Posts Tagged: Anne-Birthe Hove

Når ravnene er

Når ravnene er

Når de hvide ravne kommer, sker der det, der ikke sker. Det grønlandsk ordsprog ”tulukkat qaqortippata” (når ravnene bliver hvide) betyder noget nær aldrig nogensinde. En ravn er sort! Men i udsmykning, kunst og design skifter den farve.

På logoet for de grønlandske lufthavne – Mittarfeqarfiit – flyver en sort og en hvid ravn side om side. Som modsætninger. Som omvendinger.

Logoet er lavet af kunstneren Rikke Diemer. Hun udsmykkede engang Blok Q i Nuuk med ravne. Som så blev revet ned. Men hendes ravne flyver nu igen på de syv boligtårne på Tuapannguit, også i Nuuk.

Blok Q og Tuapannguit : http://www.rikkediemer.dk/

- For mig har Nuuks vintre altid hørt tæt sammen med de mange ravne i leg hen over byens tage.

Ravnen er et mønster, en bevægelse, en udsmykning i byrummet.

Ravnevejr eller Natteravne

På det daværende Hotel Nuuk hang tre kobberplader. Et kunstværk af Anne-Birthe Hove (1951-2012).

Der er lyde i værket. Ikke hørbare men i ætsningerne og stregerne. Det stormer, regner og suser. Og ravnene basker rundt. Det er et Ravnevejr.

Anne-Birthe Hove kaldte værket for Natteravne. Fordi det hang i en hotellobby og bar. I dag hænger det på Nuuk Kunstmuseum.

Nevermore

I natten er alle ravne sorte, men i Nuuk er ravnene tydelige om dagen i deres kulsorte sort mod den snehvide sne.

De har mange stemmer, som genlyder, når vinteren har frosset næsten alle naturens lyde ned.

Edgar Allan Poe hørte i digtet ”The Raven”* ravnen sige ”Nevermore!”. Og ravnen var sort som natten og dens lyd ildevarslende. Aldrig mere.

De sorte ravne leger over hustagene og går rundt blandt menneskene, som var de forvoksede husdyr.

Kammalaateeqqakka

Mine små venner – kammalaateeqqakka – kalder kunstneren Arnannguaq Høegh en serie tryk af ravne - udstillet på kunstnersammenslutningen Kimiks udstilling på Nuuk Kunstmuseum for nylig.

Gående, hoppende, stillestående ravne. Ravne på jorden. Forvoksede husdyr.
Prikkende i jorden. Slentrende. I menneskehøjde.

Trykt lag på lag. I forskellige farver som skygger. Uendelige spaltninger. Ubrydelige mønstre.

De har personlighed. Er i gang med hver sit. Gentaget og gentrykt.

Ravnene går omkring Arnannguaq Høeghs hus – hun fodrer dem og kalder dem ”kammalaateeqqakka”.

Ravnenes Gud

I den Nordiske mytologi findes ravnenes gud.

Hugin og Munin betyder tanke og erindring. Ravnene Odin sender ud. De er hans øjne. De ser, hører, husker og fortæller. Med ravnen kan han komme allevegne hen. Midgård, Udgård og Asgård.

”På hans skuldre sidder to ravne, og i hans ører fortæller de ham om alle de nyheder, de ser og hører. De hedder sådan: Hugin og Munin. Ved daggry sender han dem ud at flyve over hele verden, og de kommer tilbage til morgenmåltidet. På den måde får han kendskab til mange begivenheder. Derfor kalder mennesker ham ravnenes gud.” **

Ravnen er mytologisk; den hører til i fortællingen, den fabuleres over, og den har sin plads i fablen. En grønlandske fabel om ravnen og islommen fortæller, hvordan de blev sorte og hvide.

Ravnen og islommen malede hinanden. Ravnen blev sort med store hvide prikker. Men prikkerne var ikke helt ens, syntes ravnen. Så ravnen malede sort på – og mere endnu – til ravnen var helt sort.
”qaq qaq qaq”, skreg den, da den så, at den var helt sort.

Når ravnen bliver sølv

Aviaaja Kleist Burkal designer smykker. Ravnen er et gentagent design i hendes smykkekunst.

Lige nu i form af ørestikker. Ørestikker hvor ravnen har delt sig i to.

Ørestikkerne : http://www.aviaaja.com/portfolio/ravens/

- Jeg prøvede at forenkle formerne så meget som muligt. Skitsen af en siddende ravn delte jeg op i to – et forstykke og et bagstykke – så der kunne komme lidt mere form og dimension ind, så det passer til den dramatik, jeg forbinder med ravne.

Aviaaja Kleist Burkal vil skabe fortællinger gennem sin kunst. Ravnen med sin sorte mystik og sin symbolik prikker til hendes fantasi.

Ravnen er i fortællinger, fabler og myter. Ravnen ligner Hitchcocks Fuglene. Og ravnene var en del af børnenes leg i Aviaajas barndom, og én ravn i Narsarsuaq blev kaldt Ralak.

- Den var ret fræk, og der er forskellige historier om den, som folk stadig husker. Nogle gange legede vi børn, at ravnene ville spise os, hvis vi havde rødt tøj på, og så løb vi skrigende fra hus til hus – selvfølgeligt med rødt tøj på, så det var ekstra spændende.

En ravn er en genkendelig form og indeholder en symbolik på tværs af kulturer.

- Det samme kan siges om andre dyremotiver, hvor en genkendelig form og en bred fælles opfattelse af den symbolik dyret tillægges, gør det muligt for en designer [eller kunstner, red.] at bruge det i sit formsprog – og derigennem formidle budskaber videre.

* https://www.poetryfoundation.org/poems-and-poets/poems/detail/48860
** Snorris Edda, ved Kim Lembek og Rolf Stavnem, Gyldendal, 2012; side 65

S/H Udsnit af Natteravne - Anne-Birthe Hove

Bogomtale: Anne-Birthe Hove

Af Nivi Christensen

I den grønlandske kulturverden og kunstverdenen i særdeleshed var hun æret og elsket. Unge kunstnere i dag tænker tilbage på hende som en vigtig motivator og inspirationskilde, og mere etablerede kunstnerne har set hendes kamp for bedre vilkår for grønlandsk kunst. Hun døde i 2012 – alt for tidligt – og med en masse at byde på. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Anne-Birthe Hove for mig står som én af de vigtigste grønlandske kunstnere, og at hun, som jeg ser det, i langt højere grad burde være kendt, også uden for Grønland. En opfattelse jeg heldigvis deler med bogens redaktør og initiativtager Jørgen Chemnitz.

Som forfatter til en af bogens artikler havde jeg fulgt med fra sidelinjen i et års tid. Jeg var fra starten fyldt med ærefrygt, men var og er forsat meget stolt over at være repræsenteret i et værk sammen med Anne-Birthe Hoves mangeårige trykker Bjarne Agerbo, kunstnerkollega Jessie Kleemann, forfatter Bodil Kaalund i samtale med journalist Inge S. Rasmussen, Anne-Birthe Hoves mand Thomas Steensgaard for ikke at sige redaktør Jørgen Chemnitz. Det betød samtidig, at mine forventninger til bogen var tårnhøje – den skal være med til at bære en kunstner frem, som ikke har fået det fortjente eftermæle. Jeg må lægge mig fladt ned og sige – mine forventninger blev mødt – og mere til. Det er til dato den smukkeste og mest gennemarbejdede grønlandske kunstbog.

Anne-Birthe Hoves sarte tryk står perfekt frem på det kraftige matte papir, dybtrykket og tykkelsen af selve omslaget og kasetten giver en fornemmelse for den klasse som Anne-Birthe Hove var og diversiteten i tekststykkerne giver en indgangsvinkel til både teknik, historie og personlighed.

Bogen appellerer både til mennesker, der aldrig har stiftet bekendtskab med hendes værker, i sin rene, overskuelige og smukke facon, og samtidig er den dybdegående og specialiseret nok til at været et must for alle os som i mange år har fulgt hende. Du vil med garanti finde masser af hendes værker, du aldrig tidligere har set.

Som en del af projektet var også den retrospektive udstilling Anne-Birthe Hove (1951-2012), der har været vist på Nordatlantens Brygge, Bornholm Kunstmuseum, Nordatlantisk Hus i Odense og Nuuk Kunstmuseum, samt hjemmesiden med alle registrerede værker af kunstneren www.annebirthehove.com .

Anne-Birthe Hove var exceptionel og fortjener det bedste. Og det har hun fået.

Titel: Anne-Birthe Hove

Antal sider: 244

Redigeret af Jørgen Chemnitz

Udgivet: 2016

Forlag: milik publishing

Sprog: Dansk og grønlandsk

Ca. Pris: 325DKK i Grønland og 440DKK i Danmark