Posts Tagged: Grønlands Kunst

Tekster i frit fald – om kunst og uddannelse situeret mellem Danmark og Grønland

On 23. marts 2017 by admin - 2017, Essay, Stine Lundberg Hansen

Af Stine Lundberg Hansen

Prolog

Al uddannelsestænkning bør gøre plads til det ugribelige mellemrum mellem nu og i morgen. Al reel uddannelse består af hullerne i hegnet.

1

Kunsten har ingen wow-effekt*. Den opvoksende generation bliver hverken klogere eller dummere – men kan blive begge dele.

Kunst kan være filosoferende, men også propaganderende.

Al samtænkning mellem skole og kulturinstitution, mellem klasse og kultur, mellem elev og kunstværk må bero på retten til at tænke og mærke efter, lige så vel som retten til at vende ryggen til.

Kunst er ikke noget program – kunsten er uden endemål og facit. Hvis kunsten tænkt pædagogisk bliver programmatisk, må der være sprækker; sprækker til den frie tænkning, den frie tale, til at slippe fri.

Kunst kan sætte tanker i gang, være et tankerefugium, en sanselig udfordring og vende hverdagen på hovedet. Kunsten er skabt af og er til for og imellem mennesker. Derfor skal den være tilgængelig; synlig i ethvert barns opvækst.

Kulturinstitutioner skal ikke påvirke; de skal skabe tænkninger – refleksioner over liv og samfund.

2

Kunsten er også uddannelse; den er perspektiver, omvendelser, tænkning, samfundsbaseret, samfundsintegreret, menneskerelevant. Den er for alle, ingen og for sig selv. Den er ubegribelig og netop i denne ikke-definerethed bør den gribes.

I Grønland synes al uddannelse i den politiske tænkning gang på gang reduceret til kampen mellem sprogene; til grønlandsk versus dansk og vice versa; til grønlandsk, dansk eller engelsk?

I skyggen forbliver matematikken og naturfagene (geografi, biologi, fysik, kemi) samt samfundsfagene (religion, historie, samfundsfag og fx kunsten).

Andre sprogfag som fransk, tysk, spansk, russisk, kinesisk eller hvad der nu synes relevant, diskuteres ikke.

Næsten i komplet mørke står de kreative fag, som i løbet af de sidste par år er skubbet så langt ud i periferien, at jeg ikke længere kender deres navn. I min skoletid hed de musik, drama, sløjd, håndarbejde, hjemkundskab og formning/billedkunst. Lokale valg er de omdøbt til i den grønlandske folkeskole, hvilket vel dårligt er et fag med et reelt indhold. En udvanding af de engang mere afgrænsede fag; lokalvalg er et valg lokalt uden et specifikt fagligt indhold.

For meget fortaber sig i en debat om sprog og nationalitet – heller ikke kunsten diskuteres.

Kunsten er i filmen, i teatret, i litteraturen, i billedkunsten, i musikken, i håndværket, i designet – og den kan være i mange af skolens fag.

3

Kunsten lader sig kun gøre som et møde. Et møde som kan udfordres, uddybes og udvides, eller forblive et nik, et strejf, et kort sammentræf.

Mødet med kunsten må lægge sig til rette mellem linjerne, hvor den undviger sproget og taler udenom.

Kunsten kan ikke reduceres til et italesat program.

Kunsten er.

Mødet med kunsten må efterlade huller i hegnet, hvor tankerne kan smutte igennem.

Kunsten skal være synlig og tilgængelig i alle uddannelser, men det er gennem hullerne i hegnet, at enhver horisont udvider sig.

Et møde består af en reel udveksling to eller flere parter imellem. Det består i en åbenhed mod den anden og mod omverdenen, hvor der argumenteres, modelleres og formes begge veje.

Det politiske bagland og uddannelser i Grønland bør være ansvarlige for adskillige møder mellem elev/studerende og kunst finder sted, og at der i disse møder er mulighed for fordybelse og uddybelse – og sikre hullerne i hegnet og retten til at vende ryggen til bibeholdes.

4

Essensen af kunsten udtrykkes ikke i wow – hvad kunsten kan undslipper ordene. Kunsten har ingen samlet eller ensartet essens, heri består dens kvalitet.

Kunsten kan få os til at tænke, undre os, skabe nysgerrighed, vække sanserne, være grænseoverskridende, provokerende, propaganderende – men det er ikke givent.

Kunst er en vital del af samfundet – det er enhver tids udtryk et bestemt sted.

Den er forbundet med menneske, samfund og tid – derfor bør den være en del af enhver uddannelse.

5

Kunsten er i rummet. Den er i et forhold, en relation, en sekvens, en rækkefølge.

Rum er mentale og fysiske. Vi kan være et sted med vores krop, et andet i tankerne.

Rum er afgrænsede af opfattelsen af det.

Kunst er i rum og forholder sig til mangfoldige rum – både mentale og fysiske.

Uddannelse er ofte knyttet til et defineret fysisk rum – klasseværelser, auditoriet, lokalet eller den fysisk manifesterede institution som skole eller universitet.

Men uddannelse er også mentale rum; de muligheder for rumudvidelser et fag indeholder. Ethvert fag bør arbejde på kanten af umulighed – for at holde muligheden for nye rum åbent.

Kunsten består af mulige rum. I sig selv er kunsten en umulighed – heri gemmer sig alle mulighederne for rum. En rumlighed. Noget der ligner, men ikke er rum. En mimesis – en gentagelse og en spejling af rum – fysiske som mentale – som virker tilbage på eller skaber nogle nye rum.

6

Kunstens rum er museet, galleriet, kunsthallen, udstillingen, teatret, bogen, koncerten eller en begivenhed, en afbrydelse, et rum defineret af mennesker.

Et rum som altid kunne være anderledes.

7

Kunstmuseet er et andet rum end klasseværelset.

Klasseværelsets rum er centreret om undervisning; om et forhold mellem elev/studerende og lærer/underviser og et fag.

Kunstmuseets rum er centreret om kunsten; om et iscenesat møde mellem den besøgende/brugeren/den udefrakommende og kunsten.

Kunsten er kurateret og iscenesat i et rum af nogle i museet til nogle udenfor museet. Faget er rammesat af nogle i uddannelsen til nogle udenfor uddannelsen.

Begge rum vil noget med nogen.

8

Nuuk Kunstmuseum har mange små rum. Museet er som bygget til labyrinthisk at gå på opdagelse. Væggene er tæt på og det er kunsten også.

I hvert rum er muligheden for andre rum. Som et æskesystem. Hvert kunstværk indeholder mulige rum, og hver beskuer, hver besøgende, hver elev eller studerende medbringer deres rum til museet.

Det er alle disse muligheder af rum, som kunsten i uddannelse skal sætte i spil. Rum uden facit men rum som udfordrer, påvirker og argumenterer mod hinanden.

Rum på rum er, hvad mødet mellem elev/studerende og kunstværk består i. Dette møde kan skabe forbindelser og afbrydelser, kan kortlægge og erkende, og kan skabe tænkninger. Det er ikke sikkert, at det sker, men mødet med kunsten åbner muligheden for, at det gør.

Hvis kunsten præsenteres som et fastsat program – en simpel wow-effekt til bedre karakterer – og ikke som et møde med mange mulige iboende rum, så mister kunsten sin effekt som kunst.

* Den engelske professor Anne Bamford fra Wimbledon School of Art har skrevet om sammenhængen mellem de kreative fag, kunsten og hvor godt børn klarer sig i skolen, som hun kalder wow-effekt.

 

, , , , ,

Udstillinger – En kærlighedserklæring

On 18. februar 2017 by admin - 2017, Essay, Kritik, Nivi Christensen, Udstillinger

Af Nivi Christensen

Udstillinger kan være noget af det mest inspirerende. Udstillinger kan få en lille detalje frem i et værk, og kan få beskueren til totalt at overse et andet. De kan få folk til at se og forstå kunsten på ny, og aktivere flere sanser. Udstillinger kan styre vores forståelse af kunstværkerne. Og så kan de ødelægge og nedbryde kunsten, hvis det bliver gjort uden respekt og kærlighed.

En minimal definition på begrebet udstilling er:

”.. et arrangement af oftest flere udvalgte genstande i et mere eller mindre offentligt tilgængeligt rum ..”*

Udvalgte genstande – altså en selektion. Arrangement – dermed noget styret og opsat. I et tilgængeligt rum – noget præsenteret for andre og i et rum. Det er mere end det, der allerede er – det er noget udvalgt, noget tilgængeligt og noget ordnet.

The White Cube 

Når vi taler udstillingsteori er det mange år siden at tanken om ”The White Cube” – det hvide neutrale udstillingsrum – blev forladt. Udstillinger før 2. verdenskrig var med farvede vægge, gerne i stærk kontrast til værkerne. Efterfølgende opstod en ide om at vægge og rum skulle være neutrale og rene så værkerne kunne tale for sig selv, og der med de hvide udstillingsrum. Uanset hvilken farve væggen har, hvilke værker der er udvalgt, uanset belysning, ophængningsmåde, rummenes udformning, hvilke måde plakaten er skabt eller udstillingstreksten er skrevet, så har det en betydning for udstillingen. Udstillingen er aldrig neutral. Det betyder, at en udstilling altid skal tilpasses et sted. Den samme udstilling vil se forskellig ud i forskellige rum. Den forskellighed kan, hvis man udnytter og omfavner den, forære kunsten nye lag og nye forståelsesrammer.

Ignoreres det – påvirker det også kunsten, men ofte på en negativ måde. Hvis en udstilling er dårlig opsat og ikke er tilrettet rammerne og rummet – kan kunsten virke uprofessionel og ligegyldig. Det kan direkte ødelægge oplevelse af det enkelte værk og af kunstnerens arbejde.

Det er nødvendigt, at vi i Grønlands kunstliv accepterer den præmis. Kuratering – det at skabe udstillinger - har en betydning. Hvis vi forventer professionelle kunstnere, og hvis vi forventer et højt kunstfagligt niveau, skal vi som kulturaktører og udstillingsansvarlige også følge op med professionelle udstillingsansvarlige.

Refleksion, analyse, seriøsitet og diskussion

I forbindelse med KIMIKs udstilling ved Nuuk Kunstmuseum i november 2016 skrev kunstneren og medlem af KIMIK Pierre André Auzias følgende på sin facebook:

“As in a dream, it felt so great to work with people wondering to give the absolut best of themselves!...So many changes through these 4 days of intensive reflexions, analyses and serious (but kind) discussions to find out with the very best way to show our works. At least we found out as an evidence that our difference could create an absolut harmony. “**

En udstilling er langt fra alene håndværksmæssigt og teknisk kunnen. Værkerne bliver først sat i spil ved refleksion, analyse og dialog. På udstillingen var 100 værker – det gav et uendeligt antal måder at opsætte udstillingen på. Selv hvis vi valgte at inddele det sådan, at hver kunstners værker hang sammen, var der tale om 18 udstillende kunstnere, og igen et (næsten) uendeligt antal måder at opsætte dem. Når værkerne opsættes er det en valgt placering – ikke en givet placering.

Udstillingsansvarlig

Alle udstillingssteder bør kunne love kunstnerne, at man afsætte den tid, det tager, at man skaber rum til at gøre sit bedste, og at man har de rette faglige kompetencer. Hvis ikke man giver udstillingerne kærlighed, tid og seriøsitet, hvordan kan man så forvente det af kunstnerne.

Vi har et ansvar for at fremhæve kunstens forcer. Vi har et ansvar for at formidle udstillinger. Vi har et ansvar for at få folk til at forholde sig til kunsten. Vi har et ansvar for at vise kunst for alle aldre. Vi har et ansvar for at give kunsten de bedste rammer. Vi har et ansvar for at udvælge det bedste og reflektere og diskutere, hvorfor det er godt. Vi har et ansvar for at fjerne fokus fra kunstneren over på kunsten.

Det kræver tid, overvejelser, refleksion, videreuddannelse, nysgerrighed, sparring, og så kræver det en erkendelse af, at det har en betydning.

Jeg er træt af dårlige udstillingstekster, der intet siger om kunsten og siger for meget om kunstneren. Jeg er træt af dårlig indramning, print i dårlig kvalitet, uovervejede sammensætninger, for proppede udstillinger, dårligt opspændte lærreder, mangel på mod til at fravælge værker. Jeg er træt af, at det eneste tidspunkt vi taler om uddannelseskrav i forhold til kunsten er kunstnernes – vi taler for lidt om personalet på museernes og udstillingsstedernes faglighed.

Kunstens niveau er kun så højt som laveste fællesnævner – og pt er det ikke kunstnernes niveau, der er problemet - det er udstillingsstedernes niveau. Kunstnerne fortjener bedre. Behandles udstillingerne med ligegyldighed – kan vi heller ikke forvente at folk gør andet end netop det. Behandler vi det med faglighed, seriøsitet og kærlighed, så tror jeg på at folk gør det samme.

*”Hvad er udstillingsanalyse” af Runa Gade i Udstillinger mellem fokus og flimmer red. E. Bodin & J. Lassenius. Citat af Locher s. 17, 2006 ved forlaget Multivers.

**Pierre André Auzias på sin egen facebookprofil efter udstillingen ”KIMIK” på Nuuk Kunstmuseum i november 2016.

, , , , ,

Når ravnene er

On 26. januar 2017 by admin - 2017, Essay, Stine Lundberg Hansen

Når ravnene er

Når de hvide ravne kommer, sker der det, der ikke sker. Det grønlandsk ordsprog ”tulukkat qaqortippata” (når ravnene bliver hvide) betyder noget nær aldrig nogensinde. En ravn er sort! Men i udsmykning, kunst og design skifter den farve.

På logoet for de grønlandske lufthavne – Mittarfeqarfiit – flyver en sort og en hvid ravn side om side. Som modsætninger. Som omvendinger.

Logoet er lavet af kunstneren Rikke Diemer. Hun udsmykkede engang Blok Q i Nuuk med ravne. Som så blev revet ned. Men hendes ravne flyver nu igen på de syv boligtårne på Tuapannguit, også i Nuuk.

Blok Q og Tuapannguit : http://www.rikkediemer.dk/

- For mig har Nuuks vintre altid hørt tæt sammen med de mange ravne i leg hen over byens tage.

Ravnen er et mønster, en bevægelse, en udsmykning i byrummet.

Ravnevejr eller Natteravne

På det daværende Hotel Nuuk hang tre kobberplader. Et kunstværk af Anne-Birthe Hove (1951-2012).

Der er lyde i værket. Ikke hørbare men i ætsningerne og stregerne. Det stormer, regner og suser. Og ravnene basker rundt. Det er et Ravnevejr.

Anne-Birthe Hove kaldte værket for Natteravne. Fordi det hang i en hotellobby og bar. I dag hænger det på Nuuk Kunstmuseum.

Nevermore

I natten er alle ravne sorte, men i Nuuk er ravnene tydelige om dagen i deres kulsorte sort mod den snehvide sne.

De har mange stemmer, som genlyder, når vinteren har frosset næsten alle naturens lyde ned.

Edgar Allan Poe hørte i digtet ”The Raven”* ravnen sige ”Nevermore!”. Og ravnen var sort som natten og dens lyd ildevarslende. Aldrig mere.

