Katuaq – succes eller fiasko?

Af Ivan Burkal

NAPA´s direktør i 90´erne udtale i forbindelse med et møde i arbejdsgruppen for kommende brugere af Katuaq, at Nordisk Kulturcenter (senere Katuaq - Grønlands Kulturhus) ville blive en succes, når Kulturcentret åbnede (1997), og at man i fremtiden ville tale om en tid før og en tid efter Katuaqs åbning. Det har han vel fået ret i. Katuaq har været en publikumssucces. Han udtalte imidlertid også, at Katuaq var fremtidssikret for de næste 50 år, men indtil videre har Katuaq mest været en fiasko for billedkunsten.

Arbejdsgruppen holdt en række møder i 1993 (så vidt jeg husker). Jeg deltog på vegne af Kunstnersammenslutningen Simerneq (1980-1998). Arbejdsgruppen fik fra starten at vide, at vi kunne komme med ønsker til kulturcenteret, men at vi ikke skulle forvente, at de ville blev indfriet - hvilket de stort set heller ikke blev.

I oplægget til Nordisk Kulturcenter, nu Katuaq, skrev daværende Landsstyremedlem for Kultur, Jens Lyberth, i 1989 bland andet, at ”foyeren…… skal også kunne anvendes til skiftende udstillinger, hvorfor lysforholdene er meget væsentlige” (s 5)[1].

Af et senere prospekt fremgår det også, at Lille Sal skal kunne anvendes til udstillinger.[2]

I 1998 udgav forlaget Atuakkiorfik bogen ”Katuaq – Grønlands Kulturhus” med tekst og fotos af Ivars Silis. Bogen var første og fremmest en markering af åbningen af Katuaq d. 15. februar 1997 men også et afsæt for, hvad befolkningen kunne forvente sig af huset. Billederne viser en stor entusiasmen, og sådan husker jeg også de første par år af Katuaqs eksistens.[3]

Det jeg her vil fokusere på i ovennævnte bog er dog især afsnittet ”Magien levere videre” for, på trods af den optimistiske titel, havde Silis set malurten i bægeret. Silis skriver således på (s. 55):

”På visse områder kunne huset vanskeligt indfri forventningerne, på andre overtraf de visionerne”, og ”Malerier hænger i korridorer og gange, og de spanske vægge i foyeren danner deres egen sluttede verden. Billedkunsten har fået bedre udstillingsforhold end nogensinde før i Grønland. Men ideelle er de ikke”. Silis slutter afsnittet af med, ” Hvornår får Grønland et nationalt galleri og lokaler alene forbeholdt vekslende udstillinger? Rum, der lader værkerne komme til deres ret, belysningsmæssigt og pladsmæssigt – og giver beskueren ro til fordybelse”[4].

I 20-års jubilæumsskriftet for Katuaq er der stort set kun ros til Katuaq, og man skal se godt efter for at finde kritiske røster. KIMIKs formand, Lisbeth K. Poulsen, siger, at ”rammerne for udstillinger har været udfordrende, men det har aldrig været umuligt” (s. 38). Kunstskolen leder, Arnannguaq Høegh, siger det mere direkte, at ”hun personligt kunne ønske sig – set med kunstnerøjne – at der blev givet mere plads til bedre egne udstillingsområder, med fokus på lys…..” (s. 40).

Borgmester Asii Chemnitz Narup er citeret for, at ”der løbende (gøres) overvejes omkring Katuaqs fysiske rammer, og der er flere ideer og ønsker til en ombygning” (s 18). Disse overvejelser udbydes dog ikke, men må vel være udtryk for at kommunen også har set udfordringerne.

Da vinderne af arkitektkonkurrencen i sin tid blev præsenteret, spurgte jeg en af arkitekterne om udstillingsmulighederne i kulturhuset. Han pegede på en planche, som viste et området foran receptionen, der kunne bruges til mindre udstillinger (på skillevægge), og at det store lokale på 1. sal (en gang kaldt byorkestersalen) kunne anvendes, når Kunstskolen ikke anvendte det eller det blev brugt til scenografi. Han pegede også på området bag ved den lille sal.

I dag er vi endt med, at kunstnerne KUN kan udstille bag ved Lille Sal. Der er ikke tale om et udstillingsrum men et irregulært gangareal, som ikke fra starten er tænkt som et udstillingslokale, og det er derfor meget vanskeligt at anvende til kunstudstillinger.

Heldigvis har vi nu Nuuk Kunstmuseum, der efter mange års famlen efter et ståsted i kunstformidlingen, ser ud til at have fundet sin egen identitet og gode vilkår for billedkunsten.

Katuaq er på mange måder en publikumssucces, og den daværende NAPA direktørs spådom om, at der er en tid før og efter Katuaqs åbning, er gået i opfyldelse, men som udstillingssted for billedkunsten har Katuaq desværre skuffet. Men det kan der måske rettes op på inden for de næste 30 år, og den anden spådom kan dermed også gå i opfyldelse – også for billedkunsten.

[1] Opførelse af Nordisk Kunst- og Kulturcenter i Nuuk udgivet af Kultur- og undervisningsdirektoratet.
[2] Grønlands Kulturhus – et vindue mod verden (1995)
[3] Et utal af konferencer lagde imidlertid beslag på pladsen og mulighederne. Grønlands Kunstnerudstilling KIMIK´s udstillinger i 1998 blev derfor også den eneste i en årrække.
[4] Aka Høegh var Katuaqs sommerudstiller i 1998, hvilket også ses i bogen.

Foto er fra pjecen "Kulturip Illorua/Grønlands Kulturhus - et vindue mod verden", 1995.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *