Posts in Category: Essay

The Implied Truth in Curating Greenlandic Art

Af Nivi Christensen

I foråret 2016 præsenterede jeg et paper til konferencen Curatorial Challenges på Københavns Universitet. Titlen var The Implied Truth In Curating Greenlandic Art. Artiklen her er skabt på baggrund af det oplæg. Det tager udgangspunkt i to problemstillinger 1) At de to kunstmuseer i Grønland bliver repræsentanter for en uimodsagt sandhed om grønlandsk kunst 2) At bøger, udstillingstekster og materiale om grønlandsk kunst ender som implicitte sandheder om samme.

Den uimodsagte sandhed - Kunstmuseerne
I Grønland er to kunstmuseer - Nuuk Kunstmuseum og Ilulissat Kunstmuseum. Begge er tidligere private samlinger i dag drevet af de respektive kommuner (Grønland har ikke på nuværende tidspunkt et Nationalgalleri for Kunst, og det har forsat lange udsigter). Museerne bygger på en overrepræsentation af den danske ekspeditionsmaler Emanuel A. Petersen (1894-1948) der er kendt for sine naturromantiske skildringer i 1920erne.

For et års tid siden trådte en dansk kvinde ind på Nuuk Kunstmuseum. I ankomstrummet hvor der udelukkende hænger værker af netop E.A.P. udbrød hun:

”Årh hvor er her smukt! Dette er præcist som jeg forestillede mig grønlandsk kunst.”

Det udsagn satte en del tanker i gang i mig. Det beseglede en frygt, jeg havde om at Nuuk Kunstmuseum - om man vil det eller ej – bekræfter folks fordomme om Grønlands kunst. Den tidligere private samling bliver af mange opfattet som værende repræsentativ for grønlandsk kunst. En repræsentation som den ikke opfylder, og som den heller ikke står til ansvar for at opfylde – det ansvar påhviler Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.

De to grønlandske kunstmuseers samlinger bekræfter begge en myte om at Emanuel A. Petersen var en afgørende maler i grønlandsk kunst.

Havde Grønland haft et stort nationalgalleri for kunst som modsvarede det udsagn, eller flere mindre museet, der kunne udvide og udfordre kunstopfattelsen, var problemet ikke opstået. Problemet opstår, fordi det billede af grønlandsk kunst, som museerne viser, ikke udfordres. Problemet er større end E.A.P., fordi uanset hvad museerne viser i egne samlinger bliver det til en uimodsagt evidens. De to museer kan ikke rumme et bredt og nuanceret nok udsnit.

Begge museer forsøger at udfordre forståelsen i skiftende udstillinger og udstillingsmateriale, hvilke gør researchen og arbejdet med de skiftende udstillinger endnu vigtigere, men her opstår så det næste problem.

Den uimodsagte sandhed - Teksterne
Den uimodsagte som problemstilling er ikke begrænset til det udstillede, også i kunstlitteraturen gør samme problemstilling sig gældende. Det ene bunder i det udstillingsmateriale og de tekster, som der udarbejdes i forbindelse med udstillingerne. Det andet bunder i bogen Grønlands kunst* af Bodil Kaalund, og den version af Grønlands kunsthistorie som bogen portrætterer.

Grønlands kunst og Grønlands kunsthistorie
Bodil Kaalund (1930-2016) præsenterede i 1970’erne første udgave af bogen Grønlands Kunst ved forlaget Gyldendal. En bestseller der siden er udgivet og fornyet et utal af gange, senest i 2012, og som nu igen er udsolgt fra forlaget trods store oplag. En smuk coffee-table bog fyld med illustrationer, tilgængelig i alle store danske boghandlere. Bogen tager udgangspunkt i en præmis om at Grønlands kunst er allestedsnærværende og forhistorisk, med en begyndelse tilbage ved de første indvandringer til Grønland – for 4000 år siden. Klædedragter og våben, legetøj og tupilakfigurer dominerer, som sidste kapitel kommer billedkunsten med begyndelse omkring Aron Fra Kangeq (1822-1869), med særlig fokus på Hans Lynge (1906-1988) og med et afsluttende afsnit med Moderne grønlandsk billedkunst. Bogen Grønlands Kunst ligner mange andre kanoner over en nations kunst, og er på den måde ikke mere problematisk end så mange andre. Det største problem opstår, fordi den i snart 40 år har eksisteret uden et reelt modsvar.

Kunstneren Pia Arke (1958-2007) gjorde allerede i 1990’erne i sit essay Etnoæstetik** (har du ikke læst det så gør det!) opmærksom på problemerne med indholdet i bogen Grønlands Kunst. Arke skriver blandt andet:

”… Kaalund [kommer] til at arbejde med et meget udvidet kunstbegreb, med udgangspunkt i alskens etno-arkæologika, jagtredskaber, kunsthåndværk, husflid, beklædning, amuletter, tatoveringer osv.”*

Problemet med indholdet, forstærkes af at der ikke er forfattet et alternativ. Grønland Kunst bliver en kanon for kunsten, som kun de færreste kunstnere i dag kan identificere sig med. Jørgen Trondhjem forsøgte med en alternativ fortælling i 2012 med bogen 100 års Grønlands billedkunst*** . Som bogens titel antyder, betragter han 1900 tallet som starten på den grønlandske kunsthistorie. Hans bog har dog langt fra samme gennemslagskraft som Kaalunds. Grønlands kunsthistorie blev skrevet i 1970’erne, og det er stadig den samme bog og historie, du kan købe i boghandlerne i dag. I de 40 år har kun få stillet spørgsmål til det portræt, som Kaalund skaber af Grønlands kunst.

Udstillingsmaterialerne
I mit arbejde som leder ved Nuuk Kunstmuseum forfatter jeg utallige udstillingstekster, pressemeddelelser, og står frem til interviews om museets skiftende udstillinger. Som udstillingssted føler jeg en loyalitet over for udstillerne og kunstnerne generelt. Jeg forsvarer de udstillinger, vi er med-skabere af og de udstillinger huset præsenterer. Som alle andre udstillingsinstitutioner fremhæver jeg selvfølgelig det positive ved udstillingerne og kunstnerne. Jeg forsøger at lave grundig research og baggrundsarbejde, men jeg frygter alligevel, at de tekster, jeg skriver, står uimodsagte. Bliver en ny implicit sandhed. Jeg blevet meget bevist om, at det jeg forfatter rammer ned i et område, der er skrevet meget lidt om.

Der findes kun meget få kunstnerbiografier i Grønland, meget få kunstnere forfatter selv tekster om egen værker, endnu færre portrætteres af andre. Det vil sige, når jeg fremhæver en kunstner i en artikel, der så reproduceres på samtlige nyhedssider, vil personen allerede være overrepræsenteret.

Nogle vil måske mene, at problematikken er den samme mange andre steder – men igen er kernen ikke det skrevne, men at materialet står uimodsagt. Med et befolknings tal på 56.000, er det ikke sandsynligt at det vil ændre sig foreløbig.

Jeg tror, at problemet er anderledes og forstørret i Grønland, netop på grund af det uimodsagte – den implicitte sandhed der opstår, når ingen stiller spørgsmål til ens arbejde. Når der ikke er andre institutioner til at gøre det modsatte, og din stemme får lov til at stå alene. Når vi arbejder med Grønlands kunst – så skriver vi historie.

*Pia Arke Ethno-Aesthetics/ Etnoæstetik, udgivet af ark, Pia Arke Selskabet og Kuratorisk Aktion 2. udgave, 2010 s. 67

Kunst fra Grønland er ikke kunst fra Grønland

Af Stine Lundberg Hansen
 
”Værker og kunstnere, der rammer mig i hjertet, er fra Grønland.”
 
Sådan siger tidligere Nalakkersuisoq for uddannelse, kultur, forskning og kirke Nivi Olsen i et interview i Neriusaaq nummer 3/2016, hvor hun skal indkredse hendes yndlingsværk.
 
Umiddelbart en ligetil kommentar – hun er grønlænder, bor i Nuuk og er grønlandsk politiker. Som politiker skal hun opbygge og udvikle det land, hun er en del af – det er klart. Men som politiker burde hun ikke sige sådan noget – hun kan, men hun bør ikke.
 
Kunst for nationer
Nivi Olsens udtalelse er problematisk, fordi hun er politiker.
 
Sat på spidsen: Diverse diktatorer har udtalt noget lignende om deres nations kunst. Hitler gjorde også – og alt, hvad der ikke passede ind i hans kunstbegreb – kaldte han entartete kunst (degenereret kunst). Kunst som blev destrueret, fordi det ikke passede ind. På samme måde med menneskene.
 
Modificeret: Nationalisme både er og hærger i dag alle vegne – også i kulturen – et eksempel er Berthel Haarders Danmarkskanon (https://www.danmarkskanon.dk/), hvor endnu engang begrebet hygge synes at centraliseres, som noget særligt dansk. I Europa virker frygten for terror og flygtningestrømme til at drive størstedelen af nationalismen og grænsedragningen.
 
Nationalistiske følelser er også på spil i Grønland; et postkolonialt land på vej mod selvstændighed, som skal definere sig selv på godt og ondt.
 
Kunst fra Grønland
For det første kunne man spørge: Hvad er kunst fra Grønland? Er det et bestemt motiv? Er det lavet af en grønlandsk kunstner? Og hvad vil det så sige at være grønlandsk kunstner? Mette Moesgaards digt indkredser problematikken i det upræcise præcist:
 
Dette er ikke grønlandsk. Jeg er grønlandsk. Er dette grønlandsk?
Er dette grønlandsk fordi jeg er grønlandsk?
Er dette ikke grønlandsk fordi det ikke er på grønlandsk?
Ville dette være mere grønlandsk på grønlandsk?
Jeg har trods alt skrevet grønlandsk 10 gange. *
 
Noget kunst fra Grønland er lavet af grønlændere andre steder i verden. Noget kunst laves af ikke-grønlændere i Grønland. Og noget kunst laves af grønlændere i Grønland. Kunst er ikke afgrænset i nationer – det flytter sig ud over grænserne. Det udveksler.
 
Et kig på diverse kunstneres CV vil ofte vise at både med hensyn til uddannelse, udstillingssteder og samarbejder, så arbejder meget få kunstnere indenfor politiske lande- og kulturgrænser.
 
Eskimolog Jørgen Ellegård Trondhjems ph.d-afhandling ”Moderne grønlandsk billedkunst” handler om det problematiske i at sætte grønlandsk foran kunstner eller kunst – og selvom han selv ender med at sætte kunsten i de kasser, han problematiserer, får han sat ord på, hvad kunst fra Grønland eller grønlandsk kunst synes at bære med sig af konnotationer:
 
”The problem with attaching the label ”Native” or ”Greenlandic” is that it is often followed by an expectation of the artist to express some kind of continuity with respect to the culture in which he or she has roots.” **
 
Ydermere peger han på, at denne kultur ofte er defineret på forhånd. Hvad Nivi Olsen mener med kunst fra Grønland, vil jeg end ikke gætte på.
 
Hvorfor ikke rammes af landeafgrænset kunst?
Fordi kunst og kultur er et møde og ikke noget, man har decideret kontrol over. Uventet kan man rammes af kunst, som umiddelbart ikke har nogen tilknytning til ens liv indenfor de rammer, man kender det.
 
I dag arbejdes der med kultur på recept, kultur doneret til de fattige, kultur til opdragelse af de unge, kultur mod terror… og så videre. Det skriver Torben Sangild om i artiklen ”Kan kunst kurere? Ja, mener flere lande, der eksperimenterer med kulturklippekort”.
 
Jeg bliver, ligesom Torben Sangild, en kende skeptisk overfor dette, da det synes som et instrumentelt greb om noget, der, som han skriver, ”har sin værdi som sanselig erkendelse i sin egen ret”. Kunsten og kulturen er et umiddelbart møde, og når det rammer os, afvæbnes vi og må overgive os.
 
På samme måde bliver jeg skeptisk overfor Nivi Olsens udtalelse. Hvordan kan hun landeafgrænse sine sansninger, sin tænkning og det umiddelbare møde? Det virker som et instrumentelt politisk greb om kunsten og kulturen.
 
Om nationalisme
I 1945 skriver den engelske forfatter George Orwell (1903-1950) essayet ”Notes on Nationalism”**** – et tidspunkt i Europas historie, hvor nationer havde stået for fald og skulle (gen)opbygges og genopfindes. Og dette essay er stadig uhyggeligt relevant.
 
Nationalisme er en følelse. En følelse ikke nødvendigvis knyttet til en nation eller et geografisk område, men en følelse, som virker negativt imod noget. Et vigtigt træk ved nationalismen er selvopofrelsen – en vane, hvor man identificere sig selv med nationen – fremfor at nuancere, se på realiteterne og at tænke selv. Nationalisme er:
 
the habit of identifying oneself with a single nation or other unit, placing it beyond good and evil and recognising no other duty than that of advancing its interest.
 
Nationalismen handler om at sikre magt og prestige, ikke for én selv, men for nationen eller den enhed, nationalismen retter sig mod. Nationalisme er magtbegær antændt af selvbedrag (”power-hunger tempered by self-deception”).
 
Men det værste ved nationalismen er selv-bedraget; at fakta og realiteter tilpasses eller ignoreres for at gå i spænd med den nationalistiske tankegang; at nationen eller enheden ikke nuanceres og fortælles bredt mellem godt og ondt (og ikke over det), men at nationen konstant vinkles efter magt og prestige.
 
En nuancering af to nationalistiske perspektiver kunne være at skrive, at hygge ikke er noget særligt dansk – at være sammen og have det rart, eventuelt serveret med god mad, kan folk udenfor Danmark også præstere – eller at skrive, at kunst fra Grønland oftest ikke er kunst afgrænset af Grønland.
 
George Orwells vægtigste pointe i ”Notes on Nationalism” er, at det nationalistiske kærligheds-had-forhold er en del af os alle, og om vi kan komme det til livs, må stå hen i det uvisse – selv i dag. ”But” skriver han ”I do believe that it is possible to struggle against them”. Den følelsesmæssige indre trang kan man ikke flygte fra, men man kan erkende, at man har disse følelser og stoppe dem fra at forgifte eller overtage ens mentale processer og tanker.
 
Sproget marcherer i takt med bødlerne, derfor må vi hente et nyt sprog, skriver den svenske digter Tomas Tranströmer (1931-2015) i digtet ”Nattjour”. Det er et konstant arbejde, hvis vi skal tage Orwell på ordet og bruge sproget til at nuancere og tænke over, at kunst fra Grønland ikke er kunst fra Grønland; og dyrke modsætningen og dét, som ikke giver sig selv.
 
Som i digtet ”Første maj” af Ole Korneliussen:
 
Når to bli’r enige
begynder jeg at snuse
Men når tre eller flere går sammen
hører jeg straks de kvalte stemmers
gurglen
Støvletramp
metallisk knitren og
misilers nytårsaftensvæsen
 
Kunst og kultur skal ikke trækkes op i politiske landegrænser med nationalistiske undertoner og følelsesvioliner. Den er heller ikke noget, vi skal være enige om.
 
Nok er udtalelsen ”Værker og kunstnere, der rammer mig i hjertet, er fra Grønland.” ikke sagt i den mening, men så må det være tankeløsheden, at jeg her gør op med.
 
* Uddrag af digt af Mette Moestrup, Amalie Smith et al., eds., Grønland (Kbh.: Forfatterskolen, 2010). S. 89.
** Trondhjem, Jørgen : ” Native and part of the modern world – morden Greenlandic art”, side 17-22, in; Native American Studies 19:1 2005
***Sangild, Torben : ”Kan kunst kurere? Ja, mener flere lande, der eksperimenterer med kulturklippekort”, Zetland, 24/10 2016 (https://www.zetland.dk/historie/seAVWa7v-me2Kvqqd-fb770 )
****Orwell, George: ”Notes on Nationalism”, 1945 (http://orwell.ru/library/essays/nationalism/english/e_nat)