De sorte ravne leger over hustagene og går rundt blandt menneskene, som var de forvoksede husdyr.

Kammalaateeqqakka

Mine små venner – kammalaateeqqakka – kalder kunstneren Arnannguaq Høegh en serie tryk af ravne - udstillet på kunstnersammenslutningen Kimiks udstilling på Nuuk Kunstmuseum for nylig.

Gående, hoppende, stillestående ravne. Ravne på jorden. Forvoksede husdyr.
Prikkende i jorden. Slentrende. I menneskehøjde.

Trykt lag på lag. I forskellige farver som skygger. Uendelige spaltninger. Ubrydelige mønstre.

De har personlighed. Er i gang med hver sit. Gentaget og gentrykt.

Ravnene går omkring Arnannguaq Høeghs hus – hun fodrer dem og kalder dem ”kammalaateeqqakka”.

Ravnenes Gud

I den Nordiske mytologi findes ravnenes gud.

Hugin og Munin betyder tanke og erindring. Ravnene Odin sender ud. De er hans øjne. De ser, hører, husker og fortæller. Med ravnen kan han komme allevegne hen. Midgård, Udgård og Asgård.

”På hans skuldre sidder to ravne, og i hans ører fortæller de ham om alle de nyheder, de ser og hører. De hedder sådan: Hugin og Munin. Ved daggry sender han dem ud at flyve over hele verden, og de kommer tilbage til morgenmåltidet. På den måde får han kendskab til mange begivenheder. Derfor kalder mennesker ham ravnenes gud.” **

Ravnen er mytologisk; den hører til i fortællingen, den fabuleres over, og den har sin plads i fablen. En grønlandsk fabel om ravnen og islommen fortæller, hvordan de blev sorte og hvide.

Ravnen og islommen malede hinanden. Ravnen blev sort med store hvide prikker. Men prikkerne var ikke helt ens, syntes ravnen. Så ravnen malede sort på – og mere endnu – til ravnen var helt sort.
”qaq qaq qaq”, skreg den, da den så, at den var helt sort.

Når ravnen bliver sølv

Aviaaja Kleist Burkal designer smykker. Ravnen er et gentagent design i hendes smykkekunst.

Lige nu i form af ørestikker. Ørestikker hvor ravnen har delt sig i to.

Ørestikkerne : http://www.aviaaja.com/portfolio/ravens/

- Jeg prøvede at forenkle formerne så meget som muligt. Skitsen af en siddende ravn delte jeg op i to – et forstykke og et bagstykke – så der kunne komme lidt mere form og dimension ind, så det passer til den dramatik, jeg forbinder med ravne.

Aviaaja Kleist Burkal vil skabe fortællinger gennem sin kunst. Ravnen med sin sorte mystik og sin symbolik prikker til hendes fantasi.

Ravnen er i fortællinger, fabler og myter. Ravnen ligner Hitchcocks Fuglene. Og ravnene var en del af børnenes leg i Aviaajas barndom, og én ravn i Narsarsuaq blev kaldt Ralak.

- Den var ret fræk, og der er forskellige historier om den, som folk stadig husker. Nogle gange legede vi børn, at ravnene ville spise os, hvis vi havde rødt tøj på, og så løb vi skrigende fra hus til hus – selvfølgeligt med rødt tøj på, så det var ekstra spændende.

En ravn er en genkendelig form og indeholder en symbolik på tværs af kulturer.

- Det samme kan siges om andre dyremotiver, hvor en genkendelig form og en bred fælles opfattelse af den symbolik dyret tillægges, gør det muligt for en designer [eller kunstner, red.] at bruge det i sit formsprog – og derigennem formidle budskaber videre.

* https://www.poetryfoundation.org/poems-and-poets/poems/detail/48860
** Snorris Edda, ved Kim Lembek og Rolf Stavnem, Gyldendal, 2012; side 65

S/H Udsnit af Natteravne - Anne-Birthe Hove

, , , , , , ,

The Implied Truth in Curating Greenlandic Art

On 4. januar 2017 by admin - 2017, Essay, Nivi Christensen

Af Nivi Christensen

I foråret 2016 præsenterede jeg et paper til konferencen Curatorial Challenges på Københavns Universitet. Titlen var The Implied Truth In Curating Greenlandic Art. Artiklen her er skabt på baggrund af det oplæg. Det tager udgangspunkt i to problemstillinger 1) At de to kunstmuseer i Grønland bliver repræsentanter for en uimodsagt sandhed om grønlandsk kunst 2) At bøger, udstillingstekster og materiale om grønlandsk kunst ender som implicitte sandheder om samme.

Den uimodsagte sandhed - Kunstmuseerne
I Grønland er to kunstmuseer - Nuuk Kunstmuseum og Ilulissat Kunstmuseum. Begge er tidligere private samlinger i dag drevet af de respektive kommuner (Grønland har ikke på nuværende tidspunkt et Nationalgalleri for Kunst, og det har forsat lange udsigter). Museerne bygger på en overrepræsentation af den danske ekspeditionsmaler Emanuel A. Petersen (1894-1948) der er kendt for sine naturromantiske skildringer i 1920erne.

For et års tid siden trådte en dansk kvinde ind på Nuuk Kunstmuseum. I ankomstrummet hvor der udelukkende hænger værker af netop E.A.P. udbrød hun:

”Årh hvor er her smukt! Dette er præcist som jeg forestillede mig grønlandsk kunst.”

Det udsagn satte en del tanker i gang i mig. Det beseglede en frygt, jeg havde om at Nuuk Kunstmuseum - om man vil det eller ej – bekræfter folks fordomme om Grønlands kunst. Den tidligere private samling bliver af mange opfattet som værende repræsentativ for grønlandsk kunst. En repræsentation som den ikke opfylder, og som den heller ikke står til ansvar for at opfylde – det ansvar påhviler Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.

De to grønlandske kunstmuseers samlinger bekræfter begge en myte om at Emanuel A. Petersen var en afgørende maler i grønlandsk kunst.

Havde Grønland haft et stort nationalgalleri for kunst som modsvarede det udsagn, eller flere mindre museet, der kunne udvide og udfordre kunstopfattelsen, var problemet ikke opstået. Problemet opstår, fordi det billede af grønlandsk kunst, som museerne viser, ikke udfordres. Problemet er større end E.A.P., fordi uanset hvad museerne viser i egne samlinger bliver det til en uimodsagt evidens. De to museer kan ikke rumme et bredt og nuanceret nok udsnit.

Begge museer forsøger at udfordre forståelsen i skiftende udstillinger og udstillingsmateriale, hvilke gør researchen og arbejdet med de skiftende udstillinger endnu vigtigere, men her opstår så det næste problem.

Den uimodsagte sandhed - Teksterne
Den uimodsagte som problemstilling er ikke begrænset til det udstillede, også i kunstlitteraturen gør samme problemstilling sig gældende. Det ene bunder i det udstillingsmateriale og de tekster, som der udarbejdes i forbindelse med udstillingerne. Det andet bunder i bogen Grønlands kunst* af Bodil Kaalund, og den version af Grønlands kunsthistorie som bogen portrætterer.

Grønlands kunst og Grønlands kunsthistorie
Bodil Kaalund (1930-2016) præsenterede i 1970’erne første udgave af bogen Grønlands Kunst ved forlaget Gyldendal. En bestseller der siden er udgivet og fornyet et utal af gange, senest i 2012, og som nu igen er udsolgt fra forlaget trods store oplag. En smuk coffee-table bog fyld med illustrationer, tilgængelig i alle store danske boghandlere. Bogen tager udgangspunkt i en præmis om at Grønlands kunst er allestedsnærværende og forhistorisk, med en begyndelse tilbage ved de første indvandringer til Grønland – for 4000 år siden. Klædedragter og våben, legetøj og tupilakfigurer dominerer, som sidste kapitel kommer billedkunsten med begyndelse omkring Aron Fra Kangeq (1822-1869), med særlig fokus på Hans Lynge (1906-1988) og med et afsluttende afsnit med Moderne grønlandsk billedkunst. Bogen Grønlands Kunst ligner mange andre kanoner over en nations kunst, og er på den måde ikke mere problematisk end så mange andre. Det største problem opstår, fordi den i snart 40 år har eksisteret uden et reelt modsvar.

Kunstneren Pia Arke (1958-2007) gjorde allerede i 1990’erne i sit essay Etnoæstetik** (har du ikke læst det så gør det!) opmærksom på problemerne med indholdet i bogen Grønlands Kunst. Arke skriver blandt andet:

”… Kaalund [kommer] til at arbejde med et meget udvidet kunstbegreb, med udgangspunkt i alskens etno-arkæologika, jagtredskaber, kunsthåndværk, husflid, beklædning, amuletter, tatoveringer osv.”*

Problemet med indholdet, forstærkes af at der ikke er forfattet et alternativ. Grønland Kunst bliver en kanon for kunsten, som kun de færreste kunstnere i dag kan identificere sig med. Jørgen Trondhjem forsøgte med en alternativ fortælling i 2012 med bogen 100 års Grønlands billedkunst*** . Som bogens titel antyder, betragter han 1900 tallet som starten på den grønlandske kunsthistorie. Hans bog har dog langt fra samme gennemslagskraft som Kaalunds. Grønlands kunsthistorie blev skrevet i 1970’erne, og det er stadig den samme bog og historie, du kan købe i boghandlerne i dag. I de 40 år har kun få stillet spørgsmål til det portræt, som Kaalund skaber af Grønlands kunst.

Udstillingsmaterialerne
I mit arbejde som leder ved Nuuk Kunstmuseum forfatter jeg utallige udstillingstekster, pressemeddelelser, og står frem til interviews om museets skiftende udstillinger. Som udstillingssted føler jeg en loyalitet over for udstillerne og kunstnerne generelt. Jeg forsvarer de udstillinger, vi er med-skabere af og de udstillinger huset præsenterer. Som alle andre udstillingsinstitutioner fremhæver jeg selvfølgelig det positive ved udstillingerne og kunstnerne. Jeg forsøger at lave grundig research og baggrundsarbejde, men jeg frygter alligevel, at de tekster, jeg skriver, står uimodsagte. Bliver en ny implicit sandhed. Jeg blevet meget bevist om, at det jeg forfatter rammer ned i et område, der er skrevet meget lidt om.

Der findes kun meget få kunstnerbiografier i Grønland, meget få kunstnere forfatter selv tekster om egen værker, endnu færre portrætteres af andre. Det vil sige, når jeg fremhæver en kunstner i en artikel, der så reproduceres på samtlige nyhedssider, vil personen allerede være overrepræsenteret.

Nogle vil måske mene, at problematikken er den samme mange andre steder – men igen er kernen ikke det skrevne, men at materialet står uimodsagt. Med et befolknings tal på 56.000, er det ikke sandsynligt at det vil ændre sig foreløbig.

Jeg tror, at problemet er anderledes og forstørret i Grønland, netop på grund af det uimodsagte – den implicitte sandhed der opstår, når ingen stiller spørgsmål til ens arbejde. Når der ikke er andre institutioner til at gøre det modsatte, og din stemme får lov til at stå alene. Når vi arbejder med Grønlands kunst – så skriver vi historie.

*Pia Arke Ethno-Aesthetics/ Etnoæstetik, udgivet af ark, Pia Arke Selskabet og Kuratorisk Aktion 2. udgave, 2010 s. 67

, , , , ,