Posts Tagged: Inkeri Jäntti
RUM
Forestillingen ”Qulaani Qitinneq / Dans Over Hovedet” var et samarbejde mellem den finske danser Ilona Jäntti og de grønlandske dansere Maliina Jensen og Alexander Montgomery- Andersen. Den indtog den 12. april ikke kun gulvet men hele rummet i Katuaqs foyer. Og det satte bevægelse, retninger og rummets koreografi i spil.
Af Stine Lundberg Hansen, Foto: Inkeri Jäntti
Reb, wire, ring var spundet gennem Katuaqs foyer, som tråde man kunne finde op, ned, hen, over, under med. De varslede bevægelse; retninger. Det var begyndelsen på en koreografi. Et specifikt sted.
Hvad er det stedsspecifikke? Et stednavn; en koordinat; en stemning; et minde; en forventning. Eller måske en bevægelse, der blev til koreografi, som blev til dans.
En fredag aften dansede Ilona Jäntti, Maliina Jensen og Alexander Montgomery-Andersen stedsspecifikt i Katuaq. Ikke kun på gulvet, men i rummet; på vægge, kunstværk og i luften.
”Er der ikke nogen, der kan få det barn til at tie stille”, hviskede min sidemand, idet forestillingen skulle begynde. I 5 minutter havde et lille barn skreget, så det rungede gennem hele foyer’en. Alle der har været i kulturhuset Katuaq ved, at løbende, råbende, grinende, grædende børn er en del af hverdagen. Var jeg tre år, ville jeg også spænde spurteskoene på og tonse gennem det enorme rum i alle retninger med dets indbydende gulvplads og højt til loftet.
Reb, wire og ring varslede om, at dette var en dans, der ville indtage rummet, som netop en treårig bare kunne drømme om.
Dagen forinden havde Ilona Jäntti sammen med Maliina Jensen givet en artist talk på Nuuk Kunstmuseum om netop sitespecific dancing oversat til stedsspecifik dans. Maliina har før danset på væggen i Katuaq – og også på fjeldvægge i Østgrønland. Ilona Jäntti har danset steder som botanisk have, museer, lossepladser, på steder der ikke er mere… med andre ord alt andet end den ordinære scene.
Med sig har Ilona sin krop, sin uddannelse og alle de mange timers erfaring sammen med reb, wire og ringe. Bevægelserne, koreografien, dansen opstår i mødet med stedet.
Det er ikke en fortælling om rummet, hun søger, men at vise det sted, vi kender på en ny måde. Det er et konstant arbejde med at omskabe bevægelse og koreografi til rummet, til stedet. Ilona Jäntti spørger sig selv, hvad kan jeg gøre her, som jeg ikke har gjort før?
Et rum har retninger, vi kan bevæge os i. Os daglige brugere af Katuaq er henvist til gulvet; at skrå hen over med hver sin gang og retning. Som regel fra den ene ende til den anden, eller fra den ene side til den anden.
Enkelte stopper, andre sætter sig. Ser måske Maliina, solen, løbe hen over den hvide væg, væk fra sin bror, månen, Aningaaq. Alexander Montgomery-Andersen greb fat i fordybningerne, kravlede rundt om, hoppede hen over og faldt ned i. Som en edderkop på sit net, dansede han om kunstværket på væggen.
Er man 3 år og skal gennem Katuaqs foyer lægger man måske nakken tilbage, ser op og drejer rundt. Og rundt og rundt. Som Ilona Jäntti i sin ring. Ringen, cirklen, er en omkreds. Noget man kan være indenfor og udenfor. Den kan brydes med den rette linje, som et strakt ben eller en udspændt krop. Den kan være rundt om kropppen eller kroppen kan dreje om cirklen.
Måske ser man tingene an, som man går gennem foyeren; orienterer sig, hvad der går i biografen, eller hvad der sker i Lille Sal; eller man holder sig langs væggen. Som Maliina Jensen nærmede sig rebet fra flere retninger, lod kroppen afsøge rummet. Rebet der førte hende op på og langs væggen, hvor hun med lysets hjælp graciøst legede med sin egen skygge.
Måske slår man sig ned, observerer og forsøger at få hold på rummet, på foyeren. Som den knude Alexander dansede om; bandt, bandt op og bandt igen. Indtil tovet kunne strække sig skråt igennem og gennemskære rummet. Indtil knuden kunne holde både Alexander og Maliina, så Ilona kunne følge tovet op gennem foyerens rum, som Ariadnes tråd ud af labyrinthen.
Meget kan man kritisere Katuaqs arkitektoniske rum for i det daglige, men denne fredag aften fik det bevægelser og en koreografi, som opløste caféens daglige dominans af rummet. Dansen skabte en bevægelighed i foyerens af og til klodsede rum.
Man kan jo også selv spænde spurteskoene på i det daglige og udfordre rummet, som alle de børn, der dagligt gennemsøger dets retninger i en ikke så æstetisk, koreograferet og gennemført udgave.
Mere om danserne: Ilona Jäntti www.ilmatila.com // Maliina Jensen www.maliinajensen.com
// Alexander Montgomery-Andersen www.facebook.com/Alxproductionsfreelancedance/
Kunst og terapi. Kunstterapi.
Dette essay er én af to artikler. Den finske kunstner Inkeri Jäntti var del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram 2017, og i de måneder hun boede i Nuuk var hun i dialog med kvinder, som havde traume efter seksuelt overgreb; et gennemgribende tema og afsæt i hendes kunst, som har rødder i eget traume. Hendes fokus er ikke stedsbestemt, hverken specifikt grønlandsk eller finsk, men hvad kunsten kan gøre med traume og tabu. Denne første artikel skal dog handle om kunsten som terapi.
Det er set før, at kunsten bliver til terapi. Herman Rorschachs far var kunstner, og han var måske blevet det selv, havde han ikke læste Tolstoj og besluttet sig for at hele menneskets sjæl. Herman Rorschachs var schweizisk psykiater og opfinder af Rorscharch-testen; den hvor psykiatriske patienter kigger på ubestemmelige blækklatter og fortæller, hvad det ligner og derudfra stilles en diagnose.
Blækklatterne - oftest i røde og sorte nuancer spejlet symmetrisk - udgør sammen med patientens fortolkning en vævende idé om, at kunst og terapi, udtryk og heling, går hånd i hånd. Og et dyk ind i kunsten viser, at traume og kunst kan væves sammen.
Det er også set, at traume bliver til kunst. Kunstneren Louise Bourgeois’ (1911-2010) barndom og særligt hendes forhold til faderen var en konstant ressource for hendes kunst livet igennem. Bure, spejle, lange titler, det indvendige/udvendige, kvindekroppen; hvert værk synes en udsigelse om et traume, en terapeutisk session; alligevel kender man ikke personen Louise Bourgeois ud fra Louise Bourgeois’ kunst. Forholdet kunst og traume er ikke 1:1; nærmere et springbræt. Det er først og fremmest kunst. En udsigelse i et rum. En form og et forhold. Ligesom Rorscharch-testen først og fremmest var terapi.
Ligeledes set er, at kunsten bliver terapi for traumet. I utallige nætter brugte kunster Gukki Nuka selfien – nøgenbilledet af sig selv – til at bearbejde sit traume. Pixel for pixel bearbejdede han billede for billede og fik skrøbeligheden, sårbarheden og smerten frem. Billederne til blev fortællinger om traume med ham selv som udgangspunkt og afsæt. Den fortælling han havde holdt skjult i 30 år siden sin barndom; smerten og ødelæggelsen efter seksuelle overgreb begået af en fodboldtræner. Kunsten blev en bearbejdelse - en terapeutisk session - af traumet.
Flere år senere blev disse billeder til udstillingen ”Tarnip Qupineri // Revner i Sjælen”, og her blev udstillingen ikke bare en bearbejdelse af Gukkis eget traume, men også en stemme for andre i samme situation og en stemme i samfundet.
Inkeris aktivistiske stemme
”Når man skaber kunst, kan man skabe sin egen fortælling, og jeg tror - specielt for mennesker med traume - at skabe kunst kan gøre, at man fortæller sin egen historie og sin egen virkelighed. Det er en god måde at føle en form for kontrol. I et traume kæmper man ofte med spørgsmål som ”var det min skyld?”, ”vil folk tro på mig?”, ”var det virkelig sådan en stor ting?”, ”havde jeg fortjent det?” og så videre. Med mit projekt vil jeg gerne give en følelse af, at ens oplevelse har værdi og er virkelig, og hvad du føler er virkeligt og at du har lov til at føle sådan.”
Inkeri Jäntti har også været udsat for seksuelt overgreb; i hendes kunst arbejder hun med kvinder og traume, det iscenesatte og det krakelerede. Hendes primære medie er fotografiet, og hendes fotografier nærmer sig reklamens eller modefotografiets iscenesættelse og æstetik, men med krakeleringer; med fortællinger om traume bagved det umiddelbare billede.
Hendes billeder er kvinder iscenesat enten i naturen eller et forfaldent sted. De får make up og lys på. Billederne er stiliserede og æstetisk gennemtænkt. Men iscenesættelsen i billedet er ikke skabt ud fra en æstetik, men ud fra en fortælling. En del af processen består i, at Inkeri opsøger og snakker med kvinder, som har været udsat for seksuelle overgreb. Deres fortælling bliver til et fotografi; et kunstværk. Nogle gange stiller kvinderne selv op som modeller i fotografiet, andre gang bruger Inkeri modeller, for eksempel dansere, til i et billede at skabe et udtryk af denne bagvedliggende fortælling om traume og seksuelt overgreb.
Inkeris kunst har et aktivistisk præg over sig, ligesom Gukki Nukas kunst fik; det handler om stemmen, der italesætter seksuelle overgreb. En kamp mod tabuet, det forstillede, det neddyssede eller usagte.
Kunsten bliver en stemme, et udtryk, lige så vel, som den giver en stemme til noget, der måske ikke havde en stemme før. Kunsten skaber fortællinger, der både i processen, i skabelsen og i selve udtrykket kan noget; noget der er beslægtet med terapien, med bearbejdelsen og det helende.
Den anden artikel er en samtale med to kvinder om tabu og seksuelle overgreb skrevet af Inkeri Jäntti og kan læses her.
Foto: Inkeri Jäntti hyrede danser Maliina Jensen til at være model i nogle hendes fotografier. De sejlede til Kangeq – en efterladt bygd lidt udenfor Nuuk – og fotograferede et æstetisk udtryk over traume inspireret af fjeldgængeren eller Qivittoq – dem som gik til fjelds eller forlod samfundet i skam eller skyld.
The Silence of Friends
Denne artikel er anden ud af to artikler. Den finske kunstner Inkeri Jäntti var del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram 2017, og i de måneder hun boede i Nuuk var hun i dialog med kvinder, som havde traume efter seksuelt overgreb; et gennemgribende tema og afsæt i hendes kunst, som har rødder i eget traume. Hendes fokus er ikke stedsbestemt, hverken specifikt grønlandsk eller finsk, men hvad kunsten kan gøre med traume og tabu.
Denne artikel er skrevet af Inkeri ud fra en samtale med to kvinder i Nuuk. Samtalen bearbejdede hun i sin kunst, med kvindernes tilladelse og accept, og gav deres fortællinger et udtryk. Artiklen er skrevet på engelsk, og samtalen foregik på engelsk. Den første artikel er et essay over kunst og terapi og kan læses her.
Foto: Inkeri Jäntti hyrede danser Maliina Jensen til at være model i nogle hendes fotografier. De sejlede til Kangeq – en efterladt bygd lidt udenfor Nuuk – og fotograferede et æstetisk udtryk over traume inspireret af fjeldgængeren eller Qivittoq – dem som gik til fjelds eller forlod samfundet i skam eller skyld.
Text, photography and video by Inkeri Jäntti
Looking at them, you’d think nothing is amiss with these two women sitting with me in a living room in Greenland’s capital city Nuuk. These women who have been physically, sexually abused. Raped.
There, I said it. It’s a strong word.
“I was 12,” Julie, who is 47 now, says. “We were spending time after school at the youth center and a boy asked me to go back with him to our school. He had forgotten his backpack at the school gym and had a key. It was late and he said he was scared to go alone. I went with him because I knew who he was.” Julie has short, smartly cut black hair and glasses. She’s wearing a knitted scarf and matching handwarmers. They look like armour on her when she presses her palm on her chest, above her heart. “My heart is beating fast, when I tell this story. Almost nobody knows. Only my husband.”
I’m sitting with Julie at the home of 26-year-old Ann-Margrethe, Julie’s ex-boyfriend’s sister. I’ve already met Ann-Margrethe earlier, when she told me her story. Now she offered to act as an interpreter between Julie and me. Ann-Margrethe works in a local grocery store and rest of the time focuses on taking care of her one-year-old daughter Lily. Tonight Lily doesn’t want to go to bed and toddles around the living room, laughing loudly. She wants to look at photos of my cat on my iphone. “Avva!” she says and slides the touchscreen expertly to see another photo. “It means dog in Greenlandic baby language,” Ann-Margrethe clarifies. “But Lily says that about most animals.” When she goes to put Lily to bed, I sit with Julie who doesn’t know a lot of English. We trade some language tips, me trying to imitate the soft, throaty “q” sound of Greenlandic and she trying to roll out the hard “r” of Finnish. We laugh when we both fail.
It’s not an easy situation, describing to a stranger how somebody hurt your body and mind, took your sense of agency. But these women seem to do quite easily. Only when I ask how they feel, they reveal the difficulty. “I’m shaking, “ says Ann-Margrethe. But you can’t tell. She’s used to being strong and not showing her feelings. Just like the tens of thousands of other sexually abused women in the world, and in Greenland. Women must stay quiet and take it. “I’m always trying, “ she says. “You always have to try to hide it and be strong.”
A CULTURE OF LOOKING AWAY
“I think it is a cultural thing to have to hide it,” Julie says. “It’s a stigma on the house, if somebody has been raped. Especially if it happened inside the family. You can never reveal what’s wrong.
People will be afraid of what other people will say, will we ever get jobs again.” Rape is taboo. But only for the victim. The perpetrator doesn’t face any of the responsibility.
“It makes women here easy victims,” Ann-Margrethe adds. “The rapists know nobody will reveal it and their actions won’t have consequences. That’s why they keep doing it.”
When Ann-Margrethe was young, around six - she can’t remember exactly - she went to spend the night with her sister’s family. Her uncle also lived there. She hadn’t spent much time with him before and felt happy when he took special notice of her. “He took me to the store and bought me wine gums and cup noodles. It felt like I had a whole new family.”
In the evening, she shared a bed with her uncle and his children. During the night, she woke up to her uncle staring at her and reaching into her underwear. “I remember his heavy breathing. I tried to turn away from him and wait for him to leave. It felt like hours.” Eventually, he was gone and she ran to her sister to tell what had happened. She was told to go back to sleep and the problem would be dealt with tomorrow. “The next day, somebody beat my uncle up a little. But that was it. My family still talks to him. He doesn’t live that far away so I run into him often. I feel sick if I even see him.”
Both of these events happened a long time but to Julie and Ann-Margrethe, they’re still present in their lives daily. Both have suffered from depression and memories intruding on their lives for decades.
“I don’t remember exactly what happened at the gym.” Julie says. “The boy pushed me into the equipment closet and then I blacked out. Sometimes bits and pieces come back. I remember the smell of a cologne and sweaty man. I remember him holding my hands behind my back like the police do when they arrest someone. He was my cousin’s best friend.”
Ann-Margrethe interprets most of my questions as we don’t share enough common language with Julie to talk more than about the snow situation in Nuuk. The two women sit on opposite sides of me, talking in Greenlandic and I watch as Julie’s face moves with her story. She doesn’t cry and she’s not dramatic but sometimes she pauses and I see the inner struggle.
“When it was over, I asked him why did it. He didn’t say anything, just pushed me out.”
For a long time, Julie didn’t tell anybody. She went on to live a turbulent teenage life where everything around her made her angry. She lashed out at others, loving it when she could make somebody else angry. “It felt like they were expressing my anger and for a moment, I felt relief.” She studied to be an accountant and later on a social worker. She now works in a small home for the handicapped, taking care of two patients suffering from a very rare syndrome. She says she loves her work. “For the first few weeks I was a bit lost. But then I knew this is the right job for me.”
FLASHING BACK TO THE PAST
Many feelings follow sexual abuse and trauma, such as shame, depression and contrarily enough: feeling numb as well as uncontrollably aggressive. Anger is often difficult to feel and express after rape but it’s very present in both Ann-Margrethe’s and Julia’s stories. “I hate wearing too tight pants,“ Ann-Margarethe says. “It makes me feel like his hand is still in there. Sometimes that makes me angry and I get irritated with my mother and my boyfriend.” I feel glad, in some strange way, that they are able to feel and express anger. It was a bit different for me.
Many years ago, I met a boy, fell in love and started dating him. People told me he was a bit bad news but I didn’t care. I was having a difficult time, I’d been depressed, my self-esteem was low. Quickly our relationship deteriorated into him being unstable and unpredictable, lashing out at me for talking to his brother (I must have been cheating) or having a urinary tract infection (I must have
been cheating) or even talking about our relationship to my friends. He felt I didn’t need friends when I had him, or maybe I didn’t even have real friends. Who would really like a person like me?
When I started crying after he insulted me for behaving stupidly and not being able to keep my mouth shut, he told me it was for my own good. If I felt hurt, he called me too sensitive. “It’s normal to fight like this,” he said. When it came to sex, I realized I was tuning out. He didn’t care about what I felt or if I felt anything at all. Mostly I didn’t. If sex hurt, he tried to persuade me to continue and sometimes even pushed me to continue. I became afraid to say no. In the end, whatever I said, no or yes, I didn’t know what it meant.
The relationship ended quite soon and I should count myself lucky that it did. Afterwards, it took me months to understand what he did to me and how I changed after that. I distanced myself from almost everybody, I gained weight, I started dressing differently. I was afraid of people walking behind me and if an interpersonal conflict occurred, I could already hear a voice in my head berating me for the stupid things I’d done. One day, I ended up on a web forum for raped women and reading their experiences, I found myself thinking: this is how I feel, but why? It’s impossible to say if what happened in my past relationship was rape, sexual abuse or “only” a bad relationship. I don’t use the R-word often. I stutter as I try to say it in my own language. In English, it’s a little bit easier. My case could never have gone to the police, so in the end it doesn’t really matter how it’s defined.
SEEKING SUPPORT
I was lucky to have received help afterwards. Having been a depression patient for years before, I already had a therapist who I still continue to see today. The women in Greenland are less lucky. “We went to court,” Ann-Margrethe says. “But it was dismissed. There wasn’t enough evidence.” You can only wonder why judges think a child would lie about something like that. “I didn’t know what it was that happened. At that time, we didn’t have access to internet or even that much TV. All I knew was that it was wrong and belonged in the adult world.”
About 5 years ago she went to talk to a social service worker about her case. “It was a really bad experience,” she says. “ I was waiting to get in and they asked me to tell my story there out loud, in front of everybody. When I was assigned to a social worker, she didn’t even ask me in. I was standing at the doorway and the woman said to me: ‘You were raped only once. I can’t see why we should help you. Get over it.’ It still haunts me.” Now that she has recently had a baby, she has more access to health care and could go to a few sessions with a psychologist. “It’s until my baby is two. After that, they don’t care.”
Julie found some help through her studies. She was studying to become a social worker but when she was confronted with a course about abuse, the memories became overwhelming. “I went to a guidance counselor and told her I can’t do this, I’m going to quit school. The counselor pressed me to tell her what was going on and eventually got me 30 sessions with a psychologist.” When I ask her if it helped, she nods.
There are very few health care professionals in Greenland who could deal with trauma and its aftermath. Many regular citizens don’t have access to anybody who would help despite countless studies that show that the effects of sexual trauma can be long lasting and difficult to overcome by yourself.
Most sexual abuse survivors have mental health issues and aside that, frequently suffer of unexplained pains and aches, such as pelvic inflammation and headaches. Their emotional and sex lives are often irrevocably altered. “For a while I would just sleep with people without thinking about it,” Julie says. “But when I had my first child, I started to understand my body. That I should only have sex when I really wanted to.” When sexual agency and choice are taken away from you, it can become impossible to recognize or even tolerate sexual feelings. “Often I don’t want it all,”
Ann-Margrethe says. “It brings back too many memories. It doesn’t feel like a normal part of a loving relationship.”
CONNECTING WITH PEOPLE
Julie and Ann-Margrethe want to help others who share their experience. When they heard about a Finnish photographer (that’s me) coming to Nuuk to do an art project concerning the experiences of abused women, they wanted to tell their story, hoping it could help others. “I’m still working on my trauma, “ Julie says. She’s on antidepressants and has bad spells. “If I have a bad day, I talk to my husband. My life is better now and I have a good relationship.” As our interview drags on, Julie’s husband calls her to check when she’s coming home. It’s sweet that he worries about her.
Ann-Margrethe, as a new mother, worries about her child. “Having Lily made me want to talk about this and bring things to light. I never want anything like this happen to her, or any other baby.
Sometimes I can’t sleep at night because I’m so worried about children having these experiences. The only way to make this situation better is to talk about it openly.”
We meet in the evenings when Lily has gone to sleep or Lily’s father is home from work and can look after the baby. Ann-Margrethe’s house is cozy and lovely, a traditional colourful wooden house at the center of Nuuk. “It’s become hard to connect with people after what happened,” she says. “It feels as if other people can never be in the same place if this has never happened to them. Trusting people becomes almost impossible.”
Despite the feelings of isolation, there’s a kinship when I talk to Ann-Margrethe and Julie. During our talks, most of what they says rings true to me. In this horrible thing, we are united and we can share each other's experiences. I can only be grateful that they have been able to trust me enough to share their experiences with me. Looking at them, I don’t see shame or a stigma, I see women who have struggled and become stronger for it. It’s as if we have an odd secret society now. Listening to them, I realize that deep down in all of our communities, there exists a vibrant thread of women supporting each other. We need to trust it and bring it forward. We can nurture change.
The best way to help is to talk about it, out loud.
Assinga – blikke i Grønland
Under Nuuk Nordisk Kulturfestival i oktober blev 8 kunstnere sat i stævne i en artist talk på Nuuk Kunstmuseum med lektor Jette Rygaard fra Ilisimatusarfik som moderator. Anledningen var udstillingen ”Assinga 4x4” – en udstilling der kan ses frem til 14. januar 2017 på Nuuk Kunstmuseum.
”Assinga” er dens samme, dens lige; fotografiet. Otte kunstnere er sat sammen; fire fra Grønland, fire fra Norden – alle forholder de sig til Grønland i deres fotografier
”Kunst skal sanses, ses og opleves”, citerer moderator Jette Rygaard Bodil Kaalund. Kunst skal ikke tales sønder og sammen, alligevel er otte kunstnere sat i stævne for netop at tale om kunsten, deres kunst, fotografiet og blikke på Grønland.
Udstillingen er et dobbeltsyn på Grønland. Insiders – de fire af dem – skildrer det velkendte, mens outsiderne – de fire nordiske kunstnere - er inviterede kunstnere, som del af Nuuk Kunstmuseums residensprogram; inviteret til at se på og interagere med Grønland. Og også de udefrakommende bærer det velkendte med sig. De otte kunstnere mødes om det samme – fotografiet og stedet Grønland. Det kan manipuleres, være det samme og forskelligt fra det levede og det oplevede. Det kan være fremmed og velkendt.
Hver kunstner fik 8 minutters taletid – her får de under 8 linjer; et uddrag af deres fortællinger om deres kunst og Grønland skrevet under Artist Talk’en.
Angu Motzfeldt udstiller fotografier på forskellige materialer:
Vi skulle indlevere i fredags, og på det tidspunkt havde jeg ingen idé om, hvad jeg skulle lave. Jeg var nedtrykt og håbløs og gik med min computer under armen ned til trykkeren, som havde en printer, som kunne trykke på enhver flade. Så jeg gik rundt i industriområdet og samlede gamle træblokke, granitplader, alt der havde en overflade. Lige pludselig kunne jeg på overfladerne se mine billeder. I Grønland foregår en genopbygningen af identitet i dag, sådan at vi kan komme videre; dette kan jeg se som noget ubevidst i mine billeder.
Tinne Zenner udstiller en cyanotypi og filmen ”Nutsigassat”:
Kortlægning i dag er ikke upolitisk eller korrekt. Jeg arbejder med konstruerede landskaber og blikke; med idéen om et oprindeligt landskab. Nuuk er konstrueret ovenpå landskabet og ind i landskabet. Landskab og arkitektur bærer lag af historie med sig. Mit sprog i filmen er meget politisk ladet. Jeg ved ikke, hvilken historie jeg fortæller, om det er min eller andres – men det er en fortælling om den verden, vi lever i; og som dansker at komme til Grønland.
Inuuteq Storch udstiller en film:
Jeg havde en samtale om hunde i New York. I Grønland er hundene ikke kæledyr, fx i Nordgrønland skal hundene piskes på samme måde, som den lyd man bruger, når man tæsker dem, sådan at når isen brækker, løber de stærkere. Når jeg fortæller denne historie, bliver jeg ofte outsideren eller dæmonen, der tæsker hundene. Men det er ikke dårligt, at være outsideren. I filmen har jeg brugt et online medie kaldet Inuaiaat Isaat med folks hjemmevideoer fra 50erne, 60erne og 70erne. Min mor tager også en masse billeder af vores familieliv. Jeg har denne teori, at de ved ikke, hvorfor disse billeder skal tages, men kun at dette skal huskes. De ved ikke, hvilke følelser de skal vise. Jeg fejlfortæller deres fortælling for at gøre den til min egen.
Lotta Törnroth udstiller fotografier og værket ”Imaginære Øer”:
Jeg var interesseret i, hvordan folk her opfatter og forholder sig til havet. Havet er majestætisk – det tager og giver. I billederne personificerer jeg én, som leder efter nogle. Jeg prøver at få en forbindelse til havet og til dét at miste til havet; savnet og længslen. De imaginære øer tager to–tre dage for en isklump – et stykke nedfrosset hav - at smelte ned i akvarelpapir med forskellige blå farver. De er ikke kontrollerede, som fotografierne er.
Inuuteq Kriegel udstiller sort/hvide fotografier:
Jeg har set mange blikke på Grønland. Jeg er ikke fascineret af naturen; den var den samme for 200 år siden og om 200 år. Så jeg tager billeder af mennesker og bygninger. Jeg har brugt et engangskamera og har fjernet linsen, som et oprør mod, at fotografiet nogle gange handler om grej; det nyeste kamera eller linse. Bagefter lavede jeg kontrasterne. Min hund er der, så det er mit daglige liv og mig selv og ikke om så meget andet.
Inkeri Jäntti udstiller fotografier og en film:
I den grønlandske mytologi er der mange barske elementer, ligesom i naturen. Især fortællingen om qivittoq – outsideren – inspirerede mig; folk, der har været udsat for trauma, føler sig ofte sådan. Jeg ville gerne forestille mig en ånd for hævn; en hævn for seksuelle overgreb. Filmen har en yderside og en inderside; den filmet som mode eller reklame-film, men fortællingen i høretelefonerne får det billede til at falde fra hinanden. Mine billeder er iscenesættelser.
Jukke Rosing udstiller fotografier – en fortolkning af Havets Moder og solen, Maliina:
Det handler om kontrol, fordi jeg aldrig har følt at have den. Jeg manipulerer mine billeder meget kraftigt. At manipulere så det ser helt falsk ud, men stadig naturligt. Jeg blev spurgt under en anden artist talk, om jeg i mine fotografier bevidst valgte at tage noget med fra Grønland. Det er det ikke, det er bare mine rødder. Her valgte jeg bevidst Sassuma Arnaa, Havets moder, og Maliina, solen. Jeg bruger ofte mig selv i billederne, det kan jeg kontrollere.
Marte Lill Somby udstiller træsnit og en film:
Jeg arbejdede med døden; døden er på mange måder tabuiseret fx taler vi ikke om selvmord i Norge, selvom der er mange. Jeg blev inspireret af iniutkvinder, der tog deres liv, når de var gamle eller syge, for ikke at belaste samfundet; som et offer. Det er en interessant historie i vores individualistiske samfund, hvor livet oftest ikke gives slip på; det er vores. I videoen fokuserer jeg på det smukke i dette offer for fællesskabet.
Seneste indlæg
Arkiver
- februar 2024
- februar 2022
- november 2021
- marts 2021
- juni 2020
- marts 2020
- januar 2020
- november 2019
- august 2019
- juli 2019
- juni 2019
- april 2019
- marts 2019
- februar 2019
- december 2018
- marts 2018
- januar 2018
- december 2017
- november 2017
- juli 2017
- juni 2017
- maj 2017
- april 2017
- marts 2017
- februar 2017
- januar 2017