Posts in Category: Stine Lundberg Hansen

Tekster i frit fald – om kunst og uddannelse situeret mellem Danmark og Grønland

Af Stine Lundberg Hansen

Prolog

Al uddannelsestænkning bør gøre plads til det ugribelige mellemrum mellem nu og i morgen. Al reel uddannelse består af hullerne i hegnet.

1

Kunsten har ingen wow-effekt*. Den opvoksende generation bliver hverken klogere eller dummere – men kan blive begge dele.

Kunst kan være filosoferende, men også propaganderende.

Al samtænkning mellem skole og kulturinstitution, mellem klasse og kultur, mellem elev og kunstværk må bero på retten til at tænke og mærke efter, lige så vel som retten til at vende ryggen til.

Kunst er ikke noget program – kunsten er uden endemål og facit. Hvis kunsten tænkt pædagogisk bliver programmatisk, må der være sprækker; sprækker til den frie tænkning, den frie tale, til at slippe fri.

Kunst kan sætte tanker i gang, være et tankerefugium, en sanselig udfordring og vende hverdagen på hovedet. Kunsten er skabt af og er til for og imellem mennesker. Derfor skal den være tilgængelig; synlig i ethvert barns opvækst.

Kulturinstitutioner skal ikke påvirke; de skal skabe tænkninger – refleksioner over liv og samfund.

2

Kunsten er også uddannelse; den er perspektiver, omvendelser, tænkning, samfundsbaseret, samfundsintegreret, menneskerelevant. Den er for alle, ingen og for sig selv. Den er ubegribelig og netop i denne ikke-definerethed bør den gribes.

I Grønland synes al uddannelse i den politiske tænkning gang på gang reduceret til kampen mellem sprogene; til grønlandsk versus dansk og vice versa; til grønlandsk, dansk eller engelsk?

I skyggen forbliver matematikken og naturfagene (geografi, biologi, fysik, kemi) samt samfundsfagene (religion, historie, samfundsfag og fx kunsten).

Andre sprogfag som fransk, tysk, spansk, russisk, kinesisk eller hvad der nu synes relevant, diskuteres ikke.

Næsten i komplet mørke står de kreative fag, som i løbet af de sidste par år er skubbet så langt ud i periferien, at jeg ikke længere kender deres navn. I min skoletid hed de musik, drama, sløjd, håndarbejde, hjemkundskab og formning/billedkunst. Lokale valg er de omdøbt til i den grønlandske folkeskole, hvilket vel dårligt er et fag med et reelt indhold. En udvanding af de engang mere afgrænsede fag; lokalvalg er et valg lokalt uden et specifikt fagligt indhold.

For meget fortaber sig i en debat om sprog og nationalitet – heller ikke kunsten diskuteres.

Kunsten er i filmen, i teatret, i litteraturen, i billedkunsten, i musikken, i håndværket, i designet – og den kan være i mange af skolens fag.

3

Kunsten lader sig kun gøre som et møde. Et møde som kan udfordres, uddybes og udvides, eller forblive et nik, et strejf, et kort sammentræf.

Mødet med kunsten må lægge sig til rette mellem linjerne, hvor den undviger sproget og taler udenom.

Kunsten kan ikke reduceres til et italesat program.

Kunsten er.

Mødet med kunsten må efterlade huller i hegnet, hvor tankerne kan smutte igennem.

Kunsten skal være synlig og tilgængelig i alle uddannelser, men det er gennem hullerne i hegnet, at enhver horisont udvider sig.

Et møde består af en reel udveksling to eller flere parter imellem. Det består i en åbenhed mod den anden og mod omverdenen, hvor der argumenteres, modelleres og formes begge veje.

Det politiske bagland og uddannelser i Grønland bør være ansvarlige for adskillige møder mellem elev/studerende og kunst finder sted, og at der i disse møder er mulighed for fordybelse og uddybelse – og sikre hullerne i hegnet og retten til at vende ryggen til bibeholdes.

4

Essensen af kunsten udtrykkes ikke i wow – hvad kunsten kan undslipper ordene. Kunsten har ingen samlet eller ensartet essens, heri består dens kvalitet.

Kunsten kan få os til at tænke, undre os, skabe nysgerrighed, vække sanserne, være grænseoverskridende, provokerende, propaganderende – men det er ikke givent.

Kunst er en vital del af samfundet – det er enhver tids udtryk et bestemt sted.

Den er forbundet med menneske, samfund og tid – derfor bør den være en del af enhver uddannelse.

5

Kunsten er i rummet. Den er i et forhold, en relation, en sekvens, en rækkefølge.

Rum er mentale og fysiske. Vi kan være et sted med vores krop, et andet i tankerne.

Rum er afgrænsede af opfattelsen af det.

