Posts By admin

En dialog med “1721”

Du er i rummet; jeg hører dine svar, idet jeg selv skaber dem. Jeg prøver at se, men hvad vil du mig?

Her er et kors, det er et hvidt kors.

Korset er dødens symbol. Hvidt er kistens farve. Trækisten i kirken.

Symbolet fordobler sig på afstand; de mange midt i landskabet. På rad og række ligger de mellem fjelde og vand. Her hviler de. De perfekte mennesker.

Du brummer ”1721” og mumler en tilstedeværelse i rummet. Et årstal på en messingplade og et årstal printet ind i alle byens skoleelever.

Du mumler fortælling på fortælling, om dengang Hans Egede kom til byen og ikke forlod den igen. Du strækker dine korslagte arme om historien. De peger uforvarende mod Kolonihavnen; mod hans statue på højen bag kirken. Du er placeret og sat, men har ingen bevægelse i dig.

”Du beskylder mig”, runger du, som var kirken din grund.

”Og du anklager mig”, piber jeg med 300 års historie imod mig.

”Jeg står her bare”, vedholder du.

Din bindestreg er et ekko uden ende. Når ekkoet dør ud, skriver vi et årstal.

”Intet årstal er mig for stort; jeg sluger gerne nogle år mere”, kalder du.

”Kalder du på mig?” Men jeg har ikke forstand på messing, og en sprittusch er kun midlertidig.

”Hvordan får vi sat punktum”, spørger jeg naivt.

”Der skal ikke sættes punktum!”

Jeg fornemmer din fornærmelse. Jeg sparkede samtalen til hjørne, og der står du og gider ikke svare. For du er døden selv, og tavsheden er dit sprog. Jeg prøver forfjamsket at redde en dialog, men du er stille.

Læs mig, synes du at sige.

”Men jeg mangler ordene mellem linjerne”, beder jeg.

Jeg må krybe til korset; lade symbolet røre på sig.

Imens læser skoleeleverne igen og igen: I 1721 kom Hans Egede til Grønland…

 

"1721" er et kunstværk af Julie Edel Hardenberg. Det udstilles over sommeren 2017 som del af kunstnersammenslutningen Kimiks udstilling på Nuuk Kunstmuseum.

At sige det usagte; alt er sagt mange gange før

På den internationale museumsdag kunne man sige noget om museer, og det vil jeg gøre. Fra en position i Grønland; fra et arbejde på og omkring Nuuk Kunstmuseum.

Museum på grønlandsk er katersugaasivik – et sted, som samler ind. Ordet er ikke dækkende og omsiggribende nok. Et museum er langt mere end en indsamling.

Hvis et museum kun er en endeløs indsamling, så bliver den indsamlede genstand hellig, og museet en opbevaring af genstande.

”The object, like the soul, is saved by museologists from the hell of extinction” *, skriver David Anderson, director general National Museums Wales.

En sjæl og et helvede; museet bliver en religion og ikke en viden, som til enhver tid kan uddybes eller modsiges. Et museum er måske nok tænkt langsigtet, men det er ikke for evigt eller under endeløse guddommelig beskyttelse. Museet er ikke en opbevaring

Hvis et museum kun er til indsamling bliver det endeløst og i sidste ende ligegyldigt; en ophobning af ting og sager, som i folkemunde bliver til skrammel.

Et museum må være mere end det.

Ordet museum kommer af det græske mūseîon – et tempel for muserne. I begyndelsen for flere tusinde år siden et lærdomstempel i Grækenland med søjlegange og bibliotek.

Museumsinstitutionen, som den er kendt over hele Europa, blev til under oplysningstiden og tiden efter den franske revolution. En institution, som er rundet af, at konger og fyrster gennem oplysningstiden ville udstille deres pomp, pragt, viden, kunstsamling, naturalia og deslige og hvor man langsomt med den franske revolution og begyndende idéer om folkestyre begyndte at tænke i folkets (ud)dannelse.

Hvor de ældste museer i Europa er 200 år gamle, er de i Grønland 50 år. De grønlandske museer er ikke på samme måde rundet af kongernes blær og idéer om massernes dannelse, snarere af en indsamling og bevaring af genstande og kultur.

Men et museum kan ikke bygge kun på indsamling og bevaring; det må være mere end det.

”Museerne i Grønland kan utvivlsomt lære af museer i andre lande, men det er også vigtigt, at vi får sat gang i en proces, hvor vi spørger os selv, om de grønlandske museers værdi skal være den samme som i andre vestlige lande? Museer i Grønland er en relativt ny institution, og det vesteuropæiske museumsbegreb er meget genstandsorienteret. I Grønland har man levet som nomader, og indsamling af ting har ikke været en del af den traditionelle kultur”, citeres formanden for den grønlandske museumssammenslutning Christine Løventoft for i tidsskriftet Danske Museer.

Den sidste sætning vil jeg ikke tage stilling til, dog indskyde at en del historikere og arkæologer nok ville forholde sig kritisk til betegnelsen nomader i en grønlandsk sammenhæng.

Hvad der menes med værdier står ikke klart; der bliver i hvert fald sat et skel mellem noget grønlandsk og noget ikke-grønlandsk. Men der hvor citatet virkeligt bliver uklart er, at der udledes et vesteuropæisk museumsbegreb, som kaldes genstandsorienteret.

Museumsbegrebet er i sin rod ikke genstandsorienteret – det kan være at museumsinstitutionen er – men ikke begrebet. Museum betyder i sin rod musetempel eller lærdomstempel. Hverken muser eller lærdom er vel egentlige genstande.

Ja de europæiske museer er bygget og blevet til af kongers og fyrsters kunst- og genstandssamlinger, og i USA ofte på privat donerede samlinger, og derved kunne de vestlige museer som institution siges at bygge på genstande. Men på mange (europæiske) museer i dag fylder formidlingen mere og mere – kast blot et blik på aktuelle eller nyligt afholdte museumskonferencer og formidlingsinteressen bekræftes. Formidlingen prioriteres højere og højere ud af fx den danskes museumslovs fem søjler (indsamling, registrering, bevaring, formidling og forskning). Yderligere vinder et begreb som immateriel kulturarv større og større indpas.

Derfor er det et unødvendigt skel, at lave en differentiering mellem genstandsorienterede vestlige museer og i sin grund ikke-genstandsorienterede grønlandske museer.

De grønlandske museer er i den grad genstandsfikseret, og et begreb som immateriel kulturarv ligger langt fra den grønlandske museumsvirkelighed (indtil videre). Selve det grønlandske museumsord katersugaasivik er indsamlings- og derved genstandsorienteret.

Og nej, de grønlandske museer skal ikke som en anden privat eller offentlig virksomhed definere sløve og ikkehåndgribelige værdier som fx innovativ eller demokrati; værdier som er svære at være uenige i endsige definere, og derfor i sidste ende bliver ligegyldige. De grønlandske museer skal heller ikke defineres ud fra idéer om et nomadisk folk, som ikke samler genstande.

Der er absolut ingen grund til, at drage skel mellem grønlandske museer og andre museer i verden. Ja et syrisk museum og et grønlandsk museum er forskelligt i forskellige kulturer med forskellige problemstillinger. Men det giver hverken de syriske eller de grønlandske museer særstatus eller skiller dem ud.

Tværtimod er der grund til sammen at bygge på og udfordre det begreb, vi abonnerer på og er en del af : Museet som begreb og som institution.

Muserne inspirerede ifølge den græske mytologi – det samme skal museer, de skal åbne horisonter og få os til at tænke og reflektere over liv, samfund, historie, kultur, natur…

De grønlandske museer skal først og fremmest være relevante i lokalsamfundet – folk skal få noget ud af at komme og at komme igen og igen. Samfundets institutioner, såsom skoler og uddannelsesinstitutioner, skal kunne bruge museet i deres hverdag, samtidig må museet som institution udfordre og stille spørgsmål til den vedtagne viden og normer i samfundet.

Hvem møder vi på et museum? Os selv? Kan et museum være det vertikale, som bryder vores vante horisonter, sådan at vi ikke forbliver i os selv, men for et øjeblik lever os ind og er ude af os selv?

Den amerikanske poet Lawrence Ferlinghetti siger lej et museum.

So rent a museum
and see yourself in mirrors-
In every room an exposition
of a different phase in your life
with all your figures and faces
and pictures of all the people who
passed through you
and all the scenes
you passed through
all the landscapes of living
and longing and desiring
and spending and getting
and doing and dying
and sighing and laughing and crying
(what antic gesturing!)***

Og selvom det måske bliver en anelse skræmmende at stå ansigt til ansigt med én selv og intet andet, så er det, hvad vi møder i museerne; os selv. Museet er ingen almengyldige sandhed, hellighed eller uimodsagt lov. Den er os.

På denne ICOMs internationale museumsdag med temaet "Museums and contested histories: Saying the unspeakable in museums" får poeten Ferlinghetti lov at få det sidste ord, men kun for nu:

So that
some day
as time bends around
to its beginning again
you find them all again
and yourself ***

* David Anderson: ”Time, dreams and museology: We are all museologists now”, side 67-76 in: Nordisk Museologi, nr. 1997
** side 9 in: Danske Museer, årgang 30, nr. 2, maj 2017
*** Lawrence Ferlinghetti: # 19, in: A Far Rockaway of the Heart, side 30, 1995

Vejen at gå

Af Stine Lundberg Hansen // Med citater af Nina Lund Westerdahl og Sebastian Quack

Nogle gåture leder efter genveje, andre består af omveje. En vandring gennem, udenom eller i byen kan blive episk; udvikle sig til et narrativ med en begyndelse, en midte og en ende. Et løfte om at noget vil ske – en fremdrift.

In a good story you start out with some sort of promise. The story is to surprise, amaze, inform, inspire, scare or entertain you. Give you hope or ammunition to fight. Give you release, escapism or insight. There’s often a protagonist you connect with.

Nina Lund Westerdahl og Sebastian Quack kommer i maj til Nuuk for at udvikle en app, der registrerer folks solrige oplevelser i byen, sådan at vi kan opleve hinandens oplevelser på vores vej igennem og rundt i byen.

When you go walking, and here I think of the aimless wandering or the dérive, many of the same factors are present. You head out- and you don’t know what or who is going to meet you. What moments of present is waiting. Every landscape is full of stories if you look for them.

Der er gåturen fra A til B – benenes transport fra et sted til et andet – og så er der gåturen, som konsumerer landskabet – skaber sig og bliver skabt i takt med føddernes slag og underlaget.

Walking has a slowness to it, and when you walk you can discover many stories. There’s a degree of contemplation and maybe even resistance towards the city’s usual speed.

For mig er der to gåture – den direkte og omvejen – men ved nærmere omtanke dukker flere op. Bare i Nuuk.

Der er de unges spontane nattevandring, opslugt i hinandens selvskaber, og i den identitet man, som ung, kæmper om.

Der er gåturen udenom byen. Jagten i fjeldet, hvor gangen varieres alt efter fugl, hare, moskus eller rensdyr. Der er bærplukkerens jordnære gang med ryggen vendt mod himlen.

Byen Nuuk er også i afgrænsningen – fjorden og fjeldet; i omgivelserne, i gåturene og vandringen udenom.

Nuuk er byen uden fortov og cykelstier, men med plads til begge i vejkanten. Det er byen, hvor bilerne holder tilbage for de gående.

Barnevogne – hvor gangen følger en vuggevise. Barnevogne – med løbende, gående eller cyklende børn ved siden af; stoppende, ventende, konstant opmærksom og på udkig.

Poseringen – solbrillerne, tasken og nye jakker. Sommerens første bare arme. Vinterens solskinsdage.

Der er skolegangen – nogle tunge af skoletasken, andre higende efter klokken, andre arm i arm.

Der er posegangen – fra Brugsen eller Pissifik med lange arme i direkte linje hjem.

Blæsten, snefoget, frosten bøjer gangen forover, sidelæns eller baglæns.

Hænderne i lommerne.

Alene eller sammen.

Der er åndehullerne, hvor folk bliver stående, slår sig ned eller stopper op.

Gangen der hilser forbipasserende med smil, nik eller hævede øjenbryn.

Og der er længden og bredden; Nuuk kan tilbagelægges til fods. Der er ingen dagsrejser i byen Nuuk – man er aldrig længere væk, end benene kan tage én.

Nuuk er en rundgang med steder at forvilde sig hen.

A story starts with the opening line, the first credits or an “Once upon a time” and you know that the real story probably started long before this story gets to the point of being told. And you know the story is going to end. You don’t know where or how. And you know the story rarely ends here, though the last page have been turned.

Et landskab former gangen. Gåturen inkorporerer. Ved grusbunken bor jætterne. I fjeldet troldene. Jorden kan være giftig. Landskabet er den røde tråd, vi forfølger.

Fra A til B forfølges tankerækker. Stier spændt ud mellem to punkter uden begyndelse og ende. De slår rødder i benenes gang, i rytmen, i forflyttelsen fra A til B.

At gå skaber linjer – tråde spændt ud – i landskabet; det smelter tanker, ben og underlag sammen. Fordybninger.

And storytelling suddenly becomes a very physical activity, more about allowing someone else to directly re-live your perspective, taking them on a journey with you, rather than communicating with words.

Man kan gå med kunstneren Janet Cardiffs audiowalks – i en andens tanker, i en andens spor, men i et helt specifikt landskab. Eller fordybe sig i Janet Cardiffs og George Bures Millers video walks.

Man kan vandre med forfatteren Rebecca Solnit i bøgerne ”A fieldguide to getting lost” eller ”Wanderlust – A History of Walking”. Eller bare gå med Tomas Espedal i ”gå. eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv”.

Man kan tage a walk in the park med musiker Stina Nordenstam og gå i takt med mange andre.

Man kan blive stående.

Men man kan også lade sig forføre af PROMIS – et projekt af Nina Lund Westerdahl og Sebastian Quack – som kommer til Nuuk i hele maj måned. Om og i Nuuk til fods i solen.

Se mere: http://www.nuukkunstmuseum.com/da/udstillinger/promis-maj-2017/ - eller følg med på Nuuk Kunstmuseums Facebookside.

Katuaq – succes eller fiasko?

Af Ivan Burkal

NAPA´s direktør i 90´erne udtale i forbindelse med et møde i arbejdsgruppen for kommende brugere af Katuaq, at Nordisk Kulturcenter (senere Katuaq - Grønlands Kulturhus) ville blive en succes, når Kulturcentret åbnede (1997), og at man i fremtiden ville tale om en tid før og en tid efter Katuaqs åbning. Det har han vel fået ret i. Katuaq har været en publikumssucces. Han udtalte imidlertid også, at Katuaq var fremtidssikret for de næste 50 år, men indtil videre har Katuaq mest været en fiasko for billedkunsten.

Arbejdsgruppen holdt en række møder i 1993 (så vidt jeg husker). Jeg deltog på vegne af Kunstnersammenslutningen Simerneq (1980-1998). Arbejdsgruppen fik fra starten at vide, at vi kunne komme med ønsker til kulturcenteret, men at vi ikke skulle forvente, at de ville blev indfriet - hvilket de stort set heller ikke blev.

I oplægget til Nordisk Kulturcenter, nu Katuaq, skrev daværende Landsstyremedlem for Kultur, Jens Lyberth, i 1989 bland andet, at ”foyeren…… skal også kunne anvendes til skiftende udstillinger, hvorfor lysforholdene er meget væsentlige” (s 5)[1].

Af et senere prospekt fremgår det også, at Lille Sal skal kunne anvendes til udstillinger.[2]

I 1998 udgav forlaget Atuakkiorfik bogen ”Katuaq – Grønlands Kulturhus” med tekst og fotos af Ivars Silis. Bogen var første og fremmest en markering af åbningen af Katuaq d. 15. februar 1997 men også et afsæt for, hvad befolkningen kunne forvente sig af huset. Billederne viser en stor entusiasmen, og sådan husker jeg også de første par år af Katuaqs eksistens.[3]

Det jeg her vil fokusere på i ovennævnte bog er dog især afsnittet ”Magien levere videre” for, på trods af den optimistiske titel, havde Silis set malurten i bægeret. Silis skriver således på (s. 55):

”På visse områder kunne huset vanskeligt indfri forventningerne, på andre overtraf de visionerne”, og ”Malerier hænger i korridorer og gange, og de spanske vægge i foyeren danner deres egen sluttede verden. Billedkunsten har fået bedre udstillingsforhold end nogensinde før i Grønland. Men ideelle er de ikke”. Silis slutter afsnittet af med, ” Hvornår får Grønland et nationalt galleri og lokaler alene forbeholdt vekslende udstillinger? Rum, der lader værkerne komme til deres ret, belysningsmæssigt og pladsmæssigt – og giver beskueren ro til fordybelse”[4].

I 20-års jubilæumsskriftet for Katuaq er der stort set kun ros til Katuaq, og man skal se godt efter for at finde kritiske røster. KIMIKs formand, Lisbeth K. Poulsen, siger, at ”rammerne for udstillinger har været udfordrende, men det har aldrig været umuligt” (s. 38). Kunstskolen leder, Arnannguaq Høegh, siger det mere direkte, at ”hun personligt kunne ønske sig – set med kunstnerøjne – at der blev givet mere plads til bedre egne udstillingsområder, med fokus på lys…..” (s. 40).

Borgmester Asii Chemnitz Narup er citeret for, at ”der løbende (gøres) overvejes omkring Katuaqs fysiske rammer, og der er flere ideer og ønsker til en ombygning” (s 18). Disse overvejelser udbydes dog ikke, men må vel være udtryk for at kommunen også har set udfordringerne.

Da vinderne af arkitektkonkurrencen i sin tid blev præsenteret, spurgte jeg en af arkitekterne om udstillingsmulighederne i kulturhuset. Han pegede på en planche, som viste et området foran receptionen, der kunne bruges til mindre udstillinger (på skillevægge), og at det store lokale på 1. sal (en gang kaldt byorkestersalen) kunne anvendes, når Kunstskolen ikke anvendte det eller det blev brugt til scenografi. Han pegede også på området bag ved den lille sal.

I dag er vi endt med, at kunstnerne KUN kan udstille bag ved Lille Sal. Der er ikke tale om et udstillingsrum men et irregulært gangareal, som ikke fra starten er tænkt som et udstillingslokale, og det er derfor meget vanskeligt at anvende til kunstudstillinger.

Heldigvis har vi nu Nuuk Kunstmuseum, der efter mange års famlen efter et ståsted i kunstformidlingen, ser ud til at have fundet sin egen identitet og gode vilkår for billedkunsten.

Katuaq er på mange måder en publikumssucces, og den daværende NAPA direktørs spådom om, at der er en tid før og efter Katuaqs åbning, er gået i opfyldelse, men som udstillingssted for billedkunsten har Katuaq desværre skuffet. Men det kan der måske rettes op på inden for de næste 30 år, og den anden spådom kan dermed også gå i opfyldelse – også for billedkunsten.

[1] Opførelse af Nordisk Kunst- og Kulturcenter i Nuuk udgivet af Kultur- og undervisningsdirektoratet.
[2] Grønlands Kulturhus – et vindue mod verden (1995)
[3] Et utal af konferencer lagde imidlertid beslag på pladsen og mulighederne. Grønlands Kunstnerudstilling KIMIK´s udstillinger i 1998 blev derfor også den eneste i en årrække.
[4] Aka Høegh var Katuaqs sommerudstiller i 1998, hvilket også ses i bogen.

Foto er fra pjecen "Kulturip Illorua/Grønlands Kulturhus - et vindue mod verden", 1995.

Lysindfald

Af Stine Lundberg Hansen

Nuuk Kunstmuseum har siden efteråret kørt et residensprogram med kunstnere fra Norden. Hver kunstner går i dialog med samfundet omkring; med Nuuk og med Grønland. Hver kunstner søger samarbejde, udforsker og udtrykker sig gennem sit ophold i Nuuk på små to måneder.

Den tredje kunstner i residensprogrammet* var Lotta Törnroth, som arbejder med havet; havet med længslen og rædslen knyttet til sig. I de tidlige morgentimer, før solen stod op, var jeg hendes assistent, da hun var ude ved fjorden og fotografere. Motivet var det samme – hende med lommelygten ved vandet; et motiv hun har gentaget forskellige steder i verden.

En gentagelse som sammen med den dialog og udforskning af Nuuk og fjorden – mennesket og havet – bliver en uddybning og et rum for forståelse og for ubegribeligheder overfor havet og dets magt over mennesket. Dette er indtryk fra morgener i Nuuk med kunstner Lotta Törnroth:

 

Ved nattens hæld i det tiltagende morgenlys stod kunstneren i landskabet ved fjorden med lommelygten hele tiden. Eksponering.

Denne morgen var stille. Havet havde lagt sig flat, og hver enkel farve fik tid til at strække sig over henover himlen.

Jeg skulle trykke en knap i bund – og slippe den igen. Udløse lysindfaldet og lukke igen. Eksponering.

Den tidlige morgen er et arbejde mod lyset med lyset før dagen.

Kunstneren stod på klipperne ovenpå sneen. Ved vandet, tæt ved. Altid med sin lommelygte Lyset.

Lyset pegede mod linsen, mod udløseren – mig? Den pegede mod sneen, stenene, fjorden og ud af billedet. Mod noget, nogle og alligevel ikke nogen.

Kunstneren arbejder mellem linsen og havet. Søgende og gentagende. Hendes krop, hendes placering, en rød jakke, en orange striktrøje, et rødt hår. Hende, kameraet og mig med udløseren. Retninger i landskabet.

En anden morgen var uden farver. Himlen overdækket, et mågepar imellem, og landskabet bart. Skrattende mens bølgerne – vågorna – kom med tidevandet. Vuggende, slikkende tager det til. Tidens vand.

Kunstneren kravlede langt ud. Jeg blev ved kameraet med knappen. Udløseren. Stående, mens kunstneren sprang i rundgang først dansende med lyskeglen, så i tid uden lys. Hun ville ikke eksponeres og træde tydeligt frem.

For lysets skyld skulle man kunne sige.

Forstår jeg, bosat her, privilegiet i dette landskab? I lyset af øer, fjelde og fjord. Privilegiet af ikke at skulle spejde efter de kuldsejlede.

Kunstneren lagde aldrig sin lommelygte. (Selv i lommen lyste den) Selv i dagslyset lyste den. Mod havet.

 

* Der kan læses mere om to første kunstnere – Marte Lill Sombye og Tinne Zenner – og deres møde og udforskning af Nuuk i det grønlandske kunst- og kulturtidsskrift Neriusaaq 1/2017 : http://neriusaaq.gl/ . Den fjerde og foreløbigt sidste kunstner i dette residensprogram – Inkeri Jäntti – gæster og arbejder i disse måneder (april/maj) i Nuuk. Følg med på Nuuk Kunstmuseums Facebookside eller på Inkeris blog : http://inkeritravels.blogspot.fi.

Tekster i frit fald – om kunst og uddannelse situeret mellem Danmark og Grønland

Af Stine Lundberg Hansen

Prolog

Al uddannelsestænkning bør gøre plads til det ugribelige mellemrum mellem nu og i morgen. Al reel uddannelse består af hullerne i hegnet.

1

Kunsten har ingen wow-effekt*. Den opvoksende generation bliver hverken klogere eller dummere – men kan blive begge dele.

Kunst kan være filosoferende, men også propaganderende.

Al samtænkning mellem skole og kulturinstitution, mellem klasse og kultur, mellem elev og kunstværk må bero på retten til at tænke og mærke efter, lige så vel som retten til at vende ryggen til.

Kunst er ikke noget program – kunsten er uden endemål og facit. Hvis kunsten tænkt pædagogisk bliver programmatisk, må der være sprækker; sprækker til den frie tænkning, den frie tale, til at slippe fri.

Kunst kan sætte tanker i gang, være et tankerefugium, en sanselig udfordring og vende hverdagen på hovedet. Kunsten er skabt af og er til for og imellem mennesker. Derfor skal den være tilgængelig; synlig i ethvert barns opvækst.

Kulturinstitutioner skal ikke påvirke; de skal skabe tænkninger – refleksioner over liv og samfund.

2

Kunsten er også uddannelse; den er perspektiver, omvendelser, tænkning, samfundsbaseret, samfundsintegreret, menneskerelevant. Den er for alle, ingen og for sig selv. Den er ubegribelig og netop i denne ikke-definerethed bør den gribes.

I Grønland synes al uddannelse i den politiske tænkning gang på gang reduceret til kampen mellem sprogene; til grønlandsk versus dansk og vice versa; til grønlandsk, dansk eller engelsk?

I skyggen forbliver matematikken og naturfagene (geografi, biologi, fysik, kemi) samt samfundsfagene (religion, historie, samfundsfag og fx kunsten).

Andre sprogfag som fransk, tysk, spansk, russisk, kinesisk eller hvad der nu synes relevant, diskuteres ikke.

Næsten i komplet mørke står de kreative fag, som i løbet af de sidste par år er skubbet så langt ud i periferien, at jeg ikke længere kender deres navn. I min skoletid hed de musik, drama, sløjd, håndarbejde, hjemkundskab og formning/billedkunst. Lokale valg er de omdøbt til i den grønlandske folkeskole, hvilket vel dårligt er et fag med et reelt indhold. En udvanding af de engang mere afgrænsede fag; lokalvalg er et valg lokalt uden et specifikt fagligt indhold.

For meget fortaber sig i en debat om sprog og nationalitet – heller ikke kunsten diskuteres.

Kunsten er i filmen, i teatret, i litteraturen, i billedkunsten, i musikken, i håndværket, i designet – og den kan være i mange af skolens fag.

3

Kunsten lader sig kun gøre som et møde. Et møde som kan udfordres, uddybes og udvides, eller forblive et nik, et strejf, et kort sammentræf.

Mødet med kunsten må lægge sig til rette mellem linjerne, hvor den undviger sproget og taler udenom.

Kunsten kan ikke reduceres til et italesat program.

Kunsten er.

Mødet med kunsten må efterlade huller i hegnet, hvor tankerne kan smutte igennem.

Kunsten skal være synlig og tilgængelig i alle uddannelser, men det er gennem hullerne i hegnet, at enhver horisont udvider sig.

Et møde består af en reel udveksling to eller flere parter imellem. Det består i en åbenhed mod den anden og mod omverdenen, hvor der argumenteres, modelleres og formes begge veje.

Det politiske bagland og uddannelser i Grønland bør være ansvarlige for adskillige møder mellem elev/studerende og kunst finder sted, og at der i disse møder er mulighed for fordybelse og uddybelse – og sikre hullerne i hegnet og retten til at vende ryggen til bibeholdes.

4

Essensen af kunsten udtrykkes ikke i wow – hvad kunsten kan undslipper ordene. Kunsten har ingen samlet eller ensartet essens, heri består dens kvalitet.

Kunsten kan få os til at tænke, undre os, skabe nysgerrighed, vække sanserne, være grænseoverskridende, provokerende, propaganderende – men det er ikke givent.

Kunst er en vital del af samfundet – det er enhver tids udtryk et bestemt sted.

Den er forbundet med menneske, samfund og tid – derfor bør den være en del af enhver uddannelse.

5

Kunsten er i rummet. Den er i et forhold, en relation, en sekvens, en rækkefølge.

Rum er mentale og fysiske. Vi kan være et sted med vores krop, et andet i tankerne.

Rum er afgrænsede af opfattelsen af det.

Kunst er i rum og forholder sig til mangfoldige rum – både mentale og fysiske.

Uddannelse er ofte knyttet til et defineret fysisk rum – klasseværelser, auditoriet, lokalet eller den fysisk manifesterede institution som skole eller universitet.

Men uddannelse er også mentale rum; de muligheder for rumudvidelser et fag indeholder. Ethvert fag bør arbejde på kanten af umulighed – for at holde muligheden for nye rum åbent.

Kunsten består af mulige rum. I sig selv er kunsten en umulighed – heri gemmer sig alle mulighederne for rum. En rumlighed. Noget der ligner, men ikke er rum. En mimesis – en gentagelse og en spejling af rum – fysiske som mentale – som virker tilbage på eller skaber nogle nye rum.

6

Kunstens rum er museet, galleriet, kunsthallen, udstillingen, teatret, bogen, koncerten eller en begivenhed, en afbrydelse, et rum defineret af mennesker.

Et rum som altid kunne være anderledes.

7

Kunstmuseet er et andet rum end klasseværelset.

Klasseværelsets rum er centreret om undervisning; om et forhold mellem elev/studerende og lærer/underviser og et fag.

Kunstmuseets rum er centreret om kunsten; om et iscenesat møde mellem den besøgende/brugeren/den udefrakommende og kunsten.

Kunsten er kurateret og iscenesat i et rum af nogle i museet til nogle udenfor museet. Faget er rammesat af nogle i uddannelsen til nogle udenfor uddannelsen.

Begge rum vil noget med nogen.

8

Nuuk Kunstmuseum har mange små rum. Museet er som bygget til labyrinthisk at gå på opdagelse. Væggene er tæt på og det er kunsten også.

I hvert rum er muligheden for andre rum. Som et æskesystem. Hvert kunstværk indeholder mulige rum, og hver beskuer, hver besøgende, hver elev eller studerende medbringer deres rum til museet.

Det er alle disse muligheder af rum, som kunsten i uddannelse skal sætte i spil. Rum uden facit men rum som udfordrer, påvirker og argumenterer mod hinanden.

Rum på rum er, hvad mødet mellem elev/studerende og kunstværk består i. Dette møde kan skabe forbindelser og afbrydelser, kan kortlægge og erkende, og kan skabe tænkninger. Det er ikke sikkert, at det sker, men mødet med kunsten åbner muligheden for, at det gør.

Hvis kunsten præsenteres som et fastsat program – en simpel wow-effekt til bedre karakterer – og ikke som et møde med mange mulige iboende rum, så mister kunsten sin effekt som kunst.

* Den engelske professor Anne Bamford fra Wimbledon School of Art har skrevet om sammenhængen mellem de kreative fag, kunsten og hvor godt børn klarer sig i skolen, som hun kalder wow-effekt.

 

Udstillinger – En kærlighedserklæring

Af Nivi Christensen

Udstillinger kan være noget af det mest inspirerende. Udstillinger kan få en lille detalje frem i et værk, og kan få beskueren til totalt at overse et andet. De kan få folk til at se og forstå kunsten på ny, og aktivere flere sanser. Udstillinger kan styre vores forståelse af kunstværkerne. Og så kan de ødelægge og nedbryde kunsten, hvis det bliver gjort uden respekt og kærlighed.

En minimal definition på begrebet udstilling er:

”.. et arrangement af oftest flere udvalgte genstande i et mere eller mindre offentligt tilgængeligt rum ..”*

Udvalgte genstande – altså en selektion. Arrangement – dermed noget styret og opsat. I et tilgængeligt rum – noget præsenteret for andre og i et rum. Det er mere end det, der allerede er – det er noget udvalgt, noget tilgængeligt og noget ordnet.

The White Cube 

Når vi taler udstillingsteori er det mange år siden at tanken om ”The White Cube” – det hvide neutrale udstillingsrum – blev forladt. Udstillinger før 2. verdenskrig var med farvede vægge, gerne i stærk kontrast til værkerne. Efterfølgende opstod en ide om at vægge og rum skulle være neutrale og rene så værkerne kunne tale for sig selv, og der med de hvide udstillingsrum. Uanset hvilken farve væggen har, hvilke værker der er udvalgt, uanset belysning, ophængningsmåde, rummenes udformning, hvilke måde plakaten er skabt eller udstillingstreksten er skrevet, så har det en betydning for udstillingen. Udstillingen er aldrig neutral. Det betyder, at en udstilling altid skal tilpasses et sted. Den samme udstilling vil se forskellig ud i forskellige rum. Den forskellighed kan, hvis man udnytter og omfavner den, forære kunsten nye lag og nye forståelsesrammer.

Ignoreres det – påvirker det også kunsten, men ofte på en negativ måde. Hvis en udstilling er dårlig opsat og ikke er tilrettet rammerne og rummet – kan kunsten virke uprofessionel og ligegyldig. Det kan direkte ødelægge oplevelse af det enkelte værk og af kunstnerens arbejde.

Det er nødvendigt, at vi i Grønlands kunstliv accepterer den præmis. Kuratering – det at skabe udstillinger - har en betydning. Hvis vi forventer professionelle kunstnere, og hvis vi forventer et højt kunstfagligt niveau, skal vi som kulturaktører og udstillingsansvarlige også følge op med professionelle udstillingsansvarlige.

Refleksion, analyse, seriøsitet og diskussion

I forbindelse med KIMIKs udstilling ved Nuuk Kunstmuseum i november 2016 skrev kunstneren og medlem af KIMIK Pierre André Auzias følgende på sin facebook:

“As in a dream, it felt so great to work with people wondering to give the absolut best of themselves!...So many changes through these 4 days of intensive reflexions, analyses and serious (but kind) discussions to find out with the very best way to show our works. At least we found out as an evidence that our difference could create an absolut harmony. “**

En udstilling er langt fra alene håndværksmæssigt og teknisk kunnen. Værkerne bliver først sat i spil ved refleksion, analyse og dialog. På udstillingen var 100 værker – det gav et uendeligt antal måder at opsætte udstillingen på. Selv hvis vi valgte at inddele det sådan, at hver kunstners værker hang sammen, var der tale om 18 udstillende kunstnere, og igen et (næsten) uendeligt antal måder at opsætte dem. Når værkerne opsættes er det en valgt placering – ikke en givet placering.

Udstillingsansvarlig

Alle udstillingssteder bør kunne love kunstnerne, at man afsætte den tid, det tager, at man skaber rum til at gøre sit bedste, og at man har de rette faglige kompetencer. Hvis ikke man giver udstillingerne kærlighed, tid og seriøsitet, hvordan kan man så forvente det af kunstnerne.

Vi har et ansvar for at fremhæve kunstens forcer. Vi har et ansvar for at formidle udstillinger. Vi har et ansvar for at få folk til at forholde sig til kunsten. Vi har et ansvar for at vise kunst for alle aldre. Vi har et ansvar for at give kunsten de bedste rammer. Vi har et ansvar for at udvælge det bedste og reflektere og diskutere, hvorfor det er godt. Vi har et ansvar for at fjerne fokus fra kunstneren over på kunsten.

Det kræver tid, overvejelser, refleksion, videreuddannelse, nysgerrighed, sparring, og så kræver det en erkendelse af, at det har en betydning.

Jeg er træt af dårlige udstillingstekster, der intet siger om kunsten og siger for meget om kunstneren. Jeg er træt af dårlig indramning, print i dårlig kvalitet, uovervejede sammensætninger, for proppede udstillinger, dårligt opspændte lærreder, mangel på mod til at fravælge værker. Jeg er træt af, at det eneste tidspunkt vi taler om uddannelseskrav i forhold til kunsten er kunstnernes – vi taler for lidt om personalet på museernes og udstillingsstedernes faglighed.

Kunstens niveau er kun så højt som laveste fællesnævner – og pt er det ikke kunstnernes niveau, der er problemet - det er udstillingsstedernes niveau. Kunstnerne fortjener bedre. Behandles udstillingerne med ligegyldighed – kan vi heller ikke forvente at folk gør andet end netop det. Behandler vi det med faglighed, seriøsitet og kærlighed, så tror jeg på at folk gør det samme.

*”Hvad er udstillingsanalyse” af Runa Gade i Udstillinger mellem fokus og flimmer red. E. Bodin & J. Lassenius. Citat af Locher s. 17, 2006 ved forlaget Multivers.

**Pierre André Auzias på sin egen facebookprofil efter udstillingen ”KIMIK” på Nuuk Kunstmuseum i november 2016.

Isen hvor mennesket lever og bor

Isen hvor mennesket lever og bor

Grønland er kendt for sin indlandsis. Indlandisen kan smelte, verden forandre sig. Klima i krise er overskriften pt. Intet er fast, og hvad der er frosset kan smelte. Isen er ej heller altid gennemsigtig. Isen konstituerer manges møde med Grønland. Et land som i sin tid ikke fik navn af isen.

Lige nu er der to udstillinger i Nuuk. Udstillinger af kunstnere, som kom til Grønland og fandt inspiration.

På Nuuk Kunstmuseum vises Kirsten Kleins landskabsfotos af isfjelde ved siden af Jette Bangs ikoniske sort/hvide fotografier. På Nationalmuseet er Iskrystalprinsessen vol. 2, hvor designer Jørgen Simonsen inspireret af den grønlandske nationaldragt og sælskind udstiller fem haute couture kreationer.

Det er hverken fotografi, sælskind eller nationaldragt dette essay skal handle om – men om isen.

Iskrystaller

Jørgen Simonsen (f. 1972) lavede i slutningen af 90erne kollektionen Iskrystalprinsessen. Han havde aldrig været i Grønland, men havde brugt timer på at studere grønlandske klædedragter på et bibliotek i Paris. Volume 1 af Iskrystalprinsessen blev designet til modehuset Versace. På det tidspunkt havde Jørgen Simonsen kun besøgt Grønland i sin fantasi. Vi vender tilbage til Iskrystalprinsessen, men for et øjeblik dvæler vi ved fantasien.

Grønland er en fantasi. Det er utopien mod nord; fantasien om det uberørte, det overvældende, det opslugende, det slet og ret romantiske; det skønne, det sublime og det pittoreske.
Fantasien om det oprindelige. Naturfolket og forbindelsen til naturen; tætheden og samklangen. Det rå og barske iblandet det landskab, der tager pusten væk og fjerner benene under. Det eksotiske og fremmede.
Fantasien er levende i isens genskær.

Iskrystalprinsessen vol. 2 er en ny kollektion, hvor Jørgen Simonsen har besøgt og samarbejdet med Grønland.

http://sermitsiaq.ag/groenland-slog-benene-vaek-modedesigner

Iskrystalprinsessen vol. 2 er også et fotoshoot. Ved isfjorden. Med isfjelde, isblokke, isflader i baggrunden. Vi er ved Ilulissat – verdensarven og turiststed nummer 1. Ilulissat betyder isfjelde.

En kvinde poserer. Er hun prinsessen? Fantasien? Med bare arme blandt isen, på isen, ved isen.

En anden kvinde tager fotos – ikke i Ilulissat, men i Saqqaq længere nordpå. Af fjelde. Af is.

Isfjelde

Kirsten Klein (f. 1945) tog i en måned billeder af isfjelde. Formerne, lyset og rummet omkring dem. Som landskabsfotograf kan Kirsten Klein noget med rummet – hun kan tage billeder af dét, der ikke er. Af rum, af afstand, så luft fylder. Tomrummet presser sig på i hendes landskabsfotografier.

I billede på billede møder vi isfjeldene – og i hendes bedste fotografier fylder tomrummet omkring isen og presser sig på, som en dramatisk masse. Alligevel bliver isen et eksotiske møde – det fremmede stof. Koblet på fantasien om dette land.

Der findes tusinder og atter tusinder af billeder af isen i Grønland.

kunsten.nu/artguide/calendar/jette-bang-kirsten-klein/

I mødet med isen som fascination og som fremmedlegeme overses noget. At noget er det samme. At livet i Grønland leves og leves og leves*. Dag efter dag i flere tusinde år.

Fantasien om et land gjort af et andet stof – et stof klimaet kan forandre. Men intet er fast selv ikke isen - og endnu mindre fantasien.

For eksempel

Et isfjeld er stort og massivt – også selvom verden taler om, at det smelter. Isen er ikke altid gennemsigtig...

Grønland er et land, hvor livet leves. Ikke med en særegen mystik eller indkapslet i tiden. Men et levet, fremadskridende liv, som blandes og udveksles med andre. Grønland har aldrig været noget for sig – folk har vandret, sejlet og fløjet hertil.

Grønland var grønt i syd, da det fik sit navn. Nuuk er uden sne 4-6 måneder om året – selvom der kan komme isskodser sejlende i fjorden.

Men isen konstituerer manges første møde med landet – og for mange foregår første møde med Grønland i fantasien. 

Fra og til

På Nuuk Kunstmuseums samling – den største offentligt tilgængelige samling af grønlandsk kunst – går man fra ekspeditionsmalerne og alle dem, der kom udefra og og ind, blev inspireret, men aldrig slog sig permanent ned i landet, til de grønlandske kunstnere (kunstnere opvokset eller bosat i landet).

Isen er forskellen. Isen som optager så mange kunstnere udefra – isskodser, isfjelde, iskrystaller – men er fraværende som motiv, som fantasi i den grønlandske kunst.

Grønlandske kunstnere beskæftiger sig ikke med isen – ikke som fascinationsmotiv. Nogle kunstnere bruger blålige farver – som fra isen – men ikke til is, og farverne bruges for det meste mangfoldigt, som fjeldet om sommeren. Her er naturen og isen hverken skøn, sublim eller pittoresk. Den er – nogle gange et afsæt, en impuls, andre gange uden betydning. Og mennesket lever iblandt den.

Regler er undtagelser

Den grønlandske kunstner Inuk Silis Høegh (f. 1972) har pakket bygninger langt fra Grønland ind, så de blev til is. Et isbjerg. Ikke fantasien om landet højt mod nord, men en helt konkret fysisk manifestation.

Isbjerget er sat sammen af forskellige fotografier taget af fotograf Ivars Silis (f. 1940).

Inuk Silis Høegh genkalder i værket en nærmest pervers glæde i dét at konstruere sit eget isbjerg af egen fantasi. En fantasi som mimer virkeligheden, men ikke er den. Kan et isbjerg se sådan ud i virkeligheden? Som en kommentar til menneskets behov til at kontrollere naturen.*

En kommentar som også kommenterer på at gøre det rå, barske og sublime til det pittoreske, det sceneriske og til et landskab. Det skræmmende og det tæmmede. Og alligevel ender dette isbjerg måske med at være som Frankensteins drøm om mennesket, og at bygge og kontrollere det – noget der ender med at være udover vores fatteevne, noget der undviger vores kontrol.

Iluliaq, som værket hedder, manifesterede sig første gang under COP15 – FN’s klimakonference i København i 2009. Dermed er værket også en kommentar til det, verden snakker om – isen smelter.

Isen iblandt fantasien

Isen er en realitet og et fantasifoster; en idé om et land mod nord.

Lige nu er der to udstillinger i Nuuk med isen som fascination, som inspirator, som fremmedlegeme, som drømmen om dette mægtige land mod nord med den overvældende natur. Dog et land, hvor mennesket har levet og lever og lever og lever…

 

* http://www.gallery.ca/en/about/1454.php

 

Artiklen er inspireret af ”Til hæder og ære” af Aqqaluk Lynge (in: Til Hæder og Ære /Tupigusullutik angalapput, Brøndum, København, 1982) :

De rejste og rejste
i et land hvor de troede
at ingen menneskelige væsner
kunne leve og bo

De rejste og rejste
og da de kom fandt de nogle
som ikke kendte andet
til mennesker end sig selv,

De rejste og rejste
og gæstfriheden var stor
nysgerrigheden uendelig
men gæsterne var ikke til at mætte.

De rejste og rejste
alle vegne hvor de kom
blev menneskene undersøgt
deres klæder, slæder og udstyr blev opkøbt

De rejste og rejste
til så stort et land
kan der ikke være nok mennesker
til at navngive så mange steder

De rejste og reste
og rejste tilbage
med kort over landet
og livsform beskrevet

til hæder og ære
medaljer med mere
for at have berejst et land
hvor mennesker lever og bor