til at sige, at sådan er rummet, og det er rammen. Der er en café, en scene , et indgangsparti, en reception og alle mulige ting, og det her udstillingssted midt i det hele. Det ligger lige der, hvor folk går frem og tilbage, både børn, besøgende og dem man måske ikke ser ude foran, teknikerne og de ansatte, de går forbi her. Det er et meget trafikeret rum.

- Faktisk er jeg overrasket over, at der ikke er flere værker, der er gået i stykker endnu, tilføjer Jóhan Martin med et grin og ironi i blikket.

Senere på ugen står Jóhan Martin i udstillingen, da et barn kommer løbende og hopper op på et kunstværk. Da vi når weekenden efter kun en uges udstilling er ikke bare et, men tre af værkerne gået i stykker.

Udstillingen består af gipsafstøbninger af jorden i Nordafar/Færingehavn*; selve udstillingens tema. Dette ubeboede og forfaldne sted, besøgte Jóhan Martin i sommer, sammen med filmfotograf Ulannaq Ingemann. Det kom der disse gipsafstøbninger ud af samt en sort/hvid film, som dokumenterer eller registrerer stedet; dets bygninger og dets forfald. Udstillingen består også af en fiskekasse, papirsække og mursten fra Færingehavn/Nordafar. Fundne genstande, objekter eller rekvisitter fra den gamle fiskeristation.

- Oprindeligt er der for mit vedkommende to forbindelser til Nordafar, siger Jóhan Martin. Den ene forbindelse – som måske er hovedårsagen til, at jeg gik i gang med det hele – er min far, som kom til Grønland for første gang som 15årig i 1958. Han var med et fiskeskib, og de skulle fiske i Davisstrædet. Først kom de til Buena Vista i New Foundland. Der kunne de ikke få det, de havde brug for. Så sejlede de over til Færingehavn, som lige var blevet til Nordafar. Samtidig er Færingehavn – Føroyingahavnin – også færøsk historie, som alle på Færøerne kender til. Jeg husker tydeligt som barn i 90erne, at jeg så nogle dokumentarer om fiskeri og Færingehavn.

Vi vender tilbage til titlen DISH og denne her lagring af information. Afstøbningen eller registreringen af noget.

- Gipsskulturer - og også videoværker - er en slags dokumenter; et fotografi på et eller andet plan. Man kan sige, at jeg jo har valgt nogle steder ud, hvor jeg laver en afstøbning.  Min professor kaldte engang mine værker (dengang afstøbninger af papkasser mm., red.) for sweet nothings, som kan oversættes til yndige tomheder eller det smukke ingenting. Og det synes jeg var interessant, fordi jeg prøver ikke at fortælle noget helt konkret med disse skulpturer. De ligner ikke noget. De er bare til.

Vi sidder lidt og kigger på videoværket; Jóhan Martin fandt her til morgen, at projektoren var udskiftet. Katuaq skulle bruge den andetsteds og har sat en anden op, mere lyssvag end den forrige. Det irriterer Jóhan Martin – filmen arbejder med de sort/hvide kontraster i forfaldet, men med det meget ovenlys i udstillingsrummet samt en mere lyssvag projekter udviskes kontrasterne i filmen.

Imens lyder der klirrende tallerkner, kopper og en duft af mad spreder sig fra caféen ind i udstillingslokalet; mange har krydset udstillingen, imens vi sad her; nogle stoppede op, andre var på vej andetsteds hen.

 

 *  Nordafar – en sammentrækning af Norge, Danmark og Færøerne – var en fiskeristation dannet i 1951 syd for Nuuk ved Færingehavn, Kangerluarsoruseq. Færingehavn blev anlagt som international fiskerihavn i 1937 med sygehus, radiostation og pakhuse. Nordafar gik konkurs i 1989, og i dag står stedet ubeboet tilbage.

 

** Jeg møder udstillingen DISH dagen efter ferniseringen. Det er aften i Katuaq. Værkerne trækker i mig, som min veninde og kollega fortæller mig om tankerne bag. Udstillingen har potentiale – et potentiale som absolut ikke er forløst i det udstillingsrum, den er placeret i.

Udgangspunktet for interviewet var denne oplevelse af, at have set noget fedt kunst, som ikke blev forløst eller faldt igennem på grund af udstillingsstedet. Afsættet for samtalen var med en slet skjult sarkasme, at Jóhan Martin selv måtte skrive formidlingstekst/pressemeddelelse til udstillingen, og det var immervæk ikke et lille galleri i en smal sidegade, han udstillede på; det var et sted, som kalder sig Grønlands Kulturhus.

Katuaq har lige fejret 20 års jubilæum, men som Ivan Burkal tidligere her på siden har gjort opmærksom på, så er der ting, der ikke burde fejres. For eksempel, kunne jeg tilføje, deres udstillingspraksis.

Ethvert sted, som kalder sig et udstillingssted, bør som det mindste engagere sig i, at kunstværkerne ikke ødelægges af hoppende børn, enten ved at sørge for, at der ikke er hoppende børn i udstillingen, eller planlægge og kuratere udstillingen og værkernes sikkerhed i samarbejde med kunstneren, sådan at det ikke sker. At det sker hele tre gange på en uge, rummer for mig en ligegyldighed over for det udstillede.

Katuaq kalder sig hele Grønlands Kulturhus – i hvert fald hver gang jeg går i biografen – det vil sige kulturhus for høj og lav, tyk og tynd. Derfor er der vel også en hvis forpligtelse til at formidle sine udstillinger; at stedet imødekommer og henvender sig til sine brugere og sine daglige gæster om sine tilbud og udstillinger. Med andre ord gør sig selv relevant.  Jóhan Martins udstilling havde for mig at se en fortælling om Grønland og Færøerne, som jeg tænker at høj og lav også kunne have haft glæde af. Et indspark i søndagsbrunchen eller til biografgængeren.

Katuaq har en ildsjæl, som driver og gør et kanon arbejde med biografen, og de har gode koncerter, men hvis de virkelig skal være hele Grønlands Kulturhus skal de være langt mere end café og konferencecenter – dette burde være en sidebeskæftigelse.

At være kulturhus handler også om, at skabe en kapital, som ikke er penge på bundlinjen, men en kulturel kapital som vedkommer, er relevant, giver indspark og udspark til høj og lav, tyk og tynd, den helt almindelige bruger.

 

 

At sige det usagte; alt er sagt mange gange før

På den internationale museumsdag kunne man sige noget om museer, og det vil jeg gøre. Fra en position i Grønland; fra et arbejde på og omkring Nuuk Kunstmuseum.

Museum på grønlandsk er katersugaasivik – et sted, som samler ind. Ordet er ikke dækkende og omsiggribende nok. Et museum er langt mere end en indsamling.

Hvis et museum kun er en endeløs indsamling, så bliver den indsamlede genstand hellig, og museet en opbevaring af genstande.

”The object, like the soul, is saved by museologists from the hell of extinction” *, skriver David Anderson, director general National Museums Wales.

En sjæl og et helvede; museet bliver en religion og ikke en viden, som til enhver tid kan uddybes eller modsiges. Et museum er måske nok tænkt langsigtet, men det er ikke for evigt eller under endeløse guddommelig beskyttelse. Museet er ikke en opbevaring

Hvis et museum kun er til indsamling bliver det endeløst og i sidste ende ligegyldigt; en ophobning af ting og sager, som i folkemunde bliver til skrammel.

Et museum må være mere end det.

Ordet museum kommer af det græske mūseîon – et tempel for muserne. I begyndelsen for flere tusinde år siden et lærdomstempel i Grækenland med søjlegange og bibliotek.

Museumsinstitutionen, som den er kendt over hele Europa, blev til under oplysningstiden og tiden efter den franske revolution. En institution, som er rundet af, at konger og fyrster gennem oplysningstiden ville udstille deres pomp, pragt, viden, kunstsamling, naturalia og deslige og hvor man langsomt med den franske revolution og begyndende idéer om folkestyre begyndte at tænke i folkets (ud)dannelse.

Hvor de ældste museer i Europa er 200 år gamle, er de i Grønland 50 år. De grønlandske museer er ikke på samme måde rundet af kongernes blær og idéer om massernes dannelse, snarere af en indsamling og bevaring af genstande og kultur.

Men et museum kan ikke bygge kun på indsamling og bevaring; det må være mere end det.

”Museerne i Grønland kan utvivlsomt lære af museer i andre lande, men det er også vigtigt, at vi får sat gang i en proces, hvor vi spørger os selv, om de grønlandske museers værdi skal være den samme som i andre vestlige lande? Museer i Grønland er en relativt ny institution, og det vesteuropæiske museumsbegreb er meget genstandsorienteret. I Grønland har man levet som nomader, og indsamling af ting har ikke været en del af den traditionelle kultur”, citeres formanden for den grønlandske museumssammenslutning Christine Løventoft for i tidsskriftet Danske Museer.

Den sidste sætning vil jeg ikke tage stilling til, dog indskyde at en del historikere og arkæologer nok ville forholde sig kritisk til betegnelsen nomader i en grønlandsk sammenhæng.

Hvad der menes med værdier står ikke klart; der bliver i hvert fald sat et skel mellem noget grønlandsk og noget ikke-grønlandsk. Men der hvor citatet virkeligt bliver uklart er, at der udledes et vesteuropæisk museumsbegreb, som kaldes genstandsorienteret.

Museumsbegrebet er i sin rod ikke genstandsorienteret – det kan være at museumsinstitutionen er – men ikke begrebet. Museum betyder i sin rod musetempel eller lærdomstempel. Hverken muser eller lærdom er vel egentlige genstande.

Ja de europæiske museer er bygget og blevet til af kongers og fyrsters kunst- og genstandssamlinger, og i USA ofte på privat donerede samlinger, og derved kunne de vestlige museer som institution siges at bygge på genstande. Men på mange (europæiske) museer i dag fylder formidlingen mere og mere – kast blot et blik på aktuelle eller nyligt afholdte museumskonferencer og formidlingsinteressen bekræftes. Formidlingen prioriteres højere og højere ud af fx den danskes museumslovs fem søjler (indsamling, registrering, bevaring, formidling og forskning). Yderligere vinder et begreb som immateriel kulturarv større og større indpas.

Derfor er det et unødvendigt skel, at lave en differentiering mellem genstandsorienterede vestlige museer og i sin grund ikke-genstandsorienterede grønlandske museer.

De grønlandske museer er i den grad genstandsfikseret, og et begreb som immateriel kulturarv ligger langt fra den grønlandske museumsvirkelighed (indtil videre). Selve det grønlandske museumsord katersugaasivik er indsamlings- og derved genstandsorienteret.

Og nej, de grønlandske museer skal ikke som en anden privat eller offentlig virksomhed definere sløve og ikkehåndgribelige værdier som fx innovativ eller demokrati; værdier som er svære at være uenige i endsige definere, og derfor i sidste ende bliver ligegyldige. De grønlandske museer skal heller ikke defineres ud fra idéer om et nomadisk folk, som ikke samler genstande.

Der er absolut ingen grund til, at drage skel mellem grønlandske museer og andre museer i verden. Ja et syrisk museum og et grønlandsk museum er forskelligt i forskellige kulturer med forskellige problemstillinger. Men det giver hverken de syriske eller de grønlandske museer særstatus eller skiller dem ud.

Tværtimod er der grund til sammen at bygge på og udfordre det begreb, vi abonnerer på og er en del af : Museet som begreb og som institution.

Muserne inspirerede ifølge den græske mytologi – det samme skal museer, de skal åbne horisonter og få os til at tænke og reflektere over liv, samfund, historie, kultur, natur…

De grønlandske museer skal først og fremmest være relevante i lokalsamfundet – folk skal få noget ud af at komme og at komme igen og igen. Samfundets institutioner, såsom skoler og uddannelsesinstitutioner, skal kunne bruge museet i deres hverdag, samtidig må museet som institution udfordre og stille spørgsmål til den vedtagne viden og normer i samfundet.

Hvem møder vi på et museum? Os selv? Kan et museum være det vertikale, som bryder vores vante horisonter, sådan at vi ikke forbliver i os selv, men for et øjeblik lever os ind og er ude af os selv?

Den amerikanske poet Lawrence Ferlinghetti siger lej et museum.

So rent a museum
and see yourself in mirrors-
In every room an exposition
of a different phase in your life
with all your figures and faces
and pictures of all the people who
passed through you
and all the scenes
you passed through
all the landscapes of living
and longing and desiring
and spending and getting
and doing and dying
and sighing and laughing and crying
(what antic gesturing!)***

Og selvom det måske bliver en anelse skræmmende at stå ansigt til ansigt med én selv og intet andet, så er det, hvad vi møder i museerne; os selv. Museet er ingen almengyldige sandhed, hellighed eller uimodsagt lov. Den er os.

På denne ICOMs internationale museumsdag med temaet "Museums and contested histories: Saying the unspeakable in museums" får poeten Ferlinghetti lov at få det sidste ord, men kun for nu:

So that
some day
as time bends around
to its beginning again
you find them all again
and yourself ***

* David Anderson: ”Time, dreams and museology: We are all museologists now”, side 67-76 in: Nordisk Museologi, nr. 1997
** side 9 in: Danske Museer, årgang 30, nr. 2, maj 2017
*** Lawrence Ferlinghetti: # 19, in: A Far Rockaway of the Heart, side 30, 1995

Vejen at gå

Af Stine Lundberg Hansen // Med citater af Nina Lund Westerdahl og Sebastian Quack

Nogle gåture leder efter genveje, andre består af omveje. En vandring gennem, udenom eller i byen kan blive episk; udvikle sig til et narrativ med en begyndelse, en midte og en ende. Et løfte om at noget vil ske – en fremdrift.

In a good story you start out with some sort of promise. The story is to surprise, amaze, inform, inspire, scare or entertain you. Give you hope or ammunition to fight. Give you release, escapism or insight. There’s often a protagonist you connect with.

Nina Lund Westerdahl og Sebastian Quack kommer i maj til Nuuk for at udvikle en app, der registrerer folks solrige oplevelser i byen, sådan at vi kan opleve hinandens oplevelser på vores vej igennem og rundt i byen.

When you go walking, and here I think of the aimless wandering or the dérive, many of the same factors are present. You head out- and you don’t know what or who is going to meet you. What moments of present is waiting. Every landscape is full of stories if you look for them.

Der er gåturen fra A til B – benenes transport fra et sted til et andet – og så er der gåturen, som konsumerer landskabet – skaber sig og bliver skabt i takt med føddernes slag og underlaget.

Walking has a slowness to it, and when you walk you can discover many stories. There’s a degree of contemplation and maybe even resistance towards the city’s usual speed.

For mig er der to gåture – den direkte og omvejen – men ved nærmere omtanke dukker flere op. Bare i Nuuk.

Der er de unges spontane nattevandring, opslugt i hinandens selvskaber, og i den identitet man, som ung, kæmper om.

Der er gåturen udenom byen. Jagten i fjeldet, hvor gangen varieres alt efter fugl, hare, moskus eller rensdyr. Der er bærplukkerens jordnære gang med ryggen vendt mod himlen.

Byen Nuuk er også i afgrænsningen – fjorden og fjeldet; i omgivelserne, i gåturene og vandringen udenom.

Nuuk er byen uden fortov og cykelstier, men med plads til begge i vejkanten. Det er byen, hvor bilerne holder tilbage for de gående.

Barnevogne – hvor gangen følger en vuggevise. Barnevogne – med løbende, gående eller cyklende børn ved siden af; stoppende, ventende, konstant opmærksom og på udkig.

Poseringen – solbrillerne, tasken og nye jakker. Sommerens første bare arme. Vinterens solskinsdage.

Der er skolegangen – nogle tunge af skoletasken, andre higende efter klokken, andre arm i arm.

Der er posegangen – fra Brugsen eller Pissifik med lange arme i direkte linje hjem.

Blæsten, snefoget, frosten bøjer gangen forover, sidelæns eller baglæns.

Hænderne i lommerne.

Alene eller sammen.

Der er åndehullerne, hvor folk bliver stående, slår sig ned eller stopper op.

Gangen der hilser forbipasserende med smil, nik eller hævede øjenbryn.

Og der er længden og bredden; Nuuk kan tilbagelægges til fods. Der er ingen dagsrejser i byen Nuuk – man er aldrig længere væk, end benene kan tage én.

Nuuk er en rundgang med steder at forvilde sig hen.

A story starts with the opening line, the first credits or an “Once upon a time” and you know that the real story probably started long before this story gets to the point of being told. And you know the story is going to end. You don’t know where or how. And you know the story rarely ends here, though the last page have been turned.

Et landskab former gangen. Gåturen inkorporerer. Ved grusbunken bor jætterne. I fjeldet troldene. Jorden kan være giftig. Landskabet er den røde tråd, vi forfølger.

Fra A til B forfølges tankerækker. Stier spændt ud mellem to punkter uden begyndelse og ende. De slår rødder i benenes gang, i rytmen, i forflyttelsen fra A til B.

At gå skaber linjer – tråde spændt ud – i landskabet; det smelter tanker, ben og underlag sammen. Fordybninger.

And storytelling suddenly becomes a very physical activity, more about allowing someone else to directly re-live your perspective, taking them on a journey with you, rather than communicating with words.

Man kan gå med kunstneren Janet Cardiffs audiowalks – i en andens tanker, i en andens spor, men i et helt specifikt landskab. Eller fordybe sig i Janet Cardiffs og George Bures Millers video walks.

Man kan vandre med forfatteren Rebecca Solnit i bøgerne ”A fieldguide to getting lost” eller ”Wanderlust – A History of Walking”. Eller bare gå med Tomas Espedal i ”gå. eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv”.

Man kan tage a walk in the park med musiker Stina Nordenstam og gå i takt med mange andre.

Man kan blive stående.

Men man kan også lade sig forføre af PROMIS – et projekt af Nina Lund Westerdahl og Sebastian Quack – som kommer til Nuuk i hele maj måned. Om og i Nuuk til fods i solen.

Se mere: http://www.nuukkunstmuseum.com/da/udstillinger/promis-maj-2017/ - eller følg med på Nuuk Kunstmuseums Facebookside.

Lysindfald

Af Stine Lundberg Hansen

Nuuk Kunstmuseum har siden efteråret kørt et residensprogram med kunstnere fra Norden. Hver kunstner går i dialog med samfundet omkring; med Nuuk og med Grønland. Hver kunstner søger samarbejde, udforsker og udtrykker sig gennem sit ophold i Nuuk på små to måneder.

Den tredje kunstner i residensprogrammet* var Lotta Törnroth, som arbejder med havet; havet med længslen og rædslen knyttet til sig. I de tidlige morgentimer, før solen stod op, var jeg hendes assistent, da hun var ude ved fjorden og fotografere. Motivet var det samme – hende med lommelygten ved vandet; et motiv hun har gentaget forskellige steder i verden.

En gentagelse som sammen med den dialog og udforskning af Nuuk og fjorden – mennesket og havet – bliver en uddybning og et rum for forståelse og for ubegribeligheder overfor havet og dets magt over mennesket. Dette er indtryk fra morgener i Nuuk med kunstner Lotta Törnroth:

 

Ved nattens hæld i det tiltagende morgenlys stod kunstneren i landskabet ved fjorden med lommelygten hele tiden. Eksponering.

Denne morgen var stille. Havet havde lagt sig flat, og hver enkel farve fik tid til at strække sig over henover himlen.

Jeg skulle trykke en knap i bund – og slippe den igen. Udløse lysindfaldet og lukke igen. Eksponering.

Den tidlige morgen er et arbejde mod lyset med lyset før dagen.

Kunstneren stod på klipperne ovenpå sneen. Ved vandet, tæt ved. Altid med sin lommelygte Lyset.

Lyset pegede mod linsen, mod udløseren – mig? Den pegede mod sneen, stenene, fjorden og ud af billedet. Mod noget, nogle og alligevel ikke nogen.

Kunstneren arbejder mellem linsen og havet. Søgende og gentagende. Hendes krop, hendes placering, en rød jakke, en orange striktrøje, et rødt hår. Hende, kameraet og mig med udløseren. Retninger i landskabet.

En anden morgen var uden farver. Himlen overdækket, et mågepar imellem, og landskabet bart. Skrattende mens bølgerne – vågorna – kom med tidevandet. Vuggende, slikkende tager det til. Tidens vand.

Kunstneren kravlede langt ud. Jeg blev ved kameraet med knappen. Udløseren. Stående, mens kunstneren sprang i rundgang først dansende med lyskeglen, så i tid uden lys. Hun ville ikke eksponeres og træde tydeligt frem.

For lysets skyld skulle man kunne sige.

Forstår jeg, bosat her, privilegiet i dette landskab? I lyset af øer, fjelde og fjord. Privilegiet af ikke at skulle spejde efter de kuldsejlede.

Kunstneren lagde aldrig sin lommelygte. (Selv i lommen lyste den) Selv i dagslyset lyste den. Mod havet.

 

* Der kan læses mere om to første kunstnere – Marte Lill Sombye og Tinne Zenner – og deres møde og udforskning af Nuuk i det grønlandske kunst- og kulturtidsskrift Neriusaaq 1/2017 : http://neriusaaq.gl/ . Den fjerde og foreløbigt sidste kunstner i dette residensprogram – Inkeri Jäntti – gæster og arbejder i disse måneder (april/maj) i Nuuk. Følg med på Nuuk Kunstmuseums Facebookside eller på Inkeris blog : http://inkeritravels.blogspot.fi.

Tekster i frit fald – om kunst og uddannelse situeret mellem Danmark og Grønland

Af Stine Lundberg Hansen

Prolog

Al uddannelsestænkning bør gøre plads til det ugribelige mellemrum mellem nu og i morgen. Al reel uddannelse består af hullerne i hegnet.

1

Kunsten har ingen wow-effekt*. Den opvoksende generation bliver hverken klogere eller dummere – men kan blive begge dele.

Kunst kan være filosoferende, men også propaganderende.

Al samtænkning mellem skole og kulturinstitution, mellem klasse og kultur, mellem elev og kunstværk må bero på retten til at tænke og mærke efter, lige så vel som retten til at vende ryggen til.

Kunst er ikke noget program – kunsten er uden endemål og facit. Hvis kunsten tænkt pædagogisk bliver programmatisk, må der være sprækker; sprækker til den frie tænkning, den frie tale, til at slippe fri.

Kunst kan sætte tanker i gang, være et tankerefugium, en sanselig udfordring og vende hverdagen på hovedet. Kunsten er skabt af og er til for og imellem mennesker. Derfor skal den være tilgængelig; synlig i ethvert barns opvækst.

Kulturinstitutioner skal ikke påvirke; de skal skabe tænkninger – refleksioner over liv og samfund.

2

Kunsten er også uddannelse; den er perspektiver, omvendelser, tænkning, samfundsbaseret, samfundsintegreret, menneskerelevant. Den er for alle, ingen og for sig selv. Den er ubegribelig og netop i denne ikke-definerethed bør den gribes.

I Grønland synes al uddannelse i den politiske tænkning gang på gang reduceret til kampen mellem sprogene; til grønlandsk versus dansk og vice versa; til grønlandsk, dansk eller engelsk?

I skyggen forbliver matematikken og naturfagene (geografi, biologi, fysik, kemi) samt samfundsfagene (religion, historie, samfundsfag og fx kunsten).

Andre sprogfag som fransk, tysk, spansk, russisk, kinesisk eller hvad der nu synes relevant, diskuteres ikke.

Næsten i komplet mørke står de kreative fag, som i løbet af de sidste par år er skubbet så langt ud i periferien, at jeg ikke længere kender deres navn. I min skoletid hed de musik, drama, sløjd, håndarbejde, hjemkundskab og formning/billedkunst. Lokale valg er de omdøbt til i den grønlandske folkeskole, hvilket vel dårligt er et fag med et reelt indhold. En udvanding af de engang mere afgrænsede fag; lokalvalg er et valg lokalt uden et specifikt fagligt indhold.

For meget fortaber sig i en debat om sprog og nationalitet – heller ikke kunsten diskuteres.

Kunsten er i filmen, i teatret, i litteraturen, i billedkunsten, i musikken, i håndværket, i designet – og den kan være i mange af skolens fag.

3

Kunsten lader sig kun gøre som et møde. Et møde som kan udfordres, uddybes og udvides, eller forblive et nik, et strejf, et kort sammentræf.

Mødet med kunsten må lægge sig til rette mellem linjerne, hvor den undviger sproget og taler udenom.

Kunsten kan ikke reduceres til et italesat program.

Kunsten er.

Mødet med kunsten må efterlade huller i hegnet, hvor tankerne kan smutte igennem.

Kunsten skal være synlig og tilgængelig i alle uddannelser, men det er gennem hullerne i hegnet, at enhver horisont udvider sig.

Et møde består af en reel udveksling to eller flere parter imellem. Det består i en åbenhed mod den anden og mod omverdenen, hvor der argumenteres, modelleres og formes begge veje.

Det politiske bagland og uddannelser i Grønland bør være ansvarlige for adskillige møder mellem elev/studerende og kunst finder sted, og at der i disse møder er mulighed for fordybelse og uddybelse – og sikre hullerne i hegnet og retten til at vende ryggen til bibeholdes.

4

Essensen af kunsten udtrykkes ikke i wow – hvad kunsten kan undslipper ordene. Kunsten har ingen samlet eller ensartet essens, heri består dens kvalitet.

Kunsten kan få os til at tænke, undre os, skabe nysgerrighed, vække sanserne, være grænseoverskridende, provokerende, propaganderende – men det er ikke givent.

Kunst er en vital del af samfundet – det er enhver tids udtryk et bestemt sted.

Den er forbundet med menneske, samfund og tid – derfor bør den være en del af enhver uddannelse.

5

Kunsten er i rummet. Den er i et forhold, en relation, en sekvens, en rækkefølge.

Rum er mentale og fysiske. Vi kan være et sted med vores krop, et andet i tankerne.

Rum er afgrænsede af opfattelsen af det.

Kunst er i rum og forholder sig til mangfoldige rum – både mentale og fysiske.

Uddannelse er ofte knyttet til et defineret fysisk rum – klasseværelser, auditoriet, lokalet eller den fysisk manifesterede institution som skole eller universitet.

Men uddannelse er også mentale rum; de muligheder for rumudvidelser et fag indeholder. Ethvert fag bør arbejde på kanten af umulighed – for at holde muligheden for nye rum åbent.

Kunsten består af mulige rum. I sig selv er kunsten en umulighed – heri gemmer sig alle mulighederne for rum. En rumlighed. Noget der ligner, men ikke er rum. En mimesis – en gentagelse og en spejling af rum – fysiske som mentale – som virker tilbage på eller skaber nogle nye rum.

6

Kunstens rum er museet, galleriet, kunsthallen, udstillingen, teatret, bogen, koncerten eller en begivenhed, en afbrydelse, et rum defineret af mennesker.

Et rum som altid kunne være anderledes.

7

Kunstmuseet er et andet rum end klasseværelset.

Klasseværelsets rum er centreret om undervisning; om et forhold mellem elev/studerende og lærer/underviser og et fag.

Kunstmuseets rum er centreret om kunsten; om et iscenesat møde mellem den besøgende/brugeren/den udefrakommende og kunsten.

Kunsten er kurateret og iscenesat i et rum af nogle i museet til nogle udenfor museet. Faget er rammesat af nogle i uddannelsen til nogle udenfor uddannelsen.

Begge rum vil noget med nogen.

8

Nuuk Kunstmuseum har mange små rum. Museet er som bygget til labyrinthisk at gå på opdagelse. Væggene er tæt på og det er kunsten også.

I hvert rum er muligheden for andre rum. Som et æskesystem. Hvert kunstværk indeholder mulige rum, og hver beskuer, hver besøgende, hver elev eller studerende medbringer deres rum til museet.

Det er alle disse muligheder af rum, som kunsten i uddannelse skal sætte i spil. Rum uden facit men rum som udfordrer, påvirker og argumenterer mod hinanden.

Rum på rum er, hvad mødet mellem elev/studerende og kunstværk består i. Dette møde kan skabe forbindelser og afbrydelser, kan kortlægge og erkende, og kan skabe tænkninger. Det er ikke sikkert, at det sker, men mødet med kunsten åbner muligheden for, at det gør.

Hvis kunsten præsenteres som et fastsat program – en simpel wow-effekt til bedre karakterer – og ikke som et møde med mange mulige iboende rum, så mister kunsten sin effekt som kunst.

* Den engelske professor Anne Bamford fra Wimbledon School of Art har skrevet om sammenhængen mellem de kreative fag, kunsten og hvor godt børn klarer sig i skolen, som hun kalder wow-effekt.