Kunst er i rum og forholder sig til mangfoldige rum – både mentale og fysiske.

Uddannelse er ofte knyttet til et defineret fysisk rum – klasseværelser, auditoriet, lokalet eller den fysisk manifesterede institution som skole eller universitet.

Men uddannelse er også mentale rum; de muligheder for rumudvidelser et fag indeholder. Ethvert fag bør arbejde på kanten af umulighed – for at holde muligheden for nye rum åbent.

Kunsten består af mulige rum. I sig selv er kunsten en umulighed – heri gemmer sig alle mulighederne for rum. En rumlighed. Noget der ligner, men ikke er rum. En mimesis – en gentagelse og en spejling af rum – fysiske som mentale – som virker tilbage på eller skaber nogle nye rum.

6

Kunstens rum er museet, galleriet, kunsthallen, udstillingen, teatret, bogen, koncerten eller en begivenhed, en afbrydelse, et rum defineret af mennesker.

Et rum som altid kunne være anderledes.

7

Kunstmuseet er et andet rum end klasseværelset.

Klasseværelsets rum er centreret om undervisning; om et forhold mellem elev/studerende og lærer/underviser og et fag.

Kunstmuseets rum er centreret om kunsten; om et iscenesat møde mellem den besøgende/brugeren/den udefrakommende og kunsten.

Kunsten er kurateret og iscenesat i et rum af nogle i museet til nogle udenfor museet. Faget er rammesat af nogle i uddannelsen til nogle udenfor uddannelsen.

Begge rum vil noget med nogen.

8

Nuuk Kunstmuseum har mange små rum. Museet er som bygget til labyrinthisk at gå på opdagelse. Væggene er tæt på og det er kunsten også.

I hvert rum er muligheden for andre rum. Som et æskesystem. Hvert kunstværk indeholder mulige rum, og hver beskuer, hver besøgende, hver elev eller studerende medbringer deres rum til museet.

Det er alle disse muligheder af rum, som kunsten i uddannelse skal sætte i spil. Rum uden facit men rum som udfordrer, påvirker og argumenterer mod hinanden.

Rum på rum er, hvad mødet mellem elev/studerende og kunstværk består i. Dette møde kan skabe forbindelser og afbrydelser, kan kortlægge og erkende, og kan skabe tænkninger. Det er ikke sikkert, at det sker, men mødet med kunsten åbner muligheden for, at det gør.

Hvis kunsten præsenteres som et fastsat program – en simpel wow-effekt til bedre karakterer – og ikke som et møde med mange mulige iboende rum, så mister kunsten sin effekt som kunst.

* Den engelske professor Anne Bamford fra Wimbledon School of Art har skrevet om sammenhængen mellem de kreative fag, kunsten og hvor godt børn klarer sig i skolen, som hun kalder wow-effekt.

 

Isen hvor mennesket lever og bor

Isen hvor mennesket lever og bor

Grønland er kendt for sin indlandsis. Indlandisen kan smelte, verden forandre sig. Klima i krise er overskriften pt. Intet er fast, og hvad der er frosset kan smelte. Isen er ej heller altid gennemsigtig. Isen konstituerer manges møde med Grønland. Et land som i sin tid ikke fik navn af isen.

Lige nu er der to udstillinger i Nuuk. Udstillinger af kunstnere, som kom til Grønland og fandt inspiration.

På Nuuk Kunstmuseum vises Kirsten Kleins landskabsfotos af isfjelde ved siden af Jette Bangs ikoniske sort/hvide fotografier. På Nationalmuseet er Iskrystalprinsessen vol. 2, hvor designer Jørgen Simonsen inspireret af den grønlandske nationaldragt og sælskind udstiller fem haute couture kreationer.

Det er hverken fotografi, sælskind eller nationaldragt dette essay skal handle om – men om isen.

Iskrystaller

Jørgen Simonsen (f. 1972) lavede i slutningen af 90erne kollektionen Iskrystalprinsessen. Han havde aldrig været i Grønland, men havde brugt timer på at studere grønlandske klædedragter på et bibliotek i Paris. Volume 1 af Iskrystalprinsessen blev designet til modehuset Versace. På det tidspunkt havde Jørgen Simonsen kun besøgt Grønland i sin fantasi. Vi vender tilbage til Iskrystalprinsessen, men for et øjeblik dvæler vi ved fantasien.

Grønland er en fantasi. Det er utopien mod nord; fantasien om det uberørte, det overvældende, det opslugende, det slet og ret romantiske; det skønne, det sublime og det pittoreske.
Fantasien om det oprindelige. Naturfolket og forbindelsen til naturen; tætheden og samklangen. Det rå og barske iblandet det landskab, der tager pusten væk og fjerner benene under. Det eksotiske og fremmede.
Fantasien er levende i isens genskær.

Iskrystalprinsessen vol. 2 er en ny kollektion, hvor Jørgen Simonsen har besøgt og samarbejdet med Grønland.

http://sermitsiaq.ag/groenland-slog-benene-vaek-modedesigner

Iskrystalprinsessen vol. 2 er også et fotoshoot. Ved isfjorden. Med isfjelde, isblokke, isflader i baggrunden. Vi er ved Ilulissat – verdensarven og turiststed nummer 1. Ilulissat betyder isfjelde.

En kvinde poserer. Er hun prinsessen? Fantasien? Med bare arme blandt isen, på isen, ved isen.

En anden kvinde tager fotos – ikke i Ilulissat, men i Saqqaq længere nordpå. Af fjelde. Af is.

Isfjelde

Kirsten Klein (f. 1945) tog i en måned billeder af isfjelde. Formerne, lyset og rummet omkring dem. Som landskabsfotograf kan Kirsten Klein noget med rummet – hun kan tage billeder af dét, der ikke er. Af rum, af afstand, så luft fylder. Tomrummet presser sig på i hendes landskabsfotografier.

I billede på billede møder vi isfjeldene – og i hendes bedste fotografier fylder tomrummet omkring isen og presser sig på, som en dramatisk masse. Alligevel bliver isen et eksotiske møde – det fremmede stof. Koblet på fantasien om dette land.

Der findes tusinder og atter tusinder af billeder af isen i Grønland.

kunsten.nu/artguide/calendar/jette-bang-kirsten-klein/

I mødet med isen som fascination og som fremmedlegeme overses noget. At noget er det samme. At livet i Grønland leves og leves og leves*. Dag efter dag i flere tusinde år.

Fantasien om et land gjort af et andet stof – et stof klimaet kan forandre. Men intet er fast selv ikke isen - og endnu mindre fantasien.

For eksempel

Et isfjeld er stort og massivt – også selvom verden taler om, at det smelter. Isen er ikke altid gennemsigtig...

Grønland er et land, hvor livet leves. Ikke med en særegen mystik eller indkapslet i tiden. Men et levet, fremadskridende liv, som blandes og udveksles med andre. Grønland har aldrig været noget for sig – folk har vandret, sejlet og fløjet hertil.

Grønland var grønt i syd, da det fik sit navn. Nuuk er uden sne 4-6 måneder om året – selvom der kan komme isskodser sejlende i fjorden.

Men isen konstituerer manges første møde med landet – og for mange foregår første møde med Grønland i fantasien. 

Fra og til

På Nuuk Kunstmuseums samling – den største offentligt tilgængelige samling af grønlandsk kunst – går man fra ekspeditionsmalerne og alle dem, der kom udefra og og ind, blev inspireret, men aldrig slog sig permanent ned i landet, til de grønlandske kunstnere (kunstnere opvokset eller bosat i landet).

Isen er forskellen. Isen som optager så mange kunstnere udefra – isskodser, isfjelde, iskrystaller – men er fraværende som motiv, som fantasi i den grønlandske kunst.

Grønlandske kunstnere beskæftiger sig ikke med isen – ikke som fascinationsmotiv. Nogle kunstnere bruger blålige farver – som fra isen – men ikke til is, og farverne bruges for det meste mangfoldigt, som fjeldet om sommeren. Her er naturen og isen hverken skøn, sublim eller pittoresk. Den er – nogle gange et afsæt, en impuls, andre gange uden betydning. Og mennesket lever iblandt den.

Regler er undtagelser

Den grønlandske kunstner Inuk Silis Høegh (f. 1972) har pakket bygninger langt fra Grønland ind, så de blev til is. Et isbjerg. Ikke fantasien om landet højt mod nord, men en helt konkret fysisk manifestation.

Isbjerget er sat sammen af forskellige fotografier taget af fotograf Ivars Silis (f. 1940).

Inuk Silis Høegh genkalder i værket en nærmest pervers glæde i dét at konstruere sit eget isbjerg af egen fantasi. En fantasi som mimer virkeligheden, men ikke er den. Kan et isbjerg se sådan ud i virkeligheden? Som en kommentar til menneskets behov til at kontrollere naturen.*

En kommentar som også kommenterer på at gøre det rå, barske og sublime til det pittoreske, det sceneriske og til et landskab. Det skræmmende og det tæmmede. Og alligevel ender dette isbjerg måske med at være som Frankensteins drøm om mennesket, og at bygge og kontrollere det – noget der ender med at være udover vores fatteevne, noget der undviger vores kontrol.

Iluliaq, som værket hedder, manifesterede sig første gang under COP15 – FN’s klimakonference i København i 2009. Dermed er værket også en kommentar til det, verden snakker om – isen smelter.

Isen iblandt fantasien

Isen er en realitet og et fantasifoster; en idé om et land mod nord.

Lige nu er der to udstillinger i Nuuk med isen som fascination, som inspirator, som fremmedlegeme, som drømmen om dette mægtige land mod nord med den overvældende natur. Dog et land, hvor mennesket har levet og lever og lever og lever…

 

* http://www.gallery.ca/en/about/1454.php

 

Artiklen er inspireret af ”Til hæder og ære” af Aqqaluk Lynge (in: Til Hæder og Ære /Tupigusullutik angalapput, Brøndum, København, 1982) :

De rejste og rejste
i et land hvor de troede
at ingen menneskelige væsner
kunne leve og bo

De rejste og rejste
og da de kom fandt de nogle
som ikke kendte andet
til mennesker end sig selv,

De rejste og rejste
og gæstfriheden var stor
nysgerrigheden uendelig
men gæsterne var ikke til at mætte.

De rejste og rejste
alle vegne hvor de kom
blev menneskene undersøgt
deres klæder, slæder og udstyr blev opkøbt

De rejste og rejste
til så stort et land
kan der ikke være nok mennesker
til at navngive så mange steder

De rejste og reste
og rejste tilbage
med kort over landet
og livsform beskrevet

til hæder og ære
medaljer med mere
for at have berejst et land
hvor mennesker lever og bor

Når ravnene er

Når ravnene er

Når de hvide ravne kommer, sker der det, der ikke sker. Det grønlandsk ordsprog ”tulukkat qaqortippata” (når ravnene bliver hvide) betyder noget nær aldrig nogensinde. En ravn er sort! Men i udsmykning, kunst og design skifter den farve.

På logoet for de grønlandske lufthavne – Mittarfeqarfiit – flyver en sort og en hvid ravn side om side. Som modsætninger. Som omvendinger.

Logoet er lavet af kunstneren Rikke Diemer. Hun udsmykkede engang Blok Q i Nuuk med ravne. Som så blev revet ned. Men hendes ravne flyver nu igen på de syv boligtårne på Tuapannguit, også i Nuuk.

Blok Q og Tuapannguit : http://www.rikkediemer.dk/

- For mig har Nuuks vintre altid hørt tæt sammen med de mange ravne i leg hen over byens tage.

Ravnen er et mønster, en bevægelse, en udsmykning i byrummet.

Ravnevejr eller Natteravne

På det daværende Hotel Nuuk hang tre kobberplader. Et kunstværk af Anne-Birthe Hove (1951-2012).

Der er lyde i værket. Ikke hørbare men i ætsningerne og stregerne. Det stormer, regner og suser. Og ravnene basker rundt. Det er et Ravnevejr.

Anne-Birthe Hove kaldte værket for Natteravne. Fordi det hang i en hotellobby og bar. I dag hænger det på Nuuk Kunstmuseum.

Nevermore

I natten er alle ravne sorte, men i Nuuk er ravnene tydelige om dagen i deres kulsorte sort mod den snehvide sne.

De har mange stemmer, som genlyder, når vinteren har frosset næsten alle naturens lyde ned.

Edgar Allan Poe hørte i digtet ”The Raven”* ravnen sige ”Nevermore!”. Og ravnen var sort som natten og dens lyd ildevarslende. Aldrig mere.

De sorte ravne leger over hustagene og går rundt blandt menneskene, som var de forvoksede husdyr.

Kammalaateeqqakka

Mine små venner – kammalaateeqqakka – kalder kunstneren Arnannguaq Høegh en serie tryk af ravne - udstillet på kunstnersammenslutningen Kimiks udstilling på Nuuk Kunstmuseum for nylig.

Gående, hoppende, stillestående ravne. Ravne på jorden. Forvoksede husdyr.
Prikkende i jorden. Slentrende. I menneskehøjde.

Trykt lag på lag. I forskellige farver som skygger. Uendelige spaltninger. Ubrydelige mønstre.

De har personlighed. Er i gang med hver sit. Gentaget og gentrykt.

Ravnene går omkring Arnannguaq Høeghs hus – hun fodrer dem og kalder dem ”kammalaateeqqakka”.

Ravnenes Gud

I den Nordiske mytologi findes ravnenes gud.

Hugin og Munin betyder tanke og erindring. Ravnene Odin sender ud. De er hans øjne. De ser, hører, husker og fortæller. Med ravnen kan han komme allevegne hen. Midgård, Udgård og Asgård.

”På hans skuldre sidder to ravne, og i hans ører fortæller de ham om alle de nyheder, de ser og hører. De hedder sådan: Hugin og Munin. Ved daggry sender han dem ud at flyve over hele verden, og de kommer tilbage til morgenmåltidet. På den måde får han kendskab til mange begivenheder. Derfor kalder mennesker ham ravnenes gud.” **

Ravnen er mytologisk; den hører til i fortællingen, den fabuleres over, og den har sin plads i fablen. En grønlandske fabel om ravnen og islommen fortæller, hvordan de blev sorte og hvide.

Ravnen og islommen malede hinanden. Ravnen blev sort med store hvide prikker. Men prikkerne var ikke helt ens, syntes ravnen. Så ravnen malede sort på – og mere endnu – til ravnen var helt sort.
”qaq qaq qaq”, skreg den, da den så, at den var helt sort.

Når ravnen bliver sølv

Aviaaja Kleist Burkal designer smykker. Ravnen er et gentagent design i hendes smykkekunst.

Lige nu i form af ørestikker. Ørestikker hvor ravnen har delt sig i to.

Ørestikkerne : http://www.aviaaja.com/portfolio/ravens/

- Jeg prøvede at forenkle formerne så meget som muligt. Skitsen af en siddende ravn delte jeg op i to – et forstykke og et bagstykke – så der kunne komme lidt mere form og dimension ind, så det passer til den dramatik, jeg forbinder med ravne.

Aviaaja Kleist Burkal vil skabe fortællinger gennem sin kunst. Ravnen med sin sorte mystik og sin symbolik prikker til hendes fantasi.

Ravnen er i fortællinger, fabler og myter. Ravnen ligner Hitchcocks Fuglene. Og ravnene var en del af børnenes leg i Aviaajas barndom, og én ravn i Narsarsuaq blev kaldt Ralak.

- Den var ret fræk, og der er forskellige historier om den, som folk stadig husker. Nogle gange legede vi børn, at ravnene ville spise os, hvis vi havde rødt tøj på, og så løb vi skrigende fra hus til hus – selvfølgeligt med rødt tøj på, så det var ekstra spændende.

En ravn er en genkendelig form og indeholder en symbolik på tværs af kulturer.

- Det samme kan siges om andre dyremotiver, hvor en genkendelig form og en bred fælles opfattelse af den symbolik dyret tillægges, gør det muligt for en designer [eller kunstner, red.] at bruge det i sit formsprog – og derigennem formidle budskaber videre.

* https://www.poetryfoundation.org/poems-and-poets/poems/detail/48860
** Snorris Edda, ved Kim Lembek og Rolf Stavnem, Gyldendal, 2012; side 65

S/H Udsnit af Natteravne - Anne-Birthe Hove

At rejse (sig)

At rejse. ”En ændring” siger kunstneren Marte Lill Somby. ”For mig er det et slags åndehul”, siger kunstneren Kristine Spore Kreutzmann.

Af Stine Lundberg Hansen

To kunstnere taler om at rejse ud som kunstner – den samisk-norske Marte Lill Somby, som i efteråret var den første kunstner på Nuuk Kunstmuseums kunstnerresidens, og som i samarbejde med den grønlandske kunstner Kristine Spore Kreutzmann skabte, hvad der nok var Nuuks første pop-up udstilling i Holms Hus på Aqqaluks Plads.

- Jeg kan godt lide at bevæge mig lidt. At jeg ikke bare står stille her, men får lov til at komme et andet sted hen, siger Kristine Spore Kreutzmann, uddannet keramiker, og med keramikken har hun rejst til Japan, Burkina Faso og Mexico.

Hvordan begynder en rejse?

Det spørger Tomas Espedal i bogen Gå. (Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv).

Han svarer: ”Jeg ligger på sofaen og leser, to gode puder under hodet, et ullteppe over beina, en kald marsdag, det regner og regnet går over i hagl; det trommer mod vinduesruten.” *
Alt i alt en dag man ikke har lyst til at gå ud i. Men:

”Reisen begynner her; jeg forlater sofaen og går ut.” *
Der indtræffer en ændring; man rejser (sig).

Den lange eller lige udenfor døren

Rejsen er en ændring eller impulser, siger Marte Lill Somby. At rejse behøver ikke at være langt. For Marte Lill Somby er samtalen eller udvekslingen med andre mennesker, med andre kulturer vigtig for hendes kunst.

- Som kunstner koncentrerer jeg mig om de eksistentielle spørgsmål, og hvordan man forholder sig til de enkelte ting. Andre kulturer, andre normer; folk har forskellige traditioner, som opfattes som vigtige. Jeg kan lide idéen om at bryde med traditioner – men også at tænke på, hvad som kan være ens personlige ønske eller opfattelse [af traditionerne, red.]. Traditionerne er ikke lige stærke. Der er også idéen om, at man vil holde på dem. Men vi er jo dynamiske; ting ændrer sig hele tiden.

At rejse skaber ændring. Vi rejser os. Vi går fra én position til en anden; vi rejser fra én position mod en anden. Rejse kommer fra vestgermansk raisón, som betyder opstigning, opbrud eller at rejse sig op for at drage afsted.

”Reisen forvirrer os” *, skriver Tomas Espedal.

Rejsen er en afbrydelse af læsningen på sofaen; en tur ud i haglvejret, og måske et håb om at se alt med nye øjne eller at skabe ubalance i den ellers fremadskridende tid. Og rejsen er altid en venden tilbage – noget midlertidigt, som selve bevægelsen fra siddende til stående, at rejse sig, er – ellers bliver rejsen ikke et opbrud eller en ændring, men til noget permanent.

At vende tilbage

Kristine Spore Kreutzmann laver små, hvide minimalistiske skåle – en form inspireret af hendes rejse til Japan.

- Jeg tror, at det at rejse driver mig på den måde, at jeg kan blive ved med at lave det [keramikken, red.]. At jeg har ny energi, når jeg kommer tilbage.

At inspirere kommer af latin in-spirare – at indblæse, indgyde eller begejstre. At inspirere giver en impuls til noget. Rejsen kan være denne impuls, der indblæser og sætter gang i.

- Jeg laver sådan nogle former, som jeg slet ikke tænker over, men det ender med, at de får et japansk præg. Jeg er også begyndt at bevæge mig over i noget andet end porcelæn efter min tur i Afrika; efter jeg havde set alle de farver. Jeg vil rigtig gerne arbejde med noget helt rødt ler – sådan terracotta-agtig – efter at have set deres røde veje. Jeg tror, at det kommer ret ubevidst. Det er ikke rigtig noget, jeg tænker over. Det kommer bare, mens man arbejder.

For Kristine Spore Kreutzmann kommer formerne ud af arbejdet med leret – ikke noget hun på forhånd har bestemt sig til – men naturen er det, hun inspireres af. Det er ikke en motivisk inspiration, men elementerne – leret, stenen, sandet - og selve landskabet; de røde veje i Afrika, landskabet i Mexico, måden at respektere naturen på i Japan, og særligt finder hun inspiration i den grønlandske natur.

- Jeg kan tage ind i fjorden og hente noget ler, hvis det skulle være. Jeg har også brugt sand fra stranden til at blande i mit porcelæn. På den måde vil jeg gerne bruge den grønlandske natur på en anderledes måde. Jeg vil gerne lave glasur af granit og de mineraler, vi har her i Grønland. Men det er et større projekt. Grønland er det sted, jeg finder mest inspiration fra, men det er stadig rart at komme lidt væk.

Selv at tage ind i fjorden eller ud i naturen kræver opbrud og at rejse sig for at vende tilbage til keramikken.

Rejsen vender tilbage til

Rejsen kan i sig selv også være en venden tilbage til. Den grønlandske kunstner Pia Arke (1958-2007), bosat i Danmark, vendte tilbage til hendes hjemstavn med kunstprojektet Scorebysundhistorier. Men i denne tilbagevenden måtte hun rejse ud igen. Hun var på blandt andet jagt efter Ittoqqortoormiits (Scorebysunds) manglende eller fragmentariske historie, og til det måtte hun rejse alle andre steder hen end Scoresbysund. Hun skriver:

- Det forlegne består i, at store dele af historien befinder sig udenfor Scoresbysund. Den er flyttet væk og har spredt sig i billedarkiver, videnskabelige afhandlinger, dagbøger, loft og kælderrum i Danmark, Paris, New York, Oslo og Stockholm! **

I samme åndedrag – at vende tilbage - kan Marte Lill Sombys rejse til Grønland og til kunstnerresidenset i Nuuk anskues. Hun var tredje led i hendes familie, som drog til Grønland. Alle tre med forskellige formål og intentioner – og med forskellige rejser.

- Min tipoldefar gik med Nansen over indlandsisen i 1888 eller noget lignende. Under den ekspedition fandt de ud af at der var gunstige forhold for rendrift i Grønland, så min tipoldefar kom tilbage i 1905 og gjorde inspektioner på områder, men det blev ikke iværksat før 1950erne. I 60erne rejste min onkel hertil [Nuuk/Godthåbfjorden , red.] og var her i 2 år og arbejdede som hyrde på rensdyrstationen. Det var så langt borte, og det var så lang tid siden, at de rejste, at de måtte have en hel anden rejse hertil med båd. Den udvikling, der er sket fra da til nu, er jo enorm. Med generationer fra 1800tallet til 60erne til 2016 er der jo ganske store spring, og ingen af os har haft samme oplevelse af dét, at komme til Grønland; det kan jeg ikke tænke mig.

(opsummering) At rejse er

Bevægelse – lang eller kort – men at flytte sig. At bryde op. En ændring. En forvirring. En ubalance i tiden. Impuls. At ånde – inspirere. En venden tilbage. En tilbagevenden til. Det er væk, og det er her. At rejse (sig).

* Tomas Espedal : Gå. (Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv), Gyldendal, Trondheim, 2016 (2006); side 150-151+153
** Kuratorisk Aktion : Tulakosaurus – an Incomplete Survey of Pia Arke’s Artistic Work and Research, Kuratorisk Aktion, København, 2012; side 228

 

Foto: Marte Lill Somby

Mere om kunstnerne:
Kristine Spore Kreutzmann: http://www.kristinesporekreutzmann.com/
Marte Lill Somby: https://www.facebook.com/lillesomby/

 

 

 

Kunst fra Grønland er ikke kunst fra Grønland

Af Stine Lundberg Hansen
 
”Værker og kunstnere, der rammer mig i hjertet, er fra Grønland.”
 
Sådan siger tidligere Nalakkersuisoq for uddannelse, kultur, forskning og kirke Nivi Olsen i et interview i Neriusaaq nummer 3/2016, hvor hun skal indkredse hendes yndlingsværk.
 
Umiddelbart en ligetil kommentar – hun er grønlænder, bor i Nuuk og er grønlandsk politiker. Som politiker skal hun opbygge og udvikle det land, hun er en del af – det er klart. Men som politiker burde hun ikke sige sådan noget – hun kan, men hun bør ikke.
 
Kunst for nationer
Nivi Olsens udtalelse er problematisk, fordi hun er politiker.
 
Sat på spidsen: Diverse diktatorer har udtalt noget lignende om deres nations kunst. Hitler gjorde også – og alt, hvad der ikke passede ind i hans kunstbegreb – kaldte han entartete kunst (degenereret kunst). Kunst som blev destrueret, fordi det ikke passede ind. På samme måde med menneskene.
 
Modificeret: Nationalisme både er og hærger i dag alle vegne – også i kulturen – et eksempel er Berthel Haarders Danmarkskanon (https://www.danmarkskanon.dk/), hvor endnu engang begrebet hygge synes at centraliseres, som noget særligt dansk. I Europa virker frygten for terror og flygtningestrømme til at drive størstedelen af nationalismen og grænsedragningen.
 
Nationalistiske følelser er også på spil i Grønland; et postkolonialt land på vej mod selvstændighed, som skal definere sig selv på godt og ondt.
 
Kunst fra Grønland
For det første kunne man spørge: Hvad er kunst fra Grønland? Er det et bestemt motiv? Er det lavet af en grønlandsk kunstner? Og hvad vil det så sige at være grønlandsk kunstner? Mette Moesgaards digt indkredser problematikken i det upræcise præcist:
 
Dette er ikke grønlandsk. Jeg er grønlandsk. Er dette grønlandsk?
Er dette grønlandsk fordi jeg er grønlandsk?
Er dette ikke grønlandsk fordi det ikke er på grønlandsk?
Ville dette være mere grønlandsk på grønlandsk?
Jeg har trods alt skrevet grønlandsk 10 gange. *
 
Noget kunst fra Grønland er lavet af grønlændere andre steder i verden. Noget kunst laves af ikke-grønlændere i Grønland. Og noget kunst laves af grønlændere i Grønland. Kunst er ikke afgrænset i nationer – det flytter sig ud over grænserne. Det udveksler.
 
Et kig på diverse kunstneres CV vil ofte vise at både med hensyn til uddannelse, udstillingssteder og samarbejder, så arbejder meget få kunstnere indenfor politiske lande- og kulturgrænser.
 
Eskimolog Jørgen Ellegård Trondhjems ph.d-afhandling ”Moderne grønlandsk billedkunst” handler om det problematiske i at sætte grønlandsk foran kunstner eller kunst – og selvom han selv ender med at sætte kunsten i de kasser, han problematiserer, får han sat ord på, hvad kunst fra Grønland eller grønlandsk kunst synes at bære med sig af konnotationer:
 
”The problem with attaching the label ”Native” or ”Greenlandic” is that it is often followed by an expectation of the artist to express some kind of continuity with respect to the culture in which he or she has roots.” **
 
Ydermere peger han på, at denne kultur ofte er defineret på forhånd. Hvad Nivi Olsen mener med kunst fra Grønland, vil jeg end ikke gætte på.
 
Hvorfor ikke rammes af landeafgrænset kunst?
Fordi kunst og kultur er et møde og ikke noget, man har decideret kontrol over. Uventet kan man rammes af kunst, som umiddelbart ikke har nogen tilknytning til ens liv indenfor de rammer, man kender det.
 
I dag arbejdes der med kultur på recept, kultur doneret til de fattige, kultur til opdragelse af de unge, kultur mod terror… og så videre. Det skriver Torben Sangild om i artiklen ”Kan kunst kurere? Ja, mener flere lande, der eksperimenterer med kulturklippekort”.
 
Jeg bliver, ligesom Torben Sangild, en kende skeptisk overfor dette, da det synes som et instrumentelt greb om noget, der, som han skriver, ”har sin værdi som sanselig erkendelse i sin egen ret”. Kunsten og kulturen er et umiddelbart møde, og når det rammer os, afvæbnes vi og må overgive os.
 
På samme måde bliver jeg skeptisk overfor Nivi Olsens udtalelse. Hvordan kan hun landeafgrænse sine sansninger, sin tænkning og det umiddelbare møde? Det virker som et instrumentelt politisk greb om kunsten og kulturen.
 
Om nationalisme
I 1945 skriver den engelske forfatter George Orwell (1903-1950) essayet ”Notes on Nationalism”**** – et tidspunkt i Europas historie, hvor nationer havde stået for fald og skulle (gen)opbygges og genopfindes. Og dette essay er stadig uhyggeligt relevant.
 
Nationalisme er en følelse. En følelse ikke nødvendigvis knyttet til en nation eller et geografisk område, men en følelse, som virker negativt imod noget. Et vigtigt træk ved nationalismen er selvopofrelsen – en vane, hvor man identificere sig selv med nationen – fremfor at nuancere, se på realiteterne og at tænke selv. Nationalisme er:
 
the habit of identifying oneself with a single nation or other unit, placing it beyond good and evil and recognising no other duty than that of advancing its interest.
 
Nationalismen handler om at sikre magt og prestige, ikke for én selv, men for nationen eller den enhed, nationalismen retter sig mod. Nationalisme er magtbegær antændt af selvbedrag (”power-hunger tempered by self-deception”).
 
Men det værste ved nationalismen er selv-bedraget; at fakta og realiteter tilpasses eller ignoreres for at gå i spænd med den nationalistiske tankegang; at nationen eller enheden ikke nuanceres og fortælles bredt mellem godt og ondt (og ikke over det), men at nationen konstant vinkles efter magt og prestige.
 
En nuancering af to nationalistiske perspektiver kunne være at skrive, at hygge ikke er noget særligt dansk – at være sammen og have det rart, eventuelt serveret med god mad, kan folk udenfor Danmark også præstere – eller at skrive, at kunst fra Grønland oftest ikke er kunst afgrænset af Grønland.
 
George Orwells vægtigste pointe i ”Notes on Nationalism” er, at det nationalistiske kærligheds-had-forhold er en del af os alle, og om vi kan komme det til livs, må stå hen i det uvisse – selv i dag. ”But” skriver han ”I do believe that it is possible to struggle against them”. Den følelsesmæssige indre trang kan man ikke flygte fra, men man kan erkende, at man har disse følelser og stoppe dem fra at forgifte eller overtage ens mentale processer og tanker.
 
Sproget marcherer i takt med bødlerne, derfor må vi hente et nyt sprog, skriver den svenske digter Tomas Tranströmer (1931-2015) i digtet ”Nattjour”. Det er et konstant arbejde, hvis vi skal tage Orwell på ordet og bruge sproget til at nuancere og tænke over, at kunst fra Grønland ikke er kunst fra Grønland; og dyrke modsætningen og dét, som ikke giver sig selv.
 
Som i digtet ”Første maj” af Ole Korneliussen:
 
Når to bli’r enige
begynder jeg at snuse
Men når tre eller flere går sammen
hører jeg straks de kvalte stemmers
gurglen
Støvletramp
metallisk knitren og
misilers nytårsaftensvæsen
 
Kunst og kultur skal ikke trækkes op i politiske landegrænser med nationalistiske undertoner og følelsesvioliner. Den er heller ikke noget, vi skal være enige om.
 
Nok er udtalelsen ”Værker og kunstnere, der rammer mig i hjertet, er fra Grønland.” ikke sagt i den mening, men så må det være tankeløsheden, at jeg her gør op med.
 
* Uddrag af digt af Mette Moestrup, Amalie Smith et al., eds., Grønland (Kbh.: Forfatterskolen, 2010). S. 89.
** Trondhjem, Jørgen : ” Native and part of the modern world – morden Greenlandic art”, side 17-22, in; Native American Studies 19:1 2005
***Sangild, Torben : ”Kan kunst kurere? Ja, mener flere lande, der eksperimenterer med kulturklippekort”, Zetland, 24/10 2016 (https://www.zetland.dk/historie/seAVWa7v-me2Kvqqd-fb770 )
****Orwell, George: ”Notes on Nationalism”, 1945 (http://orwell.ru/library/essays/nationalism/english/e_nat)