At rejse (sig)

At rejse. ”En ændring” siger kunstneren Marte Lill Somby. ”For mig er det et slags åndehul”, siger kunstneren Kristine Spore Kreutzmann.

Af Stine Lundberg Hansen

To kunstnere taler om at rejse ud som kunstner – den samisk-norske Marte Lill Somby, som i efteråret var den første kunstner på Nuuk Kunstmuseums kunstnerresidens, og som i samarbejde med den grønlandske kunstner Kristine Spore Kreutzmann skabte, hvad der nok var Nuuks første pop-up udstilling i Holms Hus på Aqqaluks Plads.

- Jeg kan godt lide at bevæge mig lidt. At jeg ikke bare står stille her, men får lov til at komme et andet sted hen, siger Kristine Spore Kreutzmann, uddannet keramiker, og med keramikken har hun rejst til Japan, Burkina Faso og Mexico.

Hvordan begynder en rejse?

Det spørger Tomas Espedal i bogen Gå. (Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv).

Han svarer: ”Jeg ligger på sofaen og leser, to gode puder under hodet, et ullteppe over beina, en kald marsdag, det regner og regnet går over i hagl; det trommer mod vinduesruten.” *
Alt i alt en dag man ikke har lyst til at gå ud i. Men:

”Reisen begynner her; jeg forlater sofaen og går ut.” *
Der indtræffer en ændring; man rejser (sig).

Den lange eller lige udenfor døren

Rejsen er en ændring eller impulser, siger Marte Lill Somby. At rejse behøver ikke at være langt. For Marte Lill Somby er samtalen eller udvekslingen med andre mennesker, med andre kulturer vigtig for hendes kunst.

- Som kunstner koncentrerer jeg mig om de eksistentielle spørgsmål, og hvordan man forholder sig til de enkelte ting. Andre kulturer, andre normer; folk har forskellige traditioner, som opfattes som vigtige. Jeg kan lide idéen om at bryde med traditioner – men også at tænke på, hvad som kan være ens personlige ønske eller opfattelse [af traditionerne, red.]. Traditionerne er ikke lige stærke. Der er også idéen om, at man vil holde på dem. Men vi er jo dynamiske; ting ændrer sig hele tiden.

At rejse skaber ændring. Vi rejser os. Vi går fra én position til en anden; vi rejser fra én position mod en anden. Rejse kommer fra vestgermansk raisón, som betyder opstigning, opbrud eller at rejse sig op for at drage afsted.

”Reisen forvirrer os” *, skriver Tomas Espedal.

Rejsen er en afbrydelse af læsningen på sofaen; en tur ud i haglvejret, og måske et håb om at se alt med nye øjne eller at skabe ubalance i den ellers fremadskridende tid. Og rejsen er altid en venden tilbage – noget midlertidigt, som selve bevægelsen fra siddende til stående, at rejse sig, er – ellers bliver rejsen ikke et opbrud eller en ændring, men til noget permanent.

At vende tilbage

Kristine Spore Kreutzmann laver små, hvide minimalistiske skåle – en form inspireret af hendes rejse til Japan.

- Jeg tror, at det at rejse driver mig på den måde, at jeg kan blive ved med at lave det [keramikken, red.]. At jeg har ny energi, når jeg kommer tilbage.

At inspirere kommer af latin in-spirare – at indblæse, indgyde eller begejstre. At inspirere giver en impuls til noget. Rejsen kan være denne impuls, der indblæser og sætter gang i.

- Jeg laver sådan nogle former, som jeg slet ikke tænker over, men det ender med, at de får et japansk præg. Jeg er også begyndt at bevæge mig over i noget andet end porcelæn efter min tur i Afrika; efter jeg havde set alle de farver. Jeg vil rigtig gerne arbejde med noget helt rødt ler – sådan terracotta-agtig – efter at have set deres røde veje. Jeg tror, at det kommer ret ubevidst. Det er ikke rigtig noget, jeg tænker over. Det kommer bare, mens man arbejder.

For Kristine Spore Kreutzmann kommer formerne ud af arbejdet med leret – ikke noget hun på forhånd har bestemt sig til – men naturen er det, hun inspireres af. Det er ikke en motivisk inspiration, men elementerne – leret, stenen, sandet - og selve landskabet; de røde veje i Afrika, landskabet i Mexico, måden at respektere naturen på i Japan, og særligt finder hun inspiration i den grønlandske natur.

- Jeg kan tage ind i fjorden og hente noget ler, hvis det skulle være. Jeg har også brugt sand fra stranden til at blande i mit porcelæn. På den måde vil jeg gerne bruge den grønlandske natur på en anderledes måde. Jeg vil gerne lave glasur af granit og de mineraler, vi har her i Grønland. Men det er et større projekt. Grønland er det sted, jeg finder mest inspiration fra, men det er stadig rart at komme lidt væk.

Selv at tage ind i fjorden eller ud i naturen kræver opbrud og at rejse sig for at vende tilbage til keramikken.

Rejsen vender tilbage til

Rejsen kan i sig selv også være en venden tilbage til. Den grønlandske kunstner Pia Arke (1958-2007), bosat i Danmark, vendte tilbage til hendes hjemstavn med kunstprojektet Scorebysundhistorier. Men i denne tilbagevenden måtte hun rejse ud igen. Hun var på blandt andet jagt efter Ittoqqortoormiits (Scorebysunds) manglende eller fragmentariske historie, og til det måtte hun rejse alle andre steder hen end Scoresbysund. Hun skriver:

- Det forlegne består i, at store dele af historien befinder sig udenfor Scoresbysund. Den er flyttet væk og har spredt sig i billedarkiver, videnskabelige afhandlinger, dagbøger, loft og kælderrum i Danmark, Paris, New York, Oslo og Stockholm! **

I samme åndedrag – at vende tilbage - kan Marte Lill Sombys rejse til Grønland og til kunstnerresidenset i Nuuk anskues. Hun var tredje led i hendes familie, som drog til Grønland. Alle tre med forskellige formål og intentioner – og med forskellige rejser.

- Min tipoldefar gik med Nansen over indlandsisen i 1888 eller noget lignende. Under den ekspedition fandt de ud af at der var gunstige forhold for rendrift i Grønland, så min tipoldefar kom tilbage i 1905 og gjorde inspektioner på områder, men det blev ikke iværksat før 1950erne. I 60erne rejste min onkel hertil [Nuuk/Godthåbfjorden , red.] og var her i 2 år og arbejdede som hyrde på rensdyrstationen. Det var så langt borte, og det var så lang tid siden, at de rejste, at de måtte have en hel anden rejse hertil med båd. Den udvikling, der er sket fra da til nu, er jo enorm. Med generationer fra 1800tallet til 60erne til 2016 er der jo ganske store spring, og ingen af os har haft samme oplevelse af dét, at komme til Grønland; det kan jeg ikke tænke mig.

(opsummering) At rejse er

Bevægelse – lang eller kort – men at flytte sig. At bryde op. En ændring. En forvirring. En ubalance i tiden. Impuls. At ånde – inspirere. En venden tilbage. En tilbagevenden til. Det er væk, og det er her. At rejse (sig).

* Tomas Espedal : Gå. (Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv), Gyldendal, Trondheim, 2016 (2006); side 150-151+153
** Kuratorisk Aktion : Tulakosaurus – an Incomplete Survey of Pia Arke’s Artistic Work and Research, Kuratorisk Aktion, København, 2012; side 228

 

Foto: Marte Lill Somby

Mere om kunstnerne:
Kristine Spore Kreutzmann: http://www.kristinesporekreutzmann.com/
Marte Lill Somby: https://www.facebook.com/lillesomby/

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *